Frozen with snow

Tid: Eftermiddag
Sted: Bjergkæden - i en lille hule
Vejr: Det er koldt; vintersolen er fremme og skinner skarpt
Omgivelser: Ingen mennesker

Livet var meningsløst. At leve var meningsløst. I hvert fald når man ikke gjorde andet end at skade folk og omverdenen.
Athal krummede sig lidt mere sammen og lukkede øjnene fast i. Armene var slynget så tæt rundt om kroppen, at muskelspændingen næsten dækkede for de konstante bølger af hede, der bragte kvalme og svimmelhed op til overfladen. Fra enhver fingerspids, enhver hudcelle gnistrede elektriciteten. Den lille hule, Athal de seneste to dage havde søgt tilflugt i, indbudte mange gæster fra utøjets verden, hvilket ville få enhver til at løbe hylende væk. Men det var ikke noget problem for Athal; i hvert fald ikke mere.
Jo mere han tænkte over sin nyopdagede elendighed, destro varmere blev det og lynene større. Det var nu pludseligt som om, han have skabt sin egen barriere af en slags. Ryggen lå anspændt presset op mod klippevæggen, mens hovedet hvilede livløst på den bladbestrøgede jord. Omkring ham kravlede en bille i ny og næ; måske også nogle myrere, men de havde deres egen ring af sikkerhed. Ikke mere end en halv meter skulle der til, før alle levende skabninger tog benene på nakken og lod Athal være. Ikke at det gjorde ham noget, slet ikke! (blev han ved med at fortælle sig selv), og desuden sikrede det jo også andres sikkerhed.
Mindet om Evangelines ansigt, da han for to dage siden var taget hjem og havde stukket hende den groveste løgn for derefter at forlade lejligheden med intet andet end tavshed og sin egen rygsæk, gnavede sig ind i hans samvittighed og plagede ham nat og dag, så han led af søvnmangel. Også Aine var genstand for hjemsøgelse. Hvor svært det end måtte være, kunne han ikke glemme den brusende følelse af lettelse, da han så hende i live, Han havde sådan frygtet, at han havde mistet hende for altid og ville have, om muligt, handlet uden nogen tankers indblanding. Men nu var det lige omvendt.
Athal virrede ukonfontabelt med hovedet, idet endnu en bølge af ubehag skyllede over ham. Som om det ikke kunne være nok, var han også nødt til at bruge af egne energireserver for at holde sig i live. Som alle andre behøvede hans krop vand for at overleve, og det havde han skaffet ved egen magi, men derimod tog han direkte fra sit eget energikammer. Mad havde der ikke været meget af. Kun én gang havde han ladet sulten overmande sig og var stavret ned til søen, hvor blot berøringen af en fisk havde været nok til at grille denne.
Nu var det hele der igen. Adskillige mørke hårtjavser faldt ned i Athals ansigt, idet han rastløst bed sig i læben og strakte sig i ubehag. Lynene gnistrede til deres eget show.
*Åh gud, hvorfor lige mig?*

Aubreiane sad hjemme i sit hus og stiftede frem for sig selv, hun følte sig så tom indeni, hun følte sig så trist uden ham ved sig, den måde han var løbet væk fra hende, og nu bare gemte sig, havde gjort hende så ked af det, hun anede ikke hvad hun skulle stille op,. Hun savnede ham, savnede at se ham og mærke hans sind, det var så mærkeligt han ikke længere var der.
Tøvende lod hun hænderne glide gennem sit lange lyse hår og gned kort sin nakke, der var en blålig blomst der hvor isdæmonen havde rørt hende, det gjorde ikke som sådan ondt, var bare lidt underlig, hun forstod ikke hvorfor den var der, men kunne sagtens tænke sig til at, havde han rørt hende mere, havde hun nok ikke overlevet det.
Hun rejste sig og sukkede for sig selv, pludselig
Mærkede hun ham, hun kunne mærke han var kold udenpå, at han var trist, hun kunne umuligt ignorere det, det kunne hun ikke få sig selv til. Hurtigt havde hun skiftet tøj til noget varmere, og tog så sin jakke på, sværdet han hurtigt ved hendes side, og hun smilte lidt, hun havde opdaget en ny evne, en magisk evne, men hun vidste ikke så meget om den endnu, og prøvede hele tiden på at finde ud af Mere og mere, så hun kunne lære det. Det var jordmagi, og den eneste grund til hun havde opdaget det, var at hun havde fået en blomst til at blomstre igen, hun havde været så trist over den var død, og da hun så strøg den over bladene, så bli syrede den igen.
Hun tog et par skridt ud af huset og låste døren, med alle de mange låse, tænkende så hun rundt, lukkede øjnene og fandt hans sind, så gennem hans øjne, og vidste så hvor han var, let åbnede hun øjnene igen, og gik langsomt op mod grotterne, turen kendte hun jo, så hun var ikke bange for at falde. Let stoppede hun udenfor grotten og bed sig i læben, tændte en flamme i sin hånd, og gik let ind og ned i grotten for at lede efter ham, havde nær trådt på hans hånd, hun gispede og satte sig på hug ved ham, varmen generede hende ikke, hun var jo ilddæmon, så varmen var egentlig meget rar, hun vidste godt han ikke kunne styre det, men hun kunne ikke bare lade ham ligge der. "Athal dear.. Er du okay?" hviskede hun lavt og rakte ud efter ham.

Hvilke muligheder havde han? To dage med kun sig selv som selskab giver rum til meget spekulation. Athal havde det så elendigt, at han efterhånden var begyndt at overveje alternative metoder, der kunne fri ham selv og andre for de lidelser, han (åbenbart) i sin fortid havde været skyld i og nu (på gurnd af sin nye kraft og dødsfjender) ville påføre i fremtiden. Hvor ville det være dejligt bare at forsvinde ind i bevidstløshedens mørke og glemme alle de dumme bekymringer. Athal havde et par gange prøvet at samle vrede og skam nok til, at varmen blev så udbredt, at han ikke ville kunne udholde det mere og derefter ville besvime - med tankerne om, at det måske denne gang ville være for meget for hans krop at bære. Faktisk var det sket, da han, med hjertet pumpende helt oppe i halsen, for to dage siden var flygtet fra Aine. Han havde før oplevet at rumme så mange følelser, at de ikke var til at styre, men denne gang havde været den mest forvirrende. Vrede, skam og store mængder af sorg læssede sig tungt ned over hans skuldre og havde gjort det så uudholdeligt varmt, at lynene gnistrede i uophørlige danse, og hans syn på et tidspunkt var blevet sløret, så han kollapsede midt i skoven. Derefter var han vågnet igen, hvor månen stod højt og natten var kold.
Nu var det fuldkommen umuligt. Athal forsøgte nu og da at bringe de stærke følelser frem igen, men det var som om, det hele var visnet; som om der ikke var mere at tage af. Den ubehagelige følelse af feber og uudholdeligt varme kom i stride strømme for hvert øjeblik, der gik, og han følte sig som en tom skal, hvis skæbne virkede meningsløs og ondskabsfuld.

Han måtte være gledet hen i en form for slumrende søvn, for pludselig var der noget, der vækkede hans opmærksomhed. Et eller andet bevægede sig mod hulen - et væsen af en slags -, og Athal var så træt, at han ikke med rette kunne finde ud af, hvad det var. Et øjeblik overvejede han, om det mon var en bjørns hule, han havde lukket sig ind i, og at den, så snart den så Athal, ville angribe med både tænder og kløer. Det ironiske lå så i, at den ikke engang ville kunne gøre ham noget, om end hvor meget Athal ønskede det. Blot det, der for dyret ville svare til en lille bjørnekrammer, ville sende den direkte i døden. Bare tanken var deprimerende nok i sig selv.
Athal opgav simpelthen. Hvorfor overhovedet åbne øjnene for at lede efter beviser, når vedkommende i sidste ende alligevel ville løbe for sit liv, så snart denne så ham? Han forsøgte at glide ind i søvnens usikre favn igen, hvilket i sig selv var let, for Aines stemme sneg sig med det samme ind i hans drømme. Det føltes næsten som om, hun stod lige ved siden af ham og spurgte, om han var okay. Det virkede så ægte, at han overvejede, om han mon også var begyndt at hallucinere nu.
Lige et øjeblik ...
Athal slog øjnene op, registrerede Aines bekymrede ansigt foran sig i slørede former og fik dernæst øje på hendes hånd, der forsigtigt strakte sig frem mod ham; ønskede at røre ham. Han för så hurtigt op, at alt på én gang gyngede så meget, at det føltes som at være på den vildeste karrusel i Tivoli. Sveden perlede på hans blege pande, og han stirrede på Aine med skrækken malet i øjnene.
"Aine," hviskede han med så sprukken stemme, at han blev nødt til at rømme sig for overhovedet at kunne sige de næste ord. "Hvad laver du her?"

Aubreiane så ham ligge der, som om han ikke havde mere livsgnist, som om han bare ønskede at glide så langt væk som det var ham muligt, han lignede.. han lignede hende.. som vampyr.. som han bare ville dø, men det kunne hun umuligt tillade, det ville hun ikke, hun elskede ham, højere end noget andet, og hun ville bare have ham til at komme med hjem,.
Hun gispede idet han for op, som om han ikke ville have hun rørte ham, han virkede ikke en gang glad for at se hende, kort var hun i tvivl om det mon havde været en god ide at komme hen for at finde ham, men self havde det været det.. hun kunne ikke bare være passiv, og bare vente på at han fik gjort det af med sig selv, det ville hun ikke, og hvis han kendte hende så godt som han burde, vidste han det.
"Athal jeg.. jeg kunne bare mærke du var trist.. jeg kan ikke efterlade dig her.. kom nu med mig hjem søde.. så finder vi ud af det, det er jeg sikker på vi godt kan" hviskede hun og bed sig hårdt i læben, vidste ikke hvordan han ville tage det, vidste ikke om han nu blev vred over at se hende.
"Vær nu sød Athal.." hviskede hun lavt og rakte langsomt hånden hen mod ham igen, varmen generede hende ikke, og det ville den aldrig komme til, for hun var jo vant til varmen, hun ville bare hjælpe ham, hjælpe ham med at lære og styre varmen, at fokusere den bedre, hvis han dog bare ville gå med hende hjem.. men han lignede en skygge af sit gamle jeg, hun kunne ikke finde ud af hvad der var sket med ham, andet end han måtte have fået nogle mærkelige kræfter, idet den eksplosion skete,. Hun vidste endnu ikke om det var hendes skyld, om hun havde været skyld i at han var blevet såret,.

Athal kunne føles Aines store anger og medlidenhed mod sig som to, iskolde hænder. Det var bittersødt og forfærdeligt på samme tid.
Forandringen fra at ligge ned og dertil på stående fødder efterlod ikke den store forskel. Athal kunne endnu mærke muren presse mod sin ryg; kold, fremmed og samtidig som en god støtte mod svimmelheden. Han stirrede på hende, mens en lang perlerække af tanker stablede sig op. Nu skulle der tænkes hurtigt. Med en skælvende indånding kappede han forbindelsen mellem dem; lod den mentale mur bryde frem, så Aine ikke havde mulighed for at læse én eneste tanke, få så meget som én klar følelse, som hun ellers altid var i stand til, og han ved hende. Det var ligesom dengang, de mødte hinanden første gang, eller ligesom dengang Aine var blevet så vred på ham, fordi han havde kysset med en anden pige, at hun havde lukket ham ude. Fraværet af Aines sind føltes enormt.
"Aine ... " mumlede han, lod omhyggeligt det blå blik hvile mod sollyset, der svagt insissterede på at nå dem gennem jordens mørke, bag hende og tvang et følelsesløst udtryk over ansigtet. En upassende maske. "Gå din vej."
Det var ikke let; absolut ikke, og havde han ikke været blot en smule mindre sikker i sin sag, ville det ikke have lykkedes. I hans hoved kørte konstant en indre film af Ikriedt, der koldt og roligt fortalte ham årsagen til alt. Hvorfor hans forældre skulle dø, og hvorfor de lod det gå udover ham dernæst. Aines ansigt dukkede ubemærket op af sig selv; måske til dels fordi hun stod foran ham, og måske til dels fordi hun havde været en del af dem, han havde tænkt mest på i den her tid. I tankernes form forestillede det dog det horrible syn af dæmonpigen med blodet løbende ned over ansigtet.
Med en umådelig kraftanstrengelse tvang han sig tilbage til nuet; velvidende at Aine sandsynligvis ventede en eller anden forklaring fra hans side. Han rømmede sig lidt.
"Tag hjem," vedblev han følelseskoldt, mens gnisterne skrabede sig mod hans hud. For guds skyld, rør mig ikke. Han trådte endnu et skridt tilbage, da han så hende atter række ham sin hånd. "Jeg ved helt ærligt ikke, hvad du regnede med. Hvis du virkelig troede, at du hjalp mig, så er du blind."
Det var ulideligt, men han fik mod alle odds sig selv til at se hende i øjnene; lod ordene bundfælde og vejre sig i luften, indtil det til sidst måtte gå op for hende, hvad han talte om. Mindet om Aine, der lykkeligt smilende fortalte ham om sin forvandling fra vampyr til dæmon og omkring dværgenes strenge betingelser optrådte kort for hans tanker.

Aubreiane så stille på ham, han virkede så lille og spinkel, som et snefnug der smelter i den varme sol, men alligevel var han jo så varm, hun kunne mærke det så tydeligt som når hun ramte vandet, hun vidste han svedte, vidste han ikke kunne styre det, og hun ville bare hjælpe.. Noget så inderligt ønskede hun at hjælpe ham, at et smil skulle lyse op i hans ansigt, og dermed vise at han ville have hendes hjælp, at han virkelig godt kunne bruge den, men i stedet virkede det som om han hellere var fri for nogensinde at se hende igen.
Hun så svagt og en anelse usikkert ind i hans øjne, da han bad hende gå.. gå? hvorfor skulle hun dog det, det kunne hun ikke drømme om, hun ville ikke gå fra ham, slet ikke nu. Pludselig gik noget op for hende, hun kunne mærke noget.. Eller rettere det der manglede, hun manglede ham, manglede hans sind, tøvende lod hun hovedet glide på skrå, lukkede han hende ude? Hvorfor gjorde han dog det, de havde jo noget sammen.. Hvordan kunne han bare gøre det? Jo hun havde selv gjort det en gang, men det havde været så svært pågrund af sine følelser for ham. Betød det han ikke havde nogen følelser for hende mere? Det måtte det jo næsten gøre.
Da han gentog det, gjorde det så ondt, hun mærkede tårene presse sig på, hvordan kunne han være så kold og kynisk overfor hende, var det ikke ham der havde givet hende livsmodet, lært hende at man skulle være god ved andre, hvor var han dog blevet af. Stille så hun ned i klippegulvet, idet de sidste ord faldt over hans læber, bed hun sig hårdt i læben, en kold brise kom ind og hev fat i hendes lange hår, den blå blomst på siden af halsen blev kort synlig, og idet hun så op på ham igen, løb tårene ligeså stille nedover hendes kinder. “Fint… jeg anede ikke jeg var sådan en stor pestilens for dig.. Det jeg ked af” hviskede hun og så væk fra ham, hun slukkede flammen, og stod en stund i mørket og stirrede ned i gulvet, som prøvede hun at forstå, at han ikke ville se hende igen, men det gjorde så forfærdeligt ond, at det nemmeste nok var bare at.. Ignorere det. Glemme det.. Glemme de følelser hun havde for ham, for det betød jo intet for ham nu.
Til sidst gik hun ud af grotten med lette skridt, hun bemærkede knapt turen ned af bjerget igen, tænk hun havde været så lykkelig for at se ham igen, og glædet sig til at kunne lære ham noget denne gang, også.. Også ville han i virkeligheden bare aldrig se hende igen.

“Jamen hej min egen, sikke sjovt du også er her” Aubrey’s stemme skar gennem stilheden og afbrød hendes tankegang, han stod mageligt lænet op af et træ, som havde han stået der hele tiden, og egentlig bare ventet på hun skulle komme tilbage igen, det var ingen sag for ham at nedbryde hendes mure om sit sind, ikke lige nu i hvert fald.
De grønne øjne mødte intenst hans røde, og idet han lod hovedet glide på skrå, stoppede hun op, vidste udmærket han nu ville vide hun var dæmon, og at det højst sandsynligt ville gøre alt meget sjovere for ham, og ganske rigtigt, et glimt af morskab hvilede pludseligt i hans blik, og han rettede sig let op, strakte de muskuløse arme, som lige nu havde en kropsnær sort t-shirt på. Og dermed afslørede samtlige muskler i hans overkrop. Jo han så ganske godt ud, mørkt hår, mørke øjne når de ikke var røde, porcelæns hvid hud, som kunne det være modeleret af engle, men nej.. Det var han langt fra, men lige netop hans udseende, havde fået hende til at falde for ham, dengang for mange mange år siden.
“Skrid til helvede Aubrey og lad mig være i fred” hvislede hun vredt, hun gik let udenom ham, for egentlig at ville nå sit hus, for der kunne han ikke komme ind mere, det havde hun sørget for, en forsent. I en hurtig vending var han henne ved hende, og havde smidt hende ind i et træ, hun gav et smertefuldt skrig fra sig, idet hun ramte det, og blev for en stund liggende på jorden, og ømmede sine ribben lidt, der var helt klart et brækket. Hvis ikke flere, og dette lod bare til at more Aubrey endnu mere.
“nu du meget sjovere at lege med, ville det ikke også være sjovt hvis, jeg bed dig, og du blev vampyr igen?” hvislede han koldt, og gik hen og pressede hende mod træet, han holdt hendes hænder hårdt mod stammen, så hårdt at hun kunne mærke hans negle bore hul gennem hendes hud, hun så nydelsen i hans blik, idet duften nåede ham, vidste hun ikke havde en chance, for selvom hun så slap fra ham nu, ville han være henne og have myrdet hende, endnu før hun nåede sit hus.
Hun mærkede hans tungespids mod sin hals, “Du kender turen skat, hvis du nu holder op med at stritte imod og lægger hovedet lidt til siden, bliver alt meget nemmere” hviskede han legende,. Tøvende begyndte hun at slappe af, hvad nyttede det egentlig at kæmpe imod, hvis Athal ikke ville have hende mere, så ville hun jo blive vampyr igen uanset hvad,. Men på den anden side, havde hun ikke lyst til at skulle blive hans madpakke, endnu en gang.
Grebet om hendes håndled blev strammere og fik hende til at gispe en anelse, hun lod langsomt hovedet glide på skrå, og bed sig i læben, kort tøvede han dog, og betragtede isblomsten, “Du har allerede haft problemer hva? Gad vide hvad du mon gjorde, for at slippe af med ham, ah nu ved jeg det, hvis man kigger sig omkring i den nedbrændte skov, er det ikke så svært at regne ud” hvislede han og grinte let, langsomt lænede han sig ned. Hun skælvede idet hans tænder gennembrød hendes spinkle halspuls, og lukkede øjnene hårdt i, det gjorde mere ondt end hun huskede det til at gøre, og han drak hurtigere end sidst, hun mærkede hans ene arm lægge sig om livet på hende, idet benen gav efter under hende.

Han kunne lige så godt have hældt gift i et åbent sår; så dødbringende skar det i Athal, da han så det udtryk, der gled over Aines ansigt. Alt i ham higede efter at undskylde. Spytte ud med det hele og bede om bønfald på sine tiggende knæ, men han tvang sig selv under kontrol og fastholdt sine ord. Det eneste tidspunkt, han dog mistede grebet en smule, var da han så glimtet af glitrende mønstre på hendes nakke; noget, der kunne ligne en blomst, lavet af is, af en art. I fuldkommen chok spilede han øjnene op og stirrede forskrækket på Aine. Nu blev det hårdere end nogensinde ikke at råbe sine spørgsmål, eder og forbandelser ud, og idet han knyttede næverne hårdt langs siderne, gik en ny gniskrig igang. Han nærmest lyste op i det slumrende hulemørke. Et par åndeløse sekunder passerede, hvor han fortsat stirrede på hende, indtil det hvide slør atter gled over hans øjne, og han bøjede hovedet, så de mørke skygger slangede sig over konturene og skjulte enhvert udtryk.
Han forblev tavs, indtil han hørte lyden af fødder, der i lette trin, marcherede ud af hulen. Luften stak i halsen, idet han hev en skælvende indhånding ind, og lænede sig mod klippevæggen; med ét drænet for al energi.
Nu er hun væk, fortalte han sig selv og kørte en rystende hånd over panden for at forhindre koldsveden i at løbe ned i øjnene. Det var det, du ville have, og nu er hun væk.
Men det føltes ikke godt. Slet ikke. Pludselig forstod han, hvad der mentes, når nogen snakkede om at blive revet midt over. At efterlade Aine på den måde, i den tilstand, når alt var ved at dreje så godt og i den rigtige retning, virkede vanvittigt.
Nu var det panden, han lænede mod klippen, og han trak vejret dybt i vage forsøg på at kontrollere sig selv.
Om det skyldtes sin egen tilstand eller en hel anden form for skæbne, anede han ikke, men omstændighederne var i hvert fald nok til, at et hul pludselig brød gennem hans mentale panser. Formålet med at blokere alt fra Aine - både hendes tankebaner og sine egne - slog pludselig fejl. Det jag af frygt og smerte, der pludselig buldrede over ham, var denne gang ikke hans egne følelser. Athals hoved røg op med et ryk, og han stirrede frem for sig, som om han kunne se direkte hen til Aine.
Den glødende varme blev med ét til ën isnende hård klump.

Slaget - velrettet og hårdt bagfra - ramte Aubreys baghoved i et tænderknusende stød. Athal var så vred, at lynene strålede fra ham som en anden sol. Formentelig rerpæsenterede det også nok volt til, at hvis en vampyr som Aubrey kunne føle stød. ville dette sende ham omkuld. Naturligvis vidste Athal, at ikke noget så let som stød kunne dræbe en vampyr, men hvorvidt det skadede, havde han ingen anelse om. Noget, han dog med sikkerhed vidste, var, at sollyset var lige udenfor, og det eneste, der dækkede dem og Aubreys pumpende livsgnist, var træernes tykke tæppe af trækroner.
Aine var såret. Athal følte sig helt syg ind til marven, og blot det faktum, at Aubrey havde nået at bide hende, inden han, Athal, var nået frem, var uudholdelig.
"For fanden!" råbte han og trak brutalt Aubrey bagud ved håret. Vampyren blev direkte flået fra Aine, og Athal viste ikke yderligere bamhjertighed. I selv samme øjeblik trak han sin vampyrkniv, som han i voldelige sving jog mod Aubrey. Vingerne var vokset ud i fuld størrelse, de spidse tænder var fremme, øjnene var en storm af raseri, og lynkræfterne havde aldrig været større.

Aubrey var så uventet overfor det slag der pludseligt ramte ham, at der undslap et gisp fra hans læber,. Aubrei faldt langsomt sammen op af stammen, og prøvede på bedste måde at genoprette sit syn, og på ikke at være svimmel mere, hun tog sig ganske svagt til halsen, og bed sig hårdt i læben, hun følte sig dårlig, syg faktisk, det virkede så frastødende på hende at han havde drukket hendes blod, selvom hun ikke selv havde været anderledes som vampyr, så havde hun bare ændret sig så meget siden den gang, at.. Nu var det helt uvirkeligt.
Hun så op på Athal, han havde vingerne ude, hun havde altid syntes han var så pæn når han havde det, så magisk at se på, det var virkelig flot, langsomt bed hun sig i læben, og støttede sig op af træet idet hun rejste sig, benene rystede svagt under hende, men hun var nød til at fokusere, nød til at se klart, hvis nu Athal fik brug for hende.
Aubrey vendte sig koldt mod Athal, og virkede pludselig meget mere farlig og mørk at se på, han havde helt klart ikke brudt sig om at Athal tog ham ved fra hans mad. Men kort efter smilte han så legende, “Athal.. Jeg troede vi blev enige om sidst, at du ikke har lyst til at lægge dig ud med mig?” spurgte han koldt og grinte roligt for sig selv,.
Idet kniven gennembrød hans hud, skreg han, højt og smertefuldt, og som sidste gang, var det næsten som om at såret rundt om kniven begyndte at ætse, denne gang bare meget mere, ætsningen bredte sig, hurtigere og hurtigere til han til sidst ramte en solstråle i forsøget på at komme væk fra kniven, og derefter brændte op til aske. Som stille fløj væk i vinden.
Aubreiane så forbavset på Athal, “Du gjorde det…” hviskede hun lavt og søgte tøvende hans øjne, “Du dræbte ham… Tark” hviskede hun fortsat lidt efter, og så på de stød der kom ud fra hans fingre. De dansede nærmest legende om ham, fik ham mere end nogensinde, til at se ud som en magtfuld dæmon, og det var virkelig flot. I en kort stund virkede hun til at blive helt tavs, indtil hun langsomt gik tæt på ham, stødene generede hende ikke, hvis hun koncentrerede sig, ændrede det sig faktisk bare til varme når det ramte hende, hun trådte endnu tættere på ham, og lod armene glide om ham, selvom hun kunne mærke stødende, gjorde de ikke ondt,. “Du nød til at fokusere på at holde dem inde.. Stødende.. Ligesom du holder dine vinger inde, forestil dig en boks i dit indre.. Hvor du lægger dem i, og kan tage dem frem, hvis du har brug for det” hviskede hun stille for sig selv. Vidste godt han ikke ville have hendes hjælp, for det havde han jo sagt, men hun kunne ikke tillade ham at gå helt i stykker, hun ville hjælpe ham.. Bare med et råd i det mindste.

Athal troede knap sine egne øjne. Det ene øjeblik stod en dødsensfarlig vampyr overfor ham, som var villig til at begå massemord på den nærmeste legetøjsforretning, hvis han fik chancen for det, og i det næste bakkede denne ud i solen og svandt ind til det rene pulver for øjnene af dem. Athal var overvældet. Var hans umulige plan virkelig gået så godt og på så kort tid?
Forbavselsen og den uventede glæde kombinerede en pludselig, sammensat styrke. Athal følte jorden koge under sig og måtte kortvarigt lukke øjnene for at få hold på sig selv. Aine sagde et eller andet utydeligt, men han var for svimmel til at lytte efter. Og så skete det fuldstændige umulige. Det, han med største beslutsomhed kæmpede for at undgå. Noget, han aldrig ville have tilladt, hvis ikke hans kræfter og allerede svækkede tilstand havde sinket ham. Aines arme sluttede sig om ham, inden han kunne nå at protestere.
Den første, umiddelbare reaktion var alle musklerne, der spændtes. Athal slog forskrækket øjnene op. Blot overraskelsen var nok til at få hans krop til at gnistre af lyn, og han indhalerede store mundfulde af brændende luft. Forventede hvert øjeblik, at Aine ville synke sammen i hans arme på grund af lynenes dødelighed.
Men det gjorde hun ikke. Tonen var beroligende og en smule usikker, da hun forsikrede ham om, at hun blot ønskede at hjælpe. Athal slubrede det i sig, som en fisk der har opholdt sig for længe på landjorden og som endelig får havet at se igen. Uden overhovedet at tænke lænede han sig fremad og begravede ansigtet i hendes hår; hans yndlingssted. Duften af Aine omsluttede ham i trøstende ord, der bad og hviskede om at holde modet oppe. De to dage, hvor han intet levende menneske havde rørt, føltes nu som hundrede år. Blot fornemmelsen af at have en anden så tæt på sig igen - en, der faktisk bekymrede sig for ham; en, der var fuldkommen ligeglad med hvilke dumheder han lavede og hvornår - var overvældende.
"Aine ... " Hendes navn forlod hans læber i en hivende indånding, og han trak sig væk så brat, at Aine nær måtte være ved at falde forover. "Jeg - jeg kan ikke." Han bed tænderne hårdt sammen og stirrede på hende med et sammenpresset blik. Så udvidede øjnene sig. "Åh gud, er du kommet til? Aine, er du okay? Åh gud, åh gud!"
Nu var han pludseligt henne ved hende igen. Hænderne mærkede og strejfede forsigtigt hendes hals, hvilket han forestillede sig måtte føles rigtig øm, og han inspicerede hendes ansigt med sit eget, der lyste hvidt under trækronernes skygger.
"Er du kommet slemt til skade?"

Aubreiane mærkede hans arme om sig, og mærkede hvordan han lagde hovedet ned mod hendes hår, hun sukkede for sig selv, hvor var det rart at mærke ham holde om sig, det gjorde hende så rolig, selvom hun stadig skælvede svagt over det hele, hun var svimmel, og dårlig, men ville bare være tæt på ham.
Hun gispede forbavset idet han fjernede sig fra hende, og var lige ved at falde forover, af ren og skær forundring, også gjorde svimmelheden nok også sit til at hun havde svært ved at samle sig om noget som helst, hun rystede en anelse på hovedet af sig selv, prøvede at genvinde sin fokus, men det virkede bare ikke rigtigt, Aubrey havde taget alt for meget blod, men hun var nød til at styre sig, var nød til det, for nu handlede det om Athal.
Aubrei så ham i øjnene idet han så på hende og spurgte om hun var okay, okay? nej hun var ikke okay, langt fra okay, hun vidste ikke hvad hun var, men hun var i hvert fald dårlig, ville egentlig bare gerne hjem, hjem i sin seng, hjem hos sig selv og lukke sig inde, hun følte sig så ydmyget, sårbar.. Mærkelig.. Hun var så flov over at Athal havde været nød til at komme og redde hende, komme og få Aubrey væk fra hende, men han havde vel gjort det fordi han holdt af hende, eller.. Ja det troede hun i hvert fald lidt.
“Neij jeg… jeg er ikke okay.. Jeg har det virkelig skidt..” mumlede hun lavt og lukkede øjnene idet han lod hånden løbe hen over de to bidemærker i hendes hals, det gjorde virkelig ondt, men han måtte gerne røre det, det var rart at han bekymrede sig for hende, og for om hun var kommet til skade. “Neij.. Nej de tikk så slemt.. Det gør bare ondt, det skal nok holde op igen.. Jeg skal bare lige.. Samle mig lidt igen” mumlede hun, og lod hånden løbe gennem sit lange hår, hænderne var stadig fyldt med sår, fra hun var eksploderet for to dage siden, de gjorde lidt ondt, og hun havde svært ved at bruge dem til særligt meget, og nu efter Aubrey havde revet hul på hendes håndled, gjorde det uffateligt ondt.

Athal vidste godt, at det bedste, han kunne gøre for Aine i dette øjeblik, var at vende om på hælen og gå. Ligemeget hvor slemt hun havde det - både fysisk og mentalt - ville hun få det tusinde gange værre, hvis han blev hos hende og udsatte hende for nye farer. Der var allerede sket for meget til, at en undskyldning ville kunne række. Men han kunne ikke så meget som klare tanken om at efterlade hende, når hun var så drænet for energi og blod. Hun havde brug for hjælp - hans hjælp - og omsorg.
Så snart Aine havde udtalt sig om sin kritiske tilstand, lagde han armen om hende. Det var et fast tag, der vidnede om, at væltede hun, ville han være der til at gribe hende.
"Det er okay, Aine. Bare rolig," mumlede han og pressede kortvarigt sine læber mod hendes hår. En slags psykisk beroling. I selv samme øjeblik gik det op for ham, hvad han foretog sig. Et mentalt billed af en lyshåret elverpige gled gennem hans tanker, idet han fjernede ansigtet fra hendes og tog sig sammen med en lav rømmen. Nu gjaldt det om at få Aine over til hytten.
Det var dog sådan, at de ikke nåede mere end et par skridt frem, før Athal indså, at gå derover virkede som en dårlig idé. Han så panderynkende på Aine og smagte lidt på sin idé.
"Luk øjnene," formanede han blidt, lagde nu hænderne om hende i et fast tag og satte af fra jorden, så hans mægtige vinger kunne få smag af vinden.
Flyveturen varede ikke i mere end et par sekunder, og han direkte bar Aine resten af vejen, så snart de landede på dørtærsklen, og videre ind i huset. Vingerne groede tilbage i skuldrene, og de spidse tænder forsvandt, da han anbragte hende på sofaen. Det var næsten som om, hun var lavet af glas på den måde, han rørte hende på. Forsigtigt og yderst varsomt.
Han skred over til køkkenet, tog et glas og stod et par åndeløse øjeblikke og talte muligheder. Når nogen lider af blodtab, giver man så personen blod igen? Han vidste fra lægeserier i fjernsynet, at det ofte foregik gennem drop, det med at give blod, og nu, da Aine ikke ligefrem kunne regnes som vampyr mere, forekom det ikke længere som en brugbar idé at lade hende drikke det. Okay, så vand måtte være det eneste svar.
Lyden af sine egne skridt over gulvet rungede hult i hans hoved, idet han vendte tilbage til Aine. Han følte sig knust og drænet for alt andet end tankerne om hvordan, hun havde det.
"Hvordan går det?" spurgte han mildt og satte sig overfor hende, så han kunne føre glasset til hendes læber. Hænderne lagde sig endnu engang mod hendes hud; og denne gang var det hendes pande. Der måtte findes en måde, der ville kunne helbrede hende ...
Knap nåede han at gruble over det, før løsningen slog ned. Han udstødte et gisp og var nær ved at vælte hele glasset med vand udover hende.
"Aine, tror du, vi kan bruge det der citronsæbe til dig? Jeg mener, så det måske kan .. heale dine sår eller sådan noget ... " Sætningen døde langsomt ud, og han skar en betænkelig grimasse. Men hvis dét ikke hjalp, hvad gjorde så?

Aubreiane så langsomt op i hans øjne, og nussede hans arm, idet han tog hende tæt ind til sig, stille bed hun sig i læben, vidste han sørgede for at gribe hende hvis hun skulle risikere at falde. Og det gjorde hende mere tryg, end hvis hun havde været helt alene,.
Hun lod armene glide op omkring hans nakke og holdt tæt om ham, “Jeg er glad for du kom.. Selvom jeg gjorde dig vred, det var ikke med vilje.. Havde jeg vidst at du ikke ville se mig.. Var jeg aldrig kommet Athal.. Det er jeg virkelig ked af” hviskede hun og sukkede for sig selv, lukkede øjnene, forstod ikke hvorfor hun havde det så dårligt, det havde hun aldrig prøvet før, men måske var det også fordi at sidst hun blev bidt, blev hun dræbt af det, måske var det sådan her Athal havde haft det, efter hun havde bidt ham, “Gjorde det også dig så dårlig? Da jeg bed dig?” hviskede hun usikkert og pillede ved hans hår, en tendens hun havde når hun var usikker, selv som vampyr havde hun gjort det.
Øjnene forblev lukkede, da han jo bad hende om det, hun stolede på ham, fuldt ud, og det vidste han udmærket, havde han bedt hende om at hoppe ud i nærmeste sø, og sagt det kunne hjælpe, havde hun nok valgt at tro ham, bare fordi hendes følelser var så store for ham, hun holdt virkelig af ham, og han havde allerede hjulpet hende så meget, hun anede ikke hvordan hun skulle gøre gengæld, nogensinde. Aubrei gispede kort forbavset, idet jorden forsvandt under hendes fødder, men hun holdt bare tæt om ham, hun hørte sin egen dør gå, og smilte lidt, tænk han havde taget hende hjem til sig selv, det ville være dejligt bare at ligge ned. Kort efter mærkede hun sofaens blødhed under sig, og lod sine intense grønne øjne blive åbne, “Jeg fryser… ej hvor sjovt” smilte hun og grinte lidt, lod blikket glide mod pejsen, og tændte ilden i den med blikket, hun sukkede kort for sig selv.
Blidt fulgte hun ham med øjnene da han gik ud i køkkenet, han var så meget inde i hendes sind, at han udmærket vidste hvor alle tingene stod, ved bare kort at overveje det, egentlig var det da meget godt, at han ikke behøvede spørge, chancen for hun ville kunne samle sig om det lige nu, var ret lille,.
Blidt lod hun hovedet glide på skrå, da han kom ind igen, han så så bekymret ud, hun følte sig så ond ved at gøre ham bekymret, han havde sikkert massere at tænke på, “Athal… du behøver ikke være så hjælpsom og betænksom.. Hvis du hellere vil være dig selv.. Jeg skal nok klare mig” sagde hun mildt og lod ham lægge glasset til sine læber, tøvende drak hun lidt, og mærkede hvordan hun begyndte at blive mere klar i hovedet af det. “Tusind tark” mumlede hun mildt efter at trukket hovedet en anelse tilbage.
“Joo.. Nu går det lidt bedre… Athal jeg… havde du ikke været der så.. Så var jeg blevet til en vampyr igen… hvis ikke han bare myrdede mig.. Hvorfor kom du og hjalp mig.. Når du lige var kommet af med mig?” spurgte hun langsomt, og lod kort hånden stryge over hans kind, lyttede til det han snakkede om.
Citron kuglerne, joo… jo de kunne vel egentlig godt hjælpe.. Det burde de faktisk sagtens kunne, “De virker måske ja.. Jeg har fået nogle nye, de ligger.. De ligger..” hun tav og så tænkende frem for sig, hvor havde hun dog gjort af dem, “På badeværelset..” sagde hun langsomt lidt efter, tøvende satte hun sig op, og så ned i gulvet, “Jeg finder dem lige” sagde hun let, og rejste sig, men vaklede dog ret så meget på benene.

De ting, Aine sagde, skulle naturligvis have en positiv virkning, men Athal så væk, som om hun havde sagt noget meget slemt. Noget, han ikke kunne bære at svare på. Han gemte alle spørgsmålene, indtil de sad i stuen; han overfor Aine med et hjælpende glas vand og hende selv, afkræftet i sofaen.
"Om det også gjorde mig dårlig?" mumlede han med blikket spekulativt rettet mod det skvulpende vand. Han hævede blikket, og et skævt smil brød frem. "Ja, jeg må indrømme, at det ikke ligefrem var særlig rart. Du så jo hvordan, jeg reagerede bagefter. Men der er jo også en forskel i forhold til det, Aubrey gjorde det for. Jeg reddede dit liv." En lok af brunt hår syntes at have forvildet sig fri fra hendes samlede frisure, og den aede hende fristende på kinden; han strøg den væk fra hendes ansigt uden at tænke over det. "Og det var helt klart det værd, Aine."
Så snart hun gjorde mine til at ville hente sæben selv, satte han bremserne i. Blot det, at hun rejste sig op, oversked en usynlig grænse, og han pressede hende bestemt tilbage i sofaen. Tilfældigvis lå der et sammenfoldet tæppe på sofakanten. Han greb det og trak det tæt op omkring Aine. "Så, nu fryser du ikke mere," lovede han og smilede nu rigtig varmt til hende. "Øjeblik, så henter jeg lige dine lægemidler. Og du bliver her!"
Gulvet var et gyngende skib under stormvejr, da han med forstilt smidighed sprang op og stå. Trappen blev taget i et par trin, og så var han ellers lukket inde på hendes luksuriøse badeværelse, som han ellers kun havde haft chancen for at benytte én gang før. Han stoppede dog ikke op for at nyde det formiddable syn af badekarret eller andre, skinnende ting, eftersom hans opmærksomhed udelukkende gik på at finde sæben. Som taget direkte ud af hendes hoved, fandt han uden problemer midlerne, fyldte en balje med vand og tullede atter ned af trappen.
"Så er sygeplejersken her!" annoncerede han med pludselig munterhed i stemmen og anbragte baljen foran hende, så bølgerne lystigt dansede. Det føltes befriende at sidde ned igen, og han følte sig sært døsig, idet han som i en drøm vred kluden op og duppede den varsomt mod hendes hals.
Et par minutter passerede, hvor han intet sagde. Ikke at det gjorde noget; faktisk nød han at sidde her, sammen med Aine, mens han hjalp hende tilbage på hægterne. Det var en velsignelse nok i sig selv.
Sæben demostrerede til tydelighed sin virkning, og for øjnene af ham begyndte såret langsomt at finde en udvej til helbredelse. Han lukkede hende stadig ude af sit sind - hendes fik nu fuld indgang til hans igen -, men det gav ham også den nødvendige frihed, han behøvede, for at gruble over de ord, han de sidste fem minutter havde presset sig selv frem til at sige.
"Aine, jeg hader dig ikke," sagde han så. Ordene kom i en stille strøm, og med ét var det ikke muligt at se hende i øjnene. "Det - det jeg fortalte dig i hulen, var en løgn. Jeg er ked af det, og ... " Han holdt inde for et øjeblik. Det føltes som om, nogen havde hældt kogende lava ind gennem ørene og så havde guidet det direkte ned til halsen. "Du vil ikke komme til at forstå det. Jeg mener, mens du var bevidstløs efter ildebranden og alt det der, fortalte Ikriedt mig ... ting. At du kan røre mig uden at blive, du ved, svitset, hjælper allerede meget. Men jeg kan ikke være skyld i flere dødsfald - især ikke dit."
Han sænkede hovedet, så der ikke var andet end mørkt hår for Aine at se, for at skjule de følelser, der uden varsel skyllede indover ham. Skylden over sine forældres død; kendsgerningen at så mange mennesker var kommet til skade gennem de sidste to år på grund af ham. Hvis han mistede Aine på grund af det ...

Aubreiane smilte svagt da han skubbede hende ned i sofaen igen, følte sig så ond over han hjalp hende, når nu han også selv havde det skidt, men på den anden side kunne de ikke rigtigt skiftes til at ligge på sofaen mens den anden havde massere af overskud, selvom hun for alt i verden ville hjælpe ham, hvis han havde brug for det, " tark.. Godt jeg er blevet levende igen så jeg fryser, ellers ville jeg aldrig have haft et tæppe liggende" grinte hun og betragtede ham blidt, idet han fjernede en tot af hendes lange hår, "godt du sys det var det værd" hviskede hun mildt og strøg kort hans hånd idet han rejste sig for at hente sæben.
Hun lod blikket glide mod vinduet, tiden var ikke til at fortælle ham om sin nye magi, han havde jo også brug for hjælp, og det skulle hun nok give ham. Blidt så hun på ham da han kom tilbage med vandet og smilte lidt, "nogle gode ting er der da, ved at du kan se ind i mit sind" drillede hun smilende, og lod ham duppe såret uden at sige noget, hun havde intet imod at det var ham der gjorde det. "jeg er heldig at have sådan en hot sygeplejeske så" smilte hun legende og bed sig i læben, mærkede endelig sæben udøve sin magi, de grønne øjne var for en stund lukkede mens hun fik det bedre og bedre, hvor var det skønt.
Stille åbnede hun dem igen lidt efter, hun havde det meget bedre faktisk, stadig lidt svimmel, men ikke dårlig mere. Stille betragtede hun ham mens han snakkede "hvis du ikke hader mig.. Hvorfor lukker du mig så ude af dit sind?" hviskede hun lavt og bed sig kort i læben, lyttede tavst til hans fortælling. "nu vi snakker om isdæmonerne.. Jeg er ret sikker på jeg myrdede den ene.. Men jeg advarede ham først.." det var vigtigt for hende at Athal ikke troede hun havde gjort det i sjov, for det havde hun bestemt ikke, hun havde bare gjort det nødvendige. "Athal.. Hør på mig.. Han ville gøre alt for den amulet, din familie stod i vejen og det kan du ikke gøre noget ved, det var ikke din skyld" hviskede hun blidt og løftede hans ansigt for at finde hans øjne "du er ikke en ond person.. Din nye evne er bare ude af kontrol fordi du er det, fordi du ikke er i balance med dig selv, jeg hjælper dig okay? Sammen skal vi nok få den under kontrol" fortsatte hun forsigtigt og satte sig op.
Den spinkle hånd strøg hans kind kærligt, stille gemte hun sig ind mod ham, "jeg er ret sej livet ved du, der skal mere til at slå mig ihjel" hun smilte forsigtigt, og kyssede hans kind, "burde du ikke få noget mad søde? Du ser så udmattet ud.." hun rettede sig lidt op og lod hovedet glide på skrå, hænderne hvilede mod hans brystkasse, tøvende lod hun hånden glide over isblomsten på sin hals, "jeg tror ikke den går væk igen desværre.. Tænk bare hvis han havde bidt mig istedet for at kysse mig" hun så let ned og trak på skuldrene,.

Athal havde ikke forestillet sig nogensinde at skulle komme til at grine igen. Han følte sig så ødelagt - og denne gang var det den indre gnist, der blafrede -, at ligemeget hvad der ville synes at forekomme; ligegyldigt hvor mange slag, isdæmonerne i sidste ende fik, ville det bedste valg være at lægge sig til at dø. Latteren opstod som en naturlig handling, der bare skulle ud. Han lo - kortfattet, men med et ægte glimt af morskab i øjnene -, men det tog brat ende, som hjernen reagerede. Nu smilede han i stedet til Aine. Kluden lå mod hendes hals.
"Ja, hvis jeg ikke havde haft din hjerne som landkort, ville jeg have faret fuldkommen vild på dit badeværelse. Tro mig." Han vrikkede drillende øjenbrynene op og ned; som om han var den hamrende lækre chamør, der bagte på sin fortryllede elskerinde. "Jeg er skam også god til andre ting end at heale sår," indskød han med påtaget flabethed i stemmen og følte sig pludseligt tæt på at grine igen, hvilket overraskede ham enormt. Men én ting var dog sikket; hvor var han lettet over, at det stadig var muligt at pjatte og drille.
Så endte de i den alvorlige afdeling igen. Ikke at det ligefrem ærgede ham til det groveste. Det var trods alt vigtigt at fortælle hende den røde tråd, sammenhængen og den umiddelbare forklaring på alting. Han havde skubbet hende væk; sagt de slemmeste ting, hvis hensigt havde været at få hende til at hade ham, og dog sad de her. Hun tættere på ham end ... Ja, det var ikke ligefrem "nogensinde", for de havde skam udøvet intime aktiviteter, inden han, Athal, besluttede sig for at få en kæreste. I samme nu, som han med ét huskede Evangeline, syntes hele verden dyster igen, og det var svært at tro på, at han for blot mindre end ét minut siden havde siddet og grinet.
Aine snakkede igen. Det var en tale, der indeholdt forvirrede spørgsmål som hvorfor, han endnu lukkede hende ude af sit sind, og andre ord som skulle forsøge at overbevise ham om, at intet var hans skyld. Klumpen i halsen voksede sig efterhånden på størrelse med en fodbold, og han måtte blinke kraftigt, da hun blidt løftede hans hage. Utroligt nok var det ikke engang pinligt.
"Jeg ved, hvad du prøver at sige, Aine." Det var kun muligt at hviske, for hæsheden i stemmen var allerede afslørende nok. "Men i sidste ende vil det altid være min skyld. Gennem de sidste to år har jeg gået og troet, at det var mig, isdæmonerne ville dræbe. Jeg har frygtet for mit liv, kæmpet for at overleve og haft ufatteligt meget ondt af mig selv. Og så har deres formål samtidig været noget fuldstændigt andet. Bruge mig, så de kunne få fat i amuletten. Hvadend den dumme profeti siger." Han virrede med hovedet og så mod vinduet. De blå øjne skinnede blankt, som befandt et ægte strejf af havet sig derinde. Små lyn sprang af og til, som guldfisk, direkte fra huden. "Det her minder præcis om de ender i historierne, hvor heltene enten må stole på sine venner eller støde dem fra sig, for hvis han ikke gør det, vil han i sidste ende bøde for deres død. Jeg ser mig ikke som helt, Aine," forsatte han og så hende atter i øjnene. "Du så hvordan, det gik de uskyldige landsbybeboere. Men ... tror du, jeg ville kunne overleve, hvis du døde? Hvis jeg tilmed er årsagen til det, vil jeg ikke engang kunne ... det ville ikke engang ... "
Hvor mange ord, der end pressede på for at komme ud, var han ikke i stand til at sige mere. Sorte pletter svævede ukonfontabelt for øjnene, og han lukkede dem for at sluge hårdt.
Hendes næste ord nåede ham som en fjernt ekko; som blev de råbt fra bunden af en meget dyb brønd. Han viftede dem væk med et enkelt sidekast med hovedet og åbnede først øjnene igen, da hun begyndte at snakke om isblomsten.
Skønt det hærgede udtryk, tillod en del interesse at skubbe sig frem. Han rakte hånden frem og kørte den let henover det nydannede mærke. "Hvad tror du, det betyder?" mumlede han og følte sig samtidig fuldstændig blank.

Aubreiane rejste sig tøvende og gik langsomt ud i køkkenet, hun fandt noget sushi i køleskabet, og tog en flaske vand med ind, så han kunne få noget af drikke, let satte hun det foran ham, og bed sig i læben, satte sig stille ved ham igen, og lod hovedet glide en anelse på skrå mens hun betragtede ham, prøvede at finde ud af om han ikke ville være der, eller om han egentlig nød det.
Let smilte hun for sig selv, og lod stadig de intense grønne øjne hvile ind i hans, "Du ved jo godt, at du har et mentalt billede af hele mit hus, du skal bare lige grave det frem fra mig, og så kan du praktisk talt finde alt det du har ledt efter, meen.. jeg må advare dig, du kender mine forbandelser, og der ligger nok stadig et par mystiske ting og lure visse steder" sagde hun smilende og grinte glad for sig selv, det var virkelig sjovt at de havde det inblik i hinandens sind, eller.. nu havde han det jo kun i hendes, og hun havde ingenting fordi han havde lukket hende ude, det gjorde hende faktisk en smule trist.
"Athal.. Søde Athal, jeg kan godt se hvad du mener, jeg kan godt se hvorfor du føler dig skyldig, men du reagerede som en hver anden ville have gjort i den situation, du har på intet tidspunkt kunne vide at det var det de ville, det eneste du har vidst, var at de ville dræbe dig og du måtte flygte for at holde dig i live, det er ikke din skyld okay.. Det et det virkelig ikke" hviskede hun ganske lavt og tog hans hænder, betragtede gnisterne der nu dansede om hænderne.
Aubrei kunne ikke lade være med at grine lidt for sig selv, "er du virkelig? Så må du jo vise mig hvad du også er god til" hun smilte legende til ham, og bed sig så en anelse i læben, det var rart at se ham smile igen, og høre ham grine, det viste hende at han stadig var sig selv indeni, men var Meget forvirret, og det forstod hun godt, der var så mange nye ting, nye kræfter og hensyn der skulle tages.
"ikke alle helte føler sig sådan.. For mig er du en helt, det ikke første gang du redder mit liv, og uanset hvad oplever vi alle modgang, også selvom det kan være svært, " sagde hun lavt og nussede hans hænder, "hvis du åbner dit sind Athal.. Så kan jeg hjælpe dig med at få styr på dine nye kræfter okay.. Du mister mig ikke.. Aldrig nogensinde, tror du vikelig jeg ville lade dig slippe så nemt?" smilte hun og lod ham røre is blomsten, hun trak kort på skuldrene.
"at den idiot af en isdæmonen sikkert tænkte han kunne fryse hemmeligheden ud af mig, han havde nok ikke ventet jeg ville ofre mig selv og det halve af skoven" hun smilte lidt og så ned på sine hænder, der nu pågrund af sæben, så helt normale ud, let så hun ham i øjnene og holdt stadig om hans ene hånd, "spis nu lidt mad søde.. Jeg skal vise dig noget ude i haven bagefter" sagde hun mildt og kyssede hans kind, "uanset hvad Athal.. Så er jeg lige her altid.. Til at hjælpe og støtte dig, og du kommer ikke af med mig så let" smilte hun stille og strøg hans kind, tog et stykke sushi og spiste.
Hun så derefter tilbage på ham "desuden, skylder du mig stadig at smage pizza, så" hun så drilsk på ham og lod hovedet glide på skrå, det var rart at få noget af spise igen, hun var så dårlig til at huske det efter hun var blevet levende, men hun blev bare dårlig når hun glemte det. Men hun havde endnu ikke villet prøve at spise så meget andet end sushi, hun vidste praktisk talt intet om normal mad, og det var en anelse skræmmende. let tog hun et stykke sushi og holdt det foran hans mund, for at se om han egentlig overhovedet gad at have sushi. "Du betyder så meget for mig Athal.. mere end noget andet, og jeg vil gøre hvad som helst, for at kunne hjælpe dig, det ved du godt," hviskede hun stille og så til sidst ned i gulvet.

Han forsøgte at se interesseret ud, da hun påpegede den evige mulighed for at kigge ind i hovedet og deraf skaffe de oplysninger, der var behov for at vide. Men det var blot almen viden for Athal, og hans ører lukkede hurtigt af, konstant henledende på de mørke fakta, og at alt, han havde gjort og ville gøre, var forkert. Det var først, da ordet 'forbandelse' løsrev sig fra den venlige talestrøm, at han omsider lyttede efter. Et svagt smil kurvede mundvigerne op, og han kastede et overrasket blik på maden og vandet på bordet foran sig, eftersom det først nu gik op for ham, at de stod der. Hvornår i al verden havde hun haft tid til at skaffe det? Havde han været så optaget af sine tanker, at selv noget som mad og vand var gået hans næse forbi? Det virkede desværre sandsynligt.
Hendes hænder, der holdt hans, var et støttende bånd, der sørgede for at holde ham til virkeligheden, og det var først, da den virkelige berøring mellem hud mod hud indtraf, at det gik op for ham, at han rystede. Hvor var han lettet over, at hun, Aine, stadig var i stand til at sidde overfor ham. Aubrey havde været så forbandet tæt på at slå hende ihjel, og Athal vidste, at havde døden ikke indtruffet så hurtigt for den koldblodige vampyr, ville han, Athal, have forvoldet langt større skade, end han allerede havde nået at påføre. Hadet havde været et stærkt pumpende organ, der forsynede med giftens blod - blandet med bekendtgørelsen af isdæmonernes planer for ham og derved Aubreys syge forfølgelse - og havde gjort ham blind af raseri.
Aine var trist over, at det ikke længere var muligt at få del i hans tanker. Han kunne naturligvis godt se, at det ikke var helt fair spil, eftersom han kunne mærke alle hendes. Det gjorde det også blot meget værre, eftersom han nu vidste præcist hvordan, hun havde det med det. En dyb indånding gennemrullede den unge vanddæmon, og hans blå øjne gengældte fast hendes grønne blik. En indre følelse af en kæmpe flod af vand, der blot pressede på mod den høj stenmur for at slippe ud, stod klart for hans indre billeder, og så gav han slip.
Aine ville nu få fat i alt omkring, hvad han følte. Lige fra det stinkende had til den ubærelige sorg. Han måtte selv snappe efter vejret for ikke endnu engang at give efter. Trangen til at rulle sig sammen til en hård kugle eller sågar besvime, virkede som en overlokkende duft af alskens lækkerier, og han knugede hendes hænder.
Nu kyssede hun ham på kinden. Det var en flygtig berøring, men det var nok til at få rødmen til at skyde op i dæmonens ansigt. Det forundrede ham en smule, eftersom han de sidste par uger havde brugt så meget energi på at fortrænge det umulige. Gad vide hvorfor, det hele nu pludseligt dukkede op igen?
Ingen ord havde forladt hans læber den sidste tid, Aine havde snakket til ham. Hendes indædte forsøg på at muntre ham op, satte en lettet process i gang og var i sidste ende ikke så hård at modstå. Han sendte hende al sin tak gennem tankernes flydende kanaler.
"Så ... " Han rømmede sig og trak i med alle kræfter for at lade humøret stige. Det var endnu rigtig svært, men Aine gjorde så meget for at forhindre det modsatte, at han simpelthen ikke kunne holde ud at gøre hende nedtrykt også. "Hvad er det så for noget, du vil vise mig i haven?"
Uden yderligere tanker gjorde han mine til at rejse sig, men i det samme skyllede en inferno af svimmledhed over ham. Kvalmen hamrede på for fuld styrke og var stærkere end nogensinde, og han sank forskrækket tilbage på plads igen.
"Åh, måske jeg skulle tage noget og drikke først ... " mumlede han groggy og greb blindt ud efter vandet. Ved første forsøg missede han og sendte flasken trillende over bordet, eftersom hånden intetvidende skubbede frem for sig. Men så fik han endelig fat, og låget blev skruet så hurtigt af, at det var svært at se ham som et muligt menneske i øjeblikket, det skete.
Vandets opfriskende og klare smag ramte hans tunge som et køligt vindpust, og gled ubesværet videre ned i halsen og ud til resten af kroppen. Athal slubrede grådigt i sig, og i løbet af nul komma fem var flasken tømt for hver eneste dråbe (bogstaveligtalt, eftersom han trak enhver våd klat direkte ned mod sin mund.)
Langsomt sænkede han flasken igen. Ansigtet bar stadig præg af de sidste dages omrystelser, og et glimt af sig selv fra et spejl på den modsatte væg, fik ham til at ønske, at han ikke så så bleg ud. Verden gyngede ikke helt så meget mere, og heldigvis følte han ikke, at han skulle besvime hvert minut. Han så på Aine. Blikket var eftertænksomt, og han grundede lidt over ordene, inden han lukkede dem ud:
"Du ser ud til at have det bedre."

Aubreiane virkede ikke til at være overfuset af alle hans tanker og følelser, men hun var dog lidt forundret, lidt betænksom, over alle de tanker han gjorde sig, det havde jo ikke været for at være vildt ond overfor ham, men det havde været ekstremt mærkeligt ikke at have hans tanker ved sig, det føltes.. Tomt, hun havde været så vant til dem, og de gjorde hende fuldendt i hendes hoved, de.. Jamen de passede ind, ligesom hvis det var to hænder der blev samlet, sådan havde hun det i hvert fald, om end det lød mærkeligt.
Hun følte sig lidt trist over han ignorerede det hun sagde, han virkede faktisk helt og aldeles som om hun kedede ham noget så grusomt, og det gjorde en anelse ondt, hun ville jo bare hjælpe ham, ligesom hun havde sagt hun ville og alligevel ignorere han hendes ord. Let bed hun sig i læben og så tavst ned i gulvet, hun spiste det stykke sushi hun havde i hånden og lod så den anden hånd løbe gennem det lange brune hår, et svagt suk undslap hendes læber.
Fingrene der kort nussede hans hånd, forsvandt let igen, og hun lod blikket hvile mod ruden, hun kunne mærke at han var lettet over hun stadig var i live, og det gjorde hende faktisk lidt glad igen, lidt mere rolig, det var rart at vide at han stadig bekymrede sig for hvad der skete med hende, men det havde han jo også bevist ved at dukke op og redde hendes liv, mere end en gang, let strakte hun sig og rejste sig, gik tøvende hen til vinduet og smilte lidt for sig selv, hvor var det egentlig blevet en dejlig have efter hun kunne bevæge sig i sollys igen.
Aubrei smilte tænkende for sig selv idet han rødmede, som hun ellers kun havde kunnet få ham til, lige i starten af at de mødtes, siden han var blevet kærester med hende elveren, havde han knapt ville have hun rørte ham, men nu havde han alligevel ikke noget imod det, det var nok fordi han havde brug for noget tryghed inden han rejste tilbage igen, og det gjorde hende egentlig ikke så meget igen, selvom hun nød at han var her hos hende. “Athal? Du ved godt.. Du kan blive så længe du har brug for at samle dig.. Dine ustyrlige lyn kræfter skal nok ligeså stille begynde at blive nemmere at kontrollere, det ved jeg” sagde hun mildt og bed sig kort i læben, vidste ikke om han var træt af hende. “Og.. Hvis du sys jeg er irriterende.. Må du gerne sige det, så skal jeg nok tie stille” hviskede hun forsigtigt og så så om på ham henne fra vinduet.
Smilet hvilede en anelse på hendes læber, idet hun mærkede hans taknemmelighed, over at hun prøvede så hårdt på at gøre ham i godt humør, men sådan var hun jo bare, og hun nød at være hans ven, selvom hun gerne ville have haft det var mere. “Jeg forstår godt hvis du hellere vil hjem til Elveren, hun kan måske også hjælpe dig bedre end mig” hendes stemme virkede en anelse tøvende, hun ville stadig ikke kalde denne pige for navn, og det havde hun fastholdt siden hun havde fundet ud af det omkring dem.
Hun så bekymret på ham idet han rakte ud efter flasken og væltede den med hånden, kunne sagtens fornemme hvor dårlig han var, “Athal.. Hvornår har du sidst sovet?” spurgte hun stille og gik hen til ham, i samme øjeblik som han fik fat i flasken, hun satte sig på bordet overfor ham, og bed sig hårdt i læben, vidste ikke hvad der var galt, men hun gættede sig frem, Athal havde fortalt hende man godt kunne blive dårlig ved at være vågen for meget, og han så lidt skidt ud faktisk. “Vil du have mere vand? Jeg har stadig et par flasker liggende “ sagde hun mildt idet han havde tømt flasken for vand, han så ud til at det hjalp lidt.
Hun smilte forsigtigt, og tog ham med udenfor, gik langsomt ud på den lille pavillon hun havde stående, og satte ham på stolen, inden hun fandt en død blomst frem og så så smilende på ham med tydelig ivrighed i blikket, let lod hun hånden hvile et par cm over blomsten, der kort efter blev stor og flot igen, det viste sig at være en rød rose, “Se hvad jeg kan” udbrød hun glad og smilte blidt til ham,. Vinden hev let hendes lange brune hår om hende, og de grønne øjne glimtede blidt af glæde mod hans blå, hun nød som altid han var der, stille skubbede hun blomsten tættere på ham så han kunne se,. Den ville dø af kulden, så hun regnede med at tage den med sig ind igen,. “Jeg har det også lidt bedre.. Mine hænder er gode igen, og svimmelheden er væk, jeg har det stadig skidt med han bed mig men… du reddede mig jo” sagde hun blidt.

Nu, hvor tankeudvekslingen atter var en løbende forbindelse mellem dem, mærkede Athal en voksende ivrighed efter at forstå, hvad hun tænkte. Mange ville måske tro, at det at kunne få del i en anden persons tanker, gjorde alt lettere, men tværtimod følte han sig blot endnu mere på bar bund. Han befandt sig, mentalt set, midt i en fygende sandørken! For skønt alt nu strømmede mod ham, som var hun en åben bog og han den ivrige læser, var det hele blot et mærkeligt mismask af følelser. Der var sørgmodighed, lettelse, glæde og noget, han ikke helt kunne sætte fingeren på, men samtidig brændte efter at få fat i.
Han vidste - direkte fra hendes hoved -, at hun tænkte på Evangeline, da hun snakkede om, at han kunne blive i huset, så længe han ville, og kodeordene blev langsomt mere tydelige, jo nærmere hun kom på, at han naturligvis også kunne tage hjem, hvis han ønskede det.
Hjem. Havde han overhovedet noget, der hed det? Han sørgede omhyggeligt for at afholde disse bestemte tanker fra Aine, eftersom han ikke fandt det som øjeblikket, hvor hun skulle indvies i følgende. Det medførte selvfølgelig, at hun ville forblive i sin uvidende tro om, at alle hans forhold mellem andre væsener fungerede godt, men han syntes at kunne mærke hendes tanker fra et helt andet level, der ikke havde brug for sådanne informationer.
"Jeg har ikke noget imod at blive her, Aine," sagde han og mente det fuldt og holdent. Da hun slap hans hånd, var det næsten som da hendes sind forsvandt fra hans. Det var en bar og sær uvant fornemmelse, og han fik en stærk trang til at gribe hendes igen. Men blot tanken sendte forskellige bølger af rædsel ned af hans nakke. Ikke fordi han troede, hun ville slå ham for det, men det gav alligevel et ordentligt hop i maven at forestille sig så uvante tanker. Så huskede han, at hun netop havde hørt alle de tanker, han havde gjort sig, og krympede sig flovt.
Han overvejede hendes spørgsmål om søvn. Prøvede at tælle dagene og hæfte det sammen med de usammenhængende minutter, hvor det endelig var lykkedes ham at glide tilbage i mørket, hvor mareridt og rædsler havde haft deres tilgang. "Snakker du om at blunde eller at sove?" spurgte han svævende og skottede mod køleskabet. "Tjoh, hvis du skulle have noget vand tilovers ... "
Alle de mængder energi, han i de forløbne dage havde brugt for ikke at tørre ud, skreg nu efter nærring. Blot det faktum, at han havde været nødt til at skabe vand fra sig selv for at drikke vandet, forekom lettere bizart, og havde nærmest kun været behjælpelig, så han ikke døde af tørst, mens energien syntes at dræne væk.
Hun trak ham med ud. Sollyset smagte behageligt, og han nød det i velbehag mod sin mørke hovedbund. Endnu engang var det befriende at lade benene give efter og læne sig tilbage i stolen, hun anbragte ham i. Det dystre humør syntes at have fået et mindre vindpust og var gået for en tid. Enten fordi han var så udkørt, eller også var det bare noget ved nærværet af Aine. I hvert fald vidste han, at det når som helst kunne - nej, det ville - komme tilbage.
Dovent betragtede han den blomst, hvis liv forlængst havde forladt denne, som hun viste frem mod ham. Et kort øjeblik troede han næsten, hun ville begynde at få den til at lave indviklede cirkusnumre, siden hun pludseligt virkede så glad for noget, han kun kunne betegne som "evne" i hendes tanker. Men så snart den blomstrede op og genvandt livet igen, røg han ret op i stolen.
"Hvad i ...!" gispede han og stirrede med ærefrygt på den magi, der lige havde vist sig for ham. Øjnene var store, og lynene gnistrede vanvittigt, da han stirrede på hende. "Hvordan .. hvad ..?" Der var efterhånden så mange spørgsmål, at han blev kvalt i dem.
Da emnet atter faldt på hendes helbred, brød et mildt smil frem. Igen kom den skøre trang til at lægge armen om Aine og trække hende tæt ind til sig, men han lagde en anstændig hånd på sig selv. Måske skyldtes det hans feberagtige tilstand; hallucinationer, simpelthen.

Aubreiane smilte kærligt for sig selv, hun lod hovedet glide på skrå, vidste Athal kunne mærke og høre hendes tanker, vidste han ville vide dem han ikke kunne tyde, men hun kunne ikke få sig selv til at sige det, til at give ham en forklaring, for det ville være dumt, når nu han endelig ville se hende efter deres sidste møde hvor hun havde kysset ham og han var blevet vred, men det havde ikke været med vilje, hun havde så mange følelser for ham. “Jeg skal nok fortælle dig hvad det er for en ting du ikke kan sætte fingeren på Athal, men ikke endnu, det for tidligt at tage hul på det, jeg vil ikke have du går allerede” sagde hun mildt og lod sin egen hånd hvile ovenpå hans hånd.
Langsomt lod hun blikket hvile på ham “Athal.. Er der noget i vejen?” spurgte hun da han pludselig blev så underligt stille, som om han virkelig grublede over noget, og hun kunne mærke han ikke ville have hun hørte hans tanker, let bed hun sig i læben, “Self.. Du har lov til at blive så længe som du ønsker, så.. Så kan jeg prøve at lave mad til dig, og du kan grine når jeg brænder den på?” hun smilte svagt, prøvede at lokke et grin ud af ham, det ville ikke gøre hende trist som sådan hvis han ikke blev glad igen lige nu, hun forstod det udmærket.
“Du må ikke blive flov Athal.. Det klart du er lidt ved siden af dig selv” hviskede hun og satte sig ved ham på stolen ved siden af, gav hans hånd et klem, og bed sig hårdt i læben, hun forstod godt hans tanker, han havde ikke været sammen med mennesker et par dage og det var slemt når man var så glad for livet og andre folk, som han var, hun forstod ham fuldt ud. Stille så hun ned i gulvet på pavillonen, og lod stadig hånden hvile mod hans hånd, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre for at hjælpe ham, andet end at fortælle ham hvad hun gjorde med sine ildkræfter i starten.
Aubreiane så let mod køkkenet, og rejste sig, gik hurtigt ind og hentede nogle flasker vand, og satte det foran ham da hun kom ud igen, hun smilte stille og forsigtigt, “Jeg mener sovet.. Jeg mener sovet rigtigt, flere timer” hun tog hans hånd igen, og skubbede vandet hen til ham med den anden hånd, bare han dog var okay, han virkede helt deprimeret, det var så underligt for hende, han var altid så glad og ivrig, og nu var han.. Modløs og trist, “Athal… hvis du giver mig lov.. Skal jeg nok hjælpe dig med at styre det.. Vi går ind snart, spiser, også kan vi gå i seng, så starter vi i morgen tidlig ikke? Det skal nok gå det lover jeg” sagde hun mildt og lænede sig hen mod ham igen, kyssede hans kind blidt,.
De intense grønne øjne fangede hans blå, hun syntes altid hun så en form for hav i dem, og måske var det derfor hun var blevet mere rolig nær vandet, hun var ikke ligeså bange mere heldigvis. Et grin brød frem i hende, da hun opdagede hans reaktion på den nu levende blomst. Hun så ham i øjnene “Det opdagede jeg efter jeg vågnede op på jorden, da jeg så kom hjem, blev jeg trist over en af mine blomster var døde, også.. Så voksede den bare op, uden jeg gjorde noget rigtigt, jeg tror det en ny evne” sagde hun lykkeligt og så ivrigt på ham,.
“Du må gerne holde om mig.. Det gør ikke noget” hviskede hun stille og så ham i øjnene, kunne mærke han havde lyst, han følte det vil som en slags beskyttelse, og det gjorde hun faktisk også, hun følte sig så tryg i hans arme, som om han virkelig ville beskytte hende som han bedst kunne det.

Så de tænkte altså nogenlunde på det samme. Athal følte sig sært kogende, som om nogen netop havde sat hans hoved over til te. Et øjeblik løsnedes alt indeni ham op, da det lod til, at hun havde en løsning på alle hans grublende problemer, men det blev straks værre, da hun med det samme bekendtgjorde, at tiden ikke var inde til, at de tog hul på "det". Men hvad i al verden var det?!
Udover alt det frustrerende lykkedes det hende endnu engang at kalde en latter frem. Uden problemer forestillede han sig frem til Aine, stående i stribet forklæde og enorme kogehandsker og kokkehat, mens hun klodset forsøgte at forme noget ud af en allerede uigenkendelig dej. Han spruttede ufrivilligt af latter og var i dette øjeblik glad for, at han ikke havde nogen form for væske i munden, for ellers ville det have stået udover hele pavillionen.
Hvis han troede, det var muligt at skjule noget så enkelt som tanker for ilddæmonen, var han helt gal på den. Det kom nærmest som en selvfølge, at hun blev nødt til at spørge ham, hvad der var i vejen, og han fik en pludselig, ildløbende trang til at styrte tilbage til det mest trygge (søen) og have grueligt ondt af sig selv uden andres medfølende tilstedeværelse. Men hvor længe var det overhovedet muligt at udsætte det uundgåelige, inden Aine blev intelligent nok til at regne det ud på egen hånd? Han skar modfaldent tænder og så på hende med angeren brændende i blikket.
"Jeg løj for hende, Aine," brast det ud af ham. "Jeg - du var ikke den eneste, jeg forsøgte at skubbe fra mig. Hun tror, jeg ikke elsker hende mere, og jeg har forlængst taget mine ting fra lejligheden." Samtidig som det var sagt, gik det op for ham, at det var første gang, han indviede nogen i denne utilgivelige gerning. Det føltes på én gang umådeligt frigivende, men alle de tungsindige følelser fik atter frit tag, som var de grådige uhyrer under sengen, der afventede den mindste fejltagelse.
Aine fungerede snart i rollen som den blide mor, der forsøger at berolige sit grædende barn. En ustyrlig trang til at pakke sig ind og gemme sig langt væk i søvnens mørke, der bestod af glemsel og langvarig bevidstløshed, så længe det varede, tiltrak ham som en hel buffet bestående af sushi. Han sænkede blikket og mærkede hendes læber strejfe sin kind. Adskillige kilder af rislende vand trillede ned ad hans rygrad, og han hævede langsomt blikket.
Hun var så sød og hjælpsom, og han turde i al sin hjælpeløshed slet ikke tænke på hvor, han ville befinde sig nu, hvis hun ikke havde været der til at trække ham op af mørket.
"Det var da helt utroligt," konstaterede han eftertænksomt, da de atter rørte kendsgerningen om hendes nye kræfter. Hvor stort tilfælde var det lige, at de begge var endt med muterede evner? Han selv måtte forsøge at beherske sine løbske lynkræfter, mens hun syntes at have lidt mere styr på sine livsopvækkende. Det store spørgsmål lå så i, at hvis de havde formået at samle nye, magiske egenskaber, hvilke ville Ikriedt og - hvis han dog levede - Frigus så have fået? Tanken virkede meget skræmmende.
Han fnøs, som om hun havde sagt noget morsomt, og lagde armen om hende, så hun blev trykket tæt op mod hans bankende brystkasse. "Jeg må indrømme, at det slider lidt på mit mandtlige ego, det her," mumlede han og lænede træt hovedet mod hendes hår. Det kildede ham på kinden. "Med mig, der er så sårbar og alt det her." Et dybt suk flød fra ham, og han strøg hende over ryggen. Som de sad sådan her, virkede alt pludseligt meget mere rigtigt. Han kunne mærke hvordan, ansigtet brændte af feber, idet han pressede sit mod hendes, der virkede en million gange køligere. Bevidstheden om, at under det brusende hårdække, ventede hendes beroligende ansigt, fik ham endnu engang til at skælve, og han lagde drømmende fingeren under hendes hage. Øjnene åbnede sig, idet han langsomt løftede hendes hoved mod sit og modtog den berusende duft af Aine. Hendes grønne øjne, med deres altid intense præg, var som en glitrende sø, og han strøg hende over kinden, snarere for at tjekke efter, om hun virkelig var der, end et kærtegn.
"Er det forkert, det her?" hviskede han og tænkte flygtigt på Evangeline, mens hans ansigt kun befandt sig få centimeter fra Aines.

Aubreiane så ham i øjnene idet han løftede hendes ansigt op, hun var blevet så afslappet da han lagde armene om hende og havde trukket hende tæt ind til ham, kun han havde formået at få hende til at slappe af når hun blev vred og det havde hun aldrig prøvet med nogen før, han var den første der rigtigt bekymrede sig for hende, for om hun var okay. "det kun forkert hvis du sys det er det" hviskede hun blidt og lod den ene hånd løbe op og stryge ham over kinden, lod for en stund sine øjne forsvinde ind i hans og hun nød det, mere end noget andet. Hun havde sådan lyst til at indvie ham i sine tanker. Og til sidst valgte hun at det var det rigtige at gøre.
"jeg troede du var død.. Jeg.. Jeg var så bange for jeg aldrig skulle se dig igen Athal" hviskede hun lavt og holdt sit blik i hans, "det er det du har mærket.. Det var mine stærke følelser og lettelse.. Men jeg turde ikke sætte ord på dem.. Du var jo sammen med elveren stadig og jeg vil jo ikke ødelægge det for jer" hviskede hun stille, atter pressede tårene sig på, mens hun snakkede, det gjorde hende trist at snakke om det, idet hun havde set ham løbe fra sig i skoven, havde hun kun følt en tomhed, en alt opslugende tomhed indeni, for han manglede bare.
"jeg vidste ikke at i ikke var sammen mere.. Hvis du mangler et sted at overnatte ved du min dør er åben.. Men kun for dig" hviskede hun lavt og flyttede ikke hovedet, hans ånde kildede hende stille på kinderne, og for første gang længe følte hun trang til at lukke øjnene og bare sove op af ham.
"hold op med at forestille dig, at jeg ser sådan ud med kokkehue og det hele, hvor er du ondsindet" udbrød hun pludselig da billederne nåede hendes sind, hun smilte for sig selv, og lod hånden der havde hvilet mod hans kind glide op bag hans nakke for at pille ved hans nakkehår, hun kunne ikke lade være, det var så rart han slappede mere af nu, selvom hun jo godt vidste de ikke kunne sidde her hele natten, havde hun ikke travlt med at gå, slet ikke nu hvor han holdt sådan om hende, ligesom i starten af deres møde, det føltes som flere år siden, nok også fordi de havde været igennem en masse siden da.
Tøvende bed hun sig i læben, "ja det er lidt underligt, jeg har oz myrdet et af træerne i skoven fordi jeg ville leve det lidt op, det ikke så nemt som det ser ud" grinte hun let for sig selv, og smilte så lidt, hun anede ikke hvor hun ville være uden ham, eller jo.. Hun ville stadig være en morderisk blodsuger, som var ligeglad med alt og alle, selv det havde han reddet hende fra. Der var ikke grund til at sige mere, ikke grund til det fordi de begge vidste det, han vidste faktisk hvad hun ville sige, næsten før hun selv gjorde, men det irriterede hende ikke. Langt fra. Hun vidste egentlig ikke hvad han ellers kunne tænke sig at spise, udover sushi, hun kunne heller ikke lave andet endnu end sushi, så det var meget godt han var der, måske kunne han jo lave mad, og så lære hende lidt.
"Athal?... Jeg.." hun tav og sænkede blikket, hvordan skulle hun få sig selv til at sige hun elskede ham, det var det værste tidspunkt at sige det, og når nu hun tænkte over det, ville han allerede vide det, det fik hende til at rødme og tygge sig selv i tungen, hun følte sig så dum lige nu.

Athal kunne mærke, at det var nu, skridtet skulle tages, hvis de skulle vove sig længere ud. Aines læber lignede to bløde rosenblade, og det var næsten uimodståeligt ikke at rykke hovedet de sidste par løse centimeter og kysse dem. Tvivlen var den eneste store kraft, der holdt dæmonen tilbage, men inden han rigtig kunne nå at beslutte sig, afbrød hendes ord, der simrede af vigtighed, hans grublerier.
Hendes ord var så varme som sirup, og han lod en trøstende fingre strejfe hendes kind, da han så tårene springe frem i de grønne øjne. Påmindelsen om Evangeline gjorde ham så vildt forvirret, at han snart ikke anede hvordan, han skulle opfatte situationen. Hans moralske side bad om lidt albuerum og insissterede på, at han gav slip på Aine, lagde alle overflødige følelser til side og fik snakket med elveren. På samme tid forekom det dog fuldkommen umuligt nogensinde at give slip på dæmonpigen igen. Han ville mærke hende, have hende tættere på sig end nogensinde før, og bare nyde at skyde alle problemer langt væk for en stund. Noget, kun Aine syntes at være i stand til.
Hele det forvirrende virvar af meninger og holdninger, man burde og ikke burde have, fik dog en kort pause, da hun kommenterede de livlige billeder af selvsamme Aine, der klodset forsøge at orientere sig i et køkken, som i landsdækkende format dækkede hans tanker. Latteren boblede ud, inden hjernen nåede at tænke, og han hævede drilsk øjenbrynene.
"Jeg kan da også bare tænke på dig med polkaprikket bikini. Kan du huske det?" spurgte han uskyldigt og så selv tydeligt billedet af dem begge i dvrægenes hule, hvor de - Gud vidste hvorfra - pludselig kom ind på emnet "Aine og badetøj".
En sørgmodig skygge samlede sig i kanten af hans smil, og han strøg hende eftertænksomt over håret. "I det mindste synes dit problem at være lidt lettere end mit, Aine. Hvis du ikke var endt ud som ilddæmon, ville jeg slet ikke have været i stand til at røre dig uden at ... " Sætningen tonede ud, og de mørke bryn trak sig frustrede sammen, idet en lysende gnist legende sprang over hans håndryg og tjattede til Aines kind.
Blodet skyllede pludselig op i hendes kinder, og det tog Athal et par sekunder at fatte, at det ikke var varmen, der fik hende til at rødme. Farven klædte hende, og hun så næsten ulideligt ... sød ud. Han lænede sig frem og trykkede flygtigt sine læber mod hendes.
"Jeg ved det," hviskede han og kunne allerede mærke hvordan, det varmede. Med al sin koncentration rakte han ud efter hende med sindet, omfavnede hendes følelser med sine og lod hende forstå, at han havde det på præcis samme måde.

Aubreiane lukkede stille øjnene idet hans læber blidt trykkede mod hendes, hun rødmede svagt for sig selv, og gengælde så hans kys inderligt og længselsfuldt, hvor havde hun savnet at mærke ham så tæt på sig, hun havde slet ikke lyst til at han skulle trække sig væk, eller gå eller noget som helst andet, ville bare sidde her med ham, så tæt som overhovedet muligt, svagt så hun ham i øjnene, da han slap hendes læber igen.
Hun mærkede hvordan hans sind omfavnede hendes eget, mærkede hvordan han gengælde hendes inderste følelser, det havde hun aldrig troet at han nogensinde ville gøre igen, men.. Men hun følte sig så lykkelig nu, sammen med ham, var hun sig selv mere end nogensinde før, og hun følte sig tryg.. Hun behøvede ikke at være noget hun ikke var, og det var skønt. Hun så genert væk, idet han sagde at han godt vidste hvad hun følte, og at han havde det på samme måde, fik hende til at blive så forfærdeligt glad,.
Pludselig mærkede hun en gnist mod sin kind, og grinte ganske svagt for sig selv, himlede blidt med øjnene af ham, og så ham så intenst i øjnene igen, “Ej hold op, jeg ville ALDRIG have sådan en bikini på, det ved du godt, du skal ikke mobbe mig i dit hoved, jeg kan godt se det” grinte hun blidt og hvilede armene om hans nakke, hun sukkede mildt for sig selv, og pillede ved hans nakkehår. Hun kunne godt li den måde han altid kunne få et smil frem hos hende, det var sådan en dejlig følelse.
Tænkende lod hun hovedet glide på skrå, lod læberne møde hans blidt igen, og hvilede så hovedet mod hans skulder, “Athal… det er også derfor jeg kan hjælpe dig.. Det ved du jeg kan, det skal nok løse sig.. Også… så kan du komme tilbage til hende.. Hende elveren.. Og i kan blive glade sammen” hviskede hun let og rejste sig langsomt hun tog blomsten op til sig, og smilte lidt til ham, tog hans hånd og tog ham med indenfor, let satte hun blomsten på sofabordet, og gabte for sig selv, hun var faktisk lidt træt.
Hun smed sine sko, og gik lydløst ind til ham, satte sig ved ham i sofaen, “Men indtil da.. Ville jeg ikke have noget imod du blev her.. Jeg elsker når du er her” sagde hun blidt og tog hans hånd, flettede stille deres fingre, og førte hans hånd op til sin mund, hun kyssede hans fingre forsigtigt, og smilte til ham,. “Jeg var nede i byen her for et par dage siden.. Og hente nogle menukort til de forskellige spisesteder, ved du de bringer ud? Er det ikke sjovt?” udbrød hun pludselig ivrigt, og lod langsomt hovedet hvile mod hans skulder. Hun kunne ikke sige til ham at han ikke må gå, men det havde hun så meget lyst til, hun ville ikke have at han forlod hende, ville bare have ham hos sig.
“hvorfor kyssede du mig?” hviskede hun stille og så ganske langsomt op og ind i hans kønne blå øjne, lod sig falde hen i dem, som så mange gange før, gemte sig tæt ind mod ham, nussede hans brystkasse med den anden hånd og bed sig mildt i læben.

Den vilde jungle af begær og umættelige lyster smøgede sig kælent omkring Athal, og han lod sig overgivende falde tilbage i det - og ligeledes Aines. Han hænder undersøgte forsigtigt hendes ansigt; strejfede næsen, kindbenene, halsen ... Hun udtrykte en dyb skønhed, og det forbavsede ham ikke en tomme, at selv dét var forblevet et selvfølgeligt træk hos ilddæmonen, skønt hun ikke var vampyr mere. De var en fælles flamme; en fælles enhed, hvor hver individ forstod det andet til punkt og prikke. Intet forblev en hemmelighed, alle tanker var åbenlagte i form af farver og ord, og det var en verden, vanddæmonen villigt lod sig trække ind i.
Han lo, og denne gang talte enhver tone, der hoppende forlod hans mave, sandt. For første gang i flere dage følte han sig svævende og rigtig levende. Aine var en livsbekræftende påmindelse om, at der virkelig fandtes noget, der kunne betegnes som lykke i dn ellers trøsteløse verden.
"Fair nok," overgav han sig og holdt drilskseende hånden op i en overgivende gestus. "Du har helt ret. Måske jeg skulle lave et stort skilt og stille det op midt ude på gaden, så folk rigtigt kan se, hvad jeg mener."
Endnu et lidenskabeligt kys blev udvekslet mellem dem, og denne gang skilte han hendes mund med sin tunge i et mere indgående kys. Ansigtet udtrykte dyb eftertænksomhed, idet hun fortalte ham om sine planer, og han mærkede sit hjerte springe et slag over, da hun uden varsel fjernede sig fra ham ved at rejse sig op. Men hun tog hans hånd med det samme igen, og han fulgte med uden overflødige protester.
Under normale omstændigheder ville han naturligvis have plabret løs. Hældt alle sine meninger og bekymringer udover Aine, mens han forsøgte at holde det på et nogenlunde vittigt plan nu og da. Denne dag syntes ingen sammenhængende sætninger rigtigt at få lov til at forlade hans læber. Han var på én gang umådelig lykkelig, forvirret og trist. Lykkelig for at Aine gengældte hans følelser, og at intet virkede til at kunne forhindre dem i det, de følte for hinanden. Forvirret fordi elverens ansigt evigt blev ved med at dukke op, som en sky der skygger for solen, hvilket efterlod krampetrækninger af dårlig samvittighed - og endnu mere forvirrelse. Og så var han naturligvis forfærdelig trist på grund af de afgørende kendsgerninger og informationer, han var blevet nødt til at indse.
Sofaens bløde puder gav behageligt efter, da Aine endeligt trak ham hen mod bestemmelsesstedet. Hans tunge føltes som en tør sandørken, og denne gang skyldtes det ikke kun manglen af vand, men mere fraværet af ord. Øjnene havde atter fundet sig et afsides sted, og han gled først tilbage, da hun ivrigt fortalte ham om sin nye viden. Pludselig følte han sig glad og livlig igen.
"Jo, det er da ret sejt," medgav han og smilede til hende. "Men tror du, de bringer så langt ud, eller synes du, vi skal ringe til Rødhætte?" Han prikkede hende drillende på næsen og trak hende så tæt ind til sig ved endnu engang at lægge armen om hende.
Hendes øjne var en hær af sirener, der sugede ham fast og holdt ham i et jernhårdt greb. Han greb hendes hånd for at trykke den mod sin kind. "Det ved jeg ikke. Eller .. jo, det gør jeg, men det er umuligt at forklare." Smilet sad der endnu, og han lænede hovedet tilbage mod ryglænet, inden han lukkede øjnene. "Hvordan du så kan få Evangeline med ind i det her igen, forstår jeg så ikke. Tror du virkelig, jeg kan lunte tilbage til hende og lade som om, intet er sket mellem os to?"