I freed the bird from its cage.

Hun kunne svagt gøre den bippende lyd af hendes hjerterytme. Eller hun kunne høre lyden fra maskineriet, der holdte øje med, om hendes hjerte stadig slog som det skulle. Og ligeledes med hendes puls. De var begge stabile nu. Havde en hypnotiserende takt. Som kunne lydene lulle hende længere ind i sin søvn. Hun ville ikke vågne. Hun drømte så sødt. Om ingenting. Hendes hoved var tomt. Frit fra mareridt. Hun havde det som om hun fløj. Højt oppe over skyerne. Friheden var utrolig. Og hun ville ikke give slip. Hun frygtede nærmest at åbne sige øjne, da hun langsomt kom tættere og tættere på virkeligheden.

Men som den lille djævel lå og svævede længere væk, var hendes sande krop omgivet af virkeligheden. Hun var sat til så mange forskellige maskiner. Et drop sad i hendes ene hånd. Sendte sukkervand ind i hendes krop som næring, nu hvor hun ikke selv spiste. En slange sad omkring hendes hoved. Sørgede for at hun trak vejret ordentligt. Hendes mund var lettere åben. De tørre læber svagt skilt ad. Tynde ledninger førte ind under den hvide hospitals beklædning. Knyttede sensorerne til maskinerne omkring hende. Hendes arme - der roligt lå over dynen - var dækket i forbindinger fra hendes håndled og op til skuldrene. Rifterne havde ikke ville hele så længe, hun lå i det de havde valgt at kalde koma. En anden forbinding sad omkring hendes hals og nakke. Det lille stykke metal, der før havde siddet og sendt signaler og stød fra sig var væk. Endelig. Og der var ingen chance for at det ville komme igen.
Hendes ansigt virkede blegere end normalt. Men hun så ikke syg ud. Der var kommet farve i hendes kinder igen. Udtrykket var så fredsfyldt. Som lå hun blot og sov tungt. Og fredeligt. Men samtidig virkede hun ikke til at være meget i live, hvis man så på hende på afstand. Hun var vel bare en skal, der blev holdt i live af teknologien. Det var, hvad mange troede. Men hun var stadig der inde i skallen. Klar til at bryde ud. Hun kæmpede imod fristelserne, der lå til hende i drømmeland. Og så - lige pludseligt - blev hun skubbet ud ad fantasien. Som tilhørte hun ikke længere den rolige verden.
Hendes øjenlåg sitrede. Og inden længe blev de slået op. Vidste den blå farve frem til verdenen igen. Hendes syn var åh så sløret. Hun troede et øjeblik, hun var blind. Hun kunne allerede mærke panikken, men heldigvis forsvandt hinden efter et par blink med øjnene. Og hun så klart. Klarere end før. Klart som bar hun briller. Hun så imod loftet. Det hvide rene loft. Lugten af renlighed ramte hurtigt hendes lugtesans. Hvor var hun? Dette var ikke længere de groteske omgivelser. Og der stank ikke af død og forrådnelse. Hvor var hun?


Autumn havde svært ved at tro det. Hun tvivlede på, om hun ville tro på det. Hun så sig igen omkring i stuen. Selvom der var tre andre senge, var hun stadig den eneste. Sengen tættest på vinduet. Udsigt ud fra tredje sal udover Di Morgas natteliv. Hun virkede lidt at have det bedre nu. Men alt var stadig sat til hende. Alle maskinerne og slangerne. Bare for en sikkerheds skyld. Hun havde stadig problemer med at holde maden nede. Dog var det blevet bedre. Og sygeplejerskerne havde endelig fået en hel skål havregrød ned i hende, uden hun kastede det hele op igen. Hun gabte lidt og lænede sig lidt mere tilbage imod den fyldige pude, der holdt hende oppe at sidde. Det hele virkede stadig som alt andet end virkeligheden. Specielt da hun var blevet fortalt historien, havde hun haft svært ved at tro den.
Forsigtigt løftede hun sin ene hånd op imod området bag øret. Det var stadig dækket af forbinding og plaster og hvad ellers. Men hun vidste den var væk. Den generede ikke længere. Hun rakte da sin arm ud for at kunne se den bedre an. Hele hendes krop var øm. Og hun kunne svagt dufte blodet fra de mange sår, der stadig kæmpede for at lukke sig i. Hun havde ikke engang lyst til at vide, hvorfor de ikke gjorde det. Hun sukkede for sig selv. Og rettede sit blik tilbage i den bog, hun hvilede imod sine lår. Hun åbnede siderne lidt mere op og begyndte at glide hen over ordene. Der var ikke meget andet, hun kunne gøre for at få tiden til at gå. Hun havde ikke overskuddet til at høre, hvordan Tv’et virkede. Og hun havde allerede fået nok af nyhederne. Forhåbentlig ville hun være væk fra medierne igen. Og forhåbentlig ville hun kunne gå igen snart. Hun havde allerede opbygget et had til kørestolen, der stod klar ved siden af hendes seng. Det var ikke sådan hun havde forventet sit liv skulle blive til.

”I dunno! I just sell newspapers man!”
Den rødhårede, spinkle fyr på gaden trak modvilligt sin hand til sig, hver gang en hvis mørkhåret musiker forsøgte at lade fingrende omslutte avisen, som var blevet viftet grundigt rundt i luften for blot et dusin sekunder siden, i et desperate forsøg på at få de forbipasserende til, at købe et eksemplar. Dette var det 21 århundrede… Nyheder kunne læses på nettet, eller ses i TV. De fleste der vandrede forbi på Terre’s gågade, ansede derfor ikke just strømmen af ord, der forlod avissælgernes læber. For som navnet indebar, var dette blot endnu en person der forsøgte at ’sælge’ de stædige borgere i byen ting, uden at de selv havde taget initiativ ved fysisk at gå ind i en butik, eller ind på en internetside for at ’handle’. Derek havde vel gjort ligesom så mange andre… Vandret ligegyldigt forbi, og været et sted, dybt inde i sin egen verden, hvor det ville kræve en del at hive ham ud derfra igen. Alligevel var navnet nok. Det ene navn, der gled over den rødhåredes læber: Det engelske navn blandt de franske ord. Autumn… Derek var stoppet op. Frosset i den hektiske verden omkring ham, for blot at skabe en dominoeffekt af individer der måtte manøvrerer sig omkring ham, fordi han ved sin stillestand udgav en menneskelig ’stopklods’. I nogle sekunder, stod han stille: Limet til brostenene under de nykøbte, mørkeblå converse, som endnu ikke havde betrådt de beskidte gader i Logement. Selvfølgelig havde hun krydset hans tanker siden deres sidste møde… De første par uger efter byturen havde mildest talt været præget så meget af hende, at han havde måtte kæmpe for at holde sig i skindet. Og holde sig væk... Han vidste, at hun ville være i fare i hans selskab – det ville sætte dem begge i fare med lægen, hvis han opsøgte hende. Men var hun ikke også i fare, når ikke han var i nærheden? Bekymringen havde fæstnet sig meget i ham. Mere end den plejede, når de var adskilt. For som regel når det gjalt hans erfaringer med Autumn - var intet nyt - godt nyt. Hvad der havde gjort denne adskillelse mere markant, var han ikke selv helt sikker på. Faktummet var, at bekymringen lå som en tyngde i brystkassen... Jo mere han havde forsøgt at glemme hende og tage afstand, desto sværere var det blevet ikke at tænke på hende. Ikke at lade tankerne dvæle ved den måde de var blevet adskilt fra hinanden sidst, og hvordan han fortrød, ikke at være løbet efter hende. Kysset havde været så uendelig blidt, men var alligevel ridset i hans hukommelse som havde hun brændt det fast, eller formet det i marmor. Smerten havde været der, men af en uforklarlig årsag, havde han ikke rigtig følt den, før efter hun havde sluppet hans læber... Det kunne være overraskelsen. For et kys fra Autumn, var det sidste han havde forventet dén aften.
Derek havde fundet sig selv i en voldsom diskussion med den rødhårede avissælger, som var langt mere næsvis end først antaget. Dæmonen vidste selvfølgelig, at hans aggressive adfærd ikke ligefrem havde gjort hans anmodning om at læse avisen, mere appellerende, for den stakkels mand, der stædigt holdt fast i sin avis.
“You don’t wanna piss me off.” Snerrede dæmonen, gennem sammenbidte tænder, men måtte snart konstatere, at kampen allerede var tabt, og han måtte trække i land, før han fulgte sin lyst til at gribe spirvippen ved kraven og true ham, indtil politiet troppede op, og flere nysgerrige ville stoppe op, for at se slagets gang. Derfor kæmpede Derek mod hvér en stædig celle i sin krop, da han fiskede mønter op af baglommen. Alle de pokkers penge... Han havde stadig ikke helt styr på valuta'en, og til sidst - af ren utålmodighed - stak han en lidt for høj seddel i hånden på den unge mand, før han rev avisen til sig, og trådte hen mod nærmeste butik, for at få ro til at se hvad fanden der var på færde. Alle de franske ord.... Han anstrengte sig virkelig... Kun hvert tredje ord syntes at give mening. Derfor fokuserede han på visse keywords; 'Hospital' og 'Udenfor livsfare'. Men han fik ikke ro i sjælen. Tværtimod fangede han sig selv i, nærmest at vakle en smule, og først dér opdagede han hvor hurtigt hans hjerte egentlig slog.

Uadtil lod Derek umiddelbart til at have taget dette faktum ganske let. Han havde smilet høfligt til den unge kvinde i receptionen, men så snart han vendte ryggen til - kom noget olmt frem i hans øjne. Franske idiot... At komme ind på stuen blev et problem: Men alligevel tog han kampen op. Snart fandt han sig selv i en situation, hvor han måtte betragte sygeplejerskerne fra venteværelset, aflæse deres mønster og slå til, når han blot havde et splitsekund at handle i. Og til sidst lykkedes det. Han nåede ind på stuen, lukkede døren hastigt bag sig, og lænede ryggen ind mod denne, før han overhovedet tillod sig at kaste et blik rundt.
"Autumn?" Han så hendes skikkelse i sengen ved vinduet, og i et sekund, måtte verden igen stå stille for dæmonen: "You look.... Terrible..." Det var det bedste han kunne komme med. Hvorfor han nærmede sig med varsomme skridt, vidste han ikke. Blikket gled dog konstant rundt i rummet, som om han var bange for at se lægen i nærheden. Det var tydeligt at han ikke havde kunne aflæse hele historien, og han ville helst ikke ende med at gøre situationen værre end den måske allerede var.

Autumn var blevet så vant til, at sygeplejesker kom ind på stuen med jævne mellemrum for at tjekke op omkring hende. Hun var vant til at en læge ville komme og tage en blodprøve for at være sikker på, hun ikke havde en virus af en eller anden art, siden hun ikke syntes at hele overhoved. Og mest af alt forventede hun ingen besøgende. Hun havde ingen familiemedlemmer. Og hvis hun et sted havde, ville hun ikke tro på, de ville tage tid ud af deres dag. Hun havde gjort det klart for alle andre, at hun ville være alene. Så derfor reagerede hun ikke på at døren blev åbnet. Hun sad blot stille. Som havde hun ikke engang hørt det. Der var ikke engang et lille ryk ud af øjenkrogen fra hendes side. Hun havde længe ikke været så afslappet - og så samtidig så stresset. Hun lignede næsten en der stadig var halvt inde i en trance. Det var næsten deprimerende at stå og se på som tilskuer. Det stod klart i alle blikkene.
Men som havde en vind blæst det hele væk, vågnede hun op. Blot ved lyden af sit navn. Eller ikke selve ordet. Stemmen. Noget klikkede inde i hende. Tændte op for hende igen. Et ganske svagt gisp lød fra hende, hvor efter hun endelig løftede hovedet. Trak blikket væk fra bogens sider og drejede da hovedet. Hun så hen imod døren. Overraskelse spredte sig i hendes kønne ansigt. Hendes øjne blev spærret op. Og hun sad bare og stirrede imod dæmonen der forsigtigt nærmede sig hende.
”Derek..!” Hun havde ikke forventet at se noget til ham. Og da specielt ikke et sted som hospitalet. Hun vidste faktisk ikke, hvorfor hun følte sig så overrasket over. at han var til stede. Hun havde vel forventet, at hun ikke ville se særlig meget til ham, efter den aften på Northman. Ikke at hun havde troet, han ikke ville have noget med hende at gøre men efter godt og vel fire måneder forventede hun ikke, han ville tænke på hende.

Af en eller anden grund fik hans lille bemærkning et smil frem på hendes læber. Samt et kortvarigt sagte grin. Det der var med smilet var ikke tvunget længere. Det virkede mere let. ”Thanks.” Hun tog nu blikket fra ham og så lidt ned af sig selv, hvor efter hun lukkede sin bog i. Lagde den roligt imod sine lår. Hun vidste godt hun ikke ligefrem så alt for godt ud. Håret var uden tvivl uglet. Og pandehåret havde vokset ud af den pæne klipning. Og hun lignede en der lige havde været udsat for en trafikulykke.
Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Eller gøre. Det var ikke ligefrem akavet, at han var der. Overhoved. Kysset fra deres sidste møde havde ikke betydet noget. Og hun vidste, det ikke havde betydet noget for ham heller. Det var nok bare overvældende. Hun var ikke helt alene alligevel. Det var vel, det følelsen fortalte hende.
Hun så atter op og rakte hurtigt ud imod bordet ved siden af sig for at lægge bogen fra sig. Og så så hun tilbage imod den velkendte dæmon. ”Wha…- What are you doing here? It’s not like you to every take a step inside the hospital, mister I-can-take-care-of-myself.” Det var vel et obligatorisk spørgsmål. Selvfølgelig havde hun et håb om, hvorfor han var ankommet. Hun antog også, at han havde sneget sig ind. Normalt ville en sygeplejeske følge besøgende helt til døren. Og lige hører om der manglede noget.
Hun lød en smule hæs. Som havde hun ikke talt længe. Hvilket et sted var sandt. Hun var stadig undernæret og slangen omkring hendes næse, gav en svag klang, som var hun forkølet. Selv hun kunne høre, hvor komisk hun lød. ”You know.. You shouldn’t be here.” Hun var lidt i tvivl om, hvorfor hun sagde det. Hun var underligt nok glad for at se ham. Men samtidig ønskede hun ikke, at han skulle se hende, som hun var. Han så hende altid, når hun var sårbar. Hun ville så gerne lade ham se hendes stærkere sider. Men lige meget hvad, ville der altid være mindst et mærke på hendes krop. Lige nok til at indikere at hun ikke levede et ganske fredeligt liv. Og denne gang var ikke til at komme udenom. ”Visiting hours have past. Not that I get any visits anymore. But I don’t want you to get in trouble for this.”
Ganske roligt lagde hun sine arme omkring sig. Bevægede dem med varsomhed, som gjorde de stadig ondt, hver gang hun rørte de skadede steder. Men alligevel kærtegnede hendes hænder meget forsigtigt overfladen. Dog holdt hun det ikke længe. I stedet satte hun sine hænder ned i den bløde madras under sig. En på hver side. Og så forsøgte hun at trække sig bedre op at sidde. En ømmende grimasse fortrak sig over hendes ansigt. Og hun anstrengte sig mere end, man nok måske ville. Men hvad kunne hun gøre. Hun havde ikke andet end to ubrugelige kropsdele under hofterne.
”I mean… How have you been?”

Selvom han virkelig forsøgte, at dække over bekymringen der herskede i hans indre, var det som om udtrykket i de mørke øjne ikke kunne følge med. Som om netop dé, viste en del af den sårbarhed, han havde forsøgt så inderligt, at forkaste gennem de sidste måneder. For kun få uger siden, havde det været som om kampen endelig havde båret frugt... Som om han endelig kunne glemme Autumn for en stund. Men som med et trylleslag, havde avissælgeren på gaden fået det hele frem igen hos dæmonen, der nu igen følte sig ude et sted hvor han ikke kunne bunde. Alt var gået så stærkt... : Turen til hospitalet, og kampen for at komme ind på stuen. Først nu, hvor han faktisk havde nået sit mål, følte han sig pludselig i vildrede, og i tvivl om hvad fanden han egentlig lavede der. Adrenalinen havde pumpet løs for sekunder siden, og alligevel vidste han ikke hvorfor.

"I didn't come here for me..." Ordene gled roligt ud i luften, og han lod dem svæve i rummet i et par sekunder, mens han forsøgte at finde de rette ord. Svaghed... Det var dét der gik igennem ham nu. Lettelsen var ikke nær så tydelig, som bekymringen, der havde fæstnet sig i øjnene og ikke lod til at ville give slip i den nærmeste fremtid. Måske havde Autumn allerede set det..? Han gik hen mod foden af hospitalssengen, hvori hun lå, og rettede blikket over mod vinduet, som om han desperat forsøgte ikke at bevare en øjenkontakt med hende. Det var smertefuldt at se hende ligge der, og se mindre ud, end hun havde gjort når hun havde krøllet sig sammen i hans seng, eller da hun var kollapset i hans lejlighed, efter at have angrebet lægen. "I mean..." Han forsøgte tydeligvis at rette på sine egne ord, selvom dette nok var mange sekunder for sent. Igen, ledte han efter ordene, men endte blot med at sukke og ryste på hovedet, netop som han lagde hænderne mod rammen på sengen i fodenden, og lod de varme hænder berøre materialet. "I don't know why I'm here, actually." Det var vel sandheden. Han vidste det ikke. For blot få timer siden, havde han været så sikker på sit liv. Sikker på, at karrieren var på vej frem, og at han havde penge nok til at skaffe sig en bedre lejlighed, eller måske endda et køretøj af en art. Nu - var han rådvild. Det var som om han netop havde sat benene i Di Morga for første gang igen, uden nogen at støtte sig til, eller den fjerneste idé om hvad han ville med sit liv. Det var på den anden side velnok også tydeligt, at han ikke var andet end en besøgene på hospitalet... Faktisk så han bedre ud end han længe havde gjort. Sund og rask - endda også nybarberet.

Han lagde øjnene mod hende, selvom det krævede en del at krænge blikket mod hendes skikkelse. Hvad der gjorde det så uendelig svært, var også havnet i kategorien over 'ting som Derek ikke havde den fjerneste idé om'. Men han vidste, at hun havde ret. På mange måder, burde han ikke være der. Alligevel virkede det rigtigt. Måske fordi han havde været der før, når hun havde behøvet ham - eller måske endda fordi han dybt inde, var den der havde behov for hénde.
"Do you really think I care about the rules?" Sagde han dernæst, og bøjede ryggen en smule, mens han stod og støttede sig til rammen på sengen. Henkastet nikkede han over mod døren, og et forsøg på et lidt udfordrende smil, løb flygtigt over hans læber: "What's the worst thing they can do? Kick me out?" Roligt lod han øjnene løbe langs apparaterne omkring Autumn's skikkelse. Han var sjældent i selskab med mennesker, så han var blevet så vant til overnaturlig heling, at alt dette virkede... Abnormalt for ham. Det var et sted for de svage. Og alligevel var Autumn der. En pige som han, med tiden, havde indsét var langt stærkere end han troede. Men hvis hun på den anden side ikke havde været stærkere end de andre patienter her, ville hun aldrig have overlevet lægens behandling så længe. Det var han sikker på.

Smerten var tydelig, da han så hende kæmpe sig op at sidde. Jovist havde dæmonen været slemt kvæstet flere gange i sit liv, men kun i løbet af få timer, kunne hans krop regeneres. Smerten udgjorde kun en ganske kort del af processen. Derfor formede en bekymret rynke sig mellem hans bryn, da han så det ømmende udtryk i Autumns ansigt. Det var noget han aldrig ville kunne sætte sig ind i.
"I've been...-" Han tøvede i et sekund. Han ville nødigt brase ud med hvor godt ting var gået. Hvor meget success han var ved at få, og hvor tilfredstillende hans liv for tiden havde været. Ikke når hun lå sådan her. Ikke når hun ikke havde følt den frihed, som han besad, længe. "Alright." Sluttede han så roligt af,  før han rettede sig let op, og trak en af hjulbeklædte, rygløse stole hen til sig, som sygeplejerskerne nok sad på, når de skulle skrive i patienternes journaler. Han trak videre hen mod siden af sengen, og placerede sig på den. Først dér bemærkede han plasteret bag Autumns øre. Plasteret der dækkede området hvor...-

"Is it gone?" Der var en direkte overraskelse i hans stemme. Dernæst røg det ud af ham: "Autumn, where is he? Is he..-?" Han følte en lyst til at række ud efter sin hånd i ren forhåbning, men måtte dog bare sidde lettere utålmodigt på stolen, og skubbe lidt til gulvet med fødderne, så den drejede et par centimeter til hver side. Det var tydeligt at rastløsheden lå over ham, og at han var spændt på at høre hvad hun havde at sige. Hvis Autumn var fri..- En fornemmelse af retfærdighed syntes at brede sig i hans brystkasse.

Det er næsten helt befriende at høre på hans stemme. Den måde, hvor han blev ved med at virke hårdfør. Hun forestillede sig, at han gjorde det for hendes skyld. Fordi han nok stadig troede, hun havde et bestemt billede af ham, som han ikke ønskede at knuse. Også selvom hun var meget ligeglad. Hun vidste, at der var flere sider til en person. Men hun holdt sin mund lukket. Hun kommenterede det ikke. Hun sad blot som tilskuer. Det var rart. Det var som om stemningen i stuen steg. Bare lidt. Det hele virkede knap så dødt og fredsfyldt før, hvor hun var alene. Og hun havde brugt tiden på at distrahere sig fra ikke at tænke yderligere over situationen, hun nu var havnet i. Men nu var den opgave blevet nemmere. Hun havde nogen der kunne tage tankerne væk.
Et smil voksede igen frem på hendes læber. Og denne gang forblev det mere eller mindre. Hun fulgte ham med øjnene. Lyttede til ham. Hun observerede hans natur. For hende var han så nem at læse, som en åben bog med store bogstaver. Specielt nu var det utrolig nemt. Han var tydeligvis taget på et punkt, hvor han ikke normalt opholdte sig. Og det var behageligt. Igen følte hun bekymringen fra ham. Og lyden af hans små løgne og forsøg på at dække over sandheden var rare. Så hun kunne ikke lade være med at smile. Bare en smule. Hun vidste allerede, hvad det var hun følte, da han havde trådt ind. Hun følte sig heldig. Hun havde ikke engang været nød til at bede eller noget lignende. Hun havde ikke haft brug for at spørge efter ham. Han var kommet af sig selv. Og hun vidste, det ikke bare var et tilfælde. Han var der for hende. Eller det var, hvad hun sagde til sig selv. Håbede. Så derfor følte hun sig heldig. Og samtidig var hun usikker på, hvad hun skulle sige. Svare tilbage.

Autumn kunne mærke hans blik, der søgte lidt om bag hendes hoved. Eller bare en lille smule væk fra hendes øjne. Hun var godt klar over, hvad han så imod. Og per automatik løftede hun sin ene hånd op imod plasteret selv. Som for at minde sig selv om det. Spørgsmålet nåede hende, og hun så kortvarigt lidt væk. Dog blev de blå øjne hurtigt rettet tilbage på Derek.
”It’s gone.” svarede hun så. Kort og godt. Stadig med smilet siddende fremme. Hånden faldt ned igen. Lagde sig sammen med den anden i skødet, hvor hun flettede sine fingre lidt ind i hinanden. Som var hun nervøs. ”They told me it was already deactivated when they finally got it out. But it wasn’t broken, tho the corners had melted a little bit. I wonder how that could have happened.” Hun forsøgte virkelig at holde humøret oppe. Og derfor røg de drilske tone ind over de sidste par ord, mens hun meget direkte så på dæmonen. Hun huskede skam godt episoden, hvor han havde forsøgt at skade chippen.
Pludselig faldt smilet dog fra hendes læber. Og hun blev igen nød til at tage blikket væk fra ham. I stedet så hun imod sine fingre, der stadig var godt i gang med at lege med hinanden. Det var også tydeligt at se, at hun havde været i gang med sin dårlige vane - at bide negle. De var ikke bidt til blods, men de var korte og kanterne var ujævne. Hun trak vejret dybt ned i lungerne et par gange. Hun havde det som om noget meget tungt stadig sad og trykkede imod hendes brystkasse. Men noget andet var blevet fjernet fra hendes skuldre.
”Derek..?” sagde hun sagte for at få hans opmærksomhed. Hun sank tungt, inden hun endelig så op. ”He’s gone.” Som hun sagde det lød hun underlig skrøbelig. Som var hun på grænsen til grød. Hun var lettet. Men det var underligt. Hun havde ikke haft det på den måde i flere år. ”He left. They say that the house where they found me in was completely empty. Nothing. Not even In the basement. Except for me.” Hun fugtede sine læber med tungespidsen. Hendes hals var tør. Og det hæse overlag blev mere og mere tydeligt, jo mere hun talte. ”But I don’t feel the way I thought I would. I’m still scared.” Hun blinkede et par gange hurtigt efter hinanden for at holde tårerne væk. Hun var godt klar over, at han ikke var den bedste omkring gråd. Så hun prøvede at skjule de blanke øjne med et smil. ”I’m not scared of him anymore. I scared ’cause now.. I’ve no idea what I’m supposed to do.”
Da kunne hun ikke holde lidt mere. Hun så væk endnu engang. Hun bøjede sig frem over og skjulte sit ansigt i sine hænder. Ignorerede de små sviende bemærkninger fra armene. ”My wounds won’t heal. And.. I can’t sleep at night. I can barely eat anything without it comes return.” Hun pressede sine hænder imod sine øjne. ”I feel lost.” Et suk løb da over hendes læber, inden hun fjernede hænderne igen og rettede sig op på ny. Stadig uden tårer ned af kinderne.

It's gone... Ordene fik et udtryk til at sprede sig i dæmonens øjne, som virkede uendelig reelt. I et sekund stoppede han rent faktisk med at dreje lidt på den hjulbeklædte stol, for blot at lade blikket hvile mod hende i en tydelig overraskelse. Mundvigerne gled lidt op i hver side, og snart blottede han den øverste tandrække en smule. Som for at understrege dét udtryk der allerede tydeligt havde fæstnet sig i hans ansigt. Han følte sig stadig ganske ukomfortabel i de alt for sterile omgivelser... I rummet der virkede alt for lyst, og rent på en måde der forekom ham kunstigt. Alligevel tillod han sig selv, at være glad på hendes vegne i adskillige sekunder, og lukke hans ubekvemhed ude. Frihed var altid dét han havde prist højest i sit liv, og derfor var han glad for at Autumn kunne få en smag for det. Mærke hvordan det føltes, trods hun nu - i en tid - måtte være bundet til en hospitalsseng. Da djævlen nævnte at chippen var smeltet en smule i siderne, ramte hentydningen Derek på en måde, som trak den ene mundvige lidt højere op end den anden, i et fjoget smil.
"Really..?" Han lød faktisk en anelse benovet selvom han ganske vist ikke havde 'ødelagt' chippen, men blot beskadet genstanden en ganske, lille smule. Dog virkede det som noget af en bedrift for ham, eftersom det havde været hans første reelle forsøg på faktisk at bruge sin evne på sådan en måde. Det var rart for ham, blot i dette omfang, at føle at hans evne strakte sig en anelse længere end først antaget. Måske kunne det gøre ham stærkere... Måske havde han flere aspekter ved sin dæmoniske side end som så.

Så snart han bemærkede hvordan hendes smil langsomt falmede, gjorde hans det også. Det fjogede smil blev erstattet af den selv samme bekymring, der blot havde vist sig i hans ansigt for en snes sekunder siden. Øjenbrynene blev trykket lidt ned, og den sædvanlige, lille rynke dannedes derimellem. Stolen diskede op med små knirk hver gang han skubbede sig lidt frem og tilbage med fødderne.
"He's gone? Well... Autumn - that's...-" Han forsøgte sig med et smil, men det var som om det nemt prellede af i atmosfæren. Det var svært at se hende sådan. Svag, som han havde set hende før. Men denne gang var det anderledes. Den absolutte glæde han ville have forventet, når han forestillede sig Autumn's frigørelse fra det mareridt der nu havde været hendes liv - var ikke den følelse der syntes at dominere rummet. Og Autumn sagde det, så snart dæmonen tænkte det...- Hun følte ikke hvad hun 'burde'. At se hende i denne tilstand, sendte ham på mange måder fluks tilbage i en tilstand, hvor han følte sig rådvild, og ude af stand til at sige noget, der ikke ville være absolut vrøvleord - eller gøre noget, der ikke ville virke umådelig akavet. Det der gjorde det hele værre, var da han så hvordan tårerne havde stadfæstet sig i hendes øjne. Så hvordan hun langsomt krakkellerede foran hans blik, og dernæst begyndte at skjule ansigtet i sine hænder.

"Hey..." Han rykkede sig en smule tættere på sengen, og rakte ud efter hendes ene arm. Dog stoppede hans hånd netop før han rørte hendes hud. Hvorfor - vidste han ikke. Det var næsten som om, noget i ham tvang ham til at lade være, og folde sine hænder sammen, så han ikke forsøgte at røre hende. Men hvad fanden skulle der ske ved det? Han rystede tanken af sig for en stund, og betragtede hendes skikkelse, skjult bag de små hænder.
"You don't have to be scared - do you hear me?" Der var en bestemt tone i stemmen. Dén selvsamme tone han ofte pådrog sig, når han forsøgte at skære sine pointer igennem: "If anyone tries to hurt you, you'll get all 'badass devil' on them, alright?" Der gik nogle sekunder hvor han ikke sagde noget.
"And you've got me." De var venner. Efter al den tid, måtte Autumn vel vide, at i tilspidsede situationer, vár han villig til at hjælpe hende. Selvom han måske ikke altid vidste hvordan fanden han skulle bære det an.

"You're wounds will heal. Promise. If not by supernatural regeneration, then by...- Human stuff..." Måske var der ikke den stærkeste tiltro til den menneskelige lægevidenskab, men han var sikker på, at det nok skulle fungere. I hans øjne var Autumn jo en fighter. Mere end han nok havde været. Selvom han nok ikke havde fået serveret alt på et sølvfad da han var yngre, havde han gennem mange år, haft folk ved sin side, når ting gik ad lort til. Han havde ikke altid kæmpet sig igennem kriserne. Andre havde gjort det for ham... Hevet ham ud af situationer, hvor han selv burde have handlet.
"Maybe it'll take time. But it'll be worth it. You have your freedom. You can do whatever the fuck you like." Han forsøgte at få lidt optimisme frem i sin stemme, selvom forsøget måske var lidt halvhjertet. Det var vel altid svært for ham, at se andre krakellere og udvise dén svaghed der lå i alt for menneskelige følelser. Men denne gang var anderledes. Autumn var begyndt at betyde mere og mere for ham.

Autumn vidste, at hun ikke burde opføre sig sådan. Så ynkelig. Hun havde ingen grund til at skulle være deprimeret længere. Men det at hun var, gjorde blot det hele værre. Hendes egen udstråling påvirkede hende mere og mere. Også selvom hun kæmpede imod det. Hun ville ikke virke svag. Hun var ikke svar. Så hvorfor kunne hun ikke selv se det og vise det lidt mere frem? Specielt nu, havde hun brug for det. Hun burde bare tage en dyb indånding, sætte smilet tilbage på læberne og overbevise alle at hun var okay. Var det ikke sådan det skulle foregå? Måske ville hun kunne overbevise sig selv, at hun var okay nu? Der var ikke noget, hun skulle være bange for. Ikke længere. Hun var fri. Og hun skulle ikke lade triste tårer ødelægge det. Hun skulle havde farverige balloner til at dække løftet. Men ligemeget hvad, syntes hun ikke at være i humøret til at fejre det. Hun troede vel et sted, at det ikke kunne være sandt. At hun var fri. Det føltes ikke helt rigtigt. Ikke før hans stemme endelig brød igennem til hende.

Hun drejede uden tøven hovedet imod ham. Løftede hovedet. Og så forundret på ham. Det var ikke en direkte overraskelse, at han kunne få den slags ord frem. Det var mere, at det var præcis, hvad hun havde håbet på at høre. Ikke kun fra ham. Men bare en eller anden. Det gav en underlig varm følelse i brystkassen, og arbejdet med at få blinket de våde øjne tørre igen gik hurtigere end forventet. Og selvom hun ikke selv var meget for at have ordet ’djævel’ i samme sætning som hende selv, var det som om, dét var, hvad der satte prikken over i’et. Og som fik smilet tilbage på de tørre læber.
”Yeah.. I would just rip out their heart and feed it to their arse..” En latter havde sneget sig ind under hendes stemme. Tydeligvis lavede hun sjov. Hun ville aldrig kunne gøre en flue fortræd. Det var i hvert fald, hvad hun konstant fortalte sig selv. Og det var vel også det indtryk, andre fik af hende. Hun var ikke nogen dræber. Der kunne endda være tvivl, om hun kunne hade nogen. Lige som, at hun ikke ville kunne elske nogen. De to følelser var meget muligt ikke nogen, der var blevet lagt ind i hende under skabelsen. Men på grund af den korte latter, havde en lille glød endelig fundet sig tilbage i hendes kinder. Hun var som en maskine på den måde, hun skiftede frem og tilbage imellem sit humør. Som var det bare at trykke på de rigtige knappe eller vippe den rigtige kontakt, og hun ville ændre sig.
Med det næste, der kom ud af hans mund, måtte hun erkende, at hun ikke have forventet det. Igen tog hun sig selv i at bare stirre på ham. Han havde ret. Hun havde ham. Han var ikke bare forsvundet som de andre. Han var bleven. Og det var først nu, hun rigtig lagde mærke til det. Varmen spredte sig lidt mere. Og smilet så ud til at vokse. Det føltes lidt som om smilet var anderledes. Hun fortrak sine mundviger på en ny måde. Hun pressede sine kinder op ad en anden retning. Og hun kunne mærke poserne under øjnene blive fremhævet. Hun havde nær glemt, sidste gang hun havde smilet på den måde. Det havde været flere år siden. Al skuespil var blevet flået fra det. Alt der virkede falsk. Og inden længe blev hendes øverste tandrække vist lidt frem. ”Mmh.. I’ve got you.. Thanks.” mumlede hun med en blid stemme.

Med ét blev døren så åbnet ind til værelset, og Autumn så hurtigt der hen, da en sygeplejeske trådte ind med en mappe i sin hænder. Hun stoppede relativt hurtigt op og stirrede frem og tilbage imellem Derek og patienten i sengen, før hun fik skilt sine læber ad. ”Hvad laver du her? Ingen besøgende, hvis ikke det er fa-…” Hurtigt greb den lille djævletøs ind. Hun forsøgte at dreje sig i sengen og holdt en hånd oppe for at stoppe hende. ”Han er familie. Jeg beder dig. Lad ham blive.” Autumn så bedende imod sygeplejeske. Hun sørgede for at se ekstra sårbar ud, og hendes stemme var da blevet sukkerglaseret. Bare en smule. Og det hele så ud til at virke. Sygeplejersken startede først ud med at tage et skridt tilbage og så nu mere forundret ud. Og så forstående, da hun fik sat to og to sammen. Sådan var det altid med de unge kvinder på hospitalet. De var lidt nemmere at få overtalt. Og inden længe smilede hun blot undskyldende. ”Jeg forstår. Jeg vil lade være med at forstyrre.” Og så var hun væk. Ude af døren igen.
”We can’t have you kicked out just yet..” Autumn vendte så ellers tilbage til dæmonen, hvor efter hun gik i gang med at sætte sig lidt bedre igen. Det var stadig ikke nemt. Kræfterne i hendes arme, var ikke helt, hvad de plejede, at være. Men det lykkedes hende mere eller mindre. Så sendte hun begge hænder igennem det mørke hår. Rustede lidt i det og lod det falde omkring hendes ansigt igen.
”You know.. As soon as I’m out of here..” Hun klappede lidt på madrassen. ”..I’m gonna board the first train to England. I need to get out of Di Morga. Just for a short while. I dropped out of school. So I have a lot of time on my hands now. I’m not really suited to become a doctor at this point. Too unstable.” And with a handicap. Hun krøllede dynens låse betræk rundt imellem hendes finger, som var de urolige. ”I’m sure you’d be able to take care of yourself without me around all the time, tho. Just look at you now.” Hun så endelig direkte på ham. ”Looks like everything worked out in the end, huh?” Den typiske drilske tone var nu at høre i hendes stemme. Og der sad det lille drilske krøl i den ene af hendes mundviger. Hun tillod sig så at løfte sin ene hånd. Hun lænede sig lidt mere hen imod ham. Bare så hun kunne nå hans ansigt, hvor hun kort strøg hen over hans hage. ”But I must admit that I already miss those stubbles of yours.”

Derek havde nær hoppet op af stolen, da han hørte døren åbne sig bag dem. Han registrerede ikke mere end tredive procent af hvad sygeplejersken sagde, men til hans held – da han var i færd med at åbne munden for at komme med en lam forklaring – trådte Autumn til. Efter en kort stund var de igen alene. Han rettede de mørke øjne mod hendes skikkelse og sendte hende et smil. Et smil der på mange måder viste, at han var uendelig glad for, at få mere tid. Mere tid til, at overbevise hende om, at alt nok skulle være okay fra nu af. At de kunne ses når som helst, uden at frygte for hinandens sikkerhed. Smilet falmede dog snart… I en stund – latterligt som det var – havde Derek forestillet sig hvordan alt nu skulle ændre sig. Hvordan Autumns frihed, kunne give dem mulighed for, at tilbringe mere tid sammen, og hvordan han kunne hjælpe hende med at komme på benene igen, og rent faktisk leve.
“You’re leaving..?” Der var noget næsten naivt i hans stemme, men så snart ordene var gledet, tvivlsomt over hans læber, ramte blikket gulvet, og fødderne der stadig uroligt var plantet derpå. Han rystede på hovedet over sin egen tåbelighed. “Of course you are.” Stemmen var næsten ikke meget mere end en mumlen, og derfor rømmede han sig, før han igen så på hende. Han forsøgte sig med et let smil; Det var en anelse halvhjertet, trods han ikke ønskede, at Autumn skulle tro, at han ikke var glad på hendes vegne. For det var han. Virkelig. Men Derek var stadig selvisk. Et eller andet sted, følte han at han havde brug for at hun var der. Brug for at han kunne være der for hende, og hun kunne være der for ham, når ting gik skævt. Men han huskede sig selv på, at han mere end noget andet ønskede, at de ikke bare skulle være hinandens ’caretaker’. At dele de gode momenter med hinanden, var en tanke der havde appelleret til ham i noget tid, men han vidste at det ikke kunne være sådan. For intet holdt Autumn fra at tage af sted. Rejse fra Di Morga for altid, trods hun fik det til at lyde som om hun ville komme tilbage. Han troede ikke det mindste på det. Så snart hun havde forladt stedet, ville hun ikke vende om.
Der var noget lidt sørgmodigt over det udtryk der gled over hans ansigt, trods den drilske tone i Autumns stemme syntes at få mundvigerne til at hæve sig en lille smule. Han nikkede roligt, og lod igen blikket vandre ned til sine fødder, der stadig var lidt uroligt plantet mod gulvet, og udnyttede de små hjul på stolen, hvilket fik ham til at dreje lidt rastløst frem og tilbage, som et lille barn til en forældresamtale.
“Yeah… Everything has  certainly worked out for the both of us.” Mumlede han sammenstykkende. Så snart han mærkede hendes fingre mod sin hage, stoppede han med at bevæge sig, og tvang sig selv til at kigge på den skrøbelige skabning foran sig. “You’re never coming back, are you?” Sagde han dernæst, som om han ikke kunne holde spørgsmålet tilbage længere. Dernæst sukkede han over sig selv; det var tåbeligt. Han lød… Åndssvag.  “Fucking hell…” Mumlede han dernæst, tog roligt fat om Autumns hand, og rystede på hovedet. “I’m happy for you. I just want you to know that.” Der var noget fast og bestemt i han stemme. Han holdt hendes hånd i sin. Hånden der virkede så lille i hans og så kold i forhold til hans varme.
“You’ve really done a heck of a lot for me.” Det var svært for ham, at fastholde blikket mod hende. Det virkede ufattelig appellerende, bare at løbe mod døren. Men hvis han aldrig skulle se hende igen, var det måske ligegyldigt om han virkede svag eller ej. Autumn kendte ham bedre end nogen anden i denne by: Og nu mistede han hende. Han slap hendes hånd, og bukkede endelig under for fristelsen til at se væk. Derfor gled hans blik hen mod vinduet.
“If we’ll never…- Or if  something changes… I just want to say thanks.” Stemmen var ikke stærk. Det var som om han forsøgte at dæmpe den markant, fordi det var svært nok bare at få ordene til at glide over læberne. Dette var ikke bandeord eller drillende kommentarer. Det var reelt… Og derfor gjorde det hele situation tusinde gange mere anstrengt for ham. Han vidste at hvis de overhovedet ville ses igen, kunne han umuligt være sikker på hvilken tilstand han ville være i og hvordan livet havde udartet sig. Meget havde trods alt ændret sig på blot et år...
“Thanks for puttin’ up with me.”

Det præcis samme øjeblik, ordene forlod hans mund, faldt smilet fra hendes læber. Men der hang ikke nogen negativ atmosfære over hende. I stedet var det som om hun var frosset fast. Hun stirrede direkte imod Derek. Tog ikke blikket væk et eneste øjeblik. Hendes ansigt havde foldet sig i ren og skær overraskelse. Og hun fremhævede det hele ved at blinke forundret et par gange. Hendes egen mund var svagt åben, som var hun parat til at sige noget. Men hun var blevet paf.
Autumn havde ikke forventet den form for opførsel fra ham. Overhoved. Han plejede altid at være lukket og egocentreret. Eller dette gjorde ham det vel et sted. Men hun kunne ikke lade være med at føle, at spørgsmålet indebar mere end, at han havde brug for hende omkring sig. Det var som om han gerne ville have hende omkring sig. Og hun var overrasket over, at han kunne tro, hun ikke ville komme tilbage. Hun havde tænkt over at tage væk for altid. Di Morga var trods alt ikke et sted for en som hende, men hun havde vænnet sig til stedet. Så nu lød det absurd, at hun ville blive væk.
Dog var det meget muligt hans hånd, der tog om hende, der overraskede hende mest. Hun havde skam følt hans varme førhen. Det var ikke nyt. Men deres hænder havde aldrig rigtig mødtes. Ikke på den her måde. Hans hånd var ikke brændende varm. Eller svedig. Det var mere som om hendes egne hænder frøs, og hans varmede dem op. En behagelig følelse. Men også underligt. Det lå ikke til det indtryk, hun normalt havde af ham. Dog lod hun ham. Hun protesterede ikke. Det var rart.

Lidt efter lidt kom smilet så ellers tilbage på hendes læber, som hun begyndte at forstå situationen lidt mere. Igen kom den varme fornemmelse frem i hendes brystkasse, og hun syntes at løfte stemningen lidt. Hun betragtede ham med et blidt blik, som han selv så ud af vinduet og gadelyset oplyste hans ansigt en smule. Han havde fået lidt mere farve, kunne hun se.
”Mr. Holland. Look at me.” Ganske roligt løftede hun igen sin nærmeste hånd op til hans hage og løftede den op. Eller rettere hun førte hans hoved. Forhåbentlig ville han se på hende. Hun kunne ikke lide, den måde han nærmest gjorde alt for at undgå at se på hende. ”I might be leaving Di Morga. But I’m not leaving you. Me travelling to another country does not mean that our patch will end.” Forklarede hun med en sikker stemme. Og stadig med det voksende smil fremme. Hun behøvede ikke at kæmpe for at holde humøret oppe i dette tidsrum. Det var tydeligt. Selvsikkerhed lå tydeligt i hendes udstråling. ”And besides… I am coming back.” Hun fjernede igen sin hånd fra hans hage, og lod ham se væk, hvis han ville. ”England is not my home anymore. I’ve got nothing there. Yes, I wanted to go away from here. And I know I made it clear how badly I wanted to leave. But that was just ‘cause I couldn’t. And ‘cause of Blake. ‘Cause I was scared of this place.” Hun lagde hovedet en smule på skrå og tog stadig ikke de blå øjne fra ham. Han virkede mere klar. Som var hendes syn blevet forbedret. Bare en smule. ”I’m not leaving permantly. So please don’t say goodbye to me for good. I’m kinda disappointed in you for thinking that way, you dimwit. You are the only person right now that actually make me feel safe.” Hendes talestrøm var nok lidt forvirrende, som hun sprang frem og tilbage. Men hun tøvede ikke ved et eneste ord. Hun mente dem.
”Aaaand..” Hun strakte så ellers begge sine arme højt op over hovedet og strakte ryggen en smule. Sengene i hospitalet var ikke af de bedste materialer. Hun savnede sin egen seng hjemme i lejligheden, som hun nok alligevel ikke ejede længere. ”You owe be hell of a lot of things. Like that autograf on my wall, a new umbrella..” For hver ting løftede hun en finger på sin ene hånd. Og hun så tænkende imod loftet, før hun atter så tilbage på Derek med det muntre smil. ”And wasn’t it you how wanted to find me a man? Plus you owe me a hug. I’ll come back for it. Promise.” Hun lo svagt et kort øjeblik. Det var vel klart, at hun forsøgte at få ham til at få det bedre. Og få ham til at tro hende. ”If you think I’m taking too long to get back, you better come after me, alright?”

Hun drejede så hovedet en smule og så selv ud af vinduet. Lige nok til at føle sig indelukket. ”Hey.. I need some fresh air.” startede hun ud, hvor efter hun så tilbage på dæmonen med et blik blandet med både bedende og beordrende muntre øjne. ”The clean small in here is different when being a patient and not a nurse. Would you care to help me into the wheelchair and maybe escort me outside? Just for a moment. Please” Hun kastede kort hovedet I retning af kørestolen ved siden af sengen, men hun holdt hundeøjnene imod Derek. Gjorde sig ekstra nuttet, som når et lille barn ville have sin vilje.

Lydigt, vendte han de mørke øjne mod hende. Meget havde ændret sig. Hvis en hvilken som helst anden havde forsøgt at fange hans opmærksomhed på en sådan måde, ville han ikke have ladet sit blik hvile mod dem i ét sekund. Alt var anderledes med Autumn. Skræmmende, men på mange måder også rart. Det gjorde ondt på ham, at han skulle føle sig så menneskelig. Det var ikke kun dét være stoffri: Det føltes tværtimod som noget... mere. Som om han virkelig havde fået en nyfølt empati, trods han måtte indrømme, at ikke mange end Autumn havde oplevet dén side af ham. Han ønskede ikke at andre skulle se det. I sidste ende ønskede han vel heller ikke at Autumn skulle. Men det var vel befriende ikke at blive set som et monster i hendes øjne, når det var den side, så mange andre så. Dog måtte han en gang imellem overveje om det ville være nemmere på den måde ; Hvis Autumn vendte tilbage til at frygte ham. Men hvad var pointen med det nu? Selvom der var en vis sikkerhed i Autumns ord, var Derek stadig ikke overbevist om, at hun virkelig ville holde løfterne. Derfor, ønskede han, at hun skulle se ham i et godt lys, før hun forsvandt ; blot hvis der var den mindste chance for at dette ville være den sidste gang de nogensinde så hinanden. Eller at de ville være som fremmede, næste gang de mødtes.

"If it was up to me, I wouldn't even let you leave." Sagde han, mens øjnene var fæstnet mod hende. Der var en betydelig alvor i hans stemme, selvom Autumn både lo og smilede. Nej, han troede ikke på hende. Troede ikke på, at hun ville komme tilbage. I hvert fald ikke for hans skyld.
Snart trak han let på skulderne, og foldede utålmodigt sine hænder; "But I get it... I do." Det var som om han forsøgte at forsikre hende for, at det var okay hvis hun ikke kom tilbage. Okay, hvis hun fandt et sted, langt fra Di Morga, hvor hun kunne slippe væk og leve sit liv. Han ønskede det vel for hende, selvom han hellere end gerne ville være egostisk nok til at holde hende tilbage: "I left America to escape from it all. To find my path." Fortalte han roligt, men sank så en klump i halsen; "I just want to make sure, that..." Han tøvede en smule; "If you ever do decide to come back then..- I might have changed. I've done so before, and you saw that first hand." Udtrykket i de mørke øjne var bestemt og alvorligt, ligesom tonen i den lidt hæse stemme, der nærmest mumlede ordene, da dette var den eneste måde hvorpå de kunne komme ud: "I'm still tryin' to figure out who I am. So you might not come back to see the Derek that you think you know." Det var vel en form for advarsel. Noget i ham blev ved med, at forsøge at skubbe hende væk, ikke bare fra ham, men fra Di Morga.

Han rømmede sig, og fulgte hendes blik mod vinduet, før han igen så på hende og blev mødt med store, bedende blå øjne. I et sekund lod han ikke rigtig til at forstå hvad hun sagde til ham. Han havde vel formodet, at hun i det mindste var stærk nok til at stå på fødderne; men endnu en gang måtte han minde sig selv om, at hun lige nu var svag. At hun var skrøbelig og indlagt på et hospital, og var nødsaget til at lade andre tage sig af hende. Snart ville hun vel genvinde sin styrke og gå ud når det passede hende. Og selvom dette gjorde ham død-unkomfortabel, sank han blot endnu en klump i halsen og nikkede lidt afmålt.
"Oh, yeah... Sure." Han rejste sig op og trådte hen mod kørestolen. Han havde knapt nok bemærket den da han trådte ind i rummet, for bare maskiner og andre remedier der fyldte rummet. Lidt tøvende tog han fat i stolen og fik den bikset helt hen ved siden af sengen: "Here you go Miss." Han forsøgte at lyde ærkebritisk, men accenten var så falsk som den nok kunne være. Derfor smilede han en smule fjoget og nikkede blot mod stolen:  "Take a seat." Han antog at hun i det mindste ville kunne komme ned i den af sig selv. At hun ville kunne tage få skridt og slå røven i sædet. Derfor stod han blot afventende og så på hende.

Autumn var ikke sikker på, hvordan hun egentlig skulle føle. Han var så alvorlig lige pludselig. Det var ikke som at snakke med en ven. Det var mere som om, han pressede hende til at tage en svær beslutning. Pressede hende mere og mere. Og det blev langt fra nemmere. Det var en smule ubehageligt, men hun kommenterede ikke på det. Dog var smilet igen forsvundet. Det hele virkede underligt. Han plejede ikke at være sådan. Var han bange? Var dét det der var galt? Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Eller gøre for den sags skyld. Han hørte ikke på hende. Han troede ikke på, hvad hun sagde. Det lå tydeligt i hans stemme og i de ord han sagde. Den rødlige glød i hendes kinder var falmet en smule. Og selvom hendes ansigtsudtryk stadig havde den overraskede udstråling, var den på en måde mere trist. Som havde der lagt skygger hen over på ingen tid.
Hun sank besværet og forsøgte at sige noget. Men gang på gang blev endes stemmebånd blokeret det øjeblik hun åbnede munden. Hun kunne mærke en svag omring kuldegysninger snige sig ned af hendes ryg fra hendes nakke. Hun kunne fornemme en trykken omkring hendes næse. Indikerede starten på vandforsyninger til øjnene. Men hun fik det stoppet. Hun havde ingen grund til at begynde og græde. Det var ingenting. Ikke noget hun burde spilde sine tårer på i hvert fald. Det var sådan en lille ting. Og alligevel så den ud til at påvirke hende så nemt som at knipse.

Ordene rungede videre i hendes hoved, da han begyndte at fumle med kørestolen. Samtidig satte hun i gang med sugekopperne der sat rundt omkring på hendes krop. Kravebenene, maven og inderlårene. Der skete heldigvis ikke noget, ved at hun fjernede dem. Hun havde været udenfor stuen før. Hun skulle nok bare have en sygeplejeske til at påføre dem igen, når hun kom ind. Hendes blik var rettet ned ad. Hun så ikke imod Derek. Og hun sagde ikke et ord. Stemningen var blevet tung.
Hun svang dynen af sine ben. De lignede sig selv. Ingen tegn på at være ude af drift. Det var lidt sørgeligt. Og det hjælp bestemt ikke på hendes humør. Hun hadede sig selv for at have ladet det ske. Selv ikke det fejlagtige forsøg på en britiske accent fra dæmonen syntes at få hende til at lyse op som før. Hun forsøgte, og hun fik mundvigene vendt en smule op ad. Men da hun rettede øjnene mod ham, var det ikke helt munterhed, der var at finde over hende. Hun så næsten helt undskyldende ud, som hun tvang et smil frem.
”I-… I’m sorry to be bother. But I can’t walk. For some reason my legs won’t work.” Hendes stemme var lav, og efter hun var færdig så hun væk. Hun var allerede i gang med at gribe om dynen, som havde hun fortrudt at ville udenfor. Hun skammede sig vel lidt. Hun ville ikke have været den, der fortalte ham det. Han plejede vel at se hende hoppe rundt og tæer. Hun ville et sted heller ikke indse at hun havde været nød til at betale en pris for sin frihed. ”You don’t… have to help me outside. I know it’s bothersome.” Hun pustede roligt ud, og da hun drejede blikket tilbage på ham, havde hun formået at smile igen. Skråbeligt, men det var der.

”By the way..” Det falske smil forsvandt dog kort tid efter og efter lod hendes mere alvorlige udtryk, som hun endelig fik sat sin tunge på gled. ”You know.. You confuse me. It’s like you don’t want me to leave. But then again it’s like you don’t want me to ever come back. I’m not sure why but it makes me feel… sad. Even toughe I understand.” Hun lod sig selv synke længere ned imod ryglænet af puder. Så lidt ned mod sine fødder, hun stadig ikke kunne bevæge. ”Please don’t give me the hope of a continuation of our friendship if you just plan to push me away like I’m nothing.” Hun sukkede sagte og lukkede øjnene I et øjeblik for at samle sig selv lidt mere. ”I don’t wanna be nothing to you. If you change I still want you to remember my name.” Hun havde ikke planer om at være væk længe. En uge. To maks. Men Derek fik det hele til at lyde som om hun alligevel ikke ville have noget at komme tilbage til. Det var som om, at nu hvor hun var fri, havde hun intet at støtte sig op til. Også selvom han var her nu, var det mere som et farvel fra hans side. Og det gjorde ondt. Men hun ville ikke indrømme det. Hun var svag nok i forvejen.
”So… Do you really not want me to leave? Or is it just something you say to make me feel better? Be honest.”

”I wanna help” Lød det fra dæmonen, som rystede lidt på hovedet over ideen om at Autumn skulle være til besvær. På en måde havde han vel lyst til at hjælpe hende; Selv på den mindste måde, som nok alligevel ikke ville gøre meget for hendes helingsproces. Det fik ham til at føle sig stærk, og som om hun behøvede ham. Alligevel vidste han, at han kun havde været der for hende i brøkdelen af de stunder, hvor hun nok virkelig kunne have brugt hans hjælp. Han fortrød stadig, at han ikke var løbet efter hende ved deres sidste møde. At han ikke havde gjort den mindste smule for at hjælpe hende, og få hende i sikkerhed, efter hvad hun havde gjort mod sin ’fangevogter’, og hvad hun muligvis havde i vente. Hvis blot hun vidste hvad han havde gjort gennem den seneste tid. Hvordan han havde levet. Måske var det virkelig for det bedste, at hun forsvandt. For netop nu – som han stod og så på hende, med noget blidt i de mørke øjne – følte han, at den stærke facade smuldrede for hans fødder: Dén facade han havde bygget op omkring sig, for at forhindre sig selv i, at bevæge sig i et virvar af forvirrede og ’skrøbelige’ følelser. Det havde været hans måde at glemme hende på for en stund; og blot ved lyden af hendes navn på gaden, havde sendt ham tilbage hvor han startede. Han var svag i hendes selskab.
"It's... Okay. I'm sure you'll walk again in no time." Smilet han sendte hende, var en anelse tøvende. For et-eller-andet sted overbeviste han vel sig selv om, at selvom Autumn begyndte at gå igen, ville han sandsynligvis ikke være der til at se det. Det var som om han var fast besluttet på, at hvis ikke dette var deres sidste møde – burde det være det. For både hendes, og hans egen skyld.

Han var netop trådt hen ved siden af kørestolen, mod sengen, for at hjælpe hende op derfra, da hendes ord brød den kortvarige stilhed. Han rettede sig lidt op, og missede med øjnene som om solen havde irriteret dem. Opmærksomt lyttede han til hvert et ord, der gled over hendes læber. Der gik dog ikke lang tid, før han løsrev øjnene fra hende, og lod dem vendes mod vinduet endnu en gang. Et dilemma bølgede sig gennem ham. Faktisk lod de færreste tanker til at stadfæste sig i hans hjerne, før de blev erstattet med nogle nye og mere absurde. Skulle han forsøge at skubbe hende væk? Få hende til at tro, at han ikke ønskede at have hende i sit liv? Endnu en gang måtte han føle sig rådvild og ubekvem i rummet. Det var tydeligt at se, at fødderne også var lidt rastløse mod det glatpolerede gulv.
"Honest...?" Mumlede han og fnøs. Et lidt sarkastisk smil, blottede den øverste tandrække i et par sekunder, før han blot lod stilheden dominere i nogle sekunder. Snart krængede han blikket ned mod hende. Der var en form for smerte i hans øjne, som han sjældent lod vise sig. "I don't even know anything anymore." Ordene var dæmpede, og snart rystede han lidt frustreret på hovedet. Han var splittet. Splittet mellem hvad det gode valg var, og hvad der var det dårlige. Han havde aldrig været god til at skelne mellem de to, men havde efter at have levet i over ni årtier, havde konklusionen næsten altid i hans tilfælde været, at den egoistiske beslutning, oftest endte i de værste konsekvenser.
"I want you to stay, because I'm selfish." Sagde han; "But I also want you to leave because I care about you..." Han vidste, at dét at hun tog væk, på sin vis også var en selvisk overvejelse. Han havde jo et behov for at være stærk, og i situationer som denne, forsvandt styrken.
Han satte sig ned på sengekanten, ved siden af hendes skikkelse. Som om han i en stund, ikke kunne udholde at stå og se ned på hende, mens han talte. I en stund havde han glemt alt om at tage hende udenfor, og væk fra dette rum. Han var vel sikker på, at hvis ikke han sagde det han havde brug for nu – ville han ikke få det sagt. Rummet var isoleret. Adskilt fra verden udenfor. Og måske var det i virkeligheden de than havde brug for.
"Just being around you now makes me feel like I really have changed." Fortsatte han roligt: "But you also make feel weak... And at some point it'll be too much. I can't let you affect me like that. It'll ruin me." For hvert ord, blev tonen mere bestemt, men smerten i øjnene også langt mere markant. Han forsøgte at skubbe hende væk. For han var allerede blevet en del af Di Morga. Slugt af den forfærdelige natur som stedet besad, og det gjalt bare om for Autumn, at slippe væk, før han trak hende med sig - eller værre endnu; før han ikke længere tillod hende, at stå i vejen for ham.
”But don’t think I’ll ever forget you. I just want you to be… Safe.” Den mere rolige, blide tone kom igen frem i hans stemme: "And… I'm not a good guy. I'm not a hero. And I'm definitely not 'safe'." Han brugte med vilje det samme tillægsord hun havde brugt om ham før. Hun burde ikke føle sig sikker i hans selskab. Specielt ikke nu.

”I never really needed a hero.” Hun var godt klar over, hvor det hele ville føre hen til. Og hun forsøgte virkelig at stoppe det. Bremse det op. Og måske endda sende det den modsatte vej. Men hun vidste, at det ikke var så nemt igen. Hun havde svært ved at få ordene ud, som hun gerne ville sige. De ord der skulle overbevise ham om at blive. Han kunne da ikke bare gå sin vej. Hun følte sig selvisk. Hun ville ikke have, at han gik. Han var i øjeblikket den eneste, der overhoved turde nærme sig hende. Hun tvivlede på, at nogen anden ville sætte deres fødder ind på stuen for at besøge hende. Alle hendes bekendtskaber var blevet skræmt væk. Og alligevel sad Derek der på sengekanten. Var der for hende. Også selvom det meget muligt blot var får at se det alt sammen ud, inden han ville sige farvel. Hun ville ikke være alene.
Hun tog en dyb indånding og lukkede sine øjne i et kort sekund. Hun fik samlet sig lidt og skjult de negative følelser dybt i maven. Hun beroligede sig selv. Og hendes skuldre faldt markant, da hun pustede ud igennem munden. Hun åbnede øjnene igen og rettede dem atter mod dæmonen. Det var tydeligt, at hun prøvede at være stærk. Hun var vel stadig bange for at virke alt for svag og bange. Hendes mundviger løftede sig en smule, og hun tog lidt tid til at betragte ham. ”But I hear what you’re saying. I would just drag you even further down.” sagde hun med en svag og blid stemme. Hun havde lyst til at råbe ad ham. Vise den vrede, der langsomt boblede op i hende. Men det ville aldrig ende godt. Og hun ønskede ikke at skilles med ham på et dårligt plan. ”We are ice and fire. We aren’t meant to stick together.” Smilet blev hårdere for hende at fastholde. Og hun kunne allerede se den våde linje i bunden af hendes øjne. Hun ignorerede den så godt hun kunne ved ikke at blinke og lade tårerne trille ned ad kinderne, selvom hun lidt efter blev nød til at blinke. Netop for at få fjernet dem helt. Og hun knugede dynens betræk i sine hænder. Og hun fjernede også sit blik fra ham. Så ned i sit skød i stedet.
”I’m sorry. I know how you hate it when people cry. So please don’t look” Hun bed sine tænder sammen og klemte sine øjne sammen et øjeblik. ”I should smile. There’s nothing to cry over…” mumlede hun ganske sagte. Mest rettet mod sig selv. Hun var fri. Hun burde være glad. Derek var der. Hun burde smile og le. ”I don’t want you to leave. I don’t want to be alone.” Hun snøftede en smule og tørrede hurtigt en enkel tåre væk fra sin kind. ”I wanted to get to know you better. I wanted to spend my free time with you without worrying about the safety of both yours and my own life. I wanted you to help me paint my room..” En svag latter lå pludselig over hendes snøftende stemme hen over den sidste sætning. ”I wanted you to smile some more. Laugh some more.” Hun slap ny dynebetrækket helt for at bruge begge hænder til tørre sine øjne. ”I wanted to force you to watch zobie movies with me. And get you that bloody christmas gift.” Latteren lå stadig. Blandet godt ind i gråden, som hun desperat prøvede at få kæmpet sig hen over. ”Oh god! Stop me! I’m blabbering! I don’t even know what I’m saying. I must have hit my head pretty badly..”
Nu var det lidt som om garden var forsvundet fra hendes stemme og der kun lå den varme latter tilbage. Tårerne var stoppet, men hu stoppede ikke med at gnide sine øjne indtil de var så tørre som overhoved muligt. Hendes kinder var blusset op, og hendes næse havde fået en svag rød farve. Da hun vendte de blå øjne mod Derek igen, var de stadig en smule blanke men det var ikke faretruende. Ingen tegn på gråd. ”I’m sorry. I was selfish for a moment there.” Hendes hænder rystede stadig en smule, men I det mindste havde hun fundet det lille smil frem igen. ”I still don’t understand why I make you weak but I’m truly sorry for that. You don’t have to explain yourself. I get the feeling I don’t wish to know. And at the same time I acutally really do want to know.” Hun fik rykket en smule tættere på ham, hvor efter hun lagde en hand oven på hans hoved. Så godt hun nu kunne. Hvis ikke det var for at berolige ham, var det for at berolige sig selv. ”You have changed. But only ’cause you hid some of what you are. That’s what I think, at least.”

Der var noget tomt i hans blik, da han flyttede dette ned mod sine hænder, der intuitivt havde foldet sig sammen, så de ikke rastløst ville tromme på madrassen, eller mod de mørke jeans. Gentagende gange, i sit ikke-så-stille-sind, spurgte han sig selv, hvorfor fanden han ikke bare forlod rummet nu, frem for at sende sig selv, - og Autumn for den sags skyld - igennem dette helvede af forvirring. Han var vel ikke selv afklaret, og han tvivlede på, han ville være det, når han engang måtte forlade hospitalet. Alligevel, ønskede han at blive hos hende for en tid. Blive og indånde den sterile luft i rummet, og lade sig selv tale fra hjertet. Det kunne han ikke derude. Det kunne han jo knapt nok her, uden at tøve og snuble over ordene. Der var vel meget han ikke kunne sige højt. Meget han håbede, at Autumn ville forstå; som hun havde forstået så meget andet ved ham.
"I didn't mean that..-" Han stoppede sig selv, før han skulle til at forsvare sine ord. Før Autumn ville tro, at han virkelig mente, at hun kun trak ham ned. På visse punkter var det vel sandheden; Men hendes indflydelse gjorde også gode ting for ham. Ting der, i hvert fald, i de mere moralske individers øjne syntes at være gode. Derek kunne takke hende for en del, men alligevel var der en markant side af ham, der vidste, at den facade han havde brugt så lang tid på at bygge op, roligt blev fjernet sten for sten, når Autumn var i nærheden. Hun kunne se det gode, i det grusomme. Derek var derimod en voldsom skeptiker, der siden sin ungdom havde bildt sig selv ind, at alle var bedst stillet, hvis de var på egne fødder, og ikke skulle læne sig det mindste op ad andre.

Netop da han flyttede blikket, lidt tøvende mod hende, bemærkede han tårerne. Allerede før, hun bad ham om ikke at kigge, havde han drejet ansigtet hen mod den hvide, lukkede hospitalsdør. Som om det var en refleks, dybt inkarneret i ham. Han sank en klump i halsen, ved hendes ord. I don't wanna be alone... De mørke øjne ramte gulvet, og han følte nærmest sin mavesæk krympes, som om en stor hånd forsøgte at trykke denne sammen. Skyldfølelse... Han mærkede det dybt indeni sig, og hadede det. Hadede det som pesten. Og med hvér eneste ord, der gled over Autumns læber, blev følelsen blot forstærket. Ved hver forhåbning om fremtiden, blev han blot mere anspændt og urolig. Usikkert bed han sig selv i underlæben, og forsøgte at holde skansen, og ikke lade sit blik hvile mod hende i ét eneste sekund. Han følte en trang til at råbe ad hende, og få hende til at stoppe - men heldigvis fik Autumns talestrøm snart en ende, da hun indså hvad hun havde sagt. Han tog en dyb indånding, og forsøgte at slappe mere af i sin krop. Det var derfor han ville slå de menneskelige følelser fra: Samvittigheden havde gjort sit indtog på ham, og det var mere end han var villig til at bære.

Det var først da Autumn lagde en hånd mod hans hoved, at han vendte ansigtet mod hende: "I don't even know what I am." Mumlede han, og trak en smule på skulderne. Dernæst vandrede blikket igen ned mod hænderne. Uroligt, sad han og aede sine håndflader mod hinanden, som om han vaskede hænder. Området omkring fingrespidserne på den ene hånd var særdeles ru i forhold til på den anden. Dette var vel hvad der skete efter flere år med musikken som sin støttepude.
"I just know that I can't be that guy who you can laugh, and watch movies with. I'll never love the holidays. I'll always be cynical." Fortsatte han, og talte nu mere tydeligt. Stemmen var rolig. Ikke just betonet på nogen synderlig markant måde. Den var vel bare monoton. Et par sekunder efter, så han dog på hende med mere følelse i øjnene. Der var noget håbløst i hans blik "Don't you see? I'm just like the rest of them out there." Han nikkede henkastet mod vinduet. Han forsøgte virkelig at overbevise hende om, at han ikke var noget at samle på. At ingen i Di Morga var individer, som var noget værd. For enten var man bukket under for mørket; ellers var man naiv nok til at tro at man kunne få en lykkelig tilværelse i byen.
"With you...-" Et lille suk gled næsten uhørligt over læberne, før han fortsatte: "Somehow I've managed to opress that part of me when you're around..." Han sendte hende et lille tvivlsomt smil, før han rystede let på hovedet. Der gik noget tid hvor han ikke sagde noget. Fraværende vandrede de mørke øjne rundt i rummet. I blot et kort sekund, fandt han sig selv i en situation, hvor han betragtede visse små medicinflakoner og pillekrukker i et højt, hvidt skab til højre for døren, og han kunne ikke i et kort sekund undgå, at overveje om skabet mon var låst, eller hvor tykt glasset var, hvis ikke det var tilfældet...

"But it's all a fantasy." Sagde han endelig, og tvang sit blik tilbage mod hende. Der var et bestemt udtryk i øjnene. Som om han netop havde indsét at den bid af håb der herskede i ham, ikke burde eksistere. Han skulle ikke give Autumn falske forhåbninger om, at han virkelig var blevet en person hun kunne omgås. Hvad hvis han vendte tilbage til sit gamle jeg? Eller værre endnu..- Hvad hvis det der foregik i hans liv på nuværende tidspunkt, ville ændre ham markant mere, end han først havde formodet?
"I'm not your big brother Autumn." Det var umådelig svært, at fastholde det bestemte udtryk i øjnene. Bare dét at se på hende, uden at få den mindste medfølelse frem, var faktisk en prøvelse. Derfor var der snært af tvivl, og smerte omkring hans udtryk. Men han blev nødt til at forsøge... "Maybe I'm not even your friend. A friend would have helped you. Done more than just... melt the edges of a tracking device. We can never be normal, don't you get it? Maybe you can go back to being... human-like - but I can't. I won't."

Autumn fik det markant dårligt. Det faldt ind over hende som en kraftig bølge af ubehagelige følelser. Hendes mave snørede sig rundt og slå knuder på sig selv. Sendte jag af krampelignende smerte igennem hendes krop. En kvalme sad og lå hånligt i halsen på hende. Under tungen. I næsen. Overalt. Men det var ikke som om, hun ville ende ud med at kaste op. Hendes mave var trods alt mere eller mindre tom i forvejen. Hun mistede fornemmelsen ude i sine fingerspidser. Lidt efter lidt. Og hun begyndte automatisk at bevæge sine fingre en smule for at holde dem i gang. Bange for at blive paralyseret fuldstændig.
Chokket var ret overvældende for hende, da hun endelig forstod, hvad der rent faktisk foregik. Der var virkelig ikke noget hun kunne gøre. Ikke det mindste. Hun var hjælpeløs. Og det var som om endnu et nederlag var blevet lagt på hendes skuldre. Det kunne godt være, hun ikke længere behøvede at sidde i et mørke kælderrum, hver gang hun gjorde noget forkert. Men hun fangede sig selv i at ønske, at hun stadig levede det vil. Hun følte sig pludselig helt rådvild. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hverken med sig selv eller situationen. Hun ville så gerne tvinge smilet frem. Lade som om det ikke rørte hende. Lade ham gå i troen, at hun ikke tog det så tungt. Faktisk var hun selv overrasket over, den måde hun tog det. Han var jo ikke nogen utrolig speciel person for hende. Vel? Hun havde jo bare brugt ham som støtte. Havde hun ikke? Hvornår var hun begyndt at føle sig så forbandet knyttet til ham? Hvornår i deres forhold, var han blevet sådan en vigtig person? Det var gået så flydende, at hun ikke kunne huske, hvornår skiftet fra fremmed til ven var sket. Lige udover da de egentlig havde erklæret deres venskab med accept.

Hun fjernede så igen sit blik fra ham. Hånden var også blevet fjernet fra hans hoved og lå sammen med den anden i hendes skød, hvor hendes øjne var rettet mod. ”Weren’t you the one who insured me that I still had you? For only a few moments ago that I shouldn’t be afraid ’cause you still were here.” Hendes stemme var svag. Og den almindelige muntre vibration var helt væk fra hendes stemmebånd. Hun pillede lettere nervøst ved sinde neglerødder og holdt sig kun fra at sætte tommelfingerneglen ind imellem tænderne fordi, Derek stadig var til stede. En ny krystalklar tåre gled ned over hendes kind. Den spænnede ned over hendes blege hud. Kærtegnede de små ar ved hendes mundvige. Fortsætte ned over hendes hage til den faldt mod det hvide dynebetræk under hende.
Denne gang var hun lidt ligeglad med, om han så hende græde. Han var jo alligevel ligeglad. Hvor dum havde hun ikke været. Troet at der faktisk var nogle der ude der kunne bekymre sig om hende. Hun var et enten et monster eller en stor fed klods om folks fødder. Hun tvivlede på at hun selv kunne ende tilbage i sin normale tilstand. Den smilende, leende og optimistisk pige, hun engang var. Den pige, der var at se på de mange billeder over hendes seng, var et fjernt minde. Hun havde også ændret sig igennem de sidste par år. Hun havde kæmpet. Og nu var hun træt. Det kom ud af ingenting - træheden. Udmattelsen.
”I never knew it would hurt so much.” Det var nok mest rettet mod sig selv. En konklusion til dine egne forestillinger om lignende. Hun løftede sin ene hånd op til sin brystkasse. Hun lagde den blidt ind imod, inden hun knugede fat omkring hospitalsbeklædningen. Endnu en tåre faldt med al fast. ”I’m so sorry, Derek. I thought I would be able to withstand the pain like always. But I can’t keep fighting.” Hun slap sin bluse og lod hånden falde tilbage. Man kunne høre, hvordan hendes næse var begyndte at stoppe sig selv til, fordi hun nægtede at snøfte. Totter af hendes hår faldt lidt ned som et slår for hendes ansigt. Der lå skygger over hende. Og muren var brudt med. Hun var knækket. Skråbelig. Tabt på gulvet. Og selvom hun var blevet limet sammen igen, kunne man stadig skimme revnerne, hvor skårene havde været skilt.

”You…” Endelig drejede hun hovedet og rettede de blå øjne direkte mod ham. De var fuldkommen blanke af tåre. Og den blå farve var blevet mindst dobbelt så klar. Hårstrå sad klistret til hendes ansigt på grund af den mængde tårer, der havde forladt hendes kinder. ”You should leave.” Det var hårdt at få ordene over læberne. Men så snart de første havde fundet sin vej ud, blev det nemmere. Og hun havde svært ved at stoppe. Gråd begyndte at kunne høres i hendes stemme. Og hendes ansigt fortrak sig ikke længere i det følelseslåse chok. Hun så såret ud. Det var skrevet ud over hende. ”Please… Just leave.” Hun følte sig løjet til. Og hun følte sig så dum over at have troet på disse løgne.
Hurtigt blev hendes arme svunget omkring maven, da smerten blev værre. Hun sad foroverbøjet et øjeblik. Øjnene klemt hårdt i. Hun havde det så dårligt. Hendes hjertehamrede hurtigere, viste en af maskinerne ved siden af hende, da hendes puls steg. ”LEAVE!” Hendes stemme rystede. ”Leave me alone..” Hun åbnede øjnene og så igen op mod Derek. Hun så bedende på ham. ”It hurts.. Why does it hurt…”

Han var så uendelig splittet. På den ene side ønskede han, at fortælle hende, at hun virkelig kunne regne med ham, og han ville være der for hende. På den anden side, vidste han ikke om det ville være tilfældet. Gennem de sidste måneder, havde han jo ikke haft den mindste del i hendes liv: Han havde tvunget sig selv, til at glemme hende for en stund, så han kunne fokusere på egne egoistiske mål. Hvis bare der var en balance… Men det var som om han blev nødt til at vælge mellem to stier, så uendelig forskellige, men som alligevel virkede lige indbydende og faretruende. At være sammen med Autumn, fik ham til at føle sig mere menneskelig. Noget han ikke havde mærket længe, og noget han aldrig før have anset som værende en god ting. At skubbe hende væk, fik ham til at føle sig stærk. Det sikrede hans overlevelse og tilfredsstillede mørket i ham. Der var ingen gylden mellemvej. For hvis nogen fandt ud af de følelser han havde rettet mod djævlen, og dén empati der lå i hans øjne når han så på hende – så ville det kunne have fatale konsekvenser for dem begge. Alligevel gjorde det ufattelig ondt på ham, at det skulle være sådan her… At han skulle såre hende, for at få hende til at forstå, at hun ikke skulle vende tilbage. At hun skulle holde sig væk fra ham, men også de andre væsner i Di Morga, som ville åbne øjnene for mulighederne i hendes blod. Tanken om, at hun endnu en gang skulle udsættes for frihedsberøvelse og tortur, fik direkte noget til at gøre ondt i dæmonens brystkasse, og tvang ham til – med den blotte tanke – at synke en klump i halsen.

Han forsøgte ikke at se væk. Det gjorde dog ufattelig ondt, at se hende sådan. Han var ikke ligeglad… Selvfølgelig var han ikke det. Alligevel lykkedes det ham, at bevare et lidt bestemt udtryk i blikket, mens noget indeni ham kæmpede for at modstå trangen til, at tage hendes hånd og trække ordene tilbage. Det blev dog sværere og sværere for hvert eneste sekund der gik. Det var som hendes smerte satte sig i ham; fik maven til at krænge sig sammen, og øjenbrynene til at bøje sig lidt. Langsomt krakkellerede det bestemte udtryk, og han bukkede endelig under for lysten til at flytte blikket fra hende.
"Autumn..." Mumlede han, med en stemme der var så svag, at det knapt nok lød som hans egen. Da hendes stemme rungede ud i rummet, og bad ham om at gå, vendte han de mørke øjne mod hende. Han lignede mest af alt en hund der var blevet slået: Et væsen der vidste, at den havde gjort noget galt. "I'm so...-" Han kunne ikke få ordene rigtigt ud over læberne, og derfor skyndte han sig at se væk. Han havde brug for at komme væk. Stikke af. Derfor kom han hurtigt på benene, og bevægede sig hen mod døren. Alligevel stoppede han op, før han satte hånden mod håndtaget… Stoppede bare op, og forsøgte at trække vejret. Men hjertet lod til at sidde helt oppe i halsen. I desperation, lukkede han øjnene og forsøgte virkelig, at få sig selv til blot at tag fat i døren og åbne den. Dog kunne han ikke bevæge sig en tomme. Han kunne bare ikke.
Der gik en stund, før han vendte sig om mod hende, og gik hen mod hospitalssengen. Der var noget usikkert over hans ansigt, da han nærmede sig. "I... I am so... sorry." Det blev aldrig lettere at sige de ord, men han mente dem oprigtigt. ”So fucking sorry.” I ren og skær frustration lod han en hånd glide gennem sit hår, ”I can’t leave you like this, Autumn. I can’t.” Han satte sig på sengen endnu en gang. "I wish I could leave with you..." Ordene blev nærmest hvisket. Så lavmælte var de. Som om han egentlig ikke havde tænkt sig at sige dem højt, før de nåede læberne. Et suk undslap hans læber, og han rakte en lidt kejtet hånd hen mod hendes ene arm, og lagde den derpå. Med tommelfingeren aede han hendes hud. Som om det ville kunne berolige hende, eller på sin vis, også ham selv. "And a part of me really want to be that person you watch zombie-movies with.." Der var noget undskyldende i hans øjne. Noget håbløst... ”I don't wanna hurt you.. But it seems like I can't do anything to avoid it..."

Et sted i sig selv, havde Autumn virkelig håbet, at han bare havde trådt ud af døren og ladet hende være. Følelsen af at være alene var mere vant for hende end at rent faktisk have nogen omkring sig. Hun havde ikke direkte nydt lyden af hans skrid, der bevægede sig over gulvet. Men hun havde følt sig lettet. Som havde hun forventet, at han ville have råbt tilbage - hvilket han overraskende nok ikke havde. Han virkerede mere fattet end hende lige nu. Hun havde tydeligvis længe holdt det hele tilbage. Hun havde allerede fortalt ham, om hvor meget hun havde lysten til at bryde ud i gråd og komme ud med alle de negative vibrationer, som hun normalt gemte bag det falske smil og anstrengte munterhed. Hun havde ikke troet, at hun nogensinde ville komme ud med det. Men den tid var nu. Og det var ikke en lettelse.
Jo flere tårer der forlod hendes øjne, jo mere gjorde det ondt. Jo flere hulk og klunk hun kom med, jo dårligere fik hun det. Og jo mere hun hev efter vejret, jo sværere blev det at indtage ilten omkring sig. Hun tørrede paniske både sine øjne og sin næse med sine hænder, der meget muligt var fugtige nok til ikke at gøre en skid. Hun ventede vel bare på, at nogen ville komme ind og give hende beroligende, som var hun et vildt dyr. Men i stedet for at være en sygeplejeske, der ankom til hendes seng, var det Derek igen.
Han var ikke gået. Og det kom næsten bag på hende. Han var ikke som, han havde været før i tiden. Han var ikke den samme person, hun havde mødt i musikforretningen. Han var ikke engang den berømte musikker længere. Ikke i hendes øjne. Han var mere. Og det var derfor, det gjorde så ondt. Men han var heller ikke den egocentrerede dæmon, der ville stikke halen mellem benene, når han fik chancen. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at se på ham. Og hun kunne ikke stoppe gråden. Det eneste var, at hun kunne høre hans stemme. Og mærke hans tilstedeværelse.

Det var først, da hans hånd lagde sig omkring hendes arm, at hun reagerede. Det gav et set i hende. Som kom det som et chok. Dog trak hun ikke sin arm væk, som hun et sted sagde til sig selv var bedst. Men varmen i hans fingre, var behagelig mod hendes egen kolde hud. Hun kom pludselig i tanke om, hvor heldig hun altid følte sig, hver gang hun var sammen med ham. Det at hun var en af de eneste, der kunne røre ham, når hans temperatur steg. Hun havde faktisk sjælendt tænkt over det. Hun havde altid bare lagt sin hånd mod hans pande af ren refleks, som var hendes hånd en kølepose, uden at tænke på at brænde sig selv.
Han kunne sikkert med garanti mærke, hvordan hun rystede som en skræmte unge, der var blevet presset op i en krog. Hun indrømmede det ikke. Men hun havde oplevet meget. Og hun havde oplevet frygt til den grad, hvor hun kunne lade som ingenting. Tone sin påvirkning ned. Dog var denne frygt ny. Og selvom han strøg hendes arm med sin tommelfinger, virkede hun ikke til at falde til ro.
”Yes you can..!” Hun følte sig så svag. Og hun var skuffet over sig selv. Hun havde klaret så meget andet lort og alligevel var dette grænsen. Havde hun knyttet sig for meget til denne ene person? Eller var det bare frygten for at være helt alene, der havde hende kørende. ”You can leave me with ease. I don’t believe you! You just leave….like the others..!” Hun bed hårdt sine tænder sammen, hvor efter hun forsigtigt slap sin mave for at sende en hånd op mod hans hånd ved hendes arme. Først var hendes plan at fjerne den, men det øjeblik, hendes hånd lagde sig på hans, blev den bare liggende, som ville hun ikke have ham til at fjerne den igen. Ikke nok med det, men hun lænede sig nu længere forover, indtil hendes hoved hvilede mod hans skulder - eller nok mere overarm. ”Everyone just leave. I don’t wanna be alone. I’m..” Lidt efter lidt blev hendes gråd lavere, og tårerne faldt med lidt mindre fart. Men hun rystede stadig. Og de ujævne vejrtrækninger - påvirket fra gråden - var det stadig.
Smerten omkring hendes brystkasse samlede sig til et bestemt sted. Hun blev lidt overrasket. Hun havde vel ikke helt troet, at hun ejede et hjerte. Hun havde hørt og følt det banke, men hun havde ikke troet helt på, at djævle besad sådan et organ. Blev de ikke altid set som hjertelåse. Hun slap så hans hånd og førte den i stedet hen til samme arm, hendes hoved hvilede mod. Hun greb blidt fat i ærmet af hans bluse. ”Leave..” Det lød virkelig ikke særlig overbevisende. Og bestemt heller ikke, med den måde, hun nærmest klamrede sig til ham. ”Go away..” For hvert ord blev hendes overbevisning evne mere og mere visen. Hendes anden hånd var blevet løftet og klamrede sig ligeledes til hans ærme. ”Why…. Why should I …believe you.. I want to. But I don’t dare..”

Det var ikke ubehageligt at røre ved hendes hud netop nu. Faktisk syntes det blot at dulme hans nerver en anelse. Sandheden var vel også, at han på det sidste, var blevet bedre til at kontrollere sin varme. Styre den, og benytte sig af den, når det virkelig gjalt. Derfor var kropstemperaturen en smule lavere en normalt, men alligevel et par grader over den som et almindeligt menneske måtte besidde. Da han lagde hånden mod hendes arm, stak og prikkede det ikke i hans håndflade, som rørte han is: Derimod var det blot som at stikke hånden ind i et køleskab i nogle sekunder, og derfor blev hånden liggende. Det fik ham til, at have noget at fokusere imod, og noget at ’holde fast i’, så han ikke blev for appelleret til at stikke af. Hvad der overraskede ham var, at hun ikke løsrev sig i det første stykke tid, trods det var som om hendes frustration blot forstærkedes.
"Don't, Autumn... Don't say stuff like that." Han forsøgte roligt at bryde ind, men det var som om han rådvildt kæmpede for at formulere noget, der kunne have den mindste beroligende effekt på hende. Han havde aldrig været typen der var god til den slags. Han kunne for fanden knapt nok se på hende, uden at flakke med blikket, på grund af den smerte han så i hendes ansigt. Så snart hun lagde en hånd over hans, forventede han, at hun ville fjerne den, og skubbe ham væk. Alligevel kom hun blot tættere og tættere på, indtil han kunne mærke hendes hoved hvile mod sig, og hvordan hun nærmest klyngede sig til ham. Det var som om hans hjerte sprang et slag over i det sekund. Han mærkede hendes frustration og følte den selv. En dyb frustration, som gav ham lyst til, at stikke af og slukke for de menneskelige følelser. Det  var blevet så overvældende. Så… Uvirkeligt, trods han næppe havde følt sig mere levende.  Det var svært at sætte ord på, hvad han følte… Hvad han følte for hende, og dét faktum, at han ikke anede hvordan dette skulle udarte sig, og hvilke veje de hver i sær ville følge. Dæmonen bed tænderne sammen, i et desperat forsøg på at ’tæmme’ sin frygt. Snart lagde han den ene arm omkring hendes skikkelse. Hun virkede så skrøbelig, og hendes rysteture, gjorde det svært for ham at bevare roen. Alligevel forsøgte han, i det mindst at tale fattet, da han snart åbnede munden, og – med en dæmpet stemme – begyndte at forme ord. "I'm a fucking coward,  I know…. Leaving runs in the family I guess." Den sarkastiske kommentar, gjorde måske ikke situationen bedre. Derfor gik der adskillige sekunder, før han sagde noget igen. Ordene skulle være velovervejede. Alligevel havde han aldrig været god til at kommunikere sine følelser; ligeledes som han var dårlig til at vise dem udadtil.
Snart forsøgte han at løfte hendes ansigt lidt op, ved at lægge to fingre under hendes hage. Et alvorligt udtryk formede sig I hans øjne, "How can you believe in someone who can't even believe in himself?" Det var på mange måder en knækket mand der talte. Langt fra den selvhøjtidelige ’knægt’ fra musikforretningen. På blot et år, var han blevet mere voksen. Men på mange måder også langt mere sårbar end han have været i flere årtier.
"Autumn I...-" Det var som om han gik i stå i ren frustration over at være så uendelig handlingslammet. Så uendelig i tvivl. Og så uendelig nyttesløs, nu hvor Autumn var i denne tilstand. Ikke blot bundet til en hospitalsseng, men bundet til en elendighed, som mindede ham ufattelig meget om de mange gange han som dreng havde givet op, og ønsket bare at falde i søvn og vågne op, når alt var okay igen.
Der var ikke én eneste overvejelse der gled gennem hans hoved, da han rykkede sit ansigt tættere på hendes, og lod deres læber mødes. Det havde været så uendelig impulsivt, at han tvivlede på, at det mindste tegn på hans handling, ville have vist sig i hans ansigt blot et sekund forinden. Det var ikke just fordi han ikke havde overvejet det før. Overvejet hvordan det mon var at kysse hende igen, og om det ville efterlade ham med den samme følelse, som det havde gjort når han havde genlevet deres sidste møde i sine drømme, og i sine mareridt. Hver gang forestillingen havde fæstnet sig i hans hoved, havde han forsøgt at forkaste den og ignorere den forbandede summende og tvivlende følelse den kreerede. Det mindede ikke om noget han havde oplevet før... Det var forbudt... Og så umådelig fristende. Det var som om han nu handlede udelukkende på impuls. På dén del af ham, der ikke kunne få hende ud af hovedet, uden at blive overtrumplet af den anden del, der ønskede at dominere og forkaste, at han muligvis kunne have følelser for tøsen. Han havde været så uendelig lettet, da han var trådt ind i hospitalsstuen og havde set at hun var okay... Og selvom det langt fra var rationelt af ham, at kysse hende - var det som om han, i et brøksekund, havde følt, at han blev nødt til at gøre det. Ikke for hende - men for sig selv. For at se om følelserne var ægte, og om han blot ved et kys, kunne jage de forvirrede tanker væk.

Det var som han huskede det. Som at få stød, fra førte sekund, han mærkede hendes læber mod sine. Den ene hånd havde per automatik nået hendes nakke, som et forsøg på, at forhindre at hun skulle stoppe ham, med det samme han havde plantet kysset mod hendes læber. Hvor lang tid der var gået: om det så var et dusin sekunder, eller måske kun 2 - vidste han ikke. Om det var hende der havde skubbet ham væk, eller ham selv der havde, var han heller ikke just sikker på. Det eneste han vidste med sikkerhed var, at han ikke længere havde armene omkring hende, og at de spændte muskler i hans krop, nu var løsnet: Som var de deaktiveret og svagere end for blot en kort stund siden. Og i løbet af ingentid, vendte frustrationen tilbage.
"I... I don't know why I did that."

Det var langt fra, som hun havde forventet. Hun havde altid haft denne forestilling om et kys. Hun havde troet det hele ville være som i filmene. Som om tiden gik i stå. Og alt omkring hende ville svømme væk i ingenting og alting. Men sådan var det ikke. Det var langt fra det. Det var underligt. Uvant. Hun havde ført følt et kys. Det var slet ikke det. Det var nok mere den følelse, der blev sendt igennem hende via kysset, som fik det hele til at virke underligt. Denne gang var det ikke hende, der føltes den nye energi samle sig i hendes krop. Det var som om det hele blev fjernet fra hende. Kvalmen, der sad højt oppe i halsen på hende. Gråden, der endnu havde siddet i hendes brystkasse. Hendes mave valgte endda at sno sig ud igen. Det var behageligt. Overraskende behageligt. Hans varme læber mod hendes.
Hendes hænder havde stadig sit greb i hans trøje. Men grebet var blevet løsnet det øjeblik kysset var startet. Hendes øjne var åbnet højt op. Hun stirrede ud på ingenting. Hun fokuserede ikke rigtig på noget. Hele hendes krop var stiv af forskrækkelse. Dette var kommet helt bag på hende. Det var tydeligt. Selv tårerne var stoppet. Efterlod hendes øjne blanke og blå. Hendes hjerte syntes dog at galopere af sted i hendes brystkasse. Og hun var i tvivl om, hvad hun skulle gøre. Hun sad bare der. Som en eller anden dukke. Ude af stand til at bevæge en eneste lille muskel.
En del af hende ville uendelig gerne skubbe ham væk. Bare sætte håndfladerne mod ham og fjerne ham fra sig, som var han blot endnu en tyv, der stjal et kys fra hendes læber. Men i det samme øjeblik, som han håndlagde sig mod hendes nakke, var der noget i hende, der faktisk ikke ønskede, at han stoppede igen. Men hun kunne stadig ikke gå sig selv til at sende kysset tilbage. Det hele virkede alt for absurd for hende. Og hun var stadig i tvivl om, hvad hun skulle tro. Hun var så forvirret. Og det stod som skrevet med blokbogstaver i hendes ansigt, da han endelig selv fjernede sig fra hende. Hun løsnede med det samme begge sine hænders greb i hans trøje.

De blå øjne stirrede nu på noget. Derek. Hun sad med det samme overraskede udtryk. Eller hun så vel mere forskrækket ud. Men hun var ikke skræmt. Hendes skuldre var faldt lidt ned igen. Og hun så mere afslappet ud, selvom hun indeni tydeligvis var i gang med en kamp mod indre forestillinger.
”You… You kissed me..” sagde hun efter lidt tid, hvor på hun førte sin ene hånd op mod sine læber. Hun kærtegnede kortvarigt dem med fingerspidserne, mens hun så var begyndt at blinke igen. ”You kissed me even tho you…” Han kendte til hendes evne. Det var hun sikker på. Hun havde både vist og afprøvet den på ham. Og ikke nok med det, men han havde ikke bare trukket sig væk, som havde han rent faktisk fået stød. Han havde holdt det. Længe nok til at måleren, der målte hendes hjertebanken, var gået en smule op.
Man kunne virkelig se på hende, at dette meget muligt var en førstegangs oplevelse for hende. Hun slog endelig blikket væk fra ham. Så ned, mens hånden, der lige havde stryget hen over læberne, nu lagde sig hen over dem. Hun begyndte at ryste igen. Og hvis man ikke vidste bedre, skulle man næsten tro, hun igen ville begynde at græde, med den måde hun lænede sig lidt forover igen. Men efter blot få sekunder rettede hun sig op igen og et noget anderledes udtryk prægede over hendes ansigt.
Som hun fjernede hånden fra sin mund, blev et smil afsløret. En svag latter kom fra hende et øjeblik, før det bare satte sig til smilet. Hendes kinder var blussende røde og en streg af rødmen havde fundet sin vej hen over hendes næseryg. Den sygelige atmosfære over hende var forsvundet en smule nu. Randerne ved hendes øjne blev formindsket en smule uden at forsvinde det mindste.
”You kissed me..!” Sætningen var blevet mere klar. Og tonen i hendes stemme var knap så spørgende og forvirret. Hun lød faktisk en del mere munter. Stille og roligt lagde hun blikket tilbage på dæmonen. Det var mærkeligt at smile sådan i en situationen som dette. Hun havde sådan en lyst til at blive ved med at græde. Hun forventede stadig, at han ville forlade hende til sig selv. ”You jerk. You could’ve hurt yourself.” Men varmen fra kysset dækkede lidt over følelsen. ”…thank you. But you're leaving anyway, aren't you?..” Smilet falmede lidt, og hun sank nervøst ved den sidste sætning. Hun var ikke overbevist om, at kysset havde ændret meget.

Det var som om hans krop var lammet i sekunderne der fulgte. De anspændte muskler havde løsnet sig, med det samme læberne havde mødt hinanden. Det var som om energien var blevet drænet ud af dem, og fået dem til at slappe af hurtigere og mere brat end nogensinde før. Selvom hans ansigt havde flyttet sig væk fra hendes, var det alligevel som om han stadig kunne mærke hendes kolde læber mod sine varme. Mærke hvordan noget der mindede om små elektriske stød, havde bevæget sig fra disse og videre gennem hans krop. Smerten havde han knapt nok tænkt over de første sekunder: Det havde derimod, på en eller anden måde, været rart, at opleve hvordan kroppens forsvar brød ned i nogle sekunder. Hvordan hans anspændthed og hans styrke, blev taget fra ham, og fået rastløsheden til at forsvinde. Det var først efter noget tid, at Derek havde kunne mærke energien forlade hans celler. Mærke hvordan de havde slappet af, blot for, at Aututmn’s evne kunne overføre energien til hende selv. Velvidende om, at han for hvert sekund blev svagere, fortsatte han dog kysset i lidt ekstra tid. Det føltes… Rigtigt. Som at tage stoffer med en øjeblikkelig virkning, eller ryge en cigaret efter at have gået i dagevis uden muligheden. Men så snart han mærkede hvordan varmen i hans krop kæmpede for at få energi ud til hans muskler; Havde han skubbet sig væk… Nærmest instinktivt, og en anelse for brat.
Der var noget fåret over hans udtryk, da han foldede sine hænder i skødet, og slog blikket væk fra hende i et sekund. Hvad fanden var der lige sket? De første par indåndinger var en smule tungere end normalt, og en gang imellem måtte han åbne munden, forsøge at sige noget, men lukke den igen næsten med det samme. Han tvang snart sine øjne hen mod hende; Nærmest i forventning om, at hun enten ville sende en lussing mod hans ansigt, eller sende ham ud ’for good’. Alligevel havde hun jo selv overgivet sig til kysset, havde hun ikke? Derek vidste, at hans mangel på energi, kunne have styrket hende markant. Der havde vel nok ikke været noget i hende, der bare havde kysset ham fordi…- Han slog tanken væk. Autumn havde velnok gengældt kysset fordi hun gjorde brug af energien. Energien, som han ikke længere kunne mærke. Som på mange måder, gjorde ham mere afslappet, men også meget mere sårbar… Værst var det, at han nærmest ikke havde tænkt over konsekvenserne af sin handling, før han havde kysset hende. Han havde knapt nok tænkt over hendes evne i dét sekund, han pressede sine læber mod hendes. Det havde ikke været en ’god gerning’, for at give hende energi. Men hvad fanden havde det så været?
"What's so funny?” Mumlede han snart, da Autumns latter ramte den meget besynderlige atmosfære der havde formet sig omkring dem. Dernæst rystede han kejtet på hovedet… Det var et kys, for christ sake! Han vidste absolut ikke, hvorfor han følte sig så… Mærkelig. Hvorfor maven knugede sig sammen, og hvorfor han ikke bare kunne diske op med et kækt smil. "I... I just thought you might... Need it." Der gik lidt tid, før han hurtigt rettede på sig selv: "The energy I mean... My energy." Han vidste ikke just hvor troværdig han lød, men han håbede inderligt på, at løgnen ikke kunne ses i hans øjne. Han rømmede sig lidt, og skuttede sig en smule på sengen. Dernæst vendte han blikket ned mod sine skobeklædte fødder.
"It didn't hurt that...-" Begyndte han, og trak så – lidt henkastet - på skuldrene. Måske havde han blot været heldig… Alligevel var der noget i ham, der forsøgte at komme med forklaringer til hvorfor han ikke havde lagt mere mærke til smerten, og hvorfor han havde insisteret på at holde hende i sine arme længere. "D'you feel just a bit better?" Spurgte han dernæst, og hævede det ene, tykke øjenbryn lidt højere op end det andet… I sure as hell don't. Han var forvirret. Så uendelig forvirret… Why did you kiss her you moron?! …..And why do you wanna do it again?!

Det var vel ikke helt til at skjule, at det var skuffelse, der bredte sig i hendes ansigt, da han forklarede sig. Selvfølgelig. Derek ville aldrig bare have kysset hende. Det virkede faktisk mere logisk, hvis han blot havde gjort det for, at hun ville få mere energi. Dog var det ikke det, hun havde manglet. Sandt nok følte hun sig mere vågen nu, men det havde ikke været det hun havde brug for. Hun havde brug for omsorg. Bare fra en eller anden. Et tegn på at folk bekymrede sig, og at det ikke altid var hendes arbejde at bekymre sig om andre. Og det var vel det, kysset havde vist. Samt hans omfavning. Men det gjorde stadig ondt.
Det var underligt, hvordan det trykkede for brystet. Hun var egentlig godt klar over, hvad der gav hende følelsen. Det var bare så upraktisk, at hun holdt det for sig selv. Gemt dybt, hvor hun ikke selv ville tænke over det. Og begynde at tro. Og hun ville i hvert fald ikke lade ham høre det. Ikke direkte fra ord i hvert fald. Hun kendte hans meninger om den form for følelser. Han var virkelig den forkerte at føle sådan overfor. Men der var ikke rigtig noget at gøre ved det. Man valgte sjælendt selv den slags.

Autumn skilte sine læber en smule ad, men ingen lyde kom ud. Hun var pludselig i tvivl om, hvad hun skulle svare. Hun kunne stadig mærke, hvordan de salte tårer havde gjort huden om hendes kinder en smule stivere, og det sveg hver gang, hun blinkede. Det sendte hende hele tiden tilbage. Hun ville så gerne kunne smile. Sige at hun havde det fint. At hun havde det bedre. Men hun var alt for usikker på ordene. Som om hendes hjerne nægtede at stable skuespil op.
”Do you.. remember how we mostly hated each other in the beginning?” spurgte hun så. Ud af det blå. Hun havde vendt blikket væk fra ham. Så bare ned i sit skød, hvor hun igen var begyndt på at fumle med dynebetrækket. Hun kunne ikke rigtig tillade sig at sidde og bide negle lige foran Derek. ”That time there we actually didn’t know anything about one another.” Hvorfor fanden gik hun nu ned ad tidlinjen. Et sted ville hun nok også bare gøre bordet rent, inden de skiltes ad. I hendes hoved var det blevet den sidste mulighed. Han havde trods alt gjort det meget klart for hende. Også selvom han forvirrede hende som bare pokker. Hun kunne sagtens læse ham. Men han ændrede sig så brat hele tiden, at hun blev i tvivl om, hvad der var sandheden, og hvad hun burde følge. Dog havde alle tingene, han havde sagt, haft en vej i samme retning. "It’s weird how it all turned out. I never thought you’d be here now, giving me your energy by free will." Det fik et lille smil frem på hendes læber, da hun tænkte yderligere over det. Han plejede altid at være så egocentreret. Eller det var, hvad hun troede. Han havde faktisk gjort mere for hende, end bare et kys. Bare det faktum at han ikke var blevet skræmt helt væk, fik hende til at føle sig lidt varmere indeni.
”But…” Et svagt suk løb hen over hendes læber, der stadig havde den svage smag af røg, inden hun atter løftede hovedet. Hun vidste ærligtalt ikke, hvor hun skulle se hen. På ham. Væk fra ham. Måske skulle hun bare lukke øjnene, så hun ikke sad og lignede en nikkedukke. ”Don’t do it again. The kiss, I mean.” Hun forsøgte at smile og hun fik da mundvigene lidt op, samtidig med at hovedet lagde sig en smule på skrå. Hun placerede så sin ene hænd mod hans lår. Ganske blidt. Han kunne bare rykke den væk, hvis han ikke ønskede den der. ”I don’t wanna hurt you. I really don’t.” Hun lænede sig lidt længere frem. Hen mod ham.
Hånden flyttede sig få fra hans lår og op til hans ansigt. Drejede hans hoved. Tvang ham vel til at se mod hende. ”I know you just wanted to give me some energy, but it’s not all that healthy. My ability activates on a higher level if the kiss is sudden. You know… Like a defense reflex.” Og så fjernede hun igen sin hånd i en glidende bevægelse. Følte lidt på hans nybarberede hage.
Men hun lagde sig ikke ligefrem tilbage i sengen. I stedet for at læne sig tilbage, lænede hun sig endnu mere fremover. Hun løftede sig en smule højere fra sengen. Lige så hun kunne nå. Og fik på ny sat sine læber mod hans. Det blev dog ikke så intens som hans på grund af den mere akavede stilling, hun befandt sig i. Og det varede ikke meget mere end et par sekunder, inden hun trak sig væk igen. ”See.. Not so stronge now.”

//OG DET ER SÅ MIT INDLÆG NUMMER 700!!! 8D//

Han genkendte ikke just følelsen, der bevægede sig i ham… Følelsen der vel havde stadfæstet sig i hans indre gennem de sidste par måneder, uden han ønskede at skænke den mange tanker. Et par gange havde han overvejet om følelsen var dén konsekvens han måtte tage, efter at have sluttet sig til organisationen. Der måtte vel være konsekvenser ved, at vende hjem med blod på hænderne, i hvad der var blevet til et par gange om ugen. Samvittighedsnag, måske? Derek havde faktisk overvejet en række forskellige muligheder, der kunne begrunde hans tilstand, samt forklare hans søvnløshed, og den besynderlige følelse i maven, som mindede om en blanding mellem kvalme, og forventning, hver gang han skænkede den blåøjede djævel den mindste tanke. Flere gange havde han fundet hendes nummer, som hun havde lagt på hans mobil, og overvejet at ringe til hende… Bare ringe… Men alligevel overbeviste han sig selv om, at han ikke måtte miste fokus. At der var for meget på spil. Nu kunne følelsen ikke rystes af. Han havde bukket under for den fra dét øjeblik, avissælgeren havde sagt navnet. Turen til hospitalet var i grunden ret sløret for ham. Adrenalinen havde nærmest pumpet rundt. Som om han bare havde ventet på det mindste tegn, som kunne sende ham i hendes retning. Han havde brug for hende… For på en eller anden besynderlig måde, kunne bare ideen om hende, genskabe dén del af hans forstand og menneskelighed, som han mistede bid for bid. Hvis Autumn… - Hvis hun ikke længere var, vidste Derek ikke hvor meget andet han havde tilbage, der kunne bibevare hans ’sanity’. Der var ingen Sean… Intet Bloody Mistakes… Ingen…
Dæmonen nikkede roligt, og så ned mod sine hænder.  Blikket var direkte fæstnet mod dem, som om han havde brug for, at fokusere mod dem, for at den knugende fornemmelse i maven, ikke skulle forstærkes. Lidt af farven var forsvundet fra hans ansigt – det var vel sikkert en konsekvens af kysset, og energitabet. Alligevel var det ikke den fysiske svaghed der i dét øjeblik gjorde ham ukomfortabel. Det var derimod den psykiske, som gjorde det svært for ham, at se på hende for længe ad gangen. ”I remember…” Sagde han så efter lidt tid, og nikkede endnu en gang: ”Surprisingly.” tilføjede han så, med et lidt kejtet, skævt smil. Det forekom ham faktisk utroligt, hvor meget han huskede fra deres møder… Ja, på trods af hændelserne, før han havde lukket hende inde i sit skab. Det var stadig en meget… Mørk del af hans hukommelse, som han håbede at han aldrig ville få tilgang til – men endnu mere : Håbede at Autumn ville kunne glemme. Det var stadig utroligt hvor meget hun lod til at have åbnet sig for ham, og hvor tryg  hun kunne virke i hans selskab. For han vidste, hvad han var i stand til. Og vidste, at han sikkert havde skræmt hende for vid og sans. Men dengang havde hun ikke betydet noget for ham. Intet. Alligevel havde han – da han så ind i de blå, uskyldige øjne – ikke haft en lyst til at gøre hende ondt, så snart stofferne og alkoholen var dæmpet af. Han havde aldrig været… Ondsindet mod det han betragtede som værende ’svagere væsner’. Hvis han dengang havde vist, hvor stærk Autumn virkelig var, kunne det måske havde udartet sig langt anderledes.
Snart så han på hende. Det var tydeligt, at Autumn selv, ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Hele situationen var generelt meget fremmet. De havde nået et punkt, som Derek ikke vidste var et tilbageskridt eller fremskridt. Det var langt mere følelsesmæssigt dog. Noget der fik noget ganske nervøst frem i ham: En kæmpe kontrast til den selvtillid han udviste foran andre. Men Autumn var kommet tæt på. Måske fór tæt. Han kunne ikke nare hende med store, brede tandsmil, eller selvsikre bemærkninger. Ikke længere. Og han var også blevet bedre til at gennemskue hendes løgne, og dé smil, hun sendte ham, når hun forsøgte at overbevise ham om at hun var okay, selvom det langt fra var sandheden.

Selvom berøringen havde været ganske blid, da hun havde lagt en hånd mod hans lår, var det alligevel selvom han måtte anstrenge sig for ikke at holde vejret i et ekstra sekund. Opmærksomt fulgte han hende med blikket, men sagde intet. Gjorde intet... Han havde troet, at hun ville flytte sig fra ham, da hendes fingre fjernede sig fra hagen, men til hans overraskelse lænede hun sig yderligere frem mod ham. Så snart deres læber igen mødtes, lukkede han øjnene og fokuserede på følelsen. Bare følelsen... Det var som om tankerne og bekymringerne igen blev vasket væk. Denne gang, mærkede han kun en let sitren mod sine læber. Noget der på mange måder, gav ham lyst til at intensivere kysset; men han holdt sig i ro. Der var dog en skuffelse i ham, da Autumn, efter blot få sekunder havde flyttet sig. Han higede efter mere... Higede efter at holde resten af verden ude.
Langsomt åbnede han øjnene, og så på hende, med lidt overraskede øjne: "You don't wanna hurt me, huh? Then why risk it..? You could've pushed me away when I kissed you, right? Why didn't you?" Han talte dæmpet... Han havde brug for svar. Brug for at vide hvorfor det føltes sådan, og om Autumn kunne forklare det. Det var ikke meningen, at det skulle føltes sådan! De var modsætninger... Derek slog tanken fra sig... Nej, det her var bare...- Det var ikke..- Selvom han forsøgte at ransage sin hjerne for svar, var det som om intet rigtig kom til ham. Intet der ikke var fuldstændig abstrakt, eller fik ham til at føle sig latterlig. I must be loosing my mind for good... This is awful....
"You wanted my energy... Yeah, of course..." Mumlede han kort efter; som om det var den eneste logiske forklaring. Han rystede på hovedet, og skjulte dernæst ansigtet i sine hænder et par sekunder, for at massere panden en smule, og gnide øjnene; "I must have lost some brain-cells and sanity, or somethin' along with my energy..." Han forsøgte at lyde så selvironisk som overhovedet muligt. Dog sad løgnen i et tyndt lag over ordene. Han vidste at det var mere... Han ønskede bare ikke at indrømme det.

”I…” Det ville være en direkte løgn, hvis hun ikke kendte svaret til hans spørgsmål. Og det kunne godt være, at hun var elendig til at lyve, men noget i hende holdt hende fra at overhoved sende løgnen af sted. Give den et forsøg. Ordene syntes at smutte tilbage ned i halsen på hende. Fik hende til at lukke læberne sammen og synke tungt. Hun fandt sig endda godt i gang med at trække sig længere væk fra ham. Som om hun skammede sig over det, som kørte igennem hendes hoved.
Autumn var ikke dum. Hun var godt klar over, hvilken følelse der egentlig drev hende. Den var bare ny. Og hun havde kun hørt om den. Og samtidig var den anderledes. Den fik hende til at mærke underlige skyd igennem sin krop, men hendes mave blev stadig ved med at krølle sig sammen. Nervøsitet sad tydeligt over hende med den måde, at hun et øjeblik konstant fugtede sine læber og endte med at sætte tænderne en smule ned i dem. Den måde hun blev ved med at blot køre hårtotten, der hele tiden faldt ned over hendes ansigt, væk uden at sætte den om bag øret, så den ikke ville genere hende igen. Og den måde, hendes øjne flakkede i et dilemma om at se på ham eller ej.
”I know I should have just… pushed you away. I usually do it too..” Endelig fortsatte hun. Man kunne høre, hvordan hun tænkte sine ord igennem. Hvad hun kunne sige, og hvad hun nok skulle holde ude. Hun var ikke bange for Derek. Det var slet ikke det. Hun var mere bange for at sige det forkert, og at han så ville gå sin vej. Hun kendte ham nok til at kende til hans meninger om emnet, der summede rundt i hendes hoved. ”But I.. I kinda like it.” Selvfølgelig forsøgte hun sig frem med et lille smil, da hun løftede hovedet endnu en gang. Hun burde lære at holde hagen i vejret. Hun så for meget ned. Specielt i denne situation. Hun havde da ikke haft problemer med at se mod ham før. Havde hun? Måske var det blot fordi, hun var svag nu. Ude af stand til at gøre meget andet end at gøre sit for at holde humøret oppe. Hun kæmpede skam stadig med tårerne der pressede på. Men hun ville ikke græde mere. Ikke med dæmonen i sit selskab i hvert fald. Hun burde stå som en stærk kvinde. Det var jo det indtryk han havde af hende, så vidt hun havde forstået.

Men hun kunne ikke holde smilet specielt længe. I stedet så hun mod ham med det svagt bedrøvede udtryk. ”I actually.. really liked it and I didn’t wanted it to end.” Det var som om, hun havde sukket, den måde hendes skuldre faldt ned igen. Og hendes hoved faldt på skrå. Man kunne se på hende, hvordan hun egentlig ikke følte, at hun burde have den følelse. Men alligevel havde hun den. ”And I don’t quite believe that it was ’cause of your energy, to be honest with you.” Hun var træt. Hun følte sig pludselig ikke frisk nok til at konfrontere ham om det hele. Dog tvivlede hun lidt på, om muligheden ville opstå igen. Han havde gjort det klart, at dette meget muligt ville være deres sidste møde. Ligemeget hvad der så end skete.
”I would probably start blabbering about how you should listen to me at this moment ’cause I’m talking nonsense. But really.. I don’t find it to be nonsense. I would just be too scared to let you know that I feel that way.” Hun lod igen sine arme omfavne hende selv. Ganske blidt denne gang. Hun rystede stadigvæk, men hun var mere afslappet. Og hun tvang sig selv til at se videre mod Derek, selvom hun ville skjule sig under dynen og aldrig komme frem igen. ”The moment you kiss me I was shocked. I had never thought that anyone knowing my ability would ever kiss me.” Hun greb lidt hårdere fat omkring sine overarme, men hun lød ikke til at tøve nogle af sine ord. Ikke specielt meget i hvert fald. ”Then you stopped the kiss I didn’t really know how to react. But I wanted the kiss to continue for some reason.”
Hun kunne allerede mærke varmen sprede sig I hendes kinder. Hun følte sig som en dum teenager der forsøgte at tale til en dreng for første gang. Det var forfærdeligt. Virkelig. Hun havde aldrig haft den nervøse og usikre fornemmelse i sine fingerspidser før. Hun havde næsten lyst til at hamre sit hoved mod den nærmeste væg. Det hele var så kliché. ”What I’m trying to say is… I liked the kiss. It felt real and it was a new experience for me I guess.” Hun kunne da slet ikke få en ordentlig forklaring frem. Lige pludselig sad hun vel bare og gentog sig selv. Hvor ville hun bare ønske hun kunne grave sig ned i et dybt hul.

Gentagende gange var det som om en del af ham, blev ved med at sige; 'You don't wanna hear it'. Den anden del higede dog efter svar. Svar på hvorfor hans mave knugede sig sammen: Ikke kun af medlidenhed og bekymring for Autumn, men også på grund af noget andet. Noget han ikke forstod sig på. Hvordan kunne han føle sig så menneskelig og svag i hendes selskab, efter alt han havde været igennem på det sidste? Og efter at have kæmpet så inderligt for netop ikke at skænke hende den mindste tanke, gennem de sidste par måneder? Det var absolut absurd for ham, og der var ingen forklaring. I hvert fald ikke én han ville acceptere. Han troede på hvad han kunne se og røre. Alt der var mere abstrakt eller dybt, syntes at genere ham umådeligt. For - på en eller anden måde - var det disse ting der drev folk til vanvid, og gjorde dem svage. Følelsen – eller hvad fanden det nu var - ville sikkert tilhøre kategorien over dé ting som  Derek altid havde ment, kun hørte til eventyr, eller menneskers latterlige ideer og deres higen efter at finde en dybere mening. Nu var det hám der havde blottet såret, og åbnet emnet. Hám der havde stillet spørgsmålet, de begge nok havde kæmpet med. Og alligevel var han ufattelig bange for at høre svaret. For - selvom han ikke ville indrømme det - vidste han, at dette var noget der gik over hans forstand, og noget han ikke ville kunne styre eller kontrollere. Det var ude af hans hænder, og det efterlod ham forsvarsløs.
Det var længe siden han havde følt sig så splittet. Da han havde været påvirket af sprut og stoffer, havde dét været hans 'jeg'. Nu kunne han ikke gemme sig bag det mere. På en eller anden måde, havde han vel håbet at arbejdet i organisationen kunne hjælpe ham med at bygge facaden op igen; men det var ikke nok. Der var stadig en del af ham der kunne knække.  Et smuthul, som især eksisterede når han sov, og ikke længere kunne kæmpe imod. For dér angreb samvittigheden. Han så sine ofres tiggende blikke, og kunne sommetider også drømme om de rædsler Autumn måtte være blevet udsat for, efter hvad hun havde gjort mod lægen… Efter Derek havde ladet hende løbe… Der havde ingen kontakt været, og han bebrejdede sig selv, for ikke at have gjort mere for hende.

It felt real... Hendes ord printede sig ind i hans hoved, og snart kunne han ikke tvinge sit blik mod hende længere. For han forstod alt for godt, hvad hun mente. For en gangs skyld, kunne han faktisk forstå det. Og så alligevel ikke… Følelsen var så fremmet for ham. Han havde aldrig været typen der havde tænkt sådan over noget så simpelt som et kys. For han havde aldrig været en person der bare kyssede folk, uden et mål. Selv da han havde haft en kæreste, var kys en sjældenhed for ham, hvis ikke det var fordi han ønskede at det skulle lede til sex. Men han huskede også sig selv på, at han aldrig havde… Bekymret sig rigtig om hende. De havde ikke engang været venner. Og de havde bestemt ikke kendt hinandens dybeste hemmeligheder. Det her var… Anderledes. Og derfor var det så svært for ham, at se på hende. Fordi han vidste, at han – et eller andet sted – allerede havde oplevet noget, som han altid havde forsøgt at undgå. "You're hurt, lonely and confused, okay? That's why you wanted it to continue. Nothing else." Dæmonen tvang sit blik hen mod døren, mens han igen sank hænderne ned i sit skød, og pressede håndfladerne sammen. Han havde brug for noget at fokusere på, og derfor klemte han øjnene en smule sammen; Som om han ihærdigt forsøgte at få døren til at gå op, blot ved tankens kraft, eller forsøgte at se lige igennem dem. Men nej. Hans evner var så uendelig anderledes. Og aldeles uduelige mod Autumn, selvom dette nok var en ting han burde være taknemmelig for… Trods det ville være så meget lettere at give slip, hvis han kunne være til skade for hende.
Snart undslap et suk hans læber. De føltes ikke så kolde længere. Underligt nok, havde hendes kulde ikke virket så markant, da  han havde mødt dem i et kys. Men han huskede sig selv på, at det kunne være, fordi hans egen varme var smuttet lidt i takt med energien. Varmen var jo hans energi, på umådelig mange måder. Det var det der holdt hans muskler vågne, og hans sanser stærke.  "I shouldn't have kissed you. I know that." Han løs som om han skammede sig. Øjnene betragtede opmærksomt hænderne, der stadig trykkede sig let ind mod hinanden, som om han forsøgte at varme dem. "Sometimes I just don't think before...-" Han stoppede midt i sin sætning. Meget brat. Han var netop ifærd med at indrømme, at han ikke havde tænkt sig om før han kyssede hende. Havde han ikke netop forsøgt at forklare sig med, at han kyssede hende, fordi det kunne give hende energi. I et forsøg på at dække lidt over svipseren, begyndte han at ryste på hovedet: "Now it's me who's blabbering." Mumlede han, efterfulgt af et halvhjertet forsøg på et lidt selvironisk grin. Det var blevet for svært at sidde stille. Og for svært at holde blikket fra hende. Snart rejste han sig op fra sengen. Måske en anelse for hurtigt, før han nærmede sig vinduet, og stoppede op foran dette, med ryggen til hende. Hænderne gled automatisk ned mod vindueskarmen, som han støttede sig lidt imod, mens han pressede øjnene sammen i nogle sekunder. You’re like an open book, Derek. Get your shit together… Han tog en dyb indånding, og vendte sig om. Den nederste del af ryggen lænede han ind mod kanten af vindueskarmen, og han smækkede armene over kors. Et alvorligt udtryk havde foldet sig over det ungdommelige ansigt.
"Let's just.. forget it okay? It was just an impulse." Måske var det sværere for ham, at lyve overfor hende end så mange andre, men han forsøgte inderligt, at lyde troværdig. Selvom det krævede, at hans stemme blev mere bestemt i tonen, og mere… Kold. "A goodbye kiss to be fucking cliché." Snart forsøgte han sig med et lidt ligegyldigt skuldertræk. Alligevel kørte tanken rundt i hovedet på ham: It can't be the last time I... Han sank en klump i halsen. Der gik endnu et par sekunder før han sagde noget. Denne gang med en strejf af håb i øjnene, trods det gjorde ordene endnu mere tragiske: "But... We're both immortal. This probably won't be the last time our paths' cross right?"

Hvor var det frustrerende! Hun begyndt mere og mere at ønske ham ud af værelset. Atmosfæren var begyndt at blive for tung. Alt for mærkelig af de blandede følelser ser svævede dem begge om ørene. Hans ord gik ind. Og de satte sig fast. Hans argumenter overbeviste hende på nu, selvom hun netop havde forsøgt at sige det komplet modsatte. Hun prøvede alligevel at komme frem med sine følelser, men hun blev stoppet. Af en klump i halsen. En blokering på stemmebåndet. Hun burde ikke sige mere. Det var meget muligt, som han sagde det. Blot impulsiv adfærd. Var dem begge. Og det værste var, at det hele passede. Tingene matchede som pulsebrikker. Samlede en mening og en forståelse. Dog ikke en hun var den største fan af. Men hvad andet kunne det være? De var langt fra hinanden. Og de ville nok aldrig komme tæt nok på til at samle noget sammen med dem begge tog i billedet. Han havde været der, mens lægen havde haft fingrene i hende. Og nu hvor det var ovre, var det vel slut. Ligemeget hvad hun så end selv ønskede.

”Yeah.. I’m also drugged up on painkillers and other stuff. So you probably wouldn’t get many answers from me that makes sense. I might not even know what half of what I’m saying means. I’m imagining things.” Hun smilede forsigtigt og fulgte ham roligt med øjnene, da han bevægede sig mod vinduet. Ud af hendes rækkevide. Hun kunne ikke bare rakke ud efter ham længere. Men nu hvor han havde taget afstand, kunne hun pludselig dufte noget nyt ved ham. Det var metallisk og overraskende bekendt for hendes lugtesans. Blod. Hvorfor duftede han af blod? Hun kendte godt nok til hans lille episode, da han var ankommet til Di Morga. Det med hans far. Men hun havde først lagt mærke til lugten nu. Som var det noget der ikke altid havde været over ham.
Hun bed hårdt ned i sin underlæbe. Hun ville ikke kommentere på det. Hun ville ikke kende svaret. Hun havde intet mod blod men tanken om, at det lå så kraftigt over ham virkede forkert. Havde stedet virkelig påvirket ham så meget? Det burde ikke komme bag på hende. Det påvirkede også hende, og derfor ville hun så gerne væk. Men hun ville ikke have, at han blev overtaget af mørket, der listede rundt og langsomt kvalte lyset ud af dens ofre.
Hun var ret sikker på, hun sad og så mod ham med et noget bedrøvet blik. Og et bekymret udtryk i ansigtet. Det var tydeligt at noget generede hende. Men hun nægtede at sige det højt. Det var faktisk som om, hun ikke turde sige meget. For snart ville han finde sin vej ud af døren, og hun var i sandhed begyndt at tro, at han ikke ville komme tilbage. Bare forestillingen om det fik hendes brystkasse til at gøre ondt. Som om hendes hjerte pressede sig mod hendes ribben. Sendte krampe ned igennem hendes krop. Men hun forblev siddende, som var intet yderligere galt.

”I… I hope we meet again. Also if you won’t be the same.” Hun følte en bølge af kuldegysninger svømme hen over hendes nakke og overarme. Gled ned ad ryggen. Hun vidste hvor åndsvagt, det hele lød. Og hun fandt sig egentlig mere eller mindre reddet, da hendes hals pludselig blev tør. Tvang hende til at hoste et par gange. Hvilket gjorde hende betydeligt mere svimmel.
Det kunne godt være, hun virkede frisk, var det langt fra tilfældet. Og facaden krakkelerede med det samme, som hostet indtog. Hurtigt havde hun løftet dynen op foran sin mund, så lyden blev dæmpet en smule. Det var kras og det rev en smule i halsen. Men heldigvis varede det ikke længe. Dog var hendes ansigt blevet markant blegere på meget kort tid. Hun havde brug for hvile, men hun ville ikke. I stedet lod hun blot som ingenting. Rettede øjnene mod Derek igen. Hun kunne bare ikke helt få det sædvanlige smil frem.
”I would say something like ’Don’t forget me’ but it sounds extremely selfish. And stupid. And like some kind of cheesy line in a love story. I would say that I didn’t wanted you to go but I know you would do it anyway. There’s nothing I can do.” En svag latter summede endelig frem på hendes læber, inden den sidste sætning. ”I won’t even be able to run after you with a slipper like some overly attached person.” Hun kørte roligt en hånd igennem håret. Kørte det helt tilbage, så det blev fjernet fra ansigtet, hvor ikke engang det lille smil, der nu havde fundet sin vej frem, kunne lække skjul på det sygelige udseende. Hun ville et sted gerne have vist ham sit raske jeg. Det var trods alt så meget anderledes. Men han havde nok allerede set det på hendes billeder. Hun løftede så hovedet på ny og sank en smule besværet, inden hun endte med at række sin ene hånd frem for sig. Nærmest bedende. ”Can I get that hug you promised me? You know.. before you leave?”