The one I have been.. [Towa]

Der var egentligt ikke så trængt som der var i dagene kaldet torsdag, fredag eller lørdag. Nej det var en rigtig hverdag. Stemningen var stille og rolig og der var ingen larmende musik eller høj knækkende latter. Nej alle var blot nede på jorden. De fleste butikker var endnu ikke lukket. Det var nok noget med at de først gjorde det ved en otte tiden. Underligt når man var vant til at gå gennem gågaden og alt så var slukket klokken seks allerede. Dog var Fear også lidt ligeglad med det. Hun brugte jo bare vejen som en genvej hjem når hun havde været i parken eller nede ved havnen. To steder hun ønskede at kalde sine egne. Der var i hvert fald der hun var, næsten hver sen eftermiddag for at glo solen gå ned. Hun var for doven til at se den stå op.
De små fødder trippede let hen over de ujævne brosten og for at beskytte for glasskær eller andet var de i dag indpakket i enkle ballerinaer. Hendes overkrop var beklædt i en stor sweatshirt der faldt pænt ned over hendes krop og stoppede lige over hendes knæ som var det en kjole. Benene var bare blevet stukket ned i et par lidt slidte leggens. Alt i matte og mørkefarver der fremhævede hendes lange hår der flagrede lystigt efter hende. Hendes hud var en smule blegere end et menneskes og hendes øjne var mere klare så deres havblå farve blev mere tydelig for dem omkring hende. Hendes læber havde formet sig i et lille forsigtigt smil som smilede hun for sig selv mens hun gik sin vej gennem mængden om hende. Hun var heller ikke særlig høj. Ikke mere end 154 centimeter hvis man skulle sige det uden at tage mål. Lille spinkel men smuk. Og hun sagde heller ingenting. Holdt sin mund lukket. Lige udover når hun gabte med en hånd oppe foran. Hun var ikke decideret træt men mere udmattet. Det havde været en lang dag.

Stille, roligt. En frisk brise ramte hans blege ansigt, idet han lod sig hoppe ned fra containerens side og ned på jorden, som han klodset lande på. Tja... helt elegant kunne ingen jo være, men fuck nu det. Han rejste sig, uden at børste alt det støv og jord af sine bukser, som der nu havde lagt sig efter faldet. Det kunne være lige meget, man kunne alligevel ikke skimte det nye fra det gamle.
Uden en lyd lod han sit hoved titte frem, så han kunne se ud på gaden. Der var mange i dag... eller i hvert fald flere mennesker end der plejede at være. Det ville sige at folk havde alt for travlt med at holde øje med hinanden, så de ville ikke lægge mærke til én lille dreng som kom til at tage noget fra en baglomme. Han smilte lidt. Så dette ville jo faktisk blive let. Hurtigt. Og han behøvede muligvis ikke at løbe, hvis han bare var forsigtig.
En pige fangede hans øje. Hun så ikke så gammel ud, når man sådan tænkte over det. Det kunne jo være at hun havde noget han kunne bruge. Måske endda noget godt! Han bed sig kort i læben og så forsigtigt op og ned af gaden, for at sikre sig at der ikke nok nogen skumle typer, hvorefter han stille trådte ud af gyden og efter pigen, godt nok et stykke fra hende, så han havde en mindre chance for at blive opdaget. Da de var kommet et stykke vej, og der ikke var så mange mennesker, lod han sine store, grønne øjne glide hen over jorden, for at få øje på en lille pind som han samlede op. Efter at have studeret pigen i noget tid, rendte han lydløst op bag ved hende, greb fat og pressede kniven op imod hendes strube. ”Smid alt hvad du har!” Lød hans ikke specielt sikre stemme. Med lidt held ville hun faktisk tro på at det var en kniv, hvilket var det han helst ville have. Man kunne jo ikke rigtig rende rundt og lege tyv med en dum pind!

Spændingen kunne allerede mærkes da mængden blev mindre og mindre som hun kom mere eller mindre væk fra gågaden. Dog var det ikke ligefrem det hun lagde mærke til. Ikke sådan med det samme. Men det lå da alligevel lidt omkring hende og trykkede som en urolig vind. Hun brød sig pludselig ikke om at der var så stille. Det var næsten ubehageligt. Hendes gang blev mere stift i det og klumper satte sig fast i halsen på hende. Ergo, det blev sværere for hende at synke den masse produktion af spyt der blev dannet i munden på hende nu.
Fear følte med det samme hvordan at en hånd greb fast omkring hendes arm og lidt efter var den så nemt som ingenting blevet vredet om på hendes ryg. Et kort kvalt skrig løb hurtigt over hendes bløde læber inden hun kunne mærke et eller andet mod sin strube. Den snittede kun. Vel ikke.. Nej det kunne da ikke være. Hendes øjne blev spærret en helt del op da tvangstankerne om knivens form og blad der kunne skære halsen over på hende på ingen tid. Det var så også her at hun sørgede for ikke at bevæge sig. Eller i hvert fald ikke prøve og komme fri. Endnu engang sank hun og prøvede lidt at få et skimt af gerningsmanden. Han lød egentligt ikke til at være nogen mand. Stemmen var endnu for lys og drenget? ”Jeg..Jeg..” Hun havde ingen idé om hvad hun nu skulle gøre. Hun lod sig tage et halvt skridt tilbage for at kunne holde balancen. Følte en smule af kroppen bag hende. Men tankerne lå mere endnu på kniven. ”Armbåndet..” fik hun fumlet frem. Hun kunne ikke selv ’smide’ det da det uheldigvis havde placeret sig omkring det håndled der nu befandt sig på hendes ryg. Armen dunkede en smule efter den hårde omvridning men den gjorde ikke så ondt mere. Armbåndet var egentligt det eneste hun havde af værdi på sig. Sølv med indgraveret ordet ’Fear’. Han ville nok tro det bare var et ord af den betydning men det var andet. Men med mindre han også ville have hendes tøj var det det eneste hun kunne ’aflevere’. Dog var det en ting hun helst ikke ville af med. Og hvad ville han så kunne bruge det til. En svag sitren på ryggen omkring skulderbladene kunne igen mærkes men hemmeligheden holdt sig. Eller den var måske opdaget hvis man var god til det der med racer. Det svage og trygge skær omkring hende og den engleblide stemme var nogle gange nok. Lige som en duft.

Pigen skreg, hvilket fik Towa til at stramme grebet om hende. Det kunne jo være at hun på én eller anden måde fik vredet sig fri, og så fik han jo ikke en skid ud af alt det besvær. Hun bevægede sig ikke, kunne han mærke... hun var sikkert bange. Hun så heller ikke ud som om hun var særlig gammel... på han egen alder, måske? Yngre? Ældre? Han var egentlig ret ligeglad, når han tænkte over det. Hun trådte tilbage, og han lod hende gøre det, siden han sikkert ville komme til at give slip på hende, hvis de faldt. Mm? Armbåndet? Hans greb om hendes arm blev en smule løsere, så han kunne bevæge den en smule op, og rigtig nok sad der et armbånd, eller... han kunne i hvert fald mærke det. Men... kunne han overhoved bruge et luset armbånd til noget som helst? ”Hmm...” Hans greb blev til sidt helt løst, så han kunne trække armbåndet af hende, på samme til lod han pinden falde til jorden, så han kunne studere armbåndet bedre. Han havde givet helt slip på hende nu, så det betød vel at hun kunne løbe, hvis hun havde lyst, medmindre hun havde i sinde at at få sit armbånd tilbage, hvilket hun ikke ville få uden kamp.
Han lod fingrene glide hen over de bogstaver der var indgraveret, men han forstod egentlig ikke rigtig hvad de betød. Det kunne også være lige meget, han behøvede ikke at vide det, for at sælge det, eller... gøre et eller andet andet med det. Han så op på pigen, med et fast blik, da han opfattede at han havde givet slip på hende igen. ”Hey!” Han fik hurtigt smidt armbåndet ned i den ene lomme, hvorefter han knyttede næverne og stillede sig parat til at slås, hvis nu hun skulle finde på noget... ikke at hun kunne gøre så meget! Det var jo bare en dum pige!

Fear følte hvordan at han fik taget det lille armbånd taget af hendes håndled. Og hun kunne ikke lide følelsen. Hun følte sig virkelig ynkelig lige nu. At hun bare havde oplivet sig det. Også selv om at det blot var en lille ting. Og ikke decideret en ting der betød så meget for hende. Hun bar det ikke særlig ofte. Men lige den dag hun ønskede at have det sølv smykke på sig kom den dreng og krævede det fra hende.
Så gav han helt slip på hende. Hun blev faktisk lidt overrasket over det og det vidste hendes ansigts udtryk også. Hun trådte automatisk nogle skridt frem men stoppede så sig selv. Lod sig endnu selv stå med ryggen til ham. Som turde hun ikke gøre andet. Men hun hørte ham ikke læbe sin vej som hun egentligt havde håbet han ville gøre. Nej og hun kunne endnu mærke hans tilværelse lige bag hende. Eller næsten. Og da hun igen hørte hans stemme var hun ikke i tvivl om at han ikke havde været klog nok til at skride med halen mellem benene. Men hvad der undrede hende var at han blot stod klar til at forsvare sig og ikke havde startet ud med et slag som folk normalt gjorde når de ville have en slåskamp op at stå. Hun så sig langsomt over skulderen inden resten af hendes lille krop vendte sig om ved nogle usikre skridt på samme sted. Så nu var det front mod front. Og hun kunne se ham. Hans ansigt. Han så snusket ud. Beskidt men stadig kunne hun skimme hans træk der skjulte sig. Hun sagde intet. Hendes øjne fortalte endnu om hendes skræk for ham og det han før havde gjort ved hende. Hendes havblå øjne faldt så pludselig ned på hans hænder. Inden ting. Ingen smykke eller kniv. Og den kunne ikke bare have blevet stoppet ned i lommen. Og det var her hendes øjne landede på pinden foran ham. Hvad! Hun så hurtigt op på denne dreng og man kunne tydelig se hun ikke brød sig om at være blevet snydt på den måde. Hun havde været virkelig bange hvilket der også blev fortalt. Hun lagde ikke skjul på følelserne. Hun knyttede sine fine hænder og gik med hurtige skridt hen mod ham. Og hendes forsøg på at slå ham ville nok bare ende med at han fik et greb om hendes arme. Og hun ville ikke gøre meget andet end at prøve og vride sig fri igen. ”Hvor kunne du!!!” råbte hun med en lidt rystende stemme. ”IDIOT!!!” Ved dette ord blev spændingen på ryggen en del forhøjet og der gik ikke længe før at stoffet på sweatshirten blev ødelagt og denne ene store vinge med de lange mørkelilla’e fjer som dække kom til syne. Og ja der var kun en. Hun var englen med den ene vinge. Fuglen der ikke kunne flyve væk. Til slut lagde hun blot sine kræfter i at skubbe til ham og så vidt muligt få ham ned på jorden. Der kunne hun måske holde ham mere fast.