Et nyt bekendtskab. //Ray//

T: Lige omkring 17:00.
O: Ikke rigtigt nogen, havet og massere af sand.
S: Stranden La Plage.
V: køligt, og det blæser lidt.

Aubreiane så let på den smukke solnedgang, hvor var hun rolig nu, aldrig nogensinde ville hun have nærmet sig vandet, og slet ikke når det bølgede ja sådan som det nu gjorde, men ikke desto mindre, stod hun lige der, og stirrede på det brusende hav, hun kunne godt li den rødlige farve der var i vandet lige nu, det var virkelig flot.
Stille lod hun sig selv sidde ned i sandet, lod fødderne der lige nu var bare, fordi hun havde smidt skoene lidt fra sig, blive begravet i det, en kold fornemmelse, men hun nød det nu lidt alligevel. Denne aften havde hun en sort jakke på der gik til midt på lårene, sorte stramme jeans, et par grønne slidte converse, og en top indenunder jakken i rød, som man dog ikke kunne se.
Blidt sukkede hun for sig selv, det var et underligt sted syntes hun nogle gange, andre gange kunne hun meget godt li det, men af og til følte hun bare at folk ikke rigtigt turde snakke med andre, fordi de var bange for at blive myrdet.. Men ja man kunne vel ikke bebrejde nogen for at have den mening, i en lang periode var der jo adskillige mord hver aften, og det var klart at folk ikke rigtigt havde lyst til at gå ude når det blev mørkt. Lige nu var hun ligeglad, det var alligevel sjældent hun mødte nogle folk hernede på stranden.

Hun rystede utilfredst fingrene, i et simpelt forsøg på at slippe væk fra de fastsiddende dråber, vandet fra sandbunden havde efterladt sig. De ønskede at føle den varme hånden afgav, få dem til at smelte yderligere. Havet kunne være forbavsende kold, især når vinden ikke tav. Det gjorde den aldrig på disse kanter. Det kunne få mange væsner til at sky dette sted, der ellers ville have tiltrukket mange par med sin røde solnedgang. Den brede havoverflade, der skinnede på en rolig måde, men stadig med sin barske frihed. Havet kunne være lumsk. Gemte ikke kun på uhyre, man normalt kun fandt i eventyrbøgerne, men også de syrener og glubske havfruer, der dominerede uden at tøve. Der var også sandbakkerne, der hævede sig et par skridt efter den skummende masse, der grænsede imellem land og vand. De skinnede med deres beige nuance; var en smule kolde, men hvem ville tage sig af det, når græsset pludselig skød op imellem de mange småsten, understregede den frie naturs fantasier? Ingen, der ligefrem havde modet til at stå midt i dette ubefolkede areal, bestirre dette væsen, der også havde fundet vej frem til stranden. Stranden var ikke for ignorante par, der valgte at ignorere de nye optøjer, der var opstået i de franske kyster. Stranden var for at teste folk. Manipulere med folks sind.
Lade dem tage de forkerte valg, på det helt rigtige tidspunkt.

Gruset veg tavst til side, da de så småt begravede fødder satte sig fremad. Stadig et par meter fra individets skygge, tyggede tænderne blidt på underlæben, imens den overlæben valgte at dirre lystigt. Der skød små, næsten umærkelige stød igennem hjertet, fik det til at lave et eller to tilfredse hop. Det hvide hår valgte at blafre omkring skuldrene, og ikke bagud, selvom vinden stod imod den bevægendes ansigt. De undersøgende øjne stirrede direkte på den siddendes ryg. Mon hun forstod budskabet, stranden sendte? Kendte hun til kongens nye regler, og de oprørere, der snart ville overtage den nærmeste by, eller måske dø i forsøget? Eller ønskede hun heller ikke at kende sandheden? Meningen med tilfældigheder, beslutninger og skæbnen?
Der var kun en måde at finde ud af det på, måtte hun bekræfte sig selv i. Safné tog det afsluttende skridt, lige for spidsen af kvindens skygge. Uanset hvad, om hun havde opdaget Safnés nærvær eller ej, ville dette blive de første ord:

"Do you believe in lies...?"

Aubreiane så langsomt op på denne pige der nu stod lidt fra hende, og overvejede hendes spørgsmål, det kunne betegnes på mange måder, og egentlig, ja så vidste hun godt hvad hun mente, for.. de var jo snart midt i en såkaldt krig, og alligevel ignorede Aubrei samtlige regler der var blevet givet. Men når nu hende den anden oz stod der, ignorerede hun det tilsyneladende oz. "Det gør jeg ja" svarede hun omsider, efter at have tænkt over det. Ja det gjorde hun, en dårlig ide, men det måtte hun jo tage med, hun kunne ikke gøre andet end at lytte til hvad folk sagde og tage det for gode vare, eller gå sin vej.
Langsomt rejste hun sig og betragtede pigen, sandet kildede hende under tæerne, og hun nød den blide kulde som kom fra det, hvad skulle hun ellers sige, hun kunne jo ikke bare slynge et eller andet ud, hun kunne jo sådan set ikke vide om denne pige var en eller anden meddeler, og Aubrei så ville få problemer snart for at have gået imod reglerne, på den anden side, ville hun så ikke være pænt ligeglad med det? jo det ville hun uden tvivl, det ragede hende, hun havde ingen planer om at følge regler, og gøre som alle andre ville have, slet ikk nu, slet ikke nogensinde, aldrig.
"Var det koldt?" spurgte hun omsider og nikkede mod dråberne der var overalt på pigen, der tydfeligt havde været i vandet, for hun kunne oz se sandet der klæbede sig ind til dennes hud. Stille lod hun blikket hvile på pigen, kunne ikke bedømme hvad hun var, på den ene side virkede hun som et menneske, men noget over hende, fik hende til at tro det ikke var sådan, og i så fald måtte det være en blandingsrace, og det kunne jo også sagtens være. tankerne strakte sig rundt og udover det hele, for en stund fløj hun lidt rundt i dem, indtil hun fik hevet sig tilbage til virkeligheden og nu igen fokuserede på pigen.

Svaret var hverken chokerende, eller forventet. Det var en mærkværdig, ukendt blanding af følelser. Kulden krøb sig op af hende, som en blid kuldegysning; Safné lod sig kun svagt mærke af advarslen, der forsigtigt kælede sig imod logikken.
Halsen lod for en stund hovedet tilte en smule til siden, så det var nemmere at beskue dette nu oprejste væsen, der så let havde sagt sin mening. Individet havde ingen forståelse i denne bys være. Hun interesserede Safné. Hun var.. Spændende. To skridt frem, kunne føle den sitrende bevægelse, stenene så automatisk begyndte. De røde øjne, beklistret med farvede kontaktlinser, der understregede hendes ikke-uskyldige side, stirrede direkte på den anden. Som en hyæne, der undersøger sit bytte i al offentlighed. Finder smuthuller, hvis styrken for stor i den anden banehalvdel. Iagtage dennes øjne. Selve sjælen, der gemmer sig bag den slimede beskyttelse af øjenæbler. Drillende snappe efter offerets hals, uden rigtigt at nå. Bare nyde følelsen af magt, og dominering, selvom den defensive ville vinde enhver nærkamp. Safnés bevægelser var slingre i valsen, imens at den lettere brede hofte, lavede en tavs vuggen. Elegance var det lette ord, for det billede hun fremkaldte, ved bare at gå som den lady, hun havde set i et af de der tv-skærme, der stod tændt halvdelen af dagen bag en høj glasramme, i den lokale og veltjenende elektronikforretning. Hvis man skulle male en kjole, på den ellers nøgne kvindekrop, ville den være hvid. Skabt af muslingers ældgamle, rundslibede perler, der ville glitre helt igennem fantastisk. Være en pragtfuld detalje, når det orange skær fra solen blev reflekteret. Det eneste, maleren ville blive kritiseret for, var det graciøse smil, hun ikke udtrykte. Det var buet nedaf. Udtrykte ikke vrede, eller anger over hendes respond, men nærmere en medlidenhed, hvor snittet af sorg kunne spores. Munden bevægede sig, læben løftedes af to usynlige tråde, stærkere end stål. Ord svang ud imellem de blanke tænder, der ikke var helt igennem perfekte, men dog ejede en smule værdighed i deres form og størrelse.

"It was quite cold, I must admit. But.. You said, you did believe when not told the truth?"

Hun tænkte det over. Den plan, der langsomt begyndte at miste sit røgslør, og tage form i hendes tanker. De fremtidsbestemmelser, der skulle udføres med perfektion, hvis tingene gik i den retning hun betænkte. Tænderne klemte det lille stykke læbe nedaf, med en blid tvang, fik blodet til at lave to slørede, mørkerøde ringe. Vipperne, der omringede de lysere røde øjne, lukkede sig sammen, og åbnede sig igen. Som en overvåget blomst, der i lynhast åbnede sig om sommeren, men igen slog sin skal sammen, når frosten og vinteren syntes at tage til. Nedfryse livet, som individerne på planeten jorden, nu kendte til. Hjernens maskineri dæmpede sig endnu engang, og blev til en tyst snurren, der kun lige kunne bemærkes af den mest rolige. Igen var det tid til at tale, og talt, blev der gjort.

"Let's play a game. The rules are simple. Easy to understand, but very difficult to follow. The first rule, that we must follow, is that you can't quit. You can't say no, to play this game, and you can't escape it. The second rule, is that we each have about 10 seconds to make a single move. Only. One. Move. A step, or to lift a hand. Only one movement, then it's the others turn. Do you understand? But, to make it go a little fast, we have 6 movements each, before it's the next one to do so. If you don't understand, or if you cheat in any way, you'll lose something. Not only from your body it can be, but also.. Something dear to you. Maybe a memory, you will tell out of fear. The last rule, the game has, is that the winner, is the one, to make the other do more than 6 movements. Got it? Now, you are the one to start."

Hun pegede på den andens bryst. Det bryst, der ikke længere behøvede at bevæge sig. Øjnene smilede dyriskt, men selve udtrykket i Safnés ansigt, sagde ikke andet end alvor. Hun kunne finde på at flå en finger af Aubrei, hvis hun tyede til at sige nej, gå eller på anden måde undgå spillet og dets regler. Hun ville igang.

"Begin your movements.. Now"

Aubreiane bed sig i læben, og lyttede som dette væsen snakkede til hende, ganske langsomt lod hun hovedet glide på skrå, en leg? tja.. hvorfor ikk, men hun var ikke helt sikker på hun kunne li konsekvensen af at tabe, der var sikkert en form for afstarffelse i det, og lige som denne pige så ud, virkede det ikke som om hun skulle prøve på at stikke af heller, så hun kunne vel godt lege med, hellere det end at skulle slås med hende, det gad hun faktisk ikke lige nu.
Stille nikkede hun for sig selv, mens pigen stadig snakkede, måske forstod hun det, og idet en finger blev peget mod hende, forstod hun at hun skulle starte, typisk, hun forstod det ikke helt og så¨skulle hun starte, hvad skulle hun mon finde på? der var jo mange ting hun kunne gøre, f.eks prøve at løbe så langt væk som muligt inden hun blev fanget, men det ville nok bare ende skidt for hende uanset hvad. et suk undslap hendes læber, og hun så på pigen der nu sagde hun måtte begynde.
første bevægelse blev taget i et skridt, hen imod pigen som ikke stod så langt fra hende, den anden også i et skridt, så hun nu stod så tæt på pigen, at hun kunne mærke hendes ånde, og ikke mindst kulden fra hende, højst sandsynligt fordi denne havde været i det kolde vand. to bevægelser i en hånd der rakte op og rørte dennes kolde kind, og de sidste to på at sænke armen igen, og træde et skridt bagud, for ligesom at give lidt plads, hvis nu pigen fik lyst til at banke hende.

Et smil krøb frem på de cremefarvede kinder, så mekanisk, at man kunne forveksle det med en dukkes sadistiske grin. Pigen havde spildt den første runde, af dette forvirrende spil, der ingen mening syntes at eje. Spillet var hverken godt eller ondt. Det lå i sin kedelige, neutrale stilling og blev udspillet af to individer, der heller ikke blev delt i hver sin kasse under kategorien "morale". Ikke engang landskabet, der syntes at blusse op under de sidste aftenstråler, havde en større rolle i dette "virkelighedens teaterstykke". Det hele syntes bare at være et spild af tid. En barnlig måde at få minutterne til at køre hurtigere, selvom de i regelen aldrig når at tikke mere end et sekund af gangen. Derfor hævede Safné et øjenbryn, da pigen gav sig til at sætte håndfladen på Safnés kind, ikke overrasket over hvor kold kinden havde været. Tja. Hun havde lige haft en dukkert i havets lavere temperatur, så overrasket ville ingen have været. Ikke engang det lille menneske barn, der stod gemt bag de tjørnede buske, længere oppe af de usikre sandbakker. Det gule hår, der syntes at dække de buttede, rosenrøde kinder af drengens. De mørkegrønne øjne, der gloede dyrisk og iagtsomt på de to kvinder - Den ene nøgen, den anden, der havde bevæget sig. Detaljer var hans levevej, og han nød nærmest, hvordan de to hunkøns væsner spildte deres levetid med fjollede lege. Han ønskede at være med i spillet. Se den våde dames reaktion på hans tilstedeværelse, og de små fingre, der gramsede ved hendes ben, i håb om at blive bemærket og taget stilling til.

Safné lod blikket skyde til siden, så pupillerne trak sig sammen til små prikker. Vinden skyllede ind over hendes krop, der fik gåsehuden til at stige og dråberne til at klistre sig til den kølige hud, der strammedes betydeligt.
To bevægelser var lavet, 4 movements tilbage at bruge af. Hun strammede benets muskler til, så de lå dækket af huden, men stadig var til at se med smalle, grålige linjer. 3 tilbage. Ord. Læberne formede ord, men stadig ved at øjnene spejlede havets vandrette linje i deres røde glimten.

"The.. Heart... Dies..."

Hun kedede sig allerede.
Spillet forældet. Ingen sjov. Ingen form for underholdning eller stimulans.
Kun de 3 tilstedeværende.

// Sorry det er så forfærdeligt kort.. Og heller ikke ligefrem mit bedste svar. Men bedre kvalitet kunne jeg altså ik få frem. ^^' //