When a Bird Fall [Join free!]

Flyet var fyldt med en lav summen, børn der legede, forældre der snakkede, nogle sov og andre sad og så film. Det virkede som en ganske normal flyvetur, himlen var blå, klar udsigt og medvind så flyet ville sikkert komme hurtigere frem en planlagt, men flyet kom aldrig frem til den ønsket destination. Først var der ingen tegn på at der var noget galt, flyet fløj og der var ingen meddelelser hverken fra landjorden eller cockpittet. Heller ikke nogle af medarbejderne der var ombord på flyet virkede til at være bekymret for noget, ikke før flyet begyndte at lave nogle underlige lyde, samt pludselig tabte højde. For at holde folk i ro, lød der straks fra cockpittet at det blot var nogle luft huller og man ikke behøvede at tage sig af det, men personalet som var øvet var sikre på at det ikke bare var luft huller, især ikke da flyet aldrig kom op på den rigtige højde.
Ude i cockpittet blev der arbejdet på højtryk på at få flyet under kontrol igen, men det lykkes ikke, og til sidst måtte de meddele igennem højtalerne at de blev nød til at nødlande meget snart. De havde set en mindre lysning længere fremme som de ville bruge til at lande i, men den var selvfølgelig ikke stor nok. De kom fint nok ned i lysningen, men de kom aldrig ned på hjulende før snuden af flyet blev mast op af et solidt træ og dræbte øjeblikkeligt de to piloter. Flyet fortsatte nogle meter længere ind i skoven da hjulende endelig havde fået fat, dog hjalp det ikke på nogle måde. Vingerne blev flået af og selve flyet lignede mest af alt en aflang klump metal da det endelig lå stille.

Roman som havde siddet langt fremme i flyet, næsten lige efter snuden, var sluppet videre let fra landingen da det mest var snuden der var skadet, så var der et stykke, det første stykke af flyet der virkede til at være det stykke der var mindst smadret. Han kunne smage en smugle blod i munden, og et par steder på kroppen blødte han også, men det var ikke galt, det der gjorde mest ondt var nede omkring taljen hvor bæltet fra sædet havde borde sig ind i hans hud. Det tog ham hele fem minutter før han fik spændet op, og kunne vakle ud fra sin plads, hen over liget på to kvinder og en mand som begge stirrede tomt ud i luften. Han valgte omhyggeligt at holde sit blik nede ved jorden så han ikke skulle se på alle de sjæle forladte kroppe. Roman var ikke nogle specielt sart sjæl, især ikke når han jo var varulv, dog gjorde det alligevel et vist indtryk på ham da han kort vendte sig om, og kiggede tilbage igennem kabinen der så helt forkert ud. Han vendte sig hurtigt om igen inden han fik for mange billeder ind i hoved og prøvede flere gange forgæves at åbne døren. Da det ikke lykkes måtte han fortsætte ud i cockpittet hvor der lå to maste mænd. Til Romans held var vinduet smadret, og han kunne liste ud igennem vinduet, dog fik han nogle små rifter med sig, som straks begyndte at bløde. Han bande kort, før han hoppede ned på jorden under ham. Det gav en skærende smerte da han ramte jorden under ham hvilke han ført ikke forstod. Det havde jo ikke gjort ondt da han gik oppe i flyet, men han måtte, som den eneste mulighed han selv kunne se, have forvredet foden da han hoppede ned.

Aubreiane havde siddet lige bag Roman i flyet, hun havde aldrig været helt vild med at flyve, men en gang til eller fra, gjorde vel ikke det store havde hun tænkt. Ja hvor havde hun dog taget grueligt fejl,. Hun vågnede ganske langsomt op, og lå faktisk henover liget af en mand, selvom det kunne virke fristende at spise et par døde personer, lod hun være, og fik øje på varulven der havde siddet foran hende.
Hun betragtede ham gennem gangen, og da han ikke kom tilbage igen, besluttede hun sig for, at han nok havde fundet et sted at komme ud. Langsomt fik hun spændt sig fri af selen, og gned sin mave lidt, såret var allerede væk, men det havde nu været ubehageligt alligevel. Størknet blod sad på hendes trøje og bukser, det lange sorte hår der ellers havde siddet i en løs knold, var nu gledet helt ud, og hang løst ned til hoften.
Aubrei kravlede udover ligene af folk og børn, tøvende så hun rundt, der var ikke mange der havde klaret den, selv huskede hun ikke rigtigt styrtet, hun var nok højst sandsynligt gået i panik, netop fordi hun ikke var videre glad for at flyve. Tøvende gik hun ud i cocpittet, følte sig lykkelig over hun havde valgt flade sko, og ikke høje hæle som hun plejede at gå i. Skubbede kort til en af piloterne, for så at kravle ud gennem den smadrede rude, hoppede så lydløst ned på jorden, og børstede sine hænder af for glas, flyet så ikke for godt ud mere.
Svagt så hun rundt for at se om andere var kommet ud, men det så ikke som sådan ud til det, ikke andre en varulven, det lignede lidt han havde problemer, i hvert fald så han da ud til at have ondt i foden, tøvende gik hun hen mod ham, "Er du okay?" spurgte hun lagsomt, og smilte lidt, for at vise hun ikke havde tænkt sig at gøre ham noget andet end at hjælpe.

Roman kiggede op da han hørte lyden af endnu et væsen komme ud igennem cockpittet, og hoppede ned på jorden ved siden af ham. Han hævede blikket op af den nyanekommende kvinde. Han brugte flere sekunder på at finde ud af hvad kvinden var, det lykkes ham så til sidst, da han så hendes elegance, og skønhed, men hun var jo vampyr, de var jo kun ude om natten! Da han kiggede rundt kom han så frem til at det sjovt nok var nat. Han smilede kort, kunstigt til den inderste knogle. "Ja ..." Svarede han kort for hoved, og vidste ikke lige hvad han skulle gøre med en denne vampyr. Efter hans mening var de nogle irriterende væsner der hele tiden kun tænkte på dem selv, ego centret og blodtørstige.
Nånå, hvad var så bedst, at dø under et flystyrt eller blive tørlagt af en vampyr. tænkte han tørt, mens han kom let støttede sig til sin fod, hvilke fik en smerte bølge til at komme op igennem hans ben. Han lavede en kort grimasse, men sagde ikke yderligere. Han var kommet frem til, i sine tanker, at han havde fortrukket flystyrtet, men nå blev han bare nød til at blive tørlagt, same shit, han kom jo alligevel til at dø. Han flyttede lidt på sig, og kom så til at læne sig op af flyet.
Det overraskede ham på ingen måder at denne vampyr havde overlevet styrtet, de kunne vel overleve så godt som næsten alt, selv hvis man næsten tog deres hjerte ud, hvis det ikke allerede var forsvundet. De var jo så hjerte løse. Han sukkede kort, og kiggede rundt for at se hvor de var endt henne. Der var ikke meget man kunne se i mørket, men skov var han da sikker på, og bag ved dem en lille lysning man lige kunne skimte på grund af månelyset der blev kastet der ned og lyste det hele en smugle op.

//Beklager det korte indlæg//

Aubreiane så længe på ham, det var ret nemt for hende at regne ud, han ikke ligefrem brød sig om vampyre, men kunne hun bebrejde ham? næh egentlig ikke, de fleste vampyre var kolde og ligeglad, men hun havde altid været lidt anderledes.
"Du er kommet til skade med foden.. vil du have hjælpe?" spurgte hun let, de intense øjne hvilede længe på ham, hvorfor prøvede hun også at være venlig, selvom det var en del af hende at være det, havde han jo gjort det tydeligt han hadede hende bare ved synet. "På den anden side.. er du nok helst fri" hun trak kort på skuldrene og gik lidt væk, prøvede at danne sig et overblik over hvor de var, men det gik ikke videre godt.
Hun havde så vidt muligt prøvet på ikke at kligge ned mens de fløj, det gjorde hende altid ret dårlig. Men hun kunne da regne ud de var ca, midt i skoven. Mon der var andre ovelrevende på flyet? hun var ikke støt på nogen, men de kunne jo sagtens bare være gemt under nogle lig. Det var ikke til at sige, i hvert fald ikke som hun stod lige nu.
Hånden gled let gennem det lange sorte hår, og hun smed det om på ryggen, nogle gange generede det hende ret meget at være vampyr, mest når hun fik de der forhadte blikke, alle altid sendte hende, når det først gik op for dem hvad hun var, måske skulle hun også bare blive nær flyet i stedet for at gå videre. Det var ikke til at vide om hun stødte på et mørkt sted inden solen stod op, og flyet kunne da skygge lidt hvis hun var heldig.

Roman stod lidt og undrede sig over at hun spurgte ham om hjælp. Var det ikke tydeligt nok at han ikke kunne lide hende? Åbenbart ikke. Da svaret skulle komme, kom vampyren da heldigvis selv på et fornuftigt svar. Så helt tabt bag en vogn var hun da ikke.
Han humpede hen til et træ, som han satte sig op af, og slappede af i benet, mens han undrede sig over nye ting, hvorfor havde hun egentligt ikke bare kastet sig over ham, så fik hun noget blod, og kunne sikkert bare bruge en af sine vampyr styrker til at komme ud af skoven på, og wolla, så var hun kommet frem, plus hun havde fået noget at spise.
"Tror du der er flere inde i flyet?" Spurgte han så, efter en rum tid hvor han bare havde kigget lige ud i luften. Hans blik var vent mod flyet som om han næsten forventede at der skulle komme en eller anden hoppende ud af flyet, levende eller død. Derefter kiggede han op i luften mens han fyldte sit hoved med om der måske var net dækning, så kunne de måske ringe efter hjælp? Før tanken var færdig inde i hans hoved skubbede han den væk. Nej, selvfølgelig var der det ikke, men han havde sin mobil på sig, så hvis de kom et sted hen kunne de bruge den. Han trak vejret dybt, og lænede sig tilbage mod stammen mens han lyttede til skovens lyde. På en eller anden måde var det dejligt afslappende at høre på, der var ingen biler eller andre tegn på mennesker.
Han forstod ikke rigtig hvorfor hans læber havde formet sig i et minimalt smil i mundvigen, men måske var det fordi han åbenbart fandt det komisk at de befandt sig i en eller anden skov, tæt på et nedstyrtet fly hvor de fleste var døde. Var det derfor han smilede, eller var det bare fordi det hele virkede så absurd? Han vidste ikke om det var nogle af dem, eller noget helt andet, men han var dog sikker på at det var et eller andet ved dette sted, eller vampyr ... eller bare ham selv der var ved at blive lidt små gal.