lille snemand!

Ude i menneskemængden i parken gik en pige, hun var ikke svær at få øje på, da hendes sorte hår og sorte påklædning nærmest skindede imod det hvide sne der lagde over alt. Hun burde egentlig ikke være her, hun burde være der hjemme og hjælpe hendes far, men endnu engang havde hun sneget sig udenfor.

Hun sukkede dybt inden hun lod sit blik glide rundt på alle de glade og legende børn, hun savnede den tid hun var sådan og for den sags skyld havde tid til det. Nu var hun bare hendes fars lille forsøgskanin og måtte ikke komme ud og se omverden " Chesire! Chesire kom nu her din dumme kat altså!" vrissede hun kort og så efter sin kat som ihærdigt løb gennem sneen, hvor den næsten var væk.

Katten så tilbage på hende og lod sin hale sveje fra side til side og det var som om den havde et smil på læberne " Chesire.. Kom nu her" sage hun bedende og bed sig i underlæben da hun så katten gik ud på det store springvand der stod i parken. Hvis der var noget hun var bange for var det vand, hele hendes liv har hun ikke ville se, eller mærke vand mod hendes hud, men mindre det var et bad eller et glas vand, hvilket jo var nødvendigt, men havet og sådan noget som springvand gjorde hende bange.

Hvis det var noget Andrei elskede så var det sne, det var så dejligt også var det magisk. Han havde siden han var helt lille altid troet at sne var magi støv, som feerne kom med for at gøre så børn fik en magisk tid. Derfor kunne han sidde hele dagen lang og lege med sne, når han var lille og pakket ind fra top til tå for ikke at komme til skade. Så blev hans moder nød til at tvinge ham ind, eller ville han ikke ind ligemeget hvor meget han frøs og hvor meget klokken var. Han havde også altid leget alene, måtte have ekstra fantasi for at kunne lege alene. Da hans forældre var bange for at han kom til skade, hvis han legede med andre børn. Han havde derfor ikke noget imod at sidde der i sneen og lave små snemænd alene, mens alle børn omkring ham legede og grinte. Han lavede en snemand og en snekone og grinte en gang imellem, mens hans fingere rystede lidt da sneen jo var så koldt. Og han kunne ikke holde ud at have handsker på når han skulle lave snemænd, så var de bare i vejen for det sjove. Hans blik vende sig hurtigt omkring da han hørte nogen halv råbe, han fik øje på en kat og derefter en pige som fik ham til at bide sig i læben. Pigen så jo ikke ud til at have det godt med det katten lavede, han tørrede sine hænder af i sine bukser som bare gjorde dem våde. Før han tog sin taske op og fandt en kiks frem, hvis det var en ting han ikke kunne leve uden så var det kiks og havde altid en pakke på sig. Han tog sin taske på ryggen igen og rejste sig langsomt op fra sneen, bare for ikke at falde da det viste han bare ville gå galt. Han begynde langsomt at gå hen mod katten og holde kiksen hen mod den "kom lille kat.. misser misser" sagde han flere gange og satte sig ned i sneen igen et lille stykke væk fra katten og springvandet, da han jo heller ikke ville komme til at gøre den bange.

//hej,. jeg smutter i seng nu..//

Hun bed sig usikkert i underlæben og tog et skridt tættere på springvandet. Hele hendes krop skælvede indtil hun hørte en stemme komme fra en dreng der kaldte på hendes kat * gud ske tak og lov* sagde hun og sukkede stille da katten sprang fra springvandet og over mod drengen, som stod og kaldte på den " Chesire.." sagde hun stille og gik roligt over mod denne fyr.

Let og elegant lod hun en hånd glide gennem hendes lange sorte hår inden hun rettede sit blik mod ham " Tak... For hjælpen" sagde hun stille og usikkert. Hendes krop rystede stadig, men det var ikke på grund af det med springvandet, men fordi hun frøs helt vildt, for nu var det jo ikke ligefrem det varmeste tøj hun havde taget på.

Hun udstødte et suk inden hun så mod drengen der lige havde redet hende for hendes værste frygt. Hun så mod sin kat som nærmest sendte hende et smørret smil og i hendes verden gjorde den det faktisk * møg kat* tænkte hun og så sig kort over den ene skulder da hun kunne mærke en snebold mod hendes ryg " Kom nu Fire..." lød det fra en pige på omkring 7 år som lige havde sendt den snebold efter hende

Andrei havde altid kunne lide dyr, dem kunne han slappe af ved og være sig selv. Også var han ikke bange for at blive rørt af dem, som han havde det med mennesker. Han smilte venligt til katten "dygtig" sagde han og lod sine fingere blidt røre ved dens pels, det var utroligt hvor blød en pels katte kunne have. Han vende langsomt og usikkert sit blik op mod pigen, mens det tog lidt tid før han kunne få noget sagt "så lidt" mumlede han og vende sit blik lidt hurtigt mod pigen som kastede med sneboldte, han kunne ikke lade være med at smile selv om han havde lyst til at grine lidt af det. Sneboldt kamp var noget han altid havde haft lyst til at prøve, men han viste også at det kunne gå vildt for sig nogle gange. Han begynde bare at nusse katten bag øret, mens han så på hvad pigerne lavede.

Hun fik listet et blidt smil frem på hendes læber " Em.. Vent lige" sagde hun og rettede sit blik mod denne fremmede " Jeg kan næsten ikke takke dig nok" sagde hun og bed sig forsigtigt i underlæben. Hun var ufatteligt usikker på denne unge fyr der sad og kælede for Chesire, men han gjorde hende tydeligt vis intet.

Et suk undslap hende inden hun satte sig ned i sneen og smilte uskyldigt til hendes kat som så ud til at nyde at blive kælet for " Du har altid elsket dyr.. Ikke sandt?" sagde hun stille til ham og bed sig usikkert i underlæben og lod kort en hånd glide gennem hendes lange sorte hår og så ned i jorden med et kort smil.

Han havde det lidt svært med at holde øjekontakt med hende, og lod sit blik flyve andre steder hen en gang imellem "d... det er okay" sagde han helt stille i det og kunne ikke få sig selv til at snakke højere, de fleste havde nok forladt ham bare der når han knap nok kunne få ord ud. Derfor blev han lidt overrasket over at pigen kom hen og satte sig ned, han vende sit blik ned mod katten som så ud til at nyde det ret så meget "jo.... dyr er skønne" hviskede han og vende sit blik mod hende igen lidt efter "je.. jeg er Andrei" sagde han

Hun bed sig blidt i underlæben og smilte kort efter til ham " Katte er nok det bedste dyr jeg kender til" sagde hun med en blid stemme og kunne føle på ham at han nærmest var bange? Egentlig havde han ikke noget at være bange for, han havde lige redet hende og Chesire " Jeg hedder Safire" sagde hun med et blidt smil på læberne.

Hun mærkede hvordan usikkerheden steg inden i hende da hun hørte en mandelig stemme hun kendte * nej.. Nej sig det ikke er sandt* tænkte hun og så over sin skulder, men jo det var sandt.. Hendes far havde fundet vej ned i parken og ledte sikkert efter hende " Safire? Er du her?" lød hans stemme " satans" hviskede hun og bed sig i underlæben " Pas på Chesire... Jeg er tilbage om lidt" sagde hun og rejste sig og gik et stykke væk fra denne dreng og fra hendes far som var på vej over dem.

Andrei viste ikke hvilket dyr han selv bedst kunne lide, da han selv synes at de alle sammen var dejlige. Men hvis man tænkte på hans helbred så var det nok kat, da en hund jo kunne blive for meget når det handlede om at lege "Safire" gentog han lidt for sig selv, bare for at være lidt mere sikker på at han ville kunne huske hendes navn. Han var ikke den bedste når det handlede om navne, han havde det med at glemme dem da det havde sket flere gange. Det tog flere uger før at han kunne huske sin lærer's navn, så dårlig var han sgu til sådan noget.
Han noget ikke at sige noget før hun var smuttet sin vej, og hans blik blev bare rettet ned mod katten som åbenbart hed Chesire "hvor er du en sød kat" sagde han og træk den bare langsomt op i sit skød, hvor han kælede den videre, han kunne ikke lade være med at smile imens da dyr altid fik et smil frem på hans læber.

Chesire spandt mens han kælede for hende og så kort op på han da han trak hende op i hendes skød. Hun lukkede sine øjne og spandt fortsat og lod sin hale sveje fra side til side.

Safire stillede sig med ryggen til et træ og hørte hendes far's skridt komme nærmere * gå nu bare!!!* tænkte hun og bed sig i underlæben, hvis der var noget hun ikke kunne klare så var det hendes far " Safire? kom nu frem" sagde han med tikkende stemme, men hun hoppede ikke på den, hun ville ikke hjem igen, hun havde jo lige mødt Andrei.. Hun havde ikke brug for hendes far kom og ødelagde det hele for hende som han plejede at gøre.

Han kunne ikke lade være med at smile, da hun jo så ud til at nyde det ret så meget. Hans blik vende sig alligevel mod den mand som råbte efter pigen, den pige som han lige havde mødt. Han tog katten godt op til sig, så han ikke ville komme til at tabe den. Det ville jo heller ikke være særlig sødt at ligefrem tabe katten, da det jo ikke var hans kat også selv om katte havde det med at lande på benene. Han rejste sig langsomt op og gik med forsigtige skridt over til manden, han prøvede næsten ligefrem på at gemme katten da han jo ikke var sikker på om manden overhovedet kende katten "undskyld?" sagde han lidt usikkert, som fik manden til at vende sit blik mod ham "du sø... søger efter Safire?" spurgte Andrei ham om og fik bare et nik tilbage "hu... hun gik den vej" sagde han og pegede ud af parken, da han havde regnet ud at hun ikke rigtigt gad snakke med denne mand.

Hun hørte at Andrei havde stoppet hendes far " Gud ske tak og lov" sagde hun stille og faldt ned i sneen med et svagt bump. Da hun havde på fornemmelsen at hendes far var væk kom hun frem fra sit skjul " Andrei... Jeg.. " sagde hun og så ned i jorden.

Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, for han havde lige redet hendes liv, hvilket hun var ham evigt taknemmelig for " Jeg ser Chesire... Kan lide dig" sagde hun og smilte blidt til hendes kat og derefter til ham igen " Hun kan kun lide personer hun ved jeg kan stole på.. " sagde hun og bed sig kort i underlæben.

Langsomt lod hun en hånd glide gennem hendes lange sorte hår og så sig over skulderen over på pigen der for noget tid siden havde kastet en snebold efter hende " EM.. Jeg kommer senere... " sagde hun og smilte blidt til pigen der nikkede og fortsatte sin snebold krig med de andre børn i parken

Andrei havde ikke brug for et tak, da det blot var tak nok i at hun ville snakke med ham. Han så ned på Chesire og smilte lidt imens "je.. jeg kan også godt lide hende" sagde han og vende sit blik op mod Safire og smilte lidt usikkert til hende, man kunne ligefrem se hvordan hans smil forandrede sig fra Chesire og til Safire "s.. så har hun et godt hjerte" sagde han og viste ikke hvad han ellers skulle sige, han vende sit blik hen mod den lille pige igen og tilbage på Safire "hvis.. du vil.. må du gerne" sagde han og ville ikke holde hende tilbage i en sneboldt kamp "je.. jeg og Chesire kan bare kigge på" sagde han og fik lidt røde kinder, da det ikke var tit at han snakkede så meget.

Hun smilte genert til ham " Er du sikker?? jeg vil ikke.." sagde hun og bed sig usikkert i underlæben. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, hun ville gerne være ved ham da han virkede ufatteligt sød, men hun havde jo også sagt til pigen at de skulle lege sneboldkrig som de plejede, men hun kunne jo ikke, trods han lige havde sagt det var okay.

" Jeg bliver ved dig" sagde hun og så hans rødmen, hvilket var ufatteligt sødt " Jeg er glad for du ikke sagde jeg var her i parken.." sagde hun og holdt ned i hendes lange frakke, da hun var bange for den måske skulle flyve op og afsløre hendes ar på armene.

Andrei så kort på børnene som legede og kunne ikke lade være med at smile lidt, han havde vel et ønske om at blive et normalt menneske på et tidspunkt. Selv om han jo godt viste at det aldrig ville ske, han ville altid forblive den skrøbelig person som han var. Han vende sit blik lidt efter mod hende igen "okay" sagde han da det jo var hendes eget valg om hun ville lege sneboldt kamp eller ikke, han kunne jo heller ikke tvinge hende til at gøre det "hv.. hvem var han?" spurgte han om og viste jo ikke engang om hun gad svare på det, men han var en ret si nysgerrig dreng.

Hun så ned i jorden og bed sig kort i underlæben " Han var min far... Eller hvad man nu skal kalde ham" sagde hun og mærkede en smerte jage igennem hende bare når hun snakkede om det, men hun viste det ikke.

Et svagt suk kom fra hende idet hun lod sit blik hvile på ham " Lad mig bare sige jeg vil hellere være her end der hjemme" sagde hun og bed sig i underlæben igen. Der ville sikkert snart gå hul i hendes læbe.

Andrei kunne godt høre at han var kommet ind i noget som han nok ikke burde, han var jo ikke sikker på om hun ville snakke om det "oh..." sagde han og vende sit blik ned mod katten som bare han bare ved med at nusse, hans fingere blev jo også varme af det da dyr jo altid havde det med at være varme i det. Han vende atter en gang sit blik mod Safire og sende hende et lidt usikkert smil "je.. jeg er glad for at du er her" sagde han og ville bare endelig fortælle hende, at han var glad for at han mødte hende. Selv om det var så svært for ham, og det irriterede ham også ret så meget.

Hun smilte blidt til ham og bed sig kort i underlæben " Det er okay.. Mange mennesker ved ikke hvorfor jeg flygter fra ham.. Hvilket egentlig også er godt nok" sagde hun og sukkede inden hun lod sin ene hånd glide gennem hendes hår.

" Virkelig?" sagde hun lettere overrasket og smilte kort " Jeg er da glad for der er nogle der overhovedet vil snakke med mig, eftersom de fleste ved hvad jeg er for en" sagde hun og bed sig kort i underlæben.

Andrei var bare glad for at der var nogen der gad snakke med ham, da de fleste jo holde sig væk fra ham. Han forstod også godt hvorfor folk holde sig væk fra ham, han kunne jo ikke pjatte rundt som så mange andre mennesker kunne. Han lod sig bare glide ned i sneen og nussede videre på katten "je.. jeg er også glad for at have nogen der gider snakke med mig" sagde han og var glad for at havde nogen at snakke med, bare sådan en gang imellem så var det ret så dejligt.

Hun smilte blidt til ham " Jeg vil med glæde blive ved med at snakke med dig" sagde hun og frembragte et kækt smil på de rosa søde læber. Hun havde ikke så meget at sige, men hun syntes det var utroligt at Chesire ville blive ved med at ligge hos ham.

" Hun kan vidst lide dig temmelig meget" sagde hun og så på Chesire der spandt som aldrig før. Det var den første fyr Chesire havde blevet ved og ladet sig blive kælet af, ingen andre end ham

Andrei var glad for at høre det hun sagde, da det vel betød at han havde fået sig en ven? det var ikke noget han havde før, og derfor turde han heller ikke spørge om det betød at de så var venner. Han så ned på Chesire og kunne ikke lade være med at smile af det "h.. hun er også sød" sagde han og trykkede kort sin næse ind mod hendes hoved, inden han så op på Safire og smilte lidt mere venligt til hende "je.. jeg håber da også at du kan lide mig" sagde han og håbede vel bare at han ikke havde gjort hende bange.

Hun så på ham og rødmede kort over hans ord " Så ville jeg ikke have blevet her.. Du sendte jo trods alt også min far væk" sagde hun og smilte blidt til ham. Jo selvfølgelig kunne hun lide ham, faktisk så meget at hun ville lade ham blive ved med at holde Chesire, han var også den eneste der havde fået lov til det.

Hun så sig over sin ene skulder og sukkede kort inden hendes blik igen faldt på ham " Jeg er glad for at have mødt dig.. Du er den eneste ven jeg egentlig har" sagde hun og bed sig kort i underlæben inden hun lod en hånd glide gennem hendes lange sorte hår.

Andrei sad bare og nussede Chesire imens Safire snakkede, nok kiggede han ikke så meget på hende.. men hørte efter på hvad hun sagde til ham. Hendes ord varmede ham lidt inde i, også selv om han sad med sne op til knæene. Han lod sit blik langsomt glide op på hende og et smil var på hans læber, ikke et usikker smil som han havde sendt hende før "d.. du er den første ven jeg har" sagde han og havde nok aldrig troet at han ville få en ven, at der overhovedet var nogen som gad ham. Han havde nok rejst sig op og krammet hende, hvis ikke det var fordi han havde det fobi som han havde.

Hun bed sig kort i underlæben og smilte derefter " Jeg er glad for at have nogle at snakke med for en gangs skyld" sagde hun og legede kort med en af hendes lange lokker inden hun smilte kort for sig selv. Hun ville virkelig gerne give ham et kram lige nu, men hun turde ikke, som om hun var bange for at der skulle ske noget.

Hun bed sig kort i underlæben og så ned på sneen og samlede en smugle af det op i hendes hænder " Det føltes ikke engang koldt" sagde hun og smilte for sig selv. For hende var sneen ikke kold overhovedet, men det var måske takke været hendes dæmon gener

Han så bare op på hende med et smil på læben, han var endelig glad for at han ikke behøvede at smile usikker længere. Han skulle vel også bare lære folk at kende, før at han kunne stoppe med at være alt for genert. Selv om han stadig følte sig lidt genert omkring hende, så var det meget bedre nu end når han lige havde mødt hende "je.. jeg er også glad for at have nogen at snakke med" svarede han og var utrolig glad for at have en ven, selv om han virkelig ikke viste hvad man gjorde når man havde en ven. Han havde jo aldrig før prøvet at have en ven, alle børn plejede at mobbe ham ellers lod de som om han ikke var det. Så at have en at snakke med som ikke var hans forældre, lærer eller læger var endelig ret så dejligt. Han så bare på mens hun samlede sneen op og var lidt overrasket over det hun sagde "det er da koldt?" sagde han lidt undrende i det, og synes selv det var virkelig koldt.