In pain (Tuls)

Fox havde ondt. Meget ondt. Han kunne ikke støtte på sit ene forben og måtte humpe af sted igennem skoven. Han havde jagtet en hare, som ville have været et festmåltid, hvis han havde fanget den. Men pludseligt var hans højre forben forsvundet ned i et hul og han var væltet omkuld med et hyl, for smerten var skudt op igennem benet. Det tog ham ikke lang tid at finde ud af, at han havde brækket det, der ville være hans håndled i menneskeskikkelse.

Det var katastrofalt. Han ville ikke kunne fange bytte, han ville knapt nok kunne komme rundt, som hans ynkelige humpen lige nu var et bevis på. Det eneste han dog havde i tankerne lige nu, var at komme hjem til sin hule i sikkerhed. Han var mere end sårbar, når han ikke kunne løbe.

Det faldt ham ikke ind at skifte skikkelse til menneske. Han havde været alene ude i skoven i ræveskikkelse i to måneder. Han havde kun været i menneskeskikkelse en enkelt gang siden han var stukket af fra Abbadon og rædslerne i den store borg-agtige bygning. Og det havde kun været for at smide sin ødelagte vinterjakke i en skraldespand. Han havde ikke brug for den mere, nu var det pelsen, der var hans overtøj.
Den lange tid som ræv havde sat sine spor. Der var ikke mange tanker tilbage i hans hoved, han kørte på instinkter og de basale krav, hans krop stillede. Sult, søvn og sikkerhed. I starten havde han somme tider tænkt på, om han turde vende tilbage til menneskernes verden, men angsten efter den behandling, den rødhårede elver havde givet ham, fik ham til at blive i sin sikre hule i sin ræveskikkelse. Hans paranoia var kun vokset med tiden, og hver gang der havde været mennesker eller andre væsner, var han styrtet tilbage i hulen.

Han havde ikke selv styr på, hvor længe han havde været ude i skoven. Det eneste han havde lagt mærke til, var at foråret havde gjort sit indtog og det begyndte endda at minde lidt om sommer med mere sol, højere temperaturer og dyreunger over det hele. Det var blevet meget lettere at finde mad, både mus, egern, harer, fugleæg og hvad der nu ellers levede i skoven.
Han havde også smidt sin hvide vinterpels og var nu i sin gråbrune sommerpels.

Der var langt hjem til hans hule, han havde måtte jagte haren alt for langt. Hvert eneste skridt sendte smerter igennem ham fra benet, hvor poten dinglede ubrugeligt. Der kom en gang i mellem et svagt piv fra ham. Selvom han burde være hyperopmærksom på sine omgivelser, var han mere koncentreret om at gå og hvor ondt det gjorde. Hvorfor havde han ikke kigget sig bedre for, da han jagtede den dumme hare?

De fleste så næppe Tuls som et morgen-væsen. Han var så luddoven at det gjorde ondt, og havde ikke motivationen til at lave noget, som ikke var højst nødvendigt. Så de få, som kendte ham ville nok måbe hvis de så ham tøffe ind i skoven så tidligt, med en lille tallerken med noget morgenbrød i hånden, og et tæppe, samt en lille termokande med kaffe under armen. Men morgener var faktisk et af hans yndlingstidspunkter, især ude i skoven. Så når han kunne, tog han glædeligt ud og tilbragte sine morgener der, da det jo kun var en lille spadseretur fra Tuls' hytte. Luften var frisk, planterne var smukkest, og man havde mulighed for at få et glimt af nogle dyr, som netop var stået op, samtidig med at man kunne se de dyr, som herskede havde styret skoven om natten.

Denne morgen bar Tuls en mørkeblå t-shirt med tre hvide striber langs bunden og kanten af ærmerne, og ud over den havde han en mørkegrå cardigan på, hvor ærmerne var smøget op til albuserne, lyse bukser og et par sorte sneakers. Hans hår var sat op i en hurtig knold i nakken, hvor halvdelen af hans krøllede hår allerede var begyndt at bryde fri, og han havde som altid et guldarmbånd på sit højre håndled, der forestillede en slange, som snoede sig op ad hans håndled, med bitte små safirer som øjne, og små smaragder, som forestillede skæl. Det virkede lidt overdrevet til hans rolige stil, men det var et smykke han havde tilbage fra da han blev skabt, så han bar det altid som et lille minde, selvom han ikke var den nostalgiske type.

Tuls var i gang med at slå sig ned ved et træ, da han fik øje på en ræv. Og ikke bare en hvilken som helst ræv, en arktisk ræv. Han havde set nogle af dem, da han havde boet længere nord på, men han havde aldrig set en så langt syd på. Han rynkede lidt på panden, men kom hurtigt frem til et svar: det var ikke bare en arktisk ræv. Men som den humpede afsted, kunne han ikke lade være med at undre sig. Hvorfor skiftede den ikke bare tilbage til menneske? Det var en forpote, så det ville være lettere at bevæge sig rundt på to ben, end at humpe rundt sådan.
Overvejende pillede han et stykke rullepølse af sit morgenbrød, og satte sig på huk. Forsigtigt lavede en lav klik-lyd i ganen med sin tunge, for at få væsenets opmærksomhed, hvorefter han holdte det lille stykke kød frem, for at vise at han havde noget mad. Hvad end det her væsen var, så kørte de formentlig mere dyreskikkelse end menneske, når de ikke havde tænkt så langt, at de havde indset at de bare kunne skifte tilbage og gå hen hvor de nu end skulle være.

"Kom her ven. Jeg gør dig ikke noget" sagde han forsigtigt. Tuls sad helt stille, for ikke at forskrække væsenet, og virkede på ingen måde truende i sin fremtræden. Nej, han gjorde sig faktisk mindre ved at krybe sammen, for at vise med hele kroppen, at han ikke var en trussel overfor ræven.

Fox havde været så koncentreret om at komme hjem og hans sanser havde været så sløve på grund af smerten, at han ikke havde opdaget, at der var nogen. Godt nok et stykke væk, men det burde han havde set for lang tid siden.
Mandens kliklyd skar ind i Fox' ører og han fór sammen. Første reaktion var at løbe, men selvom hans bagben trak sig ind for at sætte af, blev han stående. Han ville ikke kunne løbe nogen steder alligevel og det var dumt at prøve. I stedet drejede han sig rundt, så han stod med fronten mod manden, krøb sammen og blottede advarende sine tænder, som for at sige, at han ville bide, hvis han fik muligheden. Trods det, så han ikke farlig ud. Der var tydelig panik i hans øjne, der en gang i mellem forlod manden for at flakke rundt for at se, om der var flere farer eller for at lede efter en måde at komme væk på.

Mandens stemme trængte ind i Fox' hoved, hvor der skete et eller andet. Han havde ikke hørt nogen snakke i de par måneder, han havde været i skoven, hvilket havde gjort det endnu lettere for Fox at glide helt ind i livet som ræv. Men nu blev hans hjerne nødt til at arbejde for at få ordene til at give mening. Det tog lidt tid, men til sidst fortod han betydningen af ordene. Selvom manden både sagde, at han ikke ville gøre ham noget og samtidigt viste det i sin kropsholdning, var Fox rædselsslagen. Hvis manden valgte at forsøge at fange ham, ville Fox være prisgivet, for han kunne ikke stikke af og han ville have svært ved at forsvare sig selv med det brækkede ben.

Det eneste hans hjerne fortalte ham, var at manden var farlig og han skulle væk. Angelies grumme behandling af ham havde måske været kort, men at være prisgivet en andens ondskab havde rystet Fox meget. Især fordi han ikke rigtigt stolede på nogen i forvejen, efter oplevelserne i sin barndom.

Selvom han var så bange, var der alligevel et eller andet, der flyttede på sig inden i ham. Venligheden i mandens stemme var som vand til en ørken og den menneskelige del af Fox, der lå begravet dybt inde, hungrede efter kontakt til andre. Han havde været alene så længe og han var egentligt meget socialt anlagt. Han var en selskabspapegøje, selvom han ikke lod nogen komme tæt på sig. Og ensomheden var hård ved ham, måske også en af grundende til, at han havde givet slip på sin menneskelige side.

Trods dette, vandt instinkterne for nu. Angst, panik og smerte var det eneste man kunne se på det lille dyr, der krøb sammen i græsset, klar til at forsvare sig trods det brækkede ben.

Tuls blev siddende hvor han var, med det lille stykke kød holdt frem, og så blot på ræven. Han kunne sagtens forstå at væsenet ikke ville stole på ham, for der var mange forfærdelige væsner, især i Di Morga. Ikke at Tuls selv var den reneste og mest uskyldige i denne verden, for det var han langt fra, men for nu var det lagt på hylden, og han havde slået sig ned for en tid. Det, og så gik hans vrede så vidt muligt ikke ud over væsner, som holdt sig i naturen, eller i hvert fald passede på den. Han ville fortryde at dræbe en alba eller Navajo langt mere end han ville fortryde at dræbe et menneske eller værre, en ild dæmon.

Han talte igen, men det var stadig lavt, for ikke at forskrække ræven yderligere. "Det er okay, tag din tid. Jeg dømmer dig ikke, for ikke at stole på mig, men du er såret, og jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du giver mig lov" Hans stemme var silkeblød, nærmest forførende, men vigtigst af alt, lød han tålmodig, og imødekommende. Tuls var ikke en engel, langt fra, men han var tålmodig i modsætning til så mange andre djævle, og satte en dyd i ikke at hoppe ud i noget uden at have gennemtænkt situationen.
"Vi tager det hele i dit tempo, og hvis du vil, må du gerne gå igen, og tænke over det. Jeg kommer herud ret ofte om morgenen, så du kan altid skifte mening" tilføjede han så efter lidt tids overvejen. Lige nu var det vel bare om at overvinde rævens tillid, hvor lang tid det så end ville tage. Var det unaturligt for en djævel at ville hjælpe andre? Ja, det var det. Men Tuls så det som sin egen fordel, da væsner som denne ræv var hvad der holdt skoven i live, så hvis lidt hjælp her og der kunne holde det hele kørende, så var det hvad han gjorde.

Fox blev sammenkrøbet hvor han var for nu. Han havde ikke en gang kigget på det stykke kød, som manden sad med, hele hans fokus var på ham. Et menneskeligt væsen. Skrækken fik Fox til at trække vejret hurtigt og det var lige før, at den lille krop begyndte at ryste. Han havde stadig blottet sine tænder.

Dog kunne man se usikkerheden begynde at brede sig, da Tuls blev ved med at snakke til ham. Hans stemme var så beroligende og tillidsvækkende, at den trængte igennem hos Fox. Han opfattede ordene, forstod, hvad de betød og han begyndte at knytte tanker på dem. Hjælp. Manden tilbød sin hjælp. Fox' blik flakkede usikkert, men det næste han fik fat i var, at manden sagde, at han kunne gå, hvis han ville. Han tøvede. Der var noget i ham, der skreg efter at lade manden hjælpe sig. Noget der hungrede efter venlig kontakt med et andet væsen. Den grimme følelse af ensomhed, der en gang i mellem overfaldt ham, væltede ind over ham. Men angsten var for stor, forstærket af smerten fra det brækkede ben.

Så selvom han var fyldt med modstridende følelser, begyndte han langsomt at bevæge på sig. Forsigtigt begyndte han at humpe væk med alle sanser vendt mod manden.
Da der ikke skete noget, satte han farten en smule op og humpede så hurtigt han kunne hjem til sin hule, der lå et stykke derfra. Her skyndte han at kravle ned til det hulrum han sov i og forsigtigt rulle sig sammen uden at røre for meget ved poten. En gang i mellem kom der et piv fra ham, når han rørte lidt på sig.

Mandens ord blev ved med at røre sig i ham og det var som om, at Fox langsomt vågnede op fra den søvn, hans menneskelige jeg havde været i. Smerterne og den forfærdelige situation han var i, begyndte at trænge igennem ræven og det begyndte at vælte rundt i hovedet af ham med tanker, billeder og minder. Han krøb sammen og forsøgte at skubbe det hele væk, han havde ikke lyst til at vågne op igen.

Tuls blev siddende, stadig helt stille og bevægede sig knapt nok mens væsenet tog sin beslutning, eller i hvert fald prøvede på. Nok var personen en ræv lige nu, men Tuls kunne alligevel godt fornemme den tøven, som lå over dem, og ventede derfor tålmodigt. Der var ingen grund til at stresse situationen, når det var en såret person han havde at gøre med, som måske var mere dyrisk end menneskelig. Det eneste der så ville ske, var at ræven løb - eller i hvert fald prøvede at løbe - væk fra ham, fordi at personen bag blev forskrækket.

Dog følte Tuls hverken skuffelse eller irritation, da ræven begyndte at humpe væk, formentlig mod sit eget hjem, så de kunne hele der i stedet. Selvfølgelig var der den svage bekymring, som han altid fik med væsner som boede i skoven, men han vidste også at naturen ville gå sin gang. Hvis ræven var stærk nok til at leve, jamen så var ræven værdig nok til at blive boende. Hvis ikke, blev den ædt af andre dyr. Men det betød ikke, at han ikke ville hjælpe de skov væsner, som ville have hjælp fra ham. Der var lidt en alsidig respekt at finde der, som han ikke havde for så mange andre væsner.
Først da ræven var ude af syne, og Tuls heller ikke kunne høre den, bevægede han sig igen, og gav sig til at spise sin morgenmad og drikke noget kaffe. Han ville snart skulle afsted på arbejde, og den her lille episode med ræven havde alligevel taget en god sjat tid ud af hans morgenrutine, så han fik hurtigt spist færdigt - eller så hurtigt Tuls nu en gang gad at spise - inden han pakkede sammen og tøffede tilbage til sin hytte.

Mens han pakkede sig sammen og gjorde klar til at tage afsted, kunne han dog ikke lade være med at tænke på den lille ræv, og overveje om den mon ville tage imod hans tilbud. Det ville ikke overraske ham, hvis den ikke ville, men han overvejede alligevel om han burde købe nogle bandager og noget, som han kunne stabilisere poten med, med hjem i tilfælde af at den ville. Han måtte lige se, om han huskede det på vejen hjem, for nu havde han altså lidt travlt. Så i et lidt hurtigere tempo end han ellers ville, også kaldet et normalt gå-tempo blandt andre væsner, begyndte han at gå ned for at tage sin bus, med en mørkeblå messenger taske over skulderen, og mere kaffe i hånden til vejen, bare så han kunne vågne lidt mere op, og måske endda ikke behøvede tage sig en lur midt på dagen, når der ikke var nogle kunder.

Nah, han ville stadig snuppe sig en lur, det var en god ting at være udhvilet.

Tiden gik og smerterne blev ved og ved. Fox kunne ikke finde ro. Ikke kun på grund af smerterne, en også på grund af de tanker, der begyndte at dukke op i hans lille hoved. Langsomt begyndte ord at forme sig, sammenhængende sætninger og noget der begyndte at minde om en mere menneskelig tankegang.

Han var i problemer. Hver eneste gang han bevægede sig, blev smerten værre. Hvordan ville han kunne klare sig med en brækket pote? Han ville ikke kunne jage. Og selvom han ville kunne opsnuse kadavere, ville han ikke kunne leve af det. Samtidigt vidste han også godt, at han var i stor risiko for at blive fanget af andre rovdyr. Eller at hvis han overlevede så længe, at hans pote kunne vokse skævt sammen. Meget kort var tanken om at skifte skikkelse ind over hans bevidsthed, men den forsvandt med det samme. Det var ikke noget, han kunne overskue at ty til. Angsten kom væltende med det samme, for som menneske ville han være sårbar og synlig. Han ville blive nødt til at søge ind til byen igen, for han ville ikke kunne leve i skoven uden at kunne jage som ræv. Og byen betød mennesker.

Det lå slet ikke til Fox at være så bange for mennesker. Han var et meget social væsen, der elskede at lave sjov og følge med i byens travlhed. Han kunne lide at tage ud i byens natteliv og have sjov. Og selvom han vidste, at det var forkert, elskede han også at rende rundt og rode rundt i folks lommer. Hans nysgerrighed var enorm og han elskede at lære.
Men det var som om, at der var sat en mur op om den del af ham. De første sten lagt af Angelie, resten var bygget op, efterhånden som hans sind blev mere og mere paranoidt, jo længere tid han var i skoven.

Efterhånden som dagen gik, begyndte han at tænke på manden, der havde tilbudt ham sin hjælp. Han havde virket venlig og hans stemme gav stadig genlyd i Fox' sind. Der havde intet truende eller farligt været over manden, faktisk havde han virket til oprigtigt at ville hjælpe.
Til at starte med, skubbe Fox tankerne fra sig, han kunne ikke søge hjælp ved en fremmed. Et væsen. Manden kunne lige så godt lokke ham, som Fox var blevet lokket før. Lade som om, at han havde gode intentioner, men i stedet have onde planer. Han ville ikke risikere det.
Men som dagen gik og smerterne blev værre, kunne Fox alligevel ikke helt lade være med at tænke over, om han skulle prøve. Måske manden VAR venlig?

Da mørket havde lagt sig, var Fox kommet frem til, at det ikke kunne skade at prøve. Han var sikkert dødsens alligevel, så måske det var risikoen værd. Hans overlevelsesinstinkt var større end hans skræk, så til sidst kravlede han ud af sin hule og humpede tilbage til det sted, hvor han havde mødt manden. Selvom det var lang tid siden, at han havde været der, kunne Fox stadig lugte det spor, han havde efterladt sig igennem skoven. Det tog ham lang tid at humpe af sted. Nogle gang stoppede han og var ved at vende om, nogle gange måtte han gemme sig for ægte eller imaginære rovdyr og han måtte også holde pauser. Det var hårdt at bevæge sig af sted på tre ben. På et tidspunkt begyndte det at regne og det blev sværere at følge sporet, men med sin lille fintfølende næste lykkedes det alligevel.

Til sidst bevægede han sig ud af skoven. Han stoppede op i kanten og var nær aldrig kommet videre. Men ikke ret langt fremme lå en hytte og sporet ledte den vej. Efter at have taget nogle dybe vejrtrækninger humpede over til hytten. Det var begyndt at regne noget mere, så Fox lagde sig ind under en busk. Han kunne ikke få sig selv til at gøre opmærksom på sig selv, hans angst var simpelthen for stor. I stedet lagde han sig til at vente på, at manden vågnede op og kom ud. Selvom han lå under busken, blev han stadig mere og mere våd. Heldigvis hold hans pels vandet ude - for nu.

Nå manden på et tidspunkt ville komme ud, ville Fox rejse sig og meget forsigtigt bevæge sig ud fra under busken, med halen mellem benene og skræk og usikkerhed i de kønne gyldenbrune øjne.

Tuls' dag havde gået som den plejede. Han var nået på arbejde, kun en halv time forsinket, mens hans assistent havde åbnet, og taget imod dagens første par bestillinger. Der var ikke mange ting, som folk skulle have lige den dag. Der var en enkelt bestilling på en brudebuket, og senere var det kommet nogle flere, blandt andet på et par buketter til nogle årsdage og nogle dekorationer til en begravelse. Alt i alt gik det roligt, og det var også sådan Tuls foretrak det. Mors dag, valentines, lokale begravelser og lignende, var nok det mest stressende han gik igennem i løbet af et år, så han satte pris på disse stille og rolige dage.

Men imens han bandt buketter og fiksede blomster, som så lidt halv tørre ud, så kunne han ikke lade være med at tænke på det lille sammenstød han havde haft tidligere med den sårede ræv. Normalt var han ret neutral over den slags, men noget sagde ham at denne person havde været udsat for værre ting end bare at brække en pote. Det føltes som en halv fornærmelse fra en eller anden ude i verden, og ærligt talt irriterede det ham grænseløst. Derfor huskede han at købe bandager, da han endelig om aftenen var på vej hjem, sammen med noget smertestillende, bare i tilfælde af at personen skiftede mening. Resten af aftenen, samt natten trillede afsted som det plejede. Han så lidt fjernsyn, lavede noget hurtig aftensmad, og gik efter lidt tid i seng. 

Først morgenen efter begav han sig udenfor igen, og da han gjorde, krøb ræven fra den forrige morgen frem. Hvem det end var, så de endnu mere sølle ud end dagen før, med halen mellem benene, og måske endda mere skræmt end ellers. Men så igen, de havde også bevæget sig ind på en anden territorium, med håbet om at få hjælp.
Tuls lagde forsigtigt sine ting på et havebord ved siden af hoveddøren, og bevægede sig langsomt tættere på. Dog ikke nærmere end at der var en god afstand i mellem ham og ræven. "Vil du gerne have hjælp alligevel?" spurgte han med et lille smil om læberne. Han virkede hverken irriteret eller overlegen, bare nysgerrig og venlig.

Fox havde ventet i nogle timer og havde set solen stå op. Eller, det var i hvert fald blevet lysere, regnskyerne dækkede himlen. Han havde været ved at gå flere gange, men havde alligevel tvunget sig selv til at blive. Det var enten et smertehelvede, han måske ikke kom levende igennem eller at prøve lykken med den fremmede mand, som havde virket så venlig.

Trods årstiden, havde det været en kølig nat og det havde regnet så meget, at hans pels alligevel var blevet gennemblødt, så han frøs virkeligt meget. Hele hans lille krop rystede. Det var endeligt holdt op med at regne, men der var stadig så vådt over det hele, at Fox ikke havde haft mulighed for at tørre, da Tuls kom ud.

Manden gik hen i mod ham og Fox var næsten ved at vende om og løbe, men han blev stående, omend han krøb en smule mere sammen. Denne gang forstod Fox hans ord med det samme og han lagde de små ører ned langs hovedet og slikkede sig om munden for at vise overgivelse, den eneste måde, han lige vidste, hvordan han skulle reagere. Efter en kort tøven, humpede han forsigtigt et par skridt hen i mod manden. Ikke for tæt. Skrækken lyste ud af ham og han trak vejret hurtigt. Hvad var det, han havde gang i? Han var så bange, han kunne næsten ikke være i sig selv, men han måtte have hjælp. Og manden her virkede som en, der gerne ville hjælpe. Om han havde bagtanker kunne Fox ikke vide, men det måtte han finde ud af senere.

Tuls gav ræven et lille smil, da den trods sin åbenlyse skræk, bevægede sig tættere på. Så langt, så godt. Før han tog sig af ræven, ville han dog sikre sig at der var en form for tillid i mellem dem, så langsomt satte han på hug. På den måde gjorde han sig mindre, og kom også tættere på rævens størrelse helt generelt. Han rakte sin hånd frem imod væsenet for at det kunne snuse, og se om de turde at komme tættere på. Der var ikke meget der skreg djævel over ham. Han lugtede naturligt af skov og natur, så det var de færreste, som egentlig kunne placere ham som djævel, da han hverken lugtede af røg eller svovl, som djævle oftest blev associeret med. Om væsenet kunne se igennem det alligevel, måtte han vente og se.

"Der var en gang en, som fortalte mig, at de modigste ikke er dem, som ikke er bange, men dem som ser sin frygt i øjnene. Så faktisk kan man godt sige, at du er ret modig" sagde han overvejende, mens han blot sad der. Det virkede som om at det var hans stemme, som virkede på denne person, så han valgte at udnytte det så vidt muligt. "Men som jeg sagde tidligere, vi tager det hele i dit tempo, okay? Jeg har alligevel fri i dag, så der er intet tidspres. Vi går først indenfor og ordner din pote når du føler dig tryg, og ikke et sekund før"

Fox krøb sammen igen, da manden satte sig på hug, men han blev, hvor han var. Også da manden rakte en hånd frem imod ham. Der var stadig intet truende over den fremmede og selvom hele Fox' indre skreg efter at flygte, blev han. Der var den der lille menneskelige stemme, der blev ved med at fortælle ham, at han blev nødt til at gøre det her. En lille smule tankegang, der hang sig i fornuften og det rationelle i at søge hjælp. For han havde brug for hjælp.

Langsomt krøb han frem mod mandens hånd, stadig med ørerne lagt ned og halen mellem benene. Det var virkeligt grænseoverskridende for ham, at komme så tæt på, at manden sagtens ville kunne nå ham, for eksempel ville det ikke være noget problem at gribe ham i nakkeskindet. Hans næse vibrerede en smule, som han snuste til manden. Han havde ingen anelse om, hvilket væsen manden var. Han kunne hurtigt udelukke mange ting - f.eks. vampyr, varulv, navajo, menneske. Men han kunne ikke rigtigt finde en race til denne mand. Han lugtede af natur, hvilket Fox ikke havde prøvet før. Det gjorde ham mere usikker, men igen måtte han bare stole på, at mandens venlighed var ægte.

Manden snakkede til ham igen og Fox rejste ørerne en smule for at ise, at han lyttede.
Modig? Følte sig tryg? Tryghed var ikke noget, han ville få, det vidste han godt selv, så for ham var det bare at beslutte sig for, om han kunne stole på manden eller ej. Om manden oprigtigt ville hjælpe eller om han bare kørte et spil for galleriet, inden han gjorde Fox ondt.
Fox' hjerne arbejdede hurtigt med alle de informationer han kunne få ud af at snuse til manden. Han kunne ikke opfange noget, der kunne angive at manden havde onde intentioner.
Så til sidst valgte han at slikke på mandens fingre og komme med en lyd, kun en ræv kunne lave. Det mindede lidt om et piv blandet med et hyl, men meget dæmpet. Usikkert mødte han mandens blik med en bøn om hjælp i sine øjne, blandet sammen med usikkerheden og angsten, der stadig kørte i hans krop, der stadig rystede, både af kulde men også af skræk.

Tuls sad fortsat stille, mens han ventede på at ræven tog en beslutning, og havde det ikke været fordi at han trak vejret, kunne han næsten virke som en statue. Først da personen endelig tog sin beslutning, brød et svagt smil frem på hans læber, men ellers rykkede han sig ikke endnu. Han havde lige nogle ting han skulle snakke med denne person om, før han kunne hjælpe dem med den brækkede pote.

"Jeg er glad for at du stoler på mig, om ikke andet så bare nok til at komme tættere på. Men jeg bliver nødt til at bede dig om noget, før jeg kan hjælpe dig," sagde han forsigtigt, og trak roligt sin hånd til sig igen. "Du er desværre nødsaget til at tage en menneskelig form, før jeg kan gøre noget som helst." Han holdt en lille pause, inden han fortsatte. "Jeg er ikke kendt med ræves anatomi, og jeg vil helst ikke risikere at din pote ikke gror rigtigt sammen."

Udover det var han også lidt nysgerrig over hvem det egentlig var han havde med at gøre. Han havde hverken tjekket om det var en kvinde eller en mand, og ærligt så havde han ikke forståelse nok for ræve, til at kunne bedømme hvor gammel personen var. Det var først for nyligt at Tuls rigtigt havde slået sig ned længe nok, til at nyde naturen omkring sig. Der skulle altid ske noget da han var yngre, og ærligt så var han ikke så interesseret i dyr igen. Han respekterede dem, det havde han altid gjort, men han ville ikke sætte sig ned og blive dyrlæge eller sådan noget.

Det gav et lille ryk i Fox, da Tuls trak hånden til sig igen, men der skete ikke noget andet end at manden snakkede til ham.
Da han sagde, at Fox skulle skifte til menneske, lagde Fox ørerne ned langs hovedet og sænkede hovedet. Menneske. Tanken gav ham en iskold klump i maven. Han havde næsten glemt, at han kunne skifte skikkelse. Det havde fortabt sig i de tåger, der var gledet over hans tanker som beskyttelse. Det var lige før, at han overhovedet var i tvivl, om han kunne, men selvfølgelig ville han kunne skifte. Han kunne mærke sin evne ligge dybt inde i sig selv. Det var mere, om han ville.

At være menneske var farligt, han ville være stor og synlig og mangle rævens sanser - den gode hørelse og lugtesansen - samt det forsvar han havde i sine spidse tænder og klør. Han ville også være langsom, men det var han selvfølgelig allerede, siden han kun kunne komme frem på tre ben.
Så måske det var bedre med to ben end fire, når det ene alligevel ikke virkede. Han ville samtidigt kunne bruge sin ene gode hånd. Og hvis manden virkeligt ville hjælpe, ville det sikkert være nemmere for dem begge at behandle hans brækkede håndled.

Langsomt bakkede Fox væk fra manden uden at se på ham. Da han følte, at han var langt nok væk, tre-fire meter, stoppede han op. Han tog en dyb indånding og lukkede øjnene, mens han fandt sin evne frem. Hans skifte mellem ræv og menneske gik en del langsommere end den normalt ville, da det var så længe siden, at han havde skiftet, så Tuls ville kunne følge meget bedre med i transformationen end normalt, hvor det ikke tog mange sekunder.
Langsomt skiftede den brune ræv langsomt skikkelse - lemmerne blev lange, halen forsvandt, ørerne blev menneskelige, snuden trak sig ind og blev til ansigt og pelsen forsvandt for tøj og hår.

Til sidst stod Fox lidt usikkert på sine ben, der ikke havde været strakt ud i evigheder. Med en kort grimasse af smerte, lagde han sin venstre arm mod brystet og holdt beskyttende og støttende om hånd og håndled med højre hånd. Hans gyldentbrune øjne var stadig fyldt med skræk, usikkerhed og smerte og han så ikke på manden foran sig. Fox havde været slank, da han flygtede til skoven, men nu var han udmagret. Hans kindben stod for skarpt frem i hans ansigt og tøjet hang om hans tynde krop. Det sorte krøllede hår var blevet langt og hang fugtigt og slattent ned omkring hans ansigt. Tøjet var blevet flået og ødelagt og der var stadig den store flænge i siden af hættetrøjen, hvor Angelies kniv var gået igennem og havde givet ham en rift i siden, der dog var væk for længst. Selvom han som ræv havde været ren, var han som menneske møgbeskidt. Og han var gennemblødt efter at have tilbragt alle de timer ude i regnen.

Han sagde ingenting og så stadig ikke på manden, men stod bare med skuldrene trukket lidt op og lignede en, der var parat til at løbe ved mindste tegn på fare. Mest af alt mindede han om en lille hund, der ventede på det første slag.

Tuls ventede blot i stilhed, faktisk ikke helt sikker på, om ræven ville reagere på hvad han sagde eller ej - og hvis personen bag reagerede, så hvordan. Der var lige så stor chance for at personen tænkte fuck it, og løb sin vej igen, i håb om at finde en dyrsygeplejerske i skoven, som for at de faktisk gjorde hvad han bad dem om. Men uanset hvad valget blev, sad han stille og ventede. Og efter noget tid, skete der endeligt noget.
Ræven blev til en mand, eller nok nærmere end dreng, og han stod nærmest og skælvede på samme måde, som han havde gjort som ræv. Hvem end drengen var, så han ikke ud til at være voksen endnu, og havde Tuls været mere menneskelig, havde det nok hevet lidt i ham. Men det gjorde det ikke. Det eneste, som sådan rigtigt var der, var hans respekt overfor væsner som navajoer, og det var også hvad der udgjorde hans lyst til at hjælpe.

Langsomt rejste Tuls sig op, påpasselig med ikke at lave nogle pludselige bevægelser. Når han rettede sig op, var han et godt stykke højere end drengen, omtrent 20 cm fra hvad han umiddelbart kunne se, og selv hvis han ikke havde været så meget højere, udgjorde knægten ikke nogen umiddelbar fare. Det var han for ranglet til.
"Kom indenfor. Du kan få lov til at vaske dig og få noget rent tøj på før vi putter noget stabiliserende over din arm" sagde han blidt, og gik roligt indenfor igen, men lod døren stå åben. Tuls' hytte var næppe hvad de fleste ville forestille sig en ung mand bo i - men så ung var han så heller ikke. Hvis noget mindede det mere om en bedstemors hus, end en djævels.
Når man trådte indenfor i den lille gang blev man straks mødt af en sommerlig duft af blomster, og det var dejligt lunt. Der var et lille kosteskab til venstre, og en lille garderobe ved siden af det. Til højre stod et pænt lille rundt træbord, hvor Tuls lagde sine nøgler, og lige ved siden af bordet, var badeværelset. Det var helt simpelt indrettet, med varme i gulvet. Det, og halvvejs oppe af væggen, var dækket i fliser, og resten var der tapet på, som var pastelgult, og der var et badekar, som også kunne bruges som brusebad. Ligefrem i gangen, var døren lukket, så man ikke kunne se ind i hans stue for nu. "Tag den tid du har brug for derude, jeg henter noget tøj du kan få på når du er færdig"

Der var overraskende lidt reaktion fra den fremmede mand, hvilket Fox ikke helt kunne finde ud af, om var godt eller skidt. Han kastede kun et hurtigt blik på ham, da han rejste sig op, hvilket fik Fox til at flytte den ene fod lidt bagud, men der skete ikke andet. Manden havde været naturligt stor for Fox, da han havde været ræv, men nu hvor han var menneske, var manden stadig stor. Ikke i bredden, men i højden og Fox havde det lidt som om, at manden tårnede sig op over ham. Det var ubehageligt, men han burde være vant til det. Han var ikke super lav, men heller ikke super høj og de fleste mænd var højere end ham.

Manden sagde noget til ham og gik indenfor. Fox løftede hovedet lidt og så ind af døren. Indenfor. Igen voksede angsten, men efter lidt tøven gik han med usikre skridt over til døren, hvor han stoppede lige foran dørtrinnet. Han kunne ikke komme videre, da klaustrofobien væltede ind over ham. Han havde ikke været indendørs siden sin flugt fra Abbadon - hans hule talte ikke med, for det var hans. Med mange udgange og et gangsystem, han kendte ud og ind. Et hus havde døre og vinduer og han vidste ikke, hvor udgangene var henne. Han ville ikke bare kunne stikke af.
Skrækken i hans øjne var tydelig, da hans blik fór fra side til side, og han var næsten ved at give op. Han ville aldrig komme indenfor igen.

Mandens stemme fik ham dog hevet lidt tilbage til virkeligheden og for første gang så han direkte på hans ansigt for et kort øjeblik, inden han sænkede blikket til jorden. Langsomt tvang han sig selv til at træde ind over dørtrinnet. Han begyndte om muligt at ryste endnu mere, men skridt for skridt kom han længere ind i huset. Stadig uden at se på Tuls og stadig uden at sige noget, gik han ud på det lille badeværelse. Det var et helt normalt lille badeværelse og på en eller anden måde var det beroligende. Usikkert knugede han sit brækkede håndled ind til sig, og vidste ikke helt, hvad kan skulle gøre nu. Manden havde sagt, at han kunne få lov til at vaske sig. Fox løftede blikket fra gulvet og så på spejlet, der hang over vasken. Han spærrede øjnene op over synet af sig selv. Beskidt og tynd. Lidt rystet trådte han et skridt nærmere og betragtede sit spejlbillede. Hvor længe havde han været ude i skoven? Han havde ingen anelse, men det måtte have været længe, for han kunne næsten ikke genkende sig selv.

Det var som om, at synet af sit eget afpillede og beskidte jeg, fik ham hevet ud af den værste angst og han skubbede døren på klem. Selvom han skulle til at tage et bad, kunne han ikke få sig selv til at lukke døren i. Klaustrofobien var for voldsom til det. Bagefter begyndte han forsigtigt at tage tøjet af. Hans bukser havde været slim fit før, men de sad næsten løst om hans hofter nu. Da han fik skubbet de meget slidte converse af og sat de beskidte sokker på gulvet, opdagede han, at der var gulvvarme. Han var nær blevet forskrækket, det havde han ikke lige regnet med. Men det var skønt og han fik hurtigt hevet sokkerne af også, så hans kolde fødder kunne nyde varmen. Det tog han lidt at få både hættetrøje og t-shirt af, da han skulle have armen igennem ærmerne. Han bed sig i læben og kom med en lyd, der mindede alt for meget om en piv fra en ræv.

Til sidst stod han nøgen på gulvet. Synet var rystende. Man kunne tælle hans ribben og hans hofteben og kravben stak alt for langt frem. Bagfra ville man kunne se hans rygsøjle og skulderblade alt for tydeligt. Selvom han var så tynd, var der ingen tvivl om, at han var stærk. Hans krop var senet og musklerne var tydelige under huden. Hans diæt havde bestået af kød med kød og han havde bevæget sig meget og hurtigt.
Usikkert så han på badekar-bruser-blandingen. Efter lidt tøven rakte han ud og drejede på noget og vandet væltede ud af brusehovedet. Det varede ikke længe, inden det var dejligt varmt og han kravlede forsigtigt op i badekarret og stillede sig under de varme stråler. Fornemmelsen var vidunderlig og han stod et øjeblik med lukkede øjne og nød det. Dog ikke for længe. På en eller anden måde lykkedes det ham at få sæbe ud af en af flaskerne og få sig selv sæbet ind fra top til tå. Vandet der løb af ham var brunt og han gentog processen.

Da han næsten havde fået vasket sæbe af sig igen, var det som om, at der var noget, der gik i stykker inden i ham. Han gled ned i bunden af karret og satte sig med benene trukket op til brystet, hvor han stadig hvilede sin brækkede arm. Han lagde hovedet på knæene og hulkene begyndte at rive igennem ham. Hele hans krop gav efter og han kunne ikke styre gråden, der væltede ind over ham, men han forsøgte at gøre den så lydløs som muligt. Den raske hånd klemte om hans ene skinneben for ligesom at have noget at holde fast i. Bruserens varme vand hamrede stadig ned over ham og vaskede hans tårer væk som de løb ned af kinderne på ham.

Tuls var inde på sit værelse, i fuld gang med at finde noget tøj frem, som drengen måtte kunne passe, om ikke andet så bare midlertidigt. Så bred var han ikke selv om hofterne, så undertøj var ikke det værste at finde frem - det blev bare nogle okay nye sorte boxershorts - men bukser og bluse.. ja, det var straks værre. Tuls var høj og tynd, så måske var det ikke bredden der generede, så meget som det var længden af tøjet. Til sidst måtte han indse, at han aldrig havde været mindre, end han var nu, og at finde noget mindre tøj ville være tæt på umuligt, så han fandt bare en tilfældig gammel sort t-shirt frem, og et par lysegrå joggingbukser, som han normalt brugte på dovne dage, hvor han ikke gad at bevæge sig udenfor. Drengen ville svømme i det, men det var måske fint nok for ham. Det ville være løst og behageligt, og efter hvordan drengen så ud lige nu, var det vigtigste nok bare at få noget rent tøj på ham.

Han lagde tøjet pænt sammen, sammen med et par strømper - som igen, nok ville være alt for store, men de var bløde og behagelige - og var på vej over for at lægge tøjet foran døren, da han hørte gråd derindefra. Han stoppede op foran døren, og diskuterede lidt med sig selv om, hvorvidt at han skulle gribe ind eller ej. En venlig person ville nok gå ind, og tjekke op på ham, men en hensigtsmæssig person ville nok give ham fred, og lægge tøjet udenfor døren. Eftersom Tuls ikke var nogle af delene, var det en svær beslutning at tage, især når man tænkte på, hvor lang tid det egentlig var, siden han sidst havde taget sig af noget menneskeligt. Til sidst bankede han forsigtigt på døren, for at få drengens opmærksomhed

"Vil du have at jeg kommer ind, eller bliver ude? Jeg har noget rent tøj med" sagde han så, da det vel i sidste ende kom an på hvad drengen var mest tryg ved. Det var trods alt et ret privat øjeblik for drengen, og nok også lidt grænseoverskridende, hvis han skulle dømme ud efter hvordan han havde tøvet allerede inden han kom ind i hytten.

Fox' krop rystede, som hulkene bevægede sig op fra hans mave. Det var som om, hele hans krop fokuserede på at græde, på at få alle de indestængte følelser ud. Han kunne næsten ikke håndtere alt det, der skete. Det havde været så meget lettere at være ræv, ingen tanker, bare instinkter. Pludseligt var hans verden vendt på hovedet. Han var gået fra at være en skræmt lille ræv under en busk, til en tynd og beskidt dreng på et badeværelse i en lille hytte på ikke ret mange minutter. Normalt ville han sagtens kunne tage hurtige forandringer, men det var som om, at alting var så lang tid om at starte op inden i ham. Og angsten rev stadig igennem ham. Han var panisk over vægge og tag, den fremmede mand og hele situationen med det brækkede håndled. Smerten gjorde ham dårlig og lagde et endnu større pres på ham.

Han vidste ikke, hvor længe han havde siddet der, men pludseligt bankede det på døren. Forskrækket løftede han den gode hånd og bed sammen som den, for at kvæle lyden af sin gråd. Skrækken kom tilbage og han så med bange øjne mod døren. Hvad nu?
Mandens spørgsmål fik hans gråd til at stoppe næsten lige så pludseligt som den var kommet. Det tog ham et øjeblik at finde ud af, hvad han skulle gøre, hans hoved var helt tomt efter den voldsomme gråd. Om manden skulle komme ind eller ej? Fox ville ikke have ham ind på badeværelset, tanken var ubehagelig.

Hurtigt kom han på benene og slukkede for vandet. Han fik øje på en stak med rene håndklæder og han greb det øverste. Han kunne ikke få det viklet omkring sig selv, så han endte med at smide det igen og gå nøgen og dryppende hen til døren, som han trak en smule op. Ikke mere end at han stadig stod skjult bag den, men nok til at han kunne række den gode arm frem for at sige, at han tog i mod tøjet. Han så i gulvet med hovedet bøjet, så hans våde hår faldt ned over hans ansigt, ude af stand til at se på Tuls. Det var ikke så meget, at han var nøgen, men at han var blevet opdaget, mens han græd. Han håbede, at den fremmede mand ville give ham tøjet og så gå igen.

Tuls ventede blot på, at høre Fox svar, men blev i stedet overrasket over, at døren blev åbnet, og Fox rakte ud efter det rene tøj. Måske burde han spørge, om drengen var okay, og eventuelt hjælpe ham, men han gav blot tøjet til ham. "Jeg er inde i stuen, det er på den anden side af gangen. Vil du have noget te?" Spurgte han, mens han rakte tøjet over til drengen. Han lavede nok noget te alligevel, og ville prøve at overtale Fox til at få noget ned, måske sammen med noget mad, hvis det kunne lade sig gøre.

Da han havde fået et svar, gik han ind i stuen, som han havde sagt. Igen lignede det ikke at en ung mand boede der, da alting virkede gammelt på en eller anden måde. Der stod et træbord, som stuebordet, med en gammel grøn stofsofa, og to matchende lænestole for hver bordende. Foran det stod der et lille bord, med et gammelt kasse TV, hvor der på højre side var et bornholmerur, og ved siden af det en dør ind til Tuls' soveværelse, og til venstre for TV'et var en kæmpe bogreol, med bøger som daterede tilbage til 1500-tallet, på diverse sprog. Gulvet var af træ, men under stuebordet, spisebordet og det gamle fjernsyn, lå der gulvtæpper, som virkede endnu ældre end hytten. På modsatte væg af fjernsynet, stod der et lille spisebord lavet i træ, med fire stole rundt om, og bag det, var der et indhak hvor han havde sit køkken. I vinduerne hang der urter, og nogle små skovbær, og ellers var der bare det, som der nu var brug for i et køkken.

Han gik lige så roligt ud i sit køkken, og begyndte at sætte noget vand over til te, og dernæst finde de ting, han havde købt til at få ordnet drengens arm, samt et robuststykke træ, som kunne bruges som en form for skinne, så det hele groede ordenligt sammen. Da det var gjort, satte han sig over i sin sofa, og tog den bog han var i gang med at læse, og slog op til den side, hvor han havde lagt sit bogmærke, som i dette tilfælde var en vintergæk.

Fox greb hurtigt tøjet og havde nær smækket døren, inden manden stillede sit spørgsmål om te. Te. Fox brugte et par sekunder på at huske smagen af te. Han ville egentligt trække på skuldrene som svar, men endte med at ryste på hovedet for at give et lidt mere konkret svar. Det var nok mere høfligt. Herefter lukkede han hurtigt døren til, dog stadig kun på klem, og gik et par skridt tilbage ind i det lille badeværelse, hvor han stod og så lidt på det fremmede tøj. Te. Tøj. Bad. Alting var så menneskeligt normalt. Han snøftede ind, snottet efter at have grædt, og pludseligt var han ved at bryde sammen igen. Hårdt knugede han tøjet ind til sig og lukkede øjnene for at få ro på sig selv.

Da det virkede til, at faren var drevet over, lagde han tøjet på gulvet og tog det håndklæde, som han havde haft fat i før. Lidt klodset fik han tørret sig så godt han kunne og uglet håndklædet rundt i det halvlange krøllede hår, så det ikke var så vådt. Bagefter fik han tørret det værste vand, som han havde dryppet ud over det hele, op med det. Der hang en stang til håndklæder, som han fik hængt det over. Endnu en gang gled hans blik til spejlet på væggen. Han så lidt bedre ud, nu hvor han var ren, men nu var det næsten endnu lettere at se, hvor tynd han var. Efter et øjeblik sænkede han blikket, utilpas med det, han så. I stedet begyndte han at hive tøjet på. Boxershortsne passede næsten. Der var en snor i bukserne, som nok skulle bindes for at holde bukserne oppe om hans smalle hofter, men han kunne ikke med den ene hånd og det gav ham tårer i øjnene igen. Igen måtte han stå lidt, indtil han havde kontrol over det. Han måtte vel bare holde dem oppe, hvis det blev nødvendigt. Benene var alt for lange, men der var elastik i bunden, så de blev siddende om hans ankler. T-shirten var enorm for Fox, men det gjorde det heldigvis kun lettere for ham at få armen ind i gennem ærmet. Til sidst satte han sig på gulvet og fik hevet sokkerne på.

Han tog fat dørhåndtaget for at hive døren op, men han gik i stå, da et stik af angst løb igennem ham. Manden havde sagt, at han var gået ind i stuen på den anden side af gangen. Tanken om hoveddøren og friheden bag lokkede og Fox var tæt på at flå døren op og løbe, men noget holdt ham tilbage. Smerten fra hans arm var ikke blevet mindre af at blive hevet igennem t-shirten. Hvad skulle han gøre med et brækket håndled? Han kunne ikke fange mad, han var stadig ør og dårlig af smerten og han kunne absolut ikke klare sig som ræv. Han havde ingen mulighed for at forsvare sig selv, hverken som ræv eller menneske.
Manden havde tilbudt at hjælpe. Han havde ladet Fox få et bad og havde ikke overfaldet ham, mens han var svagest. Fox bed sig i læben, tog en dyb indånding og hev døren op, inden han gik ud i gangen og ind af døren på den anden side. Bukserne blev heldigvis siddende oppe, men det var også kun lige.

Stuen, som han gik ind i, var utroligt gammeldags, men det var ikke noget, han lagde mærke til. Han havde ikke nogen standard for, hvordan hjem skulle se ud. Han havde ikke haft et hjem siden før hans forældre forlod ham. Han havde stort set kun tilbragt tid i stuer, når han var i gang med indbrud, og der havde det ikke ligefrem været designet, han havde været interesseret i. Usikkert blev han stående lige inden for døren, stadig med hovedet sænket, det brækkede håndled knuget ind til brystet og det fugtige hår ned foran ansigtet. Hans blik flakkede lidt fra gulvet til Tuls til sine omgivelser og tilbage til gulvet. Skuldrene hang slapt, som for at angive, at han havde overgivet sig til, hvad end Tuls ville. Man fik egentligt indtrykket af en lille hund, der var blevet slået og bare ventede på endnu et slag. Men han sagde ikke noget. Han vidste ikke, hvad manden forventede af ham nu og ventede bare på, hvad der nu ville ske.

Tuls sad godt lænet tilbage på sin sofa, da Fox kom indenfor. I starten gjorde han ikke noget, men læste lige den sidste sætning færdig, så han kunne placere bogmærket på den næste side, inden han lagde bogen fra sig. "Du kan bare komme og sætte dig her. Jeg regner ikke med at du vil på hospitalet, så du må klare dig med en hjemmelavet skinne," sagde han, og rettede sig lidt op i sofaen.

Alle tingene han skulle bruge lå klar på bordet, så drengen kunne se at der ikke var noget farligt. Det mest farlige var det stykke slebet træ, som han skulle bruge til støtte. Og det var endda ikke noget super hårdt materiale, da det helst skulle være blødt nok til at han kunne gå med det i nogle uger. "Forresten, så er mit navn Tullius Roma. Men de fleste kalder mig bare Tuls, så det reagerer jeg oftest på." Det virkede lidt som en ting man burde gøre, gjorde det ikke? At introducere sig selv? Så virkede han vel heller ikke alt for uhyggelig. Tuls var ikke ligefrem det mest intimiderende navn. Han kunne selvfølgelig også have heddet Bob. Det var meget mindre intimiderende. Men han foretrak nu Tuls.
"Jeg ved godt at jeg er høj, og at jeg kan virke lidt uhyggeligt, men jeg er faktisk ikke så slem i forhold til så mange andre i Di Morga. Jeg arbejder som florist, og har min egen blomsterforretning i Terre, hvor jeg arbejder sammen med en navajo. Utroligt sød pige, man kan godt se at hendes dyr er en kanin." Han snakkede bare for at gøre drengen lidt mere rolig, da det virkede som om, at det var den bedste måde at nå ind til ham. Det var umiddelbart det, som havde påvirket ham da de mødtes morgenen før. "På mange måder minder i lidt om hinanden. Jeg mødte hende i skoven, da hun var blevet angrebet af en vampyr. De er nogle forfærdelige bæster, men hun har det godt i dag, og efter at være kommet sig, har hun så fået en stilling som assistent hos mig" Han undlod dog at fortælle, at han havde dræbt vampyren, ved at spide ham på en gren af et træ, og lade kroppen hænge der indtil solen stod op, og derfor brændte væk. Den del ville nok ikke hjælpe på tilliden.

Fox blev usikkert stående, mens Tuls læste færdigt. Han havde lidt mere tid til at kigge på sine omgivelser, se, hvor der var vinduer, mulige fælder og hvad der nu ellers var vigtigt at holde styr på. Alt sammen ud igennem det fugtige hår og stadig med hovedet bøjet.
Da manden sagde hospital, rystede Fox meget hurtigt og meget kort på hovedet. Intet hospital. Det lå inde i byen, der var mange mennesker og de havde en tendens til gerne at ville vide, hvem man var. Fox havde sjovt nok ikke noget ID, ikke noget ægte i hvert fald, og han havde heller ikke noget på sig. Det falske han havde haft, havde ligget i jakkelommen på vinterjakken. Han havde flere gemt rundt omkring sammen med andre småting, lidt lige som et egern med forråd.

Tøvende bevægede han sig over og satte sig i sofaen ved siden af manden, som introducerede sig som Tuls. Hvis Fox havde været sig selv, havde han sikkert grinet lidt af det, det var et meget spøjst navn, men nu registrerede han bare navnet. Han var meget mere koncentreret om, at han lige nu sad ved siden af en fremmed, som virkede enorm på grund af sin højde.
Forsigtigt lagde han sin hånd til hvile på sit lår, så manden kunne komme til det. Hans hjerte bankede hårdt af angst, for hvis Tuls ville putte forbinding og en skinne på hans håndled, skulle han røre ved ham. Det krævede meget af Fox at lade ham gøre det, men han vidste, at han blev nødt til det, for ellers kunne han ikke få hjælp.

Selvom hele hans opmærksomhed var fokuseret på mandens nærvær, lyttede han nu også efter, hvad der blev fortalt. Intet af det betød noget for ham, ikke lige nu, men det var på en måde rart, at manden alligevel bare fortalte et eller andet. Lyden af en anden persons stemme var, trods angsten, alligevel beroligende. Det var en afledning fra smerten i håndledet.
Han burde vel også introducere sig selv, men han tænkte slet ikke over at bruge sin egen stemme. Hvis Tuls spurgte ham om noget, der krævede mere svar end ja og nej, som kunne klares med en rysten på hovedet eller en nikke, blev han jo nødt til at svare, men ind til da ville han nok ikke sige en lyd af sig selv.

Han sørgede for ikke at få øjenkontakt, men hans blik flakkede stadig lidt, nu fra håndledet til Tuls ansigt. Han havde ikke være så tæt på ham og det var nemmere at se, hvem han var. Der var ikke noget, der sagde farlig i mandens træk, ikke noget skræmmende blik i hans øjne og Fox var knapt så bange for ham, som han havde været. Dog var der ingen tvivl om, at han stadig var skræmt. Men lige nu, var der ikke så meget andet at gøre, end at lade Tuls bestemme, hvad der skulle ske og så måtte Fox håndtere det derfra.

Tuls så overvejende på drengen, da han ikke så ud til at blive mere snakkesallig og tog det bræt, som var slebet så det var blødt og okay-behageligt at have imod sin hud, og han lagde det, over drengens arm, så forsigtigt som han nu kunne, for at det ikke gjorde alt for ondt. Da det så ud til at ligge lige, tog han forbindingerne og rullede det rundt om brættet og drengens arm. Det var fast, men ikke så det lukkede af for blodomløbet eller noget. Det var kun så han ikke kunne bevæge hånden væk fra skinnen.

"Du skal nok beholde det på i et par uger, så din arm ikke bliver skæv," sagde han, mens han satte enden fast, og trak dernæst sine hænder til sig. Drengen virkede ikke som typen, der brød sig så meget om berøringer, i hvert fald ikke lige nu, så han holdt det ved et minimum. Der gik et øjeblik, hvor Tuls næsten frygtede den akavede stilhed, som ville være i mellem dem, da et klik fra køkkenet gav ham en undskyldning for at gå. "Det må være teen. Et øjeblik."
Han rejste sig op og tøffede ud i køkkenet. Trods hans glæde for organiske metoder for at lave mad, gerne uden el, så havde han en el-kedel, da det alligevel var lidt hurtigere, så han tog kedelen og hældte det kogende vand op i sin ler-kande, og lagde et tebrev i. "Jeg ved godt at du sagde, at du ikke ville have te, men jeg lavede noget alligevel. Jeg håber at skovbær te er okay med dig," sagde han, mens han også gjorde en lille tallerken klar, med nogle af sine bær og han fandt nogle småkager frem fra en bøtte, som han havde stående på køkkenbordet. Han stillede kanden, tallerkenen og to tekopper, som matchede ler-kanden, på en træbakke, og gik ind for at stille det på stuebordet. "Du må endelig sige til hvis du er mere sulten, jeg har rigeligt mad i køleskabet."

Fox var forberedt, men alligevel var han ved at skulle rykke hånden til sig, da han kunne mærke Tuls' fingre i mod sin hud. Det lykkedes ham at stoppe sig selv og tavst se til, mens manden pakkede hans hånd, håndled og underarm ind i de hvide bandager. Det gjorde ondt, hver gang Tuls bevægede Fox' arm, men Fox sagde ikke en lyd, men stirrede bare på, hvad han lavede. Lige så snart Tuls slap ham, trak han armen til sig og holdt den ind i mod brystet som før. Det føltes underligt, at have armen bundet ind, men han kunne allerede mærke, at det hjalp i forhold til, at hans hånd ikke kunne bevæge sig.

Et par uger. Han nikkede som for at sige, at han havde forstået det, men tanken fik hans hjerte til at synke. Uger. Hvad skulle han gøre i al den tid? Tanken fik ham til at krybe lidt sammen og han gjorde ikke noget, da Tuls rejste sig op gik over til sit lille køkken. Fox kunne mærke tårerne presse sig på igen og han tørrede hurtigt den ene, der undslap og løb ned over hans kind, væk. Efter en dybt indånding rettede han sig lidt op og skævede til Tuls, der snakkede til ham. Skovbærte. Fox mærkede en smule panik, for han havde ikke ligefrem lyst til te, men kunne han sige nej? Skuddet af panik fik ham til at flytte på sig og igen mærkede han trangen til bare at løbe sin vej, hvilket fik hans blik til at flakke efter en udvej. Men han blev siddende og forsøgte at falde til ro ved at bore neglene ned i sit ben.

Tuls kom tilbage og stillede tingene på bordet. Duften af småkager nåede Fox' næsebor og pludseligt skreg hele hans krop efter sukker. Han havde ikke fået sukker i den tid, han havde boet i skoven. Han tøvede lidt, men rakte så ud og tog den ene småkage. I samme øjeblik rumlede hans tomme mave. Selvom det er meget naturligt, når man er sulten, kunne Fox mærke sine kinder blive røde og han sænkede hurtigt blikket igen, mens han bare sad med småkagen i hånden, næsten som om at han forventede, at manden ville tage den tilbage. Da de ikke skete noget, løftede han hovedet lidt og kastede et hurtigt blik på Tuls ansigt, inden han så ned igen. Det så ud til, at han mente, hvad han sagde. Selvom Fox havde det som om, at han kunne tømme et køleskab, sagde han ikke noget. Han følte sig akavet og malplaceret og vidste ikke, hvordan han skulle håndtere situationen.
Til sidst bed han forsigtigt et stykke af småkagen og tyggede det langsomt. Smagen eksploderede i munden på ham og han måtte lægge bånd på sig selv for ikke at sluge den i én mundfuld, for derefter at kaste sig over de andre. Smagen fik hans mave til at knurre igen og han flyttede lidt utilpas på sig.

Tuls reagerede ikke synligt på drengens ubehag, panik, eller sult til at starte med, men som det tog til, gik han ud i køkkenet igen, og åbnede sit køleskab for at se om der var noget, han kunne tillade sig at fylde på drengen, for han regnede ikke med at drengen selv ville spørge om noget. Der var ikke meget at byde på, for han gad sjældent at lave noget til sig selv, men han havde nogle rester fra at have spist spaghetti carbonara dagen før, som stadig burde være okay.

Lige så stille og roligt fandt han en tallerken frem, og fik hældt noget op på tallerkenen, som han hurtigt smed i mikroovnen. Godt nok var Tuls ikke fan af mange menneskelige kreationer, men han benyttede sig alligevel lidt af nogle af dem, kun fordi at det var belejligt. Det tog ikke længe, før den bippede, og han tog den nu varme tallerken ud, fandt en ske, gik over til drengen, og stilte tingene foran ham.
"Du virkede sulten," konstaterede han blot, som undskyldning for at have gjort det, inden han satte sig ned, og hældte lidt te op til sig selv, som han satte sig til at sippe af. Han kiggede ikke over på drengen for at afvente en reaktion, men fandt blot sin bog fra tidligere frem, og slog op på den side han var nået til.

Tuls var ikke god til andre personer. Han kunne ikke få ind i sit hoved, hvorfor de reagerede som de gjorde, eller hvad der var passende i forskellige situationer. Alting virkede langt mere kompliceret, end det behøvede at være, hvilket var grunden til at han boede så afsides, trods hvor besværligt det var at komme ind til byen hvor han arbejdede. Men det betød ikke, at han ikke prøvede ind i mellem. Og enten accepterede folk hans særheder, eller også accepterede han, at de ikke forstod ham, og lod dem derfor være. Hvis det her med drengens utilpashed i hans nærvær fortsatte længe endnu, ville Tuls nok bare give op, og sætte sig for at lave noget andet i stedet. Det var bare sådan han var blevet med tiden. Når tingene blev besværlige, så trak han på skuldrene og gik videre til det næste, som blev slynget imod ham. Måske var det bitterhed over sin lange eksistens, eller også var livet bare blevet for trivielt til at han interesserede sig for hvad der skete omkring ham, hvem vidste?

Fox spiste langsomt småkagen, stadig uden at se på Tuls. Han var begyndt at panikke lidt igen, for han vidste ikke, hvordan han skulle forholde sig til situationen. Det virkede ikke som om, at manden var specielt interesseret i ham eller gik super meget op i, at han var der.
På et tidspunkt rejste manden sig og gik hen til køkkenet. Fox åndede ud og skyndte sig at tage en småkage mere, som et lille barn der håbede, at ingen ville opdage, at der manglede en på tallerkenen. Den røg noget hurtigere ned end den første.

En mikroovn begyndte at summe og kort efter spredte der sig en duft af mad. Rigtig mad. Fox drejede sig lidt, så han kunne skæve hen til Tuls, der til sidst hev en tallerken ud og kom tilbage til sofaen og stillede den foran Fox, der hurtigt havde slået blikket ned igen. Han tøvede dog ikke længe, da det blev klart for ham, at maden var til ham. Mad. Det duftede virkeligt godt, og han satte sig lidt længere ud på kanten af sofaen og lænede sig lidt ind over sofabordet. Med sin gode hånd greb han skeen og begyndte ellers bare at skovle ind, uden tanke for om det var høfligt eller dårlige manerer. Fox havde ikke smagt tilberedt mad i evigheder og for ham var det himmelsk. Der var mere mad, end han egentligt kunne spise, efter hans mave havde været tom så længe, men han spiste rub og stub. Han vidste godt, at han nok ville få ondt i maven og blive dårlig bagefter, men han havde overspist så mange gange i løbet af sit korte liv, at han var vant til det. Han havde ingen problemer med at holde maden nede.

Efter at have tømt tallerkenen kom han i tanke om, at han lige havde spist som et vildt dyr og han skævede til Tuls, der havde sat sig med en bog. Det virkede ikke til at han havde noget i mod Fox' dårlige manerer. Fox tøvede lidt, mens han overvejede, hvad han skulle gøre nu. Der var vel ikke så meget at gøre, så han tog forsigtigt en småkage mere og skubbede sig ind i hjørnet af sofaen, så han sad med ryggen halvvejs op af ryglænet og halvvejs op af armlænet. Her trak han benene op til sig, lod sin dårlige arm hvile mod brystet og gumlede så sin småkage i sig, mens han med et lidt mere løftet hoved så skiftevis rundt og på Tuls.

Det var en underlig mand. Han havde på fornemmelsen, at Tuls levede i en hel anden tid end den nuværende, men han havde stadig ting som en elkedel og en mikroovn. Fox havde stadig ikke regnet ud, hvilken race Tuls var. Der havde ikke været nogen afslørende tegn. Og selv hans gode rævenæse havde ikke kunne fortælle ham, hvad manden var.
Ind til videre havde han kun været flink i mod ham, men af en eller anden grund havde Fox på fornemmelsen, at han ikke var en mand, man skulle hidse for meget op. Hvorfor vidste han ikke, for han virkede så fredelig.

Efterhånden som hans krop fandt ud af, at han var mæt og egentligt rimeligt tryg, var det som om, at han faldt lidt til ro. Og trætheden kom snigende ind over ham. Hans blik faldt til et lille bitte hul i bukserne og han begyndte at pille lidt ved det. Han burde vel snart sige noget til manden. Efter at have taget en dyb indånding forsøgte han at bruge sin stemme for første gang i omkring to måneder, hvilket var ret tydeligt, da den var hæs og uigenkendelig.
"Tak." Han så direkte på Tuls ansigt for et øjeblik, men sænkede så blikket igen. Hvad så nu? Han forventede lidt, at manden ville smide ham ud igen. Hvorfor ikke? Fox havde ikke en nogen grund til at blive, og han vidste egentligt heller ikke, om han havde lyst. Jo, på en måde, for her var rimeligt trygt og Tuls var flink. Og hvor skulle han ellers tage hen?