the last goodbye - Heat

Nogen gange tog det kort tid, andre gange længere, i nogle tilfælde skete det aldrig. Men sådan var det så forskelligt fra menneske til menneske til at komme sig over deres sorger til deres kærer. Men det var nu ikke meget at gøre, her på denne kirkegård var der vidst blevet tilføjet en del flere ny grave, efter hvad man kunne se på de gravstene som så ud af helveds til, og ind i blandt dem var der nogle helt nye. Et stille suk lød hen over nattens kølige skygge. Mens nattens hersker tårnede sig op på himlen og gjorde skyggerne lange. Den kolde luft og lette brise fangede de lodne og visne blade som hvislede let i det mørke intethed. Her var så mange døde, så meget forgæves liv at man skulle tro det var umuligt. Langsomt lukkede hun øjnene, og gik hen imod nogle træer og stillede sig langsomt op af det mens nogle mørke øjne hvis farve var svær at se i dette mørke dis, men i sollys ville det være en klar mørkeblå farve lige som aften himmelen inden solen gik ned mod det mørke intethed. Hun fugtede langsomt læberne og betragtede træets kredse mærker, det så ud til at være fra en due, godt nok rimelig mange år gamle. Hun rystede langsomt på hovedet og gik længere ind på kirkegården og betragtede de mange gravsten uden at sige noget. Lige så stille satte hun sig på hug hen over et der var mere eller mindre smadret, de mørke øjne betragtede dets ødelæggelser og lod så en bleg hånd glide hen over hvor efter isen langsomt blev dannet, dette ville nok forsvinde inden længe, men det gjorde aldrig noget at prøve… desuden var det heller ikke sådan at der var ekstremt meget fugtighed i luften.

Denne mand, denne vampyr, dette hulrum. Havde nu siddet på kirkegården, i han vidste ikke hvor længe. Hvorfor skete det også lige for ham? Hvorfor, skulle han nu ende her, hvor han var, nu når han troede han kunne leve lykkelig, sammen med den pige som han havde elsket mere end noget andet. Den pige som han havde haft så meget sammen med, den pige.. som nu var væk. Han sukkede stille, og kiggede ned på den urne han havde i hånden, taget hen til det sted hvor de havde mødt hinanden den første gang, og nu ville han sprede deres sidste minde sammen. Så meget for at få et barn, for at få det han altid havde ønsket sig, og nu var det væk, det hele.. var bare væk. Han rystede kort på hoved, der var ingen tid til at være blødsøden mere, han kunne lige så godt droppe det når alt kom til alt, det var jo latterligt at han skulle have følelser, måske han bare skulle blive det som han altid havde foragtet omkring sin bror, at han skulle være så følelses kold, og ikke kunne tage imod kærlighedens gaver, noget han nok aldrig ville forstå, når alt kom til alt. Han brummede kort, og var så optaget af sine egne tanker, og minder, at han slet ikke havde lagt mærke til en ny skikkelse inde på kirkegården, eller skulle man kalde det en person? Øjnene blev langsomt lukket i, så man ikke kunne se de højrøde øjne, som der skinnede i nattens mørke, det mørke han var blevet født ind i. Sjovt, at begge brødre skulle gå hen og blive vampyrer, som var der et kæmpe spil med dem som brikker i gang. Så vidt han vidste var Zean sagt at han godt ville hjælpe vampyr marfiaen i austrailen, for at redde ham, og alligevel var han blevet forvandlet, han kunne ikke en gang huske den dag hvor det var sket, men pyt med det. Videre i teksten, han var snart nød til at sprede den aske, og lade det forblive et minde, i stedet for at håbe på at hun en dag ville komme tilbage.

Hun fugtede langsomt læberne og satte sig tilbage fra gravstenen og kiggede let på den imens hendes øjne betragtede det mesterværk hun havde sat i gang. Et stille brummende lyd gled ud af hendes læber, og kiggede derefter hen på de andre rækker gravstene, det ville tage for mange kræfter i det hele taget at få sat sig i gang med disse gravstene, hun tog en dyb indånding og kiggede derefter hen over den anden ende af kirkegården og fik øje på en skikkelse, hvem dette var anede hun ikke, men hun skulle sikkert ikke blande sig, havde godt nok heller ikke grund til det, han var i færd med noget, en afsked, en tanke, en fortælling der måske var på vej til sin ende eller en ny begyndelse, hun anede det ikke, og skulle heller ikke nyde noget af at blande sig med hans liv. Langsomt rejste hun sig op og gik hen mod det træ som hun havde stået ved tideliger for ikke at forstyrrer vedkommende, selvom at personen nok ville hører hende skridt alligevel, men hvad pokker, det rørte ham nok ikke besynderligt, og det kunne nu også være lige meget. Hvorfor det så også lige skulle være en vigtig tanke havde hun heller ingen anelse om. Kort rystede hun på hovedet af sig selv, Tag dig sammen og glo på hvor du går. brummede stemmen inden i hende som om den skulle til at vække en orkan til live, ikke høj men lettere buldrende og faretruende, denne skabning var sikkert ikke noget man skulle hamle op med, noget man ikke skulle tænke for meget på, overhovedet, hun kiggede igen op på træet og betragtede de fugle klør der havde skrabet sig ned i træets rug overflade, ”Hmm…” brummede hun som var hun i gang med at løse en eller anden form for gåde af en art. Indimellem gad hun nu godt at, have evnen til at kunne se ind i tiden, og se hvad fanden der var sket forskellige steder, i stedet for det ene og det andet spørgsmål. Stilheden i denne nat syntes stadig at være her, den syntes at være alt gennemtrængelig, og ødelægende, som om at være en sjæl i dets nærvær blev for dømt, og trappet på så de kunne leve deres liv med at blive glemt. En gren knækkede lidt længere væk, og hendes mørke blå øjne flakkede hen til stedet og betragtede det, nej hun var ikke just glad for denne situation og burde sikkert også bare gå hvis det ikke skulle være løgn.

Hans lysende røde øje, blev hurtigt åbnet da skikkelsen tilkendegav sig ved at gå på den knirkende jord, hvor at støvet samlede sig rundt omkring stående, og jorden let blev trykket ned, han rynkede brynene og betragtede nu den skikkelse som havde befundet sig på kirkegården, uden han havde opdaget det, han måtte virkelig begynde at tage sig sammen efterhånden, dette kunne bare ikke fortsætte. Han kunne ikke synke ind i intetheden fordi at han havde mistet hende som havde betydet alt for ham, som en klog mand en gang havde sagt, 'never make a person your every thing, when that person is gone, you're left with nothing'. Hvor han dog ville ønske at han været forkert med det udsavn, men han havde jo ret. Men måtte også stille sig det spørgsmål, hvis man ikke gjorde en person til sit alt og intet, hvordan kunne man så overhoved leve sammen, var man så ikke bare venner? Men man måtte finde en fin skillevej, selvom at han var ret sikker på, at alt dette kærligheds fis, var noget han var stoppet med, noget han ikke længere havde tænkt sig at prøve kræfter med. Hvad skulle det nytte? Hans bror havde det jo fint nok som han havde det, så hvorfor ikke bare prøve at leve hans vej. Øjnene blev langsomt lukket, hvor efter han rejste sig op og skurede låget af urnen, langsomt tog vinden det støv som der røg ud, og dalede ud over hele kirkegården "farvel Ashia, farvel Ailey" mumlede hun stille, da hans hustru og datter langsomt svævede ud i verden, og ville forlade ham for altid. Langsomt vente han sig om, med et stille smil på læben. Nu måtte han have noget andet at tage sig til, for at få tankerne hen på noget mere lyst. Langsomt gled han ind i mørket og sne sig ind på hende, hvilket ikke just var så svært, når han havde de vampyr evner han havde. "burde du ikke passe på med at gå sådan nogle steder" sagde han ret tæt ved hendes øre, da han nu stod bag ved hende, og betragtede huens mønstre, som der lå hen over det brune hår, som hun besad.

Øjnene betragtede videre, imens hun overvejede om hun skulle gå eller ej, til sidst stoppede hendes hjerte dog da en hvisken hørtes i det ene ører, og hendes øjne flakkede om på personen som pludselig stod bag hende, hun brummede lidt. ”Siden hvornår er noget ikke farligt?...” sagde hun lidt irriteret over hans snigende adfærd, men måtte konstatere for sig selv at det ville være bedst at holde sig selv på lige fod med denne mand, hun fugtede læberne lige så stille, betragtede ham lidt, ja grim var han da ikke. Hun rystede endnu en gang på hovedet, og brummede lettere irriteret over at hun greb fat i hendes arm, og kunne nu ikke ligefrem se pointen i dette, og kiggede op på ham endnu en gang. ”Slip mig…” Sagde hun med let skælvend og rev sin arm til sig, eller prøvede, hvor typisk at det ikke havde regnet her i flere dage, men det eneste der var fugtighed, men måske med lidt hjælp ville hun kunne få sine knogler til at blive mere bøjelige. Men at pisse mere på hans sukkermad ville nok ikke ligefrem hjælpe måtte hun vel sige. Hun brummede lidt selvom hun ikke lod sig give hen i hans form for magt over hende, noget hun ikke brød sig om, hun måtte dog indse at noget skulle gøres, og selvom det sikkert gjorde det hele værre skulle det gøres under alle omstændigheder, hun greb hurtigt fat om en halvfærdig knækket gren og rev den ud af de sidste sting som den hang fast i, fik vandet til at glide ned af det, derefter omsvøbe det med is. Da grenen atter var hård, hamrede hun den ind i siden på ham. Hun kiggede forfærdet på ham da der ikke skete noget, og følte sig nu snart mere eller mindre magtesløs over for dette, til helved med hendes kræfter da også. Hun ville væk og det skulle være nu. Imens nogle forstyrrede fugle fløj hen over træerne, hvor med endnu et sus gled hen over kirkegården og gjorde at bladende hvislede let i intetheden, som de stod i. Hvad han forlangte af hende, anede hun ikke, hvad han ville have, anede hun heller ikke. Hvis denne vampyr, eller andet form for blod sugende monster, ikke snart gav slip ville hun nok til at skulle indse at det hele nok var forbi. Øjnene betragtede hans ansigt for at se hvad fanden han havde tænkt sig, hvad han havde i tankerne og hvad han ville gøre, men om han ville lade dette vise sig vidste hun ikke.

"Når det ved jeg nu ikke, der er så mange ufarlige ting, men så igen, ikke en gang i dit eget hjem, kan du være sikker for dødens mænd" sagde han med et selvsikkert smil, og hævede det ene øjenbryn, hun var da noget af en fangst, hvad hun var, vidste han nu ikke helt. Vampyr, kunne man da være sikker på at hun ikke var, men hvad var det så, menneske? Dæmon? Han fugtede langsomt de smalle læbe, hvor at en piercing sad i den ene side, og snoede sig en omgang rundt omkring underlæben. Hans hånd greb omkring hendes håndled, "nej, hvorfor nu det? Vi skal da have lidt sjov, ellers kommer jeg til at kede mig i aften." han grinede en smugle, da hun prøvede at rive sin hånd til sig, hvad troede hun dog han var? En eller anden vat pind, så let kunne hun ikke slippe ud af hans greb, men øjnene blev dog lidt store da hendes hånd lige pludselig blev bøjelig og derfor var ham umuligt at holde fast på den, da det ikke lige var et træk han havde set komme. Dog greb han i stedet fat omkring den ene skulder og pressede hende op af træets bark i stedet "virkelig, lille pige nu synes jeg ikke du skal gå nogle steder, ellers kunne det godt gå hen og blive en smugle ubehageligt, mere end det allerede er" sagde han med et afskyeligt smil på læberne, at han virkelig opførte sig sådan, tænkte han ikke en gang over, selvom at det virkelig ikke lignede ham, men nu havde han også ændret sig ret meget efter at Ashia var død. Hans hoved nærmede sig langsomt hendes, mens øjnene nysgerrigt undersøgte hendes, mens tungen langsomt kunne skimtes imellem de blege læber. Dog havde han igen ikke lige være forbedret over at hun ville smadre en is kæp ind i hoved på ham. Hans hoved lå lidt til side, mens hans greb omkring skulderen blev ikke svækket, mens blodet gled ned af hans ansigt, begyndte et grin at tage form "forhelvede, der er da gods i dig tøs" sagde han og kiggede op på hende, mens tungen langsomt gled ud og slikkede sig rundt omkring den, der hvor blodet havde samlet sig. "Det var ikke så smart, nu mistede jeg jo en del blod" brummede han, mens at såret langsomt healede sig, en evne som stort set alle vampyrer havde "nu har jeg jo brug for noget mere" grinede han hæst, og pressede hende tættere op af træet "og hvad har du nu tænkt dig at gøre?"

Hun kiggede forfærdet på ham da hun nu begyndte at stramme grebet omkring hende, og mærkede derefter en rug grund bag sig. Hendes øjne spejdede rundt efter noget hun kunne gribe fat i. Derefter kiggede hun tilbage på ham, uden at sige noget. Hun samlede en spyt klat inde i hendes mund hvor efter hun sendte den direkte imod hans mund, og kiggede på den hvor med den med det samme gik hen til en glat is, der samlede sig rundt omkring hans mund, så han ikke kunne bide hende eller noget som helst af hvad han nu havde haft lyst til. De skarpe tænder han havde vist frem var bestemt ikke til at tage fejl af så vidt hun kunne se var han vampyr i førsteklasse. Imens han endnu ikke helt kunne gøre noget, men da hun syntes at kunne se ud af øjenkrogen at isen langsomt smeltede, sukkede hun lettere opgivende, der var vidst ingen vej udenom, uanset hvad hun gjorde. Langsomt blev hovedet lænet fremad og vejrtrækningen gik langsomt hen og blev hurtigere, da hun indså sin fejl i at være blevet på dette sted, hvorfor kunne hun ikke bare følge sine instinkter, hvad var der lige i vejen med hende? Hun rystede på hovedet af sig selv, hun kunne da ikke give op, kunne hun vel?... Langsomt fik hun trukket det ene ben til sig. Derefter løftet op så det pressede imod hans brystkasse, og hun skubbede virkelig af alt kraft men det så virkelig nyttesløs ud da han var så meget stærkere i forhold til hende. Til sidst måtte hun give op og bare lade hovedet glide frem og vente på han gjorde det han natur nu var blevet sat til. Imens hendes tanker kredsede omkring synet af hans hugtænder der gled ned i hende, fik hende nærmest til at skælve. Hvorfor kunne han ikke bare gøre sådan at hun ikke havde nogen anelse omkring hvad han foretog sig, hvorfor kunne det ikke bare have foregået sådan? Frygten omkring alt dette, fik hendes hud til langsomt at blive kold og for frossen, men selvom hendes hud blev hårdere end hvad der normalt var beregnet til et normalt menneske så ville det sikkert ikke forhindre hans tænder i at glide ned i hende.

Han skulle lige at sende hende en virkelig irriteret grimasse, over at hun virkelig fandt det nødvendigt at spytte ham i ansigtet, hvor var hendes manerer henne? Ja vidst var han måske heller ikke helt fint i kanten, men han gik jo heller ikke og spyttede på hende? Men før at han overhoved nåede at gøre noget, var hans mund frøset fast, hva' kunne tøsen ikke bare stoppe, og lade ham have den sjov som han trængte til? Egentlig ikke fordi at han gad noget med hende, alt dette var bare en leg for ham, se hvor meget han egentlig kunne skræmme hende. Faktisk ville han hende stort set intet ondt, men alligevel blev han slået, spyttet på. Var det virkelig den måde man i møde kom, nye mennesker? Han lukkede dog langsomt øjnene, og mærkede hvordan at den indre varme som han besad, noget som mange vampyrer ikke gjorde, og derved gjorde ham en del mere unik kunne man sige. Varmen gled langsomt op til munden, som langsomt smeltede det is som der havde lukket munden sammen på ham "Nice try, but good enough" sagde han stille, hvor at smilet langsomt bredte sig hen over hans læber, da der nu ikke var så meget andet hun kunne gøre mod ham, i grunden var hun hjælpeløs, og det passede ham nu meget godt. Langsomt førte han munden ned mod hendes hals, og åndede lige så stille imod den. Faktisk havde han slet ikke tænkt sig at skulle bide hende, der var ingen grund til det, han havde faktisk for ikke mindre end en time siden haft godt i gang i en anden, hvor han havde fået alt det han havde brug for, i godt en måned, han var trods alt ikke helt som hans bror, som der gerne ville have blod regelmæssigt, det kom som det passede ham. Langsomt lod han tungen glide hen over den spinkle hals, inden han førte ansigtet op mod hendes igen, "kom så går vi en tur" sagde han, da hun prøvede at skubbe ham væk med sit ben, hvilket igen.. var mere eller mindre nyttesløs, han lagde armen omkring hendes skulder, og førte hende langsomt ned mod Di Catacombe, hvor de kunne hygge sig lidt, faktisk vidste han ikke en gang hvad han ville med hende, men hyggeligt skulle det nok blive. Da de var kommet ned i den grotte ligene tunnel førte han hende længere ind, til at han kom til en lille dør, hvor han var nød til at bukke sig, for at komme der ind, hurtigt blev hun skubbet med, og døren blev låst efter dem. Stedet var ikke uvedkommende for ham, han havde sovet der for, når at han havde været nød til at gå under dækning i nogle dage, så seng, badeværelse og et lille køkken var der faktisk, da han havde brugt en del tid på at gøre det til hans sted, men der skulle dog gøres noget mere, når han en gang fik tid. Men lige nu gad han ikke rigtig sove her, så han måtte finde et andet sted, når den tid kom.

Hun kiggede på ham da det hele i grunden bare virkede total nyttesløs nu, som om intet ville hjælpe hende overhovedet. Hun stivnede da han nu førte sin mund ned i mod hendes hals og mærkede hvordan ånden gik den kolde overflade i møde, og derefter hans tunge imens hendes eget hjerte hamrede som var det en hest i galop, hun ville ikke ligefrem sige det var nogen form for god ting, hun hadede det her. Hun spærrede dog øjnene op da han sagde de skulle gå en tur og kunne virkelig ikke være mere sur end hun allerede var lige nu, hun var sur, bange, og total rædselsslagen over hans opførelse, og sagde ikke en mine, ud over at fremmumle; Idiot, men det kom ikke til yderligere kræft i munden. Hun brummede lidt og gik med ham ned til, hvad hun nu ikke kendte til. Anede ikke rigtig hvad han i grunden ville med hende, og ville et eller andet sted bare gerne hjem. Men det var sådan set halvt umuligt, måtte man vel sige. De mørke blå øjne kiggede rundt og betragtede alverdens ting der var rundt omkring uden yderligere mine. Hvilken, lorte dag det var gået hen og blevet til. Kiggede stille rundt i denne lille form for værelse kunne man vel kalde det, vidste ikke helt hvad hun skulle sige, i det mindste havde han et sted for sig selv i forhold til hende der var nød til at leje et værelse før end hun kunne få muligheden. Det var dog også bare irriterende at være den nye i denne by. Hun var i grunden kommet for ikke så længe, hendes oprindelses sted havde været Schweiz, men var derefter taget til dette land med magiske væsner for at føle sig mere eller mindre hjemme. Hun tog en dyb indånding endnu en gang imens hun stadig ikke rigtig følte sig specielt godt tilpas lige nu, i denne mands selskab, nok mest pågrund af det han havde gjort, men der var ikke rigtig nogen vej uden om lige nu. Hun havde allerede gjort det besværligt for ham ved ikke at lade ham få lov til at spille sit spil som han ville, selvom han måske ikke ville bide hende, tog hun ikke ligefrem nogen chancer. Imens øjnene flakkede fra den ene ting til den anden, for til sidst at ligge sig ned imod gulvet stod hun stille uden nogen form for bevægelse. Tankerne gled stadig rundt inde i hovedet på denne dæmon, der var mere eller mindre lavet af vand og is, imens tankerne omkring hvad der ville ske blev ved med at kredse rundt. Gad vide hvad han i grunden var gået igennem i hans mange, leve år. Det var ikke helt til at vide, og man kunne ikke engang bedømme hvor længe han faktisk havde levet fordi han var efter hvad hun kunne bedømme en vampyr eller en dæmon af en form, selvom vampyr nok passede bedst, sådan som han forsvandt i blandt skyggerne.

Hvorfor han overhoved havde taget hende med her ned, vidste han ikke. Hvorfor han havde opført sig sådan, vidste han heller ikke. Han var og blev, mere og mere forstyrret, og havde ikke rigtig længere kontrol over sig selv, og sine handlinger, det var som om, at det var en anden stemme der fortalte ham hvad han skulle gøre, eller at han i kort sekund, glemte hvem han i grunden var. Det var utrolig uhyggelig, selv for ham. Han tog en dyb indånding og kiggede over på pigen som han havde hævet med ham ned, så skræmt hun så ud, han måtte virkelig havde gjort hende bange, og ikke kun det, sikkert også utrolig vred, lysten til at sige undskyld var der, men han kunne alligevel ikke få sig selv til det, han havde ikke lyst til at miste sin værdighed, han allerede havde svært nok med at beholde det han havde haft i sin tid. Han brummede kort og gik over til vandkedlen og satte den over. "kunne du tænke dig noget at drikke?" spurgte han, kort for hoved og begyndte at finde nogle te poser, noget sukker også kaffe. Han trak to kopper frem, selvom han endnu ikke havde fået svar, om hun faktisk ville have noget, og ventede på at vandet ville blive varmt, fuldstændig ligeglad over hvordan hun ville reagere over hans opførelse, faktisk var han ret så ligeglad med ret meget efterhånden, der var ingen ting der betød noget mere. Han havde to gange lagt en kone i graven, og tog gange et af hans børn. Hvad nyttede det at blive ved? Han sukkede stille, og lod fingrene glide igennem det sorte hår, hvor det blev en smugle pjusket op. Ellers plejede det at ligge ret glat hen over hans ansigt, så man næsten ikke kunne skimte de røde øjne.

Hun svarede ikke, det så ud til han i grunden også var fuldkommen ligeglad under alle omstændigheder. Den ene hånd gled op til huen og trak den ned fra dens plads, blikket gled rundt i det svage gemak, som han nu ejede. Dette virkede meget uvirkeligt fra hendes side af, hun havde ikke formået at hun ville blive overfaldet på kirkegården bare sådan lige, men skæbnen ville hende det anderledes. Øjnene søgte videre rundt, finde en måde at flygte på, komme væk på, bare et eller andet, så irriterende som dette dog kunne være. Øjnene gik dog langsomt hen og blev mørkere i forhold til hvad de havde været før. Nu ret så underligt, men intet at gøre ved, det havde måske bare noget med lyset at gøre, men hvad pokker. Hun fugtede læberne lidt, og besluttede sig for at sætte sig ned på gulvet i stedet for, da hun ikke lige kunne komme på bedre ting at tage sig til, hun tog stille imod krusset og betragtede det lidt, med den varme væske der var i den. Altid noget at der ikke var sket noget stort ud over det der var sket på kirkegården. Hun brummede lige så stille og kiggede lidt ned på teen, ”Idiot…” brummede hun høreligt nok til at han kunne hører det, hvor havde hun dog lyst til at stikke ham en lussing og gjorde det om muligt sikkert også, hvis han blev ved på den måde. En lille slurk blev taget fra hende og ført videre ned langs halsen og ned til mavesækken. Blikket var forsat beholdt på krusset, uden den mindste form for lyst til at ville fjerne det derfra.