Sad Love (Part One)

Sad Love

De store regndråber slog mod ruden med små plask, hvor efter de splattede ud og langsomt trillede ned af ruden som tåre der løb ned af et grædene barns kinder. Solen var sunket i jorden, og månen gled frem bag det tykke lag af skyer der befandt sig over Di Morga denne aften. Regnen havde pisket ned de sidste par timer og forhindret Roman i at komme udenfor, eller det var sikkert bedre hvis man sagde han ikke ville ud i det vejr. Han sad tilbagelænet i den magelige stol på restaurant de Nortika, en restaurant som tilbød nordisk mad som Roman hurtigt erfarede at det lå lige til hans smag, især den brune sovs med kartoflerne. Han kiggede ud af de grædende børneøjne og betragtede vejen uden for, som var dækket af større og mindre pytter af vand, mens vandet stadig kom ned oppe fra.
Han havde efter et par timer der hjemme foran computeren fundet det kedeligt blot at glo ud i luften, og havde derefter besluttet at han ville ud og spise, for at få noget nyt ind i sine aften vaner frem for at sidde og glo ud i luften eller se tv. Det var en hyggelig ting han kunne lide at lave, men når det kom til stykket blev det jo ikke ved med at være hyggeligt hvis man ikke fik nogle andre ting ind i mellem.
Roman havde de seneste fire par år, hvor han havde boet i Di Morga boed alene. Da han levede i England boede han sammen med sine forældre, og havde masser af venner, men denne vennekreds var betragteligt skrumpet ind da han kom til Di Morga, dog var en af hans gamle venner, eller nok noget alle den bedste ven han havde, Eowen rejst til Frankrig. De havde for ganske kort tid siden mødt hinanden, og han måtte indrømme han stadig var lidt oppe at køre på den glæde. Ja, sandt at sige var der sket meget, måske for meget? Roman lukkede tænksomt øjne og lyttede til den stille klavermusik der spillede i baggrunden der fyldte stedet med en mere dyster stemning end hvad godt var, men det var alligevel ganske hyggeligt.
Roman lukkede kort de gyldenbrune øjne mens han mærkede hvor træt han egentligt var. Måske skulle han bare se at komme hjem inden det blev helt mørkt, for selvom der ikke skete mange overflad så tidligt på aften var det med at komme hjem inden de små blodtørstige myg rigtig kom i gang. Han lage et par mønster ved siden af sin tallerken og rejste sig derefter op, og tog den lange sorte frakke på. Han lukkede den, skubbede stolen ind, og gik hen mod udgangen. Før han gik helt ud, nikkede han farvel til en tjenere, en lyshåret mand der virkelig lignede en af de nordboer.
Da Roman kom ud slog en kold efterårsvind ham i møde. Han smilede let for sig selv, mens han langsomt gik af sted, ned af gaden med hænderne begravet i frakkelommerne.

Han betragtede hende tavst, mens hun valsede igennem rummet. Han kunne ikke helt afgøre hvad det var hun ville, enten det ene eller det andet, man vidste jo aldrig med sådan nogle blodtørstige myg. Han flyttede sig en smugle tilbage i sengen, da hun satte sig på den, dog fjernede han ikke øjne fra hende, om det var fordi han var bange for hende, eller om det var fordi han var utryg vides ikke, men sikkert én af delene.
Da hendes kolde finger berørte hans brystkasse satte hans hjerte farten yderligere op, næsten som om det ville have han skulle flygte, men opgaven lykkes ikke så godt for det stakkels hjerte, for hans øjne blev ved med at være rettet mod hende. Imens hendes finger dansede op af hans brystkasse og videre op, satte hans hjerte yderligere farten op, dog bemærkede han det endnu ikke rigtig selv, først da hun vente blikket mod ham, og slog ham helt af pinden. Han vendte hastigt hoved væk fra hende, og kiggede ind i væggen, mens han pressede læberne sammen, og trak vejret ind igennem næsen.
Muligheden for bare at ligge hende ned var der jo, men det ville være mere eller mindre umuligt for ham, så han blev blot siddene og lod hende tage styringen hvor hen hun nu ønskede. Han sad tavst, stadig uden at kigge på hende, og tænkte lidt over hvad det mon var hun mente med you, hvilke del, var det alt eller? Han havde hørt om vampyr der tog slaver til blod og alt det fis, men det var for det meste mænd, de var dem der ikke kunne finde ud af at få mad på krogen, kvinder var ofte fantastiske. Selv hvis vampyren havde været grim, kunne hun få hvad hun ville, de kunne jo sno enhver skabning omkring deres lillefinger - og dette var selvfølgelig medregnet Roman, uanset hvor meget han hade det.
"And what do you want from me?" han overraskede sig selv, med den yderst rolige stemme, selvom hun sikkert godt ville kunne høre hans stakkels hjerte hoppe afsted, ligesom han selv kunne, dog tog han sig ikke af det, han mente han havde andre problemer at tage sig af, frem for et hoppende hjerte, for det skulle det jo helst.

Hans reaktion da hun satte sig ærgrede Anna en smule. Hvis det var hende, han var bange for, blev det en endnu større opgave for hende, at give ham en god sidste stund. En mission der ikke bør mislykkedes, et princip der skulle fastholdes... afhang af ham. Han anede ikke, at han nu havde givet hende endnu en mission. Udover den hun oprindeligt kom for at udføre. At tænde ham. Og hvis den vej gik gennem hans hjerte...

Med deres dybe øjenkontakt kunne Anna granske en del af sandheden. Men intet varede evigt, og da han så væk, udstødte hun et frustreret hvæs. Det lød hverken sultent eller farligt... blot skamfuldt. Hun skammede sig, over den måde, han krøb ind under huden på hende. Den måde, hans generte adfærd, buldrende hjerte og 'uskyld' tændte en urgammelt flamme i hendes kerne. Tændte hende. På en måde så magtfuld, at hun måtte trække sig tilbage.. blot for ikke at vise sin sårbarhed, i hans nærhed. Nu var det ikke ham, der ikke ville se hende i øjnene. Men hende der skamfuldt måtte se væk, og bide sig i læben med den hugtand der tittede lokkende frem...

De gardiner hun før havde trukket fra, lukkede kun lys nok ude, til at Anna ikke blev grillet. Og trods, at hun sad i lyset med benene foldet under sig og en hånd holdt på håndklædet der kun dækkede akkurat... Kunne hun stadig se forbandet sexet ud. Det fravendte blik, det rodede hår, de skilte læber der gav udtryk for en slags åndelig forpustelse... Læberne blev snerpet sammen, og ansigtet endnu en gang så hårdt og jagtlysten som før.

Anna fik lagt ansigtet i de rette folder igen, og tilgav sine øjne et blidt skær. Et venligt smil blev sågar groet, og hendes facade var fuldendt. At han nu ikke kunne tro hende, skulle være en sensation for Anna var en fantastisk skuespiller. Hun svarede ham i sit bedste, mest rolige og forsigtige tonefald, med en forbeholden øjenkontakt.
"Oh my darling.. All i want, is your reliance." [/color]

Roman havde aldrig været den store skørtejæger, og der skulle en hel del til, før han faldt for en person, selv en vampyr. Han vidste i de fleste tilfælde at folk følte sig ufattelig tiltrukket af dem, men det fungere ikke på samme måde for ham. Han var varulv, og havde altid levet med et fjendskab mellem de to racer, trods han ikke var født af forældre der var varulve. Det var noget man fik så snart man fik som varulv, et had og en afsky for disse smukke væsner der kunne fange de fleste væsner i deres spind af skønhed.
Han anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv, for han kunne ikke rigtig så godt ignorer hvordan hans krop begyndte at reagere på hendes tilstedeværelse. Hvordan den langsomt begyndte at ønske at hun kom tætter på, rørte ved ham, følte, duftede. Han skubbede næsten panisk tankerne væk fra sig, og kiggede hen mod vinduet, mod gardinerne som han kunne trække fra, og lade solen komme ind igennem vinduerne og brande hende, men det virkede næsten umuligt for ham.
Selvom han ikke ville indrømme det over for sig selv, var det allerede lykkes hende at forføre ham så meget at han ikke kunne få synet til at forsvinde. Han vidste han ville elske at se hende brande sammen på gulvet, i kramper, smerter, men han kunne aldrig finde på at rejse sig op, og fjerne gardinet og lukke døden ind til hende, og dermed dræbe hende, og sikre sin egen død. Det var så sikkert som at en sten ville falde til jorden, at hun ville dræbe ham hvis hun prøvede, men ville hun ikke gøre det uanset hvad? Eller ville han forvandle hende, gøre ham til en af nattens børn? Tanken fik hans hjerte næsten til at springe ud af brystet på ham, mens han pressede læberne sammen, og trak bene til sig.
Han vendte hoved væk fra vinduet, og lukkede kort øjne, før han vendte sig om, og kiggede mod hende.
Han havde hørt om folk der sagde at vinduet til sjælen lå i øjne. Roman selv havde aldrig troet på dette, men alligevel havde han en frygtelig fornemmelse af at dette var rigtigt, at hun ville kunne se hvor meget han begærede hende, men også panikken der lå lige under overfladen, men han måtte vel bare holde fast i det spinkle håb om at hun ikke kunne se dette?