Let Me Bite You! Rexy - Privat

Let Me Bite You!
~Info om tid, sted og alt det, findes i emnet~

Et lettere forskrækket men også chokeret skrig, fyldte den tomme metrostation hvor to personer opholdte sig. En forskræmt mand, og en blodtørstig kvinde, hvis blodtørst havde gjort hende en smule skør. I længere tid havde hun forsøgt at holde blodtørsten så langt væk som muligt, men så længe kunne hun ikke overleve uden den vinrøde væske. For hende var det svært at holde styr på, hvornår blodtørsten var ved at dræbe hende. Hun kunne ikke føle noget som helst, og lige så hurtigt som en væske var løbet ned gennem hendes hals, ville den forsvinde for evigt.
De hvide, skarpe tænder, kom til syne fra hendes rosenrøde, rimelig smalle læber. Kvinden der stod bag den forskræmte mand, virkede i et par sekunder helt ligeglad med deres omgivelser, men alligevel vendte hun hurtigt ansigtet længere ud mod den tomme station. Det lod ikke rigtig til at der ville være nogle mennesker lige nu. Klokken var trods alt også rimelig mange. Halv tre var den blevet, og meget tidligere end normalt, var Vanilla blevet synlig. Det var måske også grunden til at hun var så trøstig som hun var.
Da hun atter rettede blikket mod manden, undgik hun til at starte med, hans øjne. Da hun endelig kiggede ham i øjnene, var hendes blik hårdt, koldt og meget selvtilfredst. Hans blod ville med sikkerhed smagebedre end det hun forventede.
Vanilla jog de skarpe tænder mod hans hals, og begyndte nu grådigt at drikke at den blodrøde, tykflydende væske fra mandens hals. Smagen tilfredsstillede hende ikke ligefrem. Hans blod smagte for meget af røg og nikotin. Manden havde helt sikkert røget størstedelen af hans liv, og var nu godt i gang med at gumle tyggegumme i stedet for at ryge de hæslige smøger.
Smagen tilfredsstillede hende overhovedet ikke, og det viste sig, at hun havde slået manden halvt bevidstløs. Af ren irritation, skubbedet hun manden bagud, og lod ham lande på stationens midte.
Vanilla slikkede sig om munden, selvom hun også i den grand havde fået nok af den hæslige smag. Dette havde helt klart været det værste blod hun havde smagt længe. Gid hun kunne smage noget godt næste gang.
[center]

Metroen var tom, kedelig og ufattelig dyster på denne tid af døgnet, men de fleste folk lagde også og sov på denne tid af døgnet, hvilket også var forståeligt med de væsner der befandt sig ude i gaderne på denne tid. Varulve, vampyrer og diverse andre sindssyge væsner der gjorde alt for et godt måltid. Inde i skygger i metroen gemte der sig et væsen, som egentlig ikke burde være der nede når denne kvinde terroriserede der nede, uden tvivl om hun var vampyr, eller hun havde været det i sit tidligere liv. Et dybt suk spredte sig i metroen da dette væsen i skyggerne kom frem fra sit skjul " I vampyrer er kræsne... " sagde han og så ned på manden der lagde i metroen, tænk at dette blod skal gå til spilde bare fordi du ikke kan styre dine lyster" sagde han med en hånlig stemme idet han bukkede sig ned over denne mand " Men du havde alligevel ikke lang tid tilbage" sagde han og lod hans ene hånd gro nogle vældige klør som han lod glide over mandens hals så han døde. Han lukkede kort øjnene og smilte for sig selv " Og du kan lige prøve at sætte de tænder i min hals.. Jeg skal love dig får du bliver sprættet op som en død sæl" vrissede han og rynkede på næsen af væmmelse over denne stank af blod.

Da en stemme pludselig kunne høres tydeligt, sprang hun et par centimeter op i luften, og landede vanskeligt på begge fødder igen. Hvem denne person var, vidste hun ikke helt, men hun følte sig truet. Truet på to forskellige måder. Den ene måde, fordi han bare lige pludselig var dukket op, og tydeligvis ikke var tilfreds med det arbejde hun var i gang med. Derfor begyndte hun nu på den facade, som ingen hidtil havde oplevet fra hendes side. Hun begyndte at hvæse og knurre af denne person. De syleskarpe hjørnetænder kom til syne igen, og en lettere pink tunge, skilte de roserøde læber fra hinanden.
”Hvad vil du mig, siden du kommer og ødelæger mit måltid?” Hendes stemme var dyster og meget dunkel. Aldrig havde hun følt sig så truet som hun følte sig nu.
Hun hvæste af ham igen, men pev pludselig, da en enorm håndfuld af klør, om til syne i hans hånd. Dem skulle hun ikke have noget med noget at gøre! Hun havde ikke lyst til at dø for tredje gang! En gang burde allerede være mere end nok!
Vanilla krympede sammen. Se nu begyndte hun rigtig at føle sig truet. Alligevel var der en masse ting der var utrolig fristende. Gå til angreb på ham, selvom det sikkert ville koste hende livet. Han bad jo selv om det?
Et væld af følelser strømmede ind over hende, og en tyk og lyddæmpende masse, lagde som omkring hende. Hun forsvandt mere og mere, indtil hun til sidst ikke var til at se længere. Se nu. Nu kunne det sjove begynde!