kunst...alle elsker da kunst, men hvad er det helt præcist? -Maya-

”Hvor er det trist, den måde kunstneren lægger for meget tryg med penslen nogle steder på dette maleri. Hvis ikke fejlene var så gennemtrængende, ville jeg personligt have elsket at have det hængende i dagligstuen.” Pludselig lød en kvindes stemme. Hun stod op med fronten mod den mur, som em bænk stod op ad. En bænk hvor en mand havde bosat sin røv. Det var ikke normalt at Maya søgte socialisering, men denne mand havde set så bedrøvet ud, at selv hun kunne mærke det. Hvilket liv denne mand måtte have. Hun kendte lidt til det. Hun kunne jo ikke blot mærke hans nedtryghed. Hun vidste allerede hvad der foregik i hans hoved. Hun havde et stykke tid siden bare ladet sig vandre uforstyrret ind imellem hans tanker. Og på vejen havde hun samlet dem op som hun mente var nødvendige og praktiske.

Hun stod med ret ryg. I det hele taget havde hun en pæn holdning. Hun gik ikke så sammenkrøllet som nutidens unge mennesker, trods hendes udseende satte hende i samme gruppe. Selv hendes stemme kunne sammenlignes med et ungt individ. Men der lå noget mere filosofisk over den. Noget klogskab, der ikke helt var at finde hos et menneske. Hendes krop var klædt i en enkel kjole, der nu til dags kunne kaldes for en skaterkjole, med det løse skørt og trekvart korte ærmer. Det lange fyldige hår var som altid sat op i den sidevendte fletning. Mest for at holde alle totterene på plads og for at reducere noget af længden. I den ene hånd, holdte hun en folder, der tilhørte dette lille galleri. Armene blidt over kors, lige under hendes barm. Og øjnene stadig rettet mod maleriet.
”Efter min mening giver disse farver også hendes ansigt et alt for sammentrykkende effekt. Som var hun blevet slået lige i hendes ellers kønne ansigt.” Forsatte hun. Helt uforstyrret af om han hørte hende eller ej. Hun havde intet imod at tale med sig selv. Hvem ved. Måske er er alligevel en der lytter et sted.

//OOG; det er helt okay. xD Jeg kan læse det, anyway.//

”Den information ved jeg skam godt. Og i princippet behøvede jeg slet ikke at trænge ind i dit skønne hoved, for at kende til den lille ting. En hver der ser tættere på, vil kunne skimme fejlen der udgør din perfektion.” Om hun stod og hånede ham eller om hun blot talte af rene tanker, kunne være lidt svært at høre på hende. Hendes stemme forholdt sig nemlig fuldkommen neutral. Der var ingen direkte tegn på glæde eller sorg. Hun virkede bare til at være i et humør lige mellem. Og samtidig lød hun bedrevidende. Af god grund. Der var ingen tvivl om at hun med sikkerhed vidste mere end denne unge mand. Han havde muligvis punkter hvor han var stærkere, men hun havde stadig levet en del længere end ham, og erfaringen havde taget viden med sig. Så hun tillod sig at lyde som hun gjorde. Plus, var følelser ikke det hun havde mest af.

Maya stod lod og bare lyttede til ham. Hun tog endnu ikke blikket fra maleriet. Selvom at hun så på det i foragt, så kunne hun ikke tage sine øjne fra det. Som symboliserede det noget i hende. Et kort øjeblik tænkte hun at det lignede hende, men så ikke alligevel. Der var ingen sammenligninger i billedet og hende. Det var nok det der tiltrak hende sådan. Der var ingen ting der matchede. Ikke andet end kønnet. Men et billede kan ikke have et køn. Så intet. ”Maya.” svarede hun blot kort. Og det var først nu at hun begyndte at se hen mod ham. Han var en del højere end hende. Mere udviklet. En sand mand. En gentleman, var det indtryk hun fik af ham. Hvilken glædelig overraskelse. Det kunne endda lige få et lille smil frem på hendes bløde læber.
”Jeg kan forklare sig farverne, hvis du ønsker? De er meget basale de fleste steder, og motivet er enkelt.” lød hendes stemme så endelig efter et par sekunders stilhed. Hun trippede kort på stedet, for at samle sine fødder ordentligt og brystkassen blev skudt en smule i vejret, som hun tog en dyb indånding, lige meget om hun havde brug for det eller ej. ”Motivet er en ung pige. Hendes hår er langt og selvom det er slidt og gråt, er der stadig gyldne totter der titter frem og giver det liv. Hendes ansigt har en nærmest lyserød farve, og skyggerne fremhæver både hendes kindben og hendes øjne, hvor der intet liv er at se, desværre. Ansigtet er grimt i mine øjne. Så nedsynket. Hun er nøgen, men gullige tjørnegrene dækker for det meste. Og værst af alt… Hun sidder bare der og smiler tilbage til os.” Hun ville ikke forklare mere. Jo mere hun gjorde, jo flere detaljer opdagede hun. ”Når det kommer til farverne, er de helt forkerte. Alt er lyst, som holder de fest, men lige netop hendes ansigt er i mørke toner, som havde kunstneren ikke mere maling tilbage, og var for doven til at blande noget nyt op.” Hun slappede lidt af i sine arme og begyndte at bladre gennem den lille folder hun havde i sin hånd. ”Solitudine – Wilderness. Hvilket malplaceret navn til et maleri som dette.” mumlede hun svagt, nok mest for sig selv.

Hans lille forklaring omkring hendes navn kom lidt bag på hende. Hun havde aldrig selv tænkt over navnes betydning. Det havde aldrig rigtig betydet noget for hende. Hun hed hvad hun nu engang hed og sådan var det. Om hun kunne lide navnet eller ej, var en anden ting. Og betydningen en tredje. ”Illusion, siger du. Hvilken præcis sammenhæng, må jeg sige.” Man kunne nok svagt høre interessen i hendes stemme, som den skiftede svagt. Og hvis man havde kunne se hendes ansigt, havde det lille smil også fundet sin vej tilbage på hendes læber, der for engang skyld ikke var malet over af det såkaldte læbestift. En ting hun havde fundet fascinerende i starten af 1800-tallet, hvis hun huskede korrekt.

”Det er ingenting. Jeg har studeret kunst siden før du blev født, så det kommer ikke bag på mig når det kommer til både forklaring, analyse og afklaring af et maleri, eller andet form for kunst.” Igen var den neutrale stemme sat på plads, og hun klappede folderen sammen for igen at se mod billedet. Hun vidste hun aldrig ville kunne bryde sig om billedet, men noget fik hende stadig til at få lysten til at tage det med hjem. Og dog. Det var nok bare hendes tanker der spillede med hende. Maya var ikke spor skamfuld over sin eksistens som vampyr. Hun havde intet imod at fortælle hvad hun var. Dog holdt hun direkte information for sig selv. Folk fik kun spor der kunne afsløre det. ”Jeg men takker inderligt for din ros. Den varmer svagt om hjertet.” Selvom at det meget muligt ikke kunne høres, så passede det hvad hun sagde. På en måde. Hun følte ikke varme, men det havde stadig påvirket hende ganske lidt. ”Jeg gætter på at det hele handler om provokation. Nu til dags bliver billeder som disse kun fremvist for at provokere.”

”Se mig? Det rette ord ville være at kærtegne mig for at finde mere ud af mit ydre. Men jo. Jeg ser intet galt i det.” Det virkede spændende. Hun havde trods alt mødt mange blinde, og hun kendte til deres ’syn’. Men det havde været længe siden. Nu var der forskellige operationer for den slags, var der ikke? Eller mindre sygdomme. Hun drejede forsigtigt og elegant på stedet for så at stå med fronten mod Xavier. Hvilket besynderligt navn. ”Lad mig.” Hun slappede helt af i sine arme, men kun for at tage omkring hans ene håndled, med sin frie arm. Hun følte hans varme hud mod hendes kolde. Hendes hud havde nærmest blevet koldere og koldere for hvert århundred. Stille og roligt førte hun hans hånd mod hendes ansigt, lukkede øjnene lige inden hun placereden den mod hendes pande. Blot for at give ham et sted at starte.

han nikkede og fik igen et taenksom udtrykke i ansigtet "jo eller ogsaa droom, men derees navn har jo mange former. F. Eks kommer deres navn fra en formindste udgave af det spanske amalia" sagde han kort, han var nok blind, men der var alternative maader at laese paa, hvis det nu skulle vaere rigtigt. En blid latter passerede hans laeber og han nikkede "ja det kan jeg jo levende forestille mig, jeg maa vaere et barn i forhold til dem" brummede han med et smil ppaa laeberne, nok var dr sket mange daarlige ting i hans liv, men han havde paa en eller anden maade altid kunne holde smilet paa laeberne. Hans bevaegede ansigtet rundt "kunne de have lyst til at gaa med mig rundt opg se paa resten af malerierne i dette galleri" spurte han og kunne godt som en gentleman give hende sin arm. Hans foraeldrre var rige, de gik til mange fine feste, saa det kunne man sige var en forklaring paa hvorfor han snakkede som en fra det 17. Maaske 18. Aarhundrede.

Han nikkede "de behoover skam ikke at takke naar sandheden skal frem erde en bedre guide end dem man kan bestille her. De gaar ikke i bybten kan finde paa at sige at der bare er en noogen dame paa" han trak paa skulderne, hendes tilstedevaerelse, hvor underligt det end lood havde gjort hans dag en hel del bedre, kunne man hurtigt sige om hun saa ville lokke ham med hen i en gyde og draebe ham var han englelig ligeglad. Han havde oplevet saa mange svigt i sin familie, i sin tid som menneske at han nu ikke tog sig af det. Plus det var nu meget svaert at forelske sig naar folk tit blev frastood af det ene faktum han ikke kunne se.

han grinede blidt igen "selvfoolgelig, men jeg plejer at kalde det se, da jeg i sin forstand ser med mine fingre" han trak paa skulderne og skulle til at raekke ud efter hende. Dog blev han overrasket da hun tilbood sin hjaelp og placerede dem mod sit ansigt. Han lukkede oojnene og tog en dyb indaanding "sikke en perfekt hud de har, saa smuk og fuld af perfektion" han lod blidt fingrene danse hen oover hendes hud, naesten som en flygtig kaeertegn eller som en sommerfulgs vinger mod huden. Hans fingre, gled op og ned af hendes kinder, hen over hendes pande, blidt ned over hendes naese, hwn over laeberne, hagen og lidt rundt igen "de er jo smuk, den perfekte naese, de bloode laeber, den perfekze hud..de indhylder jo kun perefektion..det skulle ikke undre mig hvios de har et slaeb af maend der forelsker sig i dem" pointerede han med et smil, han lod fingreme glide ned af siden oog lagde derefter armene over kors.

Perfektion. Det var vel et af de ord der var at beskrive hendes ydre. Hun var perfekt. Men stadigvæk ikke for alle. Der ville altid være nogle der så små fejl ved hende. Hun var blot den basale definition af perfektion, som den man kunne finde i en ordbog. Vigtigst af alt vidste hun det godt selv. Derfor havde hun intet imod hans små komplimenter. Eller hans forklaring omkring hendes ansigt. De påvirkede hende nu heller ikke på samme måde som de gjorde da hun blot var de sytten år. Sytten, skrøbelig og menneskelig. De dage var for længest over. Og hun huskede ikke at hun savnede dem. Det var fortiden. Fremtiden var vigtigere for hende. På sin måde. Hun tænkte aldrig på hvad der ville ske i fremtiden. Så selve nutiden gik vel rundt og havde en større plads hos hende, nu hun tænkte over det.
”I mine øjne kan man ikke blive forelsket i et udseende. Ikke fuldkommen. Man kan føle sig tiltrukket af det, og man kan dømme det, fordi det bare er der. Men nu vil jeg ikke blive for videnskabelig; Du har ret. Nogenlunde. Der er mænd der rander i hælene på mig, som hunde efter en godbid. Grådige mænd har aldrig været min smag, så det er de færreste der ender med at være i mit selskab.” sagde hun med den samme blide stemme. Tonen havde ændret sig lidt igen. Som fortalte den om det lille smil der endnu sad på de bløde læber. Hun var ikke helt kold. Hun var ikke følelsesløs. Hendes blev bare skjult meget bedre end andre, fordi hun ikke havde et hjerte der kunne forklare dem, som hos andre. Hun havde intet bankende hjerte. Hun var i princippet død. Og mange mente, før i tiden, at hun skulle sendes tilbage til hvor hun tilhørte. Ikke noget der rigtig havde gået hende på.

Maya stillede sig mere hen ved siden af Xavier. Hun lod sin ene tynde arm finde sin vej ind i det lille loop han havde lavet med sin. Og med en elegance og blødhed lod hun bare sin hånd hvile på hans arm. Som denne gestus var beregnet til. Man gik aldrig loop i loop. Ikke i hendes verden i hvert fald. ”Skal vi?” sagde hun spørgende, samtidig med at hun lod sin anden hånd lægge sig mod hans overarm. Nok for en form for støtte fra hans side. Hun lagde ganske lidt væk til venstre, for at få ham vendt og efterfølgende gik hun med ham. Der var ingen lyde af høje hæle. Ingen klikkende lyde mod stengulvet. Hun brød sig ikke om den slags. De gjorde bare hendes fødder ømme. ”Befinder De dem tit her? Jeg mener aldrig, jeg har lagt mærke til Deres tilværelse før.”