Filth of the street beware! (Batichica)

Sted :: Terres gågade.
Tid :: Hen ad eftermiddagen
omgivelser :: Der er fyldt med folk overalt, men det er de færreste der har penge, eller lyst til at købe noget, de fleste der befinder sig i gaden er tiggere og røvere der venter på at kunne overfalde nogen der ser ud til at have mere end dem selv
Vejr :: Det er bidende koldt på trods af den ellers skyfri himmel, solen står lavt på himlen i vintervejret.

Det var et sørgeligt syn, hvis ikke ligefrem deprimerende for en ærkeengel at se et sted, der så tydeligt ikke havde meget tro tilbage, eller bare menneskelighed for den sags skyld. Den stank af afføring og urin der var i luften henledte Michaels tanker på den mørke middelalder, hvor der mildest talt kunne være talt om et svineri, men dengang havde der dog været en stor forskel, de troende, der havde været så mange flere af dem at man rent faktisk kunne mærke at en kræfter var stærkere når man vandrede på jorden, men nu var det på ingen måde sådan. Et mørke var alt hvad der kunne føles i bunden af Michael, lyset syntes at brænde så svagt og dårligt i dette land at det ikke var et under at det gode var på en tilbageflugt lig den der havde været under de første dage og Lucifer's oprør i himlen. Med en bedrøvet mine vandrede Michael således ned igennem de endeløse rækker af tiggere der strakte hænderne ud mod ham i håb om at den velklædte herre kunne undvære en smugle mad, eller penge til det samme foretagende.
Michael var mildest talt ikke klædt til at befærde sig i dette område, det sorte jakkesæt, den hvide skjorte og det neutrale sorte slips, var ikke en mundering som folk var van til i byen mere, erhvervslivet var for længst blevet sendt på flugt, og kun en håndfuld butikker prydede den ellers engang så smukke gågade, og de fleste af disse lignede bordeller og strip klubber, men som om det ikke var nok var der som oftest også et lille skilt nedenunder 'butikkens' navn, der stolt kunne fortælle at indehaveren af den butik var en dæmon, vampyr eller lignende. I Michales øjne var det intet mindre end modbydeligt, men så snart 'renselsen' begyndte, ville alt dette ændre sig, alt det krævede var dog at en speciel genstand blev fundet, en genstand som en tidligere engel havde efterladt, eller nærmere mistet i sin døende ånde.
En mand greb fat i armen på Micael og hev ham brutalt ind i en gyde og satte en kniv for struben af ham, mens han med en blød og næsten neutral stemme sagde, "Du er vidst ikke for klog? At gå rundt i denne del af byen med dit tøj, er ikke en god idé, du lyser jo af penge og selvfedme!", manden sluttede af med at spytte på Michales sko, men ærkeenglen kiggede bare på manden med et medlidende blik. Den skæggede og stærkt usoignerede mand stirrede på samme måde ind i Michaels øjne, og langsomt gik han fra at være vred og på randen til at slå Michael ihjel for at røve ham, til at være ved at begynde at græde. Til sidst faldt manden da også helt sammen og lod kniven dumpe ud af hans hånd, på samme tid som han sank ned i knæ og bukkede hoved, mens tårene trillede ned af hans kinder.
Michael så på manden, med en vis distance, det var svært for ham at begribe hvad det var der foregik i et menneskes hoved, men det var da også der for at det var dem der skulle arve jorden, og ikke alle de engle, som ellers ville have været meget bedere i stand til at tage vare på sig selv og ikke mindst bekæmpe den ondskab, som det syntes at menneskene bare lod sig tryne af. Forsigtigt rakte Michale hånden ned og rørte manden på hoved, Michale kunne mærke hvordan hans energier flød igennem hånden på ham og til manden der nu var stoppet med at græde, men blot sad stille, som om han ikke helt var til stede.
Efter et ganske kort øjeblik, fjernede Michael hånden og et svagt hvidt lys spillede henover mandens hoved i et øjeblik efter, men forsvandt så bagefter. Med en gennemtrængende røst, der dog var lav nok til at andre end manden ikke ville høre det sagde Michael, "Jeg forlader dig din synd mod mig, men ikke den du har begået mod andre... gå hjem til din familie, bed dem om tilgivelse for det du har gjort for at hjælpe dem... gør en ende på det liv du fører, og start et nyt. Ransag dig selv og spørg om du kan hjælpe andre og dig selv, i stedet for det modsatte". Michaels stemme havde lydt, som en myndig, dog nærmest omfavnende og kærlig følelse for manden. En enkelt tåre faldt igen fra hans øje og han rejste sig i tavshed og forsvandt uden at skænke Michael et blik mere.
Med et suk samlede Michael kniven op og smed den i en container der stod lidt væk, manden var ikke blevet frelst, men han var blevet ledt på den rette vej, og for hver person Michael gjorde dette ved, ville der blive flere og flere der fulgte deres skæbne og ikke de kummerlige forhold de var blevet sat i af andre, der ville have det de havde kæmpet for et helt og rent liv. Michael knyttede hænderne en smugle, denne byld af ondskab, skulle blive renset, med flammer og guds mægtige hånd, om det skulle være nødvendigt.

Hvis ikke det var for vintervejret havde elver kvinden nok ikke begivet sig udenfor bare sådan som mennesker betragtede dagen, selvom hun var et levende organisme, var hun meget speciel, noget af en mystisk kvinde.
Nogen gange så man hende selvfølgelig fordi hun havde nogle ærinder, men ellers holdt hun sig stort set til de mørkeste steder hvor skyggen herskede mest. Hun fandt sig ikke som andre elvere til den hun var blevet til i dag. Hun var lige frem i skindet, en rå type der prøvede at gemme følelserne væk. Det var ikke fordi solen irriterede hende, men hun syntes være stærkest fx på dette tidspunkt. Et ligegyldigt smil dukkede op fra overfladen mens at hun begav sig ind i Terres gågader og ignorerede de fleste endeløse tiggere. Hun var bedre end dem, en af de bedste til at tigge og stjæle. Hun var hjemløs og af sådan en at være, gik hun i meget fint tøj som hun havde hugget fra butikker hist og pist.
Hun var iført en meget fin, stram kjole der bar farven sort, hendes former blev vist frem samt kavalergangen var ikke til at ligge skjul på. Hun kørte sin ene hånd i gennem sit lange sorte hår som denne gang sad lyst ned langs ryggen, mens at hun overvejede hvad hun skulle give sig til. Skulle hun stjæle noget nyt? Eller gå i gang med at snakke med tiggerne? Det eneste der gav hende klavme angående tiggerne var at de sikkert ville ligge an på hende, pga. hendes udseende. Batichica havde endnu engang skjult sine øre for verden, med sit hår. Hun var ikke altid så glad for når nogen opdagede hvad for et væsen hun var, de fleste blev skræmt af hendes specielle ører og ville derfra ikke lade kunne være med at nedstirre dem.
Derfor gemte hun dem så meget som hun kunne, og dog så var hun ligeglad når det kom til stykket, hun kunne altid få en slåskamp ud af det, hvis nogen direkte løb væk fra hende, ville hun jage dem, og pirre dem så groft til at de ville slå på hende.
,,Måske skulle jeg finde mig et job..” kom det mindre mumlende fra hende, som om at hun snakkede med sig selv, hun havde ikke rigtig nogen fremtid, andet end at hun kunne klare sig selv, hvis hun endte med at støde ind i nogle helt forkerte personer. Hun havde ikke så mange penge igen, faktisk var hun en fattiglus når det kom til stykket. Hvor skulle en tøs som hende begive sig hen? -
*Jeg kunne eventuelt starte med at blive en stripper… og få penge på den måde?...Sælge min krop?...Eller bare blive bartender* tænkte hun letter opgivende og tøvede, mens at hun fortsætte med at gå.
Af og til kunne hun godt mærke kulden mod sin hud, da hun ikke havde en frakke eller noget udover kjolen. Man kunne se noget af hendes nøgne hud. Stakkels kvinde, var der nok en del der tænkte når middelalderende personer så hende for deres åsyn.
Uden at vide hvad de skulle stille op med hende. På gaden så hun nogle tiggere i færd med at finde uskyldige offer som de kunne stjæle fra og det der var værre, torturere dem end til at de naurligt ville få deres ting, ved at bruge farlige redskaber.

Michael sukkede og rystede på hoved, mens han langsomt gik ud på gaden igen, det var intet mindre end en skam, eller nærmere en sorg for ham at folk ikke kunne se hvad der var i vejen med denne verden og ændre det, men at de konstant skulle skubbes og ledes på den rette vej, virkede ikke rigtigt. Ikke at Michael satte spørgsmålstegn, ved den almægtiges ønsker og hans guddommelige mening, med det der skulle ske i denne verden, det var bare så svært for ham, en ærkeengel at forstå, hvordan folk ikke kunne lede sig selv på dydens rette stig. Michael ænsede næsten ikke den mørke energi som nærmede sig, før det var for sent, en kvinde passerede ham og han var nær kommet til at hoste, fordi han ikke kunne trække vejret i hendes mørke tilstedeværelse.

Michael var paf, et øjeblik, inden han tog sig sammen og fulgte efter kvinden på afstand, det mørke der sprang fra hende, var intet mindre end overraskende, hvordan, kunne en elver, en af de renere væsner dog nedlade sig til at opføre sig og tænke på denne måde, dem som ellers var herrens mest oplyste væsner, dem der skulle hjælpe menneskene på samme måde som hamselv, det var sørgeligt, når de smukke væsner faldt fra ære og landede sammen med alle de andre, de burde ellers være sikret gennem deres evne til at blive ældre, samt deres evne til at forstå ting, der langt oversteg menneskene.

Michael gik nu hurtigere og nåede helt frem til elverkvinden, i menneskelige standarter, var hun vel en smuk skabning, men i hans øjne, var det som om hun havde en sygdom der skulle kureres. Michael hørte hvad hun sagde, "Måske du skulle finde den rette vej i stedet for Batichica?", Michael gik helt op foran hende og kiggede hende i øjnene med et blidt blik, "Du har vidst mistet vejen har du ikke? Jeg kan mærke hvordan vrede og mørke brænder i dig... hvad er dig sket med dig? Hvad er det der har gjort dig på denne måde", Michael var ikke van til menneskelige ting som høffelighed, ville det virke meget frembrusende, at han både kendte navnet på Batichica og den måde han bare stillede sig op og konfronterede hende midt i det hele.

Efter at hun havde gået i sine egne tanker, blev hun pludselig stoppet op af en vildt fremmed mand der stormede op foran hende, så hans blik ikke var til at undgå. Hun rynkede næsen enkelt gang og trådte et skridt tilbage, der måtte hun indrømme at hun blev en smule forskrækket.. overrasket på samme tid? En masse følelser blev lige blandet sammen. Hvad skulle hun sige til alt det nærmest ævl fyren kom med? Ævl var måske det forkerte ord at bruge i denne situation, men hun blev en smule mundlam mens at hun tænkte som en forvirret teenager.

Hun vrissede lidt, inden at hun med en elegant bevægelse lagde sit hoved på skrå, så det ikke så, så overdrevet ud, mens at hun lod sine øjne hvile på den vildt fremmed. ,,Hvor kender du mit navn fra?" kom det fra hende til at starte med, som et stort spørgsmålstegn, blev kun forvirringen større. Hvordan kunne han vide hendes navn? De havde aldrig mødt hinanden og dermed ikke ført en samtale før, overhovedet? Hun bed sig en anelse hårdt i underlæben, dog uden at der kom et lille sår. Hun tænkte sig lidt om, kunne han være en engel, med enorme kræfter? Hun vidste ikke noget, og hun ville sikkert med tiden under mødet få nogle svar. ,,Der er ikke sket noget.." sagde Batichica så med en rolig undertone, mens at hun selv prøvede at slappe lidt mere af i kroppen, da hun ikke havde regnet med at støde ind i en person på denne måde.
Et af de første gange, hvor hun blev ret imponeret af en anden person, hvis det ord kunne bruges i den sætning af den følelse hun havde.

Hun tog så modet til sig og efterhånden kunne hun mærke den rå type overtage igen, og et ligegyldig smil dukkede frem på hendes læber, inden at hun trådte hen til ham, så tæt at deres overkroppe knap nok lige rørte ved hinanden ,,Og det kommer ikke dig ved.. min herre.." hviskede hun mod hans øre, mens at hun havde placeret en hånd på hans skulder, hun kiggede ind i hans øjne med et koldt blik, men alligevel også afventende.

Michael kiggede indgående i øjnene på elveren, det var tydeligt hun ikke anede hvem han var og det var måske også det bedste indtil videre, hun havde trod alt ikke brug for at vide mere om han end godt var, ikke før han var sikker på om han kunne ændre hende til noget der var bedere end det hun var ligenu, for sådan som hun skødesløst lod mørk og dårlig energi trænge ind i hende, var det tydeligt at det nok ikke var det bedste at hun vidste meget mere om ham, end hans navn.

For ham var det tydeligt, at han havde overrasket hende, og måske enda gjort stort indtryk på hende allerede, hvilket kun kunne betegnes som en meget positiv ting, for hvis han bare kunne få hende til at forstå en smugle af det han sagde til hende, var det en succes. Michael smilede hjertevarmt til hende og lod de rolige og omfavnende blå øjne møde hendes igen, "Det undre mig du ikke kan huske mig, menneskene er en anden sag, men en elver, burde være i stand til at kunne huske mig, selv fra fødsel... Men mit navn, er underordnet, det er dig der er centret for vores sammentale". Michaels smil lyste en smugle mere op i takt med at han snakkede til hende, men der forsvandt en smugle igen da Batichica benægtede at der var noget i vejen, "Du skal ikke lyve for mig elverbarn... ingen af din race er skabt på denne måde, hvad har ledt dig til at betræde en sti som ikke er din, ikke engang et menneskes?".

Michael fik et uimponeret blik, da hun tog fat i ham og næsten pressede sig ind til ham. På samme måde som hun rørte ved ham, lagde han nu en hånd på hendes bare skulder. Hun ville med det samme kunne føle energi løbe fra hånden og over i hende, det ville føles som om der ikke var noget ond i verden, og alle de gladeste minder i hendes liv ville blive kaldt frem for hendes indre blik, "Jeg ved du ikke er på den rette stig, se for digselv, at du ikke er på den rette stig".