Free fighting for all //HELT ÅBENT FOR ALT OG ALLE//

Sted: Drake Stadium
Tid: 17:13 (Solen er lige gået ned så vampyrer også kan være med)
Omgivelser: Flere tusinder af råbende væsner som er taget nær og fjern for at se dette.
Vejret: Stjerner der skinner og fuldmåne.

Urune kom langsomt gående ind ad porten til det stadium som nu skulle hylde massere af kampe, massere af blod, og forhåbentlig ingen død. Han gik langsomt og fattet ind til centrum af stadium og vendte sig omkring for at iagttage publikummet. Han trak langsomt vejret ind i det den sidste solstråle ramte hans øjne og kastede et mat lys over dem. Han iagttog stadig folk og ventede tålmodigt med hænderne på ryggen på at de ville klappe i. Minutterne gik, og de begyndte at forstå. I det den sidste larm fortog sig og alt blev stille begyndte han at tale med hævet stemme.

"Mine damer og herre! Jeg går ud fra at alle som er mødt op her har hørt hvad der vil forgå!" Han kiggede rundt igen og så at de alle ventede spændt, nogle omend skræmte. "Dette stadium vil nu ikke længere blive brugt til at vise sport eller hvad der plejede at blive vist! I stedet... Vil det fungere som en arena! En arena for alle som ønsker at kæmpe! Dæmoner, vampyrer, djævle, engle! I vælger selv hvem der vil! Omend..." Han begyndte at sænke stemmen og tale mere roligt og modent. Han ønskede ikke at opildne publikum helt endnu. "Selvfølgelig... Vil der være visse regler. Reglerne er som følger. Vi ønsker ingen død her. Hvis en af de to kæmpende er ved at dø, vil jeg personligt træde til og fjerne begge personer fra arenaen. Den person som stadig står op vil dermed vinde kampen og æren. For det andet! Jeg, mig og vi ønsker ikke at hele stadium skal stå i brand når folk er færdige med at slås. Derfor... Ingen overdreven brug af ild, jordrystelser og lignende som kan ødelægge stadium."

Han stirrede ud mod folk endnu engang, denne gang med lysende røde øjne som virkede stærkt lokkende. Han hævede endnu en gang stemmen for at opildne publikum.
"Derfor! Hvis der er nogen som ønsker at træde frem og vise deres værd, kæmpe for ære, kæmpe for sejr! Hvis der er nogen som ønsker dette vil jeg bede jeg træde frem øjeblikkeligt! Og det skal sige, jeg deltager ikke i disse kampe da jeg skal fungere som neutral dommer! Og nu! Hvis nogen ønsker at kæmpe, så kom da! Spring ned fra publikummets plads og indtag den plads som retmæssigt er jeres, her, ved min side, og kæmp for æren!" Han løftede armene og publikum gik amok. Han kunne lige skimte et par folk som yderst gerne ville kæmpe kunne han se.

///Krav for at kunne deltage her:
Mindst 10 indlæg af mellem relevans (Emner, diskussioner og lignende. Off topic posts tæller ikke) Det skal forstås som i at det skal være emner eller diskussion. Det er mest til for at forhindre at folk laver nye brugere som de ingen styr på har. Og off topic delen skal forstås som i at postene skal være i noget relevant, hvilket vil sige ikke i nogle af de lege der er i fri snak.
Mindst 20 erfaring.
Mindst 8 linjer, men meget meget MEGET gerne mere.
Folk på gerne kaste ting ind, alt fra stole til knive til rør til sværd. Ingen skydevåben.
Det er tilladt for folk at kigge på og heppe, give udstyr (se ovenfor) og lignende uden at deltage i kampene så alle kan være med.
Det menes at folk kan deltage i emnet uden at behøver deltage i kampene. Eksempel: Person 1 og Person 2 er i gang med at kæmpe i arena. Person 3 kan så vælge at overvære kampene og så kaste en stol efter person 1. Person 1 kan derefter vælge at tæve person 2 med stolen. Man kan vælge at bruge NPC'er hvis man gerne vil så længe det ikke blive overbrugt.///

//Jeg vil vildt gerne joine, bare en ting først, hvordan skal 'Mindst 10 indlæg af mellem relevans (Emner, diskussioner og lignende. Off topic posts tæller ikke' forstås?//

///Det skal forstås som i at det skal være emner eller diskussion. Det er mest til for at forhindre at folk laver nye brugere som de ingen styr på har. Og off topic delen skal forstås som i at postene skal være i noget relevant, hvilket vil sige ikke i nogle af de lege der er i fri snak. Håber det hjalp. <3///

//Nååår okay :D der står også at 'Det er tilladt for folk at kigge på og heppe, give udstyr (se ovenfor) og lignende uden at deltage i kampene så alle kan være med.' betyder det så er en slags npc? :)//

///Det menes at folk kan deltage i emnet uden at behøver deltage i kampene. Eksempel: Person 1 og Person 2 er i gang med at kæmpe i arena. Person 3 kan så vælge at overvære kampene og så kaste en stol efter person 1. Person 1 kan derefter vælge at tæve person 2 med stolen. Man kan vælge at bruge NPC'er hvis man gerne vil så længe det ikke blive overbrugt. Tak fordi du siger alt dette, jeg skal nok tilføje det i den originale post ^^
Hvis der er andre spørgsmål, så send en PM så første side ikke bliver fyldt op med spam...///

//Tak og tak, det er nok bare mig der spørge for meget ^^Men lige en sidste ting, skal man selv sørge for den der introduktion som der som regel er når to skal kæmpe eller gør du det? :)//

///Jeg kan sagtens tage mig af at introducere folk medmindre de kæmpende blot ønsker at bide hovederne af hinanden. :3 Bare skriv hvilken slags introduktion man vil have.///

// jeg kan sagtens selv, ville bare høre hvad du tænke :) siden du er dommeren så ville det være mest realistisk at det var dig :)//

///Jeps, men hvis folk ikke kan holde sig fra at gå i kødet på hinanden gider Urune bare ikke og sætter sig til at se kampene. xD///

//men er da helt klar på en introduktion af selveste Urune :D//

///Spring ned og vis dig klar til at kæmpe, så skal jeg nok. :3///

En kniv stødte mod en anden og lavede det klassiske 'klink', da Itarian landede øverst på tribunen, bag publikum. Stadig uset, bevægede han sig langs periferien af Arenaen. De 30 cm lange ører virrede frem og tilbage, opfangede enhver lyd, ethvert åndedrag, og videregav informationen til hjernen, der lod Itarian vide at de larmede. Publikum var, for hans ører, en skrigende, puffende, prustende mængde kød og blod, der fik ham til at krybe af sted fra en skygge til en anden.
Det var meget lang tid siden han sidst have været i så stor en mængde, og han kunne ikke lide det. Savnede bjergenes stilhed, Jagten og de daglige gøremål - Og Træningen. Atarian's personlige træner, der skulle få ham tilbage på rette spor, og op i himlen hvor han hørte hjemme - på perlemorshvide vinger. Han havde fundet at han var blevet meget mere åben, stædig og selvsikker. Han passede utrolig godt ind i rollen som Atarian's træner. Hendes Excellence havde været utrolig heldig med sit valg, hvad der så end var hændt hende.
Men ikke desto mindre havde hans 'nye liv' også holdt ham fra dette: Larmen, byen og den følelse. Følelsen af at være byttedyr.
Han krøb hen mod et lille halvtag, og hoppede de to meter op til taget. Der satte han sig på knæ og kiggede ud over arenaen.
Aftalen med Atarian var egentlig at han skulle være med i en kamp, men hvad godt ville der komme ud af at kæmpe?
Hvad hvis han ikke kom tilbage?
Hans ene mundvige sneg sig forræderisk opad. Han ville komme tilbage, kamp eller ej.
Hans forpjuskede, beskidt-røde hår blafrede let i aftenbrisen, hans abnormt lange, tynde fingre rettede på det rå lændeklæde - hans eneste påklædning - mens hans enorme brune øjne skuede ud over mængden, og den første kamp.

//Ugh, im outta training Dx
- Tho this seems fun :D
Og undskyld le godmodding, men jeg vil vel tro at en kamp er gået igang på det tidspunkt, eftersom Itarian kom et godt stykke efter introduktionstalen ^^'

Urune's blik var tomt. Allerede nu havde flere folk kæmpet, men ingen havde virket synderligt overbevisende. Et ny par dansede nu klingernes dans og lyden af metal som slår mod hinanden var høj, men den var intet i sammenligning med lyden fra publikum. Introduktion efter introduktion, kamp efter kamp. Tiden var gået og var langsomt blevet aften. *Kommer der mon nogle stærke modstandere snart?* I det tanken var tænkt faldt elveren som var i kamp forneden sammen og Urune sprang mellem ham og vampyren.

Med en klinge for halsen på den ukendte vampyr lavede han en portal til elveren og sendte vampyren et andet sted hen. Et lille suk undslap hans smukke læber og han indtog igen pladsen midt på stadium. "Folk har kæmpet!" Han samlede en kniv op fra jorden. "Folk er faldet!" Han samlede et rør op fra jorden. "Og folk har sejret!" Han kastede dem alle ind i siden. "Hvis andre mener de kan gøre det bedre, så træd da frem nu!" Han forsøgte at få folk med på legen. Han nød at se folk kæmpe under sig. Han satte sit sværd i skeden og kiggede igen på publikum med sine røde øjne, forsøgte at tiltale dem ved at vise dem hvad en mand som har dræbt og kæmpet er i stand til.

Han hørte folk bevæge sig rundt omkring men var ligeglad med det. "Kom så frem, i som ønsker at kæmpe!"

En lille seddel af papir blev sendt fra den ene ende af arenaen og ned til den anden.
Det gik rygter om en vampyr der havde været med i flere kampe og så man hans kampe var man sikker på underholdning. På papiret stod der noget om tilstedeværelsen af selveste Logan 'The Butcher' O'Connor.

Hvis man så det nede fra arenaen ville man ikke have stor chance for at se Logan, men så man det oppe fra kunne man nemt se en fyr der gik med en kappe, hvor hætten var trukket godt ned.
Denne mand rejste sig op fra sin siddeplads og gik ned gennem publikum. Han stoppede først da han stod ved kanten til arenaen, først der smed han sin kappe og der stod Logan O'Connor.
"I vil have kamp, I vil se blod! Det skal jeg give jer!" råbte Logan og hoppede ned i arenaen.

//Jeg glemte helt at sige, når du indtroduktere ham så kald ham: Logan 'The Butcher' O'Connor ^^//

Mellem publikum sad Evangeline. Hendes grønne øjne fulgte ivrigt med i kampene, som fandt sted foran hende. Hun kunne ikke huske, at hun nogensinde havde været med til noget lignende. Faktisk, havde det nok aldrig været tilfældet. Kampene havde været mange, men de lignede allesammen hinanden og var begyndt at kede hende. Hun var kommet midt i det hele, og havde ikke set mange af de første kampe, der havde været. Dem hun havde set, havde kun været mellem mænd af forskellige racer. Den ene stærkere og mere snedig end den anden. Hun havde følelsen af, at hvis man som pige stillede op i arenaen, ville man i den grad blive til grin. Måske tog hun fejl - hvilket hun i den grad håbede, for hendes plan var at stille op til disse kampe. Men nu hvor hun sad her, viste det sig, at hun nok ikke havde gennemtænkt det hele alligevel. Hvis hun vandt, ville der nok være mange der blev overraskede. Hvis hun tabte, ville hun blive til grin. Endnu mere til grin, end hvis hun rejste sig, og annoncerede, at hun ville stille op i en af disse kampe.

Evangeline havde en spinkelt bygget krop. Dog, så hun på ingen måde skrøbelig ud. Hendes krop virkede stærk, hvilket selvfølgelig var pga. af hendes race. Hun bevægede sig yndefuldt og elegant, uanset hvad hun gjorde. Om det så bare var for at rette på sit hår, var selv den bevægelse yndefuld. Hendes hår bølgede blidt ned over hendes ene skulder, og indrammede hendes ansigt med de store, grønne øjne. Hun var køn, men lignede slet ikke en, der kæmpede i en arena som denne. Men ikke desto mindre, var det dét hun havde tænkt sig.
Evangeline havde et sværd hængende i en skede ved hendes hofte, og stille lod hun sin holde glide henover den, som for at tjekke at den stadig var der. Dette var nok en smule overflødigt, eftersom hun nok ville have lagt mærke til, hvis sværdet ikke længere, hang hvor det gjorde. Tøvende kiggede hun ned mod dæmonen, som stod og opfordrede folk til at komme og kæmpe. Hun tog en dyb indånding, rejste sig op, og begyndte at gå ned mod "scenen", hvor kampene fandt sted. Hun kiggede blot ligefrem, og undgik de undrende og lettere hånlige blikke, hun fik med på vejen til sit mål. Hun regnede skam ikke med, at der var nogen i arenaen, som rent faktisk regnede med, at hun ville kunne klare et minut i nærkamp. Hun skulle vise dem! Eller.. det håbede hun, at hun ville komme til at gøre. Det kom jo an på hvem hun skulle kæmpe imod, og hvor godt hun kunne klare sig. Hun havde ikke særligt meget erfaring, og langsomt begyndte hun at fortryde sit forehavende. Men nu var det for sent. Hun var på vej. Hun skulle kæmpe. Hun ville ikke vende om nu..

Itarian's øjne fæstnede sig på dommeren, på den måde han kaldte kæmpende frem på. Halen begyndte ivrigt at vippe op og ned, som en kat på jagt.
Han så portalerne, hvordan havde en dæmon fået adgang til disse kræfter?
Portaler var, efter sigende, utroligt svære at håndtere, og dog så det ud til at komme til denne dæmon med lethed?
Itarian følte sin tand i sin læbe, og sprang ned fra halvtaget, stadig forholdende til skyggerne langs væggen.
Han arbejdede sig langsomt ned af mod kanten af selve Arenaen. Utrolig forsigtig, mens han hvert et øjeblik mente han ville føle en kniv mod sin ryg.
Han var opvokset i undergrunden, på gaden og i den laveste af de sociale klasser, det var en vane at være forsigtig, mere end en nødvendighed.

Han kom endelig helt ned til Arenaens kant, den mest afsidesliggende, og en 20-30 meter fra højdepunktet af publikums hylen og skrigen, og prusten og møflen rundt.
Hans blik søgte den anden dæmon, og mens han studerede ham intenst stolede han på at dæmonen ville være for langt væk til at bemærke den enlige lille - knapt på størrelse med en 14 årig ung dreng - dæmon, hvis hale piskede støv op ved siden af ham, og som virkede mere interesseret i dommeren end kampene.
Han blinkede langsomt, de enorme brune øjne flyttede sig kortvarigt til den del af publikum der var tættest - rundt om ham - på ham, bare for at checke,hvorefter hans øjne søgte dæmonen igen.
Dæmonen virkede på en eller anden måde træt. Han var skuffet. Virkede skuffet. Hvis ikke over livet som en helhed, så måske med kampene?
Itarian trak lidt på sin sjette sans. Lukkede øjnene og intensiverede den, forsøgte at skaffe sig adgang til den energi-kilde der syntes at være forbundet til alt levende.
Han kaldte det 'Glory', og det var ikke tit det virkede. Den var blevet stærkere over den senere tid, men han havde endnu ikke kommet igennem til Kilden til Glory, hvor han var sikker på han ville kunne komme i kontakt med ethvert væsen.
Men det var selvfølgelig kun spekulationer, og indtil videre kunne han kun føle overfladisk på en persons følelser, natur og race.
Han bed sig i læben, forsøgte hårdere, lukkede alt andet ude.
Og det var selvfølgelig i dét øjeblik et andet væsen - eller skæbnen? -valgte, meget ubelejligt, at møve sig ind bag Itarian, og skubbe ham ud over den smule ræling der var ud til Arenaen, og han faldt ned med et hult bump.
Han landede på lænden, hvilket sendte elektriske stød op igennem hans ryg, og fik det til at svimle for hans øjne, og han måtte have et øjeblik til at orientere sig.
Det var da han noterede sig sin situation. Han var nede i Arenaen - hvilket var så godt som at begå selvmord, hvis man var Itarian - og muren der omgav Arenaen var for høj til at han nogensinde ville kunne hoppe op igen.
Han vendte sig med ryggen mod muren, panik malet i ansigtet og de enorme brune øjne.
Ovenover sig hørte han et let dyb latter.
Med vilje. De havde skubbet ham med vilje, og nu mente de han ville dø. Han vendte sig mod dommeren, og mandede sig op. Hans ansigt blev blankt, inden nogen nåede at se de uværdige udtryk der havde været der et øjeblik forinden, mens han begyndte, langsomt, forsigtigt, at gå frem mod dommeren. Halvejs derhenne var han krøbet ned på alle fire, og gik næsten ligesom nogle af de mere vildtlevende primater foretrak at gå, mens han holdt hovedet bøjet mod jorden. Øjnene blev ved med at flakke frem og tilbage mellem publikum, dommeren og hvem der end ville være hans bøddel.
Det enkle bælte der hang over hans skulder og ned omkring hoften var påhængt med utallige knive, alle samme lige, kedelige, uprangende form, og som afgav små klink hver gang han tog et krybende skridt.

Urune fik et smil frem på læberne. "Endelig! En kriger! En værdig kriger! En kriger som har undsluppet døden flere gange end jeg orker at tælle! En kriger som har kæmpet mod Scars, som har kæmpet mod Malakel, og tilmed Zane! Han er nu dømt til døden af den sidst nævnte! Men før den tid kommer... Før han trækker sit sidste åndedræt... Skal han herned! Han skal herned og kæmpe, kæmpe mod enhver som stiller sig imod ham og som kan vise sig at være en trussel for ham!"

En portal åbnede sig under føderne på Logan og sendte ham ind i midten af stadium ved siden af Urune. Næsten lydløst så kun Logan hørte det sagde han: "Tak for at du kom. Var begyndt at kede mig med de amatører." Han kastede atter sit blik ud mod publikum. "Hvem tør udfordre denne krigsveteran?! Hvem tør træde frem og vise deres værd?! Hvis i besidder dette mod, den styrke der skal til for at kæmpe, den energi der skal til for at trække en sejr hjem, så træd da frem nu! Træd frem, eller ti!"

Han kastede blikket hurtigt gennem publikum og så et par røre på sig. Tre folk rejste sig og gik fremad. Urune smilte igen, og hev dem ned til sig med sine portaler. "Tre folk tør vise deres værd over for Logan! Er der andre?! Træd nu frem, han er kun en mand! Godt nok er han erfaren, men netop derfor vil jeg gøre denne undtagelse! Jeg har bedømt at hans erfaring er for stor til at en enkelt af disse folk kan besejre ham, så derfor... Derfor skal dette være en tre mod en kamp! Logan mod Anastsia..." En elver kvinde trådte frem og kastede sit blonde hår i vinden. "Mark..." En høj og sort håret person trådte frem. "Og sidst, men ikke mindst, Ulrik!" En lav men muskuløs mand trådte frem.

I det den sidste mand trådte frem opdagede han en anden tilstedeværende. Hans øjne scannede hurtigt personen og så han var lav, spinkel af bygning og næppe ville være i stand til at kæmpe. Han kiggede over mod det sted han var kommet fra og så folk stå og le af ham. Han sukkede stille og begyndte at gå mod den nye person. "Ønsker du at kæmpe her? Eller vil du stikke af som alle andre?" Hans øjne borede sig dybt ind i hans og hvis han ikke var stærk nok ville en stærk frygt ramme ham, lige midt i hjertet.

Han gik tilbage til Logan og gen sænkede han sin stemme til en hvisken: "Logan, bare vær venlig ikke at slå dem ihjel. Bevidstløs, klart, men ikke ihjel. Gider ikke have arenaen skal have sådan et dårligt ry." Hans stemme steg igen. "Og nu! Begynd!" Han sprang op til publikum og standsede foran kvinden som havde rejst sig op, fast besluttet på at kæmpe og sagde sagte: "Hvis de vil være så venlig at vente på at denne kamp er forbi, så skal jeg med glæde sætte jer to op mod hinanden."

///Undskyld mig lige, skal lige rette mit svar til så Ita også bliver inkluderet... I hate my life.///

//Is okay, hvis ikke han skal kæmpe, kan du jo bare få ham op af den Arena han så belejligt endte i ;D

///I kan forsætte, har rettet det til, omend ikke specielt kønt...///

//Mon ikke vi skulle have en ludo-regel? ^^'
Like:
Urune
Logan
Evangelie
Itarian?

///Tjo, men det kan jo være folk ønsker at springe ind i emnet og smide ting efter dem og lignende. Det er netop meningen med emnet, at folk skal kunne springe ind og ødelægge det for andre... >.< Men tror vi tager en Ludo regel som Ita sagde indtil videre. Mig → Logan → Evangeline → Ita? Og undskyld de problemer der har været skabt af dette.///

//Regner med det er Eve, du/Urune henvendte dig til i den nederste del i dit indlæg n.n//

Evangeline kiggede direkte dæmonen, og koncentrerede sig om ham. På denne måde, gav hun ikke sig selv lov til, at kaste et eneste blik på publikummet, som sendte hendes deres blikke, og grinede af hende. Hun fik kun bekræftet hvad hun allerede vidste. Hun lignede ikke en der hørte til et sted som dette. Men det var blot at bedømme en bog på omslaget. Dog kunne det skam godt være muligt, at hun ikke hørte til her. Men hvordan kunne hun vide det, når hun ikke havde prøvet det? Engang skulle vel være den første.. Måske ville hun synes om dette. Nærkampe med adrenalinen pumpende gennem kroppen. Høre folks jublen og klappen. Hun syntes godt om stemningen der var til disse "forestillinger", hvis man kunne bruge dette som betegnelse. Men hun ville ikke bare sidde på tilskuerrækkerne og kigge på kampene. Hun ville være en del af det. Hun ville vinde! Hun var skam stædig nok, og levede efter mottoet: "Jeg kan hvad jeg vil". Dette skulle dog snart sættes på prøve. Hun havde stadig ikke overvejet, hvad hun skulle gøre hvis hun tabte. Forsøge igen? Gå? Hun skubbede irriteret tankerne helt om bagerst i hendes tanker, og fokuserede på, hvad det var, hun var her for; hun ville vinde! Hvis hun allerede nu, tænkte over, hvad hun skulle gøre, hvis hun tabte, kunne hun ligeså godt lade vær' med at kæmpe. Så havde hun allerede tabt på forhånd.

Hendes tanker blev afbrudt af dæmonen, som bevægede sig hen mod publikum. Han stoppede.. lige foran hende. Hun betragtede ham i nogle få sekunder. Han virkede ikke hånlig overfor hende. Et smil bredte sig på hendes fyldige læber, og ubevidst lod hun en hånd glide igennem det bølgede hår.
"Jeg venter", sagde hun hurtigt. Så kunne hun trods alt se, hvilken standard de kæmpenede satte. Hvad hun havde at leve op til.

//Kan godt være jeg virker en lille smule dum nu, men kunne en af jer tænke jer, at forklare mig, hvordan den såkaldte "ludo-regel" hænger sammen? ^^'//

///Ludo reglen går ud på at man skiftes til at svare over tur. Så efter mig skal Logan svare, efter Logan svarer du og så videre. Itarian er til sidst og så mig igen.///