You're mine - Rexy

Sted: Gyderne
Tid: 1.03
Omgivelser: Adria og ét sølle menneske - såvidt hun ved.
Vejr: Overskyet og koldt.

Dette var ikke stedet hun normalt ville finde føde. Der var snusket og det var, ifølge hende selv, alt for primitivt for hende. Menneskerne var for det meste fulde og beskidte, så derfor smagte deres blod ikke så guddommeligt som andre steder. Men der var jo altid undtagelser og derfor stod Adria nu her midt om natten. Det var ved at være længe siden hun sidst havde fået næring, så hun var ved at være desperat. Og hun vidste nok om dette sted til at vide, at der altid gik en eller anden fuld nar rundt, og sejlede midt om natten. Med andre ord var det perfekt.
Hendes læber skildtes i et gisp, da hun pludselig opsnappede noget. Lugten af blod. Hun mærkede næsten hjertet slå på sit kommende bytte. Uden at tænke over det, var hun allerede på vej hen mod gyden, som den fantastiske lugt kom fra. Hun så snart et omrids af en mand gå midt ude på vejen. Han gik ikke specielt stabilt, så hun gættede på, at han var fuld. Dumme menneske. Hun havde ikke særlig meget tilovers for den race, hun engang var en del af. For hende var de vel næsten på samme niveau som dyr.
Hun havde allerede gennemtænkt planen, så hun skyndte sig op bag ham og spurgte:"Undskyld mig, min gode mand. Kunne De fortælle mig, hvor det nærmeste hotel ligger?" Manden vendte sig forvirret om og kiggede på hende med uklare øjne. Hun smilede uskyldigt til ham, men inden i var hun ved at gå til af irritation.
"Øh..." var det eneste han sagde, hvilket gjorde hende endnu mere irriteret. Men det viste hun ikke - hun holdt det perfekte pokerfjæs. Hun lagde en hånd på hans skulder for at få ham til at stoppe op; noget han med det samme gjorde. Hun smilede charmerende til ham og sagde: "Jeg søger ly for natten. Kunne De ikke sige, hvor der lå et hotel?" Endnu engang svarede manden ikke. Helt ærligt - hvad var der galt med dem? Hendes blik var fæsnet ved hans ret smukke ansigt. Blå krystaløjne, og rosarøde læber og ansigtet, som var indrammet af brune krøller. Men alligevel sagde han hende intet, så blikket gled hurtigt ned til hans hals, hvor hun så pulsåren. Hun kunne næsten ikke styre sig og gik derfor et skridt nærmere. Han skulle være hendes måltid i nat. Kun hendes.

Natten havde opslugt gyderne og gjort dem endnu mere dystre end de var i forvejen i dagens lys. Inde i gyderne var der en stank af blod og alt muligt andet klamt " Kom nu tilbage med mig til byen" lød en stemme i det fjerne, den tilhørte en ung kvinde på omkring 17-18 år, som råbte efter en ung fyr i næsten samme alder " Så må du jo finde mig først " sagde han vrissende og lod månens lys falde ned på ham og forvandle ham til det han i virkeligheden var, en varulv. Inde fra en af gyderne kunne høres et højlydt ulvehyl, som fyldte gyderne op med usikkerhed, hvilket der nu ellers var nok af, men nu tilføjede denne varulv lidt ekstra. Han så ud fra den mørke gyde og fik øje på den mand der gik alene i gaden, hvilket frembragte et smil på hans læber " Hmm.." sagde han idet han hørte en anden kvinde stemme " Det er løgn! Du rør ikke mit bytte" vrissede han meget lavt, nærmest som en hvisken. Han så mod denne kvinde der havde valgt det samme bytte som ham selv og besluttede sig for at storme ud og få denne kvinde puffet væk og derefter sætte tænderne i hans bytte. Han tænkte længe over om det var det rigtige at gøre, hun var sikkert også sulten og han havde det alligevel ikke så godt med at dræbe levende væsner. Han lukkede øjnene og udstødte et suk og så op mod himlen " ååh lad det holde længe nok til jeg kan puffe hende væk og få det jeg er kommet efter" sagde han lavt idet hans store buskede hale begyndte at sveje fra side til side bare i tanken om mad. Han gjorde det. Han farede ud med sådan haft at denne kvinde ville blive ramt og komme væk fra denne mand, som derfor ville blive hans bytte og kun hans.

Hun hørte straks en hvisken, men gjorde ikke mere ved det. For det første lod hun ikke mærke til, hvad stemmen sagde, og for det andet var hun ret så ligeglad. Det eneste der betød noget for hende lige nu, var denne fremmed mands blod. Hendes tænder løb næsten i vand. Og lige da hun havde tænkt tanken, begyndte hendes hugtænder at komme frem. Det berusede mand lod ikke til at lægge mærke til noget som helst, så hun lænede sig frem mod ham og lagde rimelig meget an på ham. Mænd var jo mænd, selvom han ikke på nogen måde interesserede hende. Hun ville tømme hans krop for blod. Nu.
"Vil De gøre mig en tjeneste?" Spurgte hun charmerende og kyssede hans hals. Hun skulle lige til at sætte tænderne i, da hun pludselig følte et voldsomt stød i siden, som væltede hende omkuld. Men hun var hurtigt på benene igen og så.. en varulv? Hvad var det for noget? Hendes læber bredte sig straks i et håndligt smil.
"Når hvad har vi så her?" Spurgte hun med samme håndlige tonefald. "En beskidt køter, som har besluttet sig for at snuppe min mad?" Det så næsten ud som om hun morede sig, men hun var rasende. Varulve lå, ifølge hende, næsten ligeså lavt som mennesker. Hun gik tilbage til manden, som så meget forvirret ud, og varulven og skubbede med overnaturlig kraft til den. "Gå nu ud og leg med et kæp eller noget," mumlede hun, som var han en hund. Hvilket hun også anså ham for.
Hun vendte hurtigt blikket mod mennesket igen og smilede sødt og charmerende til ham. "Undskyld, min hund ved ikke rigtigt hvad der en god ting at gøre, og hvad der er knapt så godt at gøre." Hun kiggede ikke tilbage, men regnede med at han godt forstod hentydningen. Hende rendte man ikke om hjørner med! Så kærtegnede hun det beskidte menneskes mave og gik endnu engang efter struben. Hun skulle have blod. Nu.

Han så på hende og blottede sine tænder og udstødte en dyb knurren " Lad os se hvis bytte det er" vrissede han og kneb sine øjne sammen og hævede kløerne over hende og skulle lige til at lade den ramme hendes ansigt idet han mærkede en hånd tage fat i hans arm, hvilket fik ham på automatik til at få sin frie hånd til at lave et kæmpe krads mærke på personen bag ham og inden det var forsent indså han det var den unge kvinde der var fulgt efter ham hele vejen her ud * kvinder* tænkte han og lod derefter blikket glide over på denne vampyr igen da hun talte til ham som om han var en hund " Hør her din lille blodsuger.. Du tror du ejer alt i denne verden, men jeg skal fortælle dig en ting.. Jeg kan meget mere end i forpulede tyve" hvæste han og blottede sine tænder mod hende og gik over mod hende og skubbede hende atter væk fra dette menneske " Du burde have respekt.. Du var engang en af dem! Du var svag.. Idiotisk.. Hvilket du stadig er, men det er typisk vampyrer" sagde han og så på hende med et vredt blik " Kald mig køter engang mere og jeg skal sørge for du ikke kan tale i flere år" vrissede han og gik helt op af hende og skubbede hende bag ud

Hun grinede uden glæde, nærmest som et hån. Som om han havde en chance imod hende! Da der så pludselig dukkede en ukendt kvinde op, stirrede hun på hende og køteren, som var de begge begge sindsyge. Hun skulle lige til at komme med en sarkastisk kommentar, da han begyndte at snakke igen. Hun kneb øjnene sammen og stod bare og kiggede på ham. Som han dog spillede hellig. "Hør her køter; du skal ikke stå der og spille hellig. Som om du har respekt for dem - du skulle selv til at flå i ham." Hun sukkede teatralsk, selvom hun mente hvad hun sagde. Hun smilede derefter håndligt og forsatte i et hårdt tonefald: "Du skal ikke bestemme over mig! Mennesker er lige så meget værd som alle andre dyr. De fortjener ikke min respekt." Da han så pludselig snakkede om hendes egen tid som menneske, knyttede hun hænderne og hvæsede: "Snak ikke sådan til mig igen, eller jeg flår dig levende!" Hun stod i en truende stilling og hendes øjne skød lyn. Hun skulle nok vise ham hvem der bestemte. Hende!
Da han så snakkede om hendes ordvalg, smilede hun pludseligt uskyldigt og sagde uforstående: "Hvad mener du dog? Jeg siger jo bare sandheden, for det er jo hvad du er. En beskidt lille køter. Skynd dig nu bare hjem til din menneske-ejer." Hun smilede ondt og selvsikkert. Han kunne ikke røre hende.

Han så på hende og knurrede af hende " forbandede menneske.. Du er ikke andet end et lille menneske det prøver på at spille mere end nu er! Det er meget muligt at du kan dræbe mig til hver en tid, men jeg tillader ikke du slår ihjel bare fordi du keder dig! Det er ikke normalt! Ikke engang i den race du er.. Vampyr... En af de højest stående racer i Di Morga og alligevel spiller du hellig?" sagde han vrissende og så på mennesket der efter hånden var begyndt at bakke bagud over deres skænderi om hvem der skulle have mennesket som bytte. Han så stift på hende og knurrede endnu dybere " Hvad med du får blodet? og jeg tager resterne så?" sagde han og så på mennesket og hvæste af det så det faldt bagover * sikke en idiot* tænkte han om mennesket og så derefter på hende " jeg ved du er stærkere end mig og ja jeg ville overfalde det stupide menneske, men nu må vi se.. Han er din" sagde han og så på hende med et opgivende blik og så derefter på mennesket der lagde på jorden og famlede rundt

Hun kunne ikke andet end at grine en glædeløs latter. Han havde jo ret i det meste af det han sagde, og det havde hun vidst aldrig benægtet. Borset fra én ting; hun prøvede ikke at være mere end hun var. For hun vidste godt selv at hun var flere rang over mennesket og den irriterende varulv foran hende. Og det var hun ganske tilfreds med.
Da han foreslog at dele byttet, så hun med væmmelse på ham og sagde: "Tror du virkelig at jeg gider at dele? Så dybt synker jeg aldrig!" Hun stirrede følelsesløst på ham. Hendes læber splittes dog i et sukkersødt smil, da han overgav sig. Endelig havde han indset hvem der bestemte. Hun tog hurtigt fat i hans kind, som hun ruskede i, som en gammel bedstemor gjorde ved et spædbarn. Men dette var dog unødvendigt hårdt. "Sådan skal det lyde," sagde hun og slap ham hurtigt, som havde han en eller anden smitsom sygdom.
Hun kiggede så på mennesket, som nu lå forvirret på jorden. Svækling. Hun var inderlig taknemmelig for at hun ikke var en af dem mere. Og ikke havde været de i flere hundrede år. Væmmelse var hvad hun følte når hun tænkte på deres svaghed. Hun knælede ved siden af ham og tog sin hånd om bag hans nakke. Hun trak blidt hans overkrop ca. ti centimeter over jorden og sagde i samme blide tonefald: "Kom, lad mig hjælpe dig..." Så lænede hun sig ind over ham og mærkede straks hans hamrende hjerte. Blodet som susede rundt i hans blodårer. Hun kunne ikke styre sig mere og satte tænderne i hans hals.

Han så på hende med et utilfreds blik idet hun tog fat i hans kind og gik ned til mennesket * Kvinder* tænkte han og så væk idet hun satte tænderne i mennesket. Den søde duft af blod spredte sig, hvilket fik ham til at rynke på næsen * endnu en nat uden mad, hvilket er fint med mig* tænkte han og væmmedes over hans varulve form, som han ikke kunne komme ud af når fuldmånen stod så højt på himlen. Denne form fik ham til at dræbe uskyldige mennesker og andre væsner, som egentlig ikke havde gjort noget forkert i deres liv, udover at være nederst i fødekæden. Han gik nogle skridt bagud og lod blikket glide ned på denne vampyr der tømte dette menneske for blod, hvilket gav han en underlig fornemmelse inden i, det fik ham til at blive endnu mere i blodrus, takke værdet blod lugten der var i gyden * Nej.. Nej... Nej* tænkte han og så sig over skulderen da han hørte en komme ind i gyderne. Personen lød forpustet, som om dette fremmede væsen havde løbet hele vejen ind til gyderne, uden så meget at tænke over hvad der kunne vente der inde. Han lukkede sine øjne og så igen mod denne fremmede og gjorde klar til at flyve på denne person. Han tog en dyb indånding og fik færden af hvilken race det var, nemlig en aspara, hvilket var noget af det bedste at få fat i " jamen hvad har vi her? en ung dame der er faret vild?" sagde han stille for sig selv og tog nogle skridt over mod denne aspara og blottede sine tænder, hvilket fik denne aspara til at løbe fra stedet " Endnu en fange leg? Fint med mig" sagde han og satte i spring efter væsnet, der gik ikke længe før han havde indhentet aspara'en og var over den som et sultent dyr. Han lænede sig ned over hende og åbnede sit gab og lukkede i omkring aspara'ens hals

Blodet var, som altid, fantastisk. Blodruset gjorde hende høj og hun sugede, som gjalt det livet. Det var alt for længe siden at hun havde fået blod, hun måtte have mere. Hun måtte tømme dette menneske fuldstændig for at få slukket hendes tørst. Efter nogen tid, alt for kort tid ifølge Adria, var blodet løbet op og hun skubbede med væmmelse liget fra sig.
Hun rejste sig op og gik roligt væk fra liget, som hun ikke gad at fjerne. Det var spild af krafter og tid, selvom hun nu ikke havde nogle planer. Der kom nok et andet menneske og fjernede det. Hvad vidste hun? Hun var da ligeglad.
Hun lugtede hurtigt at der var kommet en nyankommen og hun kiggede på asparen og ulven. Da hun endnu engang lugtede blodet, blev hun igen ramt af en blodrus og hun løb hen og hamrede hårdt ind i ulven, så den ville blive skubbet væk. Han havde jo egentlig ret til dette bytte, men hun var da ligeglad. Og måske var dette ikke godt nok til hende, når en varulv allerede havde været igang, men hun skulle have mere blod! Hendes hals brændte stadig efter den søde smag af blod. Den vidunderlige smag. Selv foretrak hun engle- og elverblod, men hun takkede ikke nej til aspara. De smagte også skønt.

Han mærkede hvordan blodet fra asparaen flød ind i hans mund, hvilket gav ham et rush, som om han havde taget stoffer eller noget lignede. Han mærkede et bump ind i siden på ham, det var den vampyr igen, men trods det, gav han ikke slip på hans bytte, som han selv havde nedlagt! Så hvad fik hende til at tro hun skulle have det? Han knurrede dybt af hende og lod en pote svinge gennem luften og mod hendes ansigt " SKRID!" Hvæsede ham og hev sit bytte til sig, hvis hun skulle have noget af blodet fra den aspara skulle hun forbi ham først, men han ville ikke bare uden videre give sit bytte til en selvisk, storsnudet snob som hende