Your new master! Well, maybe. {Towa}

S: Chambre noire.
T: Midnat.
V: Overskyet og kølig vind.
O: Boderne og de normale skumle typer, der plejer at befinde sig der.

En mørk skikkelse bevægede sig et sted inde i mørket og skyggerne.Lyden af hans skridt druknede i stemmerne omkring ham. Folk råbte og skreg og ingen tog hensyn til, hvad der skete omkring dem. Kun deres egne forretninger betød noget.
Hans blodbegær for natten var stillet, men han var ikke tilfreds. Hans bytte havde gjort det alt for let for ham og jagten betød ofte mere for ham end blodet i sig selv. At kunne lege med sit offer og pine og plage ham eller hende til personen havde overgivet sig fuldtsændig. Et smil bredte sig på hans læber ved tanken.
Han var iklædt sort fra top til tå og hvis ikke det sorte hår dækkede over hans ansigt, ville kun de brændende røde øjne være synlige i skyggerne. Den blege hud lyste svagt op, men ingen så ud til at ligge mærke til ham - men ingen lagde mærke til noget som helst overhoved. Sådan kunne han lide det. Kun hans ofre skulle se ham. Når man ikke vækkede opsigt kune man drikke i ro og mag - eller bare nyde jagten. Og på sådan et sted kunne han drikke på åben gade uden at nogen ville værdige ham et blik.
Han havde set mange smukke piger gå forbi ham i byen, men ingen med en sådan skønhed, at han blev nød til at eje hende.
Hans mørke aura, der plejede at få folk til at gå udenom ham helt underbevidst havde ingen virkning i denne tætte menneskemængde - og hvad der nu ellers lurede imellem. Alligevel så det ikke ud til at nogen så meget som rørte ham, men det var af andre årsager. Det var en af de evner man som Daeva havde og som han nomalvis ikke behøvede at benytte sig af.
Han stoppede op foran en bod hvor en ældre, farvet mand. Han havde været her før og han kendte manden gennem forskellige forretninger af amuletter og talismaner. Diego, som den mørkklædte skikkelse kaldte sig selv, var meget optaget af den slags ting, da det havde reddet hans liv mere end en gang. Men da der ikke så ud til at være noget nyt gik han videre på jagt efter et nyt bytte. Ikke for blod men blot for skønhed og af lyst.
Et grusomt glimt kunne kort ses i de røde øjne, før det sorte hår endu engang dækkede dem.

”Stands tyven!” En stemme brølede igennem menneske mængden, men ingen så ud til at høre efter hvad denne sagde... og da især ikke tyven! Towa løb så hurtigt han kunne, på sine ben, som lige i øjeblikket nok var det mest kostbare i hans liv, jah... bortset fra de genstande han lige havde fået revet til sig, fra en gammel mand som åbenbart ikke var så senil, som han så ud til at være! Han havde da mærket Towas lille hånd i sin bukselomme, da han neglede ud efter pungen som lå deri. Han fik den godt nok, men det var med nød og næppe! Nu galt det bare om at løbe så hurtigt han kunne!
Folk havde andet at tage sig til her, end at se efter en møgunge som rendte rundt og stjal! Der var sikkert tusindvis af sådan nogle heromkring, det var jo ikke ligefrem den mest uskyldige by i verden, hvor alle opførte sig eksemplarisk! Det kunne godt være at der var kommet en ny ledelse – Så meget havde Towa dog fulgt med – men man kunne vist aldrig gøre byen helt ren, hvilket var derfor at markedet var så fyldt op, som det nu var.
Da manden endelig var holdt op med at råbe, sænkede Towa farten, men han stoppede ikke helt, i tilfælde af at der stadig var nogen efter ham. Han så sig over skulderen, og et selvsikkert smil kom frem på hans fyldige læber – Bang! Han var rendt ind i noget, og landede hårdt på ryggen, på den beskidte jord. Hans øjne søgte mod dét han var stødt ind i, hvilket var en ung mand, på... skal vi sige... seksten? Måske sytten år? Han stod i hvert fald i vejen!
”Hvad fanden har du gang i?” Råbte Towa. ”Kan du ikke passe lidt på? Din idiot!” Han viftede uroligt med armene, mens han råbte, og selvom mandens øjne var dækkede til med hans hår, sendte Towa ham stadig det bedste dræber-blik han havde. Hvem fanden troede han lige at han var!?

Han havde alllerede set drengen komme løbende længe før han stødte ind i sig, men havde ikke taget sig den ulejlighed at træde et skridt til siden.
Vinden tog fat i hans sorte hår og de røde øjne kom til syne. De afslørede hans identitet, men han havde på fornemmelsen at det ikke var noget drengen foran ham kendte til. Han virkede som et uskyldigt gadebarn der bare forsøgte at overleve til næste morgen.
Han bøjede sig ned over drengen, der ikke så ud til at være meget yngre end ham selv. Han greb fat om hans håndled og rev ham hårdt op fra jorden. Han så ham i øjnene et øjeblik og rystede så på hovedet.
"Lille ven, du skulle vist nødig snakke." Han smilede skævt og næsten venligt, selvom det var ret tydeligt at der var bagtanker bag smilet. Han havde læst drengens tanker og vidste hvad han lide havde gjort.
Hurtigt rakte han ud og snuppede pungen fra drengen.
"Tyveri er ikke en god ting, ... Måske skulle jeg slæbe dig tilbage til manden du tog den fra" Det ragede ham med loven og med drengens tyveri. Han dræbte jo selv så ofte.
Han så drengen i øjnene og uden at han kunne nå at gribe ud efter pungen igen, havde Diego stukket den i lommen.
"Hvor er dine forældre, lille ven?" Han smilede skævt og lettere ondskabsfuldt mens han overvejede at begrave tænderne i drengens hals. Han var ikke sulten, men med et kønt ansigt lige foran sig var det svært at lade være. Hans tænder var så småt begyndt at løbe i vand og han overvejede kort om drengen ville stikke af, men at dømme ud fra hans tanker var han mere hård end det.

Den ret så unge mand, som Towa var stødt ind i, tog fat i hans håndled og trak ham derefter op. Med et irriteret fnys, rev Towa sin arm til sig: ”Du skal ikke røre ved mig!” Sagde han hårdt, og vendte sig halt om, for at ligge armene over kors, ”...Og jeg er ikke lille, og jeg er ikke din ven!” Tilføjede han efter et kort øjebliks stilhed. Tsk! Hvad bildte han sig ind, at tale til ham sådan? Som om han var en lille baby!
Pungen blev hugget ud af hånden på ham, og hans øjne søgte hurtigt op på den unge mand igen. ”Hey!? Hvem tror du lige du er!?” Han ragede ud efter den, men var for lav til at kunne nå. ”Det rager ikke dig! Og jeg er da pisse ligeglad med hvor du har tænkt dig at slæbe mig hen! Og hvem siger for øvrigt at det ikke er min pung, huh? Har du måske tænkt på det!?” Han stirrede stift på ham, og knyttede faretruende næverne sammen. Det var det godt nok ikke, men han havde jo ikke rigtigt nogen beviser, så det kunne Towa jo ligeså godt gøre brug af.
Manden stak pungen i lommen, og fik derved Towa til at presse tænderne hårdt sammen. ”Det rager ikke dig en skid, hvor mine forældre er! Og giv mig så min pung, tyv! Tyv! Tyv! Tyv!" Han skreg nu, virkelig højt, men manden var selv udenom det. Han skulle fandeme ikke tage hans ting! I hvert fald ikke i det her liv!

//Nee~~ Undskyld at det ikke blev så langt! :B//

Med et ondskabsfuldt smil trak Diego drengen med sig ind af en sidegade og lagde en hånd over hans mund.
Han tyssede på ham, som oom han virkelig var et lille barn, der skulle beroliges. Han så ham i øjnene og den rolige tyssen blev et svagt grin.
"Knægt, kan du overhoved se, hvad jeg er?" Hans smil blottede hans hugtænder og han hodlt fast om drengen, så han næsten ikke ville kunne bevæge sig.
"Selv et lille skvat som dig, bør da vide, at man ikke ligger sig ud med vampyre ... Og jeg er præcis ligeså meget tyv som dig." Han smilede sejrrigt og overvejede om drengen overhoved fattede den mindste smule, at han kunne læse hans tanker. Nok ikke, men det var vel håbet værd.
"Medmindre du vil mærke, hvordan en vampyrs bid er, må du hellere holde din kæft." Han slap hurtigt drengen og følte kort på sin lomme, hvor pungen lagde. Den var tilfredsstillende stor og han fik lidt håb om at kunne klare sig igen. Alt for længe havde han skulle bo i gyder og tomme bygninger om dagen, hvor solens stårler ellers ville have slået ham ihjel. Han havde brug for snart at få sit eget sted. Og måske var den lille mestertyv foran ham, den billet han havde ventet på.
"Hva' knægt ... Hvorfor er du alene herude?" Han smilede skævt og tænkte allerede grundigt på fordele og ulemper ved at bruge den lille dreng til hans egen vindings skyld. "Du må da vide, her er farligt."

”Eh?” Towa slog kort ud efter manden, da han begyndte at trække i ham, men han kunne jo ikke andet end at følge med, da hans greb om ham var for stærkt. ”Giv slip på mig! Børnelokker! Børnelok-Mhp!” En hånd blev lagt på hans mund, så kun svage stønne lyde kom ud. Fedt! Nu blev han da helt sikkert voldtaget! Det var lige hans held! Manden tyssede svagt, og Towa kunne ikke rigtig gøre andet end at gøre hvad der blev sagt. Han holdte op med at råbe, og stirrede ellers bare irriteret op på manden med sine store, smaragdgrønne øjne.
Tsk! Selvfølgelig vidste han hvad han var: En gammel, klam, idiot-torsk! Towas øjne søgte væk fra manden, og han stirrede i stedet hen på en tilfældig bod. Fjols! Spade! Klovn-... Towa spærrede i et øjeblik øjnene op og stirrede igen hen på manden. Vampyr? Sig det er løgn!
Endnu engang viste Towas held sig! Det var sgu da lige hvad der manglede! En åndssvag vampyr. Nu blev han voldtaget OG bidt! Fedt!
Da manden endelig havde givet slip på Towa, bakkede han en smule tilbage og slog en enkelt gang ud efter ham, i tilfælde af at han skulle springe på ham igen, eller sådan noget. Manden stillede sit spørgsmål, idet Towa gik helt tæt på ham igen, og begyndt at mega-rage på hans lommer, i håb om at få pungen tilbage. ”Jeg overlever! Eller det gjorde jeg i hvert fald, dit spasser!” Han begyndte at sparke og slå ud efter ham. ”Giv mig den så tilbage!”

Så snart drengen stak hånden i hans lomme, greb han fat i drengens skuldre og slog ham op imod muren bag dem. Han smilede svagt og rystede på hovedet af den tåbelige knægt. Det havde især været svært ikke at grine, da drengen troede han ville blive voldtaget ...
Han så ind i de rønne øjne og besluttede at drengen bare ville råbe mere op, hvis han slap ham igen.
"Så hidsig," sagde han lavmælt med et svagt smil og lænede sig tættere mod drengen mens han blottede hugtænderne. Hans charme virkede på altid på piger, men han vidste ikke med sådan en lille knægt, så han orkede ikke forsøge - især ikke efter at drengen havde troet, han ville voldtage ham!
Eller skulle han forsøge? Nah, det var for langt ude.
"Du er vist ikke så lidt fræk," grinede han lavmælt og bøjede sig mod hans hals, så drengen kunne mærke den isnende ånde. "Giv mig én god grund til, at jeg ikke bare skulle slå dig ihjel nu." Det grumme smil bredte sig langsomt på hans læber og han følte sig mere og mere fristet til at stikke tænderne i drengen ... høre hans skrig og smage de gyldne dråber af det unge blod.
Han kunne ikke forestille sig, at den stædige dreng ville tigge og be for sit liv, men det var altid sjovt at se, hvor langt et menneske ville gå, før han eller hun opgav ... Selv de, der gerne ville dø, turde ikke at ligge deres liv i hænderne på en vampyr.

Et svagt støn kom fra Towa, da han med et bump blev presset op af den kolde mur. Som en mavepuster... bare i ryggen selvfølgelig! Manden fangede Towas øjne, men det eneste han ville få igen, var endnu et dræberblik, af den værste skuffe! Det var sgu da utroligt hvor mange syge mennesker som befandt sig i den åndssvage by! Kunne de da for Helvede ikke bare lave ham være i fred i to sekunder!?
Hidsig? Den spade! Hvis han troede at han var hidsig nu, så skulle han bare se, hvis han blev ved med det pis! Towa stirrede ret så intenst på de hugtænder, som manden havde plantet i sin mund. Han havde sgu da ikke lyst til at blive bidt! Så hellere voldtages! Men det sagde han selvfølgelig ikke højt, så manden kunne høre det.
Towa mærkede den isende ånde på sin hals, og med det samme føltes det som om hans blod var frosset til is, hvilket fik endnu et støn til at glide ud mellem hans fyldige læber. Èn grund? Ville han have én grund til hvorfor han ikke skulle slå ham ihjel? Towa havde fandeme en million grunde, men størstedelen kunne og ville han ikke sige højt. Han kunne have sagt alle mulige, perfekte grunde, men alligevel tog han den værste: ”Dit kræftidiot! Slip mig så din fede torsk, eller jeg gør så du aldrig nogensinde kan få børn! Røv! Spade! Idiot!!!” Han råbte, skreg og sparkede ud efter manden, men selvfølgelig var der ingen som hørte efter. Der var så mange her på pladsen som skreg, så hvorfor overhoved bekymre sig om det?

En høj, kold latter slap ham, da han læste knægtens tanker. Hans læber røte kort hans hals og han stivnede et øjeblik mens han mærkede drengens puls.
"Så du vil pludselig gerne voldtages? Sikke nogen charmerende tanker." Han ignorerede fuldstændigt drengens råberier men morede sig ærligt talt over, hvad han sagde.
Han rev drengen ud fra væggen og vendte ham, så han stod med maven mod den kolde mur. Endnu engang bøjede han sig ned over ham og bed sig blidt fat i hans nakke. Han kendte smerten et bid medførte og vidste udemærket at der ikke skulle meget til før smerten blev for meget for et menneske. Alligevel var smagen af blod så berusende at han bed hårdere til og svagt stønnede ned i drengens hals. Han havde ikke drukket særligt meget, før han trak tænderne ud af drengens hals og holdt hans hænder fast mod muren.
"Du burde virkelig lære at snakke ordentligt til folk, lille ven." Han slikkede sig begærligt om munden og begyndte så svæagt at overveje den voldtægt mere og mere ...
Det ville være alt for let at tage knægten med det samme. Men han var allerede en morder. Ville han virkelig også til at være voldtægtsforbryder? Nok ikke. Han så sig for god til at gøre den slags ... I de fleste tilfælde i hvert fald.
"Ellers kommer det måske til at gå hårdere ud over dig, end du tror." Han bed sig kort i læben og overvejede, om det måske var et forkert ordvalg. Drengen ville jo gerne voldtages, så der kunne vel ikke ske ham det helt store ... Men Diego ønskede stadig at se knægten tigge for sit liv.
Han holdt fortsat øje med knægtens tanker, for at finde ud af, hvad der bedst kunne påvirke ham - for efter hvad han allerede havde tænkt, skulle der vist meget til.

Mandens læber hvilede kort mod Towas hals, hvilket fik ham til at holde op med at råbe og skrige, og skabe sig på den måde. Han trak vejret stille og roligt, mens hans hjerte galopperede af sted. Om... han ville... hvad!? Nej! Nej, nej, nej! Aldrig i livet! Igen blev hans vejrtrækning slået ud af kurs, og han hjerte hamrede så det næsten gjorde ondt! Hvordan kunne han...? Neej, der fandtes ikke tankelæsere! Ikke her!
Towas tanker blev lige pludselig ligegyldige, da manden pludselig rev i ham og vendte sig om, så han mærkede væggens kulde gennem sin beskidte, tynde T-shirt. Åh, nej! Hans øjne blev slået hårdt i, da han mærkede en stikkende smerte i sin nakke. Han havde da ikke... vel? ”Argh...” Stønnede han svagt, da manden bed en smule mere til. Hans ben blev svage, og han havde mest lyst til bare at lade sig falde, men manden OG hans stolthed holdte ham oppe. Towa bed sig selv i underlæben, for ikke at komme til at skrige. Det nægtede han simpelthen! Han havde ikke lyst til at give manden den tilfredshed!
Han mærkede manden trække sine tænder ud af sin nakke, hvilket han fint gjorde manden opmærksom på, ved at stønne lavt, endnu engang. Det gjorde ondt overalt. I hans nakke, i hans bryst, i hans læbe... overalt! Den... idiot! ”Aldrig...” Mumlede han svagt, og åbnede øjnene en smule på klem, så han kunne stirre ind i muren. Aldrig! Aldrig! Aldrig!

Hans læber var lige ud for drengens øre, mens han smilede lidt af hans ord. Den stædighed ... Sådan en stædighed og stolthed i sådan en lille skikkelse ... Det var en udfordring han bare ikke kunne sige nej til! Han ville have knækket den knægt på en eller anden måde ...
"Du burde bare give op," hviskede han med en pludselig lokkende tone, der ville have fået en pige til at dåne i hans arme. "Jeg kan jo tydeligt høre, at du nyder det." Han grinede lidt af dig selv, da han virkelig lød som en voldtægtsmand.
Han slikkede hen over såret, drengen havde fået i nakken, og det stoppede hurtigt med at bløde. Rolig slap han drengen en smule, så han ikke stod helt mast mod de kolde mursten. Han lagde mærke til at drengens ben rystede en smule og blev faktisk ret imponeret over, at han kunne holde sig stående på den måde.
"Er du faret vild, lille ven?" Han forventede at høre, at han ikke boede nogen steder, og ikke havde nogen familie - så¨kunne det jo ikke blive mere perekt.
Han kyssede ham blidt i nakken før han vendte ham i et hårdt ryk, så han stod med front mod ham igen.
"Hvis du ikke har nogen steder, at tage hen, kan du da komme med mig. Han smilede charmerende uden tro eller håb til, at det ville virke på den stædige rapkæftede dreng. Men det var da sjovt at forsøge.

”Hah,” Han bukkede hovedet, og lod øjnene glide i igen, ved mandens ord. ”N-nej...” lød det mumlende fra ham, da manden igen åbnede munde og konkluderede at Towa nød det. Okay... måske var der en lille løgn plantet imellem det ord... men kun en lille en! Hvordan kunne han måske nyde sådan noget? Klamt! Ulækkert! U-... ”Ha~h,” endnu et lavt støn, da manden satte sin tunge imod de sår han lige havde lavet i Towas snavsede hud, og på den måde fik det til at svide.
Nej. Det kunne bare ikke være rigtigt, det her. Kuldegysninger angreb hans krop, hvilket fik ham til at skære grimasser.
Han mærkede at det hele blev en smule løsere, hvilket næsten gav ham lyst til at græde, da han vidste at hans ben på et eller andet tidspunkt ville give efter... han måtte bare håbe på at han kunne nå at komme væk inden da. ”Jeg... nej...i-ikke...” Ordene gav ingen mening, hans tanker var et rod. Det hele var et fucking rod! Han mærkede mandens kolde læber imod sin hud, hvorefter han blev vendt om. Så kunne det da ikke blive værre. Hans ansigt var sikkert helt rødt nu, og hans øjne helt våde, hvilket var derfor han holdte dem tæt lukkede!
Tage med ham? Som om! Han holdte sig for sig selv, og det ville han altid gøre! Han skulle ikke styres af sådan en idiot som troede at han kunne komme her og...gøre alt muligt! ”S-som om!”

Smilet bredte sig på hans læber, uden at han rigtig lagde mærke til det. Den lille dreng ... Han anede ikke hvorfor, men han kunne ikke lade ham gå ... Det kunne han bare ikke.
"Hør, knægt ... Hvis jeg ville have voldtaget dig eller dræbt dig, havde jeg allerede gjort det." Hans stemme var ligeså forførende, som forsøgte han at vikle en pige ind i sit spind af løgne. Drengen var ikke specielt nem, men det så ud til, at det virkede lidt ...
Hans blod var så ungt ... Så sødt ... Det var fristende. Med et skævt smil trak han drengen ind til sig og gjorde samtidig, så han ikke ville falde om, når hans ben gav efter - hvilket det så ud til, de snart ville gøre.
"Men hvis du nyder smerten, vil jeg da med glæde lade dig føle den," hviskede han med et skævt smil og lysende øjne, mens hans skarpe fingernegle rev sig igennem drengens tynde trøje og ned i hans hud. Rustrøde blodpletter begyndte at danne sig på drengens trøje, mens Diego holdt ham tæt ind i sin farvn.
"Så ungt blod .. .Du må give mig nogen meget bedre grunde, hvis jeg skal lade dig gå." Mens hans fingrespidser borede sig ned i drengens kød pressede han sine læber mod hans. Han troede ikke for alvor på, at drengen ville lade ham gøre noget, men det skulle de være to om at bestemmt ... Aldrig havde han følt sig så fristet til noget - drengen kunne jo knap kæmpe imod, så hvorfor ikke vende det til sin fordel?

”Kan du ikke...” han tog en kort indånding, før han fortsatte; ”... stop?” Han kunne ikke trække sig væk fra ham, hvis han bevægede sig, ville han falde, da det faktisk kun var hans stædighed som holdte ham på benene, hvilket var derfor at han, da manden trak ham til sig, lod sine ben give efter og bare lod sig falde.
Mandens ord sivede langsomt ind i hans hoved, og fik ham langsomt til at slå øjnene op, i takt med at han forstod hvad der blev sagt. Towa kunne ikke nå at protestere, før han mærkede smerten i sin ryg. Manden havde boret sine negle ind i ham. Det kunne han sgu da ikke mene! ”Argh...” Lød det svagt fra ham, han holdte sin stemme tilbage og prøvede ikke at lave for mange lyde, ellers ville han da totalt miste sin stolthed. En bedre grund til at han skulle lade ham gå? Tsk! Det skulle han få! ”Sut!” Lød det hviskende fra ham, lige det han blev trukket en smule ud, og mærkede et koldt... pres, på sine læber, blandet med smerten i sin ryg. ”Mhm!”
Han lod langsomt sine øjne glide i, hvilket nok var et fast tegn på at han for alvor havde givet op. Han trak vejret langsomt gennem næsen, mens han bare lod sine tanker flyde. Nej. Nej, nej, nej! Vent lige et øjeblik! Det kunne han da ikke tillade det her! Han kunne da ikke bare lade sådan noget ske! Han åbnede sine øjne på klem og stirrede i et øjeblik på manden, hvorefter han lavede et åndet forsøg på at give ham et knæ i skridtet. Han kunne stadigvæk ikke rigtig holde styr på sine ben, men det var da bedre end ingenting!

Han kunne tydeligt mærke, at drengen ikke rigtig kunne holde sig oprejst. Roligt hjalp han drengen ned at sidde op af muren bag dem, mens han brød det kys, han havde tvunget i ang. Hans negle og fingerspidser rev sig langsomt ud af drengens kød og han sad bare stille foran drengen.
"Så beskidt du er i munden," grinede han kort. "Jeg gætter på, at du har levet på gaden længe ... Hvad er dit navn, knægt? For sådan et har du vel?" Han lagde hovedet lidt på skrå og så på drengen, der sikkert snart ville begynde at råbe op om, at han skulle skride af helvedes til. Men det rørte ham ikke det mindste. Han havde været i værre situationer end at et gadebarn råbe skældsord og hvad hans lille hoved ellers kunne finde på.
Sådan et barn ville kunne klare sig på gaden, men alligeel havde han allerede besluttet, at han ville tage drengen med sig. Den lille skikkelse virkede så frygteligt skrøbelig, selvom han ikke gav udtryk for det ...
De fleste andre ville sikkert blive i tvivl om, at drengens lyde var af nydelse eller smerte, men Diego var ikke i tvivl - eller måske var han bare for opblæst til at forstå ... Eller for stædig.
"Du burde snart tænke over dine svar, inden du åbner munden." Han mærkede slet ikke til, at drengen forsøgte at sparke ud efter ham.

Towa lod sig stille læne op af muren, da han endelig kunne mærke jorden under sig igen. Han havde næsten lyst til bare at lægge sig ned og falde i søvn, men så ville han da helt sikkert blive voldtaget... hvis ikke af manden, så en anden gammel, pervers mand som ikke havde andet at lave! Towa mærkede kysset blive brudt og han pustede langsomt luften ud af sine lunger, da manden trak sine fingerspidser ud af hans hud. Så slå ham dog! Towa løftede armen og plantede en lussing på mandens kind, hvis han da ikke var hurtigt og rykkede sig. Det havde han fortjent! Han skulle fandeme ikke kommer her og... og... gøre alt sådan noget!
”Håber det smagte... fjols!” Et lille smil viste sig på hans fyldige læber, idet han tørrede noget spyt væk fra sin mundvige med sin ene hånd.
Et lille tørt grin kom fra ham; ”Tror du seriøst at du får mit navn at vide? Du sgu ikke specielt klog, sin spade!” Siden han ikke kunne slå så meget fra sig mere, måtte han jo bruge sine ord, og dem havde han heldigvis masser af!
”Og du burde se at holde din mund for dig selv!” Towa lagde armene over kors og vendte ansigtet væk fra ham. Han var overbevist om at manden ikke kunne finde på at slå ham... så han måtte jo forberede sig på alt det andet der kunne ske. Brækkede legemer, bid... han kunne bare komme med det!

Han mærkede slaget mod sin kind, men så ikke ud til at reagere så meget. Et slag fra et menneske var ikke ligefrem noget, der gjorde ondt. Og på en eller anden måde havde drengen vel sin ret til at give lidt igen - for ikke at tale om, at det kun blev sjovere af den grund!
Han hævede hånden og gav ligeledes drengen en lussing og at dømme efter hvordan han allerede vaklede blev han sikkert slået fuldstændig ud i et par sekunder.
"Hør, knægt du er fandme ikke for klog ... " Han smilede skævt mens han lyttede til drengens tanker. Når nogen spurgte til ens navn, kom man jo altid i tanke om det ... Perfekt.
"Nå, Towa ... Vi kan vel ikke blive siddende her." Han rejste sig og rev drengen op i et ryk. "Og med så mange tyvekoster du fik raget til dig, kan vi nok godt finde et sted ... " Han viftede med pungen foran drengens hoved og grinede svagt. Drengen måtte da kunne mande sig lidt mere op end én skide lussing.
"Knægt, jeg forsøger at være venlig ... Udnyt det nu, hvor du har chancen." Han morede sig over drengens raseri og han var helt sikker på, at der ikke var det sidste han så til den frygtelige vrede. "Indrøm nu bare, at du ikke vil sidde alene her," hviskede han med en honningsød stemme.

Towa mærkede lussingen imod sin kind, og selvom mandens hånd var kold, undgik han ikke den brændende fornemmelse bagefter. Det summede i hans hoved og svimlede for hans øjne. Tja... det var jo altid noget at han ikke havde givet manden en knytnæve i stedet, for så ville han gå helt død, hvilket han ikke kunne lade være med at grine lidt over, men selvfølgelig var han ikke helt vågen, så det kom ud nærmere halvhjertet. Jah... han vidste sgu godt at han ikke var specielt klog... han havde et ego på størrelse med sin mund, så det var ret stort, og det kunne han ikke ligefrem lave om på.
Towa var egentlig ret ligeglad med at manden lige pludselig kunne hans navn, det hans mindste problem lige nu, så han lod sig ikke mærke af det. Manden tog fat i ham, og rev ham op, hvilket han ikke var helt forberedt på, så han faldt lige ind i manden igen, hev fat i hans trøje, så han da ikke faldt helt ned på jorden igen... der havde han allerede befundet sig utrolig mange gange i dag. Wow, wow, wow... vi? Sagde han vi? Det var jo ligesom hans pung! Han kunne sgu da ikke bare tage den og sige 'vi'!! Han klamrede sig fast til mandens overkrop og prøvede så godt han kunne at bore sine negle ind i ham. ”Som om jeg hellere ville være sammen med dig! Så er det fandeme bedre at være alene!” Han prøvede at grine, men han kunne ikke.
”Du er virkelig en idiot!”

Han greb roligt fat om drengen, da han faldt ind imod ham. Han kunne godt se, at drengen vist ikke helt ville klare sig på egen hånd - i hvert fald ikke efter, hvad der lige var sket. Snart ville drengen jo emne med at besvime!
Han holdt løst drengen ind til sig, så han ikke stod og var ved at falde.
"Rolig, lille ven," hviskede han med et skævt smil der igen havde fået en betrykkende og lokkende tone. "Vil du hellere efterlades her?" Han overvejede nøje hvordan han skulle knække drengen. Aldrig havde han været oppe imod sådan et frygteligt stædigt væsen og han var virkelig forundret over, at han ikke selv var blevet ligeså rasende som Towa.
Han holdt drengen i sin favn, som var det hans lillebror. Men i drengens tanker var han tydeligvs bare en pervers stodder. Det morede han faktisk og han havde helt klart ikke noget imod det. Knægten kunne tro, hvad han ville.
"Fint, hvis det er sådan, du vil have det." Han slap knægten og trådte et skridt tilbage. Tavst så han på drengen, der vaklede mens han lagde hovedet på skrå og ventede på, at drengen ville falde om. Han måtte se, hvor langt han skulle presse drengen ...
"Men hvis jeg efterlader dig her vil du ikke have nogen penge, intet at spise og ikke have noget sted at sove."

Nej. Han ville ikke efterlades... ikke lige nu, ikke når han var som han var. Men sådan noget kunne han ikke sige, ikke med sin stolthed, så han valgte ikke at svare og strammede i stedet sit greb om ham, selvom det nok ikke gjorde den store forskel! Han var utrolig sårbar lige nu, hvilket han i den grad ikke brød sig om! Hvis han kunne havde han bare løbet væk, men han kunne ikke mærke sine ben, og det summede så underligt i hans hoved, som om der var en bi derinde. Sum. Sum. Sum.
Det blev givet slip på ham, og han vaklede et øjeblik, indtil hans ben endelig gav efter og han faldt forlæns ned på jorden, kunne ikke engang løfte hænderne, så han ikke slog sit ansigt, men han havde dog kræfter nok til at vende sit ansigt så hans kind ramte jorden i stedet for hele hans ansigt... det vat da altid noget.
”Spade... hvordan tror du jeg...” han måtte tage en indånding før han fortsatte; ”... har overlevet?” Hans øjne blev åbnet på klem, og blev vendt imod manden. Livløse... og tomme, var hvad man kunne se i dem. Han havde aldrig penge, han fik næsten aldrig mad og han sov i en fucking container. Han var sgu da ligeglad med endnu en dag på den måde, han var ligeglad med alt! Den eneste forskel der var nu, var at han lige var blevet halvt voldtaget og halvt slået ihjel af en idiot-torsk! Han ville sikkert vågne med den slemmeste hovedpine i morgen. Han mærkede så stille tårerne glide ned af sin næsetip og ned på jorden. Lige hvad han manglede.

"Men nu har du chancen for, at det liv kan vende. Du burde gribe chancen." Først da han så tårene, der randte fra drengens øjne trak han ham blidt op og støttede ham.
"Du kan knap nok stå. Det ville være dumt af dig, ikke at tage imod den her chance ... " Han lagde hovedet lidt på skrå og strøg drengen over kinden. Det friske sår på hans hals og hans ryg fik ham til at virke mere ynkelig end han regnede med at drengen ville acceptere. Han ville ikke overleve til næste morgen, hvis han ikke fik plejet de sår. Diego var ikke sikker på, hvor meget blod han havde drukket af drengen, men han kunne helt klart sige, at det var alt for meget.
Han trak roligt drengen ud af gyden, mens han forsøgte at støtte ham.
"Der er en kro ikke så langt her fra, hvor du for en gangs skyld kan sove i en rigtig seng. Og jeg har skam ikke tænkt mig at stikke noget ind i dig, så slap nu af for helvede." Han talte beroligende og forstod ikke, hvorfor han ikke kunne få drengen til at stole på sig. Så mange andre drenge og piger var faldet for ham med det samme, men denne éne stædige lille dreng kæmpede imod med arme og ben.
Det så ikke ud til at nogen lagde mærke til dem. Selvom drengen ved hans side var ved at falde om og hans trøje var fuld af blod. Folk råbte bare af dem, for at komme forbi og tog ingen hensyn til dem overhoved.

”Nej...” Lød det mumlede fra ham. Han kunne ikke vende det en skid på hvad? Et par mønter og en grim pung? Han blev trukket op igen, men han lagde næsten ikke mærke til det. Sløvt slog han mandens hånd væk fra sin kind. Han behøvede ikke hans støtte. Han behøvede ikke noget som helst! Han havde lyst til at råbe det, men han kunne ikke finde kræfter til at råbe. Alle de kræfter han havde brugt de sidste par dage... det var vist det han fik ud af det?
Towa mærkede manden trække i sig. Nej. Han ville ikke med! Det kunne han simpelthen ikke, seng eller ej! Han nægtede at virke så sølle! Så svag! Nå? Så han havde ikke tænkt sig at stikke noget i ham? Heh, det ville da ellers havde været nattens højdepunkt!
”...Iv... slip...” Mumlede han. ”Giv slip...” Lidt højere. Han prøvede at trække sig væk fra ham. Skubbede til ham og slog ud efter ham. ”Slip mig!” Han råbte. Han vidste ikke hvor han fik den energi fra, men han havde sgu ikke noget imod det! Det var næsten en rar følelse bare at få råbt lidt, desværre fik han så også viklet sig ud af mandens greb, hvilket fik ham ned på jorden igen, heldigvis lande han på røven, den her gang... hvilket var en del nemmere, end at lande på maven. ”Jeg har ikke brug for alt det!” Han satte hænderne imod jorden mens han så op på manden med et fast blik. ”Jeg har ikke brug for dig, eller nogen anden! Jeg har klaret mig indtil videre, så jeg kan også klare mig et par år til! Hvorfor kan du ikke bare lade mig være!?” Tårerne begyndte nu at strømme ud af øjnene på ham, hvilket han så fint skjulte ved at sætte panden imod sine bøjede knæ. ”Spade!”

Han sukkede tungt af knægten, der ikke ville give op! Der var snart mere slid end kamp. Den unge ville jo ikke fatte noget som helst om venlighed.
Han så bare ned på drengen, da han pludselig landte på røven og stoppede strømmen af mennesker. Folk råbte og skubbede for at komme forbi.
"Hør, af en gadeknægt at være virker du fandme som en forkælet møgunge." Med hårdt greb om drengens overarm flåede han ham op fra brostenene og gav ham ennu en lussing mod den allerede skrammede kind. Ingen på gaden reagerede. Al vold var tydeligvis hverdag i denne del af byen.
"Medmindre du vil have mig til at kaste sig over skulderen og bære dig hele vejen, så opfør dig dog ordentligt. Du har en chance for at gøre dit liv bedre. Hvorfor tager du den ikke?" Han orkede knap nok at give knægten en chance for at svare. Der havde brugt mere tid i den gyde, end han havde troet. Solen stod op om ikke så frygteligt langt tid og der var et godt stykke til den kro han havde i tankerne. Han bed sig lidt i læben. Hvis de ventede meget længere ville han brænde til aske under solens stråler. Det ville knægten sikkert finde meget morsom. Han måtte hellere holde mund om vampyres svagheder. Knægten så alligevel ikke ud til at vide noget som helst om vampyre, så Diego var i sikkerhed lige i øjeblikket ... Han måtte bare holde øje med, at den knægt ikke fandt ud af mere end hvad godt var.

Towa mærkede grebet om sin arm, hvorefter han blev trukket op. Han nåede lige at åbne munden for at protestere, før en lussing afbrød ham. Han stivnede i kroppen, og stirrede kun livløst ud i luften. Der gik noget tid før han endelig fik liv i sig igen og han vendte blikket ned mod jorden. ”Jeg vil ik'...” Mumlede han lavt. Han havde vel egentlig ikke en grund til at lade være. Måske var han bare bange? Han var ikke vant til nogen som helst form for 'luksus' eller... fine ting, og han ville helst ikke blive det. Desuden så vidste han at det ikke blev ved. Uanset hvad han gjorde ville han jo altid, lige præcis, være et gadebarn. Et beskidt, ligegyldigt gadebarn.
Nu så han da i hvert fald ikke så kæphøj ud længere. Han var træt, han frøs, han havde verdens største hovedpine... og han ville bare hjem! Men,for at være helt ærlig, vidste han ikke rigtig hvor han var, men det ville han selvfølgelig ikke sige højt. Og... det var vel ikke så slemt... bare én enkel nat. Det kunne han da godt?
”Slip mig...” Mumlede han lavt og prøvede at trække sin arm ud af mandens bjørnegreb. ”Jeg skal nok gå med. Men kun i nat! Eller dag, eller hvad Helvede det nu er!” Towa lod blikket søge opad, mod den mørke, overskyede himmel. Det så ud til regn. Hvilket ville betyde... torden og... lyn. Hans ansigt så nærmere anspændt ud, over tanken. ”O-og det ser ud til regn, så vi skynder os!” Han lød nærmere kommanderende nu, hvilket overhovede ikke passede til hans vaklende gang, som en 2-åring kunne gøre bedre, men what ever!

Han hævede det ene bryn og så et øjeblik overrasket på drengen foran ham. Han var knækket! Eller, måske ikke, men han havde da fået sin vilje og drengen ville følge med. Et lille smil bredte sig på hans læber og han slap drengens arm. Godt tilfreds med, hvor situationen var drejet hen.
Han begyndte at gå ned af gaden, mens han sørgede for ikke at gå for langt foran drengen. Han var parat til at gribe ham, hvis han faldt.
"Er du måske bange for lidt stormvejr?" Der var en lettere hånlig tone i hans stemme, men den var undertrykt. Han ville ikke have drengen til at forsøge at stikke af igen.
Kroen ville ligge en kilometer eller halvanden væk og han regnede ikke rigtig med at knægten kunne klare den gåtur - om den så var kort eller lang i hans øjne, ville den tage en del energi for ham. Især når han var såret.
"Er du virkelig sikker på, du ikke vil have en hånd?" Han så ned på drengen og pålagde sig en falsk bekymring. Drengen var klogere end han gav udtryk for og han ville sikkert også være sværere at knække fuldstændig. Men de to var vist lige stædige ... Desværre var drengens tanker lige så besværlige at tyde som et hvert andet barns. Han kunne ikke finde frem til de lyster og længsler der stod så tydeligt ved ældre skikkslser.