Nye omgivelser

S: Une pierre
O: hvordan omgivelserne nær en grotte nu er
T:aften
V:kølig vind, skyfri himmel
D:6/4

_________________________________

Akumu vandrede rundt i sin egen tågede verden. Hans blik var vendt mod hans fødder som i et roligt tempo skiftedes til at tage skridt, og bar ham fremad i en nærmest glidende bevægelse. Han havde vandret rundt i denne åndsfraværende tilstand i længere tid nu, og havde begivet sig udenfor kendte rammer og var endt ude i nye omgivelser. Han blev pludselig mødt af musik. Han så undrende op og kunne skimte et lys forude. Han gik imod det. Skyggerne veg fra hans delvist skjulte ansigt, som han trak nogle buske til siden og fik øje på en grotte. Lys strømmede ud fra den og et svagt stik at nysgerrighed viste sig i hans ellers mørke, udtryksforladte øjne. Han trådte nærmere og begav sig forsigtigt ind i grotten. Han blev mødt af en stor menneskemængde i grottens store 'sal'. Det lignede nu nærmere et diskotek ifølge hans mening. Han hævede let skeptisk og dog undrende det ene øjenbryn og betragtede de dansende væsner. Hans tanker blev afbrudt, da et par ville forbi ham. Han trådte høfligt væk i en let og elegant bevægelse. Han skillede sig meget ud med sit dystre udseende, hans mørke hår, som opslugte hans ansigt og skjulte hans gådefulde øjne. Hans sorte tætsiddende frakke, trådte også betydenligt i kraft. I denne mængde så han lettere skummel og alvorsfuld ud, i forhold til de ellers smilende og glade ansigter. Han sukkede... overvejede kort at forlade stedet, men blev dog grebet af en vis interesse. Han satte sig ned ved et tomt to'mandsbord og gav sig til at betragte de dansende med korslagte arme.

En skygge løb igennem skoven, på fulgt fra noget som efterfulde denne skygge, men hvad? Hvad var det som havde skræmt den så meget at den var nød til at løbe så hurtigt som vinden kunne bære den? Hvad var der i hele verden som faktisk kunne skræmme dette væsen? Dette væsen som altid var så afslappet og rolig når det kom til kamp. Skikkelsen tog form og det var ikke længere en skygge som løb igennem skovens grønne tærren, skikkelsen snublede engang men kom hurtigt op igen og flugten forsatte som den havde gjort for.

Faith kiggede sig over skulderen og gav et skrig fra sig og satte farten op, hvad fanden var det her også!? En eller anden form for syg joke?! Hun bed sig i læben og blev ved med at løbe, som om at det galt hendes liv, men det hun ikke havde opdaget var at dem hun troede var efter sig faktisk bare var hendes fantasi, eller en drøm? Men det hun troede var efter hende var hendes stedfar med den pistol som han havde dræbt hende med i sin tid. Hun huskede tydeligt den dag, den da hun var blevet en engel og var gået ud af hospitalet i et helt stykke uden nogen form for sår og havde været nød til at flygte fra hendes land, og var kommet her til. Hun måtte dog indrømme at hun savnede england. Men hvad fanden? Det var der ikke rigtig noget at gøre noget ved, måske ville hun også tage tilbage en dag? Men hvorfor skulle hun, hvad var der lige tilbage for hende at opsøge der? Ingen ting. EN skud blev hørt og hun skreg igen mens farten endnu engang blev sat op og hun pressede sig selv til det yderste, faktisk var hun lidt overrasket over at hun faktisk kunne løbe så hurtigt når det kom til stykket. Men som man sagde, frygten kunne drive en til de mest fantastiske ting når det kom til stykket, og det måtte man sige at hun gjorde lige nu. Dog havde hun smidt alt ud af hoved at hun faktisk havde kræfter og vinger til at flyve med så hun kunne komme hurtigere væk "Stop det du er ikke virkelig!!" skreg hun og kiggede over sin skylder, men der var han igen lige så levende som den gang hun havde stået med en skyde i hånden og kigget på ham. En dyb ånding, rent skud and make it count. Hun rystede på hoved af sig selv og sprang ud af buskende og løb over engen. Hun kiggede rundt og kunne hører musik *min redning* men da hun kiggede over sin skulder var han væk, dette gjorde hende dog bare mere urolig og hendes ben bevægede sig hurtigt mod grottens indgang og nærmest sprang ind. Hun kom til at skubbe til en pige med en drink i hånden som råbte efter hende, men i dette tilfælde var hun bare ligeglad, gjorde intet for at kæmpe tilbage med en bemærkning at hun da bare kunne have flyttet sig. Nej hun var helt tydeligt totalt fra den når det kom til stykket. Hun satte sig ved et tilfældig bord og gispede efter vejret uden at ligge mærke til de mange ansigter der kigge på hende. Hun prøvede bare at falde ned over det som hun havde set i skoven og måtte indrømme at hun var ret bange når det kom til stykket. Men frygt var vel noget af det stærkeste man kunne bruge imod fjenden? Hvis man gjorde fjenden totalt bange og skræmte dem fra vid og sans ville de ikke være i stand til at kæmpe tilbage, og derved havde man en fordel. Mens hun sad der glemte folk hurtigt hendes meget underligt optræden og begyndte at danse videre og snakke og en summen bredte sig i hele diskoteket med de mange magiske væsner.

Akumu der efterhånden var faldet i stave ved sit ensomme bord, havde atter begivet sig ind i sin egen verden af tanker, fantasi og en smule virkelighed. Hans verden, var som en uendelig labyrint, fyldt med blindgyder, mysterier og hvem ved, hvad der ikke dukkede op i denne verden. Det var som et kolosalt spindenvæv af mønstre. Smukt og dog faretruende. Før man vidste af det var man viklet ind i én af de mange klistrede tråde. ude af stand til at slippe fri. Han sad i sin sædvanlige spekulative stilling, med fingrende hvilende mod hans farvede læber. Hans øjne stirrede tomt og tåget frem for sig. viste ham noget andet end det de rent faktisk hvilede på. Farver gled ind i hinanden og dannede billeder på hans nethinde. Dansede for hans blik. Mest som han var helt opslugt i sine egne tanker fik en pludselig, ubehagelig støj og nye fremtrædende bevægelser ham til at vågne op. Først så han blot nysgerrigt og en smule undrende rundt, da han ikke kunne se, hvad der forudsagede denne uregelmæssige brok og snakken. Flere var holdt op med at danse. Hans mørke og dystre blik klatrede over de mange skikkelser som fyldte dansegulvet. Kunne først ikke finde frem til dét han ledte efter. Menneskemængden trådte let til side ude i det ene hjørne og han skimtede en pige komme brasende. Rædsel, prægede hendes ansigt og hun tog alvorlige og stive skridt hen mod et tomt bord. Folk gloede underligt på hende i en rum tid. Mumlede og hviskede. Det hele blev dog for uinteressant til sidst og de fortsatte på dét de havde fortaget sig før denne usædvanlige optræden. Hans blik fæstnede sig på pigen. Hun så skræmt og fortærret ud. som havde hun løbet fra sit værste mareridt. Han betragtede hende med et nysgerrigt blik i øjet og lænede sig afslappet tilbage i stolen og begav sig til at betragte hende indgående. Hendes blik flakkede bange rundt blandt folkemængden og sveden løb ad hende. Han rynkede undrende øjenbrynene. havde nogen mon jaget hende? det så sådan ud. Hun lignede et rædselslagent bytte, som rovdyret længe havde jaget og leget med. Han studerede hende *gad vide hvem... eller for den sags skyld, hvad der har jaget hende på flugt..* tænkte han mistænksomt. Han sad for en stund og betragtede hende på afstand. gættede sig til flere mulige årsager, men kunne ikke komme med et endeligt svar. Hun så ikke ud til at være svag og let at pirre. men noget havde åbentbart skræmt hende fra vid og sans. Ved første øjekast lignede hun en sindsforvirret og ustabil person... men hendes øjne fortalte dog noget andet. Han sukkede... hvis han ville have svar på disse langsomt voksende spørgsmål- som egentlig ikke vedkom ham- måtte han tale med hende. Hun så nu også ud til at trænge til at falde til ro. Han kunne jo gøre et forsøg. Han rejste sig let og elegant og vandrede roligt over mod hende. Det var svært at ungå at støde ind i nogen, så han måtte omhyggeligt bane sig vej. flere fulde var ved at vælte ind i ham, men med et hurtigt skridt til siden undgik han et sammenstød. *Foragteligt* tænkte han bittert og rynkede let på næsen over deres umodne opførsel. Han fortsatte over mod hende og stoppede op foran hendes bord. "Undskyld frøken... men er denne plads optaget?" spurgte han høfligt og pegede mod den tomme stol på den anden side af bordet. hvis hun ikke ville have selvskab kunne hun let afslå hans uskyldige spørgsmål. Han sendte hende et mildt og imødekommende smil og kørte sagte en hånd igennem hans mørke hår, som ellers sad malet på ham og skjulte de dybe og gådefulde øjne. Han stod venligt og afventede et svar.

Hun fik fat i en tjener og bad om om at komme med en drink til hende med det samme. Enver kunne se at Faith var totalt ude af den, og det var hun også i den grad. Hun sukkede og tog begge hænder op til hoved og begynde at massere hendes tændinger og prøvede at falde ned på jorden, da hun nødigt ville have at Hope skulle komme og overtage hendes krop og sind. Som hun havde det med at gøre når Faith var oppe og kører, eller virkelig blev pissed. Men det gik dog ikke så godt, da tjeneren kom tilbage og prøvede at sige her var hendes drink reagerede hun ikke med det samme, så derfor lagde han hånden på hendes skulder "Maddam.. din drink?" hun før op og slå ham lige i hoved så han faldt bag over med drinken ud over sig, han vrissede ondt mens at den nært om stående mennesker begynde at grine helt vildt over det, hun bed sig i læben og sætte sig på hug "det jeg er frygtelig ked af.." mumlede hun stille og fik ham op og stå, han kiggede bare surt på hende og gik væk. "Hmm.." brummede hun inden hun satte sig ned på stolen og stirrede tomt ud i luften. Hvorfor var han kommet tilbage? Hvorfor havde hun set sin far, skulle hun hævne hans morder nu eller hvad!? For i så fald skulle hun jo dræbe sig selv! Tanken havde da også krydset hende mange gange at gøre sådan, bare forsvinde forevigt, aldrig mere komme tilbage? Bare, væk?! Men hun havde dog aldrig fået tage sig sammen til at gøre det, aldrig følt at det var rigtigt at gøre. Men hvem ville i grunden savne hende når det kom til stykket? Hun viste det ikke, og var i grunden også ligeglad! Hun gjorde som hun ville, sådan var det bare. Manden kom tilbage med en ny drink som han bare stillede på bordet og hun kvækkede et lille tak, det var der hun opdagede at der var en person over mod hende. Man kunne tydelig se at hans aura var en vampyrs. Selv duften af ham, hun bed sig i læben, hvad ville han dog hende!? Hvad ville en vampyr en engel? Hun viste det ikke, men forholde sig helt roligt. Ingen pludselig bevægelse og tog sin drink op. Langsomt forsvandt væsken der var inde i den ned i hendes mund, og der gik ikke længe inden hun havde bællet hele glasset. "Hmm.." mumlede hun stille og kiggede op på manden, eller den unge mand? Ikke rigtig til at finde ud af nu om dage ".. nej ikke så vidt jeg ved.. du kan da bare sætte sig.." hun betragtede ham kort, han så da ikke fordårlig ud? Et lille smil bredte sig på Faiths læber, et lettere skummelt smil inden hun fik en ny tjener over til dem "jeg vil gerne bede om en rom og cola.. vil du have noget...?" hun ville have sagt hans navn hvis hun havde vist det, og endte bare med at kigge på ham mens hun ventede han reaktion.

Akumu betragtede let skjult hendes strube da hun drak væsken i glasset. betragtede de bølgende bevægelser over hendes hals da hun sank væsken. Hun havde en usædvanlig smuk og fin hud. Meget lys, men dog ikke hvid som en vampyrs. Det begyndte at klare op for ham hvad hun i virkeligheden var. Han nikkede som et kort tak over tilladelsen til at sætte sig og trak i en galant bevægelse stolen ud. Hans blik fæstnede sig atter på hende da hun talte til ham. Han overvejede kort mulighederne af alverdens alkohol som befandt sig på dette sted. Der var egentlig ikke meget alkohol han brød sig om. Det var svækkende i for store dosis og nedsatte hans sanser. Hun selv så ud til at trænge til mere af den slags. Det eneste alkohol han ellers brød sig om udover vin var vel "En martini" svarede han blot med et kort smil. Han satte sig ned på stolen og lænede sig svagt tilbage i ryglænet. Hans blik gled fraværende ud på den dansende mængde. næsten alle så ud til at være påvirket af alkohol...eller rettere sagt alle. Ikke blot deres bevægelser og stemmer. men også deres gennemtrængende lugt. Ikke en duft længere. Alkohol fortyndede deres blod. svagt, men tydeligt for ham. Han rynkede svagt på næsen. Spild af gode levere... og godt blod, mente han. Hans blik blev svagt tåget og åndsfraværende som han sad der og funderede over meningsløse ting. Underligt... han var faldet i staver på mængden, og som de dansede i hans tågede syn lignede de uroligt vand. Bølgede mod hinanden, uregelmæssigt og forvirret. Han blinkede påtvunget og hans syn blev atter skarpt og det bølgende hav blev atter til byttedyr. Han vente atter blikket tilbage på den fremmede som han havde tilbudt selvskab. Ikke fordi hun som sådan trængte til det, men det ville drage hendes tanker et andet sted hen, end på det som havde forudsaget hendes tydlige frustrationer. Hans mørke blik undersøgte hende. Hun var egentlig meget køn i sig selv. naturlig smuk, og det undrede ham ikke. sådan var det jo med hendes slags. Og hans egen...
Han selv var det som et plus som det rovdyr 'hans' slags bestod af. jo smukkere og mere attraktiv, jo lettere var det at komme tæt på byttet. Men hendes var ikke nødvendig.
Efter at have betragtet hende for en stund, fandt han det dog påpasseligt med en samtale og ikke blot stirren. "De så... ja undskyld mig, men særdeles skræmt ud" konstaterede han og smilte svagt. egentlig uden grund. men der var noget ved frygt som... fascinerede ham på sin vis. Han vidste han skulle træde varsomt for at få hende til at tale. "Var de på flugt?" spurgte han. Det lille fyrfadslys som stod plceret på bordet badede hans lyse ansigt i et varmt lys, som dansede henover ham. Gjorde hans ansigstræk tydeligere og fik ham dog til at virke mere mystisk af karakter og underlig gådefuld. Lysets gyldne flamme blev reflekteret i hans næsten sorte øjne og gav dem et underligt forførende skær. normalt virkede de dybe og fattede. Men nu, virkede de matte og uigennemtrængelige. Hans blik hvilede stadig fortsat på hende. roligt og konsekvent. Han prøvede bestemt ikke at skjule dét at han kiggede på hende. Han lod hende vide at han vågede over hende. Et skævt og svagt uhyggeligt smil gled ind over hans læber som han tålmodigt ventede på hendes svar...

Hun kiggede blidt på ham og hendes smil forsvandt ind i et sukkersødt et da han spurgte hende hvorfor at hun var så skræmt. Eller ja, at hun havde set skræmt ud. Hun tog en dyb indånding og hendes brystkasse med den fyldige barm som blev sat på plads af den stramme sorte trøje hævede sig og sænkede sig lige så langsomt, og hun vente blikket den retning hans havde været for et øjeblik siden. Nemlig den dansende mængde af folk. Alle uvidende om at de kunne alle sammen være vampyrernes offer i nat. Et smil bredte sig over hendes ansigt, mens hun lod øjnene vandre over de mange kvinders ansigt. Alle var utrolig beruset, og tværet ud med makeup. Hendes eget ansigt havde ingen make up på. Så man kunne tydeligt se de få skønhedspletter der var rundt omkring, den fine lille opstopper næse, de utrolig mørke øjne, faktisk ravne sort øjne. De lettere høje kindben om frem tonede hendes ansigt som lettere kantet og spidst og smal. Men det gjorde hende nu ikke noget, hun elskede selv sit udseende, men fandt dog ikke at hun var perfekt. Der var små fejl som ved alle andre folk. Tungen gled langsomt over de fyldige læber og hun kunne smage, smagen af den isbjørn hun forhen havde drukket, og vente så endelig øjnene tilbage på manden hvis navn som hun ikke viste hvad var, faktisk viste hun intet om denne mand som sad overfor hende og spurgte om hun havde været på flugt. Men noget gjorde dog alligevel at hun lænede sig hen over bordet og kiggede indgående ham ind i øjnene. "hvad hvis jeg sagde at jeg var blevet jagtet.. at denne dødsengel havde været på fulgt.. ville du så tro hende?" spurgte hun og lod langsomt forførende blikket glide ned af hans skikkelse, og bed sig stille i underlæben. En af hendes svagheder, hun lagde stort set an på alt og alle som hun kunne få fingre i. Det var en ting hun hadet omkring sig selv, og det var mange gange at hun ikke engang lagde mærke til at hun flirtede med de mænd eller kvinder hun var sammen med.
Og mange gange faldt de også i fælden og hun fik dem med hjem, nogen gange fik de lov til at gå. Andre gange fik Hope overtaget og slagtede dem, og drabte dem. Et lettere ondt smil gled over de fyldige rosenfarvede læber og lænede sig langsomt hen til hans hoved med sine læber mod hans uden at rører dem "For.. ja.. jeg flygtede.. så hurtigt mine ben kunne løbe med mig.." hviskede hun næsten udtydeligt inden hun langsomt gled tilbage i stolen og tog imod hendes drink som tjeneren kom med og tog en lille slurk inden hun satte den på bordet. Øjnene gled igen ud på mængden og hånden gled under hendes kæbe for at holde den på plads, eller rettere som støtte.

Akumu's årvågne blik veg ikke én eneste gang fra hende imens hun åndsfraværende sad og betragtede den uvidende mængde mennesker. Det var tydeligt der lå et begavet sind bag den tydelige skønhed, og hun besad sikkert mere end dét. Han betragtede hendes rutinerede bevægelse da hendes tunge uskyldigt, men sikkert velovervejet, fugtede hendes fyldige læber. Han gengældte hendes blik og fastholdt det, selv da hun nærmede sig ham. Han kunne ikke undlade et let smil. det kunne virke hånligt, men det var dog ikke ment sådan. "Jeg ville mene det var en skam, at en dødsengel pludselig var blevet den jagede, og ikke jægeren..." svarede hans bløde, indgående stemme som straks indhyllede hende i et usynligt favntag. Han mærkede hendes upåvirkelige, men samtidig velmærkede forføreriske blik. Det havde han snart vænnet sig til og mærkede derfor straks vanesagen hos hende. Det måtte egentlig være belastende hvis man altid forførte alle... I hvert fald i hendes tilfælle, da hun nok straks blev omklamret af 'offrene', ved det sjældne syn af en naturlig skønhed som hendes. specielt dét at den var så gennemtrængende. men han skulle nødig tale.
Han sad atter fattet og roligt da hun nærmede sig yderligere. faktisk helt op i ham. Han sad kold og upåvirket af hendes nærvær og fastholdt blot hendes dybe blik. Hans smil voksede og blev en del kækt og dog let provokerende "Hvilken ulykke... verden er åbentbart ikke hvad den har været..." svarede han, hentydende til hendes eksistens som en dødsengel. Det var jo ikke just normalt at de fremtrådte som noget man kunne jage på flugt. Hans smil falmede svagt, men forblev dog fæstnet over hans silkebløde læber. Han nød at pirre folk. Han vidste dog godt hvad han var oppe imod, og ønskede derfor ikke at gøre hende fjentlig. Hans lange elegante fingre greb om sit glas, og med sin anden hånd begyndte han i en rolig, fraværende bevægelse at røre rundt i drinken med den tilhørende tandstik. En oliven var spiddet på tandstikken og prægede glassets gennemsigtige væske.
Han betragtede hende fortsat. let analyserende. "Sig mig... findes der noget mere skræmmende, end dem selv og deres egen race?" spurgte han, stadig hentydende til hvad der havde ført hende på flugt. Hun skræmte ham nu ikke. men i forhold til så mange andre væsner og udover sin egen, var dødsengle noget for sig. ikke nogle man just ville være fjender med. Men ved at pirre hende let og forsigtigt, forlangte han hendes fulde opmærksomhed.

Hun sukkede stille og kiggede væk fra ham og fik øje på de øjne der stirrede på hende og havde allermest bare lyst til at prikke øjnene ud på dem alle sammen. Man skulle bruge sine øjne med omhug, ikke sidde og stirre på folk som man ikke kendte. Ikke på den måde, hvad var der måske galt med hende siden at hun skulle overbegloes, men ja. Man valgte vel alle sammen at se det man ville. Det kunne jo lige så godt være at de sad og stirrede på væggen bag hende, eller over på herren hvis navn hun stadig ikke kende. Og på en måde faktisk irriteret hende, men hvad fanden. Man kunne jo hellere ikke få alt hvad man ville have. Som folk altid sagde, rom blev ikke bygget på en dag. Hvilket hun fandt noget af den lammeste undskyldning man kunne komme med, mest af alt fordi man ikke ville indrømme at man måske havde brugt lidt for lang tid til at lave det som man havde sat sig for? Hun viste det ikke rigtig, kunne i grunden være lige meget. Så meget der kunne være ligemeget. Hendes kølige blik blev langsomt vendt tilbage på ham da han spurgte om der var noget der kunne være mere skræmmende end hendes egen race. Der måtte hun le hun rystede på hoved "Min gode herre.." sagde hun og fniste lidt mens hun tog et sip af hendes drik og bed sig i ydersiden af underlæben og trak på skulderne "jeg frygter mig selv for den race jeg er.. så hvorfor skulle jeg ikke frygte dig.. frygte andre.. for så vidt jeg ved kunne du hurtigt og smidigt kaste dig over bordet, holde mig i et jerngreb og drikke alt mit blod.. hvilke garantier har jeg for at du måske ville lade være? Ingen.. det er tiden og skæbnen der beslutter sig for hvad der sker, dig og mig som har en indflydelse.. og personer rundt omkring os der bestemme resten.." hun tog endnu en lille slurk af sin drik inden hun forsatte "Skrammer det dig måske ikke? Tanken om at du ikke har helt kontrol over hvad der kommer til at ske i dit liv? At det ikke alene er dig som bestemmer dig for om det skal gå godt eller skidt..? Jo min herre... der er utrolig mange ting der kan skramme mig, men kun meget få der får min hud til at kravle.." hun bed sig i læben igen og fugtede langsomt indersiden ".. men jeg ved ikke helt hvorfor du skulle være så interesseret i at vide hvorfor og hvad der havde skræmt mig?" hun vente igen hoved mod ham og kiggede med sine klare ravne øjne ind i hans.

Akumu løftede glasset og placerede det blidt mod sine læber og tog en slurk af væsken. Efter at det havde bevæget sig ned af halsen, mærkede han den svage fornemmelse af alkoholet, som nu befandt sig i ham. Han stillede atter glasset lydløst på bordet, og slap det helt. Han placerede albuen på bordet, knyttede næven og placerede den under hagen. Lod hovedet hvile mod hans næve. Han fulgte kort hendes blik ud på mængden. Der var en del som stirrede på dem, og han kunne ikke undlade at smile svagt. Han lod blikket klatre over de blikke, som var vendt mod dette bord. Funderede over, hvad der foregik i hovederne på dem. Hvilke følelser der løb igennem dem. Han vendte atter blikket hen på hende, ved antydningen af et grin. Han lyttede til hendes ord og smilte svagt. Hun havde ret. Han kunne sagtens tømme hende fra blod, og efterlade intet andet end et tomt hylster tilbage. Hun havde ingen garantier for at han ville skåne hende, hvis han havde sådanne planer i sinde. Ingen. "Mademoiselle...deres ord skrammer mig overhovedet ikke, og såvel heller ikke tanken om at være så magtesløs som de påstår... men deres tankegang, undrer mig en smule..." han lænede sig en smule længere ind over bordet, og løftede svagt kæben fra næven. "Ser du... hvis alt er forudbestemt. hvis alle mine handlinger ikke er bestemt af mig, men skæbnen, så burde jeg intet have at frygte." Hans stemme formørkedes en smule "Så kunne jeg handle nøjagtig som jeg ville, og faktisk helt og særdeles uden omtanke, for jeg vidste at alle mine handlinger allerde var forudbestemt, og derfor kunne jeg alligevel intet stille op imod dem." Akumu holdt et øjebliks kort pause, for derefter at fortsætte. "Derfor bekymrere det mig ikke... jeg har intet at frygte, da alt - som du siger- allerede er forudbestemt, og jeg intet selv har med det at gøre... Jeg er blot en marionetdukke, ført af snore - dansende efter højere magters vilje. Jeg kan intet stille op, og jeg kan derfor lige så godt give op på forhånd" Han lagde armen på bordet, så stadig på hende "Men istedet for at se hjælpeløst til, overvejer jeg mine forudbestemte handlinger nøje. kan på dén måde, få en følelse af, at jeg har magten over mit eget liv" sluttede han sit svar. Han lænede sig langsomt tilbage i stolen og betragtede hende fortsat. Fugtede læberne, for at svare på endnu et af hendes mange spørgsmål. "Jeg søger blot denne viden, af ren og skær nysgerrighed..." svarede han og lod et skummelt smil glide ind over hans læber, som havde han andre bagtanker.

Hun tænkte lidt over det han sagde "Men vil deres morale virkelig give dem lov til bare at gøre hvad det passer dem?" sagde hun stilfærdigt og tog endnu en slurk af hendes drink. Hun havde ikke den store lyst til at skulle drikke sig fra sans og samling idag. Hvilket var noget af en sjældenhed man så når Faith var ude i byen. Der drak hun og drak til at alt kunne glemmes og intet andet end at hendes beruselse var i hendes hoved. Det var efterhånden blevet hendes befrielse fra hendes hoved, og allermest hendes hjertes følelser. Hvor hun dog savnede ham, et kort øjeblik kiggede hun ud over folkemængden og mærkede tårerne vælde op i hendes øjne *orh tag dig dog sammen* tænkte hun stille og fik hurtigt fjernet følelsen og lukkede sit hjerte af som hun efterhånden var blevet god til og vente hoved mod ham for at forsætte det hun havde været igang med at sige. "Altså.. vil du i din gode tro sige at du vil gå ud og gøre lige hvad det passer dig uden at have en samvittighed der fortalte dig at dette var forkert? Der er en grund til at serie mordere bliver sindsyge til sidst over dem mange drab de har lavet.. nok er de en vampyr og dræber mange mennesker, men det er ikke noget du har valgt, du er et rovdyr og mennesket er din første prioritet af mad.. sådan er livets gang nu engang.. men hvis du gjorde hvad det passede dig var det det du valgte skæbnen skulle tage den drejning, jeg sagde ikke alt var forudbestemt for dig, der er mange valg som du skal træffe og de valg er dem som skæbnen nu engang vil tage for dig. Du tror måske selv at det er dig der bestemmer, men er det i grunden dig? Er det dig som har den fulde krav på hvad det er du gør.. Nej!.." hun smilede skævt og tog endnu en slurk for at tænkte videre over det hun sagde, ja det var sådan man var ikke selv herre over de valg der blev taget, men man skulle ikke se tilbage og bebrejde sig selv, fordi det man gjorde, var præcis det man ønskede på det tidspunkt, nok om man så bagefter fortrød og man ville gå tilbage og vælge noget andet. Men i det gældende tidspunkt, den chance der bød sig, den chance man tog var det man ville have, intet mindre, intet store. "Se omkring dig.. se på menneskerne, de er din skæbne, der er mange som siger at skæbnen er en ånd, men skæbnen ligger inde i hos selv, i de mennesker vi omgives det er lige så meget dem som dig der bestemmer hvad der skal ske nu, hvis du overgreb mig havde jeg nok ikke den fjerneste chance for at beskytte mig, og det var dig som der havde valgt hvilken skæbne jeg nu skulle have.. forvirrende måske.. men det er det fact.. om man vil det eller ej.." hun bed sig i læben og fugtede den lidt og kiggede rundt "Jeg flygtede fra en mand som jeg havde dræbt for mere end hundrede år siden som voldtog mig som lille og kaldte sig sin far..." sagde hun lige ud og kiggede over på ham kort inden blikket igen blev vendt rundt på menneskerne.

Akumu lyttede til det hun sagde "Selvfølgelig ikke.... jeg påpegede bare, at hvis man virkelig troede på skæbnens gang -at alt var bestemt, ville ens handlinger allerede være udført, og konsekvenserne samt fremtiden, allerede sket." forklarede han med sin bløde, betryggende stemme. Han betragtede hende fortsat da hun vente blikket bort. hvad var det? hendes ansigt virkede kort at fortrække sig i... sorg. Kun et ganske kort sekund... for kort efter, blev den kvalt og hun var atter forsejlet af sin urokkelige, barske facade. Det var tydeligt hun var mærket af fortiden...men skæbnen havde skabt hende som hun sad foran ham. formet hende, og gjort hende til dét hun var idag. Han lyttede til hendes fortsættende talestrøm og kunne ikke undlade et svagt smil "Nej... det er ikke fordi vampyrer har det i kalder samvittighed..." hans lange tynde fingre greb om glassets stilk og betragtede væsken. "og da specielt ikke for vores bytte.." han slog blikket op på hende og mødte hendes blik med et skævt, og svagt modbydeligt smil. "Men jeg er nu ganske enig i dine ord... skæbnen bliver drejet, og ændret af vores handlinger. vejene vi vælger fortsætter og flere sving, samt drejninger må vi vælge om vi vil gå. Hvis vi står mellem et valg mellem højre og venstre, vil resten af vores vej, være præget af dét valg. hvilken vej vi valgte at begive os ud på. vi kan ikke gå tilbage og vælge om, nej. vi må fortsætte ud af den valgte vej og fortsætte med at tage beslutninger" sagde han og betragtede dét billed som havde dannet sig på hans nethinde. Hans mørke hår dækkede delvist hans øjne, og det bølgende lys fra sterinlyset, sørgede for at male mørke skygge på hans ansigt. Han gjorde som befalet og lod blikket bevæge sig ud over menneskemængden som efterhånden havde trukket deres blikke til sig. Han lyttede til hendes ord. Det var rigtigt. selvfølgelig var skæbnen ikke kun bestemt af personen selv, men også omgivelserne omkring individet. nye sideveje ville opstå, dannet af menneskerne omkring ham/hende. Måske ville man tage imod de fremstrakte hænder, og bevæge sig langs deres vej. dele skæbnen med andre... lade sig flette med dem, og måske senere forlade dem igen. Han vendte sit dybe, gådefulde blik hen på hende og betragtede hende, imens hun talte. fortalte hvad der havde jaget hende. en, hvis ikke den største frygt hos hende. Han betragtede hendes udtryksløse ansigtstræk og hendes øjne. Han gengældte det og forblev tavs. han fulgte hendes blik ud på menneskemængden. blev begravet i sine tanker.

Hun forholde sig tavs, hvad mere var der at sige? Denne mand som hun ikke engang kendte navnet på, som åbnebart fandt hende så interessant at man skulle udspørger hende. Ja hun viste ikke rigtig hvad hun skulle sige til det, eller gøre ved det. Hun sukkede stille og bed sig i læben mens hun tænkte i lange baner. Hun havde altid forstillet sig som tanker ligmed solsystemet. Der var hjernen rundt om hjernen var der en masse tanker som blev suget ind og vendt og drejet og sendt ud igen i en cirkel til at blive taget ind igen når man lige havde brug for den. Sjovt, som sådanne tanker kunne stige en til hoved, for en selv gav de mening. Mens de for andre var det rene vullapyk. Hun sukkede stille og drak det sidste af hendes drink og havde trang til at rejse sig op og strække sine ben, måske få sig en smøg? Hun var jo død, så hvad gjorde forskellen egentlig? Hun bed sig i læben, intet kunne af den sag dræbe hende, ingen dødelig sygdom. Det eneste der virkelig kunne få hende til at dø var at alt hendes blod blev tømt eller patroner affyreret fra en pistol ville skyde igennem hende. Ja, men eller ikke. Tanken om at være næsten udødelig kunne skramme hende til tider. Alle havde deres dato hvor de skulle dø, hun havde bare undgået den dato og fået et nyt liv. Et liv hun ikke havde bedt om, et liv hun faktisk hadet mere end noget andet. Endnu et suk gled ud af læberne og hun rejste sig op "Hvis du vil have mig undskyldt.." sagde hun og kiggede lidt rundt og gik ud af indgangen og ud i den kolde hule indgang. Et suk gled over hendes læber som hun fandt en smøg og puttede den i læberne, fik den tændt og tog det første sug. Hun elskede denne følelse, og fik hende altid ned på jorden selv når hun var oppe og kører helt vildt. Hun kiggede lidt rundt men forholdt sig ellers tavs. Mange folk kiggede på hende som de gik ind til selve diskoteket og baren og forstod ikke rigtig hvorfor fanden hun stod her og røg, hvorfor ikke bare gøre det der inde? Men hun var i den tro at man ikke skulle generet folk med røg når de havde valgt ikke at være rygere, så skulle hun respektere at nogen gange skulle hun gå et andet sted for at have sine nydelser, og det passede hende nu fint når det kom til stykket.

Akumu sad lidt i sine egne fordybende tanker. Havde begivet sig ind i den uendelige labyrint af tanker. fyldt med utallige sving og nye veje. Klæbende, og dog dragende som et gigantisk spindelvæv, fyldt med mønstre og gribende i sig selv. Spindelvævet blev dog spundet af sig selv. vævet og dannet af hans sind. Et smil bevægede sig hen over hans læber. Man skulle nu også være forsigtig med hvor man begav sig hen i denne labyrint. man vidste aldrig hvor den førte hen, og hvad man ville møde på sin vej. Han sad lidt og funderede, med blikket vendt mod menneskemængden. Han blev brat afbrudt af hendes ord, og han vendte blikket hen på hende. nikkede. Han så efter hende som hun begav afsted. Han rystede svagt på hoved, og vente atter det opslugende blik, ud på mængden. At ødelægge den krop hun var i nu med røg. Det kunne ikke dræbe hende, ikke gøre hende syg. men det kunne svække hende med alle sine giftige stoffer. Hvorfor hun lod sig påvirke af dem, og fortsatte med langsomt at skade sin krop, var som en gåde for ham. Men han forstod hende nu på sin vis. Hvis han var i hendes sted, havde han nok også lodet sin krop forgifte. kun for den korte stund hvor man blev beroliget af smøgens konserveringsmidler og meget, meget mere. Det svage rus det gav én. Hvis han havde været hende, havde han vel nydt at lade sig forgifte. Et menneske ville blive hærget af det. meget, og ville dø af det i sidste ende. Men rygningen påvirkede ikke døde. Det svækkede blot kroppen - allermest lungerne - men ellers var det harmløst. Gad vide hvor mange århundrede man skulle ryge for at lade sig mærke af det?... det virkede som en evighed.
Udødelighed... mange stræbede efter det, men dem som havde det - så det som en forbanelse. det gjorde han selv. Men helt udødelig var han ikke. han måtte tørste efter blod, overleve på det og slå ihjel for det. men det virkede umuligt at tage sit eget liv. for hvis han stoppede med at indtage blod, eller blev tømt for det, ville 'overlevelsesinstinktet' slå over. Dét var det eneste som vampyrer ikke kunne styre. selv de aller dygtigste, ville slå fejl. Nogle ville kunne tåle mere end andre, men i sidste ende ville de fejle. Akumu's blik var blevet formørket og han så dystert ud på mængden. forestillede sig situationen, og vampyren som mistede besindelsen. Dét var skræmmende.
Han lod fingerspidserne køre modsat hinanden, imens de holdt om glassets stilk, og fik på den måde, glasset til at snurre rundt om sig selv. Hans mørke blik betragtede væsken i glasset imens. Egentlig havde han fået svar på det han ville, og kunne faktisk lige så godt forlade bordet, og begive sig videre, da han havde bedre ting at tage sig til end dette. men noget afholdt ham fra det. Han havde egentlig nydt deres lille samtale. hendes selvskab. Han havde aldrig mødt en dødsengel før, og han fandt hendes væsen... fascinerende. Hendes opførsel, udseende og fortid interessant. Et svagt smil gled ind over hans læber, og han løftede let glasset og drak det sidste indhold.

Hun stod lidt endnu for at ryge hendes smøg helt færdig og smed den så ned på jorden og kørte føden hen over den med sine højhælede sko. Hun sukkede stille og træk læderjakken omkring sig og kiggede ned af sig selv, spinkel og dog stærk. Hvad man se var for det meste aldrig hvad man fik. Hun rystede lidt på sætningen 'what you see baby, is what you get'. Hvordan kunne det nogen sinde være en mulighed? Hvor mange hemmeligheder var det ikke lige det som lå inde i en menneske krop, eller et magisk væsen for den sags skyld. Alle ville blive overrasket og sige det var ikke lige det jeg havde forventet. Men hvad var livet også uden overraskelser? Hun kunne godt lide at være mystisk, være noget som man ikke umiddelbart kunne få, jo nok gik hun i seng med mange mænd. Men hvad var prisen? At blive sparket ud næste dag? Det var jo intet omkring hvad hun var, hvilket væsen hun var, hvordan hun opførte sig eller hvordan hun elskede på. Alt var et mysterium hvis man egentlig så på det sådan. Hun lod sit rødblodige hår glide ned foran ansigtet og gik langsomt tilbage til clubben velvidende at han kunne været gået fra bordet. Mere eller mindre havde hun ikke forventet når han jo havde fået svar på hvad han ville. Så hvorfor blive? Men til hendes overraskelse sad han der stadig, næsten som hun havde forladt ham. Hun måtte sige det faktisk glædede hende. På en eller anden måde så, ja hun kunne ikke beskrive det, men der var noget dragende over ham, og ikke kun fordi at han var en vampyr. Men lige så meget hans personlighed, den var, ja hvad var det han var? Fascinerenede med hans holdninger, hans måde at træde frem på i mængden og alligevel være så tilbage lænende? Hun viste det ikke, men interessen havde ikke dæmpet sig siden at han havde sat sig ved hendes bord og ville vide hvad hun var så skræmt over. "vampyrer.." sagde hun stille og rystede på hoved inden hendes slanke ben lod sig skridte over til ham igen og satte sig med en elegance ned på stolen igen, lod læderjakken glide ned over de spinkle skuldre og lagde den på stoleryggen. den afslørede hendes stramme sorte T-shirt og hendes slanke figur som var veltrænet efter meget af hendes strip danse karriere eller den tid hun var i branchen var vel bedre at sige. "Nå.. så sidder de her endnu" mumlede hun stille og lod sin overkrop lænede hen over bordet og kiggede indgående på ham og løftede det ene bryn for at få at vide hvorfor han i det hele taget stadig var her.

Akumu havde flettet sine fingre ind i hinanden, strækt hænderne - så de nærmest var blevet til en bro - og placerede hagen på de sammelflettede fingre. Hans albuer hvilede på bordet og fordelte vægten ned i bordet. Hans livsløse mørke blik sad og stirrede ind i sterinlysets flamme. Tydeligvis stadig begravet i sine tanker. Han fugtede læberne og pustede forsigtigt ned mod lysets flamme. Sendte en let brise imod det, og det flakkede straks febrilsk. Sendte forvirrede stiber af lys mod hans ansigt. Skygger opstod og forsvandt. hele hans ansigt virkede levende i det forviltrede lys. Han stoppede og trak let på smilebåndet. For at flammen kunne opstå, behøvede den ilt. Men istedet for at vokse ved mængden af ilten, mindskede den sig i størrelse. Nødvendigt men farligt. Han sad fortsat og betragtede lyset, mens det åd sig ned ad vægen og smeltede sterinen. Han vidste ikke hvor lang tid han havde ventet, men pludselig stod hun foran ham. Han hævede blikket, lod det klatre op ad hendes attraktive krop, til det til sidst fæstnede sig på hendes kønne ansigt. Han sendte hende et venligt, men dødt smil. Det, som alle hans andre smil, nåede aldrig op til hans dystre og gådefulde øjne. "Selvfølgelig... Jeg har jo stadig ikke fået sat navn på denne skønhed" lød hans svagt forførende, men samtidig spydige svar. Han havde det med at flette følelserne i hans ord sammen. Lod det op til personen selv, hvordan de ville tage det. Hans delvist skjulte øjne betragtede hende sagte og med en underlig ro. Som når en kat sider virende med halen og venter. Om katten blot betragter sit bytte, eller planlægger at angribe og fortærer det, er ikke til at vide... Men et skævt svagt skummelt og lumskt smil gled ind over hans læber, imens hans dybe øjne opslugte hende i sit sorte hav.

Det ene øjenbryn blevet hævet og derefter også det andet "aha.." sagde hun stille og satte sig tilbage i stolen i en meget afslappende stilling. Hun viste ikke rigtig om hun stolede på ham, hvorfor skulle hun også det? Han var en vampyr og hun en dødsengel. De var naturlige fjender hvis man kunne kalde nogen det, men dog. Hun havde aldrig set dårligt på andre mennesker som hun i grunden slet ikke kendte. Hun havde altid følt at man først skulle dømme mennesker når man virkelig kendte dem, selvom det nogen gange kunne være svært at lade være med det, da der var så mange ting, som folk kunne gøre som fik os andre til at se dem i et dårligt lys. Underligt verden var nogen gange, det var ikke rigtig til at forklare hvorfor at man sad og tænkte over sådanne ting, hvorfor at jorde var rund. Det var bare en fakta som ikke kunne forklares, jo man kunne gå ind og snakke om hvad det var jordens bevægelser gjorde ved selve jorden, og derfor kunne de hurtige bevægelser havde en indflydelse på at den var rund og ikke flad. Men hvordan kunne det være sådan? Det var der ingen der kunne svare på, derfor kunne der jo hellere aldrig give et præcis tal på et matematik stykke, fordi at det var jo også noget man i sin tid bare havde fundet på, ellers ville gerne have en forklaring på hvordan man kunne finde logik i at tallet et var det første tal. Hvorfor at det hed et, og ikke noget helt andet? Hvem havde fundet på det, og hvordan kunne det være at man nu bare trak på skuldrene og sagde, jamen sådan er det bare. Hun sukkede stille og følte at hun overbombede sig selv med spørgsmål, som egentlig var totalt ligegyldige og ingen ville alligevel være i stand til at forklare hende det. Et dyb suk gled igennem hendes læber mens hun kastede sine øjne tilbage på vampyren der jo egentlig dybest se havde bedt om hendes navn "Hmm.. Mit navn..?" ja hvad skulle hun kalde sig selv, hun havde efterhånden tiltrukket sig mange navne, navne hun ikke forstod hvorfor hun havde fået. Men sådan var det vel nu engang, lidt lige som kældenavne. "Jeg har mange navne skal du vide, men mit navn som jeg blev født med er Faith Espoir Amour Heureux Jável... Men mest kaldet Faith.." hun kiggede lidt på ham og smilede skævt mens hun ikke rigtig viste hvorfor han skulle hører hende hendes navn, måske fordi at han havde ventet så længe? Fordi at det vel på et eller andet tidspunkt skulle høres? Det der nærede hende mest var bare, at de navne hun havde fået slet ikke passede til hende, Faith var ligmed tro, Espoir var håbet, Amour var kærlighed og Heureux var glæde, eller bare glad. Intet af disse ting lå ligmed hvad hun selv var, hun troede ikke på noget i livet, hun nedstemte hvilket som helst håb der lå i hende, kærlighed, var noget hun smadret som var det hende en leg. Og glæde? Var sku ikke noget man fandt i den gode Faith slet ikke. Hun viftede langsomt med hånden for at vise tjeneren at hun gerne ville have noget andet at drikke og han kom langsomt hen til dem "Hvad kunne de tænke dem frøken..?" spurgte han og hun kiggede lidt op på ham, og fik et lille smil frem "Hmm.. bare en almindelig Cola ville være fint tak.." derefter vente hun igen opmærksomheden mod den mystiske vampyr "Og dit navn er?" spurgte hun stilfærdigt og begyndte at knække hendes fingre mens hun stadig havde sit ene øje liggende på vampyren.

Akumu sad med sit sævanlige mørke og gådefulde blik, og betragtede hende sagte. Upåvirket af alt omkring dem, fastlåst af og i sine egne tanker. Hans blik bevægede sig fra hendes ansigt, til hendes hår. Betragtede dets svage bølgen, dets farve. Det mindede ham alt i alt om et vandfald. Hvordan lyset svagt, men sikkert blev reflekteret i det. Men det var ikke hvilket som helst vandfald; Det var nemlig lavet af blod. Et lille, men grumt smil gled ind over hans læber. Var det mon hendes naturlige farve, eller havde hun farvet det?... Det klædte hende uden tvivl.. men det var næsten som om hun med vilje prøvede at provokere sådan nogle som ham. Vampyrer.
Hendes navn overraskede ham såmænd nu ikke. På disse kanter var det normalt med et langt og betydningsfuldt navn som hendes... og selvom hun nok ikke brød sig om det, og betydningen ikke matchede til hende, klædte det hende. Det modsagde hendes personlighed, og hendes eksistens. En dødsengel. Det var nok det eneste væsen som kunne måles med en vampyr. Både fysisk men også psykisk.
Hans mørke blik betragtede atter hendes fint aftegnede ansigt og hendes øjne. Smilede svagt da hun bad om hans navn. "Mit navn er Akumu..." svarede han blot. Der var intet som bare mindede om en præsentation. Han svarede blot på hendes spørgsmål. Undgik de mange efternavne, og nøjedes med det han blev kaldt for. Mareridt... dét betød det, og det passede utrolig godt til ham, i modsætning til hendes. For det var vel dét han var. Et helvedes mareridt, som jagede om natten og var fandens skræmmende. Kontrollerende og ødelæggende. Dog lod det kroppen være, men åd til gengæld én indefra. Hans smil voksede svagt. Allerede nu var de meget forskellige... men samtidig, også ganske ens.

"hmm... Du minder ikke om mit værste mareridt .. endnu" hun tilføjede det sidste efter noget tid, med henholdt til at hans navn. Hvis der havde været noget som Faith gik meget op i var det at studere navne, studere gamle myter og så videre. Hun viste faktisk ikke hvor det var opstået fra, men et eller andet sted havde hun altid haft en vis interesse for det. Underligt nok. Et lille suk gled igennem hendes læber og øjnene flakkede rundt. Hun viste ikke rigtig hvad hun skulle sige til denne, fremmede var det vist stadig? Sådan var det jo tit, man kendte aldrig en person fuldt ud, på alle punkter ville den der stod en nærmest være en fremmede for en. Sig selv, kunne vel i relateten også være en fremmede. Og dog ikke. Hun rynkede lettere brynene over de mange tanker der gled igennem hendes hoved, og bandede lidt for sig selv inde i hoved. Hvorfor var det, at de mærkeligste tanker altid fandt sted?
Det værste var når hun stod i kamp og begyndte at tænke over hvad det egentlig var hun havde gang i, hvad det var som hun gjorde, og hvorfor dette væsen skulle straffes. Selvom hun på overfaldende virkede som en koldblodig morder, var det bestemt ikke det hun var. Underligt nok, ville hun alligevel gerne have at folk så hende sådan. Så hende som en der intet hjerte havde, bare så hende, som hun gerne ville se andre. Hun var ikke som andre, hun ville ikke tro på det bedste i mennesker, hun ville hellere tro at alle ville hende det dårligt, på den måde undgik hun at blive såret.
Hun sukkede stille og lukkede øjnene, hun kunne mærke i marv og ben at hun alligevel ikke havde så lang tid igen, faktisk så hun frem til at dø, måske starte på en frisk? Eller bare få lov til at ligge i en evig søvn, og aldrig vågne op igen.
Et lille spinkel smil krydsede hen over hendes læber mens tankerne fløj afsted, uden rigtig at tænke over at hun sad her med en anden, og faktisk var det utrolig uhøfligt af hende bare at sidde for sig selv og tænke. Men han kunne være ligeglad vel?
Han kunne i grunden også bare g hvis han havde et problem med det, hun var i grunden ligeglad, hun var ligeglad med det meste når det kom til stykket.
Derfor var hun kommet så langt som hun nu engang var.