New times... - Charma

Sted: Trey's kælder
Omgivelser. Mørkt og stile.
Tid: 02.45
Vejr: Vindstille og stjerneklart

Klokken var snart 3 og Dylan stod foran de næsten 25 piger, han vidste ikke om beskeden han skulle bringe dem var god eller dårlig. Trey var død. Da han sagde ordene ud i rummet blev der fuldstændig stille og alle pigerne kiggede op i mod Dylan, han forklarede at det betød de alle nu var frie, kunne drage ud i verden og gøre hvad der passede dem uden at Trey havde bånd på dem. Et par af dem havde Dylan naturligvis forvandlet, og de havde naturligvis også mulighed for at rejse, da Dylan ikke var interesseret i at holde på dem.

Pigerne stod og hviskede imens nogen forsvandt ud af døren og andre roligt gik ind i mod deres værelser, Amy som Dylan havde snakket meget med gik roligt op til ham og opfavnede ham roligt, og han krammede hende igen. De to havde været venner i mange år. Amy ønskede ham god vind og han ønskede hende ligeså og hun forsvandt så også ned i mod værelset, nok for at pakke.

Dylan stod nu stille i det store balrum, helt alene og kiggede rundt. 600 år havde han tilbragt i dette rum og tanken om at det var slut var både spændende og skræmmende. Dylan havde aldrig rigtigt klaret sig selv og været sig selv, han havde altid været sammen med Trey, men på den anden side så var det også spændende at skulle på eventyr ude i den store verden. Dylan gik ned af gangen hvor han kunne høre pigerne snakke, han gik ned af sten trapperne til kælderen, de havde kun en fange tilbage, nu hvor de ikke havde kunne fange Dean havde Trey haft fundet en ung pige som pigerne havde kunne drikke af de sidste par dage. Han stoppede i døren og kiggede hen i mod hende, inden han trådte frem. Han tog bindet af hendes øjne og tapen fra hendes mund: "Du kan gå nu" sagde Dylan helt stille og næsten trist, imens han begyndte at binde hendes hænder op.

Al tids fornemmelse var forsvundet, alt smerte var lige meget, og den sande død skræmte hende ikke længere. Hun havde givet op; En mærkværdig man havde fanget hende den anden dag.. Muligvis starten af denne uge? Og nu havde hun siddet i den fugtige kælder siden. Hun kunne ikke se begrund af et gammelt stykke brunt stof; der var bundet stramt om hendes øjne. Og hun var nød til at tie begrund af den forfaldne gaffa tape. Hun havde dødbringende bid; både på ben og arme. Heldigvis var hun ikke borte endnu.

Døren gik op ind til kælderen hun var i, og det gav et sæt i hende. Hun mærkede tapen blive revet af hendes mund; og hun slugte al den luft hun kunne. Læberne var blodsprukne begrund af tapens klister. Hendes øjne svigtede lidt, da de var blevet så van til mørket bag bindet. Alligevel fik hun fundet hendes redningsmands ansigt. Hun blinkede et par gange, da hun regnede med at det ville hjælpe på synet.

"Tak.." hviskede hun undrende, og rynkede på panden. Hendes lyse hår var filtret og var blevet revet ud af hendes ellers sædvanlig fletning. Det hang løst ned over hendes ryg. Hun kiggede hurtigt op på ham igen, da han begyndte at binde hendes hænder fri. Da de var fri fra rebet gnubbede hun hendes ømme håndled, og gned sig i øjnene. Det hjalp.

Hvem var denne mystiske fyr? Og hvorfor var han kommet hende til undsætning? Da hun var blevet anbragt her, havde hun en ide om at dette var det sted hvor hun skulle lide den sande død. For død var hun jo i forvejen, hun havde blot fået en chance til. Hvilket hun også var taknemmelig for, selvom det havde sine skavanker.

Hun så spørgende på ham og spurgte så; " Hvorfor hjælper du mig?". De krystal blå øjne var matte, men de undersøgte alligevel herrens udseende nøje. For hun var i tvivl om dette var virkelighed. Eller blot en hallucination? Hun mærkede hurtigt, da hun prøvede at komme på benene, at det ville tage lidt tid om at stikke af. Da de svigtede hende noget så grusomt.

Dylan kiggede ned på hende, havde han ondt af hende? Måske... Han vidste det faktisk ikke, ikke par de sidste par år, men de sidste par hundrede år var det Trey der havde styret alt, hans samvittighed... Hans evner. Dylan havde slet ikke skulle tænke selv og han vidste derfor pludseligt slet ikke hvad han mente om ting, han mente vel bare at han ville ud og leve sit eget liv nu, væk fra pigerne og væk fra Trey, som jo desværre ikke kom tilbage. Selvom Trey var en nar, så havde han reddet Dylan's liv, og Dylan havde derfor været ham meget taknemmelig.

Da hun spurgte hvorfor han hjalp hende sagde Dylan ikke noget, bare det at tale med folk virkede underligt. Dylan sagde næsten aldrig noget, det var jo normalt Trey der havde sagt det hele imens Dylan blot havde... Ja gået efter og sagt ingenting. Det eneste tidspunkt Dylan åbnede munden på var hvis Trey spurgte ham om noget, så han var ikke helt sikker på hvordan han skulle svare hende.

"Jeg hjælper dig ikke" sagde Dylan endeligt med en rolig stemme og kiggede så på hende med de blå øjne han nu engang besad: "Det er slut" sagde han og bandt endeligt hendes hænder helt op og stod så blot og kiggede på hende, han vidste ikke hvad ben han skulle stå på, pludseligt skulle han selv tænke, beslutte ting... Gøre ting. Dylan havde aldrig gjort ting, selv... "Skal... Ehm... Skal jeg følge dig et sted hen?" spurgte han undrende, som anede han ikke helt hvad han burde gøre.

Et lettet åndedræt forlod hendes krop, hun lukkede øjnene nydende. Bare at vide dette gyselige scenarie ikke fortsatte længere. Dog slog hun hendes øjne op igen, da det ville være for mærkeligt at slappe af i dette totur kammer; som hun mente det var. "Jeg synes nu, at det var en hjælp" kommenterede hun, da han sagde at han ikke hjalp hende. Hun lo let selv under disse omstændigheder.

Hun prøvede atter igen at samle kræfterne, men hun var drænet fra energi. Alligevel havde hun nok til at komme op og stå. Hendes påklædning var yderst upassende. En kjole der var revet i småstykker, så man tydeligt kunne se hendes bare krop. Dog dækkede den stadig det mest private.

"Ja. Vil du følge mig udenfor?" spurgte hun med en fattet stemme, og hun var ikke bange længere. Angsten havde forladt hendes krop. Og hendes sande englevæsen viste sig. Hun skinnede nærmest hvidt. Sådan var det vel når en engel fik håb? eller hvad? Hun havde endnu ikke vænnet sig til hende liv efter døden. Selvom der var gået hele 4 år siden ulykken.

Den mystiske herre virkede ikke menneskelig, han virkede anderledes? Men også en anelse nervøs og forvirret? Som om han aldrig rigtig havde talt med nogen. Hvilket virkede en smule besynderligt. Hun gad godt vide hvem han var, og hvordan han vidste hun var nede i den mørke kælder. For hun syntes ikke det var ham der havde kidnappet hende ude i skoven. Det gøs i hende. Hun valgte at begynde at gå hen imod kælderens dør. Charma kunne tydeligt mærke, at det var længe siden hun havde gået. Selvom det nok kun var et par dage. Det føltes blot som længere tid. Dog kunne hun regne ud, at det ikke havde været længere tid da hun ikke var blevet meget tyndere. 2 dage uden mad og væske tabte man sig jo ikke så meget af.

"Skal vi gå?" spurgte hun og vendte blikket bagud imod ham.

Dylan vidste godt at pigen ikke anede at Dylan havde noget med denne sag at gøre, det var jo ikke ham der havde fanget hende, ikke ham der havde sat hende fast og heller iikke ham der havde været nede og tømme hendes blod. Men han havde været i bygningen igennem det hele og havde været en del af det hele, uden at hun vidste det. Dog var han heller ikke sikker på at han ville fortælle hende det, mest fordi at han ikke ville skramme hende.

Dylan nikkede da hun sagde at han kune følge hende ud, han fulgte hende igennem gangene, man kunne se hvordna pigerne stod og stirrede på hende igennem dør åbningerne, de var ved at pakke men de ville sikkert gerne have fat i den lille engel for sidste gang, dog turde de ikke når Dylan gik med hende, for var der noget som Dylan var, så var det magtfuld og hans magi var meget stærk i forhold tl mange andres, det var gså derfor Trey havde haft så stor glæde af ham.

Dylan fulgte hende op til døren: "Ehm... Jeg tror jeg hellere må blive her" sagde han og stoppede ved udgangen: "Jeg... Har ikke helt noget sted at tage til" sagde han blot, bare de få ord han her sagde var nærmest flere end han havde sagt det sidste år, for Dylan talte aldrig og man kunne derfor stadig høre spor af hans tyske accent der let lå under overfalden: "Pas på dig selv" sagde han blot uden at fortrække en mine, der var mange vampyre og varulve i skoven og hun kunne hurtig komme til skade.