To See This In These Times //Taylor//

Tid: 22.30
Sted: Kirkegården
Dato: 2 Januar.
Vejr: Frost. Skyfrit. Stjerne klart.
Omgivelser: Ingen mennesker. Gravstene osv.
Påklædning: Hvid skjorte, lang sort jakke. Mørke blå/sorte jeans. Sorte sko. Jakken er åben så man kan se skjorten under. Håret sidder som på billeder = I en løs hestehale med nogle totter som hænger løse. Om halsen har han en sølvkæde med en medaljon. På medaljonen er der indprentet et ulve hoved som hyler mod en fuld måne.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Han kom langsomt gående langs den grus-sti som smøg sig hen over kirkegården, som en askegrå slange i landskabet af alle gravstenene. Hans ånde var som en hvid tåge foran ham hver gang han åndede ud, eftersom frosten ville tage fugten fra hans åndedrag og gøre det til små is-partikler mens de svævede i luften foran ham for derefter at forsvinde uden noget spor efter sig. Hans hænder var stukket i lommerne på hans trenchcoat og han gik mest af alt bare rundt i sine egne tanker mens han så rundt på mange af de ældste gravstene der var placeret spredt som blade for vinden rundt omkring på gravpladsen.

Han fulgte grusstien lidt længere før han drejede af og trådte op på græsset. Græsset gav efter under hans vægt og knitrede let på grundt af frosten som havde frosset duggen til is. Han gik langs den næste række af store brede gravsten og kiggede på skriften af dem mens han gik forbi.. nogle af disse mennesker havde også været vampyre.. men nu var de ikke længere ligemænd i dette land.. Han sukkede irriteret og stoppede så foran en massiv gravsten som var helt hvid, som om at den først lige var blevet placeret der. Han blev stående ved denne gravsten og kiggede ned på den, datoen derpå sagde ”03.10.1743 – 09-08-1763”
Et let suk slap fra ham mens vinden fejede hen over jordens overflade, greb blidt fat i hans lange sorte hår og fik det til at sveje let i vinden sammen med hans jakke.. mens han snakkede til stenen

”Så står jeg her igen.. min kære..”

En høj spinkel skikkelse med smukke former kom gående med lette skridt hen mod kirkegården, skikkelsen var iført et par sorte stramme jeans samt et par lilla lidt slide all stars, og en brun læderjakke sad perfekt på den smukke overkrop imens et par lilla vanter dække de smukke finger samt den ene meget skarpe negl, det lidt lange røde næsten orange hår blæste let i viden imens skikkelsen gik videre og trådte ud på stien, Taylor hed skikkelsen og var ikke et normalt menneske men en ild dæmon, et iskoldt smil var placeret på hendes læber imens hendes gule næsten gyldne øje så rundt på de mange gravstene som hun passerede dog havde de ingen interesse for hende, hendes tanker kørte rundt i de normale kolde baner, hun fange ikke den fremmede lugt men gik bare vier imens hun betragte gravene.

Han hørte hende godt. men var ligeglad. Intet kunne få ham væk fra der hvor han stod nu, medmindre at han selv ville det.. han var kommet her næsten hverdag lige siden han havde fundet ud af at hun var her..

Hans mørke, stortset sorte øjne var fokuseret på skriften på den hvide gravsten. "Gone but never forgotten"

indeed.. hun var væk.. men han havde aldrig glemt.. hvordan kunne han det? et smertens udtryk trak hen over hans ansigt men passerede hurtigt og tilbage var det samme, lettere blanke udtryk som han altid bar. Han hørte nogle komme gående op af stien og et kort øjeblik fristedes han til at kigge, men han gjorde det ikke.. hvem kom også her på denne tid? udover ham selv..

Taylor stoppe efter lidt tid op ved en gravsten som var ret gammel og skriften var næsten væk, hun smilede koldt idet hun trådt ind på graven og satte sig med lethed ovenpå stenen imens hun kort kørte en hånd gennem sit hår, hun fnøs køligt da hun så lid ned på stenen"folk har glemt dig, du er intet mere"mumlede hun hånligt til stenen selvom hun ikke havde kendt personen som lo langt under jorden, hun lo koldt og løfte hovedet da luften trak en lugt med sig*vampyr hvor underholdne *tænkte hun koldt hvorefter hun så søgende rundt, hun lod blikket gilde ud over græsset og fik øje på en høj mand med sort hår*nå så der er vampyren*tænkte hun koldt og lage hovedet på skrå, hun begyndte at stirre længe og drilsk på ham imens hun blot vendte på at blive set, hun var ligeglad med at det var uhøfligt at side på folks grave, hun havde faktisk selv ødelagt en kirkegård i Rusland der hvor hun kom fra.

Han sukkede igen. Han kunne lugte væsnet som var kommet, lige så vel som dette sikkert kunne lugte og se ham.. Han inhalerede langsomt lugten og konstaterede hurtigt at det var en kvinde. Hendes krops duft og den parfume/deodorant som hun brugte gav hende væk. Endnu et vindpust kom og tog fat i hans lange hår, legede med det så det svajede i vinden og lod det derefter falde tilbage ned langs hans ryg. Da han mærkede det massive sølvspænde slå mod hans ryg rettede han sig langsomt op og vente sit hoved i en afmålt bevægelse over i retningen af hende. Hans øjne fangede hende hurtigt og han opfattede med lethed hendes holdning og hendes måde at begå sig på. Han vendte sig langsomt om så han stod med front mod hende. Han forblev stille mens han lod sit blik låse sig fast på hende.
Hun holdt øje med ham, så meget kunne han regne ud.. men hvad interesse havde hun i ham? Hendes interesse for hans tilstedeværelse forekom ham underlig… medmindre… at hun var en af de dæmoner som havde vendt sig mod sine egne og havde valgt at blive ’Jæger’ i stedet for ’Byttet’.. hvem ved? Dæmoners veje er ofte uransagelige..

Taylor betragte ham så meget af det hun nu ku se på den afstand han så fin nok ud og det fik hende med det samme til at tænke på om han måske ku være en slave for hende, ind til videre havde hun to slaver en ret lydig en og så en der ikke helt fulgte hendes kommandoer men som hun nok sku få ordnet, hun smilede koldt da han mødte hendes blik, hun sendte ham et drilsk blik hvorefter hun rejste sig op fra gravstenen og begyndte med elegante skridt at gå over mod ham"og hvad laver en vampyr som dig her?"spurgt hun køligt med en smuk stemme som havde en tydelig russisk accent som beviste at hun var fra Rusland, hun lage hovedet på skrå imens hun langsomt stoppe op og betragte ham nøje med de gule øjne som var klode men os forførende og frække samt drilske, hun var en ret smuk kvinde og hendes hår passe til hendes øjenfarve på en meget smuk måde.

Hun virkede.. omstændighederne taget i betragtning.. meget rolig. Han stod stille mens hun kom nærmere, og betragtede hende køligt med et afmålt blik. Han var ikke helt sikker på hendes intentioner.. men hvad kom det ham ved? Han hørte accenten i hendes stemme, hun havde en blød stemme, men samtidig med en undertone af noget han ikke kunne placere. Accenten klædte hendes udseende, men var dog overraskende.. der var ikke mange russere her omkring. Han ventede lidt med at svare hende, afmålte hende med blikket, vurderede og prøvede at regne hende ud. Dog til sidst åbnede han munden og besvarede hendes ord, om end ikke med et direkte svar.

”Jeg kunne spørge Dem om det samme, lille Dæmon.”

Han gav hende et kort og nærmest usynligt smil. Før han igen fik sit meget blanke og følelseskolde ansigtsudtryk på igen. hvad ville hun? Hvem var hun??

Taylor lod blikket vandre op og ned af ham imens hun vendte svar dog hvæsse hun så koldt da han vendte spørgsmålet om og rette det mod hende"hvad jeg laver, jeg laver da intet her"svarede hun køligt"hvad med dig? vampyr?"spurgt hun drilsk samt køligt og lidt lokkende, hun betragte ham nøje og nikke så let køn var han det ku hun ikke løbe fra "nå du kender personen der?"lød det så spørgende imens hun pegede på gravsten med et eller andet navn hun ikke kendte, hun trådte drilsk et skridt tætter på ham for at se hvordan han ville ragere.

Hun var ikke bange af sig. Efter hvad hun vidste om ham så kunne han lige så godt være en slavejæger eller en farlig fjende som han kunne have været en ven eller bare en neutral.. heldighvis for hende, var han bare.. lige nu.. et neutralt væsen som stod og sørgede over en han kendte.
Dog, da hun spurgte, kunne han mærke hvordan hans følelser lukkede sig sammen til en hård knude, som om at de ville beskytte det hun spurgte til. men han bevarede fatningen og nikkede kort. "Ja jeg kendte hende..." hans svar var kort og med en bestemt tone som sagde: at han ikke ville komme længere ind på det, selv hvis hun spurgte.

"Hvis De ikke laver noget her.. hvorfor er de her så, Frøken..?"
Han holdt sit toneleje på et normalt, afmålt men afslappet niveau mens han så på hende med det der kølige blik. Hun tog et skridt hen mod ham, men han blev stående.. han var ikke mere bange for hende end et barn ville være for en killing. hans facade bestod. Kølig og fattet.

"Jeg er her udelukkende på grund af personlige interesser.."