Goodbye my lover, goodbye my friend

Faith stod med sin taske over hendes skuldre og ventede på at midnats toget ville komme så hun kunne komme af sted. Tårerne løb ned af hendes kinder, og hun måtte indse at det hun havde gjort var utilgiveligt, at hun havde gjort ting som hun ikke burde havde gjort og skylde skylden på sig selv for alt det der var sket imellem hende og Seth, alt sammen hendes skyld. Hun bed sig i læben og lod sin hånd glide ned på maven, hun havde været til lægen for at se om hun havde fået nogen form for sygdomme, i stedet havde hun fået noget af vide der var meget værre. Hun var gravid, og det værste at vide var, hun viste ikke hvem det var. Hun slap sin taske og kiggede tomt ud i luften, hun kunne mærke hvordan hun havde lyst til at smide sig ud på skinderne ud foran toget og derved dø, ville det ikke være en bedre beslutning for dem alle? At hun forsvandt og ikke længere kom tilbage fra dette sted, at folk kunne være mere sikre end for hendes måde at opfører sig på og åbenbart fører andre mænd så de blev hypnotiseret hende det ville hun ikke gøre mere, hun ville ikke føde dette barn som ville få verdens dårligste mor, hun ville gøre andet end at ødelægge barnets liv. Tårene to til "Jeg elsker dig Seth.. hvorfor skal verden gør sådan noget mod en når man elsker folk!?" sagde hun stille mens hun bed sig så hårdt i læben at det begyndte at bløde. Egentlig viste hun ikke hvad hun lavet, hvad hun tænkte eller hvordan hun havde det, hun ville bare væk, dø whatsoever bare at hun ikke længere kom til at såre Seth på nogen måder, hun begyndte langsomt at nynne sangen goodbye my lover, mens hun lukkede øjnene og langsomt gik fra side til side. Hun var iført noget sort tøj som ikke lignede hende at have på, det var nogle sorte sneakers og sorte adidas bukser og en blå nørregård. Hun slog over i en anden sang som hun mente passede virkelig godt til hende "hun så hans kolde øjne, hun, var skræmt ikke skreg, han, holdt hende fast selvom hun, blev ved med at sige nej" Hun lukkede øjnene "Oh oh oh De siger at alting ændres Oh oh oh At tiden læger alle sår Oh oh oh De siger at alt bli’r bedre Oh oh oh Men hvornår, men hvornår, hvornår, hvornår?" tårene tog igen fat og trillede ned af hendes kinder og efterlod hendes øjne svigende og røde "Udenpå kan ingen se det men det ligger inden i Du tog noget som for altid ændrede den lille pige Selvom hun er blevet voksen nu så glemmer hun aldrig dig Ta’ mit ord jeg ved det for den lille pige var mig" langsomt stoppede hun med at synge og nynnede kun melodien mens hun holde om sig selv.

Seth gik stille hen af gaden med hans hænder i lommen, han anede ikke hvordan han havde det, han følte han manglede noget, følte at der var noget der ikke stemte, som om der bare var tomt inden i ham, hvorfor skulle det os være sådan ?! Han forstod det ikke og ville have den Seth tilbage der kunne tænke klart, eller sådan nogenlunde, han tænkte jo meget i gåder, og det lå jo bare i hans gen, han begyndte stille at synge ‘I Think About You Everyday’ han savnede jo Faith, og fortrød mere og mere at han havde skældt hende ud, men hvorfor fortryde noget som måske bragte en i en anden retning, hvis han var heldig, kom de måske begge videre, men sådan havde han det ikke rigtig og kunne faktisk ikke rigtig, gad heller ikke, fordi, ja han tænkte på hende hver evig eneste dag, og ville ønske hun var ved hans side lige nu og at de kunne snakke om alt sammen lige som de havde gjort før, eller alt og alt de havde da fortalt en masse ting til hinanden men dog ikke lige alt “Oh girls tese nights are dull, I wish I could spend Them With you. I’m looping at this wall, repeating ‘Girl I love you’, Just take your pick, they’re all the same. These things you are telling me, Can’t rally show me how you feel. I’m breaking down, I’m Falling down. But now I’m breathing, And now I am scared to move. Don’t listen to a Word I tell you, Just take me by my hand, And I swear I’ll make this up to you…” sang han stille og gik ind på banegården mens han kiggede ned. Og lod alle former for tanker flyve igennem hans sind, hvor var det dog for lort der var sket. Han sukkede stille og bed sig i læben inden han fortsatte “So now you watt me to fix everything, but baby theres so much and so little time to, Replace the tings I’ve broken, Ripped apart, and thrown away. You can say that you dont miss me. I think About you everyday” Sang han og kunne mærke hvordan han havde lyst til at bryde sammen men kunne ikke græde så hvor meget hjælp det ham, han var jo tør som ørken var øde?

Hun blev ved med og nynne og kunne se lugterne fra toget og tog sin taske op, hvor hun dog savnet ham allerede, hvordan skulle hun kunne lade sig blive væk fra ham? Men hun måtte tage sig sammen, og håbe på at han igen ikke ville forfølge hende, så slog der en tanke ned i hende, han havde jo ikke forfulgt hende den her gang, han havde ladet hende gå selvom han havde sagt at han aldrig ville gøre det. Hun kunne mærke hvordan hendes læbe skælvede og hun ikke viste hvordan hun længere kunne klare det, hendes arm over dækket med nye ar, faktisk var begge hendes arme få fyldt med ar at hun havde været nød til at lægge en bangage omkring armene inden hun var taget af sted til banegården, hvis hun for nogen grund for ikke at skulle skærer i hende selv, ville det være ham der ville være grunden til at hun ville stoppe, nu havde hun igen grund, han var der ikke mere, så hvorfor stoppe? Det var det eneste der fik hende til at tænke klart. Hun hørte en velkendt stemme som Seths og lyttede lidt til hans sang men uden at flytte på sig, hun fik det bare mere dårligt over at hører det da hun mente at det var noget som bare var inde i hendes hoved og ikke var noget som var i virkeligheden. Hun sukkede lidt og ventede på at toget ville stoppe foran hende så hun kunne gå ind og forsvinde forevigt. Der gik noget tid for den stoppede, hun smilede et lille sorgmodigt smil og gik hen til døren for at gå ind i toget. Hun vente sig om da hun gik ind i toget og så, så Seth, hun kiggede forvirret frem og tilbage hvad lavede han her?? Hvorfor var han her, ingen hun noget at sige noget lukkede dørene i, hun hoppede frem og hamrede mod ruden hun ville ikke tage afsted, hun ville ud, ud og springe i armene på ham, bede ham om foregivelse for hvad hun havde gjort "LUK MIG UD!" skreg hun mens hun tårene gled ned af hendes øjne, men hun kunne intet gøre toget satte igang og begyndte at rulle ud af perronen "Nej... NEJ!" skreg hun og blev ved med at banke men jo mere hun prøvede jo mere fik hun øjnene op for hvad det var hun havde gjort, hun gled ned på gulvet og støttede grædende hoved op mod døren mens hun rystede over det hele, hvorfor!? Hvorfor havde hun været så dum!?

Han holdte inde med sin sang, da han ikke gad at synge mere, det skar ham i hjertet når han tænke på hende, og han savnede hende mere end hvad han kunne forklarer hvorfor var det os så svært? Han bed sig i læben og kiggede op, han så hen på uret og havde ikke taget notes af toget, faktisk tog han ikke notes af noget mere, han var tom, på bunden, nede. Intet kunne redde ham lige nu, hun havde sagt farvel fra sidste gang, og hvis hun virkelig gerne ville væk fra ham ville han ikke holde hende tilbage os selvom det gjorde mere ondt på ham, som var det at få et spyd igennem hjertet, der bare drejede rundt og rundt og fik såret i hjertet til at blive større og større. Han bed sig i læben og lukkede kort øjne for at kunne tænke klart igen, han var da os bare en drømmer, og bruddet mellem ham og Faith havde bare fået ham til at skrive en masse digte, og sange, og fået ham til at lave tonsvis af tegninger med hende, han kunne ikke få hende ud af sit hoved, hvorfor var det så svært? Han kiggede nu hen på toget da han kunne høre en velkendt stemme for sine ører, underligt, han regnede med hun var taget af sted, men måske, måske var det hans fantasi? Han bed sig i læben og dér, der stod hun ved døren og hamrede på den mens hendes tårer trillede ned af kinderne, han stod først helt lammet, derefter kom han til sig selv, og satte i løb efter hende, han løb så hurtigt han kunne hen til den lille trappe ved døren, som han stillede sig op på. Han rokkede og trak i døren for at få den åbnet, men så kom han i tanke om den nye evne han havde fundet, han kunne tage elektriciteten fra ting når han rørte dem, men det var selvfølgelig kun under hans ordre, ellers havde han nok taget strømmen fra hele byen allerede. Han fik inden længe døren til at miste strømmen til låsen som holdte den fast og åbnede den mens toget susede af sted bag ham, han hastede sig ind og lukkede døren efter sig hvor han gav den strømmen tilbage så den kunne låse selv, han vendte sig stille om mod hende og vidste ikke helt hvad han skulle sige, han var sørget men han elskede hende, og savnede hende i sine arme, men hvordan skulle han udtrykke det? Han bed sig kort i læben og kiggede på hende mens han løftede hånden og lagde den på hendes ene kind hvor han derefter tørrede tårerne væk fra den mens han nussede den blidt.

Hun bankede hoved mod døren og sukkede, hvad havde hun gang i!? Alle tanker om at hun kunne teleportere sig tilbage til perronen var ude af hendes hoved, hun tænkte kun på hvor dum hun havde været, hvad hun havde gjort mod ham, og ikke mindst hvad hun havde gjort mod sig selv, ved at gøre det som hun havde gjort ved ham, hun kunne ikke andet end at hade hende selv! Lige pludselig mærkede hun hvordan dørene gik fra hinanden, hun gled tilbage, hendes hår fløj omkring hendes ansigt og hun prøvede at få det tilbage så hun kunne se hvem det var, inden hun viste af det var døren lukket igen og en velkendt hånd lå på hendes ansigt, hun lukkede øjnene og lagde hoved mod hans hånd og trak vejret dybt ned i hendes lunger for at kontrollere det hun havde lyst til lige nu. Hun havde lyst til at kaste sig ind til ham borer sit ansigt ind i hans bryst og indsuse hans duft, den duft som hun elske mere end noget andet, men hun lod være, hun viste at han stadig havde det skidt omkring det hun havde gjort, han var stadig sørget, men på den anden side, so was she! Men på en hel anden måde end hvad han var eller havde været. Hun åbnede langsomt øjnene og kiggede på ham og hendes øjne var tørre, hun var nød til at sige det til ham, hun lod sin hånd glide op på hans som lå på hendes kind og nussede den lidt inden hun åbnede munden "Jeg er ked af det Seth.. det er jeg virkelig.. men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg vil ikke sørge dig på den her måde som jeg gør, men jeg ved der vil komme engang hvor jeg igen vil gøre et eller andet som du ikke ville kunne lide, noget som vil føle som om ikke vil behage dig.. men for dig vil jeg prøve at ændre mig.. hvis.." hun bed sig i læben og viste ikke helt hvor hun var på vej hen, hun viste bare at hun ikke ville tage afsted, eller ville hun? Hun viste det ikke, men hvis hun fik lov ville hun overfalde Seth og have elskov med ham lige nu og her, i dette tog også var hun ligeglad med om der var folk der kom og så dem.

Han rystede stille på hovedet og nussede hendes kind mens han tænkte lidt over det, “Vi var begge skyld i det… okay?” sagde han så endelig og tog så fat om hendes hånd og trak hende op og stå igen, han vidste ikke helt hvad han mere skulle sige, og bed sig lidt i læben mens han tænkte over det, “Du skal ikke ændre dig… jeg er bare en meget sart person hvis vi kan kalde det det?” mumlede han stille og tog sin hånd til sig hvor han derefter bevægede den om i nakken og kløede sig lidt mens han tænkte over det, “Men.. Ja… det var noget være rod, men Faith… lige meget hvilken som helst brøler eller fejltagelse du laver, jeg laver dem jo os selv..” forklarede han og kiggede på hende med et blidt blik. Han vidste ikke helt om han skulle holde hende ind til sig eller lade hende tage skridtet, faktisk var han usikker på hvad han skulle gøre, sjovt nok. Han sukkede stille og lod igen sine hænder glide ned i bukselommerne hvor de forholdte sig der og ikke lod sig rive op igen, han kiggede på hende med et roligt blik og smilede stille for ligesom at vise at han havde tilgivet hende, og at han ikke længere var sur på hende, han havde jo selv begået fejl i sin tid, og lavede dem dog stadig. Det var endelig så underligt at man tog andres fejl så højt op men glemte sine egne, hvilket han ville lave om ved sig selv endelig, han ville ikke længere være den der sure kæreste der sad og kiggede på mens hans kæreste havde det sjovt med andre, det kunne han ikke være bekendt. Han flyttede sit hoved lidt nærmere mod hendes, “Skal jeg være helt ærlig, tænker jeg på dig mere end hvad der burde være tilladt, du sidder bare fast i ens hoved som om du aldrig nogen sinde ville gå fra det…” han kyssede hende stille på læberne da hans hoved var nogle få millimeter væk fra hendes. Han trak sig så lidt tilbage igen og smilede svagt til hende.

Hun nikkede stille til hvad han sagde men afbrød ikke, lod ham bare tale ud mens hun prøvede at tvinge trangen tilbage til senere, men senere ville da være for lang tid. Da han kyssede hende kunne hun mærke hvordan glæde boblede op i hende og hun ville have mere, da han trak sig væk fra hende bed hun sig lidt i læben og kiggede væk og trak luften dybt ned i sine lunger og rystede så på hoved inden hun vente det mod ham igen og pressede sine læber mod hans mens hendes hjerte og vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere. Hun lukkede øjnene og kyssede ham dybt og inderligt, hun glemte alt om barnet i hendes mave for en tid og ville bare have ham tæt på, bare vide at han var her sammen med hende, men inde længe kom tanker vandrene ind i hendes hoved og hun blev nød til at tage hendes læber væk fra hans og bed sig selv i læben "Seth.." mumlede hun stille og kiggede ned hun viste ikke hvordan hun skulle fortælle det til ham, og valgte at fortælle det lige ud "jeg.. var på hospitalet.. her forleden.." sagde hun stille "På grund af at, jeg skulle jo.. finde ud af hvem det var.. og om jeg havde fået nogle sygdomme.." sagde hun stille og ville helst ikke gå væk fra ham "Jeg havde ikke nogle sygdomme men.." hun bed sig i læben hårde end for "Men.. men jeg er gravid" det sidste var en lille hvisken, og hvis det ikke havde været fordi at hun havde været voldtaget ville hun faktisk ikke tage det så tungt at hun var det, men nu, kunne hun jo ikke vide hvilken en af dem der var faren. Hun kiggede ned og ventede på hvad han ville sige til det som hun lige havde sagt. Det var svært for hende, og hun forventede at han ville stå roligt og kigge på hende og hæve det ene øjenbryn og ikke sige noget, det var nok den opførelse hun forventede mest, man kunne jo aldrig vide.

Han smilede stille og mødte igen hendes læber mod sine men denne gang i et inderligt kys, som han kun kunne gengælde af hele sit hjerte, han lagde armene om hende og nussede hende blidt på ryggen, mens hans øjne lukkede i, og han kyssede hende indtil hun trak sine læber til sig igen. “Mmhm?” sagde han stille til det da hun sagde hans navn, og kiggede på hende imens han nu ventede med at hun ville fortælle hvad hun havde på hjertet. Han nikkede et par gange og havde det ene øjenbryn hævet mens han lyttede til det hun sagde. Han smilede lidt over at hun ikke havde nogen sygdomme men så kom der dette ord der ‘men’ som man til tider bare ikke ville hører! Det havde så ofte en eller anden form for dårlig nyhed med sig til tider, men hvad så, det kunne man ikke undgå altid vel? Han hævede nu begge øjenbryn og lukkede øjne kort inden han sagde noget, han trak en dyb vejrtrækning ned i lungerne imens han tænkte det hele igennem igen, “Er du sikker?” spurgte han så og kiggede på hende med hævede øjenbryn, han havde da ikke noget imod det, mente han selv, men var det hans? Det måtte man da vel kunne tjekke på en eller anden måde, men på hvilken en vidste han ikke.

Hun nikkede, ja selvfølgelig var hun sikker "Jeg kan tage en fostervandsprøve af barnet også kan de udfra dna finde ud af om det er dit.. eller ikke er.. og så.. kan vi vel ud fra det.. finde ud af hvad vi gør.." hun lagde en hånd på hendes mave og nussede den lidt inden hun fjernede den "jeg er ikke stor tilhænger af abort.. men .. hvis det ikke skulle være dit, ville jeg indgå at lave en abort.. eller at give barnet væk når det bliver født" sagde hun stille, men hvis hun skulle være ærlig ville hun helst ikke have noget med barnet at gøre, hun fandt det alt for tidligt, hun skulle måske starte på en uddannelse, også gå rundt med et barn i hendes liv, ville bare være for meget at skulle have at gøre med på engang, også skulle hun udsætte det yderlige, og havde hun ikke gjort det nok nu? Hun satte sig hen på de mange sædder og trak sine ben op til sig mens hun tænkte over tingene, hvad skulle hun gøre og hvad skulle hun ikke gøre "Seth.. hvad har du lyst til?" spurgte hun så og kiggede på ham, hun ville ikke tage nogen beslutning omkring dette medmindre at han var indforstået med det, om at han virkelig ville være med til at gøre de ting som hun ville, hun ville på ingen måde gøre noget uden at han havde sagt at det ville han mene var det rigtige "Og nu ikke noget med, det er mit valg.. for det er det ikke.. det er lige så meget dit valg omkring hvad vi gør som det er mit.. der var to til at lave det.. og hvis det er dit.. så.." hun smilede skævt og lod sin hånd glide igennem hendes ny farvet røde hår og smilede stille "Skal vi finde ud af om vi vil have det.. eller om vi ikke vil.." hun sukkede stille og havde vist sagt alt det som hun havde på hjertet for idag. Eller mere inde for det emne.

Han kløede sig lidt i håret over det hun sagde og lagde sine hænder ned i lommen mens han gik lidt frem og tilbage, til tider stoppede han op og kiggede ud af vinduet i et halvt minut og begyndte så at trave frem og tilbage mens hans tanker drejede rundt omkring dette ufødte barn, han mumlede lidt og sukkede så, hvad skulle han dog sige? Han mente da selv at han var for ung selvom han snart var de 200 år, men så alligevel, hvordan ville det ikke være at kunne se på noget man skulle hjælpe med at vokse op, at kunne bidrage i det lille væsens liv. Men det undrede ham os at hun kunne blive gravid, hun var jo os noget ældre end hvad hun så ud til, og efter hans beregning ville menneskers kvindelige organ ikke kunne producere børn efter de 55 år ca. Han kørte en hånd igennem håret og sukkede stille mens tankerne fór rundt inden i ham, så han ikke længere kunne holde styr på hvad der var hvad, han satte sig så ned ved siden af hende og lagde den ene arm over hendes skulder og klemte den blidt i sin hånd, “Vi finder ud af noget, og jeg har ikke noget imod at beholde barnet os selvom det ikke er mit…” sagde han stille tænkende, “Med mindre du vil noget andet selv?” sagde han spørgende.

Hun betragtede ham mens han gik frem og tilbage i toget og var ved at blive sindsyg af det så hun vente hoved ud mod vinduet og kiggede på hvordan landskabet rullede forbi dem, selvom det dog var mørkt og næsten ikke til at se noget da han satte sig ved siden af hende og snakkede om at hun også kunne beholde barnet selvom det ikke var hendes, til det rystede hun på hoved "det.. ville jeg ikke kunne klare" hviskede hun "Bare.. ideen om at barnet muligvis ville begynde at ligne ham.. ville bare.. være for meget.. og især når jeg er sammen med dig ville jeg ikke kunne holde det ud.. ville jeg bare ikke kunne" hun rystede på hoved og lagde sig ind til ham og sukkede, hvor var det også bare alt for indviklet "og tanken om at jeg kan være mor.. hele mit liv og aldrig blive en dag over 18 i udseendes skræmmer mig at tænke på hvordan det ville være at se mine børn vokse op og blive ældre og ældres.." nu var der en ny tanke der slog ned i hende og hun bed sig i læben "Og... og.. tanken om.. at du også vil.. dø en dag.. skræmmer mig altså virkelig.. virkelig meget" hun borerede sig ind til ham og lagde armene rundt om hans brystkasse mens hun lukkede øjnene og ville igen bare have lov til at være sammen med ham og aldrig nogen sinde igen blive uvenner med ham så hun var nød til at tage afsted igen, det ville også være absurt hvis hun skulle det, hun elskede ham, og hvis man elskede nogen, ville man kæmpe for dem forevigt! Og aldrig nogen sinde give slip på dem "Men.. når du går.. vil jeg også gå.. jeg vil aldrig nogen sinde give slip på dig igen.. nogen sinde.." mumlede hun stille og nussede stille sit hoved frem og tilbage på hans brystkasse.

Han nikkede stille og strøg hende blidt hen over det røde hår, og kyssede hende kort på det, med et stille smil, “Måske bliver jeg til en engel?” sagde han så som et tilbud til at det kunne være at han fik en ny chance en dag. Han trak hende tættere ind på sig, og trak vejret dybt ned i lungerne, mens han kiggede lidt ud af vinduet, og holdte hende tæt ind til sig med hans hånd hvilende på hendes skulder som han nussede blidt med tommelfingeren, hvor var de mon på vej hen? Tanken om lige så stille ind i hans sind som en lille mus gjorde ved sit hul i væggen, han kiggede ned på hende igen, “Vi finder ud af det til den tid…” sagde han stille og kyssede hende igen på håret og nussede hende ned af skulder og mavens side, med et lille smil på læben, han var bare så glad, af en eller anden grund, eller nej grunden var hende, som den altid havde været, lige meget hvad havde den altid været hende. Han sukkede lidt og lænede sig tilbage i sædet og kiggede ud af vinduet også tilbage på hende. “Jeg elsker dig…” sagde han stille og kyssede hende ved panden.

Hun grinede "Jeg krydser fingre for dig at det bliver en dødsengel så" sagde hun og smilede skævt til ham "No fun to be an angel with white wings and a lord in the skyes" sagde hun og kiggede lidt ud af vinduet igen gad vide hvor de var henne nu? Det kunne også være lige meget hun kunne teleportere dem hjem igen, men lige nu ville hun bare gerne sidde her samen med ham af en eller anden grund gjorde det hende bare så tryk, at hun viste at han var her sammen med hende og at han ikke ville forsvinde mere. Faktisk havde hun den følelse af at det måtte være hans barn, der var ingen andre som kunne være far til hendes børn alt andet ville bare virke for forkert for hende at skulle tænke på at hun skulle opdrage hendes barn også vide at det ikke var hans, det, ville bare ikke give mening for hende, på ingen måde. Hun bed sig i læben og tegnede langsomt cirkler rundt på hans bryst mens hun tænkte lidt over tingene, "jeg tager.. på hospitalet i morgen.. vil du med eller?" spurgte hun stille og kiggede op på ham og mærkede hans læber mod hendes pande efter at han havde sagt hun elskede mest når det kom ud af hans mund, ud over når han sagde hendes navn det fik hende til at få gåsehud over det hele "jeg elsker også dig Seth" sagde hun stille og satte sig lidt bedre til rette så hun kunne kysse ham på munde. Langsomt måttes deres læber og hun lukkede øjnene mens hendes hånd langsomt lagde sig på hans ene kind og nussede den, hun elskede den her tæthed som de nogen gange havde sammen, det var af en eller anden grund bare en dejlig følelse at have at man viste at den man kyssede var den man ville kysse resten af livet.

Han smilede stille og nussede hende stille ned af siden på en blid og rolig måde, han var glad, faktisk… overlykkelig hvis han selv skulle sige det, han havde fået den kvinde han havde ønsket sig, og nu skulle han muligvis være far, hvad mere kunne man ønske sig. Det lille smil der sad på hans læber blev større og større, han kiggede stille ned på hende, og fik hendes læber at møde og kyssede hende blidt igen mens han stadig smilede. Hans tanker kredsede om en evig sætning, ‘hvad er det denne kvinde gør ved mig?!’ og den dukkede op igen og igen, som om den ikke ville lade ham være, men faktisk, elskede han den tanke om hvad hun gjorde ved ham, han mumlede lidt ind imellem kyssende “Jo…jeg vil…gerne med dig…” sagde han stille og trak vejret dybt ned i lungerne igennem næsen og slap inden længe hendes bløde blide læber. Han kærtegnede hende kort hen over kinden, og smilede blidt til hende. Hans øjne betragtede hendes ansigt med et lykkeligt glimt i øjet. Han strøg hende stille hen over håret og smilede svagt af hendes ansigt, det ansigt han elskede så højt og ikke ville kunne undvære i en dag, han vil se det for sig hele tiden, se det stå op om morgenen, smile, græde, vise vrede, og mange andre ansigts udtryk. Hans hånd lagde sig igen på hendes skuldre hvor han stille masserede den og gav den så et blidt klem.

Hun nikkede glad over at han ville tage med, så behøvede det ikke være lige som sidste gang hvor hun havde siddet der alene, noget af den værste følelse der overhoved fandtes. Bare at sidde der alene ingen til at støtte en omkring om man nu virkelig var syg eller ikke var? Skulle man gå rundt med en sygdom som ville ødelægge ens liv langsomt, bare den tanke og ikke kunne dele den med nogen, hun håbede aldrig nogen sinde hun ville opleve det igen. Men med Seth var hun også ret sikker på at det ikke ville ske, men nu var der jo så meget som man ikke kunne være sikker på og man måtte tage et som det kom. Som hun havde lært sig selv, nyd det du har nu og lad vær med at tænke på at det måske i morgen vil være væk igen. Fordi man ville jo aldrig være sikker på hvad der ville ske til sidst, det kunne godt være der var noget der ville ske mellem hende og Seth der gjorde at det alligevel ikke var dem der skulle være sammen? Men hun ville gøre alt så det ikke var det der ville ske, at de virkelig altid ville være sammen no matter what. Hun elskede ham, og hun havde aldrig nogen sinde elsket nogen, dette måtte være nok til at holde fast på ham, bare tanken om at han ikke ville være i hendes liv forevigt, gjorde ondt på hende. Hun sukkede lidt og bed sig i læben hun ville faktisk ikke tænke på det, hun ville bare glæde sig over det de havde sammen nu og ikke tænke over hvad der ville ske med hende hvis de ikke havde hinanden. Det var en forfærdelig følelse og hun havde jo fået en smagsprøve i dag med hvordan det ville være. Hvilket fik hende til at tænke på hendes arme. Hun bed sig i læben og kiggede op på ham "Jeg.. er ked af det men jeg.. kunne ikke holde mig tilbage" sagde hun stille og kiggede ned på de arme som nu var dækket af den trøje hun havde på og derfor ville man ikke lægge mærke til hendes bandager for hun tog de hansker med halv fingre af, så kunne man se noget af den lange bandage som gik hele vejen op til overarmen. Hun bed sig i læben og lukkede øjnene og havde det som om at hun igen havde svigtet ham ved at skærer så meget i sig selv. Men det havde været den eneste måde at hun havde fået modet til at tage af sted og at hun ikke var gået fuldstændig ned. Men hun skammede sig sig stadig, mere end man skulle tro.