Come and play ~Mr. Whicky::privat~

Natten havde efterhånden taget overånd og lokket diverse nattevæsner udenfor, hvilket gjorde gaderne mere usikre end de var når der var sollys. Lyden af skrig der faldt stille hen fyldte de tomme gader, skylden i dette var vampyrer og andre blodglade monstre, som nogle jo ville kalde dem, men de gjorde jo bare som alle andre, prøvede på at overleve i denne udulige verden, denne forfærdelige By, hvor der nu var en inversion. Nogle deltog glædeligt, nogle hjælp den nuværende konge, andre ham som ville have sin trone tilbage og så var der dem der var fuldkommen ligeglade og stadig gjorde som de selv ville, ikke indfandt sig under disse åndssvage regler der var kommet over det hele. En af dem var en ung kvinde med lang, mørkebrunt hår og en sort påklædning, hvor hun skulle hen havde hun ingen idé om selv, hun gik bare, tog der hen hvor hendes ben førte hende. Denne aften så det ud til hun ville ende ved legepladsen, hvilket ikke gjorde hende noget, det var her hun legede den gang hun var barn, ikke var vampyr og mest af alt, da hun ikke var tvunget ind i slaveriet, men det blev ændret da hun blev 20 år...

Et svagt smil kom frem på hendes læber da hun lod sine fødder betræde græsset på legepladsen, ikke en sjæl nogle steder, hvilket passede hende udemærket. Hun havde sådan trang til at være alene og nu havde hun endelig muligheden for det. Hun så over på gyngestativet og smilte kort " så mødes vi igen..." lød det fra hende med et lettere trist smil på læberne. Det var her vampyren havde overfaldet hende for godt og vel 50 år siden, hvor hun var her sammen med en veninde og hendes søn. Men det var alt sammen så længe siden. Hun gik over mod gyngerne og så sig kort over skulderen, da hun følte sig overvåget " Hvis der er andre end mig her.. Så kom frem.." sagde hun med en lettere truende stemme idet hun atter så på gyngen og bed sig kort i underlæben, inden hendes hånd gled op på hendes hals og gled over de 2 mærker hun havde på hendes hals fra dengang hun blev bidt

Han gik på asfalten, der snart bød på sand og grus. Skridt efter skridt, syntes han at følge friskere spor af jord. Manden var tavs, for han lod vinden tale med sin brusende hvislen. Der var ingen grund til at forstyrre naturens tale, slet ikke, når et andet individ syntes at fylde hans nysgerrighed så meget mere. Hans krop var lang og på flere måder feminin, syntes at svinge fra side til side, i en drilsk vuggen. Selv halsen gyngede, havde en lettere uhyggelig tendens til at knække, når knoglerne stødte blidt sammen, eller blev strukket ud. Hans ansigt afslørede ingen form for følelsespræg, for en hvid maske med lange lodrette ører, der syntes at stikke ud af masken, spærrede enhver fremmedes indblik. Men dette var ikke ment som et forsvar. Han nød bare at kunne drille de temperamentsfulde sjæle, der ikke kunne bære kanin-mandens klukken af fryd.
Kvinden, der havde gjort sig offer for hans interesse, standsede. Han tiltede hovedet til den højre side af hans egen perspektiv, og masken stirrede udtryksløst på hende. Hun var gået ind i en verden af dvaler, tænkte måske på et minde, inden at han bemærkede hvordan hendes fingre strejfede halsens hud. Såvist, havde denne mulige drømmen noget at gøre med lige præcis dét spot. En nyttig information, han muligvis kunne udnytte senere, hvis tiden og interessen sagde god for det. De to eneste punkter på hans hvid-sort beklædte krop, der ikke lå tildækket af en eller anden form for stof eller støbning, var hænderne, der frit syntes at gnide hinandens flader sammen. Skabe lidt varme, som modsætning til aftenens kulde. De tynde ben klæbede sig nærmest sammen, med bukserne som mellemrum, og prøvede at dæmpe den stigende gåsehud på hans krop.

Tilbage til virkeligheden, og kvinden, røg han med et bump, da dette hunkøns individ syntes at hvæse og snerre angstfuldt. Eller måske var det bare i hendes natur, at afskrække enhver form for liv, der skulle forstyrre hendes mærkværdige aftentur. Hænderne gjorde, hvad hans ansigt ikke kunne. De gjorde omverdenen klar over, at han frydede sig over kvindens reaktion på mandens tilstedeværelse.
De klappede af hende. Kun hende.

"Jeg står 4 meter bag dig, min kære lille miss Sunshine. Utroligt, at du opdagede mig, miss Sunshine"

Hvis ikke hun overhørte ham, ville disse ord påvirke hendes følelser. I al fald, starte på at friste hendes nerver, få hende til at betænke om han hånede hende. Det var nu engang den evne, han besad.
At vække andres temperamentsfulde side.

Som et kærtegn fik hun opfanget duften af et væsen, hankøn eller hunkøn vidste hun ikke, men racen, der var ingen tvivl fra hendes side af, dette væsen der var dum nok til at lade sine fødder betræde det samme græs som hende, var en aspara. Hun mærkede hvordan denne fremmede nærmede sig, hvilket frembragte et koldt og skævt smil på hendes blege, fyldige og rosa læber. Hun hørte lyden af hænder der slog mod hinanden, i en hånlig klappen og stemmen, afslørede at væsnet var et hankønsvæsen. Hans ord var hånlige, uden tvivl om hun kunne høre det, men hun var ligeglad, mange havde irriteret hende, men denne aspara, det væsen hun tømte for blod normalt, ramte noget i hende, som fik hende til at føle sig uduelig.

" Jamen kære dog.. Jeg tror ikke rigtigt du ved hvilket væsen du snakker til"

Det var som om hendes stemme dirrede, men det var ikke fordi hun frøs, det var takke været det han sagde Sunshine, det var ordet der havde fået hende til at dirre i stemmen. Hun vendte sig om mod denne fremmede og så på ham, hans maske fik hende til at træde nogle skridt bag ud, den skræmte hende på en underlig måde.

Uden tvivl, havde han endnu engang formået at fremkalde et ubehageligt punkt, på et andet væsens følsomme punkter. Den lille miss Sunshine havde sat det defensive forsvar op, han stoppede med at klappe, og lod igen hændernes fingre folde sig kærsomt om paraplyen, der på en magisk måde havde vugget på den ene af hans skuldre. Den var ikke faldet ned. Masken forhindrede kanin-manden i at smile, mest pågrund af hendes skridt, der tydeligvis var præget af flugt-instinkt.

"Du behøver skam ikke være bange for mig, miss Sunshine. Du er jo ikke et menneske. Og du er helt sikkert ikke uskyldig"

Hans ene finger pegede på hende, men igen lod masken hans sande intention være ukendt. Den kunne både være anklagende. Vejvisende, som om hun bare bør flygte med det samme. Eller også, så var den der bare, uden en rigtig mening til det. Han nød ligefrem hendes følelse af svaghed, for denne aften, havde han virkelig lyst til at snakke sig frem til vreden.
Hendes vrede.

"Jeg er jo bare en kanin, ikke sandt? Et offerdyr, der skal føde din mavesæk.. Ikke sandt?"

((Undskyld kortheden! n__n))

Hun så på ham og blottede sine tænder af ham, han var en af de få der kunne få hende til at føle sig uduelig, ubrugelig og så vred som aldrig før. En hånd gled gennem sit lange mørkebrune hår idet hun gik over mod ham med et vredt blik, som kunne skyde lyn.

" Du ved intet om mig.. Slet intet"

Hendes stemme var irriteret, hvilket også var tydeligt at se på hendes kropssprog. Hun bed sig kort i læben og mærkede hvordan hadet inden i hende bare voksede til denne fremmede. Da han lod sin finger pege på hende så hun kort over sin skulder, da hun troede der var noget bag hende, men fandt hurtigt ud af det var hende han pegede på.

"Hvis der er noget jeg ikke kan klare er det dyreblod.. Jeg skal have den ægte vare og du er i vejen for mig.. Så hvis du ikke fjerner dig sætter jeg mine tænder ind i halsen på dig"

Han rykkede ikke sine ben, vuggede kun svagt den svansede krop, og lod til at, dog med masken som skjule-element, stirre på kvindens bevægelser fremad. Det var herligt, hvordan en kvinde som hende, kunne blive så arrig af så få handlinger. De var ikke engang bekendte, og hendes nerver var allerede flossede af vrede. Ja. Dette var nok noget af det sjoveste, han skulle få lov til at bevidne, med sine egne, skjulte øjne.
Hans arm strakte sig, den der holdt fast på den mærkværdige paraply, imens at håndledet begyndte at vugge op og ned. Den anden hånd var næsten også strukket, men den gik god opad, idet hånden lavede et par cirkler om sig selv. Han lignede en, der skulle til at forklare, og derfor nåede han med en enkelt finger, at åbne paraply'en med et overraskende bask.

"Miss Sunshine. Jeg forstår din trussel ganske udemærket, men at du håber på en flugt fra min side af, er dog lidt af en dumdristighed. Syntes du ikke?"

Mere provokerende, kunne han næppe have fremstillet sit spørgsmål. Men det var også meningen, med hans 'forklarende' stilling af arme og vrikkende hænder.

Hendes indre var var at koge over, den provokerende tone, de provokerende ord, som bare gav hende lyst til at flænse denne fremmede i tusind stykker, men hun kunne jo egentlig ikke tillade sig det, hun kendte ham jo ikke, men en ting var sikkert, hun var allerede træt af ham.

" Stop med at kalde mig det.. Jeg.. Jeg"

Hendes stemme knækkede over de ord Miss Sunshine, det var som om hun havde fået boret en pæl gennem hjertet, smerten over de ord gjorde ondt inden i, minderne fra dengang hun var menneske og kunne gå ude i solens lys, hvilket var ødelagt nu. Hun tog nogle skridt tættere på ham og stoppede først da hun stod helt op af ham.

" Pas på med hvad du siger kanin.. Jeg kan til hver en tid bore mine tænder ind i halsen på dig, tømme dig for blod og bare lade dit lig ligge her og rådne op"

hendes stemme var rolig, men alligevel så alvorlig. Hun pressede sin krop op af ham som en kælen kat, op af dens ejers ben, hendes ene hånd gled op på siden af denne fremmedes ansigt og derefter lod hun den glide ned omkring hans nakke og lænede sit hoved ned mod hans hals

" Jeg gør dig ikke noget"

Hendes stemme var intens og rolig da hun hviskede det til ham og lod et blidt smil komme frem på hendes blege læber

Jorden klynkede, da han sænkede paraplyen og lod dens spids bore sig ned i dets kød af hårdt mudder. Begge hans hænder klemte sig om det buede skaft, og masken forhindrede dog ikke ansigtet i at være i den retning, så man kunne se at han beskuede kvindens fremadgående skridt. De var selvsikre, men han forstod kun at se en interessant mulighed i hendes pludselig kølighed, overfor de ellers så kritiske ord han kunne fremføre, med så grusom en hensigt, at folk kunne betvivle hans races uskyldighed.
Han nikkede, og hvis ikke masken endnu engang formåede at sløre hans udtryk, ville det være den sædvanlige optimisme. Kvinden stod rent faktisk og gned sig op af ham, med tydelige seksuelle toner, hvilket fremkaldte et lettere frastød hos ham. Det her var alt andet end den arrigskab han søgte! Hun var jo.. Tam! En smuk, tam og aldeles ufarlig kvinde, der pludselig ønskede kærligt selskab fra kanin-manden, der så skønheden i alt gustenhed. Han klemte lidt til om skaftet, syntes næsten at løfte det fra jordens indre, men noget stoppede ham. Bare en lille strejf, af en tanke, der fik smilet til at brede sig bag plastikmasken. Han lod hende gøre disse ufatteligt utiltalende ting, imens at fingrene tappede imod hinanden, af bar spænding.

"Miss Sunshine dog. At gøre sådan noget..."

Han måtte kort synke en klump, for modstridigheden var gået en smule over hans ellers så friske talebånd.

"... Frækt noget, det må jeg sige, overrasker mig en del. De er vist en rigtig vildkat, hm?"

Mr. Whicky løftede den højre hånd, og med tre finger fangede han blidt hendes hage, syntes at tilte og sætte den opad, så hun kunne se direkte på kanin-masken, uden nogen form for følelse malet. Men, hun ville dog kunne ane den kærlige, da falske, venlighed, der strømmede fra fingrenes varme nerver.
Han lænede sig frem, og det syntes næsten at ligne, at masken ville flyve væk af sig selv. Men stoppet, det blev der, da der var en enkelt centimeter fra hendes ansigt.
For første gang, syntes masken at smile.

"Men desværre, så finder jeg ingen interesse i den slags adfærd."

Hun så på ham med et kort smil, det var ikke fordi hun ville have ham til at tro hun var en af disse kvinder der var nemme at tæmme, nemme at forføre og blive ledt ud i et spil af følelser, sådan var hun kun hvis det var en mand der virkelig kunne kontrollere hende og være dominerende overfor hende, ellers havde hun normalt ingen respekt for dem.

" Jamen, hvem siger jeg har intentioner om at forføre sådan en som din race? En aspara i sin bedste alder fortjener noget bedre"

Hendes stemme var irriteret igen over hans ord, men hun gjorde ikke noget ved det, hun blev bare stående og mærkede hadet stige og stige, men hun ville prøve at kontrollere det, men det var så svært i hans nærvær når han blev ved med at kalde hende Miss Sunshine

" Det ufatteligt du stadig ikke forstår det.. Hvor vover du overhovedet at nævne solen over for mig.. DU ved ikke hvad jeg har været i gennem din stupide aspara"

Hendes stemme var atter blevet vred og irriteret som den var før og det gjorde det ikke ligefrem bedre da han lod tre af sine fingre glide ind under hendes hage og løftede hendes hoved så hun kunne se på kanin masken. Hun havde længe undret sig over hvad der gemte sig under den, men hun gom sikkert aldrig til at se det, men hun var også fuldkommen ligeglad. Hun trak sit hoved til sig og tog nogle skridt bag ud for at komme væk fra ham,

" Er der nogle der har sagt jeg ligger an på dig? flirter med dig? Nej vel?"

Hun hævede det ene øjenbryn inden hun lod en hånd glide gennem sit lange brune hår