Times Chance

Brisen gled langsomt hen over jorden, hvor skræl langsomt trillede hen, over den beskidte sti, som en gang havde stået i alt sin pragt, hvor familier og venner havde løbet grinene rundt, og spillet med af verdens ting. Skrællet trillede videre, som var den på en vandring, dog sluttede dens langsomme forgang, da en kvindes slanke hænder, langsomt lukkede sig omkring det og samlede det op. Kvinden sukkede stille, og førte hendes brune lokker om bag øret, mens hun betragtede den lille klump af papir. Som var blevet krøllet sammen, og smidt uden tanke, på jorden. Hvordan mennesker kunne behandle naturen på denne måde, forstod hun ikke. Denne kvinde, denne pige ved navn Haze, var altid i det positive hjørne, i hvert fald for det meste. Men hun havde sine tider, sine tider hvor hun ikke kunne finde noget positivt at sige. Og når dette skete, blev hun tavs, stille, tyst som vinden der langsomt fik hendes brune hår til at spille rundt omkring ansigtes fine træk. Den let solbrændte hud, som havde et naturligt skær over sig. Selvom hun ikke selv ville være egoistisk, og se sig som et smuk væsen, lå det i hendes natur, at hendes smukke ydre strålede, over mange andre kvinders. Dog betød det ikke, at hendes indre, hendes personlighed var lige så smuk. Hver enkelt individ var lige så smukt som det andet, spørgsmålet var, hvordan man så på det. De smukkeste kvinder, kunne have en forfærdelig måde at opfører sig på, mens at de mest frastødende mennesker, i ens øjne, kunne have en personlighed, som en skinnende hvid hjort, der løb hen over en blomster eng, i sin smukkeste pragt, stod i flor. Et lille smil dannede sig langsomt hen over hendes fyldige læber, som havde en lys rosa rød farve, og gik langsomt videre ind i parken, mens minderne fra hendes barndom langsomt gled igennem hoved på hende. Hvordan hun havde løbet sammen med sin store bror, hygget sig, haft en god tid. Også var hun blevet tolv, dagen hvor at hun var blevet til en varulv, hvor at hun den selv samme nat, var blevet taget med vold. Første gang, hun nogen sinde havde haft en mands organ inde i hendes indre. Ja, alle havde deres historier, alle havde deres stygge, og grusomme sider af den. Dog blev mindet hurtigt skubbet til side, mens at hun tænkte på den tid, hvor hun havde levet i en lykkelig familie, med en fader, og en moder. Samt hendes to søskende, den tid, var uforglemmelig.

Solen var nu atter forsvundet, lagt til hvile under jordens skorbe for så at vågne op et nyt sted og bringe liv, lyst og ødelæggelse med sig. De lange skygger tog til, imens den skinnende orange farvede globe faldt længere og længere ned i dets dyb, bag marker og hav og forsvinde til intethed, så månen og stjernerne kunne træde frem og give de få former for lys, måske en smule trøst omkring hjertet. Men i aften var der hverken stjerner eller måne, de var forsvundet, faret vild i universets mange labyrinter der syntes at bugte sig ud til det uendelig og aldrig komme tilbage mere.
Vinden blæste mildt hen over den næsten forladte park der kun havde nogle få mennesker rundt omkring sig, sikkert vagabonder der søgte ly her for natten, med nogle syrer tønder, som de havde sat ild til; med gamle avis papirer, plastik og hvad de ellers kunne finde af ragelse til at kunne proppe ned i dem. Derefter tændte de ild til dem, så deres halvt forfrosne hænder kunne tø op, selvom det var begyndt at blive noget varmt her hen af foråret. Men alligevel havde de svært ved at holde varmen, pågrund af den manglende fedt der ikke sad på kroppen.
Gadelygterne var tændte og sendte et sløvt skær ned imod jorden, som gjorde den lettere orange skær ned imod den halv tørre jord, som ikke havde fået vand i et godt stykke tid. En knasende lyd skred hen over den ellers så 'fredelige' sti som gik igennem parken, og videre rundt i forskellige retninger ude fra, hvor bilerne kørte afsted som var ejede de jorden. Men her var der halv stille, hvis man så bortfra de fulde vagabonder der sad på bænkene, hvor de snorkede som bare fanden. En knasende lys kom til da en mand på omkring de 192cm, gik afsted, med hænderne i lommerne, på de tætsiddende skinny jeans som sad på midten af bagdelen. Godt nok var han æld gammel, men det kunne ikke ses, og han brød sig heller ikke ligefrem om at skulle afslører sin identitet lige med det samme, medmindre folk havde en speciel form for stilling, som havde ham en betydning for hans liv. Dary - som denne vampyr hed, gik afsted med lange, alligevel utrolig afslappede skridt, med en åben sort jakke der gik ham til lidt under numsen, og en hætte trøje inden under i en mørkelilla farve. Hårt var en smule langt alligevel som de fleste andres, også alligevel ikke. Øjnene var mørkeblå, lige i dette øjeblik, han havde ikke grund til at have de mørke røde farver frem lige nu, som tydeligt pegede på at han var vampyr, dog kunne man også se på hans læber, hvis man kiggede godt efter at der var to punkter hvor at huden bulede let ud, pågrund af de forblivende hugtænder som ikke kunne trækkes tilbage, en skam for ham godt nok. Men sådan var skæbenen dannet. Han sagde ganske vidst ingen ting, var faktisk rimelig tavs og slentrede afsted som var det en hver anden aften, dog uden al sin kavaleri som normalt ikke lod ham gå ud pågrund af uro, og moder sagde dit og moder sagde dat. Han skulle snart være konge, så derfor kunne alle andre opfordinger rende ham et hvis sted. Døde han i slaget var det det også måtte han hvile som en aske ukrudt på en mark.

Langsomt, satte kvinden sig på bænken, og de brune øjne, gled langsomt rundt og betragtede den forfaldne park, det sted som havde været samlingspunktet for glade familier. Hvor de var henne, i dette kaos af had, og magt. Vidste hun ikke, men hvad hun ikke forstod, var hvordan folket affandt sig at leve på denne måde, hvis hun havde haft styrken, i det hele taget nogle evner, ville hun selv havde samlet en trop og gået imod denne forfærdelige leve måde, og skabt lys over Di Morga. Men hun var hverken kriger, eller nogen god forhandler, men så igen. Hvis alle havde det på den måde, hvordan skulle man så komme videre? Måske, måske var folk bare ikke parate til at tage hånd omkring tingene, måske, var det bare tomme ord, fordi folk forventede at nu ville der snart ske noget. Oh ja, der ville ske noget snart, men hvad, det kunne hun ikke vide, det kunne hun ikke svare på. Men en ting var sikkert, tiden med mørke, og sorg. Var langt fra over. Hun sukkede stille, og legede let med en lok af sit hår, mens at hun fandt en lille slidt bog frem, og åbnede op på en side, hvis bogmærke faldt ud. En let stille brummen, gled langsomt ud af hendes mund, som hun var nød til at bøje sig hen over, og samle det lille stykke læder op, som hun brugte til at mærke, hvor hen i bogen hun var kommet til. Det var der, hans duft ramte hendes næsebor, og frygten flammede op i brystet på hende. Var der virkelig kun vampyrer på dette sted? Og ville nogen dog fortælle hende, hvorfor hun blev ved med at løbe ind i dem? Hurtigt og elegant røg hun om bag bænken, og tog en dyb indånding, skulle hun flygte? Nej, han ville bare indhente hende med det samme, hvad hun skulle gøre i dette øjeblik, var hende uklart.

Blikket var roligt, stille, og tomt, end ikke det mest livligste væsen ville kunne se nogen form for liv inden i ham, der var ingen puls ingen farve, bare dødt. Blikket gled rundt omkring sig, betragtede de skabelses vrængende ting der var omkring det, som om det foragtede det mennesket var blevet til, utrolig snusket, og kunne ikke holde styr på tingene omkring det, egoistisk, og vildt tåbeligt. De så ikke hvad de gjorde med det der ellers skulle have været så helligt, de glemte verdenen var deres, glemte alle de godheder det gav med sig. Fortabt og alene som verdenen dog var blevet, som Jorden dog var blevet behandlet. Det kunne godt være at han ikke kunne se verdenen om dagen, men det betød ikke at han ikke tænke på den forurening der lå rundt omkring på gaderne og i parkerne. Når han fik sin del over Di Morga, ville han øjeblikkeligt fjerne så meget skræld der nu end kunne være, godt nok var han ikke lige utrolig godmodig, og venlig over for folk osv. men selvom man var ond kunne man da forfanden godt have lidt orden på sin by. Han brummede stille, og lagde hovedet langsomt på skrå og kiggede lidt rundt, inden blikket lagde sig på en bænk der lå nogle 50 meter borte, blikket betragtede det længe uden at sige noget, imens han tog et enkelt snus igennem næseborerende, og fik skælnet de mange dufte og lugte der var i parken, og fandt på et split sekund ud af hvem han havde med at gøre... en aspara... men han var rolig, sagde ikke en lyd, på trods af denne races velsmagende blod... men der var dog en hage ved dennes tilflugtssted, da hun udstrålede en form for speciel aura, en blandning mellem noget truende og voldsomt ufattelig farligt.
Da han endlig kom hen til bænken og satte sig, hvormed den ene ankel blev placeret lige over knæet. "Kom frit frem.. jeg gør dig ikke noget.." sagde han, uden nogen lokkende eller form for smirgende stemme, han så ikke grund til det, ikke lige nu. Hvorfor skulle han være lokkende, når chancerne for at hun sikkert bare løb væk igen inden længe.
Blikket gled om bag bænkens ryg, som han havde placeret sine albuer på, "Blir det til noget eller hva'?" Spurgte han og betragtede den sammenkrøbede skikkelse bag bænken, han rystede lidt på hovedet og kiggede derefter frem for sig, og lod de mat røde øjne glide fra den ene ting til den anden imens han overvejede hvordan og hvorledes dette ville gå. Han kunne altid spørger om hun var en varulv da fornemmelsen af dette var rimelig stærk, alligevel overskygget af noget andet.

'Kom frit frem.. jeg gør dig ikke noget..'
Ha, troede han at hun var en idiot? En vampyr, og en aspara, også ville han ikke gøre hende noget. Virkelig, nogen burde bare lære et bedre ordforråd end det, det var fuldstændig latterligt, hun havde aldrig nogen sinde prøvet noget mere åndsvagt, end at få at vide at hun bare skulle komme frem i lyset, fordi at han ville ikke gøre hende noget. Nej, men så igen, ikke alle var ens, og måske var han bedre. Hvem prøvede hun at narre, måske var hun positiv and all, men dumdristig, det var en helt anden side af sagen, og hun var ikke kommet her ud, for at få hendes hals knækket over, for ikke at leve særlig længe. Hun havde kun været her i en uge, og hun synes at hun gerne ville leve en smugle længere. "Jeg stoler ikke på dig, så hvorfor skulle jeg vise mig selv" sagde hun med en stille og feminin stemme, mens hun langsomt rejste sig op, og trådte tilbage i skyggerne, som lagde sig hen over det kønne ansigt. Hun kunne ikke lide denne mand, der var noget over ham, som bare.. afstrakkede hende, og virkede frastødende på en eller anden måde. Måske, måske ikke.. Men hun holde sig til hendes formodninger når det kom til disse ting, så derfor holde hun sig på den sikre side. Dog flygtede hun ikke, hun så ikke nogen grund til det, når hun kunne gå ud af parken uden der ville ske hende noget, eller, sådan da. Men hvis han ville hende noget ondt, lige nu, ville han havde angrebet, og derfor også løbe efter hende. Chancen var nu taget om at blive, også se, om han faktisk havde noget ondt i sinde, eller ej.

Et svagt smil skimtes i den ene side, da hun begyndte at snakke, han kiggede lidt rundt, og derefter tilbage på hende igen, selvfølgelig gik hun ind i skyggerne, hvilket primitivt valg for en naiv sjæl. Bare surt at han kunne se i mørket, takket være hans indfødte vampyr evner. Han sagde ikke noget lige til at begynde med, og trak blot på den ene skulder, "Hvorfor så overhoved tale?" Sagde han så, og kiggede igennem mørket, og betragtede den kvindelige skikkelse, med den feminine krop og udseende, ja selv stemmen var utrolig elegant og flydende. Han sagde dog ikke mere, hun kunne gå hvis hun ville, han havde ikke noget specielt at gøre med hende alligevel, han sad her vel bare, selvom lugten af hendes blod var fristende. Alligevel var det ikke noget der fristede godt nok lige nu. Med andre ord, hun var ikke et behov han havde brug for lige nu. Senere hen ville det måske komme, men hvad pokker. Han satte sig lidt bedre tilrette, med kroppen i front mod den sti der lå foran den bænk han nu sad på.
Den krusede sti snoede sig afsted, ind imellem træerne, for at skabe lidt fryd og glæde for mennesket når solens smilende stråler kastede sig hen over parkens grønne udspring. Som nærmest brændte ind i ens øjne, alligevel ville han ikke kunne opleve denne smertende farve som brændte sig til nethinden, da hans gener havde valgt at han skulle leve som en død, gå som en død, men have en velfungerende krop der stadig kunne gå rundt og gøre dagligdags ting, eller daligdags ting for Dary var nu mere at ligge planer, udøve nye former for planer, og tage et kig over sit land for at se hvordan dets tilstand så ud. Hvor han dog savnede Spaniens muntre lys, dog syntes han godt nok at dagene var for lange, og kunne godt have haft brug for de nordlige landes dags timer, som de havde om vinteren, så han kunne flokkes rundt ude på gaden i længere tid, men sådan var verdenen ikke. Desværre for ham, alligevel lod det ikke til at irriterer ham sønderligt, da andre tanker gled på banen, og forsvandt så pludseligt som de var kommet.
Sådan endte det nu ret ofte, det der med at tanker dukkede op og forsvandt igen. Sådan skete det faktisk utrolig tit, lige som med når han ødelæggede sine egne planer ved at tænke dybere ned i dem, for så at se de mange huller. En god egenskab som han havde, dog syntes han godt at den kunne komme i sving noget hurtigere, da han nemlig ofte begyndte at fantaserer længere ud i planerne, som så blev smadret af enkelte huller der skulle findes nye propper til, så planen var glat og blank. Han tog en dyb indånding igennem munden, selvom han var fuldblods vampyr, kunne han nu godt lide at der var lidt aktivitet inde i hans krop, hvilket så ville sige, lungerne i hans tilfælde, alt andet var sådan set mere eller mindre... dødt.

Hun fnyste lidt, og blev enig med sig selv om, at dette var virkelig en af disse mænd, disse mænd der troede de kunne få alt, når de ville have det. Når det så alligevel ikke var inde for deres interesse den dag, kunne personen jo bare vente, det gjorde jo alligevel ingen forskel. Hun rystede stille på hoved, og lod fingrene glide igennem det naturlige brune hår, mens hun lukkede bogen ordenligt i, og begyndte at gå væk fra parken. Med hans ego omkring, var der virkelig ikke plads for dem begge to, og hvis hun skulle være ærlig, jo før hun kom ud af hans selskab jo bedre. Faktisk, ville ordet, som der brændte i hendes nethinde for ham være, pig. Og et eller andet sted, håbede hun i sit stille sind, at hun aldrig, aldrig nogen sinde skulle have noget med den mand at gøre, han gav hende kuldegysninger, mens at det var som om, at nogen vente hendes mave inden om og ud. Aldrig havde hun haft sådan en frastødende oplevelse hos nogen før, så måske var det også grunden, at hun ikke blev i hans selskab, prøvede at finde mere ud af ham, fordi at hun simpelhen slet ikke gad at bruge sin tid på det. Hun havde andre vampyrer at møde, andre ting at nå, ting som der var mere værdigfulde end den person siddende der på bænken, og tror at han allerede ejet stedet, som.. ja man skulle næsten tro at han var en af de vampyrer som der prøvede at overtage tronen. Alle så idiotiske, placerede allerede kronen på deres hoveder, uden at have nogen, som faktisk ville passe. Ja, det var egentlig utroligt hvor meget man hørte igennem nyhederne på så kort tid, virkelig.. denne by burde ikke hedde Di Morga, men mere Di Gosipira.. Freak show.
Med hurtige skridt nærmede hun sig udgangen fra dette guds forladte sted, mens en dyb indånding blev taget. Det ville blive godt at komme hjem, og væk fra dette sted, og mindst af ikke alt, denne stank.