a bite from a werewolf //privat=Manda//

Sted:: Søen
Tid:: ved midnat,
Omgivelser:: Nymåne, en sø og nogle træer
Vejr:: Bidende koldt, stjerne klar himmel, blid vind
påklædning: en rød jakke, hvid skorte, cowboy bukser og sko (se billed på min profil xD)

"Ingen lære at værdsætte noget før de mister det,, Det motto lærte Nico på den hårde måde. Der er ikke særlig mange som sætter pris på ens syn, for man tænker ikke videre over hvad der ville ske vis man mistede det. I hver fald så havde Nico mistet over halvdelen af hans syn i en ulykke. Det eneste han kan se nu er svage skygger som aftegner de fleste ting, men ellers brugte han hans 'vibrations' evne til at ''se'' hvor de forskellige ting var henne. Nicodemus, eller rettere Nico sad nede ved søens bred. De hvid-/grålige øjne som engang havde været blå kiggede ud over søen. Han kunne ikke rigtig se vandet, kun noget som bevægede sig med vinden. Men han da kunne høre de beroligende lyde/bølger fra søen. Nymånen var noget han ikke viste var fremme i dag og han kende heller ikke til den fare som lurede i buskende. Nico var en aspara og kende derfor godt til de andre væsner som varulve, vampyrer og dæmoner, men han mødte sjældent en og følte sig derfor ikke i fare når han gik udenfor om natten.

Varulve form :
http://www.google.dk/imgres?imgurl=http://2.bp.blogspot.com/_L-c5JixfV9w/TTyFFbt5MyI/AAAAAAAAAJU/UwI9Ra8L2w4/s640/Werewolf_by_JLoneWolf.jpg&imgrefurl=http://werewolf-image-gallery.blogspot.com/2011/01/werewolf-jlonewolf.html&usg=__-KjpeENsm_cyX3eEULDgQFXuqEs=&h=600&w=461&sz=76&hl=da&start=0&zoom=1&tbnid=PAwo0UqYp2X4IM:&tbnh=174&tbnw=134&ei=y6J7TY_wGcHqOcTngdoG&prev=/images%3Fq%3Dwerewolf%2Banime%26hl%3Dda%26biw%3D1366%26bih%3D677%26gbv%3D2%26tbs%3Disch:1&itbs=1&iact=hc&vpx=420&vpy=71&dur=101&hovh=256&hovw=197&tx=143&ty=170&oei=y6J7TY_wGcHqOcTngdoG&page=1&ndsp=23&ved=1t:429,r:2,s:0

Manda gik igennem skoven. Han havde en hånd til hovedet og en ved hjertet. Han havde et stramt greb ved sit hjerte og holdt fast i trøjen. Han bed sig hårdt i læben og mærkede smerten gå igennem hans krop. Hans hoved dunkede og kroppen rystede. Hans hjerte bankede som bare pokker. Det ville ikk stoppe uanset hvad han gjorde. Han prøvede at heale det før, men det gjorde det bare værre. Han peb lidt og åbnede øjnene en smule på klem. Han lugtede lidt, der var nogen. Han rytede lidt på hovedet og tog sin hånd fra hjertet op til hovedet. Hans krop kunne ikk kontrollere sig selv. Hans varulv ville tage over, den ville angribe alt i nærheden for så at de ikk kunne være en trussel. Han var ikk i stand til at kunne forsvarer sig hvis der skete noget og nogen ville angribe. Han åbnede øjnene helt og hans sorte øje blev gult. Han fik skarpe tænder og negle og hans krop voksede lidt efter lidt. Hans tøj kunne ikk holde til det og begyndte at revne. Han ik pels og forvandlede sig til varulv. Han gjorde det mere af forsvar end fornuft. Hans krop blev mere rolig efter forvandlingen, han kiggede rundt og en svag knurren kom fra ham. Han kom ned på alle fire og begyndte så småt at løbe mod lugten. Han stoppede tæt på og knurrede vredt.

Der gik noget tid før at stilheden blev brudt af en knurren. Af uvidenhed troede Nico bare at det var en hund, men hans instinkt sagde at dette ikke var en hund, men en fjende og man brude løbe før at man kom til skade. Nico lyttede selvfølgelig til hans instinkt da det var det eneste han kunne stole på i tider som denne. Så han rejste sig op og vende sig om...men hvilken vej skulle han løbe? Han var sulten og kunne derfor ikke bruge hans vibrations evne til at vide hvor de forskellige ting var henne. Så i desperation gned han sine øjne i håb om at kunne se lidt bedre, men det virkede ikke. Så pga af nervøsiteten stod han stille i alt for langtid, så langtid at knurren kom tættere på og en smerte blev anbragt i hans arm (håber ikke at det gør noget at jeg bestemmer hvor bidet skulle være xD) Et skrig som var blandet med overraskelse og smerte kom ud af Nico. Det gjorder ondt og det gik ikke længe før at Nico lag mærke til hvad der bed ham. Tænderne sad stadig inden i hans arm, og den varme væske peb ud af sårene. Noget af blodet blev anbragt i varulvens mund imens at resten faldt ned på græsset. "gi....slip" sagde Nico og begyndte at skubbe til varulven hvilke ikke rigtig hjalp så meget.. men hvad kunne han gøre? Vis der ikke skete et mirakel nu, ville Nico nok højst sandsynligt blive dræbt.

Hans øjne havde et vredt udtryk. Han kunne lugte frygten fra figuren. Han kunne ikk tænke klart da han stadig havde smerte over sit hjerte der bankede meget hårdt før. Han knurrede og kom tættere på. Han lugtede lidt til drengen. Han kunne lugte det, men han ville ikk være den der ventede på at der skete et angreb. Han sprang på ham og holdt ham ned. Han bed i drengens overarm. Han bed hårdt til og smagen af blod gik igennem hans mund. Hans øjne havde et skær der kunne ses langt fra. Han kiggede på drengen. Han mærkede en hånd på sig i tegn på at han skulle væk. Men han knurrede kun mere og trykkede lidt hårdere til i biddet. Han hørte noget. Det lød underligt, det var ikk en knæk lyd. Det var som om nogen talte. Han rettede ørerne mod drengen, *Gi slip...* gik igennem hans øregang og han stod lidt forstenet. Han kunne mærke sit menneske komme tilbage. At smerten forsvandt og fornuften kom tilbage. Han gav slip efter noget tid og kiggede stiile. Han lugtede lidt. *Den lugt... Den virker bekendt?* tænkte han stille. Han kom i tanke om det, *Lugten fra før!* han kiggede stille på armen der blødte vildt. Han rakte hånden mod det for at ville heale det. Det gav dog et sæt i ham da han så sin egen arm. Den var kæmpe i forhold til normal, pelset og med skarpe kløer. Han kiggede på sig selv, *Varulve formen!?* Han prøvede at forvandle sig tilbage, der gik lidt tid før det lykkedes ham. Hans krop var blevet en smule varm og svedig over forvandlingen. Selvom det var af egen vilje var det stadig anstrengende for hans krop. Han rystede lidt og kiggede stille på drengen. Han gned panden og prøvede at huske hvad der skete.

Varulven bed hårdere da Nico prøvede at skubbe den væk, men denne gang bed han sig i underlæben for ikke at skrige eller råbe op. Det ville alligevel ikke hjælpe, der var ingen i nærheden så han ville bare spilde hans energi på at skrige/ råbe op. De lysene øjne fra varulven var en af de få ting som han kunne. Eller, han kunne se to gule prikker som nok tilhørte varulven. Men selvom at han ikke havde en stor chance for at vinde ville han ikke give op. "jeg sagde.. GIV SLIP!! " råbte Nico og... det virkede? Varulven gav slip og trak sig pludselig tilbage. Alt var blevet stille igen *hvad skete der?* tænkte han og undrede sig over hvorfor varulven faktisk gav slip. Nico blev ligene den hvor varulven havde skubbet ham ned, nok fordi at han var nervøs for at blive angrebet en gang til vis han bevægede sig. Dog tog han hånden op til overarmen hvor blodet kom fra, det gjorder ondt, og fordi at hans krop spænde så utrolig meget gjorder det det ikke meget bedre. Nogle mærkelig lyde kom da Manda forvandlede sig tilbage, Nico kunne ikke rigtig ''se'' hvad der skete. Det eneste som han lage mærke til var at den store skygge som engang tilhørte varulven blev mindre og mere menneskelig. "Du er.. tilbage til din menneskeform?" spurte Nico lavt for at være sikker.

Han hørte noget igen, hans hoved var fuldt med tanker. Så han opdagede det ikk før han tænkte lidt over hvad der blev sagt til ham. Det gav et sæt i ham da han forstod hvad der blev sagt. Han kiggede stille på drengen og bed sig i læben. Han rystede lidt og nikkede en smule. "J-ja... Er tilbage..." sagde han anstrengt og en smule træt. Han kiggede stille på ham og kravlede hen til ham. Han nikkede til sig selv. Han var ikk i stand til at heale ham. Så han måtte få Nico med hjem til sig selv. Det var tydeligt at armen skulle have fjernet betændelse fra biddet og det skulle stoppes til. Han fik sin ene arm under hans ben og den anden arm under ryggen. Han løftede Nico op med besvær og rejste sig. Hans ben rystede rimelg meget, men han var selv skyld i det. Han havde bidt en fuldkommen tilfældig pga hans krop havde brug for en forvandling til at falde ned igen. Han begyndte så småt at gå, men det gik lidt langsomt i starten da han ikk kunne bevæge kroppen så godt lige efter en forvandling. Han kiggede ned på armen. "Bare stop blødningen så godt du kan indtil jeg får dig hjem til mig..." sagde han stille. Han begyndte at få lidt mere fart på. Han var ivrig efter at komme hjem med Nico, han vidste at det bid kunne dræbe Nico hvis blødningen ikk blev stoppet fuldkommen.

Stemmen tilhørte en ung mand, de var nok omkring samme alder. En lettet følelse brede sig inden i ham og frygten forsvandt. Han var ikke længere i fare, eller jo der var stadig problemet med hans sår. En tanke gik igennem hans hovede.. *jeg er blevet bidt... betyder det ikke at jeg... at jeg bliver èn af dem?* tænkte Nico og blev mere og mere nervøs. Han havde altid ønsket at være anderledes, men dette var ikke det han mente. Tanken blev brudt da Nico ikke længere kunne mærke den kolde jord, men i stedet to hænder der løftede ham op. Først gav han slip på såret og holde fast i Manda da han blev løftet op, men da han sagde at han skulle dække hans sår, gav han slip på Manda og strammede grebet om såret for at stoppe blødningen. Det varme væske fra blodet føltes underligt, eller rettere bekendt. Han havde haft den følelse før, men der var det på hans ansigt efter bilulykken der var skyld i at han mistede over halvdelen af hans syn. En eller anden idiot havde kørt over for rødt og kørte direkte ind i Nico, ingen viste hvem det var for han kørte bare videre da han ikke ville komme i problemer. Men Manda var anderledes, han tog ansvar for det som han havde gjort "er du sikker på at jeg ikke skal gå?.. Du virker udmattet "

Han kiggede stille på ham og gik videre. Han bed sig lidt i læben. Han kiggede ned, tanken om at gøre en anden til varulv. Han vidste ikk om han havde gjort det før, men det var forfærdeligt at tænke på lige nu. Han kunne ikk huske hele sin fortid, men en ting han ikk glemte var første gang han forvandlede sig. I hvertfald der hvor han hukommelse startede fra. Han rystede lidt på hovedet, han ville ikk lade Nico stå alene ved forvandling det var i hvertfald sikkert. En der ikk var varulv før og skulle forvandle sig første gang, han vidste de ikk kunne kontrollere sig. Instinkterne fra ulve siden ville tage over og man ville dræbe for at få føde. Menneske eller dyr var lige meget, det skulle bare være levende i deres verden. Han gik videre med Nico. Han mærkede blodet der ramte hans brystkasse. Hans bukser var godt revnet og der var knap noget af hans trøje tilbage på ham. Han hadede virkelig sin forvandling fordi det ødelagde tøjet fuldstændig. Det kunne ikk bruges igen det kunne lige så godt smides ud. Han kiggede lidt overrasket da han blev talt til. "Ja... Fordi du kan ikk gå alligevel... Selvom du ville er din krop lige nu igang med at forandre i DNA'et så du bliver varulv... Det gør at din krop bliver forvirret..." sagde han stille. Han bed sig i læben, Nico så ikk ud til at kunne se. Han ville hjælpe Nico med varulven, han havde gjort det. Så han så ingen grund til bare at gå fra det.

''Selvom du ville er din krop lige nu i gang med at forandre i DNA'et så du bliver varulv,, De ord som Manda sagde gjorder Nico tavs så han nikkede bare og lukkede øjnene, da han ikke behøvede at have dem åbnet. Han kunne godt mærke at hans krop virkede udmattet fra det hurtige blodtab, men der var også en svag fornemmelse af at der var noget som bevægede sig inden i ham. Det gjorder at han klemte hårdere på såret end nødvendigt. Tanken om at forvandle sig, om at alle ens knogler blev ændret og at man nok ville dræbe andre tænde en vrede inden i ham. Normalt ville man lade sin vrede gå ud over andre, men Nico vidste at det ikke var Mandas skyld, varulve handler jo kun på instinkt. Han var mere sur på sig selv, *hvorfor kunne jeg ikke være mere forsigtig, hvorfor kunne jeg ikke bare blive hjemme* de tanker fylde hans hovede, men så forsvandt de langsomt da Nico tvang sig selv til at tænke positivt *I det mindste er jeg da i live*, det kunne være end ret så galt. "Hvad er dit navn?" spurte Nico og vidste at det måske ikke var tidspunktet til at spørger, men han havde ingen ide om hvad han skulle kalde den unge mand.

Han kiggede stille på Nico, han kunne tydeligt se at han var oprevet og vred over det. Han bed sig blidt i læben, han følte en stor skyldfølelse over at være skyld i det. Men han kunne ikk gøre noget ved det, han havde ikk tankerne i orden. Han havde gjort det fordi han troede at han blev angrebet hvis ikk han startede. Han kiggede på ham og sukkede lavt. Han stoppede op og løftede det ene ben op, han lod Nicos ben hvile på det så han kunne bruge hånden. Han tog lidt fat i Nicos hånd der holdt over såret. "Ikk trykke for hårdt... Din knogle er skadet, så den kan nemt brække..." sagde han stille ik Nico til at løsne lidt. Han fik armen under Nicos ben igen og gik videre. Han varhjemme hurtigere end regnet, men han var også ivrig efter at komme hjem. Han gik op af trapperne og fik døren op. Han gik ind og lagde Nico på sofaen, han fandt det som et bedre sted så han nemmere kunne have plads til at behandle såret. Han svimlede en smule da han blev mere og mere udmattet hele tiden. Hans krop havde brug for hvile, men det måtte vente endnu. Han gik hen og lukkede døren og hentede førstehjælpskassen. Han hentede også en lille bøtte med kold vand og en klud. Han satte sig på gulvet ved siden af Nico og fik gjort kluden klar så han kunne vaske såret. "Er du klar på at det kan svie?" sagde han. Han ville ikk overraske Nico med det da han ikk kunne se godt og var skadet meget ved armen.

Nico kunne mærke at Manda pludselig stoppede. Armen som havde været ved hans ben var blevet skiftet ud med Mandas ben. "Virkelig?" spurte Nico og undrede sig hvorfor at han ikke kunne mærke at knoglen var skadet. Men Manda havde jo også bidt hårdt så Nico blev alligevel ikke så overrasket. "jeg skal nok passe på" forklarede han derefter. Han lød slet ikke sur på Manda eller ked af det. Hans tonefald var.... normalt? Det var ikke så tit at der var nogen som talte roligt efter lige at være blevet bidt af en varulv. Den eneste grund til at Nico kunne få sig selv til at tale i den tone var fordi at han accepterede alt. Han havde allerede accepteret at han nok højst sandsynligt ville blive til en varulv ved næste fuldmåne. Han kunne jo ikke gøre noget ved det, så at acceptere det der var sket var det eneste han kunne. Kulden udenfor forblev udenfor, inden i Mandas lejlighed var der dejlig varmt, så det undrede ham ikke at Manda var træt. Han kunne jo høre det på den måde han gik på. Folk løfter ikke benene så højt når de er udmatte eller trætte. Nico satte sig op i sofaen og nikkede. "ja jeg er klar " sagde han og vende sig med siden til Manda så det var lettere for ham at komme til den skadet overarm.

Han smilede let til ham og blev siddende. Han lagde kluden blidt på såret før han forsigtigt gned kluden mod såret. Han ville ikk trykke, men han var nødt til at vaske det værste væk så han kunne få fjernet betændelsen og derefter tørre det og komme forbinding på. Han kiggede stille på det og fik det vasket. Han fik et håndklæde frem og tørrede blidt hans arm. Han kiggede stille på det, det blødte voldsomt endnu, men han måtte ordne det værste før han kunne tænke på blodmangelen. Desuden var han ved at blive varulv, en varulv får hurtigt blod transporteret igennem kroppen fordi de er varme hele tiden. Han fandt noget vat frem og kom noget form for syrer på der ville fjerne betændelsen. "Det her kan svie rigtig meget, så prøv at holde ud..." sagde han og lagde det på lidt efter. Han prikkede på såret med det så det ikk ville gøre så ondt som hvis han gned det. Han blev hurtigt færdig med det da han ville skynde sig så Nico ikk mistede meget mere blod. Han tørrede blodet der var løbet lidt ned af væk. Han fik en stram forbinding over hele såret så det kunne holde blodet inde i kroppen. Han kiggede stille på det, det blødte igennem fordi det stadig løb. Han sukkede let og fik endnu en forbinding på det der ikk var lige så stram. Han kiggede stille og mærkede hans blik sortne en smule. Han rystede på hovedet og gned sine øjne. "Ikk sove nu..." mumlede han træt til sig selv.

"OW!" kom det fra Nico da Manda begyndte at rense såret. Okay måske havde han ikke forberedt sig helt på at det kom til at svig, men han holde stadig armen stille uden at trække den til sig. Da Manda var færdig med at ligge forbindingen på, strakte nico sig en smule og bevægede armen for at få lidt liv i den. Forbindingen sad tæt hvilke var godt, det gav en god støtte til armen. "Tak" sagde Nico taknemlig og smilte for første gang da Manda snakkede til sig selv. "Du må være træt, hvis det ikke er for meget at bede om har du så noget frugt som jeg kan få? bagefter kan du hvile dig lidt " Jo mere at Nico spiste jo bedre kunne han ''se'' ved hjælp af vibrationer. Det ville være et problem vis han begyndte at gå ind i Mandas møbler.
Nico rakte den raske hånd frem imod Manda som en hilsen. "Jeg har vist ikke fået præsenteret mig selv, navnet er Nico, Nico Cloverhill " rigtigt var fornavnet Nicodemus men det var en mindre detalje, som kun dem i hans familie kende til. Det var ikke fordi at han ikke kunne lide hans navn....eller jo han hadet det navn. Ikke fordi at der var en speciel grund til det, han brød sig bare ikke om det navn.

Han kiggede stille på ham. Han gned øjnene igen og nikkede let, "Jo... Kan godt lige hente noget..." sagde han og rejste sig lidt besværet. Han gabte og gik ud til sit køkken. Han støttede sig til en væg for ikk at falde ned. Hans ben var trætte, de var svækkede af forvandlingen og det var svært at have den ekstra vægt på dem. Han kiggede stille på frugterne han havde, han tog et æble, en banan og en pære. Han vidste ikk om Nico ikk kunne li nogle slags frugter, så han og lidt forskelligt med. Han kom tilbage og satte sig med et bump på gulvet ved siden af. Han lagde det på Nicos skød så han kunne vide hvor det var, "Tog lidt af hvert..." sagde han stille. Han lagde hovedet på sofaen indtil han hørte Nico tale til ham. Han løftede hovedet og gned sit ene øje. Han tog blidt imod hånden. "Manda Hitsugaya..." mumlede han stille. Hans håndtryk var der ikk, det kunne være som at holde fast i en dukkes hånd. Den var livløs, han var fuldkommen smadret. Han kunne ikk noget som helst meget mere. Hans hoved døsede lidt og han måtte støtte sig med en arm på sofaen så hans hoved ikk ville falde ned og han ville falde i søvn. Han kiggede på ham, "undskyld..." mumlede han lavt.

"tak" sagde Nico igen og rakte hånden frem så han kunne få fat i frugterne. Han spiste det alt sammen men hans smagsløg virkede lidt...anderledes? Han var jo originalt en Aspara og spiste derfor ikke meget kød. Men nu var det som om at hans mund skreg efter kød. Det behøvede ikke nødvendigvis at være råt kød men bare kød. Det var nok kun førte dag han følte sådan ikk? Maden gav Nico mere energi, hans evne var fuldt og fast i gang og Nico vidste allerede nu hvor de forskellige ting stod. "Manda?" gentog han, det var ikke et navn som han havde hørt før men det gjorder det nemmere at huske underligt nok. "Det er okay, du burde hvile dig" Manda havde gjord det som han kunne, derfor behøvede han heller ikke at være vågen længere. Nico blev nok til at blive her natten over, han havde nemlig ingen ide om hvordan han skulle finde hjem på denne tid. Og der hang stadig en svag lugt af blod over ham, så der var store chancer for at han blev overfaldet af en vampyr hvilke han ikke havde lyst til. Den næste tanke som faldt ham ind var: Hvad skulle han sige til hans familie? Ingenting ville nok være det bedste, han boede eller snakkede alligevel ikke med dem, så der var ingen grund til at de skulle vide det. Hmm nu hvor Nico tænkte over det var der ingen i huset udover Manda og ham selv. Hvor var Mandas familie mon? døde? eller er han bare flyttet hjemme fra ligesom Nico?

Han kiggede roligt på ham, han sukkede let. "Det er tydeligt at se på dig..." mumlede han stille. Han rejste sig og gik ud i køkkenet igen. Han kom tilbage efter lidt tid med en tallerken. Der var frikadeller på den, han rakte ham den. "De er ikk varme, men det er kød..." sagde han roligt. Han vidste hvordan trangen til kød blev når man var varulv. Råt, varmt eller koldt. Det betød intet, bare det var kød. Han satte sig med et bump igen og kiggede stille på ham. Han sukkede lavt, "underligt navn, men ja det er Manda." sagde han roligt. Han krøllede kroppen lidt sammen og og hvilede hovedet på sofaen. han nikkede lidt, "Ja jeg burde, men jeg vil ikk..." sagde han. "Nok er jeg træt, men jeg kan ikk lade dig alene når du ikk har været varulv før..." sagde han roligt. Han kiggede på ham. Der var mange ting der skete på første dag med en nyskabt varulv, de blev destruktive, sultne efter meget kød, kroppen ville ogs gå i smerter fordi DNA'et ændrede sig til noget unaturlig. Det var som en form for mutation, bortset fra man selv kunne styre den. Han kiggede op på Nico, "Du ved intet om varulve, så jeg ville foreslå dig at blive hos mig i noget tid. Indtil der er mere kontrol over du er varulv..."

Det var underligt, der var ikke engang gået en time og der var allerede mange ting ændret. Nico begyndte at spise frikadellerne og mærkede hvor tilfreds hans smagsløg pludselig blev. Derfor blev han ved med at spise indtil at der ikke længere var flere frikadeller tilbage "undskyld " sagde Nico da han lag mærke til at han lige havde spist 20 frikadeller uden at efterlade nogen tilbage til Manda. "jeg har hørt at varulve er meget aggressive er det sandt?" spurte Nico og lyttede til det Manda sagde, det fik han til at grine. Det var en lettene følelse at vide at man ikke var alene. Men alligevel behøvede Manda ikke at anstrenge sig selv for at holde sig vågen. "Du kan jo hvile dig lidt, jeg kan jo altid vække dig vis der sker noget " forklarede Nico. Det var jo ikke fuldmåne så han ville ikke forvandle sig, dog skete åbenbart alligevel meget med kroppen. Han havde hørt historier om folk som ikke kunne klare at få skiftet ens dna ud da kroppen havde afvist varulve giften og ende med at dø af smerter. Godt nok havde Nico ingen smerter men han en ubehagelig følelse inden i kroppen, som om at han var ved at få feber. Det skyldes nok at varulves temperatur jo var meget høje. "jeg har intet problem med at blive her i et par dage, det vil nok være det bedste " Det var en lettelse at vide at ha ikke ville være alene imens at hans krop langsomt forandrede sig, det gjorder ham mere rolig. "bor du alene? hvor er din familie henne?" spurte Nico da han havde tænkt over det i noget tid nu.

Han smilede let til ham og rystede på hovedet, "Nej det er ok... Det er ikk fordi jeg er sulten." sagde han roligt. Han kiggede stille ud i luften og sukkede lavt. Han løftede hovedet og kiggede på ham, "Det er forskelligt, der er nogle der er mere aggressive end andre." sagde han. "Som mig, jeg er ikk aggressiv, jo nogle gange. Men det er hvis der er noget galt, men ellers er jeg en rolig en..." sagde han blot og gabte lavt. Han smilede let til ham og aede ham på hovedet, "Du skal fortælle hvis der er noget du vil vide... Eller at du føler nogen former for smerter..." sagde han roligt. Han rejste sig, men faldt ned at sidde igen. Han gned sit hoved lidt og gabte lavt. "Jeg vil ikk sove, fordi du er ikk i stand til at vække mig før jeg hører dig ødelægge noget..." sagde han roligt. Han sukkede let, "Du vil nogle gange blive overtaget af din varulve del, fordi du ændrer dig jo fuldkommen. Så din varulv skal have fundet sin plads og du skal have kontrol over det... Det betyder ikk den har sin egen vilje, men det er instinkterne jeg taler om." sagde han roligt og blev siddende. Det gav et lille sæt i ham da Nico spurgte om hans familie. Han krøllede kroppen sammen. Han fik armene om sine ben og gemte hovedet ned i sine knæ. Han rystede på hovedet, "ikk... familie..." sagde han lavt. Han knyttede hænderne lidt. "Har kun mor... Men hun er på en måde ikk min rigtige mor... Bare i tidligere liv var hun..."

Nico nikkede og slog sig selv på brystkassen et par gange da han havde spist for hurtigt. *Gad vide om jeg er en af de varulve som bliver aggressive?* tænkte Nico og kunne ikke rigtig forstille sig selv voldelig og aggressiv, mest fordi at han altid holde hans vrede inden i sig selv. Det var også sjældent at han hævede stemmen, det skete kun når han var i kamp, som han var tidligere med Manda og der råbte han ikke engang særlig meget.*kontrol?* sådan et let ord at sige, men svært at mestre. Ingen varulv havde 100% kontrol over sig selv. Det var en skræmmende tanke pludselig at miste kontrol og ikke vide hvad man går og laver. En hånd blev lagt på hans hovede, den bevægede sig i en nussende bevægelse hvilke var beroligende for alle og enhver. Der var vist ikke nogen som hadet at blive nusset på hovedet. "Skal jeg nok" Enlig viste Nico ikke om han ville sige det eller ej når den tid kom. Han var ikke så meget for at fortælle andre når han var syg eller havde ondt, sådan havde han haft det siden at han var lille. Men denne gang var det jo lidt mere alvorligt, så han vidste at det ville være en god ide at fortælle når man havde ondt. Da Nico nævnte Mandas familie, kunne han mærke at han folede sig sammen for at gøre sig mindre. Han havde ingen familie men kun en mor som vist ikke var hans rigtige mor "Det gør mig ondt at høre, jeg burde ikke have spurt" forklarede Nico og lag en trøstende hånd på Manda som havde krøllet sig lidt sammen. Han fik dårlig samtidighed over at have fremkaldt nogle ubehagelige følelser inden i Manda.

Han kiggede roligt på Nico, han smilede let. "Det tror jeg ikk du bliver... Varulve er for det meste aggressive hvis der er sket dem noget..." sagde han roligt. Han strakte sig lidt og gned sin nakke, han fik den til at sige knæk en enkelt gang og bed sig let i læben. Han kiggede på ham med et stille udtryk, han sukkede let og rystede lidt på hovedet. "Det er svært at sige hvordan du kan kontrollere dig selv og din form, det er jo meget forskelligt..." sagde han opgivende. Han kiggede ned og bed sig i læben. Han hadede at tænke på sig selv, han kunne ikk kontrollere sin varulv, den havde sit eget liv. Han var en Black... Mørk, sort... Ond... Det navn passede perfekt til hans varulve halvdel. Det var også grunden til at hans ene øje var gult, fordi han havde en anden personlighed. Et andet liv. Han kiggede på Nico og rystede lidt på hovedet. "Det... Det er ok... Du kunne jo ikk vide det..." mumlede han og smilede let. Han smilede dog lidt akavet da han ikk rigtigt kunne være glad over at tænke på sin familie. Han kiggede på ham, "Men hvad med dig? Hvorfor er du blind?" spurgte han stille for at prøve at skifte emne. Han ville helst bare væk fra emnet hurtigst muligt. En familie... Han savnede sin familie, men alligevel var der en del af ham der var glad over ikk at kende til familien. Hver gang han tænkte på den følte han sig vred indeni, men han savnede at vide hvad det var. Hvilken familie havde han? En ond? En kongelig? En fattig? Rig? Der var så mange spørgsmål om hans familie. Han kunne ikk huske noget af det, men han ville heller ikk spørge hende der vidste det fordi han ikk ville have hun måske hadede at tænke på det hvis hun kunne huske det selv.

Det gav et sæt i ham da Manda svarede på det spørgsmål som Nico havde inde i hovedet. "Manda, kan du læse tanker?" spurte Nico, det var vel den eneste forklaring på hvorfor Manda lige havde nævnt de to ting som havde været inde i Nicos hoved. "Ja jeg har familie, men de bor langt væk, i længden følte jeg at jeg gik i vejen for dem så jeg flyttede alene til Di Morga sidste år " Han havde jo en okay stor familie, han havde i hver fald 2 søskende og 1 kusine samt en 1 fætter. Familien blev nærmest delt i to grupper efter ulykken med Nico. Den ene halvdel ignorerede ham, og den anden del ville ikke lade ham være, da de så ham som et såret dyr. Selvfølgelig var det ikke så slemt at hans familie tog sig af ham, men det var udmattene efterhånden. Nico kunne stadig høre at Manda var lidt trist over hans familie, måske også vred. Det var svært at høre i hans tonefald. Men så spurte Manda om Nicos øjne. Pga den grå-/hvidlige øjenfarve troede de fleste at han var 100% blind men det var han nu ikke.
"jeg er ikke 100% blind men næsten, jeg kan dog stadig se sorte skygger, som er formet som mennesker men ellers ikke noget. Jeg kan ikke se hvordan du ser ud, kun omriset af dig" forklarede Nico og holde en kort pause før at han åbnede munden igen. "Jeg blev ramt af en bil som ikke holde igen da det lyste rødt men han kørte dog videre igen uden at checke om jeg var okay, så jeg har ingen ide om hvem der var" Man kunne godt høre at Nico var frustreret på denne chauffør, men hvem ville ikke være det efter at være blevet påkørt at chaufføren som bare kørte videre??? dog kunne Nico godt forstå at Chaufføren sikkert havde været bange og ville undgå at kigge drengen han lige havde kørt ned. "man lære ikke at værdsætte noget før man mister det, " Det var ikke mange som tænkte over hvordan det ville være vis man mistede en arm eller sit syn, derfor værdsætter de fleste ikke de ting som de har.

Han kiggede på Nico og smilede lidt uskyldigt. Han nikkede let og kløede sig bag hovedet, "Altså ja... Jeg burde ikk, men jeg kan det. Jeg kan ikk huske hvorfor jeg kan, men jeg regner med en dag at finde svarene på alt om min fortid..." smilede han. Han glædede sig nu lidt over at skulle huske det hele en dag. Han hadede dog nogle gange at kunne læse tanker, han ville det ikk nogle gange. Tankerne var der bare. De kom som en vind igennem hans ører. Det var træls fordi nogen gange hadede andre ham for det, selvom det ikk var med vilje. Han kiggede lidt ned da Nico fortalte om sin familie, han sukkede let. Han vidste godt det ikk var hans egen, men det plagede ham dybt ikk at kende til sin egen familie. Han kiggede dog op og smilede til ham. "Det lyder rart..." sagde han stille. Han gned sine tindinger en smule og bed sig i læben. Han kiggede rundt fordi han syntes han hørte noget. Han trak på skuldrene og kiggede på ham. Han nikkede lidt over beskrivelsen, "Hmm... Det lyder da trist... Men jeg kan godt se hvis du er lidt vred over at man bare kørte igen..." sagde han roligt. Han gabte lavt og gned øjnene, "Men hvis det er kunne jeg godt prøve at se om jeg kunne give dig dit syn tilbage?" sagde han. Han gav det som et tilbud, det var lang tid siden han sidst havde healet en der manglede synet. Men han havde gjort det masser af gange.

Det var en lidt ubehagelig følelse at vide hvordan en person kunne læse ens dybeste tanker. Heldigvis var Nico en af de personer som ikke havde en dyb hemmelighed, han sagde jo altid sin mening og løg ikke da han ikke havde behov for at lyve. "Så, hvor gammel er du?" spurte Nico og vidste at Manda nok var omkring samme alder som Nico eller et år ældre. "Jeg tror ikke at healing vil kunne hjælpe, jeg har prøvet healing før men det hjalp ikke særlig meget, det er jo et gammelt sår derfor er det lidt sent at heale det" forklarede han, selv vis Manda prøvede ville der nok ikke ske en stor forskel. Nico havde allerede mistet håbet eller tanken om at få synet tilbage, det kunne man tydelig høre. "men du kan jo altid prøve, EFTER at du har hvilet dig, du er jo træt " sagde han med en mere sukkende stemme, vis Manda ikke fik noget søvn ville han måske falde om. Nico blev en smule svimmel, så han ville gå hen til vinduet for at få noget frisk luft. Men da han rejste sig om, gav hans ben efter og han faldt ned på gulvet i en siddende stilling "eh?" sagde Nico som var overrasket over hans ben ikke gad at lystre. Pludselig kom der en pinefuld smerte igennem Nicos hovede, så han tog hænderne op til hovedet og lod hans hovede sænke sig en smule. Det var som en skarp hyletone som ikke ville stoppe, grunden til denne smerte var nok fordi at varulve giften endelig havde fuldet sin vej til hovedet hvor den prøvede at ændre instinktet samt hvilke føde man helst vil have. Nico tænkte på hvordan Manda havde kunne holdt denne smerte ud, har har jo været igennem det samme som Nico var igennem nu og måske var det værre i Mandas tilfælde hvem ved?

Han kiggede roligt på Nico, han gabte lavt. Han sukkede lavt og rystede lidt på hovedet, "Altså jeg ved det ikk præcist, men jeg er fysisk set en på 19-20 år..." sagde han roligt. Han kiggede lidt på sin egen krop og sukkede lavt, "Og fordi jeg er bygget tror nogen jeg er ældre fordi jeg ser mere voksen ud pga det?" sagde han opgivende. Han gned sin pande lidt og bed sig i læben. Han følte sig svimmel, men han vidste ikk hvorfor. Han kiggede roligt og smilede let, "Min healing er anderledes fra det meste." sagde han roligt. "Mit healing høre sammen med elementet jord." sagde han roligt og kiggede stille på ham. Han smilede let. Han så at Nico ville rejse sig, han skulle til at få ham ned at sidde men han faldt ned. Han sukkede let, "Nåede ikk at sige det er svært at gå når man er i den proces du er i..." sagde han roligt. Han kiggede stille på ham og sukkede let. Han vidste godt det var pinefuldt, han havde været igennem det. Han havde prøvet nogen værre smerter, men han vidste godt det var en stor smerte. Han lagde blidt sin hånd på Nicos hoved. Der kom et blidt lys fra hans hånd og han begyndte at heale Nico. Smerten var det sværeste i starten som varulv. Men den forsvandt også hurtigt igen. Den længste var en time, men den der havde oplevet det gjorde selvmord pga smerten var for stor. Han mærkede sit blik blive tåget. Han havde knap energi til at holde sig vågen, så healing ville bare tage meget mere af hans resterende energi. Han faldt en smule ned men satte sig op igen. Han støttede sine hænder til gulvet og kiggede lidt tomt på Nico.