Livet kan aldrig, og vil aldrig, blive som man ønsker det (Galadria)

En ung kvinde kom gående mellem alle træerne. En sand skønhed at se på og dog alligevel så trist...
Hun havde en lang, smidig og stærk krop, hun havde en enkel grøn kjole på, med grønt broderi, lange ærmer og en længde der gik helt ned til de bare fødder. Hendes lange, røde, krøllede hår hang frit ned over ryggen, noget af det prøvede at glide ud over skuldrene og ind foran.
De grønne øjne...Var for en gangs skyld forandret. Som regl indeholdt de både liv, livsglæden, styrke og et fornemmelse af at vide mere end man skulle tro. Nu indeholdt de kun de to sidste.
Hendes hænder gled over de nærmeste planter, over blade og smågrene mens hun roligt gik af sted.

Enya så ned i jorden mens hun gik, uden rigtig at lægge mærke til skønheden omkring hende eller at solen var på vej ned. Hun følte sig hverken træt eller rigtig vågen, hverken særlig glad eller særlig trist. Hun havde en tom følelse mens hun gik i sine egne tanker. Lidt ulig hvad man normalt hørte om elvere.
Der var tre ting der tyngede hendes sind, alle tre ting hun selv måtte arbejde med til at få...til at få lykkes.
Hun så endelig op og nærmest kastede det dystre af sig og gav sig til at smile lidt for sig selv, men uden at skæret i hendes øjne ændrede sig. Hun nynnede svagt for sig selv mens hun gik.

Lidt fra hende sad en unge pige. På 19 år Galadria en djælve men det var noget underliget ved hende, hun sad nemlig og græde hvorfor græde hun var meget sværet at sige. Men vis ham så rigitig efter kunne men seat hun var såre i armne, en lange dyb flænge gik fra hendes albu til hendes håndled. Og det blødte en smule men i forhold til andet djælve var hendes blod ikke sort men rødt, lige som alle anders var hun var ikke så anderledes fra ander en som. Fra hendes egen 399 søsken der hjemme de var alle voksen, men Galadria var stadig væk et barn i forhold til hendes mange søsken der hjemme. Hun var alene her uden nogen hun kendet eller nogen hun kunne være sammen med,

Enya kigger sig omkring da hun hørte en svag lyd af nogen der græd. Var der alligevel nogen der mindedes de døde? Hun fik øje på en ung kvindeskikkelse som sad og græd, men det så ikke ud til at være over for de døde, mere fordi hun brugte kirken som et tilflugtssted. Hun bemærkede hendes sår op af armene og valgte at gå over til hende.
Hun gik lydløst over til hende og satte sig på hug foran hende. Hun kunne ikke lige sætte fingeren på hvilken race hun var, men betød det noget?
Forsigtigt, så den unge kvinde ikke skulle blive bange, lod hun sine hænder glide over hendes arme, dog uden direkte at røre.
Et svagt skær syntes at lægge sig om hånden og sammen med den svage skær begyndte sårene at heles.
Da de var helet rejste hun sig igen og så venligt på hende, smilte svagt til hende.

" hvem er du. og hvad er du " spurte Galadria stille hun viske bange for hende og det var hun også, ret meget hun kendt ikke til andet racer en varulv,vampyr,djælve og dæmoner. Og var de eneste væsner hun kendt til end til vider hun smilede svaget, og ret stille hun var glad over at hendes sår var healde sammen. Men det stak stadig væk i hendes arm men ikke så meget mere nu, hun hade sort hår og lillaøjnen som passe godt til hendes figur

Enya så lidt på hende og satte sig på en sten over for hende. Hendes grønne øjne gled over omgivelserne inden hun endelig sagde noget.
Hun pegede på sig selv.
"Enya" hun smilte ikke så meget mere, for hun vidste hun ikke kunne kommunikere som andre...For hun havde aldrig lært at tale sproget...
"El..vear..." prøvede hun og pegede på sine ører. Hun var elver.

" Enya er elever " sagde Galadria. og smielde stille nu kendt hun også til elver, Så følde hun at hun kunne finde flere venne når hun kendt flere racer end sig selv.