Flagstænger i krig ♪ Musical

Fjenden åbnede ild langs frontlinjen for sidste gang, i det Liam satte sig ned på den kolde jord i skyttegraven. Skudene kom med lange, udmattede mellemrum, og det mindede Liam om en kælling, der stønnede med de sidste kræfter, hun havde i sig. Intet ved denne ulidelige nat virkede særlig tiltalende, men nu var han i den, og der var ingen vej tilbage. Længere henne i skyttegraven kunne han lige akkurat ane en lille flok osmanniske soldater, ikke mere end fire til fem stykker, og de virkede alle for ranglede og paniske til at være fuldvoksne mænd. Deres silhuetter var tynde og vinden, der af og til krøb ned ad de mudrede sider i graven, fik dem til at vakle uroligt som et par flagstænger i stormvejr.
På den anden side af slagmarken derimod - lige godt og vel en halv kilometer fra hvor Liam havde søgt ly - befandt sig en langt større flok unge mænd. De evige skud, der af og til brød stilheden med et skarpt skrald, fik det til at virke som om, at de var i besiddelse uanede mængder af ammunition.

Liam hævede et øjenbryn. Menneskene på den anden side af krigszonen var med ét blevet så stille som selve mosen, der udgjorde grænsen mellem gold mark og halvvissen skov, og som både lugtede og så grim ud. Hvilket var nøjagtig sådan som Liam følte sig. Lugtende og grim. Han betragtede sine hænders flader, hvor skidt og snavs i løbet af kort tid havde samlet sig i spådommens sarte linjer, og hans fremtid virkede pludselig mere dunkel og langt mindre imødekommende.
Det var med den samme klikkende lyd, som når en dør blev låst, at et mellemlangt metalrør blev peget i Liams retning et sted længere fremme i den snævre skyttegrav, og et par ophidsede stemmer begyndte at skændes. Imens tøserne knævrede rettede Liam sig ud i fuld størrelse - hvilket nok var en størrelse small eller ekstra small - og med en glidende bevægelse trådte han nærmere den lille flok.
"Ts...ts...ts..." smiskede han og slog små klik med tungen, der kort tid efter kunne glide ind i rytmen af skud, som slog ind mod Liams hud, mod skyttegravens ujævne sider, mod myggene i sværmen over mosen, mod skovbrynets tudbrølende træer og mod nattehimlen, der strakte sig over dem.

Liam hævede et øjebryn. Han kunne sagtens mærke smerten fra de flyvende kugler, selvfølgelig kunne han det, men med over tusind år på denne klode, føltes det mere som fjerne stik, omtrent som skete det i en helt anden tidsregning. Et sted ude i fremtiden, for det var som om, at den egentlige smerte - det oprindelige, henseende formål med døden til følge - aldrig rigtig nåede frem til Liams hjerne og eksploderede i en eskalation af brøl og jamren fra nerveceller og stemmebånd.
Energien fra skudene havde tvunget ham et par skridt tilbage, men han blev alligevel stående, og det lod til at undre de osmanniske styrker, der så småt løb tør for ammunition og bare lod metalrørene dirre i luften, afventende på Liams næste træk. Men vampyren foretog sig intet. Han stod blot og lyttede ud i mørket, for bag skudenes stadig døende ekkoer og summen fra insekter kunne man ane lyde af nogens tilstedeværelse. Tunge støvler, der hastede over terrænet, tunge åndedræt, der blev slynget ud i natten som knytnæveslag, tunge serbiske mænd, der bevægede sig i deres retning. Hele situationen havde forvandlet sig til et besynderligt trekantsdrama, hvor Liam stod med skylden for eksplosionen. Han havde fristet de osmanniske soldater, lokket dem - også selv om serberne var lige om hjørnet - og han havde omhyggeligt sørget for at få smidt sit tøj og spredt sin duft over området, så der ingen tvivl ville være, når Serbien trådte ind ad døren og så sin ægtefælde i armene på vampyren. Ts ts ts. Det ville skabe en dødelig skilsmisse uden lige.
Sårene i hans krop helede sig. De steder, hvor hullet ikke banede hele vejen gennem hans krop, omsluttede huden blot kuglen på grådig vis, hvilket vækkede en del ubehag hos Liam, da den nye masse fra metallet vægtede som sten i hans lyske. Han tænkte, at det måtte være karma, som vendte sig mod ham, men for nu måtte han altså lige overkomme den ekstra belastning, indtil han fik lidt tid for sig selv til at få det ordnet.
Efter et stykke tid var serberne kommet så tæt på, at en af de yngste i gruppen pegede alarmerende i deres retning. Med ét blev Liam efterladt i skyttegraven som en klat ligegyldig tåge, tyrkerne rettede sine våben mod serberne og Liam følte sig ærlig talt en smule glemt - hvad var det dog også for noget? Der kunne næsten blive brug for en sang (HAHAHAH THIS IS FUCKING HILARIOUS!) Det løb som en iling over stedet - besynderlige skrål fra en guitar, der nærmest blev båret gennem luften.
♪You say you want a revolution
Well, you know
We all want to change the world♪ sang Liam og bevægede sig nærmere hele optrinnet.