Nyt sted, nye omgivelser - Todd

Tid: Eftermiddag
Sted: Une Pierre, udenfor diskoteket
Omgivelser: Der er kun Angelie
Vejr: Det småregner udenfor

Angelie stod i grottens åbning, med ryggen til regnen, der så småt var begyndt at bryde ned fra himlen. Det var første gang hun havde bevæget sig så langt væk hjemmefra, for Angelie stod i Une Pierre. En masse grotter, der hang sammen i bjergkæderne, og forsigtigt placerede hun tænderne i underlæben.
Grotten var oplyst af fakler, som var placeret på hver side af gangen, men mørket lurede i hver en afkrog. Normalt ville hun ikke være bange for det, eller noget.. Men dette mørke bar på hemmeligheder, og Angelie hadede den slags. Det var ubehageligt.
Langsomt.. Meget langsomt tog hun det første skridt fremad. "Du kan godt gøre det her" hviskede hun hidsigt til sig selv, men hjernen var klar til at lystre. Problemet var bare, at benene nægtede at følge med. Hun stod og mumlede uforståelige sætninger med sig selv i hele ti minutter, før hun endelig fik tvunget fødderne fremad. Hvad havde hun at frygte? Angelie var for fanden da et spøgelse.
Langsomt løftede hun blikket fra sine fødder, mens hun klemte cardiganen, som sad over den sorte kjole, tættere ind til kroppen. Selvom Angelie var død, så var hun stadig en menneskelignende person om dagen. Faktisk blev hun kun gennemsigtig, fra midnat, og frem til seks om morgenen. Et levende dødt liv, var hvad Angelie ejede nu.. Og en masse indebrændt raseri, og hævn.

Et mere selvsikkert smil gled over hendes læber, da hun var nået igennem seks skridt. Nu gik det fremad, og ingen havde været til stede, og set hendes usikkerhed på lige netop grotten. Det var stadig mærkeligt for hende. Hun havde faktisk aldrig frygtet noget, ikke engang da hun var i live, så hvorfor havde grotten sådan et tag i hende?
Hun følte sig en anelse indespærret, selvom grotten var stor nok til at rumme langt mere end hundrede mennesker og væsner på en gang. Langsomt rystede hun opgivende på hovedet af sig selv, inden hun igen tog nogle få skridt frem, da en stemme afbrød med et alt for koldt hej. Sådan et som Angelie selv brugte over for væsner, hun ikke ønskede at hænge ud med.. Eller når de var uværdige.
Langsomt kneb hun læberne sammen, inden hun begyndte at vende sig om. Frygten der havde været, var forsvundet på stedet, og nu var hendes blik blevet erstattet med had, selvom hun ikke engang anede hvem der stod bag hende.
Angelies dybblå øjne landede på en person.. Mandlig person at dømme efter udseendet, og hun mærkede den kildrende følelse, der fortalte hende, at denne person var død. Derudover gik et gys igennem hendes indre, som hun kun havde mødt en gang før. Så han var en dødsengel.
"Godeftermiddag" svarede hun med et lige så køligt tonefald, inden hun trak lidt væk fra ham, for at skabe afstand. Hun brød sig specielt ikke om disse væsner, fordi en dødsengel havde myrdet hende i sin tid.

Overrasket hævede hun det ene øjenbryn. Hvordan kunne han genkende hende som et spøgelse? Indtil videre havde ingen andre opdaget det, uden hun selv havde fortalt det.
Hendes svar var bare et skuldertræk. "Hvad laver en dødsengel som dig i en grotte?" spurgte hun i en efterligning af hans spørgsmål. Nogle fandt det belastende, og Angelie vidste det. Hun havde ikke rigtig problemer med at tirre folk, hvilket nok var grunden til at det var de færreste som rent faktisk brød sig om det, hvis der overhovedet var nogen.
"Bange? for dig?" gentog hun bare hun grinede lidt af den kommentar. Hun havde intet at frygte, og Angelie understregede sine ord med en hovedrysten, inden hun bestemt trådte helt hen til ham, så der intet mellemrum var. Hun vendte blikket opad, og lagde hovedet på skrå. "Hvorfor skulle jeg frygte dig? Jeg kender dig ikke engang"

Hun fnøs let. Så nu var det ham der følte ubehag ved situationen. Angelie bakkede ikke tilbage, og et lettere triumferende smil gled over hendes læber.
"Well.. Jeg er ikke bange for dig.. Og du skal ikke tro du får mig til at blive det heller" svarede hun og viftede lettere ligegyldigt med hånden. Kort lod hun blikket glide rundt i grotten, inden det igen endte på ham. Angelie lod sit blik bore sig ind i hans, da han snakkede om hendes død, men ikke den mindste følelse af depression eller tristhed kunne ses. Faktisk lyste Angelies blik af hævn og vrede over påmindelsen.
"Jeg blev skudt" svarede hun bare. Kort og kontant. Det var den information han ville få ud af hende omkring døden, før han begyndte at komme ind på sine egne områder. "Og du er virkelig uhøflig.. Normalt præsentere man sig selv, før man spørger om andres privatliv". Hun hævede afventende det ene øjenbryn, mens hun stadig havde blikket hvilende på ham. Ikke engang en dødsengel ville få hende til at blive deprimeret, og hendes stemme bare ikke præg af følelser overhovedet. Den var hverken kold eller varm, og dog begge dele på samme tid.

Hun tyggede lidt på navnet, og lod ham tale ud. Han virkede ikke nær så uvenlig længere, og ved ordene om at få livet igen, kom at svagt glimt af håb frem i hendes blik. Men.. Kunne hun overhovedet tillade sig at lade en anden vække hende til live? En person havde jo allerede lovet hende den mulighed, hvis Angelie ville dræbe en anden kvinde.
"hmm" mumlede hun tænksomt, og bed sig langsomt i læben, inden hun lod ryggen glide ind mod grottevæggen, imellem to fakler. "Og hvis jeg vælger at tage imod tilbuddet" startede hun så, og vendte igen blikket mod ham, efter han var kommet længere ind i grotten.
"Hvad får du så ud af det? bliver jeg din lydige slave eller sådan noget? Og vil jeg blive det samme som jeg var før jeg døde?" Hendes spørgsmål var allerede klar på tungen, men hun holdt dog en pause efter de tre, imens hun igen trak cardiganen tættere ind til kroppen.
"Mit navn er Angelie.. Angelie Walentina"

Den dystre stemning der havde hvilet omkring dem lettede svagt, da Todd begyndte at snakke. Langsomt voksede et svagt smil på Angelies læber. Faktisk smilede hun ikke normalt, og de færreste ville nok opdage det, men det var der.. Et lille et.
"mmh.. Jeg må indrømme det lyder fristende" svarede hun så langsomt, inden hun af ren vane begyndte at bide lidt i sin pegefinger. Hendes blik blev en anelse fjernt, mens hun overvejede hvilke fordele der var ved de to tilbud hun havde modtaget. Imens snakkede han videre, og Angelie afbrød hurtigt sin hjerne, da han snakkede om medlidenhed.
Hendes blik strøg mod ham, og en blandet følelse gled igennem hende. Foragt.. Medlidenhed. Tænk at han kunne føle sådan for nogle. Der var altid en grund til at folk døde, selv hendes egen. Hun kunne ikke få bedre muligheder for at slå sine egne modstandere ihjel, end hvad hun havde nu.
"Medlidenhed er svaghed.. Det kommer du ikke langt med her i byen" svarede hun kort, og hendes stemme var igen i det neutrale tonefald, selvom der havde været en svag glæde i den før. Jo Angelie var blevet opdraget godt af hendes hersker, som han var blevet.
"Jeg ved ikke engang om det kan lade sig gøre at vække mig til live igen.. Har du måske gjort det før?" spurgte hun langsomt inden hun lukkede øjnene, og sukkede svagt. Hvorfor var det også så kompliceret?
"Lige nu.." Hun stoppede sine ord, mens hun overvejede dem omhyggeligt. ".. Jeg ved ikk hvad man skal kalde det". Hendes blik blev vendt mod loftet, der pludselig virkede alt for interessant. "Jeg har ikke råd til at miste min udødelighed lige nu.. For mange fjender hvis du forstår". Hvorfor fortalte hun en vildt fremmed om hendes problemer? Undrende bed Angelie sig kort i underlæben, mens hun lagde armene over kors. Jo hun havde fjender.. Faith, og Den klamme vampyr fra dagen før, som ville gøre hende til slave.. Udover det skulle hun også holde øje med oprørerne, og folk med dusører over hovedet.. Hvornår ville det mon ende?

Hun glippede let med øjnene, inden et skuldertræk kunne ses igen. Hun havde ikke tænkt sig at køre på ham over svagheder.. Alle havde vel sådan nogle.. Selv hende. Istedet vendte hun opmærksomheden mod de andre ting han fortalte, hvorefter et svagt nik kunne ses.
"Jeg har ærlig talt ikke meget lyst til at blive den samme som før jeg døde.. Jeg var svag, det er ovre nu" svarede hun så, og igen smilede hun. Det var ikke et varmt smil, men et smil, der viste at hun havde fået magt siden sin død.
"Hvem.. Tænk at du ikke ved det, men okay.. Du jo også ny.. Faith myrdede mig" Hun nikkede igen, for at understrege sin sætning, mens en svag knurren blev holdt tilbage.
"Men jeg skal nok sige til, hvis jeg vil lade diig eksperimentere på mig" mumlede hun så langsomt, inden hun let skar ansigt. Det fik hende næsten til at lyde som et forsøgsdyr, der ikke betød noget som helst.
Kort lod hun blikket glide rundt, men ingen siddepladser kunne ses, så Angelie endte med at sætte sig ned på det samme sted, hvor hun stod, inden hun trak benene ind til kroppen og lagde armene om dem. "Hvad med dig? Hvordan døde du?"

Hans bror. Jo det var vel meget normalt at familier jagtede hinanden på den måde. Angelie snakkede ikke selv med sin egen familie, og havde ikke gjort det siden den dag hun fyldte femten. Hun var blevet så tosset over, at de mente hun havde brug for en høj uddannelse, og tjene en masse penge, når det ikke engang var det hun havde lyst til.
"Mh.. Hævn siger du" sagde hun hurtigt ved den kommentar, og ordet frembragte et endnu større smil på hendes læber. Selv øjnene lyste af glæde, og Angelie kunne forveksles med en glad og munter teenagepige, der lige havde fundet den store kærlighed.
"Åh.. Jeg glæder mig sådan til den dag jeg får min hævn.. Over dem begge". Kommentaren var mere henvendt til hende selv, og stemmeføringen havde været så lav, at et almindeligt menneske ikke ville kunne høre det. Måske kunne han høre det, måske ikke. Angelie var for resten af livet tvunget til at gå i langærmet bluser, hvilket irriterede hende grusom. De sad altid af helveds til, og det matchede intet.. Hun hadede dem!

Hun nikkede langsomt. Det lød meget som det hun havde fået at vide tidligere.. Træning og tro kunne flytte bjerge som man sagde. Det skulle nok lykkes for hende. Alle sammen ville falde for hendes hænder en dag.
Forsigtigt lod hun en pegefinger glide over grottens fugtige jord, som var så ujævn at den umuligt kunne være behagelig at sidde på, men Angelie tog sig ikke af det overhovedet. "Jeg ved at jeg klare det" svarede hun og trak kort på skuldrene.
"Faith.. Hun dør.. Hun er dødsengel også.. Jeg kan ikke dø igen, men det kan hun" svarede Angelie langsomt, mens hun stadig undrede sig lidt over at denne person kunne få så mange informationer ud af hende. Havde han en anden evne, der gjorde ham i stand til det?
"Jeg vil personligt flå hendes hjerte ud, ligesom hun punkterede mit" Angelie smilede let, inden hun vippede hovedet en anelse på skrå.
"Jeg kan umuligt få flere fjender i den her by, så det er ikke noget problem for mig. Jeg skal nok klare det, og hvis ikke så er det bare synd"

Hun lyttede lidt med et halvt øre til hvad han sagde om at håbe på hendes vegne. Det ville ikke hjælpe hende i den sidste ende, men det var vel på en måde.. Sødt af ham.
"Det håber jeg også" mumlede hun langsomt, inden hun skulle til at folde ærmerne op på cardiganen, men tog sig i det i sidste øjeblik. Hun frøs kort i bevægelsen, og endte med at ligge armene omkring sine ben igen. "Og ja.. Det var faktisk derfor jeg trådte væk." indrømmede hun lidt efter, inden hun skar en kort grimasse.
"Fjende.. Du har måske lyst til at blive min fjende?" spurgte hun, helt dybt alvorligt. Hun havde aldrig troet at folk ville drille omkring sådan noget, og faktisk havde hun næsten glemt hvordan den slags føltes. Alt omkring hende var alvorligt konstant, og det var hvad hun havde vænnet sig til nu. Sjov var for mennesker uden et liv, og det var ikke en del af hendes længere.
"Desuden er Faith langt fra mit største problem desværre" TIlføjede hun lidt efter. Hun følte en trang til at fortælle ham om alle de problemer der hang over hendes hoved i disse dage.

Han.. Så han ønskede ikke at blive en af hendes fjender? Hun begyndte langsomt at overveje sine muligheder imens han forklarede sig. "Beklager min mistanke, men jeg er altså vant til at tænke på den måde" mumlede hun langsomt, hvilket var det nærmeste han ville komme på en undskyldning fra hendes side.
Istedet lod hun for første gang blikket studere ham, men det var næsten som om hun kiggede på ham igennem nye øjne. Før havde det været mistænksomt og hadefuldt, men nu var hun åben og en anelse forvirret. Hendes blik faldt på trøjen som han rakte frem, og et svagt nik kunne ses, inden hun forsigtigt rakte ud efter hans trøje. "Tak" hviskede hun roligt, og holdt lidt trøjen, inden hun begyndte at trække den ned over hovedet, og placere den som den nu skulle sidde.
"Tjoh". Hun ville faktisk gerne snakke om det. Hun havde ikke haft mulighed for at snakke med nogen om det endnu, fordi hun ikke var stødt ind i nogle, der ikke havde lignet noget hun ville overfalde på stedet. En pludselig ivrighed lyste igennem de blå øjne.
"Hvad ville du gøre hvis der fandtes en du hader mere, end den der dræbte dig.. Så arrogant at han tror han kan vinde hele verden.. Så stærk og magtsyg at du ikke anede hvad du skulle stille op med ham.. En der kan læse dine tanker og strategier.. Fornuften siger hold dig væk, men hjertet siger han skal dø". Angelie ventede tålmodigt på at Todd ville svare, og måske give en løsning på Angelies problem.
Hun ville i hvert fald aldrig glemme hvor vampyren boede, efter han havde skåret adressen i hendes arm.

Hun sukkede lettere opgivende, da han fortalte hvad hun burde gøre. Den havde hun også gættet, men ind til videre havde hun ikke fundet nogle svagheder på den person. "Det.. er vist mere kompliceret end det" mumlede hun langsomt, inden hun rejste sig op, og begyndte at gå lidt frem og tilbage i grotten. Trangen til at sidde ned havde forladt hende, og hun manglede virkelig noget at give sig til nu.
"Problemet er, at jeg ved hvad der venter hvis jeg ikke vinder" svarede hun langsomt, og slog ud med armene. Faktisk talte hun bare ud i luften, og havde næsten glemt at hun ikke var alene i grotten. Lige ligesom høje tanker. "Jeg har ikke lyst til at være en slave resten af livet.. Hvis bare det kun var en død jeg kunne se frem til!" Hendes skridt gav genlyd i grotten, mens hun bed sig i underlæben, som hun altid gjorde når hun skulle koncentrere sig.
"Hvad er der galt med bare at gøre det på den normale måde. Hvorfor skal folk kunne læse tanker, true med slaveri og det der er værre.. Skærer i ens krop, som om man ikke kunne få for mange ar". Angelie fik langt om længe nogle af sine frustrationer ud, hvilket hun virkelig havde haft brug for. Det var en skam at det skulle gå ud over ham, men det var bedre end hvis hun valgte at gå ud i noget dumdristigt.

Todd lod sit blik følge hver og en af hendes bevægelser, efter at hun rejste sig op.
*Omg.. sikke kvinder kan hidse sig op* tænkte han og lagde sit hoved en smule på skrå,
samtidig med at han lyttede efter det som hun sagde.
"Ja vel.. ja" mumlede han tænkende og undslap et lydløst suk. "Det må du ikke spørge mig om.. tror ikke at der er nogen som ikke kender svaret" sagde han stille, til det sidste hun sagde angående med 'den normale måde'.
"Hm, kan godt se at det er svært for dig, at finde ud af hvad du skal gøre, men du vil på et tidspunkt også finde ud af det, garantere jeg dig for," mumlede han og bed sig let i læben, inden at han også rejste sig op, da han heller ikke gad at sidde ned mere.

Hun mumlede en masse uforståelige eder og forbandelser, over folk der ikke bare kunne gøre det man normalt ville gøre, mens hun langsomt begyndte at gå langsommere i grotten. Det endte, efter nogle få minutter mere, med at hun stoppede helt op, og trak vejret dybt tre gange, mens hun langsomt var begyndt at falde ned igen.
"Tålmodighed er ikke en af mine stærke sider.. Men ja.. Jeg bliver vel nødt til.." mumlede hun langsomt, men stoppede så sine ord. Hun havde været ved at sige, at hun bare skulle have det overstået, sådan som hun normalt ville have gjort, men det var ikke nemt.
Alt tog sin tid.. De ord havde hun hørt hele livet, men deres mening var stadig ikke kommet ind bag hendes pande.
"at vente" afsluttede hun så forsigtigt sin stemme, inden hun lod en hånd glide igennem det rødbrune hår, og endnu et suk undslap hendes læber. Smilet vendte langsomt tilbage til hendes læber, men det var ikke meget større end det første hun havde fremvist.