Helpless-Arthur

Natten var kold og nådesløs, regnen piskede ned og de fleste var søgt i ly inde i deres lune og sikre hjem. Lyn begyndte stille at flænge himmelen i nogle skarpe lys, regnen trommede mod vejen i en monoton lyd. Pludselig var der noget der faldt, noget der mindede om en fugl, det var bare meget større end en fugl. Det var en engel, en engel der havde været ude at flyve i denne storm, og havde mistet kontrollen, da det regnede og blæste så slemt.
Eowen faldt og faldt, men prøvede ad alle kræfter at stoppe faldet, det hjalp ikke meget og da hun endelig var ved at have fået kontrol over det igen, jog en ekstrem smerte igennem den ene vinge og helt ned i benet, hun var blevet ramt af et lyn. Hun faldt nu igen, langt ned, men var lidt heldig, da hun ramte et træ. Da Eowen var helt nede på jorden, lå hun bevidstløs i længere tid, men til sidst vækkede et kæmpe brag hende og det viste sig at være det selv samme træ som lige havde taget en del af det slemme fald fra, som var blevet ramt af et lyn og derfor var flækket og ved at vælte.
Hun skyndte at få sig skubbet væk og tænkte på alle de forfærdelige ting der var sket, alt sammen bare fordi hun havde forladt himmelen og sin værge, men hvad skulle hun der, når hun ikke var lykkelig og aldrig blev det. Værgen havde ofte advaret hende mod jorden dengang og alle de som levede der. Der blev altid sagt, "De er farlige dem nede på jorden, de er kun ude på at skade nogle som os" Og andre ting der mindede om det. Eowens ønske havde altid været at komme ned på jorden og modbevise denne ting, men det var ikke gået godt indtil videre, folk havde pint og plaget hende i lang tid, hvad kunne egentlig gøre det værre, sikkert intet.
Hun prøvede forsigtigt at rejse sig, men mærkede igen smerten i benet og derefter hendes ene vinge, som hun kom i tanke om hun hellere måtte få ind, derfor trak hun dem forsigtigt ind, selvom det krævede noget energi. Eowen begyndte nu at gå lidt rundt, for at finde ud af, hvor hun var og fandt snart ud af, at hun befandt sig på en banegård. Der var mange mørke afkroge, hvor nogle gule og røde øjne kiggede ud på hende, der kom nogle sære hvæse lyde, ikke fra dyr, men noget andet. Eowen mærkede det løbe koldt ned af sin ryg, der var noget over dette sted der ikke virkede betrykkende. Hun begyndte forsigtigt at gå hurtigere og hurtigere, til hun sidst løb. Da hun hørte nogle skridt bag ved sig, begyndte hun også at kigge sig over skulderen, men hver gang hun kiggede, var der intet. Hun begyndte at løbe endnu stærkere, til hun til sidst gled i noget og faldt.

En hvæsede stemme kradsede nærmest i hver en væg. En mørk skikkelse gled igennem skyggerne . De små dunk dunk klingede i beton gulvet. En skikkelse klædt i en sort flagermuse agtig kutte kunne anes bag skyggerne som omringede skikkelsen. Hver dunk der blev udløst i de mange vandpytter blev til et plask. Plask i vand som blev forvandlet fra mørkt ubehageligt vand til rædsel vækkende fugt. Denne skikkelse tilhørte en djævel ved navn Faxe Gargon alias Arthur aka Helvedesulven. Helvedesulven var det navn han engang ville tjene helvedes flammer under hvis ingen ville have ham i tjeneste. Det flakkende djævle øjne betragtede en ung... engel. Ved synet af hende blev ham mindet om hans forlovede Angelin Cloud. Men denne engel vil ikke komme tæt ham! Han var djævel nu. "Forsvind din bevingede losseplads" snerrede han af englen der så ud til at have faldet. Han sparkede englen i hovedet uden hensyn. "Dit skarn! Jeg ender med at sælge dig som slave hvis du vælter rundt sådan der! I engle kan bruge jeres vinger! Og jeg! Ja jeg skal vente på at mine vinger er fuldudvoksede." klagede Arthur og sparkede endnu engang til englen. "Jeg tror at jeg sælger dig. Vampyrerene er vilde med dig men jeg afskyer simpelhen deres race. Nej en dæmon kunne godt bruge sådan en som dig i en seng." sagde Arthur, et grumt smil bredte sig på Arthurs læber under kuttens hætte.

Efter faldet kom de sagte skridt nærmere Eowen og efter et stykke tid, så hun den ,mørke skikkelse helt tæt på. efter et stykke tid, hvor skyggen bare stod der mærkede hun pludselig smerten i ansigtet, den metalliske smag og lugt af blod, så smerten i maven. Eowen begyndte at hoste højlydt og mens hun hostede kom der rødt blod ud af munden. Hun kæmpede for at holde sig vågen, faktisk brugte hun al sin energi på det og hørte derfor kun svagt, hvad denne person talte om. Stemmen kom fra et mørkt væsen og højst sandsynligt en mand, da stemmen var ret dyb. Da stemmen begyndte at tale om vinger og misundelse fandt hun endelig ud af, hvad den person var, en djævel.
Eowen var skrækslagen og rasende på samme tid, hendes øjne begyndte at få en mere og mere violet og grålig farve. Mens øjnene skiftede var det som om noget inden i hende splintrede, noget der delte sig op inde i hende, hun mærkede det og så alligevel, følte hun det ikke. Eowen prøvede at komme sig op og komme væk fra denne djævel, hun skulle ikke pines af djævel og slet ikke sælges som en eller anden slave. mens hun kom op hvæste hun sagte af ham. "Du vil aldrig få vinger, du er slet ikke det værd" Lød det fra hendes mund i en hånlig tone. Måske var det ikke det klogeste hun havde gjort, da hun var blevet svækket så meget af sparkene og ikke mindst lynet der havde ramt hende, men hun var blevet så arrig og rasende over den måde han havde behandlet hende på, at hun simpelthen ikke havde kunnet styre det.
Det knæk der var sket inde i Eowen, var da hendes øjenfarve var begyndt at skifte, hendes følelser var blevet splittet, denne vrede var så stærk at det havde revet sig selv over i en lille del og splittet sig fra resten og derfor skiftede hendes øjenfarve fra den klare blå til violet når hun var rasende.

"Nuurh er jeg ikke det?" sagde Arthur med en honning sød stemme. Selvfølgelig falsk. "Jamen så skal jeg fortælle dig en ting. Kan du se mine buler i panden?" sagde han med lidt mere hån i stemmen. Han tog hætten af og afslørede tog buler på horn grænsen. "Først horn, så vinger, så hale. Min lille ven. Det er kun få uger siden at jeg blev djævel." sagde han. Arthur slog hætten om hovedet igen og trak sin kniv. "Enlig må jeg ikke spilde dit dyrebare blod... Men.. jeg vil teste om vampyrene har ret i smagen af blod." Arthur lavede en lille rift i kvindens hånd og så nu nogle røde pletter formere sig i den lille fordybning i huden. Forsigtigt lod han blodet dryppe ud på hans pege finger. Som en lille unge puttede han fingeren i munden og smagte blodets metal smag. "Hmm. Ikke værst men jeg tror at jeg foretrækker vand. Men det gør vampyrer ikke" sagde han og løftede kvinden op i kraven. "Sikke et uselt skravl. Vil vampyrer virkelig drikke blod fra sådan en tåbe? Ind se det. Du er ikke noget værd andet end penge der går til noget håbløst. Jo jeg kan ligeså godt sælge dig. Mine knive er også blevet lidt rustne. Pengene kan gå til flere våben." hånede Arthur. Inde under hætten voksede bulerne en milimeter. Arthur gik i cirkler rundt om denne engel. Betragtede hende for detaljer. Ja hun var vel en god sum penge værd. Synd at hun ikke kunne bruges til andet end voldtægt eller druk.

Da Eowen mærkede den kolde kniv mod sin hud gøs det i hende, men det blev værre da hun så det fine røde blod stimle ud fra hånden. Hun kunne ikke mere, hun måtte væk fra denne djævel nu, ellers ville hun aldrig kunne bevise at alt på denne jord ikke var ondt. Eowen lå sammenkrøllet nede på jorden, med hovedet ned af, så det lange røde hård hang vådt og slasket, mens det dækkede for hendes ansigt. *Hvis bare de pokkers vinger kunne få mig væk, hvis jeg bare havde lidt mere energi, så kunne jeg komme væk* Tænkte Eowen desperat. Hun prøvede forsigtigt at få vingerne ud igen, men i de førte mange forsøg lykkedes det hende ikke, først efter mange minutter kom de frem. Da vingerne endelig var fremme kom hun op at stå, hvorefter hun begyndte at løbe, så stærkt hun kunne. Hun begyndte så at baske med sine hvide vinger så meget hun kunne, så hun til sidst kom op i luften. Mens hun fløj kiggede hun sig en sidste gang tilbage, for at se på den djævel, der næsten havde solgt hende som slave, ydmyget hende og mange andre slemme ting. Eowen var nu et godt stykke væk fra ham, da der begyndte at komme nogle små sorte prikker for hendes øjne, hun havde ikke meget energi igen og det krævede meget at flyve. Prikkende blev større og større, til sidst var der helt sort, hun var besvimet, og endnu engang på samme nat faldt hun, men denne gang var der ikke noget der kunne redde hende. Da hun endelig var faldet helt ned lå hun i en forvreddet stilling, hvor den ene vinge, lå og dækkede for det meste af hende. Blodet flød ud fra hånden og en det ene ben, hvor hun havde fået en flænge. Mens hun lå og var bevidstløs var hun et andet sted i sine drømme, hun befandt sig i himmelen der, hvor hun var blevet skabt og opdraget, det sted, hvor der altid var lunt og fredeligt, stedet hun havde forladt til gengæld for den kolde nådesløse jord.

//Skal vi ikke sige at Árthur så fanger hende og er tæt på at sælge hende?//

//Det kan vi da godt//

Djævelen fik et tilfreds smil på læben. Den mørke skikkelse løb hen imod den besvimede engel. Hold da op hvor var engle svage. Godt tilfreds med sit bytte løftede Arthur englen og skred fra bane gården. Endelig kunne han mærke den rivende storm rive hætten af ham. Arthur løb igennem gaderne med hastige skridt. Hvis han kunne finde det slave markede. Hårdt ønskede han sig vinger. Han bed hul i sin underlæbe. Lige nu ville han gerne være hjemme i sit gamle hjem. Forét. Han kunne spise sig mæt i elvernes mad... kæmpe med deres våben... gå i deres tøj. Det var langtid siden nu og langtid siden han havde plyndret noget. Havde han nu mistet grebet. Misten grebet på et godt gammelt overfald? Nej. Han satsede stærkt på at komme tilbage til skoven og slås imod elvere. De havde vel nok savnet ham tænkte han grumt. Blive et vildt dyr igen? Bliver Vilddjævlen Helvedesulven som han havde tænkt han ville gå som dæknavn. Måske men nu var han blevet vandt til de hårde gader. Enlig havde han også udset sig en karriere som slavejæger. Det job vil passe ham yderst. Men egentlig. Hvad havde Di Morga givet ham som han ville give tilbage. Et navn stak op i hans hoved. Angelin. De havde givet ham den vidunderlig kvinde som han elskede af hele sit kolde hjerte. Vinden rev i hans brunrøde hår og de sorte djævle øjne stirrede hade fuldt frem igennem den store storm. Han vidste ikke hvor han skulle hen men et sted skulle han jo nå frem til. Vinden pivede imellem husene og Arthur isnede. Hans hud var bleg af den umættelige storm. Han lagde kvinden på jorden og stønnede højt imens hans krop skiftede form. De sorte djævle øjne blive røde som robiner og sort hår skød op af armende og benene. Arthur voksede sig en meter større, tre meter ialt. Smerten var ubeskrivelig høj men det var en evne Arthur selv havde brugt så han måtte jo betale. Blod kunne anes på asfalten men det tog den store ulv sig ikke af. Han løftede igen englen og sprang nu hurtigere igennem gaderne end den farten før. Han måtte bare finde det forbandede slave sted. Et godt tegn kunne lugtes med ulvens veludviklede lugtesans. Blod, og lyden af piskesmæld. Ulveformen skrympede ind og afblegnede og så stod Arthur der igen. Med et smil på læben trådte han ind på dette forbandede seje sted. Slavemarkede!

Der lød mange skrig og smeld for piske, der lugtede forfærdeligt og man kunne også ane lugten af blod. Eowen begyndte stille at komme til sig selv og da hun havde fået åbnet øjnene helt, så hun noget der skræmte hende. Rundt omkring sad der ud hungrede beskidte kvinder, mange af dem viste sig at være engle som Eowen. Hun så at det var djævelen fra før der havde fat i hende , i starten lod hun bare som om hun stadig ikke var ved bevidstheden, men da hun så sit snit, kom hun væk fra ham og løb, hun løb så hurtigt hun kunne, trods alle smerterne i benene, hovedet og resten af kroppen. Eowen stoppede først med at løbe, da hun var kommet ind i en lille, smal, mørk gyde, hvor der var nogle små pusle lyde. Hun lænede sig op ad muren og gled forsigtigt ned. Der sad hun nu, hjælpeløs med smerter overalt, kold og våd. Hvorfor havde hun rejst fra himmelen dengang, hun havde jo været sikker der, ingen gjorde hende nogen skade eller hånte hende, der nærmest forgudede nogle hende, fordi hun havde set så magtfuld ud.
Der begyndte at lyde en let gråd fra hende, mens tårende trillede ned af hendes kinder og lavede en stribe, da den havde fået skubbet alt snavset og blodet væk. Da hun først var begyndt på at græde, kunne hun ikke stoppe igen, der var så meget hun skulle have ud, så mange ting der havde sat sig fast og jo flere af disse ting hun huskede jo mere græd hun. Mens hun græd, skete der endnu et knæk i hendes sjæl, sorgen havde splittet sig fra resten, smerten ydmygelsen var så stor at den ene følelse kun kunne rumme sig selv. Sammen med sorgen og smerten skiftede hendes øjenfarve til grå, således det nu skiftede imellem violet, grå og så hendes normale krystal blå farve.
Mens Eowen sad der med hovedet bøjet ned til knæene, lagde hun ikke mærke til skridtene der nærmede sig hende, hun lagde heller ikke mærke til alle råbende og skrigende. Der var kommet ude på den store plads, hvor handelen med slaver foregik, der var ikke rigtigt nogle der vidste hvordan det var startet, men en af mulighederne, var da Eowen var stukket af fra Djævelen.

Arthur begyndte så småt at råbe "Engel til salg. God blodpose og sexslave efter sigene!" I starten var der ingen opmærsomhed men så samlede der sig en kødrand af dæmoner og vampyre som diskede op med høje priser. Grådigheden snublede frem i Arthur som ventede på den højeste pris han kunne komme til. Englen som nu var vågnet holdte han godt fast i og ventede stadig på den højeste pris kom. "2000.00000 euro? Nogle højere?" råbte Arthur. Dæmonen som havde nået det højeste stod med et tilfreds smil da mængden blev mindre og mindre. Det morede Arthur at man kunne sælge væsener som dyr. Dæmonen kom nærmere Arthur og gav ham en kufert fyldt med sedler. Arthur strammede grebet om slaven da han rakte dæmonen hende. Da dæmonens hånd nærmede sig englen tog Arthur godt fat om dæmonen og brugte sin anden evne. En stor flamme tændte sig i Arthurs hånd som strammede grebet om dæmone som hylede og skreg. Arthur slog ham hård i baghovedet så han besvimede. Derfor blev han nød til at slippe englen et øjeblik men nåede at gribe fat om hende igen. Kuferten med penge låg for foden af den smilende Arthur. "Krigerslave og engel tilsalg!" råbte den lumske djævel.

Larmen ude fra den store plads nåede endelig helt hen til Eowen, hun løftede forsigtigt hovedet og kiggede sig omkring, der var intet at se der, hvor hun befandt sig. Hun rejste sig nu forsigtigt op og begyndte at kigge forsigtigt ud, fra den lille gyde hun befandt sig i. Da hun kiggede ud fra den, så hun en masse dæmoner og vampyrer råbe og nogle slås, hun kom til at tænke på den måde djævelen havde snydt en dæmon på efter at have fået hans penge, sælge ham som slave. Da nogle var begyndt at slås allerede der, var Eowen løbet, for det var det eneste tidspunkt hun kunne få vredet sig fri, førhen havde den lede djævel holdt så godt fast i hende, at selv ikke en af de største kræfter kunne have fået hende fri. Eowen skimtede noget stå i midten af den store samling, men den/det prøvede at kæmpe sig fri fra dem, prøvede at komme ud. Hun havde på fornemmelsen, at det var djævelen, der var begyndt at lede efter hende igen, derfor løb hun hurtigt ud af den lille gyde og forvilede sig rundt i de mange gader på det sorte marked. Hun så sig ikke for da hun løb, så hun endte med at løbe direkte ind i en der var meget større end hende og derfor fik væltet hende omkuld. Da Eowen kiggede op for at se, hvem det var og sige undskyld, blev hun stum, af skræk og rædsel. Foran hende stod en stor og stærk mand, med blod rundt om munden og på hænderne. Denne mand kigge lumsk på hende, med et glimt af ondskab og vanvid i øjet.Hun ville helst bare skrige og løbe væk, men hun var som forstenet og kom først helt til sig selv da manden talte. "Nå hvad har vi så her" Lød det slesk fra mandens mund, hvorefter han slikkede sig om munden. Eowen kiggede skræmt op på ham og prøvede at få sagt noget. " Øh..øh d...det må de undskylde herre" Lød det sagte fra hendes mund, mens hun fik skubbet sig op igen.

"Vil du købe hende hr. Som du kan se har hun gode manere. Manden gik nærmere kvinden og mærkede hende på brysterne. "Jeg tager hende!" lød det liderligt fra manden. "Nej det gør du ikke. Du køber hende." svare Arthur. Manden vrissede og gik igen. "Engel og Dæmon tilsalg!" råbte Arthur. Der var ingen der der standsede overhovedet. De gik bare videre som om at Arthurs fangst ikke var noget værd. "Det ser ud til at du ikke er særlig berømt længere. Måske kan jeg ikke bruge dig til noget... hvis du ikke fanger nogle kunder omlidt dræber jeg dig!" hviskede Arthur i englens øre. Desuden vil ingen købe dæmonen. Han var intet værd! Arthur slap dæmonen så den dumpede ned på jorden. Arthur strammede grebet om englen og bukkede sig nedover dæmonen. Han trak sin kniv fra sit bælte og skar struben over på dæmonen og sparkede liget væk. Arthur satte kniven i bæltet igen og tog kufferten på jorden. Med det samme gled den op og forfalskede penge gled ud på jorden. Penge lavet af katon og med dårligt farve. Så den lede havde snydt ham! Arthur slap kufferten og rejste sig igen. "Se, du er intet værd. Nu dræber jeg dig fandme!" hvæssede Arthur og sparkede englen over skindebenet og lagde hende på jorden. "Hvis du flygter bliver det en smertefuld død!" råbte Arthur med kniven i hånden.

Manden trådte et skridt nærmere og rørte så blidt ved hendes hår. Mens han gjorde dette løb der en gysen igennem hende. Beskidte hænder, djævelske, onde, beskidte hænder rørte ved hende. Hun trådte hurtigt et skridt tilbage, men i samme øjeblik hun vendte sig om for at gå, mærkede hun et fast og hårdt greb om sit håndled. hun prøvede først at rive sig løs, men indså snart, at det var nytteløst. Han trak hende helt tæt ind til sig så hun kunne lugte blodet fra hans mund. Manden hvislede stille ind i hendes øre så det løb koldt ned af hendes ryg. *Nu er du min, lille tøs* lød det slesk fra hans mund. Eowens tanker var sært nok positive, for hun tænkte, at nu ville hun i det mindste få lidt beskyttelse, hvis djævelen så hende igen, han havde jo sagt han ville slå hende ihjel hvis hun stak af, hvilket hun havde gjort.
Hun blev trukket med hen ad gaden, til det sted, hvor Djævelen havde været ved at sælge hende og ligeså var det denne mands idé at sælge hende. Hun blev så træt af det, havde disse mennesker, mænd ondskabsfulde væsener ikke andet for, en at udnytte engle, elvere og andre kvinder, til deres egne lyster. Eowens øjenfarve begyndte stille at blive mere og mere violet, til de til sidst var så violette, at enhver ville lægge mærke til dem. Som hun stod der, fanget for anden gang, af endnu et slesk væsen, begyndte hun at råbe ham op i hovedet, råbe at han var en nar, uden manere, der udnyttede fredelige kvinder og væsener og at han skulle slippe hende nu. En ny energi boblede op i Eowen, sammen med hendes raseri anfald, en ny selvtillid hun ikek havde følt længe kom frem i hende, men blev dog hurtigt taget fra hende igen, da hun mærkede et ordentligt slag på siden af hovedet, det var manden, der havde smækket hende en på siden af hovedet. Det slag fik Eowen til at stå pænt og stille med hovedet let bøjet, men ikke så meget, at man ikke kunne se hendes ansigt.

Arthur blev kortsagt edderspændt rasende da hans fangst blev revet fra ham. Arthur satte hurtigt i løb efter tyven. "Jeg dræber dig! Jeg dræber dig! Jeg dræber dig!" råbte han efter tyven imens han satte farten op. "Ved alle helvedes djævle, du har levet et liv for meget!" råbte han igen imens andre eder og forbandelser sprang ud af hans mund. Efter at han ikke havde nogen på slæb gik det hurtigt for Arthur at hale ind på manden og englen. I et hurtigt spring ramlede han ind i manden som tabte englen. Arthur gik så løs på manden med bare næver, smadrede hans fjæs så det ikke kun var munden der var blod ud af. Manden sparkede Arthur af som ømmede sig inden han løb over imod manden der var ved at tage englen til sig igen. Hurtigt overfaldede han manden så Arthur og ham faldt så lange de var. Arthurs poppernæve sprang imod mandens næse som gav et ordenligt knæk fra sig. Manden trak en kniv og sparkede Arthur væk. Han gik nærmere Arthur og bøjede sig hen over ham og satte kniven ved Arthurs strube. "En bevægelse og du er død!" råbte manden og spyttede ham i ansigtet. Vreden pumpede i Arthur som før han vidste af det slået manden bevidstløs. Arthur fjernede kniven fra hans strube og huggede den ned i mavesækken på manden. "Nu skal du lide!" råbte Arthur og tørrede spyt klatten af sig. Han åbnede mandens mund og spyttede en stor spyt klat i munden på ham. Han tog kniven fra sig og sprang op på benene og begyndte at trampe på mandens hoved. Et højt knæk lød da mandens nakke brækkede men Arthur hoppede videre. Af sejrs glæde tog hans mandens kniv og snittede Lucifers mærke ind i panden på ham. Arthur sprættede manden op og begyndte at sprede hans indvolde udover jorden.


//Og det er vel her Eowen flygter og emnet slutter?//