The Warmest Day that is Not (Frozen)

Solen skinnede for en gangs skyld fra en skyfri himmel, og varmede denne heldige sensommerdag op på lidt over femogtyve grader.
Det var nærmest strandvejr!
...Alligevel havde en vis Sortelver valgt at spendere sin tid i skoven, hvor der var let til lidt skygge men hvor man stadig kunne nyde solens bagende stråler.

Han lå fladt å ryggen i en lysning, iklædt intet andet en et par lange, mørke bukser.
Et sjældent, saligt smil prydede hans ansigt mens han bare lå der og nød solen.
Sjældent havde der været så fredfyldt som der var lige nu...

Dog havde han ingen planer om at det skulle fortsætte. Der var jo så mange muligheder på en dag som denne...

Evangeline stod foran sit kæmpe spejl og betragtede hende selv, mens solen skinnede ind gennem hendes tagvindue. Hendes røde hår var ved at blive temmelig langt og det spaltede nede ved spidserne. Hun skar ansigt af sig selv. Hun var iført en silkeblød, rød sommerkjole, som hun tit gik med. Fuglene sang så herligt den dag, og hun kiggede ud af sit tagvindue og så, at himlen var fri for skyer og kun solen var til stede.

Pludselig kunne hun høre et bjæf ude foran hendes soveværelsedør og åbnede op. Ind sprang der en hvid schæfer med brune, store pletter. Det var, hvad man kunne kalde en broget hund. "Hewie! Skal vi gå en tur i skoven?" spurgte hun ivrigt og skyndte sig ned i sin dagligstue for at finde snoren, men Hewie var hurtigere. Han sad pænt med snoren i munden, da hun kom ned for enden af trappen og ventede. "En dag vinder jeg.." tænkte hun og fik snoren sat fast i halsbåndet. Sammen gik de ud i en knaldende varm, hedebølge. Der var absolut ingen vind og ingen skygge, der hvor de gik. Hewie havde allerede sin tunge ude og trak vejret tungt.

De valgte at gå lidt længere ind i skoven, hvor der kun var nogle enkelte lysninger, hvor man kunne sole sig og til hver en tid trække sig væk. Hun trak halsbåndet af Hewie, hvorefter den farede rundt og legede og gøede muntert. Evangeline smed sin kjole og lagde sig midt i en lysningen, selvfølgelig havde hun bh og trusser, men dette var så rart at kunne gøre. Alligevel synes hun, at kunne høre nogen tæt på, men hun kunne ikke se hvem eller hvad det var.

Mageligheden blandet med varmen og fuglenes sang var nok til at han var lige ved at falde i søvn.
Han ville uden tvivl have sovet i timevis, måske endda helt til næste dag på grund af hans lettere ekstreme sovehjerte - hvis ikke det var fordi han hørte en hund gø lykkeligt.
Hans lange, spidse ører twitchede let, og han åbnede de røde øjne halvt.

"Hrmmmm..." var den eneste lyd han i denne dovenskab kunne komme med.

Og så ramte duften af en kvinde ham, blandet med fornemmelsen af et væsen han meget sjældent havde set, og som han vidste utroligt lidt om, taget hans sande alder i betragtning.

Han åbnede øjnene helt og blinkede et par gange da sollyset blændede ham en smule.
Han satte sig op, og så i retningen af lydene. De måtte være mindre end tohundrede meter væk, at dømme efter hundens gøen...

"Hmmm... interessant..." mumlede han - og pludselig var han væk. Lydløst, og uden at det på nogen logisk måde kunne forklares - med mindre man kendte en helvedes masse til skyggemagi.

Øjeblikket senere, dukkede han op i et træ i udkanten af den lysning hvor Evangeline havde lagt sig, og hvor den hvide, brogede schæfer sprang rundt.

Sansiss' blik faldt omgående på Navajo'en, og han smilede ondskabsfuldt for sig selv.
Hun var jo klædt helt perfekt på!

Den ironiske tanke var lige ved at få ham til at le lavmeldt, men han tog sig i det og forblev tavs.

Lige nu, ville han afvente og se...

Efter hun havde lagt sig under solens varme stråler, blundede hun hen med Hewie's gøen i baggrunden. Alligevel drømte hun, at et eller andet var nær hende, og at Hewie på mystisk vis var forsvundet. Hun satte sig op og spejdede efter Hewie, men det eneste hun fik øje på, var en skikkelse mellem træerne der kiggede på hende.

Med et sæt vågnede hun, og opdagede til hendes store lettelse at Hewie også blot var faldet i søvn efter at have styrtet sådan rundt og havde prøvet at fange sommerfugle. Vent lige... hun kunne ikke finde hendes kjole. Hun ledte desperat efter den, lige indtil hun fik øje på Hewie, der lå og gumlede i den. "Hewie! Nej!" råbte hun og prøvede at få den ud af Hewie's mund. Hewie troede selvfølgelig det var leg, så den trak også i kjolen. Til sidst hørte de lyden af kjolen der revnede, og de stoppede begge med at trække i den. Hun rystede opgivende på hovedet og satte sig. "Flot, nu har jeg så lige mistet den eneste kjole jeg allerbedst kunne lide. Fy, Hewie!" skældte hun og studerede trist den ødelagte kjole, mens Hewie snusede nysgerrigt ned i jorden.
Den begyndte at knurre og rejse børster, hvis den fornemmer fare. Evangeline kiggede nervøst hen mod Hewie, der vagtsomt gik mod træerne, og fulgte efter ham.

Dan den unge, letpåklædte kvinde blundede hen, var han tæt på at slå til. Han ville kunne fjerne hunden hurtigt og lydløst... men han blev hvor han var.
En gang imellem var det bedre at observere i lidt længere tid, før man valgte hvad der skulle ske.
Dette føltes som et af de tidspunkter.

Han skiftede imellem at holde øje med den sovende kvinde, og hunden der sprang rundt og legede indtil også den faldt i søvn.

Morskaben var komplet da hunden stjal hendes kjole, og endnu mere da den efterfølgende kamp om beklædningsgenstanden kostede kjolen livet.

Sansiss var lige ved at le ad de to... men han holdt det i sig.

Og så begyndte hunden at knurre... fandens. Vinden havde skiftet retning, og den måtte have fået færten af ham.
Nå... så var det vel på tide!

Han hoppede ned fra grenen og landede lydløst inde mellem træerne, for derefter med rolige skridt at bevæge sig ud i sollyset, ud i lysningen.
Hans blik gik fra hunden til Navajo'en, som han gav et hurtigt elevatorblik.

"Nåda... hvad har vi her?"

Evangeline blev mere og mere nervøs for, hvad Hewie mon blev så mistænksom for. Noget bevægede sig meget tæt på hende, og hun stoppede op og holdt vejret for at kunne høre selv den mindste lyd. Hewie stoppede et øjeblik dens knurren og spidsede ører.

Efter et øjeblik kunne hun se en skikkelse mellem træerne, og personen kom til syne i lysningen. Hewie stillede sig ved hendes side, viste tænder og rejste børster, som en slags advarsel til personen. Hvor pinligt.. Jeg står her i undertøj, tænkte hun og rødmede en smule. Hun prøvede at studere ham, så godt hun kunne. Hmm.. spidse ører. Han kunne godt være en elver, tænkte hun og kneb øjnene en smule sammen. Han havde sikkert luret et sted oppe i et af træerne.

"Hvem er du?" spurgte hun koldt, selvom hun helst havde lyst til at krybe ned i et hul og gemme sig der af flovhed.

"Er din tone så kølig fordi din hund ikke bryder sig om mig? Eller er det måske fordi du er lettere udfordrende påklædt...?" spurgte han med et skævt smil.
Spydigheden havde været sjov i hans sind. Han syntes selv der var en masse humor ved det hele - indtil videre.

Han fortsatte frem mod hende, og stoppede op omkring tre meter fra hende og Hewey.
"Det er farligt at bevæge sig rundt herude... har du ikke hørt om ham morderen der render rundt? Ham de siger er Di Morga's version af Jack the Ripper? Han ville nok elske dit outfit..."
Han lagde armene over kors, og så hende i øjnene.

Han havde undladt at svare på hendes spørgsmål, ihvertfald for nu.

Hun bed sig i læben efter at have lyttet til det, han sagde. På trods af, hun var desperat efter at finde venner, havde hun dog alligevel sine forbehold. Hun læser alle mennesker, hun møder på sin vej, og kan tit fornemme, hvis hun spilder tiden. Ham her var... mystisk, tænkte hun udfordret og blev ved med at studere ham og prøve at læse ham, men opgav til sidst.

"Hewie er altid ærlig, hvad angår fremmede mennesker. Kan han ikke lide dem, knurre han. Kan han derimod lide dem, viser han dem kærlighed. Jeg stoler på min hund." svarede hun med samme kølige stemme og lagde armene over kors, for at skjule sin flovhed.

Det gjorde det ikke nemmere, da han nævnte at hun var "lettere udfordrende påklædt". Han var skide irriterende at høre på, tænkte hun og himlede med øjnene. "Det er vel sommer, på en måde." sagde hun lavmælt.

Hun stivnede lidt, da han fortalte om morder der var på fri fod, men smålo for at skjule sin nervøsitet og flovhed overfor ham. "Han kunne jo have taget mig, da jeg småblundede, meeeen Hewie beskytter mig." sagde hun selvtilfredst og smilede.

"Ah ja... en hunds loyalitet og sans for farer er aldrig til at spøge med. De er nogle helt fantastiske dyr, og de vil altid beskytte dem som de mener tilhører deres egen flok." sagde han og kiggede over på Hewie.
Havde hunden ikke været der, ville han have angrebet pigen allerede.
Hun var køn, hun var klædt som hun var, og han havde lysten til at gøre som han plejede.

Han flyttede blikket fra den loyale hund til Navajo'en igen.
"Ja da... det er skam sommer, og det skal nydes." sagde han og smilede lidt.
"Og selvfølgelig kunne han have taget dig... han kunne have jaget en kniv i maven på dig, og du havde først opdaget det for sent. Og stakkels Hewie havde nok været død..."

Han sendte igen et blik til hunden.
Han havde aldrig rigtig stået i denne situation før...

Hun nikkede blot og smilede, mens han fortalte hende om hundes loyalitet. Alligevel synes hun, han kiggede underligt på hende...nærmest som om han havde lyst til at gøre hende ondt eller noget i den retning. Måske var det fordi, hun stod i undertøj. Heller ikke særlig normalt at føre samtale med en anden, som næsten er halvpåklædt. "Jeg kan kun give dig 110% ret i det, du siger." sagde hun og betragtede Hewie, der efterhånden var begyndt at falde mere til ro.

"Hvad kan jeg sige? Jeg nyder blot mit liv." sagde hun så og kiggede op mod solen, der skinnede gennem træernes grønne blade. Hun lyttede igen til det sidste, han sagde til hende. Hun rystede blot på hovedet. "Hewie ville ikke tøve med at dræbe morderen." sagde hun alvorligt og sendte ham et irriteret blik. Da der atter var stilhed, overvejede hun lidt at gå hjem, uden at sige noget, men det ville være uhøfligt fra hende side.

"Nu må jeg vist hellere se at komme hjem. Jeg har trods alt næsten intet på. Farvel, og hav det godt." afsluttede hun smilende og vendte sig for at gå, med Hewie ved sin side.

"Åh, livet skal skam nydes... så længe man har det." sagde han med en rolig stemme.
Han smilede lidt over hendes ord... selvfølgelig ville hunden ikke tøve med at forsvare hende. Heller ikke selvom den ikke kunne redde hende.

Da hun vendte sig om for at gå, lod han hænderne falde ned langs siderne igen.
Han lavede en let bevægelse med den ene hånd, og pludselig ville Evangeline kunne mærke noget koldt og skarpt stryge hen over hendes bare mave. Det ville føles mest af alt som en kniv, der hurtigt kærtegnede hendes hud - men hvis hun kiggede, var der intet.

"Går du allerede...?" lød hans stemme, roligt som før.

Da hun var gået et par meter fra ham, kunne hun alligevel godt høre, hvad han sagde til hende. Hun stolede på at Hewie til hver en tid, ville forsvare hende, hun vil gøre det samme for ham. "..så længe man har det.." sætningen, fik hende til at spekulere over, hvad han helt præcist mente med det. Hun var stadig tryg, fordi hun havde sin hund ved side.

Da hun var allermest tryg og sikker på, at elveren absolut ikke ville standse hende, tog hun grueligt fejl. Ikke engang Hewie vil registrere det. Noget koldt og skarpt strøg hen over hendes mave, og hun gav et lille gisp fra sig. Hun så ned og tog sig til maven - der var intet. Hunden kiggede forbavset på hende med et forvirret udtryk. Da det rolige spørgsmål lød bag hende, var hun parat til at forvandle sig og flygte - hvis hun kunne. "Ja. Jeg har glemt, jeg havde en kylling i ovnen derhjemme." sagde hun chokeret, og begyndte at gå hurtigere.

Hendes reaktion var præcis som han havde forventet, og det gjorde bare hans lyst til at gøre hende til hans næste offer større.
Han var dog ikke sikker på at han ville dræbe hende...

Da hun begyndte at gå hurtigere, forsvandt han lydløst i skyggen fra et af de træer som stod i kanten af lysningen.

Han havde besluttet sig.

Et par sekunder senere, dukkede han op lige bag hende, og lagde en arm om livet på hende, mens han rakte den anden hånd over mod hunden, parat til at reagere hvis, og når, den ville angribe ham.

"Nu ikke så hurtig... jeg tror vi to skal lege lidt." sagde han, og denne gang var hans stemme truende, og fuld af en ondskabsfuld, sadistisk fryd.

Hendes hjerte begyndte at hamre hurtigere og hurtigere, og hun endte med at løbe. Hvem var han, og hvad ville han med hende, tænkte hun panisk, mens hun prøvede at skyde genvej til sit hus. Hun turde ikke kigge bag sin ryg.

Da hun næsten kunne se sit hus var hun et øjeblik lykkelig, men følelse forsvandt, da hun mærkede en arm lægge sig om livet på hende. Hewie begyndte at knurre arrigt og skulle til at angribe, da Evangeline gjorde tegn til at han skulle lade være. Han var ikke meget for det, men holdt sig lidt tilbage, mens den holdt skarpt øje med elveren.

Hendes krop var stiv og spændt, helt ud til fingerspidserne, mens hun holdt vejret. Hun lukkede øjnene og tænkte et øjeblik. "Det er din skyld, hvis mit hus brænder ned! Jeg har en f****** kylling i ovnen, der nok snart er brændt på!" sagde hun edderspændt rasende.

"Hm.. du er dårlig til at lyve. Dit hus brænder ikke ned, for der er slet ikke nogen kylling i ovnen, er der vel?" sagde han roligt.
Da hunden trak sig tilbage, sænkede han hånden igen for et øjeblik, før han lagde den på hendes ene skulder.

Han tog en dyb indånding, flyttede den arm han holdt hende med lidt, så han nu kunne lægge sin højre hånd fladt på hendes mave.
Følelsen af den bløde hud fik blodet til at suse i hans ører, og han smilede bag hende, mens han tog en dyb indånding.

"Har du nogen idé om hvad jeg har tænkt mig at gøre nu...?" spurgte han, igen med den rolige stemme.

Han havde allerede luret hende, tænkte hun irriteret og skreg indeni. Alligevel gjorde hun et forsøg på at overbevise ham. "Jo, jeg skulle jo ligesom have inviteret mine forældre over til en god middag." svarede hun alvorligt og overbevisende.

Hele hendes krop var spændt ud til den mindste detalje, og hun turde ikke røre sig, endnu. Den måde, han rørte ved hende på, var selvfølgelig indlysende.

Enten ville han slå hende ihjel, eller det, der var værre - voldtage hende. Han havde for meget magt over hende, og hvis hun kunne flygte vil han alligevel nå at indhente hende, før hun havde talt til tre.

Hans spørgsmål fik hende til at isne, og kroppen var begyndt at ryste efter at have spændt så meget i lang tid. "Enten vil du voldtage mig, eller slå mig ihjel." svarede hun lavmælt.

Han lo lavmeldt over hendes desperate, men ellers ret gode, forsøg på at lyve.
"Jeg er bange for at du ikke når hjem i tide til din gode middag, som jo egentlig heller aldrig har været planlagt." sagde han.

Han kunne mærke hvor meget hun spændte i hele kroppen, så meget at selv hendes mave føltes rimelig hård.
"Du burde slappe af... du bruger alt for meget energi når du spænder sådan." nærmest hviskede han, mens han førte sin hånd kærtegnende hen over hendes bare mave.

Hendes svar på hans spørgsmål kom ikke bag på ham. Det var trods alt det mest logiske, nu hvor han endda rørte ved hende på den måde... men:
"I alle mine levende år, har jeg aldrig nogensinde begået en voldtægt. Sex er helligt, og skal nydes af begge... men det betyder ikke at jeg ikke vil gøre noget som jeg finder... tiltrækkende. Og nej... jeg slår dig ikke ihjel - med mindre du gør noget som får mig til at skifte mening."
Hans tone var fast, ærlig... og ondskabsfuldt fuld af en sadistisk undertone.

Han forventede nu at hun ville pudse hunden på ham... men han viste ingen tegn på dette.

"

"Det har skam været planlagt i månedsvis. Og jeg er super ked af at jeg ikke når hjem til min lækre kylling, der venter i ovnen. " påstod hun trist.

Hun kunne mærke hans ånde ind i øret, hver gang han talte til hende. Hun havde virkelig svært ved ikke at spænde. "Når mennesker er bange, spænder de ofte kroppen. Måske en forsvarsreaktion fra kroppen, who knows?" svarede hun koldt og ligeud, mens hun prøvede at få herredømme over sin krop.

Hun kunne ikke lide, når han rørte ved hendes mave, det var et svagt punkt på kroppen. Et eller andet sted pissede det hende godt og grundigt af, og blodet indeni hende strømmede hurtigere af sted. Hun var ved at blive utålmodig, og hun hadede at vente.

I det mindste havde han da aldrig begået voldtægt, men han havde sikker i sinde at ville begå den snart, hvis hun ikke gjorde noget. Hewie stod med et forvirret, men også arrigt udtryk, og rørte uroligt på sig. Hvis hun pudsede hunden på ham, vil hun sikkert miste Hewie for altid. Hun gjorde i stedet noget, hun aldrig ville have gjort, men dette var for at beskytte ham: "Løb hjem, Hewie. Løb!" sagde hun alvorlig, nærmest vredt. Den kiggede en sidste gang på hende med et mærkelig udtryk i øjnene, men adlød hende og løb hjem. Følelsen af at være tryg var helt væk. Den befandt sig ikke engang ved siden af hende længere.

"Det er næsten sødt at du bliver ved..." sagde han. Han var helt klar over at der ikke var nogen planlagt middag, men at hun var bange og forsøgte at holde desperat fast i løgnen for måske at slippe væk.
Det var tåbeligt at tro at han ville lade hende gå bare sådan uden videre...

Han tog endnu en dyb indånding. Duften af hendes hår blandedes med duften af hendes blottede følelser. Vrede... frygt...
En farlig blanding, det vidste han.

Da Navajo'en sendte sin hund hjem, kunne han mærke en underlig lettelse som han aldrig havde følt før.
Han havde ikke haft lyst til at gøre det loyale dyr fortræd, og nu slap han for det.

Hvad... var han ved at blive blødsøden...?

Han rystede på hovedet, skubbede tankerne om hunden væk, og fokuserede på den unge kvinde.
"Før du angriber mig, skal du vide at selvom jeg ville nyde en sådan dans, vil jeg muligvis straffe dig for det." sagde han roligt, men klart truende.

Han smilede lidt igen, og fortsatte så efter en kort tøven, med en stemme der på samme tid var silkeblød, og var fuld af ondskabsfuld sadisme:
"Har du nogensinde prøvet at få et slag i maven?"

Han gjorde intet endnu. Han ville se og høre hendes reaktion på denne underlige, underlige sætning først.

Inderst inde, vidste hun egentlig godt at han ikke vil tro på den løgn, men hun havde da gjort et forsøg. Hun vidste ikke, hvornår hun vil knække og overgive sig til ham.

Men sådan vil hun ikke fremstå, medmindre det gav hende en chance for at kunne flygte væk. Hvis hun nu kunne narre ham på en måde, men lige pt. havde hun ingen anelse om, hvordan hun kunne komme fri fra hans favn.

På trods af at hendes krop snart vil være så udmattet at hun ikke vil kunne stå oprejst, kæmpede hun alligevel et bravt forsøg på at fortsætte med at spænde og blive ved med at være stærk. "Jeg har ikke lyst til at angribe dig. Jeg vil bare gerne have at vide, hvorfor du gør dette imod mig? Jeg er blot en ud af mange andre mennesker, som prøver at leve så godt som muligt." svarede hun ligeud og hårdt.

Hun prøvede forsigtigt at se, om hun kunne få hans arm rykket en smule, så hun havde en chance for at slippe ud af hans greb. Mens hun gjorde dette, svarede hun: "Hm... jo der var jo dengang, hvor jeg var oppe og slås med en dreng. Jeg fik en kæmpe mavepuster, men så slog jeg ham også ned." svarede hun og prøvede at virke afslappet.

Det lod til at hun havde indset at løgnen intet godt ville gøre for hende, og derfor havde droppet den helt.
Han var ikke helt sikker på hvad hendes tanker var lige nu... hun hverken græd eller bad for at han skulle lade hende gå. Hun var måske nok bange, men hun var modig.
Han kunne ikke helt lade være med at smile lidt ad det.

Men han kunne jo også tage fejl af hende...

"Hvorfor jeg gør dette imod dig? Ganske simpelt fordi jeg har lyst. Jeg finder dig tiltrækkende." sagde han.
Det var kun halvdelen af sandheden, men der var absolut ingen grund til at hun skulle vide den anden del af sandheden. Ingen kendte til den, og ingen skulle komme til det.

Han lyttede til hendes minifortælling om slåskampen med en dreng.
"Ah... det lyder som en typisk teenage-slåskamp." sagde han.
Da hun diskret prøvede at flytte hans hånd, gav han hende et let, provokerende klap på maven - og så slap han hende.
Han begyndte at gå rundt om hende med rolige skridt, i en endeløs cirkel.

"Jeg snakker ikke om helt den slags... jeg snakker om hvor sensuelt det kan føles når ens næve synker dybt ind i en smuk kvindes mave. Så blødt og svagt et punkt, og så utroligt tiltrækkende..." sagde han, og med et smil tilføjede han: "Kald mig bare sindssyg... jeg har hørt det før."

Imens han stod og holdt hende fast, tænkte hun på, om Hewie på en eller anden måde ville tilkalde hjælp. Måske kunne hun blive reddet fra denne galning af en elver.

Hun anede ikke hvad han næste træk ville være, så hun vil vente lidt endnu, mens hun lyttede til, hvad han fortalte hende. Hun kom til at grine højlydt. "Tiltrækkende? Min bare r** !" grinede hun og blev så afslappet igen. Alligevel lidt af en kompliment fra hans side.

"Sådan er der egentlig ikke nogen der har talt til mig før. At jeg så skulle høre det fra galning, havde jeg ikke forestillet mig." fortsatte hun og fik ondt i mavemusklerne af at have spændt for meget og så grint efterfølgende.

Hun nikkede til hans svar om teenagekampen: "Ja, han var lidt af en tøs!" mumlede hun for sig selv. Det gav et sæt i hende, da han gav hende et klap på maven. Til gengæld blev hun lettet og hun gav kroppen lov til at slappe af igen. Hun fulgte ham rundt, da hun cirkulerede om hende. Hun lyttede opmærksomt på det han sagde, men det gav ingen mening oppe i hendes hoved. "Man har vel forskellige fetishes." indrømmede hun blot.

Han kunne ikke lade være med at le ad hendes ord.
"Tjah, at høre det fra en galning tæller vel også." sagde han.
"Den eneste grund til at ingen har talt sådan til dig før, må være at du bor i en hule og aldrig kommer ud. Terre er fyldt med liderlige mænd som komplimenterer alt og alle, og omsværmer kønne tøser som fluer på en lort."

Hun var underligt snakkesalig, på trods af at hun var i en ret klemt situation. Det var ikke en reaktion han var vant til...

"Jah... man har vel forskellige fetishes." lød det fra ham, mens han fortsat kredsede om hende.

På trods af deres efterhånden næsten hyggelige og interessante snak, valgte han at give hende et ultimatum:
"Du kan få valget nu... samarbejde, eller tvang."

Han vidste at hun så ham som en freak, og han havde det egentlig helt fint med det. Det gjorde de fleste - inklusive ham selv.
Han stoppede op foran hende, og mødte hendes blik med sit eget.
Han afventede hendes reaktion...

Hun trak på skulderne, at høre det fra en galning talte vist også. Hun blev temmelig irriteret over at han kaldte hendes hjem for "hule". Hun rynkede næsen, og sagde vredt: "Jeg kan da ikke gøre for, at der ikke er nogen, der gider mig, når jeg er i byen! Hvis ingen gider mig, hvorfor skulle jeg så bo inde i byen?"

Det var nok sandt, det han fortalte om byen. Så meget havde hun alligevel heller ikke været ude. Mens han kredsede om hende, var hun parat til at smutte hvornår det skulle være.

Han gav hende altså to valg: samarbejde eller tvang. Hun kunne bare ikke se sig selv samarbejde med sådan en farlig, kold og ondsindet type, selv ikke hvis det gjaldt hendes liv.

Han havde et provokerende smil. Han kunne gøre, hvad han vil med hende når som helst. Da han stoppede op foran hende, var hendes øjne fyldt med had og vrede. Hun tog et skridt tilbage.. så et til og et til skridt. Tvang kunne medføre mange ubehagelige ting, så samarbejde måtte være det endelige svar.

"Samarbejde.." fik hun tvunget ud af sig selv.

"Hvis du viste dig noget mere, ville folk sikkert gide dig. Men hvordan skulle de kunne det, hvis de ikke ved at du eksisterer?"
Han undrede sig over sine egne ord selv mens han sagde dem.
Hvorfor i alverden sagde han sådan noget? Han var her jo ikke ligefrem for at hjælpe hende...

Han så hadet og vreden i hendes øjne, og undrede sig over hendes svar.
Hun havde tydeligvis ikke lyst til at kæmpe imod ham. Hun lod til at være sikker på at hun selv ville tabe... hvilket han da også regnede med.

"Du vælger samarbejde... det er du den første der gør." sagde han. Det var ikke helt sandt... tanken om hans tidligere partner og elsker fløj uvelkomment ind i hans sind, og han skubbede den irriteret væk.
Det var det sidste han havde brug for lige nu!

"Hvem ved... måske er du en af de få som vil nyde smerten, og den adrenalin der følger med." sagde han. Han tvivlede stærkt på det. Det var de færreste der brød sig det mindste om det han gjorde...

Han lagde armene over kors og betragtede hende i et øjeblik, inden han sagde: "Hold dine hænder over dit hoved, eller på baghovedet."