Sillent and relaxing.. ~Towa~

Som sædvanligt kom mørket sammen med stilheden. Det var jo her normalt folk ville gå til ro. Eller blot vandre til en anden destination. Som diskoteket for eksempel. Men det var stadig ikke alle der gjorde det. Der boede stadig piger som drenge der holdt sig væk fra fest og ballade. Dem der bekymrede sig mere om andre end om sig selv. Dem der ikke ønskede at se blodets røde farve eller skade andre. Dem var der stadig tilbage i Di Morga.
Som Amelia. Denne pige der havde valgt at plante sin røv på en bænk i Sombre. Blot for at kunne føle sig fyldt med fred igen. Hendes spinkle og lille krop der var gemt bag hendes tøj, der denne aften bestod af den alt for store sweatshirt udenover de noget slidte leggens, gjorde det muligt for hende at sidde helt sammenkrøllet uden nogle yderligere problemer. Og siden at hun ikke ligefrem var alt for udviklet blev hun heller ikke kvalt. Lidt fra hende lå et par klipklappere der med sikkerhed tilhørte hende da hendes fødder nu var uden beklædning. Og størrelsen passede fint. Hendes hasselnøddebrune øjne var lige i øjeblikket rettet mod himlen. Det mørke lærred med de mange små lysende prikker. Dem der var ufattelig meget tørre end hende selv men alligevel så langt væk. Som en ven før havde sagt til hende: Hvis man ville se ind i fremtiden skulle man blot se op. Det lys der nu kunne ses var blevet sendt for tusinde af år siden. Fantastisk når man tænkte over det på den måde. Men det var nu ikke alle der havde den tanke gang. Et suk lod sig finde sin vej hen over hendes bløde læber før at det formede et sødt og varmt smil. Og øjenlågene faldt i og skjulte deres farve. Hun støttede sit hoved på hendes knæ mens at hun lod sit lange hasselnøddebrune hår lange ned over hendes skuldre og en smule af hendes kønne ansigt. Hun var ikke helt så træ. Bare helt afslappet. Det var den effekt stilhed havde på hende..

Høje lyde, ødelagde den dejlige fred og ro, som ellers lå som et tæppe over parken. Den hårde lyd af jern som sleb hen af jorden, skar igennem luften, da porten langsomt blev sparket op af en dreng. Han havde ingen sko på, og på sin krop bar han kun et par slidte, hullede posebukser, som var blevet mørke af alt skidtet, og ligeså var den hvide trøje som dækkede hans tynde overkrop. Vinden blæste det sorte hår væk fra hans ansigt og afslørede hans store smaragd grønne øjne, som nedstirrede alt de kunne opfange. I hans højre hånd, bar han et stykke brød som han gik og gnaskede løs på, mens han begyndte at bevæge sig fremad. Det første som idet mindste mindede om mad, i de tre dage han havde gået og sultet, og så var han enda ved at blive fanget! Et selvsikkert smil gled kort hen over hans blege, fyldige læber. Han havde godt nok ikke midstet taget endu! ”Heh... Taber!” Mumlede han lavt og brækkede et stykke af brødet af og tog det i munden. Han stoppede op et lille stykke væk fra en bænk hvor der sad en pige. En pige? I en by som denne? Han havde godt nok set et par stykker, men hende her lignede jo én... på hans egen alder! Han bakkede lydløst tilbage, og placerede sig omme bag et træ. Nogen gange var deten god ting at have bare tæer.

//Sagde jo at jeg intet krea havde!! D://

Den høje lyd af porten der nærmest blev sparket op fik med det samme Amelia's opmærksomhed. Hun slog hurtigt og en smule skræmt sine øjne op igen. For så at søge rundt i mørket efter synderen der havde forstyrret hendes afslappede stemning hun selv havde været med til at opbygge. Hun rettede sit hoved ordentligt op så det ikke mere lå mod hendes bøjede knæ. Hun drejede hovedet mod porten i den ene ende af parken. Siden at hun lidt efter hørte skridt så måtte her jo være nogle. Men så brat som det hele var startet, sluttede lydene også. Der gik et gys gennem hende på grund af den ubehagelige stemning der nu var omkring hende. Og det blev ikke bedre af at hun pludselig skimte nogle bevæge sig. Ikke langt fra hende. Gemte personen sig for hende eller lagde den sig på lur inden den ville gå til angeb?
Hun træk igen sine ben tættere ind til sig. Som var hun mindre ville hun være mere tryg og væk fra fare. Dog da hun skulle til at tale fik hun ikke nok luft ned i lungerne og det udviklede sig tilmet kraftigt hoste anfald. Hun klemte sine øjne hårdt i mens at hendes ene hånd holdt sig foran hendes mund og den anden tog fat i trøjen oppe omkringsædig hals udskræringe. Hun var nød til at sætte sine bare fødder mod den kolde jord under bænken og lænede sig forover. I håb om at det Bille hjælpe. Og det gjorde det. Hun fil kontrol over hosten men følte sig en smule utilpas bagefter. Derfor lod hun sig ligge ned på bænken. Let sammenkrøllet igen mens at hun lignede et helt rent og uskyldigt væsen. Og så nu bare ligefrem for sig med et roligt blik..