Is this goodbye? (Alessa)

Tid: Sen aften
Sted: Khá's hemmelige bibliotek
Omgivelser: Bøger og voldsomme mængder af blå flammer

Flammerne rasede og det lød som en voldsom torden. Khá's ord døde ud i den voldsomme larm fra de blå flammer der indhyllede rummet. Hun ville kunne mærke at han brugte alt sin energi på at hun ikke skulle skades. De lyde der kom fra ham mellem flammernes rasen, var smerteskrig. Pludselig skiftede flammernes farve. Det var en eksplosion af farver. Fra sort til rød, til grøn og alle tre farver på en gang. Det var tydeligt at flammerne ikke længere var i hans kontrol. En rendyrket ondskab kunne mærkes i rummet og en frygtindgydende stemme overdøvede flammernes rasen. Stemmen ville gøre ondt på hende da hun var en engel. Man kunne mærke en djævels energi langt stærkere end Khá's og stemmen sagde: Khá! You pathetic fool! This gift is no longer for you! Enjoy the life of mortality as long as you have it! Pray that you do not enter the Gates of Hell!


Stemmen forsvandt og flammerne hvirvlede hurtigere og hurtigere rundt og ikke længe efter forsvandt de ned mellem stenene i gulvet. Først var der helt mørkt, men langsomt kom lyset igen. Khá var i første omgang intet sted at se. Men da hun kiggede rundt, lå der en stærkt forbrændt person i resterne af en reol. Hun kunne mærke på hans energi at den Khá der nu var foran hende var... Menneske? Han lå og rystede af voldsomme smerter men prøvede at kæmpe sig op så han kunne kigge på hende. Han formåede at kigge op på hende og han kunne lige nøjagtigt sætte sig lidt op. Det stærkt forbrændt ansigt smilede til hende og sagde:
Hi... Alessa.... So this is how cold feels like.... Can.... i.... Am.... so.... very sorry....


Han væltede ud på gulvet i en voldsom krampetrækning men fik bevæget sig op så han kunne støtte på armene. Han hostede pludselig voldsomt og klatter af blod røg ud på gulvet. Han faldt om på siden og krampede sammen. Et sørgeligt, nærmest undskyldende blik kom fra den nu forbrændte Khá. Det lugtede forfærdeligt af forbrændt kød. Han prøve igen at smile og kiggede op på hende med ordene:

Hi Alessa.... My name is.... Khá.... Connor....Can you please.... help me... I am so cold....

Flammerne ramte Alessa med så voldsom en kraft, at hun først måtte vige tilbage. Hans skrig ramte hendes ører, og hun reagerede som en mor, der bare måtte hen til sit grædende barn. Et skridt blev besværet trådt frem, som forsøgte hun at gå gennem en kraftig storm. Hun kom ham kun nærmere grundet den enorme viljestyrke, der lå bag hvert et skridt. Da flammerne skiftede farve, så hun et ganske kort øjeblik fascineret på alle farverne. Men da hun mærkede den nærmest smertende ondskab forsvandt fascinationen. Hun følte ingen betagelse af noget, der var skabt af sådan en ondskab og hun nærmede sig ham igen. Flammerne svøbte hende i ren ondskab, og flammerne begyndte at blive hede, sved hårene af hendes hud. Den eneste årsag til at hun ikke blev forkullet med det samme, var den kraftige beskyttelsesmagi, hun havde lagt om sin egen krop gennem tatoveringerne. En beskyttelse netop mod den ondskab, hun altid havde følt i ham, mod det ugudelige. Men den var kraftigere end ventet, rendyrket, som hun kun havde følt få gange før. Dette var ikke noget en simpel djævel kunne opfostre, og hun kunne ikke afholde den fra af svide hendes hud, hendes tøj.
Hun var kun nogle få skridt fra ham, da kraftfulde stemme lød. Stemmen fik hendes hoved til at føles, som det skulle sprænges, og et smertensskrig røg uvilkårligt over hendes læber.
Kun med over tusind års erfaringer og den viljestyrke der var kommet deraf, fandt hun styrke til at lade sin stemme lyde. Selvom stemmens fokus ikke lå på Alessa selv, var dette nødvendigt for at kunne modstå smerten ved denne ondskab.

"No! We defy you! Lord, most merciless Father. Take hold of the dragon, the old serpent, which is the devil and Satan, bind him and cast him into the bottomless pit!"

Messede hun fra Åbenbaringen, og den beskyttende energi der flød kraftigere i hendes krop, var det eneste, der afholdt hende fra ikke at falde sammen ved stemmen. Lyden og flammerne forsvandt. Mørket sænkede sig og det eneste, der kunne høres, var hendes stakåndede vejrtrækning. Hendes viljestyrke og messen var det eneste, der havde holdt flammerne fra ikke at brænde hende fuldstændigt.
Den kvalmende lugt af forkullet kød ramte hendes næse, før synes vendte tilbage til hende, og et bekymret gisp gav genlyd i det store lokale. Lyset kom tilbage, og de gamle øjne søgte lokalet. Blikket faldt på den ødelagte reol og den næsten ugenkendelige skikkelse, der lå i den.

"Khá.. No.."

Hviskede hun, idet hun lynhurtigt var ved hans side og faldt ned på knæ ved ham. Da hans stemme lød, var der ingen tvivl. Hendes evner fortalte hende, at det var et menneske der lå der, døende..

"Shh.. Don't.. Don't move.."

Han frøs.. Han frøs.. En ukendt panik fyldte hendes hjerne. Hun måtte.. Blikket fløj rundt i rummet, og hurtigt var hun på benene igen, da blikket faldt på bordet. Hun nærmest løb den korte afstand, der var dertil, samlede banneret, den gamle gave, op og var endnu hurtigere tilbage ved hans side igen. Det var det bedste, der var i lokalet. Hun slog banneret ud og lagde det over ham som et tæppe, hvorefter hun uendeligt forsigtigt løftede hans hoved op i hendes skød.

"It will.. Be alright.. You are free now. Free from the bonds of the devil. You.. It have to be alright."

En tåre flød ned af hendes kind og faldt ned på hans ansigt. Hendes egen hud var kun let forbrændt, rødlig og brændvabler trådte efterhånden frem. Hun ville blive øm, og hvis hun ikke rensede den brændte hud, ville der hurtigt gå betændelse i, men dette var intet i forhold til hans hud.
En hånd søgte hans kind, rørte den knapt nok af frygt for at smerten ville være for meget. Det her ville et menneske ikke overleve. Forbrændingerne var for voldsomme for så skrøbelig en krop.. Endnu en tåre gled ned af den rødmende kind.

"Lie still.. It will be alright. Just.. do not move too much, it will hurt you. You defied the devil.. It will be okay."

Den ellers så lyse og smukke stemme lød grådkvalt. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, hvad hun skulle sige. Han var døende, og der var ikke noget, hun kunne gøre..

Han gjorde hvad han kunne for at løfte sin arm for at lægge den mod hendes kind, men det eneste han fik ud af det var at de voldsomme brændsår sprækkede og begyndte at bløde voldsomt. I stedet prøvede han at tage hendes hånd hvilket lykkedes noget bedre. Blodet der løb fra forskellige steder på ham, størknede hurtigt mod sårene. Han var så kraftigt forbrændt at han stadig røg. Man kunne næsten høre en knasen fra sårene når han prøvede at bevæge sig. Han havde nærmest ingen styrke tilbage men formåede at stryge hendes hånd ganske let. Han rystede i stemmen da han sagde nærmest roligt:

I.... finally.... got what i deserved.... Eh? God... This fire really...hurts.... 


Endnu et voldsomt hosteanfald ramte ham og han krampede nærmest sammen i hendes arme. Nogle rigtig grimme klatter af blod forlod ham og han vred sig en del af smerterne. Han havde ikke længere styrken til at skrige. Selv i denne stund skubbede han sig selv ned på gulvet så det ikke skulle gøre ondt på hende når han krampede sammen. Hans smaragd-grønne øjne kiggede langsomt op på hende og han sagde: 

Would you please..... b....bury me? Maybe God will... take mee now.... And please.... set Bach... free... It hurts.... so bad.....


Han kiggede nærmest op i loftet og tårerne trillede ned af de forbrændte kinder. You are.... all so... beautiful.... Alessa.... You have... my heart... the Bells.... they sound...
Pludselig lå han helt stille. En sidste tåre trillede ned af hans kind og han udåndede med et smil rettet mod hende. Hans hånd fandt livløst på gulvet og han var død...

Alessa smilede kun til hans første kommentar. Egentligt var dette ham jo fortjent, taget ud fra hvad han havde gjort gennem tiderne af ugudelige ting. Der var jo en straf for de ting, han havde foretaget sig, men det her.. Hun burde føle større tilfredshed ved at se, at han havde fået, hvad han havde fortjent. Men.. Hun kunne ikke rigtigt..
Da han forsøgte at flytte sig, tog en blid hånd fat om hans skulder, og holdt ham i hendes skød. Hun havde oplevet værre skader end disse forbrændinger, og til trods for at det muligvis gjorde ondt, så ønskede hun ikke, at han flyttede sig væk.
Et overrasket men forstående ansigtsudtryk sås ved hans forespørgsel.

"Ohh.. Ohh but of course. I will care of you, make sure that you are put.. Put to rest. Both you and Johann.. You made a bigger difference for me, than I could ever imagine or, or ever admit to myself."

Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det her var så surrealistisk. Og efter så mange år for sig selv vidste hun knapt nok, hvordan hun skulle udtrykke sig. Disse former for følelser havde hun ikke haft længe. Hun hade følt moderlige følelser overfor flere, men ikke det her. Og samtidig havde hans valg gjort det hele så meget mere simpelt for hende. Han havde taget valget mellem hendes principper og egne tanker fra hende, hvilket kun gjorde det nemmere.

Da hans ord døde ud, vidste hun først ikke, hvad hun skulle gøre. Hun løftede den forbrændte, udhungrede krop helt op i sine arme, holdt hans nu menneskelige krop helt tæt ind til sig.

"No.. No. Dear, not like this.. I hope you find your peace whereever you go."

Længe sad hun blot der med den forbrændte krop i sine arme. Hun kunne ikke græde, dertil var hendes blandede følelser alt for rodede. Hun kunne blot..

Et suk forlod hendes løber, før hun rejste sig op og tog den magre, lette krop i sine arme. Det enorme bibliotek havde lidt uoprettelige skader, hvilket rodede ubehageligt i hendes baghoved. Men tanken var hurtigt smidt væk. Med lange skridt lod hun rummet med den ældgamle viden bag sig og steg op ad trapperne.
Den kolde luft føltes uendelig rar mod hendes forbrændte hud.
Oppe i gården mødte hun den nu aldrende Back, der havde været på vej mod biblioteket. Han havde sikkert følt ændringen og stoppede op, da han så Alessa træde op fra trapperne med den forbrændte Khá i armene. Hans øjne fortalte, at han nu forstod ændringen, og skuldrene faldt helt ned. Hendes blik søgte ulykkeligt hans.

"Help.. Help me lie him to rest.."

Et nik og han var væk.
Tankerne kørte gennem hendes hoved. Hun kunne ikke begrave ham på domkirkens kirkegård, som hun egentligt ønskede. Graveren ville opdage og undre sig over en grav, han ikke selv havde stået for. Hun måtte begrave ham på hans egen grund..
Back var hurtige tilbage med to spader, og Alessa lagde Khá uendeligt forsigtigt på jorden, inden hun tog den ene spade og stod et øjeblik for at beslutte sig. Et særligt træ i haven blev hendes valg. Back fulgte med uden et ord, og kun ved lyden af spadestikkene lød mellem dem.
Da graven var færdig, skulle Bach til at ligge spaden fra sig, men Alessa gik blot nogle skridt længere hen og begravede metallet dybt i jorden for at starte på endnu en grav. Hun så op på Johann med et sigende blik.

"Johann.. You are getting weaker and weaker by the moment. It.. It will not be long before the last of his powers leave your body. You.. You.."

Nok havde hun og Johann aldrig været nære venner, og til trods for at hun ikke var enig i hans valg om at arbejde for Khá, så havde hun næret en respekt for ham dengang, og de havde arbejdet godt sammen.
Den svagere Johann nikkede blot forstående med et stille smil, og hjalp hende med at grave endnu en grav.
Da den anden grav var færdig, samlede Alessa Khá op igen og de hjalp hinanden med at sænke ham forsigtigt ned i den dybe grav. Johann blev stadigt svagere, og Alessa lod en støttende arm glide rundt om ham, mens hun søgte for noget passende.

"Peace I leave with you; my peace I give you. I do not give to you as the world gives. Do not let your hearts be troubled and do not be afraid."

Citerede hun fra Johannesevangeliet. Hun var stille et øjeblik, før hun kunne mærke Johanns krop begynde at ryste. Hun var alene om at smide jord ovenpå Khá. Hun havde aldrig brudt sig om denne fysiske ting af begravelsen, trods hun vidste, hvad der kom bagefter. Men hendes praktiske del af hjernen havde slået til, og hun måtte blive færdig inden.. Inden det blev Johanns tur.
Hun var også kun netop blevet færdig, da han faldt om, og hun var hurtig ovre hos ham, faldt på knæ for at holde hans hoved i sit skød den sidste tid.

"I.. I might not have agreed with your choice, but I did always respect you when we worked together. You were a good man, and probably still is. I.. I will always respect you.."

Hendes hånd søgte hans og holdt om hinandens hænder den sidste halve time, inden den sidste magi forlod hans krop, og han tog det sidste åndedrag, som han egentligt skulle have gjort for flere århundrede siden.
Alessa sad et øjeblik længere med hans hænder i sine, før hun også sænkede Johann Sebastian Bach ned til hans sidste hvilested på denne jord, usikker på hvor han faktisk ville ende henne herfra.
Hun trådte et skridt tilbage, så hun kunne se begge grave, og sang den sjette salme for dem begge med en stemme, der netop egnede sig til lovsang, før hun ligeledes dækkede Johanns grav til.

Herefter samlede hun banneret op, som hun havde taget af Khá, lagde det tykke, vævede stof om sine skuldre og sad en tid på jorden foran begge grave, i tvivl om hvad hun skulle gøre nu. Egentligt ville hun blot sidde lidt her og få styr på sine tanker.

Et voldsomt mørke der virkede evigt... Han faldt og faldt og det eneste han kunne mærke var kulde. Det føltes rart mod de stadig friske brandsår. Faldet virkede til at vare evigt og han lukkede bare sine øjne og strakte armene ud. Faldet stoppede dog brat. Han skreg af fornyet smerte da 4 søm naglede ham til et forkullet kors. En Engel klædt i sort og med sorte vinger talte med en rusten stemme:

Welcome to Purgatory! Here you will stand trial for all your transgressions! You must face the judgment of those you have done wrong! Are you repentance sincere maybe you will earn a place in Heaven!


Han forsvandt ind i skyggerne og alt blev mørkt og han kiggede meget forskrækket rundt. Hænderne og fødderne gjort ikke ondt længere. Snart blev mørket brudt af skæret fra en fakkel af blå ild. Faklerne blev flere og flere og snart stod der en horde af ligene fra dem han havde slavebundet. På skift gik de hen og stak faklerne ind i ham forskellige steder på kroppen. Han skreg i voldsomme smerter og bad dem om at stoppe. Ingen af dem lyttede til ham. Der gik ikke længe inden der kom flere til der tvang brændende sten ned i halsen på ham. Han prøvede at skrige men kunne ikke. Smerten var frygtelig. Han bad bare om dødens kærtegn men det kom ikke. 

Han mistede fuldstændig fornemmelsen for tid efterhånden. Hver dag gik han gennem det samme igen og igen. Flere gange. Han droppede fuldstændig at skrige. Det nyttede intet. Han kunne ikke andet end at tænke over de frygtelige ting han havde gjort, de liv han havde ødelagt. Disse tanker blev hans mantra her nede.
I am sorry.... Please forgive me.... I am sorry....


Tiden var ikke længere et begreb han forstod. Det var kun smerterne og fortrydelse der var tilbage i ham. Han var så tæt på at knække som han kunne. Som sædvanlig kom der et lysskær i mørket. Han kiggede op og alle ligene stod foran ham endnu en gang. Han havde ikke flere tårer tilbage, men sagde: I am sorry... 
Pludselig blev lyset stærkere og ligene banede en vej. Et hvidt lys der brændte hans øjne kom mod ham. Det dæmpedes og to engle klædt i hvide kjoler kom hen til ham. De trak sømmene ud og tog ham i deres arme. De var underligt varme og føltes lidt som.... Alessa?.... De gik op af en marmortrappe med ham, hvor han krøb sammen for at skærme for det frygteligt skarpe lys. De satte ham i en gylden stol der vendte mod en gylden tronstol. Det kraftige lys kom oppe fra tronen. De to engle kyssede ham på kinden og gik igen. 

Khá sagde bange: ....Lord? Please.... Let me die... I am broken.....
En voldsom stemme rungede ud over Khá. Det var en kraft der aldrig havde mødt sin lige. Khá sad bare og gjorde sig klar til sin endelige straf
Khá! You have been chosen for judgment! I sentence you.... Rebirth!


Khá kiggede bange op og spurgte: Lord? I dont understand....
Stemmen rungede stadig voldsom men føltes kærligt og varmt: You have redeemed your self in my name! You accepted Purgatory and you accept judgment before your one true God! You will be reborn in my name! You will be counted among the highest Choir of Angels! You will be my instrument of Redemption! But know this! You will never enter these Gates if you should fall once more! Be the Guardian of humans. Rise as my Seraphim of Retribution!


Han rejste sig i en vidunderligt smuk mandekrop og mærkede vingerne vokse ud af hans ryg. Han smilede med en tåre og lod sig falde mod jorden hvor han spredte sine vinger.

Det var blevet sent, det var vinter, og kulden var kun kommet yderligere krybende, mens de havde været nede i krypten. I den tid Alessa havde siddet på den kolde jord, var kulden også kun trængt længere ind gennem banneret, der nu fungerede som en tæppe, og den sønderrevne kjole. Den ellers elegante kjole var kun blevet yderligere ødelagt, ved at hun havde revet den af til knæet, så hun havde bevægeligheden til at grave tidligere. Den spinkle krop lagde mærke til den påtrængende kulde, men lod sig ikke reagere på den. Tankerne havde for længst forladt fokusset på de fysiske behov, hendes krop måtte have.
Hun.. Denne mand.. Deres bekendtskab havde efterhånden varet i mange år. Hun havde fulgt Khás arbejde, havde til tider stoppet det, når det blev for utilgiveligt og det var hende muligt, og de havde opsøgt hinanden gennem tiden for at diskutere arkan viden og rituelle foretagender. Deres bekendtskab havde bestemt været et af den mere sære slags. En engel af det ottende kor og en ældgammel djævel. Det ville aldrig være faldet hende ind, ej heller ville hun nogensinde have anerkendt, at hun ville komme til at føle sig tiltrukket af hans viden og hans intellekt, som hun havde oplevet denne aften.
Egentligt var hun glad for, at valget var blevet taget fra hende ved hans død, og hun så det som et tegn på, at det var det rigtige at følge hendes principper, hendes kald.. Det var så..
Hendes hoved snappede til siden. Lyden.. Dén ringende lyd. Den var.. Nej. Det kunne ikke være? Aftenens strabadser måtte have udmattet hende, sløret hendes evner.
Blikket søgte afvisende tilbage til Khás grav, kroppen var begyndt at sitre en smule af kulden. Der var så meget, hun havde ønsket at diskutere med ham. At få muligheden for at gennemgå hans bibliotek sammen med ham, udveksle viden med ham.
Lyden.. Den ringende klokke blev mere presserende i hendes hoved og hovedet virrede endnu en gang til venstre side. Det burde ikke være.. De gråblå øjne lukkedes, lod hendes andre sanser fokusere på hendes evne, på en uendeligt ren lyd trådte tydeligere frem i hendes hoved. Der var noget bekendt ved den, og så alligevel så anderledes. Men det var.. Luften blev trukket helt ned i hendes mellemgulv og hun forsøgte at kontrollere sin krop ind i et roligt stadie, hvor den ikke rystede på grund af kulden, fokuserede hendes sind. Ventede..

Kort efter brød samtlige af de udøde tjenere der stadig stod ud i lys lue. De virkede til at være glade og de kunne ikke andet end at smile som de hvide flammer fortærede deres jordiske rester. Selv det store træ i slotsgården fik nærmest kronblade af hvide flammer. Khá's gravsten brød ud i de klareste hvide flammer og et lettelsens suk kom nærmest fra hans grav. 
Først kom der hvad der for mange ville have lignet et stjerneskud, men dette blev på himlen. Et klart hvidt lys havde kurs direkte mod slotsgården. Som det kom tættere på blev det nemmere at se det var en skikkelse. Lyset blændede voldsomt da han landede, men et let vingepust fik ham til at lande ved træet let som en fjer. Han var smuk og muskuløs, med meget atletiske muskelbaner. Hans hår var langt og gyldent og bølgede en lille smule. Lige nu var hans eneste form for beklædning et flot dekoreret lændeklæde der fortalte hende om hvad han var

Han foldede vingerne ind og gik hen til hende med langsomme skridt imens han sagde:
Alessa.... I am so very sorry for what i put you through... I am so very sorry for the acts of my past... Can you ever truly forgive me? Can you forgive a former Devil?

Han lagde blidt hænderne på hendes arm og hjalp hende op at stå med ordene: Let me help you...
Da hun stod foran ham, lod han sin energi løbe stille gennem hende for at fjerne de sidste sår hun havde tilbage også så hun selv kunne mærke det var ham. Det der afslørede ham, var de helt smaragd-grønne øjne. Både energierne og øjnene afslørede ham for hvem han var. 

Han kiggede dybt i hendes øjne som om han ville lade øjnene fortælle ligeledes om hans forandring. Han strøg ganske let hendes kind og sagde: The Lord listened... He heard your advice... and i was found guilty... And i served my sentence.... To be here...

Lyden af flammerne og den pludselige energi, der skød mod hendes krop, fik hende til at spærre øjnene op. Det hun så var.. Fantastisk.. Alle disse tjeneres ansigter, glæden, følelsen af at de blev frigivet. Det var en skønhed, som kun de færreste forstod. En sær byrde forlod hendes skuldre, en byrde hun ikke helt havde været klar over, hun bar. Deres frigivelse betød mere for hende, end hun havde regnet med. Et lettelsens suk forlod de smalle læber.
Øjnene blev snart tiltrukket af det pludselige lys på himmelen. Kroppen holdt op med at ryste og øjnene fulgte lysets bevægelse mod slotsgården. Lyset var så voldsomt, at hun en kort øjeblik måtte lukke øjnene, og et overrasket gisp lød, da hun åbnede dem igen.

Kroppen veg en smule tilbage, uden at flytte sig fra sit spot på jorden, da han trådte hende nærmere. Symbolerne.. Var det virkelig muligt, at han var endt så højt? Hendes evner fortalte, hvad hendes øjne ikke ville tro, da hans stemme lød. En engel. Og en seraph oven i købet. Havde Herren virkelig været så tilgivende? Det kom en smule bag på hende, da den dybeste tilgivelse ikke just lå hende selv på sinde. Alt det han havde gjort.. Kun Herren vidste bedst, kendte mandens inderste tanker. Overraskelse stod malet på hele det symmetriske, smukke ansigt. Han var så.. Styrken bag hans positur, hans energier imponerede hende.

Normalt ville hun ikke havde ladet sig hjælpe op, men hun var så paf over hele situationen, at hun først registrerede hans hjælp, da hun allerede stod op. Kroppen rystede stadig en smule af at have været ude i det vinterkolde vejr uden synderlig beskyttelse mod kulden i over en time.

Hun mærkede både de helende og hans velkendte energier flyde gennem sin krop, og et nærmest nydende suk forlod hendes læber.

Hun lod ham stryge sin nu helede kind, men gengældte ikke den varme følelse. Hendes første reaktion i det hele taget på hans ord, hans tilstedeværelse, var en lussing mod hans kind.
Hun lod hånden falde energiløs ned langs hendes side, nærmest overrasket over sin egen reaktion.
Alessa sugede tungt luften ind gennem næsen og åndede langsomt ud gennem læberne.

"You put me through this. Made me bury your own body and then you just come waltzing back here like.. Like.. A 'sorry' is just going to make it alright?"

En vrede, måske mere vendt mod hendes egen svaghed, lyste svagt ud af hendes øjne. Hun var ikke vant til at være svag. Det var mange, mange år siden, hun havde følt denne form for forvirring sidst. Sidste hun havde følt dette var faktisk hendes forhenværende husbond, før han faldt. Dette var ikke stolthed, men mere frustration over at blive påvirket så dybt af en.. Simpel djævel, efter så mange år at have været upåvirket, når det kom til hendes eget følelsesliv.

Han smilede bare af hende og holdt sine hænder ganske forsigtigt på hendes skuldre. Han løftede først vingerne højt og sænkede dem meget langsomt. I takt med vingerne kom længere ned, forsvandt de hvide flammer til de var helt væk. Han foldede dem tæt ind til ryggen igen og gav hendes skuldre et kærligt klem. Hans stemme var blød og melodisk da han roligt svarede hende: 
I have no illusion of you just accepting me back.... I cannot begin to imagine what you have been through. I have spent 400 years in Purgatory... Every sin i had made over the centuries was done unto me tenfold. When i stood in front of the Lord i was broken. I was ready for the Final Death.... You must understand it was not my choice to bring me back... I was given a chance to correct my transgressions....


Han forstod så udemærket godt hvorfor hun slog ham. Han fortjente nok et slag mere eller flere. Han måtte bare håbe at hun kunne acceptere det der nu var sket. Herren havde valgt ham til et højere formål. Et han med stolthed ville passe. Men lige nu handlede det om Alessa. Det muskuløse ansigt sendte hende et varmt smil. Han havde været der nede så længe at han næsten havde glemt alle andre ord end: Sorry... Forgive me....


Han var tilbage i en verden han kendte så udemærket for dets dystre sider. Nu var det et spørgsmål om hvor vidt han kunne bringe lys. Han holdt sine hænder frem foran hende så hun kunne tage dem hvis hun ville eller slå ham endnu en gang. Hvad end hun valgte ville han acceptere. 

Strike me again if it helps you.... I will not move... But i hope you understand that being back was not my choice. The Lords mind can be puzzling at times... Do with me what you will. Your name was the very first name i uttered in Purgatory....

Hans rolighed irriterede hende. Javist, han var blevet tilgivet og fået tildelt en ny plads, men denne sikkerhed? Hun havde altid mødt genfødte engle, der var forvirrede, havde brug for vejledning og et puf i den rette retning. Hun så hans vinger. De var allerede på størrelse med hendes egne enorme, måske en smule mindre, men de ville nok inden for nogle få århundrede være på hendes længde og styrke.
Hun lyttede til hans ord men svarede ikke med det samme. Skærsilden.. Et sted hun aldrig havde været, men kun hørt om. Det var for hende et lige så uhåndgribeligt sted, som himmelen nok var for menneskene.

Og det havde knækket ham..

Selvfølgelig havde det egentligt det. Det var jo netop formålet med stedet. At lade folk mærke deres egne synder, straffes for deres udåd, og knække dem i processen, så de kunne nå deres endelige destination med et underdanigt, renere sind.

At hendes navn havde været det første, han havde nævnt dernede, gav hende en sær, bitter smag i munden. At hendes navn, Alessa - betydende beskytter af menneskeheden, var blevet udtalt i Skærsilden, en af de mest umenneskelige steder i dette univers..
Det var ikke vigtigt. Herren havde straffet ham og dømt ham værdig til at leve i denne verden, til at tjene det menneske, han i så mane århundrede havde holdt nede, manipuleret, under sig selv.
Hendes krop frøs nu så meget af kulden, at den nu begyndte at sitre ukontrollerbart. Hun trak banneret tættere om sig.

"I need to get inside.."

Lød det praktisk fra hende. Det var det nemmeste at forholde sig til lige nu, og trådte rystende forbi ham, hvorefter hun forsvandt ind i det store citadel. Hun forventede egentligt, at han ville følge efter med ind i bygningen, hvor hun begyndte at gennemsøge det for et badeværelse. Dørene blev åbnet, hun havde ingen idé om, hvor tingene lå, og lige nu faldt det hende ikke ind at spørge ham. Snart fandt hun, sikkert et ud af mange badeværelser, hvor hun forsvandt ud. Snart lød rindende vand, og hun havde smidt den sønderrevne kjole for at træde ind under en dampende bruser.

Efter ti minutter stoppede vandet, og hun trådte nu ren og en smule mere klar i hovedet ud fra bruserens varme. Hun så rundt i det enorme badeværelse. Kjolen kunne hun ikke tage på igen, det var der knapt kjole nok tilbage til. Hun masserede kroppen tør med et rent håndklæde.

Kort efter trådte hun ud af badeværelset og fandt.. Englen, det lød sært i hendes hoved at beskrive ham sådan. Da hun fandt ham, var hun kun iført et håndklæde, der gik til midten af låret og lod skuldrene bare. Hun stod usikkert foran ham.

"I.. Do you have something I can wear? The dress.. Well.. There is not much left of it."

Dette var, hvad hun kunne forholde sig til lige nu. Varme. Tøj. Praktiske gøremål. De gråblå øjne søgte uvilkårligt hans krop, vandrede over den nu smukke, sunde engleform, fremfor den tidligere, indsunkne djævleform. Han var smuk, som kun en engel kunne være det.
Hun rystede fraværende på hovedet, og blikket søgte igen afventende hans.

Han gik stille med hende indenfor i det store slot. Det var underligt at se det igen. Stedet var renset for den ondskab han tidligere besad men det var stadig dystert og bar præg af hvem han en gang var. Imens hun gik ud i bad, vandrede han lidt hvileløst rundt. Han var jo godt klar over hvor alting var men der var lige nogle mennesker der skulle tolereres. Han ønskede ikke at gå i kælderen lige nu da han vidste hvordan det var der nede. De rædsler der var sket der nede. Han holdt sig i nærheden af badeværelset så han ikke var så svær at finde. 

Han smilede til hende da hun kom ud fra badeværelset og de smaragdgrønne øjne bar en fantastisk ro. Han kunne nu sætte pris på hende på en helt anden måde end før. Hun var smukkere end morgensolen og han kunne ikke meget andet end at smile når hun sådan kiggede på ham. I think i have something here. An apprentice of mine left it here a while ago. Follow me...


Han tog forsigtigt hendes ene hånd og ledte hende igennem det store slot. Det var fantastisk stort men han var fuldt ud klar over hvor alting var henne. Snart tog han hende ind gennem hvad der havde været hans kontor og videre ind i hans private gemakker. Han åbnede for et klædeskab og gestikulerede at hun kunne bare tage hvad hun ville have. There should be something for you in there...
Der var alt fra undertøj, til toppe og jeans, til nederdele, og aftenkjoler. Kjolerne var i hvid, lysblå, kongeblå og sort.

Han gik selv hen i et andet skab og fandt et hvidt jakkesæt, sort skjorte og hvidt slips. I will be right out here if you need something. And pardon me for saying.... I could not see it truly when i was..... You are very beautiful.....
Han gik ind på kontoret og skiftede til jakkesættet og kiggede lidt rundt. Han fandt et billede af en lille dreng på 3. Matthew....

Hun lod ham tage sin hånd uden at protestere og fulgte blot med ham med den anden hånd holdende på brystet, så håndklædet ikke faldt ned. Følelsen af stedet var anderledes nu, mere rent, omend ikke helt. Hun kunne stadig føle, det mørke hans tidligere jeg havde efterladt. Der skulle stadig noget til for at dette sted kunne blive renset helt.

Hun så ind i skabet. Der var overraskende meget tøj tilbage efter en lærling, og så i hans egne gemakker. Hun vendte sig mod ham, da han talte igen. Stadig med hænderne holdende om håndklædet, der nu sad en smule mere løsrevent, dog stadig lige nøjagtigt dækkende. I ganske få sekunder så hun undrende på ham, som forstod hun ikke helt, hvad han talte om. Hendes hjerne arbejdede.. Langsomt? Det kom dog hurtigt til hende, og blikket blev slået ned mod hendes egen næsten helt nøgne krop. Den fine hud sad perfekt over symmetriske muskler, og var kun brudt af nogle, nu lyse, ar hist og her. Man kunne især skimte et stort, der startede helt oppe ved armhulen og forsvandt ned langs siden under håndklædet.

"I.. Thank you.. You are truly different too. This angelic beauty.. It becomes you very well.."

Det virkede som om, hun ikke helt ville indrømme, hvor godt det rent faktisk klædte ham. Blikket gled endnu en gang over hans halvnøgne krop. Dette havde intet problem været for hende med andre, men hun havde været igennem noget med ham, han havde set hende svag. Dét at hun allerede havde følt sig tiltrukket af ham, da han var djævel. Hun følte sig næsten pinlig over det. At han nu var.. Var engel. Smuk og ren. Hænderne knugedes en smule hårdere om håndklædets kant.

Hun vendte sig pludseligt om mod skabet igen og lod ham forlade rummet bag sig. Hvis han så sig tilbage, ville han nå et kort glimt af at hun havde ladet håndklædet falde.
Da døren lukkedes stod hun en tid og stirrede blot ind i skabet. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende. Hvordan skulle hun forholde sig til det her? Hvad burde hun gøre? Hvad havde hun lyst til at gøre?
Nu. Efter hans genfødsel var der jo intet galt i de tanker, hun tidligere havde tænkt. Han var engel, og oven i købet seraph. Hun havde aldrig haft selv et nært samarbejde med seraphim, men de var jo også skabt med et helt fast formål, der lå langt fra hendes eget. Var det overhoved accepteret? Han var jo også anderledes, med et andet formål, selv blot set fra dét, at han var sendt til jorden, og ikke havde sin konstante plads ved siden af tronen.
Hun sukkede opgivende og begyndte at søge skabet igennem efter noget passende tøj. Der blev hurtigt hevet et par grå, løse joggingbukser ud og en tætsiddende grøn tanktop ud. Hun iførte sig tøjet og gik endnu en gang i stå og satte sig opgivende på sengekanten. Hun blev siddende længe, mens hun lod sine fingre glide gennem håret som en kam, med lukkede øjne og et tungt åndedræt, nærmest som en form for meditation, og håret efterhånden tørrede en smule.

Hun stoppede pludseligt, da hun havde fået en smule mere styr på sine tanker, trak vejret dybt ind og rejste sig mere roligt op. Der blev taget et beslutsomt greb i håndtaget. Døren åbnedes, efter der havde været fuldstændig stilhed inde fra rummet i over et kvarter. Hun så på ham, som han stod der midt i rummet. Tøvede et øjeblik. Før hun med få lange skridt var ved hans side. Hun så billedet og genkendte drengen fra hans visning gennem den arkane flamme. Begge hendes slanke hænder foldedes om hans og billedet.

”I.. It was wrong of me to react this way. You went to Purgatory, had your punishment and were deemed forgiven by the Lord and judged to walk this earth. He forgave you and so should I follow His example. I mean it should not.. This could..”

Hun sukkede opgivende og i samme sekund stillede hun sig på tæer for at kunne nå til at lægge et blidt kys på hans læber. Dette viste bedre, hvad hun tænkte end med de ord, hun forsøgte at finde. Hun sænkede sig igen ned på hele trædepuden og så op på ham, mens hun ubevist bed sig let i den smalle læbe.

Han stod længe med blikket hvilende ned på billedet og strøg det let med sin hånd. Ikke som sådan fordi han så for sit indre det liv han en gang havde. Der kørte en serie af lykkelige billeder i hans hoved fra Matthews første skridt, hans første grin. Han første ord. Khá stod nærmest og blev helt rørstrømsk af at se billederne. En sagte hvisken passerede hans læber: Shhh Daddy is here.... Don't cry...
Han blev på sin vis hevet tilbage til virkeligheden da hun tog hans hænder

De smaragd-grønne øjne kiggede igen på hende med en lidt melankolsk glød. Det var mere end bare tydeligt at det stadig påvirkede ham. Han lænede sig ganske stille ned og gengældte med et silkeblødt kys. Han lagde hænderne på hendes skuldre imens et par fingre blidt kærtegnede hendes kinder. Igen var der en lun ro i hans stemme:
I understand why you acted that way... I may spent 400 years in Purgatory... But you buried me and shortly after i return. That very situation can be overwhelming. I can only humbly accept His judgment. I have been given new means to redeem my past. And my memories have been preserved so i will always remember what i have done.


Han strøg hende lidt ned af armene og fortabte sig lidt i hende. Hun var jo faktisk grunden til at han frasagde sig sin tidligere magt. Som han så det, havde Gud frelst ham. Men det var hende der havde fået ham til at vælge at tage skridtet. Hun fik ham til at se et nyt formål. Han havde nu fået remedierne til at opfylde det formål

Alessa så, hvordan det påvirkede ham. Hun var skabt til at forstå sådanne følelser, se dem og forstå hvad der lå til grund for dem. Men dette forstod hun med sit inderste væsen, for hun havde selv oplevet det, selv mistet en hun holdt af.

Et langsomt suk forlod hendes læber, et suk, der fortalte, at hun nød hans berøring. Nød det på en helt anden måde nu. Hun kunne slappe mere af i hans nærvær nu, og særligt fordi den forhenværende ondskab ikke længere emmede fra ham.
Et stille smil sås på de smalle læber. Han forstod ikke, ikke rigtigt. Begravelsen var ikke det essentielle. Hun havde begravet utallige gennem tiderne, bekendte som ukendte. Krig, pest, dæmoner, der havde været et utal af årsager til at skulle ligge de afdøde i jorden, og selvom hun stadig fandt det ubehageligt at skulle dække den afdøde til en sidste gang, så påvirkede det hende ikke på samme måde længere, som det gjorde engang.

Hun trak sig blidt ud af hans omfavnelse og vandrede en enkelt gang hvileløst rundt i lokalet, før hun placerede sig på kanten af skrivebordet med let spredte ben, fødderne svævende over jorden og hænderne hvilende på bordpladen bag sig.

"You do not understand.. It was not the burial itself. I was married once, a long time ago, to a beautiful, kind angle. He.. He Fell and later became a devil, with no memory of me, of our marriage, our time together or our devotion to each other. After that I focused on my Calling.."

Det var tydeligt, at hun søgte de rette ord, den rette formulering for at forklare sig. Hun var stille en kort tid, mens hun søgte efter ord. Da hun fandt frem til den rette formulering, så hun ned i gulvet, da hun talte, som var hun nærmest pinlig over sin egen konklusion.

"I was angry with you, because I had become attached to you. I saw it as a weakness, a thing I haven't done in a long time.."

Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle forklare sig. Men det var jo netop dét. Hun havde ladet sig påvirke..

Han tog nogle rolige og forsigtige skridt og stod foran hende. Hans hænder hvilede forsigtigt på hendes knæ og han kiggede sørgmodigt ned. Han var ikke sikker på han kunne sætte sig ind i hendes situation men han var jo selv blevet forladt. Han gik om på den anden side af bordet og rodede rundt et stykke tid i en af skufferne. Et billeder der resulterede i en blanding af vrede og sorg blev hevet op. Med sørgmodige skridt. Billedet blev lagt på hendes ben og på det var der en smuk lyshåret kvinde. 

She was to be my wife... She even carried my child... My second chance.... This child was to live and.... I loved her. But in time she could not see past the Devil... She had an abortion... I know it is nothing in comparison.... But maybe it showed that i understood more than you know... 


Han havde i lang tid tænkt over hvorfor hun valgte at forlade ham og skaffe sig af med barnet. Men han havde selvfølgelig også gjort frygtelige ting. Men dem havde hun altid set forbi. Hun havde altid sagt at mørket i ham var ligemeget. Men det havde vist sig noget ganske andet. Han gik igen hen foran hende og lagde en hånd på hendes kind. Alessa var beviset på han ikke skulle sidde fast i fortiden. Han kyssede hendes kind ganske blidt og et smukt og dragende smil dominerende hans smukke ansigt. Ordene der nu kom fra ham, var fyldt af lykke og en salig ro:

But you made me think... I have grown attached to you as well... More than i would admit to myself... To have strength to keep going in Purgatory one must have a special person in their heart. But it was not her name that lived in my heart.... It was yours....

Alessa løftede langsomt billedet op fra sine ben og så en tid på det, mens han talte, og tog hele hendes udseende ind. Et bedrøvet smil sås.
Hun lagde forsigtigt billedet fra sig på bordet, som var det en genstand, der for alt i verden ikke måtte gå i stykker.
Hendes slanke, bløde hænder tog hans og trak ham ind til sig, placerede hans hænder på sine hofter, så han stod mellem hendes ben, mens hun stadig sad på bordet. Hendes egne hænder lagde sig blidt om hans talje i en mild omfavnelse.

"She is very beautiful. I cannot bear a child, so I can only imagine. But having taken that, a wife and child, from you so abruptly.."

Tonen i den harmoniske stemme var medfølende, men der var ingen årsag til at forsætte. Ord kunne ikke gøre det bedre.
Deres situationer var ens, og så alligevel så forskellige. Men de havde begge mistet. Omend det nok var noget længere siden for hende, end han. Tusind år? Ja, det lå virkelig så langt tilbage i tiden. Siden da havde hun sørget for, at hun ikke var i stand til at bære et barn. Det.. Det var for risikofyldt.

Hun trak ham nu helt ind til sig ved hans næste ord og kyssede blidt hans bare hals en enkelt gang, hvor hun derefter begravede sig ansigt mod den varme hud.
Hun var usikker på, hvad hun skulle mene om hans ord. Jovist, de havde kendt hinanden længe. Men, i hvert fald for hende, så havde de første mange, mange år blot været et mere professionelt bekendtskab. At hun havde påvirket ham så dybt, at han havde kunne overkomme skærsilden ved tanken om hende, berørte hende dybt, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle forholde sig til det.

"I.. Don't know what to say.. I mean, I do not know how to react. I am used to being myself, used to solely depend on myself."

Mumlede hun halvt ind i hans hans, hvorefter hun blot trak hans duft ind gennem næseborene.

"I cannot leave my work for you, I hope you know that. It will still be my main purpose, it is what I was created for."

Det var vigtigt for hende, at påpege dette. Hun kunne og ville ikke opgive hendes kald og hendes arbejde med de unge engle, med Vatikanet, med domkirken.

Han blev lidt overrasket at hun trak ham ind mod sig men gjorde intet for at forhindre det. En lille del af ham håbede nok at hun ville gøre det. Hvad der endnu mere overraskede ham, var at hun kyssede hans hals. Et sagte men nydende suk forlod hans læber da han mærkede hendes. Nok var han ophøjet til Seraph men ingen udover Herren selv var hævet over den slags kærtegn. 

Som hun sad der, lagde han armene om hende og stod med hende i sin varme favn et stykke tid. Hans ord var oprigtige og bløde som nyspunden silke: The feeling of being alone.... Ages can pass... But solitude will always breed despair. That is what consumed me... The ages alone made me the vile fiend i was... 


Han strøg hende over det silkebløde hår og smilede lidt for sig selv. Der var stadig lang vej igen for dem begge på hver sin måde. Det var af forskellige veje men de havde begge to været alene alt for længe. For dem begge var det en blind tro på at man skulle være der for andre og ikke med andre. 
Han strakte sig en smule og lagde sin ene hånd på hendes kind. Hendes hud var blød som den fineste silke. Et varmt smil bredte sig og han lænede sig stille ind og kyssede hende i mundvigen og trak sig ganske langsomt væk. De smaragd-grønne øjne fortabte sig i hendes 

I will not have you abandon your purpose. There will always be something to do. I myself have been granted a new purpose. One that i will carry with love and honour.... But i want you to remember one thing.... No matter where we go in this world.... You will never be alone

Et lidt bedrøvet, halvhjertet smil sås. Om det var sandt eller ej, så var tanken om, at han var blevet drevet til sine ugerninger af ensomhed en ganske deprimerende tanke. Var det mon derfor at han havde "hjulpet" så mange med at overleve, så de kunne tjene ham, være nær ham? Det gav i hvert fald en eller anden form for mening, selvom hun stadig var dybt uenig i hans forhenværende foretagende.

Hun lukkede øjnene og drejede hovedet en smule, så hun kunne gengælde hans kys oprigtigt med en lidenskabelig følelse bag. Ubevidst foldede hendes ben omkring bagsiden af hans muskuløse lår, så hun fik trukket ham helt tæt på, så hver en centimeter af hendes krop berørte hans fra hoften og op. Hun kunne mærke, og nød, han varme, der blev gengældt af hendes egen krop.
De gråblå øjne åbnedes igen og så ind i hans. Et skævt, lidt ulæseligt smil trådte frem ved hans næste ord. Hun vidste jo egentligt godt, at han aldrig ville bede hende om at opgive hendes formål. Ikke at hun nogensinde ville gøre det. Efter al sandsynlighed ville Gabriel også meget hurtigt stå foran hende for at give hende et rap over nallerne og smide hende tilbage på rette vej. Sådan havde det i hvert fald været dengang med Alastair. Da han Faldt, havde hun en kort overgang overvejet at opgive det hele, men Gabriel havde konsekvent givet hende en uge til at slikke sine sår, før han forventede hende tilbage på sit job. Nøj, hun havde været ung dengang. I dag kunne hun aldrig forestille sig en gentagelse af sådant et scenarie. Men hun havde følt, at det var nødvendigt at påpege det overfor Khá alligevel.

"I know. But I felt like I had to point it out anyway. And I do hope that you will grow into your purpose as well. It is not always easy in the beginning but I have some expertise in that area and will help guide you, if you need it."

Selvom han var lidt af et særtilfælde som ny engel, gjorde ham dog ikke mindre ny, og hun havde efterhånden hjulpet utallige engle på vej ind i deres nye liv. Han vidste meget, men efter så mange år som djævel var der måske alligevel nogle ting, som han ville føle udfordring ved. Han havde helet hendes sår, men det kunne sagtens være ved et held, hans andre evner var måske ikke lige så meget under kontrol. Og et væsen uden kontrol over sine evner kunne være til fare for andre og sig selv.

At han nævnte, at hun aldrig ville være alene, fik blot endnu et skævt smil til at træde frem. Hun havde aldrig følt sig alene, ikke sådan rigtigt. Gennem sit formål havde hun altid følt, at hun havde haft Gabriel og ikke mindst Herren hos sig. Ensomhed var mange ting, og hun havde endda talt med Paven om det nogle gange, men hun havde aldrig rigtigt følt den som et nagende, vedblivende fænomen.

Hun følte sig dog en smule fjollet over sin næste tanke. At det var så længe siden, at hun havde været psykisk intim med et andet væsen, gjorde at hun faktisk blev i tvivl. Et lille, let genert grin røg over hendes læber.

"I.. Where do we go from here?"

Han sukkede afslappet og tilfreds da hun trak ham helt ind til sig. Den varme han mærkede fra hende flød nærmest over i hans egen og skabte en vidunderlig synergi. I princippet havde hun ikke behøvet at hjælpe ham overhovedet. Ikke lang tid tilbage havde han vret et frygteligt monster. Et hun så igennem ganske vist. Det var selvfølgelig også noget hun havde gjort meget meget længe. Han følte sig tryg på en speciel måde i nærheden af hende. Det var jo en stor opgave og ansvar han havde fået men hun kunne hjælpe ham til at klare den svære start.

Hans smil var meget præget af hvor dejlig den nuværende situation var for ham. Han havde jo faktisk brugt de sidste 400 år med det meste af sit følelsesregister afskåret. Det var lang tid hvor kærlighed nemt kunne være en stærk besiddertrang. Men nu kunne han mærke alle følelser som de i sandhed skulle mærkes. Han kunne mærke hende som langt mere end blot en der havde noget han skulle bruge. Han mærkede hende som en der havde reddet ham fra en frygtelig skæbne. Han mærkede hende som en han var begyndt at holde rigtig meget af. Dette var også en ny og unik følelse for ham.

Han kyssede hende ganske stille i hendes mundvig hvorefter han så rødmende i hendes øjne. Hans gyldne øjne virkede næsten flove i den måde de flakkede en smule. Han gav hende et dejlig klem så hun kunne mærke hans nærhed endnu mere.
Han talte med en nærmest nysgerrig ro:

I would sure like for you to teach me... It is alot of responsibility i have gotten. And there is much that i need to know. I have no grasp of the limits of my powers yet. Or... Your heart...

Alessa smilede oprigtigt ved hans tilfredse suk. Det måtte være noget helt særligt at genopleve disse følelser rigtigt, efter at have været afskåret fra dem i så mange år. Hun kunne kun sætte sig ind i det ved hjælp af hendes logik og hendes følelsesfulde væsen, men at kunne nikke genkendende til det, kunne hun ikke. Hun havde altid været i kontakt med sine følelser, omend hun til tider havde forsøgt at afskære dem, var det aldrig helt muligt.
Den gamle engel så det ikke selv som et stort ansvar at skulle hjælpe ham, selvom han var et særtilfælde, så var han stadig en ny engel og dét havde hun prøvet før. En del gange efterhånden faktisk.

Hans rødmen fik hende til at smile en smule kækt, men på ingen måde nedværdigende. Det var blot en særegen oplevelse at se ham usikker, når han normalt havde udstrålet selvsikkerhed.
Hans sidste del af sætningen fik hende dog til at stejle en smule indvendigt, omend det ikke kunne ses på hende. Den del kunne hun endnu ikke svare på, for hun skulle først selv affinde sig med det.

"I am sure that you will be able to deal with your responsibility properly, in that area I have no doubt. But we need to make sure that you are in control of your abilities. I have seen too many who hurt others due to lost control. As for the other part.. I cannot answer you yet. I have to figure it out along the way myself first.."

Den klare stemme lød rolig, afklaret, mens de slanke fingre stille gled rundt på hans ryg og ned over hoften ned til starten af hans lår. Hun vidste, at hun blev nød til at tage det som det kom. Hun ville gå vejen sammen med ham og løbende finde ud af, hvordan hun skulle kategorisere sine tanker og følelser.

Et tilfreds men diskret suk gled over hans læber ved hendes fingre der stille kærtegnede ham. Han var sjovt nok ikke vant til at kunne mærke sin hud på den her måde. Han vidste stadig ikke hvad han skulle gøre ved den oplevelse, men han var sikker på det var dejligt. Han var stadig lidt usikker på situationen, men han var helt sikker på sit kald. Dette fik ham nu til at udstråle en selvsikkerhed der matchede hans tidligere liv. Ikke arrogance men determination. Og et smil til hende. Hvis øjne kunne udtrykke ord, ville der stå Taknemmelighed skrevet i hans. 

Som han stod helt tæt sammen med hende, kiggede hans øjne lidt rundt i det store rum. Det var stadig fyldt med minder om hvor frygtelig han havde været. Men underlig nok blev han ikke trist over det længere. Han var afklaret med hvorfor han var sådan. Han var afklaret med hvorfor han kom i Skærsilden. Han havde levet som det dybeste mørke, så nu var han klar til at leve i det højeste lys. Han var også godt klar over at hans nye kald ikke altid ville være fredeligt. Han var lige så meget et helligt våben mod det mørke der ikke ville frelses. 

Han lagde sine stærke hænder om på hendes ryg og nussede den ganske langsomt og blidt. Ikke fordi han ville behage hende eller gengælde noget, men fordi han følte det i øjeblikket. Der var ingen anden årsag end de var der sammen. Han nussede hende fra hendes lænd og hele vejen op til hendes nakke. Imens sagde han stille: "It's almost funny.... I have been brought back to protect and heal the world, and not long ago i was exploiting and hurting it.... I am very glad that you will teach me about my new existence"


Han fortsatte med at nusse hendes ryg men strakte ryggen lidt så han kunne se hende i øjnene og sagde kærligt: "I have to learn what is in my heart as well. The nature of our hearts will reveal itself in time...

Den taknemmelighed hun så, fyldte hende med varme. Det var ikke en stolthed over, at hun, ud af alle væsner i verden, havde hjulpet ham. Men en varme over, at han var blevet hjulpet, at han havde ramt det rette spor. For hende var det egentligt underordnet, om det var blevet hende eller en anden, der havde hjulpet ham. Dog havde det nok bragt dem tættere sammen, hvilket hun ikke ville være foruden. Selvom det var en uvant ting, så var hun glad over at genfinde følelsen af at være en nær, som hun havde knyttet tætte bånd til.
At de begge var et helligt våben mod mørket, begge havde et kald som førsteprioritet gjorde det blot nemmere, gjorde forholdet mere ligevægtigt, gav dem en gensidig forståelse. Hun som Grigori og han som Seraph. At han til enhver tid var højere placeret en hun, at hun faktisk skulle adlyde hans ord, hvis det kom til stykket og de stod i en situation af himmelsk karakter, gjorde hende faktisk ikke noget. Hendes nærmeste overordnede ville altid være Gabriel, og egentligt skulle det være gennem ham, Khá kunne give hende ordrer. Men hun havde en fornemmelse af, at det ikke var noget han kunne finde på at udnytte, så tanken forsvandt lige så hurtigt, som den var indtrådt i hendes hoved.

Hans hænders bløde bevægelser fik hende til at lukke de gråblå øjne et øjeblik, mens en lyd af nydelse steg op fra hendes hals. Øjnene åbnedes og så ind i hans, da han talte igen, mens et skævt smil kom frem ved hans ord.

"I am only happy that you came to the right path and I hope that we will be able to walk it together. Even though you have lived a long life this will still be a challenge, but I will here, walking right beside you and you might even be able to help me with the two other young angles I am teaching and training at the moment."

Hans evner havde mere fysisk karakter end hendes, hvilket gjorde at han muligvis kunne forklare Gordon bedre, hvordan han kontrollerede sin telekinese. Det var i hvert fald et forsøg værd, som de kunne se på senere hen.

Hun smilede ved hans næste ord, omend hun ikke svarede på dem. I stedet lod hun sin ene hånd glide op og lægge sig om hans nakke, hvorefter hun trak ham ind i et langt og varmt kys, hvor hun forsigtigt, legende lod sin tunge glide bevæge sig ind mellem hans bløde læber. Hun trak hovedet langsomt tilbage og så ind i hans dybe øjne med et varmt blik.

"I have to say.. You have become much more handsome, attractive as an angle."

Et smil og et afslappet, ungdommeligt grin fulgte hendes kommentar. Nok kunne man stadig se, at det var den samme person, mens hans fysik og udstråling havde stadig ændret sig markant efter hans genfødsel.

Måske ville der en gang i fremtiden komme en tid hvor de skulle kæmpe side om side. Der ville komme en dag hvor han ville være en af generalerne på en slagmark. Der ville sikkert også komme en dag hvor hun skulle adlyde evt ordrer fra ham, men lige nu var den tanke så fjern. Han var på ingen måde i tvivl om deres kald, og han var klar til at tage opgaven skulle det komme der til. Igennem hans tid som Djævel, var han også blevet dygtig til kamp og taktik. Han var nok i bund og grund mere en kriger end hun var, omend hun var mere erfaren som Engel. Et stille smil bredte sig ved lyden af hun nød hans kærtegn. 

Ganske kort strøg han en tot af hendes hår om bag hendes øre. Konturerne i hendes ansigt var perfekte som kun en Engel kunne være det. "I am truly glad that you will stay with me. It will be a difficult path to walk but a path i will travel with you beside me. If i can help them then i would gladly do so.


Da hendes hånd gled om og lagde sig mod hans nakke, lukkede han øjnene og sukkede tilfreds. Han fulgte roligt med og nød hendes noget mere legende kys. Han åbnede derefter øjnene langsomt og smilede kærligt til hende. That was.... fantastic.... Oh i am? I am glad that you like what you see... You are more beautiful than ever...


Han lagde hånden mod hendes kind, og gengældte hendes kys. Først ganske blidt og langsomt mere og mere intenst, indtil deres tunger mødtes i en kærlig leg. Så kiggede han igen i hendes øjne og smilede tavs

Alessa var ikke en erfaren kriger. Hun havde aldrig deltaget på frontlinjen i en krig, havde aldrig angrebet et menneske. Dog havde hun været en del af den overnaturlige skyggeside, der kom ved en krig. Ingen lagde mærke til et ekstra lig, og det udnyttede mange overnaturlige sig af. Krigstiden havde hun brugt på at jagte og stoppe overnaturlige, som pludselig trådte frem af skyggerne og blev mere tydelige, hvis man vidste, hvad man skulle se efter. Men forsvaret sig havde hun. Og hun var blevet rimeligt habil til det igennem årene. Størst var hendes viden inden for afvæbning, afvigelse og uskadeliggørelse. Ellers lå hendes viden inden for uddrivelse. Så når det kom til kamp var Khás viden utvisteligt større, det var hun ikke i tvivl om.

Et stille smil trådte frem, da han fjernede den blonde, krøllede lok. Håret var stadig ganske let fugtigt fra badet for kort tid siden.

"I believe that you can tell them more with your experience with the more psysical abilities than I can with my mental ones. I would be glad if you would come with us sometime."

Endnu et lille grin lød, da han overrasket kommenterede på hendes ros. Et drillende slag ramte hans bryst.

"Ohh just stop with your long sentences, your "I'm glad" and your logic. Just take the compliment and say thank you if you can't make do with a smile and kiss me, young angle."

Smilet forsatte lidt mod hans mund, mens hun samlede sine ben om ham, lagde armene om hans nakke og begravede det lange fingre i hans korte frisure.
Da han trak hovedet en smule tilbage og så på hende, udstrålede en selvsikker rolighed fra hendes øjne, hendes krop, som nu åndede en smule tungere.

"It's almost funny.. To see you so silent, careful almost to a wary point."

Ordene blev nærmest hvisket, drillende dog uden at være nedladende, mens de hvide tænder skinnede i et lydløst barnligt frækt og drilsk grin. Hun fandt det en smule morsomt ja, men mest af alt fordi hun for et halvt døgn siden aldrig ville have regnet med at opleve dette fra ham. Og nu sad hun så tæt op af hans krop, at man ikke kunne komme tættere og nød hans varme, hans energi og den sensuelle, trygge nærhed der var mellem dem.

Han kunne ikke lade være at grine lidt ved hendes ord og smilede stort til hende. Det var heller ikke specielt længe siden han var en ganske anden. Der var han selvsikker og til tider utrolig arrogant. Han var stadig selvsikker men det var på en helt anden måde. Der var jo også mange ting han skulle lære på ny. Ting han skulle se med helt andre øjne. 

Ha ha you will have to forgive me there. I am afterall newborn. The world is so new, yet still the same. Kind of exciting. And not many hours ago i never thought i should kiss an Angel. And now i would never be without it.


Hans smil var varmt og kærligt da hun grinede let af ham. Han vidste udemærket at der ikke var nogle onde intentioner fra hende og det mest var kærligt drilleri. Et forsigtigt grin kom også fra ham da han prøvede at sætte sig ind i hendes situation. Han havde stadig en stor selvtillid men den skulle bare findes igen. 

Han kørte hånden roligt igennem hendes hår og sukkede glad. Lidt flabet men kærligt ment sagde han: "Very well... Thank you Alessa..." Så lænede han sig ind til et silkeblødt kærtegn mellem deres læber. Kysset var langt og intenst men overraskende blidt. Han åbnede ganske langsomt øjnene og kiggede dybt i hendes hvorefter han sagde endnu en gang drilsk: "Better?"
Han kiggede på hende med et flabet og drilsk blik der skulle imitere stolthed. Det var kun for at drille lidt da han sagde. 

So you would like the aid of the Great Warrior Khá?