| Goodbye? |

Goodbye?

Roman stod ud af taxaen og gik om bag bilen hvor chaufføren allerede stod, og var i gang med at åbne ind til bagagerummet hvor Roman havde sin kuffert, to store kufferter med alle hans egendele. I Di Morga, en lille flække et eller andet sted i Frankrig ventede der en lejlighed hvor der var nogle få møbler, lige nok til at han ville kunne klare sig et par dage mens han fik lejligheden indrettet. Han betalte chaufføren før han gik op mod lufthavnens indgangen der bestod af to store glasdøre han gik igennem ind til. Da han var kommet ind, satte han kurs mod det nærmeste sidde sted hvor han satte sig ned, og fiskede sin mobil frem.
Dagens rejsetøj bestod i en mørkeblå skjorte, hvor de øverste knapper lige var åbnet. Ud over skjorten bar han en mørk frakke. På bene bar han mørkes jeans, og på fødderne var der et par Allstars. Han tændte mobilen, og gik ind under sms'er:


Han gemte derefter sin mobil væk, og lænede sig tilbage og ventede på et svar fra hans veninde, englen Eowen som skulle nå at sige farvel før han ville rejse til Frankrig, og dermed sætte en bremseklods for deres forhold som venner. Roman var sikker på han ville få en røvfuld, men hvad skulle han gøre ved det, det var jo hans drøm der trak i ham, og des uden var han sikker på de stadig kunne holde kontakten og Eowen kunne sikkert godt finde nogle andre at knytte samme bånd til som med ham, måske ville det tage lidt tid for den omtumlet engel, men det var sikkert og vist at hun nok skulle klare den, ellers ville Roman aldrig være taget af sted. Selvom de kun havde været venner i et godt og vel et år havde de allerede knyttet et stærkt bånd mellem hinanden. På det tidspunkt var Eowen lige kommet ned fra himlen, og han havde stået for at vise hende jorden, den verden hun skulle leve i til gud kaldte hende tilbage.
Roman måtte indrømme han aldrig havde troet på gud, selvom han både var dømt og konfirmeret, men dem var der mange af, sådan havde alle hans venner det. Han gravede ned i sine lommer på sin frakke, og fandt sit pas frem hvor man kunne se et billed af en knægt med kobberbrunt pjusket hår, smalle gyldne øjne mens læberne var let sammenpresset i et forsøg på ikke at smile. Roman, 18 år, nu på vej til Di Morga.
Rigtigt skulle hans familie også have været ude i lufthavnen, men de havde været nød til at tage til en begravelse, og Roman havde det også fint med at de ikke skulle stå og tude i lufthavnen. Han ville sikkert også have gjort det, men det havde de fået ordnet, og nu skulle han bare ud på nye eventyr!

Lyden af den kunstige stemme i højtaleren blev ved og ved med at runge igennem lufthavnen, så ens høre til sidst var helt ødelagte. Stemmen var høj og skarp, og bestemt ikke til at have noget at gøre med. Det var vel også derfor det lykkes Eowen at snige sig tæt nok på, så tæt på, at Roman først bemærkede hende da hun stod lige bag ham. Han snurrede forskrækket om på hælen, og smilede let da han så hende. Det var en glæde for ham at se at hun gad komme, for i grunden ville han havde forstået hvis hun ikke ville, hun måtte jo føle sig som et aflagt stykke legetøj når han på den måde bare forlod hende, med den bortforklaring at hans fremtid lå i Frankrig. "Eowen!" Udbrød han, og gik hen til hende, for at slå armene omkring hende. "Jeg er glad for at du kom." Det hele virkede arkavet og kunstigt, især Romans egen stemme der virkede som om han på ingen måder mente hvad han sagde, men det ville hun sikkert vide at han gjorde, mon det ikke blot var fordi det var svært at sige farvel? Han bed sig let i læben, og betragtede hende lidt. "Der er ingen der har sagt vi ikke kan blive ved med at være sammen, at vi kan besøge hinanden, kontakten forsvinder jo ikke bare." Forsøgte han at trøste med, selvom han udemærket vidste det var ringe hjælp. Han tænkte sig kort om, før han prøvede noget han ikke før havde bragt på banen, men her, i sidste øjeblik kunne han måske lokke hende til det? "Du kan jo tage med?" Han vidste at det var ondt af ham at tilbyde det hende nu, hvor hun var svagest, hvor hun nok så sin verden bryde sammen, men hun havde jo andre at gå med, men det føltes alligevel som det de fleste ville kalde et beskidt trick.
"Jeg vil gerne have dig med, du kan bo hos mig, og jeg betaler." Roman vidste Eowen ikke havde nogle forældre at tage hensyn til, så hun kunne selv bestemme hvad hun ville, det kom an på hvad hun ville opgive, det hun kendte, eller ham. Roman lod hende tænke sig om, hvis hun da tvivlede, han ville ikke presse hende, og bestemt heller ikke slæbe hende med hvis hun ikke havde lyst til det, det skulle være af hendes egen fri vilje. Han ville med sikkerhed savne hende, men det var hans beslutning, og hendes beslutning ville være hendes, det var der ingen der kunne ændre på, uanset hvor gerne de sikkert begge ville.

Den måde Roman talte på lød helt forkert i Eowens forvirrede og triste hoved, så det hjalp ikke meget på hendes humør. Det der gjorde det værre var hans tilbud, man skulle tro hun ville blive glad, men istedet følte hun sig påtrængende, en man ville forlade og så kom personen bare slæbende. Eowen havde ingen idé om hvad hun skulle svare til Roman, han skulle jo ikke bare gå og betale for hende, han ønskede sig et nyt liv og med nyt mente han sikkert helt nyt, uden alle de gamle personer og venner han havde mødt. Ligemeget hvor meget Eowen brændte for at sige ja, kunne hun ikke, hvis han ville væk, skulle hun ikke være den til at ødelægge det. Tårende begyndte endelig at trille ned af hendes kinder, mens hun stadig kæmpede indædt for ikke at hulke højt.
hun tog sig endelig sammen til at svare, det var svært at få ud, især da hendes valg ikke var det hun virkelig ønskede, inden i hende skreg en stemme *Hvorfor spørger du mig først nu! Ja jeg vil da med, jeg ønsker mig ikke andet!*, men det der kom ud af hendes mund var noget helt andet. "D...Det er nok bedst jeg bliver" Lød det nærmest som en lille svag hvisken fra hendes mund. Hun krammede sig nu helt ind til ham, som en sidste afsked, for hun havde på fornemmelsen, at de måske aldrig ville se hinanden igen, selvom hun aldrig ville glemme Roman, var det ikke sikkert det ville være det samme med ham. Eowen kunne ikke holde den store klump nede mere, så hun begyndte at hulke højlydt mens tårende trillede ned i store stimer, hun græd og græd, som ville det aldrig tage en ende. Hun endte dog med at tage sig sammen til sidst, hvor hun rankede sig op og tørrede tårende forsigtigt væk med det hvide ærme, på den lidt for store striksweater, hun holdt så meget af at gå i. Et enkelt hulk undslap igen, efter hun havde fået tørret alle tårende væk.
Den store sikkerhedsvagt der stod og kontrollerede om folk nu havde det rette pas, og dermed også havde tilladelse til at gå igennem, kiggede lidt vredt og utålmodigt hen på dem, Eowen fangede det og vidste dermed også at det var tid for Roman at komme videre. "Du skal afsted nu" Mumlede hun med sin lille triste stemme, hvorefter hun kiggede forsigtigt på ham. Eowen gav ham endnu et stort knus mens hun forsigtigt mumlede til ham"Jeg ønsker dig al held i din fremtid" Efter det gav hun forsigtigt slip og begyndte at gå stille og forsigtigt mod udgangen.

Roman vidste ikke helt hvad han skulle stille op med sig selv, om han skulle græde eller være glad. Han kunne godt se det sørgelige i at tage af sted, og et eller andet i ham fik ham til at blive ved med at overveje om han ikke bare skulle blive, men på den anden side trak det gevaldigt i ham for at komme videre, tage billeder af noget nyt, møde nye mennesker og ikke mindst opleve noget nyt. Da Eowen begyndte at græde kiggede han lidt ned på hendes ansigt, før han tørrede en enkelt tåre væk fra hendes kind. Han vidste hvad hun ville sige før hun endelig svarede, han havde jo allerede sagt til sig selv tusinde gange at det var hans valg, at hun måtte rejse med, men hun sikkert ikke ville gøre det. Han sagde til sidst ikke noget, men kiggede bare på hende, før han trak hende længere ind til sig, da hun for alvor begyndte at græde. Da hun virkede til at ville få styr på sig selv, slap han hende modvilligt og kiggede på hende mens hun fik styr på tårerende og sine hulk.
Han nikkede tavst da hun fik frembragt sine ord. Det irriterede ham grænseløst at hun ikke ville med, men selvfølgelig ville han ikke tvinge hende, hvorfor skulle han også have nogle grund til det, han havde ingen grund, eller bare ret til at prøve at tage hende med, det var ham der skulle blive så. han greb ud efter sine kufferter, og skulle lige til at gå, da Eowen slog armene omkring ham. Han slap igen kufferterne, og gav hende et knus, og derefter et let kys i panden. "Det bliver ikke det sidste du ser til mig." Mumlede han med et lille sørgeligt smil ned i hendes hår, hvorefter han slap hende, og forsvandt mod udgangen, eller - indgangen til lufthavns check.

De mange stressede mennesker virkede som om de var et helt andet sted, gik bare hurtigt forbi, Eowen lagde ikke spor mærke til dem. Hun kunne faktisk næsten ikke se noget, da hendes øjne var fyldt med vand. eowen tørrede dem forsigtigt af og vendte sig så om en sidste gang, for at se Roman, men det hun så om ham, var hans ryg, der var på vej væk, væk til et nyt liv, afsted for at møde nye mennesker og starte et nyt liv, som hun nok aldrig kunne blive en del af.


Det var en våd oktoberdag, hvor de fleste mennesker foretrak at blive indendøre, nogle få skulle ud at rejse, og iblandt nogle af dem var Eowen. Hun havde haft penge til det et stykke tid og den første tanke der slog hende var Frankrig, hun vidste egentlig godt hvorfor inderst inde, men gad alligevel ikke helt indrømme det, grunden var Roman.
De havde fået skrevet nogle få breve sammen det første halve år, men som tiden gik, stoppede brevende fra Roman og lige så gjorde deres kontakt til hinanden. Eowen håbede egentlig lidt på at have lidt held og dermed finde Roman igen. Hun regnede ikke helt med, at han ville blive glad for at se hende, men det var vel forsøget værd.
"Alle bedes gå til..." Lød det fra højtalerne i lufthavnen, så Eowen rejste sig og begyndte stille at gå hen imod flyet, hun kom hen til den lange gang, inden man steg på flyet og begyndte så at gå derind. Hun fandt pladsen og satte sig spændt ned, hun havde aldrig rejst rundt med et fly før, da hun selv kunne flyve og glædede sig derfor lidt til at prøve det.
Eowen var endelig kommet frem og ud af den store travle lufthavn i frankrig, hvor hun straks skyndte sig ud på gaden for at få fat i en taxa, der stod mange andre omkring hende der også prøvede at få en, men til hendes overraskelse gik det meget let. Så Eowen var nu godt på vej til hendes hotel. Efter hun havde fundet sig til rette på hotellet, gik hun straks ud til byen, i håb om tilfældigvis at støde på Roman. Mens hun gik på gaden, kom hun forbi mange gøglere, mimere og kiosker, men der var intet af det der så der gjorde hende i specielt godt humør, hende øjne var begyndt at blive mere grålige som hun gik og kiggede og ledte efter det eller rettere den rigtige person/ting. *Du er da også tåbelig sådan at tro jeg ville kunne finde ham igen* Sagde en lille stemme i hendes hoved, hun brød sig ikek videre meget om den men vidste den havde ret.

"C'mon, du kan da ikke mene du vil sidde udenfor!" Beklagede Roman sig højlydt på flydende fransk til en kvinde der stod overfor ham med en smøg mellem de rosa smalle læber. "Jo, jeg må jo ikke ryge inde, og du ville jo gå med mig." Svarede kvinden som Roman brokkede sig over. "Shelby for helvede, det er ikke mig der ville tage de pokkers billeder!" Han slog kort ud med armen, drejede rundt på hælen og gik ned af gaden mod de nærmeste kiosk. "Okay okay Roman, så skal vi nok ordne det, men hvad er det du vil?!" Hun fik kort efter svar på det, da han gik ind i kiosken og købte en kom pap kaffe, og gik så derefter ud af butikken uden at ville sige et kvæk. Det var først da de var gået nogle meter ned af gaden han igen talte. "Hvor vil du hen, hvad tænker du beskriver byen bedst?" Hans stemme var neutral og afdæmpet. Han trængte virkeligt til noget i sit liv, mere end Shelby som gik og røg morgen ind og aften ud, eller hvordan pokker det nu var. Hun var ikke den tøs der havde opfundet den dybe tallerken.
Han stoppede op og pegede mod et indformations skilt. "Tænker du på vi skal tage hen til sådan noget, turistaktrationer?" Spurgte han letter køligt og kiggede mod Shelby der pustede røg ind i ansigtet på ham, hvilke fik ham til at rynke på næsen. "Nej, jeg tænkte på nogle flotte fyre, og ikke mindst tøser selvfølgelig." Det sidste var tilføjet kort efter, dog med en lille pause som gjorde Roman mistænksom. Hvor meget ville hun egentligt ligge i det projekt ... intet. "Fint, så tag dine billeder, jeg finder noget andet." Han rystede irriteret på hoved, og gik ned af gaden med sin allerede halvlunke kop kaffe i et pap krus. Ha skyndte sig over lys krydset til gågaden før der blev rødt, hvilke forhindrede Shelby i at følge efter. I den tid satte han farten op, og gik med hurtige skridt ned af gå gaden til han pludselig stoppede op og knep øjne sammen.

Eowen var nået langt ned ad gågaden, faktisk næsten ned til enden af den, der var stadig ikke det mindste spor af Roman eller noget der kunne pege på ham og alle de turister og mennesker stimlede rundt om boder og fyldte mere og mere, mens Eowen begyndte at føle at hun blev mast. Hun kom først fri fra dem, ved en lille café, der så noget gammel ud, men hun bestemte sig dog for at gå ind, for at se om hun kunne få noget te. Eowen holdt meget af te, da hun altid blev så rolig når hun havde fået det. Grunden til at det virkede sådan på hende, var varmen der spredte sig i hendes krop og så den milde smag af blade og urter, det havde hun altid holdt af. Da hun kom ind i den gamle café måtte hun lige vende sig til belysningen, da der var så støvet og dunkelt. Hun fik dog købt sin te. Da hun kom ud igen, kneb hun sine øjne sammen, da der var et sådant skarpt lys. Efter et stykke tid, kunne hun endelig åbne sine øjne igen og se, og som før hun var kommet ind på caféen var der mange turister. Eowen begyndte forsigtigt at nippe til den skoldhede te, hun mærkede hurtigt hvordan den kom ud og varmede i alle knogler og begyndte at berolige hende. Hendes øjenfarve skiftede også efter hun havde drukket en del af teen, de var begyndt at få den blå farve igen.
Eowen bevægede sig stille og roligt ned ad gågaden, hen til det store lys kryds, mens hun var på vej derned, så hun en, men kunne det virkeligt passe, kunne det virkeligt være... Det var nok bare hendes øjne der snød hende, måske havde de alligevel ikke helt vænnet sig til lyset, eller også ønskede hun bare så inderligt, at det skulle være Roman, at hun rent faktisk så ham. Eowen brød sig ikke om at se den vej mere, især ikke efter hun havde set Roman, for hun troede ikke på, at det var ham, derfor vendte hun sig om og begyndte at gå tilbage af gågaden, mod sit hotel. hun stoppede dog op da hun så en af de mange gade gøglere, som hun altid havde fundet fascinerende og sjove, hun stod lidt der og kiggede på alle de sjove kunster han kunne lave og kastede så to mønter ned i en hat, gøgleren rakte frem.

Han havde hurtigt fået lagt afstand til Shelby som man kunne høre råbe og skrige et sted på den anden side af vejen, men han lod være med at reagere på det. Da han kom forbi den nærmeste skraldespand smed han papkruset væk, så det var ude af verden, før han fortsatte ned af gaden, til han stoppede op ved en gøgler der dansede rundt på en ethjulet cykel og svang rundt med en masse bolde i luften. De små børn stod ivrigt og kiggede efter, mens deres forældre der havde set det nummer stod og snakkede med hinanden, eller ventede på at det skulle ende, så de kunne blive færdige med dagens gøremål.
De stod alle i en cirkel rundt om manden, og da han gik rundt for at indsamle penge faldt Romans øjne på en kvinde med ildrødt hår der smed et par mønster i hatte. Han knep øjne sammen, og lænede sig en smugle frem, hvorefter et stort smil bredte sig på hans læber. Eowen. Det var nemt at se selv på denne afstand af. Hendes ildrøde hår havde altid været noget helt for sig selv.
Så snart mængden omkring ham begyndte at opløses, satte han kursen efter hende i et hurtigt tempo så hun ikke skulle nå at forsvinde. Da han mente hun ville kunne høre ham hvis han råbte tilstrækkeligt højt, råbte han efter hende, og tilbage lage de meter der var mellem dem. Han slog en arm omkring hendes skuldre, og kiggede glad ned på hende mens han strålede som en lille sol. "Hvordan kan det være jeg kan finde dig her?" spurgte han først på fransk, men da han kom i tanke om hun sikkert ikke kunne fransk, gentog han det hele, blot på engelsk. Det var jo hendes 'modersprog' efter det de snakkede i himlen. Det kom selvfølgelig an på hvad de snakkede der oppe, men herre gud, hun snakkede jo flydende engelsk bedre end en englænder, så mon ikke godt man kunne kalde hende for en englænder?

Da gøgleren var færdig med sit show, begyndte Eowen sagte at gå tilbage mod hotellet igen. Mens hun gik og nippede til sin te og gik i sine helt tanker der befandt sig langt fra, hvor hun var, mærkede hun noget der lagde sig på hendes skulder. Hun kom straks tilbage, men havde fået sådan et chok, at hun havde tabt alt sin skoldhede te udover sig. Da Eowen ville se, hvem det var der havde lagt armen om hendes skulder, bredte sig hurtigt et smil på hendes små læber. Det var Roman.
Eowen omfavnede ham Straks og havde i starten svært ved at få svaret på hans spørgsmål, da hun slet ikke kunne fatte hun rent faktisk havde fundet ham, hun havde endelig fundet Roman efter alle de år. ”Hvad jeg laver her, jeg er på ferie og så røvede jeg lidt på at finde dig” Sagde Eowen lidt tøvende og den sidste del blev mumlet helt lavt, da hun fandt det lidt pinligt. Da hun endelig stoppede med at kramme Roman kiggede hun op på ham, han havde ikke forandret sig vildt meget, men stadig lidt, hans øjne så anderledes, som havde han oplevet nogle ting der skulle væk. Hun så hans smil, det store smil han sendte hende og jo det nåede op til øjnene, han var glad for at se hende igen.
Eowen havde egentlig ikke lagt mærke til at Roman havde talt både fransk og engelsk til hende, det var måske fordi hun og alle de andre fuldblodengle, først lærte latin og derfra udviklede de alle de andre sprog, men det var dog ikke alle sprog Eowen kunne, da hun var rejst lang tid før hendes tid i lære var forbi.
Eowen havde så mange ting hun gerne ville spørge Roman m, det havde trods alt været 4 år siden hun sidst havde set ham, men kunne hun bare begynde at tale løs nu, det var vel forsøget værd. ”Hvordan er det gået dig siden du, siden du rejste fra England og her til Frankrig?” lød det fra hendes mund, da et af de mange spørgsmål om ud. Hun havde haft svært ved at nævne det med, at han rejste dengang, hun havde altid hadet den dag, hver eneste år, den dag havde hun altid været mere trist end normalt.

Roman var glad for at Eowen var blevet så glad for at se ham. Hun kunne alligevel godt tilgive ham det han havde gjort, så slap de for det lange mellemstykke hvor de skulle blive gode venner igen, og han skulle tigge for at få hende til at indse at det ikke var for at straffe hende. Med andre ord kunne det stykke også kaldes drama delen, den del der ofte blev lavet meter vis af film om. "Det er gået rigtig godt! Det går super godt med karrieren og venner ikke mindst, selvom de er lidt anderledes end der hjemme." Han lod omhyggeligt være med at nævne yderligere om at der var en hel del af indbyggerne i byen jo slet ikke var mennesker, den skabning i byen der ikke var menneske, men minde mest om det var vel hans egen race - varulvene. Han betragtede lidt sin veninde, før han besluttede sig. "Hvad vil du sige til at vi tager et smut på cafee og får et eller andet, og så kan vi snakke over det, eller vi kan også tage hjem til mig? Jeg ordner mine sager senere når jeg har tid." Han gav hende et kort smil, og førte hende hen mod en cafe han ofte selv var på. De lavede dejlig kaffe, men deres andre drikke vare var også i topklasse.
Han håbede hun var med på en kop, for nu da han mærkede ordenligt efter kunne han mærke han virkelig trængte til noget kaffe, lige til at styrke sig lidt på som en gammel mand, dog ikke helt med samme hensigt. Han glæde sig frygtelig meget til at høre hvad der var sket med Eowen de seneste par år, men han lod hende spørger først, så måtte han jo bagefter, det hed jo damerne først.

//Beklager det blev så kort, men min kreativitet rækker desværre ikke lige længere nu D:

Eowen lod sig forsigtigt fører ind på caféen som Roman havde talt om, selvom hun selv lige havde fået en kop te. Da hun kom ind på denne café var den noget anderledes end den fra tidligere. Denne her café var mere hyggelig på den moderne måde, men den så også frygtelig dyr ud, i forhold til, at man kun ville få en lille kop, et eller andet. Hun satte sig forsigtigt ned ved et af bordene, i den store behagelige stol. Eowen følte sig ikke helt tilpas her, hun havde det som om alle kiggede på hende med foragt, men hver gang hun kiggede på dem, vendte de deres ansigter væk. Hun begyndte at føle sig lidt tyk og flov over sin krop og krydsede derfor armene henover maven. Eowen var egentlig en utrolig slank, men der var bare det, at hun aldrig havde haft en særlig god selvtillid. En tjener kom nu hen til dem for at vide, hvad de ville have. Eowen der havde fået te og vidste det var for dyrt til hende bestilte det billigste, som var et glas vand. Tjeneren kiggede lidt skeptisk på det, men efter et stykke tid skrev han det endelig ned.
Meget af deres tid gik i stilhed, Eowen ville spørge om mere, men det så også ud som om, at Roman ville sige noget, derfor ventede hun. Da ingen af dem spurgte om noget i flere minutter tog hun sig endelig sammen og fik spurgt. ”Hvordan er de nye mennesker du kender?” Spurgte hun forsigtigt om, da det stadig plagede hende, at han havde forladt hende, så hun måtte altså vide hvordan disse nye bekendtskaber var. Hun havde egentlig begået en af de syv dødssynder Misundelse, Eowen var blevet en anelse misundelig, på de venner der havde haft Roman, dem der ikke var blevet forladt af ham, for han var sådan et godt menneske, hun havde aldrig følt sig utryg hos ham, han var og blev nok et af de bedste mennesker hun havde mødt, måske endda bedre end hende selv.

//Det er helt okay ^^ og undskyld ventetiden, men min kreativitet har været syg og er måske også stadig lidt syg, undskylderogså at det ikke er så godt :i :( //

Roman sad og nippede tavst til kaffen mens han ventede. Hvad han helt præcist ventede på vidste han ikke nøjagtigt. Jo, at hun spurgte om noget, men hun sagde ikke noget. Han skulle lige til at spørge hende om noget, da hun endelig spurgte ham. Det var et vanskeligt spørgsmål hun smed i hoved på ham, men han måtte jo besvare efter bedste evne. "De er meget fine ..." Han tøvede lidt og vidste ikke helt hvordan han skulle komme videre med sætningen. Han kiggede lidt ned i den mørke kop kaffe før han kiggede op. "Dog er der ingen der har taget din plads." han smilede kort, og flyttede lidt på hænderne der lå omkring koppen. Det var et underligt spørgsmål efter Romans målestok. Roman mistænkte Eowen for at have mere mening bag ordne end hun gav til udtryk for, at der var mere mellem linjerne som man sagde. Han flyttede blikket hen mod hendes ansigt, og efter søgte det efter noget der kunne give tegn på noget, men han kunne ikke rigtig finde noget. Var der noget galt? Det irriterede ham næsten at han ikke kunne læse det bedre, men han måtte vel slå sig til tå's med det.
"Har du fået nogle gode venner?" Spurgte han så, for at skifte emne, og få sine tanker på noget andet. Hun måtte vel have fået nogle, der var jo alligevel gået en pen sjat år siden de sidst så hinanden, så de kunne da ikke bare glide væk helt uden nye bekendtskaber. Han sad lidt fordybet i sine tanker, for han 'vendte tilbage' til cafeen og kiggede op mod Eowen med en let krumning i mundvigen. "Hvor bor du egentligt henne, på hotel eller vader du bare lidt rundt i byen på må og få?" Han smilede igen let, og lænede sig en smugle frem i stolen, mens han førte koppen op til læberne og drak en god varm tår. Roman havde altid været en stor kaffe elsker, og fortrak kvalitetskaffe, næsten uanset hvor dyrt det nu måtte være. Det var ligesom kokke, de gjorde også alt for deres elsket mad, det helt samme, eller næsten det samme gjalt Roman og kaffe, dog kom hans kamera før kaffen. Han elskede at nørde omkring det, men hvem gjorde ikke det, når man var fotograf? Han sukkede let, og slikkede en kaffedråbe af læben, mens han lænede sig tilbage i stolen, og betragtede hende, stadig med det lille smil i mundvigen.