Times come, and times go.

Mørket havde lagt sig endnu tættere over Di Morga. Men de blinkende vinterstjerner og den klare måne fik alligevel givet denne nat en mere hyggelig stemning. Stilheden var hverken akavet eller romantisk eller noget i den stil. Den var blot perfekt. Især for denne lille pige. Denne pige med det lange hasselnøddebrune hår der flagrede lystigt omkring hendes kønne ansigt selvom der ingen vind var. Det var som et smukt billede. Hun blev kun lyst op af de gamle lugtepæle der stod hen af skinnerne. Sneen dalede roligt omkring hendes spinkle krop men på en eller anden grund så hun ikke ud til at fryse trods kulden der omgav hende som et tæt tæppe.
Amelia havde ikke helt tid på hvor længe hun havde opholdt sig her. Det føltes ikke som længe men hun huskede ikke hvornår hun trådte udenfor døren i den træhytte hun atter havde genfundet som sit hjem. Hun nød hvordan hun bare kunne sidde uforstyrret med sine ben dinglende ud over kanten ved skinnernes afsæt. Der kørte ingen nattog her i byen til hendes held. Ellers ville hun ej kunne sidde der og hun ville heller ikke være alene som nu. De dejlige hasselnøddebrune dådyr øjne lukkede sig lidt efter lidt til øjenlåget lå hen over. Hun var træt. Ingen tvivl om det. Men hun kæmpede vel for at holde sig vågen. Her var ikke ligefrem det bedste sted at lægge sig til at sove. Hun følte hvordan hun lænede sig mere og mere til den ene side og der gik ikke lang tid inden hun følte fliserne mod sig og hun trak automatisk sine ben op til sig. For at folde sig sammen for at holde på varmen. Og for at føle sig tryg. Den hvide skjorte og den røde nederdel var passede ikke mere til årstiden. Men de tykke sorte overknee sokker varmede vel lidt hendes ben. Hendes ansigt havde fortrykket sig i et fredsfyldt udtryk og hendes åndedragt var en smule tunge. Ventede kun på at søvnen skulle overtage. Et smil sad på hendes læber og et sted var det vel tydeligt at hun nød at kunne slappe helt af.

//Har du ikke set den nye regel omkring private emner? ;)//