Free fighting for all //HELT ÅBENT FOR ALT OG ALLE//

//Nårh okay.. hvor pinligt, jeg ikke vidste det egentlig ;o Det synes jeg vi skal gøre så (://

//er det så mig nu?//

//yep ;D

Ikke dræbe dem...... Logan skulle gøre sit bedste.
"3 mod 1, kom bare" sagde Logan og knækkede sine fingre før han op af en af sine lommer tog to knojern op og tog dem på.
Hans våben, udover dem havde han sine armskinner som lignede normal rustning.... Men inden under dem sad der to klinger som kunne blive hevet frem og brugt.
"Sig mig, hvordan kan jeg kæmpe mod i kvinde, også en elver oven i købet? Kan jeg ikke bare få hende til at lave mig en sandwich?! Og så er der den der lille mand, man plejer jo at sige, jo større de er jo hårdere falder de, i dit tilfælde kan det gøre knapt ond når du jo er så tæt på jorden" Råbte Logan mens han så rundt på publikum, det skulle mest være som for at få publikum til at heppe på ham og smide våben ned til ham, og ikke dem. Også fordi han legede med deres tanker, gjorde ham dem vrede så ville de angribe vildt og aggressivt, ergo uden at tanke sig om, også ville Logan have langt større chance for at smadre dem.

Nu begynde det....

Logan knækkede sin nakke en enkelt gang for han styrede hen mod den lave mand, lige idet han skulle til at slå ham, forvandt Logan, og dukkede op om bag manden med det mørke hår. Logan havde brugt sin evne, Flash step, som kunne få ham til at forsvinde og dukke op et andet sted, men det var fordi han kunne løbe så hurtigt.
Hans knytnæve ville plante sig i maven på Mark, og hvis han ramte så ville han med garanti knække sammen og ville derefter få et knæ lige i hovedet, altså hvis alt gik efter planen.

En smerte overdøvede hans angst mens Itarian kiggede op i dæmonens røde øjne - underligt egentlig, havde de ikke været lyse for få meter siden? - og bed sig selv i læben for at få en smule afløb.
Hans intensiverede følesans havde, uden hans vidende, omsat den frygt dæmonen havde skænket ham til smerte, hvilket var yderst upraktisk, eftersom det fik stjerner til at danse for Itarians øjne. Men han forblev i sin dyrelignende stilling, og så trodsigt op på dæmonen.
"Jeg har endnu ikke set nogen stikke af herfra, herre" sagde han. Hans stemme underligt fin og raffineret i forhold til hans udseende. Den beskidte hud, næsten helt brun på grund af det lag skidt der lå over den, de tydelige ribben, underernæring, og de enorme brune øjne fik ham ikke til at virke som en videre overbevisende kæmper.
Men stikke af? Aldrig. Så meget ære havde han nu engang, menneskeligt væsen eller ej.
Derudover kunne han ikke lide dæmonens tonefald, det fik de små hår i nakken til at stritte af irritation.
Læberne trak sig tilbage fra tænderne, i en let hånlig snerren - udløst af hans underligt malplacerede irritation - hvorefter han begyndte at gå hen mod udkanten af Arenaen.
"Jeg vil vente til der kommer en modstander du mener jeg kan møde" sagde han, nu med ryggen til dæmonen - stolende på at hans ekstreme føle- og høresans ville advare ham, ville dæmonen forsøge at skære ham ned - ikke at det virkede som en realistisk mulighed, men man kunne aldrig være for forsigtig.
Han satte sig på den hårde jord, i skyggen af muren, og forsøgte at ignorere sten og ravelse der blev kastet ned mod ham, sammen med råbene som "Kujon! Kæmp mod The Butcher!".
Han lagde trodsigt armene over kors, mens hans ører lagde sig fladt ned.

Urune kastede et blik på Evangeline. Og derefter et blik på Itarian. *De virker begge lidt svage i det. Mon ikke de kunne kæmpe på lige fod...* Han hørte et hånligt råb fra Logan og smilte. Han gjorde sit navn værdigt. Han så Mark blive ramt i maven og falde sammen. Et suk undslap atter hans læber og han lukkede Mark ud af kampen. "Kun Ulrik og Anastasia tilbage..."

Han vendte sig mod publikum og nød deres råb. En skøn følelse tænkte han. Han sprang op til dem og kiggede Evangeline i øjnene. "Hvad ville De sige til at kæmpe mod den lille knægt nede i arenaen? Jeg ved godt han ikke ser ud af meget, men han er ret hurtig fornemmer jeg." Han kastede endnu et blik på ham og så han vendte ryggen til. Et dumt træk hvis ikke Urune havde været så overbærende og blot ønskede at se kampe. Jo flere, des bedre. Uanset om Evangeline ville eller ej sprang Urune ned igen og landede hårdt men fint på benene, som ikke engang var ved at give efter for landingen.

Han begyndte langsomt og sikkert at gå mod Itarian. Da han nåede ham sagde han stille: "Jeg har en person som måske lige er din standard. Kan du se hende kvinden deroppe?" Han pegede kort på Evangeline. "Hende kan du kæmpe imod. Jeg kender hverken dine eller hendes evner i kamp, så tag jer god tid og giv mig en kamp som er noget værd. Held og lykke." Han blinkede hurtigt til ham og sprang op til kvinden igen afventende på hendes svar.

Mens han sad oppe på kanten af muren kiggede han ned på Logan og så Anastasia lave et stort ild show. Han åbnede øjnene i overraskelse og sprang ned for at standse det. Idet han nåede over til hende ramte han hende på siden af halsen med et håndkant slag så hun faldt bevidstløs sammen på jorden. Han vendte sig mod publikum. "Jeg advarede jer! Ingen ild som kan brænde stedet her ned! Jeg kommer personligt og stopper jeg hvis i forsøger på det!" Han åbnede en portal og sendte kvinden væk. Nu var det Logan og Ulrik tilbage. Hvem ville vinde denne kamp? Spændingen stiger...

///Evangeline svarer nu, så Logan, så Ita, og så jeg. Sådan forsætter vi indtil en dropper ud/ny person dropper ind.///

//Iorden ^^'//

Evangeline mødte dæmonens blik uden tøven, og forsøgte ud fra det, at gætte sig til hvad han tænkte på. Syntes han, at hun virkede svag? Med de lyse, bølgede hår, det store grønne øjne, og den spinkelt byggede krop, forstod hun det udmærket, hvis han troede sådan om hende. Dog, ville hun ikke selv betegne sig, som svag.. Og nu var hun nødt til at bevise det overfor publikum, dæmonen, sin modstander.. og Logan. Logan, var den vigtigste. Han havde hånligt råbt efter sine tre modstandere, som han altså skulle klare sig mod på egen hånd. Blandt dem var en elver, hvilket kun gjorde hende mere nervøs. Hun var jo også en elver. Heldigvis, fik hun chancen for at se, hvad han var i stand til, og dermed se, hvilken standard han satte.

Evangeline kastede et enkelt blik på knægten i arenaen, hævede et øjenbryn, og kiggede så på dæmonen igen.
"Det vil jeg gerne", svarede hun, og betragtede ham, imens han elegant hoppede ned i arenaen igen.
Hun så overrasket på Anastasias ildshow, som hurtigt blev stoppet af dæmonen. Med et enkelt slag, slog han hende bevidstløs. Hun var lettet over, at det ikke var ham, hun skulle kæmpe mod.
Stille betragtede hun kampen, som fandt sted foran hende. Hun fulgte ivrigt og interesseret med i de kæmpenes mindste bevægelser.

Da ilden farede rundt, trådte Logan et skridt tilbage og så lettere forbavset da Urune kom og brød ind i kampen.
Han så på Ulrik men fjernede så sit blik ud til publikum.
"Se mine damer og herre, mine modstander falder som fluer, dels fordi de bruger beskidte tricks men også fordi de har ingen chance mod Logan 'The Butcher' O'Connor! Udover det vil jeg bare høre om der er en mor der har mistet sin søn? Der står en lille dreng nede i arenaen og tror han skal kæmpe mod mig, jeg vil så nødig slå en dværg eller et barn, det er vel det samme, så hent venligst dit/jeres barn!" råbte Logan, dels for at provokere Ulrik, men også for at holde publikum på hans side.
"Sig mig, Hr. Dværg hvor mange tæv vil du have?" sagde Logan før han forsvandt og dukkede op om bag Ulrik.
Han greb fat om Ulriks arm for at smile ham over sin skulder og over i den hårde sten mur, hvis ikke det ville virke så havde Logan tænkt sig at plante et knæ i siden på Ulrik.


//sorry længden :(//

//Må jeg joine? :)?//

///Du kan få efter Itarian, Arthur. Rækken er nu som følger: Evangeline, Logan, Itarian, Arthur, Urune, Evangeline og så videre.///

//Åh Ita svar o_o!//

Itarians ører vippede let, lyttede til forskellige lyde fra delvist publikum, Ulrik's pludselige snerren og Logans hån.
Han var ikke et barn, men meget stolthed havde han heller ikke.
Så han trak sig stille hen mod det sted Urune nu befandt sig, krybende på alle fire.

Han hev den ældre dæmon i hvad end han bar af klæde over hans torso, og så op på ham.
"Kunne jeg komme udenfor, herre?" spurgte han, stemmen lav men stærk. Han hentydede tydeligvis til at dæmonen skulle lave en af de portaler han havde brugt hele kampen igennem.
Hellere flygte end udsætte sig selv for unødig fare - Han kunne bare smøre noget af sit eget blod i ansigtet på vej hjem, det kunne vel virke.

//Ugh, imma back out - Sorry for killing this D:

En høj og stærk skikkelse dukkede op i det fjerne. Han var iført en grøn tunika og et læder bælte. Arthur hed han. Og det navne betød intet i sig selv men fik et billede af en romantisk ridderkonge op i de flestes hoveder. Selv anede Arthur intet om hvad folk tænkte om hans navn. I hans følge stod fem-seks styk væsener som lignede mudder klatter. Arthur smilede koldt og begav sig ind imod det store stadium. Arthur fejede en tot af det fedtede strit hår væk fra hans pande og trådte op på tribunen og råbte imod det der nok skulle være dommeren. "Helt ærligt! Jeg har ikke set nogle reklamer om dette, jeg havde ingen chance. Så få mig dog med!" råbte Arthur og lod sine sorte læder agtige vinger bryde tunikaen og titte frem og ligne en sort kappe. Så spredte han de store nye vinger og fløj op over stadiumet og susede ned imod dommeren og kastede en seddel der landede i hans hånd.

Med en ulæselig håndskrift stod der: Jark vel ogsne vare met Hijlsen Arthur Gargon.


Da en vampyr nævnte noget om et barn blev Arthur gal. Ikke fordi han troede at det var ham der blev kaldt barn. Næh, det var selve vampyren. "Logan" mumlede Arthur koldt i det han igen satte sin fødder på tribunen. "The Butcher" tilføjede en fuld Logan fan. Så råbte han over hele stadiumet så højt han kunne "Logan The Bolsje har ret, Ham den lille mide skal jo ikke kæmpe. Derimod vil jeg stille op imod Logan Bolsje O'Conrad eller hvad han hedder." Arthur følte sig hæs efter den råben og var i tvivl om nogen havde hørt ham overhovedet. Så fløj han ned på arenaen og lod sine vinger forsvinde.

Han mærkede det lille ryk i hans jakke og kiggede ned på det lille væsen. Ønskede han ikke at kæmpe mere? Næh, nu skulle han se... "Ikke kæmpe alligevel? Tja, lad os nu se hvad skæbnen byder dig." Han tog en mønt op af lommen og kastede den i luften for at gribe den bagefter. "31 gange snurrede den rundt i luften. Hvis det bliver plat lader jeg dig gå fri. Hvis det bliver krone sørger jeg for at du kan kæmpe mod Logan og Evangeline på en gang." Han åbnede hånden og viste den til Itarian.

"Ser ud som om du var heldig. Det blev plat." Han åbnede en portal under Itarian som sørgede for at han kom ud midt i Terre. Sjovt nok havde han hørt rygter om at en mægtig sort elver hær var i gang med at invadere så mon ikke han ville få lidt problemer der også? Men han nåede ikke at tænke mere over det da han så en seddel lande over mønten. Ulæselig håndskrift, elendig stavning. Han fastslog alt dette på mindre end et sekund og kiggede op tidsnok til at se et væsen med lædervinger flyve over ham. Så han ville også med... Mon ikke han ville blive en bedre udfordring end den lille der stak halen mellem benene?

Før nogen vidste af det stod han bag Arthur og havde viklet hans følgesvende ind i sit sværd som var kommet frem og havde forvandlet sig til noget som kraftigt kunne minde om en slange. "Hvis du ønsker at komme med i kampene, så hop da ned. Men dine... Venner her, de forbliver heroppe. Hvis du kan påkalde hjælpere skal de bruges inde i kampen mod Logan, eller som du kalder ham 'The Bolsje'." Endnu engang åbnede han en portal før nogen så noget og skubbede Arthur ind i den så han faldt på knæ midt inde i arenaen straks efterfulgt af Urune som landede langt bedre og med rank ryg.

"Endelig! En værdig kamp! Logan, jeg går ud fra at du hørte den fornærmelse dette væsen kom med, ikke? Kalder dig for et bolsje... Vil du bare stå der og lade ham fornærme dig på den måde?" Han vidste hvad han gjorde, han agtede at få Logan's blod i kog, eller i hvert fald den del han stadig havde i kroppen. Han gik baglæns indtil han var fem meter fra centrum. "Og nu... Det øjeblik i alle har ventet på..." Hans stemme steg og steg... "En sand kamp! Begynd!" Og han var væk, oppe på en tribune kun for ham og særligt inviterede gæster. *This should be fun...*

Logan så smilende på Ulrik da han lå og ømmede sig langs væggen.
"Urune min ven, du ved lige så godt som mig, at ingen.... Og jeg mener INGEN kan og skal ikke komme og spille stor uden at blive sat på plads af mig!" råbte Logan og strakte sin arme i op i luften kun for at modtage jubel fra sine fans og alle tilskuerne.
"Ligesom at du ved lige så godt som mig, at jeg ikke vil lade sådan en bemærkning gå ustraffet hen, også selvom jeg og denne dæmon kender den samme, så SKAL INGEN KOMME OG SPILLE SJOVE NÅR DET GÆLDER MIT NAVN" råbte Logan. Hvis Urunes mission var at pisse Logan totalt af, så havde den virket... Der var ingen ting som et øgenavn der kunne sætte Logans blod i kog.
"Men selvfølgelig ærede publikum fra Terre og overalt i Di Morga, udover jeg lover at slå denne dæmon/djævel lys ud, så vil jeg love en anden ting.... Der er denne mand kaldet Zane, han har truet mig og alle der ville gå imod ham med døden, er det fair? Og så vidt jeg ved så ved så vil denne Zane ødelægge disse fantastiske spil, det kan vi jo ikke have kan vi?!" råbte Logan, en jubel mødte Logan, publikum var åbenbart enig med Logan, men hvem ville ikke være det? Han var jo trods alt en super stjerne!

"Mine damer og herre, jeg er Logan 'The Butcher' O'Connor, ikke Logan O'Conrad eller hvad denne dumme dæmon/djævel tilsynladende kalde mig...... Og jeg lover jeg en ting! Jeg vil vinde denne kamp, og I vil se blod!" råbte Logan og slog en hånd i vejret.

Logan tog sine knojern af og begynde at knække sin knoer, og derefter nakken.
*This is it, seldom jeg kender ham vil jeg stadig ikke vise nåde, plus han er Zanes lille hund, det kan jeg ikke tillade* tænke Logan
"Inden jeg vil gå i gang med at banke ham til atomer, så vil jeg lige sige en ting inden, Denne mand" sagde Logan og pegede på Arthur.
"Denne mand har tilbudt sin hjælp tl Zane, den samme Zane som vil lukke de her spil ned.... Det siger mere om ham end mig!" råbte Logan, det kunne nok vinde publikums side, nu ville alle heppe på Logan.... Eller det var planen.

Logan svingede armene et par gange, før han sendte et anderkendende nik til Urune....
Logan var klar.

Evangeline stivnede kort, da hun fik øje på skikkelsen med de sorte lædervinger aka. Arthur. Først troede hun ikke sine egne øjne. Eller rettere; hun håbede så inderligt, at de narrede hende. Hun blinkede et par gange, men hendes øjne så stadig det samme. Skikkelsen var ikke til at tage fejl af. Han var en djævel. Denne race havde han dog ikke altid haft. Hun kendte ham, dengang han endnu var en varulv, og for et stykke tid siden, havde hun haft et lettere uheldigt møde med ham, hvor han havde været stærkt beruset. Hun vidste stadig ikke, hvordan han havde foretaget dette race-skift eller hvornår. Egentlig, var hun også ret så ligeglad. Hun kunne ikke lide hans nye "jeg". Han var ikke den Arthur hun mødte for så lang tid siden, og hun ville nyde at vinde over ham i kamp. Blot for at vise ham, at hun ikke var så svag.. medmindre, han vandt over hende, hvilket chancen nok var stor for, at han gjorde. Men hvis hun nu vandt.. det ville være ubeskriveligt! At tabe ville være et større nederlag.. Hun skubbede tanken om en tabt kamp af vejen, og gentog for sig selv (i sit hoved selvfølgelig), at hvis hun fra starten af, regnede med at tabe, ville hun ikke kunne vinde.

Hendes blik flyttede sig hurtigt fra Arthur og hen til dæmonen som styrede kampene, da han råbte en ny meddelelse udover tilskuerne. Logan og Arthur skulle kæmpe.. Hun så det kun som en fordel, at se dem begge to i kamp, hvis hun nu skulle kæmpe mod dem senere. Hun fulgte med i deres mindste bevægelse med en enorm interesse, der sikkert ville komme hende til fordel. Med en hurtig og yndefuld bevægelse lod hun en hånd glide igennem sit gyldne hår, og væk fra den venstre skulder, som det meste af håret "hang" henover.
Logans ord, fik hende omgående til at tage hans parti. Dog, var hun næsten på hans side i forvejen, da hun ikke brød sig særligt om Arthur og hans "djævle-personlighed".

"Fint Di Morga! Vil i se racen der har dræbt medlemmer af jeres familie og venner vinde? Vil i slet ikke have hævn? Jeg skuffet over jer." hvæssede Arthur ud over folke mængden. "Som Bolsjemanden sig, i vil se blod, så giv mig nu et våben forhelvede?" En tilskuer kastede en lang huggert ned fra fødderne af Arthur. "Jeg kan ikke bryde en ed, og nu aflægger jeg nu en, I skal se mig vinde!" råbte Arthur. "Og hvordan kan vi stole på en djævel?" råbte en. "Det skal jeg sige jer, jeg har vendt min herre Lucifer ryggen. Jeg er ikke en af hans djævle, jeg er min egen djævel! Jeg er en trold som de andre der har fulgt mig ud af helvede! Så nu er dette en historisk kamp. Arthur Gargon imod Bolsjemanden! Det er mig en ære at tvære Logan ud." råbte Arthur og knyttede den frie næve hvor seks skikkelser rejste sig fra jorden. De var sådan cirka en halv meter høje men hurtige og ret solide. "Bolsjemand, Bolsjemand!" råbte skikkelserne i kor og angreb Logan i hårde stød. //undskyld længden//

Urune sad og iagttog den lille serenade som skulle forstille at være en kamp. "Jeg sagde kæmp, så kæmp! Publikum er klar, I er klar, og JEG er klar så kæmp! Kæmp til i begge besvimer, kæmp til i sveder blodets smukke farve, kæmp... Indtil JEG siger stop!" Han havde fået nok, han ville se kamp og blod og det skulle være nu.

"Men husk nu, ikke noget med at dræbe hinanden!" Han kiggede på huggerten som Arthur havde fået og tænkte om han mon kunne bruge sådan en. Sikkert ikke, men det skulle nok blive sjovt alligevel. Han lænede sig tilbage i stolen og iagttog kampen som forhåbentlig ville gå i gang snarest muligt mens han håbede på at en eller anden ville springe ind også som Evangeline kunne kæmpe imod. En skam at hun skulle stå på sidekanten og observere hvad der skete. Gav hende en lille fordel, men med den styrke som han selv kunne se hun besad ville hun få brug for alle de fordele hun kunne.

Evangeline betragtede det scenarie som udspillede sig foran hende. Hun havde set folk måle hende med deres blikke, og sikkert drage den konklusion, at hun ikke var i stand til at slås. At hun var for svag.. Hun ville overbevise dem om noget andet. Det kunne måske godt være hun så skrøbelig ud, men hun vidste, at hun også kunne kæmpe. Spørgsmålet var så bare, om hun kunne vinde. Hun så for sig, hvordan publikum ville reagere, hvis hun vandt kampen.. De ville blive overraske, måske endda chokerede. Det ville være en sejr i sig selv, at få dem overbevist om hendes evner. Man måtte jo ikke dræbe hinanden, så vidt hun var orienteret, men da dæmonen bekræftede hende det, i en påmindelse til de kæmpende, blev hun alligevel lettet.

Her kunne hendes udseende og hendes forførende personlighed ikke hjælpe hende. Her handlede det om styrke og om at tænke hurtigt. De fordele hun havde var få, men hun var alligevel glade for dem. Hun kunne sidde der, og holde øje med deres mindste bevægelser, og måske regne ud, hvad hun skulle gøre, for at have en chance for at vinde. En anden var, hvis undervurderede hende, og regnede med at ville kunne slå hende med lethed, hvilket måske ikke var tilfældet. Faktisk, kunne hendes fordele i forhold til ulemper tælles på en hånd. Men hun måtte holde modet oppe på en eller anden måde. Hun ville vinde.. om ikke andet, ville hun ikke gøre det nemt for sin modstander at vinde over hende..

Logan havde lukket øjnene mens Urune råbte af dem.
Men da Arthur sagde noget om ham, og tilkaldte sine trolde åbnede hans sine øjne.
"Det skulle du ikke have sagt" mumlede Logan og tog sine knojern på mens troldene kom løbende mod ham.

Logan undgik med lethed den første trold der kom løbende mod ham, den næste sendte han mod muren.
Men da han lige havde vendt sig rundt kom der en og væltede ham, så han lå på jorden.
En mand rejste fra tribunerne og råbte noget i stil med "Rejst dig op O'Connor, vis os hvem der er tidligere Us marine"
Mere kunne Logan ikke høre før han rejste sig op og harmerede sin næve ind i hovedet på en af troldene.
"Arthur!" råbte Logan og pegede på ham, før han forsvandt og dukkede op, og sådan blev det ved med.

Det kunne se ud som om at han bare forsvandt eller nærmest teleportede sig tættere på, nej! Logan brugte sin evne kaldet flash step.
Da Logan var cirka 2 meter fra Arthur satte Logan af i et hop, og udløste sine to blade der sad i hans armskinner.
Han ville styrte mod Arthur med begge kniv blade mod Arthurs overkrop, hvis dette ville mislykkes ville Logan hurtigt prøve at gribe ud efter Arthur for at kaste ham over mod hans trolde.

//undskyld hvis det ikke er så langt, min krea er lidt nede//

Arthur blev lettere forskrækket da han flakkede igennem luften og nåede ikke at reagere før han havde kurs imod ham. Forskrækket væltede Arthur bagover og tumlede hen af jorden. Men hans reflekser virkede. Han havde undgået Logan. Men smerten i baghovedet var ikke til at tage fejl af. Han havde fået en ordenlig bule. "Fint Logan... det her er din egen skyld..." mumlede han og tog sig til baghovedet imens han strammede grebet om sin huggert. De to djævlevinger rev sig fra hans ryg og han lettede op imod himlen men vidste ikke hvor længe han kunne holde den. Vægten fra ham selv gjorde det svært at lette men han gjorde det... han dinglede fem meter over jorden. Dinglede og dinglede, han baskede vel ivrigt med vingerne for at holde sig oppe. Men han måtte holde rytmen, ellers vil alt for ivrige bevægelser blive hans død. I lettere og lettere træk steg Arthur til vejrs og sigtede imod Logan med huggerten som en harpun. Hvis han vidste hvor han havde ham, vidste han også hvornår Logan ville bliver hårdt såret...

De sidste kræfter kom fra tankerne om Angelin. Så styrt dykkede han og halvdelen af den 4 cm brede klinge snittede Logans skulder. Dammit.. forbier. Og så ramlede han imod jorden og tabte huggerten. Den gjorde ondt.. Næsten lammet greb han fat om huggerten og rejste sig op og genvandt følelese i sin krop. Han priste sig lykkelig over at ikke være dræbt af Logan på den tid det tog at genvinde fodfæstet. Smerten bed igennem hele hans væv og knogler men nu kunne han fandme dræbe Logan... eller vinde over ham. Men imens ville han hvile sig imens Logan kæmpede imod et af hans væsener. Med hans sidste bevidste energi hev han en unaturlig stor trold ud af betonkanten der krævede han sidste kræfter. Væsnet var måske på størrelse med en halv voksen og gloede vredt på Logan og lidt på hans besvimmede skaber. Jo... hvad var det nu han skulle? Hvad var hans skabers ønske? Død over vampyren... hvislede en af de få tanker i troldens hoved. I hans klodsede og langsomme skridt bevægede den sig over det nævnte vampyr.