Luftbåren ~ Åbent Emne

Dato: 5. December 2011.
Tid: Klokken 23:00.
Sted: En snusket café i lufthavnen.
Omgivelser: Få mennesker.
Vejr: Gråt, trøstesløst og forudsigeligt.

~

Et fly brølede et sted i det fjerne og overdøvede lyden af Ophelias slæbende skridt på det hårde, matgrå linoleumsgulv. Underlagets trøstesløse farve matchede både himlen og englens ansigt, som en gang havde været så fuldt af glød men nu kun havde omtrent samme udstråling som en bunke snavsetøj i det støvede hjørne af vaskerummet, hvor ingen kom længere.
Hun rynkede delikat på næsen ad den grumsede, skummende kop stempelkaffe, som hun allerede fortrød, at hun havde bestilt, og rettede de blege øjne ud af lufthavnscaféens fedtede vindue, som overskuede de mange landingsbaner. De store flyvemaskiner, lettende og landende i en konstant strøm, forekom hende så rædsomt klodsede og ubehagelige, for ikke at sige direkte frygtindgydende.
Hun havde aldrig i sit liv været nødsaget til at fæste sin lid til sådanne luftbårne metalskrog, som hun udmærket vidste, at hun kunne overhale i en yndefuld luftballet næsten uden at prøve. Eller, sådan havde det i hvert fald forholdt sig førhen. Englen udstødte et hæst hulk og sukkede på russisk: ,,Mne pohui".

Penelope gik rundt blandt de mange dufte i den lille parfumebutik, der var utroligt mange sanseindtryk og hendes skarpe næse opfangede dem kritisk. Hvis hun fangede en duft hun kunne lide, ville hun gå direkte mod flasken der indeholdte den delikate væske.
Bag hende gik den høje, blonde vampyr Adrian. Hun forstod ikke hvorfor han gik bag hende, men måske Liam havde bedt ham holde øje med hende? Typisk.
Men hendes tanker blev dog hurtigt brudt af en ganske særlig duft.
Der var en duft som skillede sig ud i forhold til de andre. Den var krydret og samtidig let, meget enkel.
Duftnoter af vanilje gik fint i spænd med noget friskt og blomsteragtigt. Det tog hende ikke lang tid at lokalisere den lille flaske med den forførende duft.
Flasken var utroligt enkel, der var kun formet et enkelt ukendt logo ind i glasset på forsiden og toppen var kun en enkelt lille kugle, som udgjorde låget.
Pen tog en indpakket parfume ned og læste kort på den, inden hun så tog to mere og gik mod kassen. Hun købte gerne flere flasker parfume når hun endelig fandt en hun kunne lide. Det var så sjældent hun fandt noget hun kunne holde ud. Men den her kunne hun faktisk godt lide.
Den blonde ekspedient gik i hælene på en anden kunde, da Penelope stillede sig hen ved kassen. Det tog ekspedienten et minut før end at hun opdagede en kunde der godt ville købe. Hun skyndte sig sådan hen mod det lille bord og det antikke kasseapparat, at hendes blonde hestehale dansede på hendes ryg.
Et køligt smil gled over Pennys læber og hun fik betalt for sin parfumer og fik dem fint pakket ind og forseglet, så de ville komme igennem security senere.
Derefter gik hun ud af butikken og spottede hurtigt Liam og en engel. Men hun gad ikke afbryde dem, så hellere gå alle butikkerne igennem og så vende tilbage til dem.
Hendes hår var flettet og hang ned over den ene skulder, hvor en skulderstrop til en blodrød taske hang. Tasken var en del af hendes kuffert sæt der bestod af 3 kufferter og så tasken. Alle blodrøde.
Hun bar et par sorte jeans der var smøget op ved benet og så en løs tank top i hvid. Tank toppen havde et sort tryk og var stukket delvist ned i de semihøjtaljede jeans. På fødderne havde hun et par sorte Doc Martens støvler, den klassiske lædermodel med 8 huller. Under sin ene arm havde hun en simpel hættetrøje som gik for at være hendes overtøj.

Ophelias smalle læber vibrerede svagt, da en næsten lidt for velkendt stemme smøg sig gennem den glatte, alabasterfarvede øregang. Hun spændte omgående i hele kroppen, en ren og skær refleks, altimens en overflod af billeder flakkede gennem hendes hukommelse med lysets hastighed. Liams behårede arme om hendes krop, en kroejers blod smurt ud over et beskidt flisegulv, et rustent gyngestativ på en lejeplads, følelsen af et par skarpe tænder som gennemborede papirtynd hud, et glas fuld af Bloody Mary fungerende som en dårlig vittighed. Englen rystede sårbart på hovedet og krummede sig sammen i en beskyttende gestus ind over bordet, altimens de opalblå øjne stillede skarp på en løs guldtråd i hendes smukt vævede silkegevandter, der, hvor stoffet spændtes ud over barmen.
,,Privet, gamle ven," hviskede hun med hæs stemme uden selv helt at kunne afgøre, om tonen var sarkastisk. Hun kunne heller ikke afgøre, hvorfor hun ikke bare kunne se direkte på den lille mandsling, hun tydeligt kunne både fornemme og lugte bag sig. Hun så for sig Liams mørklødede statur, klamrende sig til en kop hæslig, tyrkisk kaffe, med de mørke øjne dybt begravet i hendes hvide nakke. Ophelia mærkede og bød velkommen den gammelkendte, brændende længsel efter på en gang både at flygte hals over hoved og samtidig slynge sin krop om hans som en blodsugende igle uden intention om at slippe sit bytte nogensinde igen.
Det slog hende, at hun måske burde reagere voldsommere, end det var tilfældet. Hun havde trods alt ikke været på nært hold af vampyren, hun så brændende begærede og indædt hadede, siden dengang, han havde gjort hende hjemløs og derefter overladt hende til sig selv, men her stod han pludselig bag hende i en betongrå lufthavn af alle steder og adresserede hende på russisk. Realiteten var muligvis, at hun underbevidst havde ventet så længe på dette øjeblik, at det slet ikke kunne overraske hende mere.
Et pust af vanilje distraherede et øjeblik Ophelias ivrige tankerække, og instinktivt slog hun blikket op for at søge efter kilden til denne behagelige overraskelse. Hendes blik mødte en kvindelig vampyr med bedårende, flettet hår og fuld oppakning, men det smukke væsen lod til at holde sig på afstand, så englen tvang sig selv til tappert at blive siddende i det hårde plastiksæde. Hun trak vejret ind gennem tænderne, børstede det hvidblonde hår ud af synsfeltet og sendte så Liam et undvigende blik. ,,En rejsekammerat af dine?"

Penelope opfangede svagt at englen havde betragtet hende, men der var noget andet og mere fangende som stjal hendes opmærksomhed.
Efter at være gået forbi et par tøj- og skobutikker, uden at finde noget af interesse, faldt hendes blik på en lille dreng. Han rendte rundt helt alene og der så ikke ud til at være nogle forældre i nærheden.
Lufthavnen var jo trods alt halvtom, det var aften og antallet af rejsende fra Di Morga var minimalt. Det var ihvertfald hvad hun gik ud fra, eftersom der kun var meget få mennesker i det kedelige venterum.
Drengen var omkring 3-4 år og havde lyst hår, han så ikke ud som én der var blevet væk, men mere som en der var på opdagelse.
Langsomt gik Pen nærmere den lille dreng. Hendes svaghed for små børn havde slået ind og hun havde bare lyst til at tage det lille væsen med sig. Men Liam ville aldrig lade hende gøre det, han ville sikkert ikke forstå hvorfor.
Samtidig ville det være for stort et sats når nu de skulle afsted mod en kongres hvor der ville samle sig en større gruppe af blodsugende væsner. Alle ville på et eller andet tidspunkt længes efter frisk blod og hvad smagte mere uskyldigt end blodet fra en lille dreng?
Men hun slog tanken ud af hovedet og satte sig på hug foran den lille dreng.
"Hey du, hvad laver du dog her helt alene?" spurgte hun i et tonefald, som enhvert barn ville falde for.
Han veg lidt tilbage fra hende og så på hende med sine store, blå øjne, imens den lille hjerne arbejdede på højtryk. Kunne han stole på hende?
Men til sidst overvandt nysgerrigheden.
"Jeg leger baare.. Mor og far er...". Det var først dér at den lille dreng indså, at hans forældre ikke længere var i nærheden. En angst trækning gled over det lille ansigt og han var tæt på at græde.
Men Pen var hurtig og fik strøget ham over håret, hun ville aller helst samle ham op og putte det lille menneske ind mod sig. Lytte til hans hjerte slå og passe på ham. Men han tillod ikke dette endnu.
Drengen lod til at lade sig trøste af hendes hånd, der stadig strøg over det tynde, blonde hår. Han så ikke længere ud til at være på kanten af gråd.
"Kan du godt lide slik?“ spurgte hun og den lille dreng nikkede. Hun rejste sig og tog den lille hånd i sin.
"Så kom, vi finder noget til dig..".