Frozen with snow

Aubreiane smilte stille og så ham intenst i øjnene, hun holdt sådan af ham, og det at han nu ikke havde noget imod at fortælle at han virkelig havde følelser for hende, hun elskede ham, og hun ville for alt i verden ikke miste ham, endnu en gang. “Jeg… jeg ved det ikke Athal.. Jeg elsker dig.. Og jeg vil hellere end gerne have dig her ved min side.. Hver eneste dag.. Og se dig.. Og du får mig til at føle mig.. Så smuk, og fuldent” hviskede hun og gemte sig tæt ind mod ham, lod øjnene gemme sig mod hans brystkasse.
Kinderne blussede stadig ganske svagt, efter deres sidste kys, han havde så meget begær til hende, og følelser, hun følte sig så glad, og nu hvor han viste hende det igen, ville hun helst ikke lade ham gå, det lød mærkeligt det vidste hun, men han forstod det, han forstod det hele, hun behøvede ikke at forklare, for han kunne næsten gætte sig til det, uden hun sagde ret meget og det var virkelig virkeligt skønt.
Hun følte sig en anelse tør i halsen, men kunne faktisk ikke lige finde ud af hvor denne følelse kom fra, for hun følte sig ikke tørstig, pludselig gik det op for hende, at det var ham, han var tørstig,. “Undskyld.. Her sidder jeg og plapre om mine følelser, mens du sidder og er ved at dø af tørst” drillede hun og kyssede hans kind, rejste sig og gik ud i køkkenet, hentede ham en dejlig kold flaske vand, satte den på sofabordet ved ham. Og puttede sig mod ham igen, hovedet hvilede mod hans bryst, hun lyttede til hans hjerte, så blidt og roligt det bankede, som en stille tromme der bare bankede saligt for sig selv.
Blikket gled tilbage op imod ham, og hun nussede hans fingre længe og blidt, “Jeg skal nok lære dig at styre det.. Du skal ikke være bange for det okay.. Det lover jeg” hviskede hun kærligt. Og så ham intenst og ivrigt i øjnene, hun anede ikke om han var sulten eller om han bare ville sove, men hun følte sig så glad.. Og hun ville bare gøre ham glad på den bedst mulige måde.
“Jeg tror ikke at rødhætte vil hjælpe mig.. Jeg tor jeg har bidt hende en gang” hun smilte legende til ham, og bed blidt i hans øre, ikke så det gjorde ondt på nogen måde, bare for at lege med ham. “Men ellers.. Kan vi bestille og hente maden, også gå herhjem og spise den, også.. Gå i seng?” hviskede hun en anelse spørgende og flettede deres fingre blidt, hun sukkede glad for sig selv, og bed sig kort i læben, hun var faktisk lidt sulten, det var ikke noget hun havde været længe, i hvert fald havde hun ikke sovet i snart to dage, og det kunne godt mærkes efterhånden, selvom hun aldrig ville have indrømmet det, hvis han spurgte.
Hendes øjne glimtede ganske svagt, og hun lod hånden stryge henover hans kind, hun ville ikke gøre ham mere trist, hun kunne tydeligt mærke hvordan hans indre var i en kæmpe konflikt med sig selv, og det var jo ikke meningen, hun ville på ingen måde være skyld i at han var så trist. “Er… er det min skyld du er trist søde?” hviskede hun ganske lavt, og flettede begge deres fingre, inden hun lod hovedet glide på skrå, hun hvilede hovedet mod hans brystkasse igen, og nussede hans mave blidt under trøjen, hun vidste godt det var lidt mærkeligt, men hun havde sådan en lyst til at mærke hans hud, og føle sig endnu tættere på ham. Blidt kyssede hun hans hals, og smilte stille for sig selv. Hvor var det skønt at han var der lige nu, hun ville ikke miste ham lige nu, han måtte ikke gå, men det virkede det heldigvis ikke til at han ville, det virkede mere til at han ville blive her sammen med hende, og bare.. Slappe af., uden at tænke på noget.

At modstå Aine var nu fuldkommen umuligt. Athal skubbede alle sine bekymringer over bord, som var hun hans skib og problemerne hans flasker med rom. Han løftede hendes hoved, som trygt lå mod hans brystkasse og kyssede hende med en ny heftighed, der sultent bad om mere.
Tørsten var noget, han næsten først blev klar over, da hun besluttede sig for at hente vandet til ham. Hvorend han ønskede at modstå, var det med ét fuldkommen umuligt ikke at tage imod flasken. Det var hans nærring og ligeledes hans livsenergi. Én flaske burde have været nok for normale omstændigheder. Nu lukkede hans fingre sig om materialet med en umættelig grådighed. Låget blev kapslet af, og han slubrede det tørstigt i sig, så ikke én eneste dråbe fik lov til at undslippe hans hungrende krop.
Da vandet forsvandt, forlod en større del af den hovedpine, han de seneste to dage havde nået at opsamle, også. Han lod, med et tilfreds suk, flasken ramme bordet og vendte velvilligt tilbage til Aine, der kærligt trykkede sig ind mod ham.
"Tak," mumlede han mod hendes hår og trykkede sine let fugtige læber mod hendes pande. Om det var for det evige tilbud om at hjælpe ham med kontrollen af kræfterne, eller forsyningen af vand, var ikke til at sige.
Han grinede lavmælt og lod en blid finger strejfe hendes haleben. "Har du? Og jeg som ellers troede, det var Den Store Stygge Ulvs job," kommenterede han med drilagtigheden blinkende i øjnene som to guldmønter. Hendes videre planer stillede ham ikke mindre utilfreds, og et vidende smil lagde sig om hans mund, da hun hintede ham sit sidste ønske om videre aktivitet.
"Har du en telefon?" spurgte han med store øjne og tillod sig kun en enkelt gang at løsrive sit blik fra hendes hypnotiserende for at finde en alternativ kilde til udefrabringende mad. Hans mave gjorde jamrende opmærksom på sig selv, og han mærkede farven skyde op i sit ansigt, der endnu syntes klæbrig af sved.
Hvor ville han gøre alt for at tilbringe en nat med Aubrei. En lyst, hvis muligheden blev stillet overfor ham, ville overgå enhver skat. Hænderne havde allerede undersøgt alle former og attratktive steder, der drev ham som en myg mod lys. Men han ville have mere - han ville vide, hvad der gemte sig under barrierene af tøj, der kun havde til formål at skygge for alt det tiloversblevne dejlige.
Han kyssede hendes næsetip i en flygtig vending og strøg noget af hendes hår til side. "Jeg er vist ikke den eneste, der ikke har fået sovet ordentligt de seneste to dage," konstarede han mildt, mens de blå øjne inspicerede hende bekymret.
Mørket skyllede i snu tidevandsbølger over ham, og han lukkede endnu engang øjnene. Aines levende krop virkede uden diskution som det eneste, der holdt hans fødder fast på landsjorden.
"Nej," svarede han, næsten lydløst, og følte sig underligt fortabt. Sært som de endeløse følelser syntes at komme og gå. "Det ved du da, Aine."

Aubreiane gengælde hans kys længe og ømt, og nussede hans nakke blidt, “Jeg ved det godt.. Undskyld Athal” hviskede hun blidt, og flettede deres fingre, hun kunne uden problemer mærke hans lyst til hende, og det fik hende til at rødme en anelse, blidt lod hun hænderne hvile mod hans brystkasse, og smilte kærligt til ham, hun havde skam også lyst til ham, men det havde hun jo haft længe, faktisk lige siden de mødtes, det havde bare aldrig virket som den bedste ide, eller også var der bare ikke tid nok, der havde hele tiden været et eller andet, men det var der faktisk ikke nu.
Langsomt lod hun sig glide op på skødet af ham, og satte sig med et ben på hver side af ham, hvilede stadig hænderne mod hans brystkasse, og smilte stille for sig selv. Og lænede sig hen frem mod ham, hun kyssede ham længe og dybt, og skildte deres læber med sin tunge, lod sin tunge massere hans længe og blidt, inden hun tøvende trak sig væk fra ham. “Jaa jeg har en telefon” smilte hun langsomt, men blev dog siddende tæt op af ham, havde faktisk ikke lyst til at gå lige nu, hun nød at være så tæt på ham. En let rødmen blussede frem på hendes kinder, og hun så tænkende væk, pillede ved hans hår, og smilte for sig selv.
“Du ved jo godt jeg har fungeret som den stygge ulv, siden jeg oz har spist ham?” hviskede hun drilsk og lod hovedet glide en anelse legende på skrå, tænkende nussede hun hans hals stille, “Det stadig lidt mærkeligt.. At jeg ikke kan høre din puls hele tiden.. Men det meget bedre nu.. Nu fryser du heller ikke hver gang jeg rør ved dig” hviskede hun mildt og nussede hans fingre blidt, hun flettede deres fingre, usikker på hvor meget han egentlig havde lyst til, for hun ville jo ikke presse ham, vidste ikke en gang om han havde prøvet det før.
Let lod hun hovedet hvile mod hans skulder, og kyssede ham ganske blidt og stille på halsen, nød den følelse han gav hende indeni, det gjorde hende så glad. Selvom hun stadig var en smule usikker på sig selv, når det kom til at gå et skridt videre, mest fordi at.. Ja de var jo ham, og det havde aldrig betydet så meget for hende før, med nogen,. Men det at han nu også havde lyst til hende, måtte jo betyde at han havde en masse følelser for hende, som han bare havde valgt at gemme væk, og nu kom de alsa frem i lyset.
Hun så langsomt op i hans blå øjne, og smilte for sig selv, “Nah… jeg er ikke så god til at huske det.. Man vænner sig faktisk ikke så hurtigt til at skulle sove hver nat, når nu jeg kunne gå mindst en uge uden søvn, det er lidt mærkeligt” hviskede hun mildt, og lod hovedet glide en anelse på skrå, det lyebrune hår gled svagt ned over hendes øjne, og hun smilte bare stadig lidt. “Sig til hvis du trænger til noget… ja vand alsa..” hviskede hun drilsk og kyssede ham flygtigt, inden hun hvilede sin pande mod hans pande. Det var dejligt han ikke var vred på hende mere, at han nu turde at vise sine følelser, hun vidste ikke om det var for lånt tid, men i hvert fald, ville hun nyde det, ligeså længe som hun kunne. Hun grinte svagt idet hans mave begyndte at knurre. “Vi må hellere finde noget at spise så.. Så du ikke dør af sult” drillede hun kærligt og grinte mildt for sig selv.

"Jeg elsker, når du gør det der," hviskede han og lagde hånden mod hendes rødmende kind, der føltes varm mod huden. Han havde et ømt udtryk i øjnene, og den anden hånd fuldbyrdede indramningen af hendes ansigt, da hun satte sig overskrævs på ham. Kysset, der efterhånden var blevet til så mange, skabte varme og spændinger i luften, da hun bøjede sig indover ham. Hans hænder gled nydende gennem hendes lange, mørke hår ...
"Måske vi bare skulle springe aftensmaden over," mumlede han tungt mod hendes hals. Hænderne gled nu, i deres evige opdagelse, om på hendes ryg og under blusen, hvor de kælent tegnede cirkulære bevægelser. Alt i alt forekom idéen om mad som en fjern, fremmed idé. Hvorfor overhovedet bekymre sig om et ligegyldigt måltid, når lysterne lå et helt andet sted?
Han plantede et kys på hendes hals - så let som et blomsterblads flyvske strefj - og kluklo stille. "Måske du så skulle vise mig nogle af dine ulvetricks, lille eks-vampyr," hviskede han legende, mens hun lige så irvigt udforskede hans krop. Hans alt for tildækkede krop.
I spænding afsøgte han hendes sind for det mindste tegn på afvigning; noget, der kunne advare ham om en måske mindre lyst end det svulmende begær, som havde sin topgang hos ham. Men det eneste, han stødte på, var en blussende flamme, der udstrykte mindst lige så meget varme og lyst som ham selv.
Han rettede sig op; skubbede denne gang hende tilbage og trak rastløst i hendes tøj. Alt, hvad hun gjorde, fremkaldte en sitrende reaktion hos ham, som fik ham til at dirre og kysse hendes krævende. "Og til en alt for høj pris," sukkede han i en skælven som et svar på hendes ord om forskellen fra vampyr til dæmon. Udtrykket var mildt, da han strøg hende over håret, og han rystede opgivende på hovedet. "Du er så forbandet stædig, Aine."
Og efter disse ord trak han hendes bluse af. Det foregik under små latterudbrud, eftersom det ikke ligefrem var den nemmeste opgave, og lige så slemt gik det med hendes bh, som de rystende fingre slet ikke kunne finde ud af. Til sidst opgav han og strøg hende i stedet over armene, maven, ryggen ...
"Du er smuk," konstaterede han ærligt og trykkede hende længere tilbage i sofaen, så det til sidst var ham, der befandt sig ovenpå. De blå øjne udtrykte glæde og forvetning, og han bøjede sig ned for at trykke sine læber mod hendes bløde.
"Det er ligegyldigt," henåndede han utålmodigt. "Søvn, mad, vand ... Jeg ville kunne leve uden det i hundrede dage. Jeg vil bare have dig." Som det var sagt lagde hans varme hænder sig mod hendes buksekant. De gled ned, indtil de trykkede sig mod hendes knæ, og han trak hendes ben op omkring sig. Selv om de endnu var det, man ville betegne som påklædt (hun i bh og jeans; han endnu uden en trevl af kroppen), var han fuldkommen fyr og flamme.

Hans hænder der var overalt på hendes krop, var så dejligt behagelige, hun nød det, mere end nogensinde før, blidt lod hun hænderne glide gennem hans hår, og gengælde hans kys med samme heftighed og længsel som han havde, tit havde hun håber på at det her ville ske, men aldrig turdet tage skridtet. Og nu tog han det for hende.
Hun grinte lidt genert idet han kommenterede hendes røde kinder, og lod så hovedet glide på skrå, kyssede ham blidt på halsen, og nussede hans arme. Lod ham lægge sig ned på sofaen, efter han havde taget hendes trøje af, (havde tilbage holdt et fnis da han fjumrede med hendes bh lås). Langsomt rakte hun op og tog hans trøje af. “Sys du virkelig jeg er smuk?.. Men.. Min bh åbnes foran Athal” hviskede hun drilsk, og førte blidt hans hænder op foran hendes bh, og hjalp ham med at åbne den,. Det var en mærkelig følelse at have indeni, men hun var faktisk ret nervøs for om han syntes om hendes krop, det plejede hun ellers aldrig at være. Hun smilte og lod hænderne glide op af hans brystkasse.
Derefter tog hun ganske langsomt hans trøje af, lænede sig op imod ham, og kyssede ham stille op af brystkassen og skulderen, inden hun nappede ham kærligt i øret. “Jeg skal nok vise dig nogle af mine ulve tricks min egen, bare vent” hviskede hun kærligt, og smilte til at han sagde de burde droppe aftensmaden, det var nu heller ikke lige det hun tænkte mest på lige nu, det var faktisk mest på ham.
Øjnene fulgte let hans hænder der pillede ved hendes jeans, “Du ryster sådan på hænderne..” hviskede hun blidt, og holdt tæt om hans hænder, hjalp ham blidt med at åbne dem, og åbnede så langsomt hans, hun var allerede blevet en anelse varmere af at han var så tæt på, hun kunne mærke lysten til ham stige, og længslen var langt fra blevet mindre, hun lod det ene ben hvile oppe omkring ham, og lod blidt tunge spidsen løbe op af hans hals, kyssede ham så heftigt igen, og skildte deres læber med sin tunge, kærtegnede hans tunge med sin egen, og nød bare at være så tæt på ham.

Morgenen efter vågnede hun tæt oppe af ham i sin seng, solen skinnede blidt ind til dem, og hun smilte svagt for sig selv, og kyssede hans kind, natten havde været.. På alle måde himmelsk, og hun havde nydt den helt igennem, det at vågne op ved hans side nu, gjorde hende så.. Så rolig, så lykkelig, det var virkelig virkelig rart at være tæt på ham stadig. Let satte hun sig op og strakte sig, havde godt nok ikke noget tøj på lige nu, men det generede hende ikke. Han havde virkelig sagt sådan nogle søde ting om hende den nat, hun følte sig helt livsglad igen.
Lydløst rejste hun sig, og gik ud på badeværelset, tændte for vandet, og lod det løbe nedover sig, hun smilte for sig selv, det var virkelig skønt,. Bare tanken om at han stadig var der når hun kom ind igen, gjorde hende helt varm indeni.
Efter at have vasket sit hår, tørte hun det ved hjælp af den varme hun havde i sig, og gik langsomt tilbage til soveværelset, hun fandt langsomt et par sorte g-strenge i sit skab og tog dem på, inden hun sneg sig hen til ham, og puttede sig under dynen med ham igen, det ville være synd at vække ham, han sov lige så fredeligt. Og havde sikkert brug for det. Hun anede ikke en gang hvad klokken var, men det betød egentlig ikke så meget, når han vågnede måtte de lige finde ud af hvad de skulle.
De skulle jo nok have lidt mad, de havde jo ikke fået spist aftenen før, så han måtte også være ved at være sulten, hun var lidt sulten i hvert fald. Blidt nussede hun hans hals, og bed sig en anelse i læben, han var virkelig dejlig,. Og hun havde aldrig oplevet at ¨mærke sådan nogle følelser fra nogen før, ikke en gang fra hende selv, men han fik dem bare frem i hende, og det han fandt frem i hende.. Det ville hun helst ikke undvære igen. Med andre ord: hun ville ikke undvære ham igen, men i sidste ende, var det jo stadig hans valg.

Den ene arm lå i en skødesløs stilling, mens den anden dækkede øjnene. De var egentlig beregnet til at holde om Aine - og sådan var de da også faldet i søvn -, men i løbet af natten havde Athal udviklet en mindre attraktiv position. Dynen lå halvt om halvt om ham, sådan så den ubevidst dækkede de mere ædle dele. Han lå helt fladt på maven, mens munden var åbnet let, så en lille snorken bag i struben fik lov til at slippe ud. Håret kunne ikke engang kommenteres.
Blide fingre mod hans hals var det, der bragte ham ud af drømmeverdenen og tilbage i virkeligheden. Først gled armen ned, hvorefter han gned sig søvnigt i øjet. Et langtrukkent gab banede sig på vej, og han drejede hovedet for at ligge ansigt til ansigt med Aine.
Smilet var skyerne, der med ét blev gennemtrængt af sollys, og han lagde hånden mod hendes ansigt for at mærke den fugtige hud mod sin.
"Godmorgen, smukke," hilste han afslappet og måtte i det samme undertrykke endnu et gab. Så meget var sket i løbet af de sidste 72 timer, at han ikke engang magtede at tænke over det. Det eneste, der sådan set virkede overskueligt nok, var den dæmonpige, der befandt sig for næsen af ham i dette øjeblik.
"Har du sovet godt?" fortsatte han med en stemme, som var hæs af morgenen - eller var det på grund af hændelserne fra nattens løb? Påmindelsen fik hans smil til ukontrolleret at vokse sig større, og han udstødte et uvilkårligt grin, idet han puffede sig op at sidde. "Ja, jeg er også sulten," erklærede han som svar på hendes tanker. Han skubbede dynen til side og havde egentlig tænkt at rejse sig for at aflægge badeværelset et lille visit, da fristelsen af Aine greb ham. Uden videre omsvøb lagde han armen om hende og kyssede hende længe og heftigt. Nøgenheden var intet problem. De havde allerede oplevet så meget af hinanden den foreløbne nat, at intet forekom pinligt mere.
Med et sidste, legende nap i den andens underlæbe afsluttede han kysset og sprang op at stå, mens de havblå øjne klistrende hvilede på vidunderet foran ham. Så gav han sig til at lede efter faldne klæder og håndklæder. Ikke alt var let at finde, eftersom forrige nats lyster ikke havde kunnet få tøjet af hurtigt nok.
Badeværelsets bløde lys trådte ham velkommende i møde, og han udstødte højtnynnende operasange, mens vandet drev af ham. Badet var overstået på få minutter, og han trådte ud med tøjet på, og med håret arrangeret i våde totter. Visse steder var han stadig grøn og skællet.
"Du ved, vi fik aldrig bestilt udefra," bemærkede han muntert og aflagde den sidste afstand mellem ham og Aine i to, store spring, så han igen kunne tage hende i sine arme. Han kunne aldrig få nok af den kvinde.
"Er du frisk på lidt pizza? Eller foretrækker du sushi? Kebab? pomfritter? Der er et temmeligt stort udvalg ... " guidede han i strålende humør med munden mod hendes øre.

Aubreiane smilte blidt for sig selv, han så så dejlig ud, også selvom han snorkede og lå på en mærkelig måde, det gjorde hende ingenting. Hun vidste han havde brug for at sove, vidste han var udmattet, og nok oz især fra den nat de havde tilbragt sammen, hun havde for længst opgivet at støve sit tøj op, det lå sådan lidt over alt, der lå oz noget i stuen faktisk.
Hun smilte lykkeligt idet han vågnede, og nussede hans kind stille, nød hans hånd der let hvilede mod hendes kind, hun smilte til ham, og grinte stille for sig selv, lænede sig hen mod ham, og kyssede ham blidt, “Jeg har sovet skønt, hvad med dig søde?” spurgte hun blidt, og betragtede ham da han satte sig op, virkede ikke genert mere efter de havde været sammen, hun havde jo fundet ud af han godt kunne li hendes krop, og nu var hun helt tryg ved den.
Langsomt smilte hun idet han rejste sig, også pludselig vendte om mod hende, og kyssede hende længe og hedt, hvilket hun gengælde som en selvfølge, hun elskede ham jo, mere end noget andet. “Ja.. Jeg tænkte godt du var sulten” drillede hun og så efter ham da han rejste sig, og forsvandt ud mod badeværelset, let rødmede hun for sig selv, og lagde sig om på ryggen.
Hænderne hvilede over hendes hoved, og hun kunne høre vandet fra bruseren løbe lystigt, hun var så glad lige nu, kunne umuligt blive gladere, end når han var sammen med hende. Tænk oz at hun havde været så nervøs for at de skulle være sammen på den måde, det var virkelig sært. Nu havde hun det fint med det, helt afslappet. Fingrene løb blidt gennem hendes lange hår, inden hun lagde sig om på siden, og så afventende mod døren, idet hun kunne høre vandet blive slukket. Hun glæede sig allerede til at han kom ind igen.
Grinet der undslap hendes læber, idet han kom ind og smed sig ved hende, var ikke til at tage fejl af, hun holdt af ham, elskede ham, og lige nu ville hun bare være sammen med ham. Hun puttede sig tæt op af ham, og nussede hans mave kærligt, “Var det dejligt med et bad?” spurgte hun mildt, og pillede ved hans hår, hun smilte blidt op til ham, hun vidste han elskede vand, men han havde været så ekstremt hurtigt til det, at hun gik ud fra at han bare ville tilbage til hende, det fik hende til at grine.
“Neij vi fik ej.. Vi fik noget andet at bestille..” drillede hun legende, og pillede ved hans fingre, flettede langsomt deres hænder sammen, og lod hovedet glide en anelse på skrå, “Årh det ved jeg ikke.. Jeg fortrækker dig men.. Vi skal jo nok have noget mad.. Hey skal vi ikke prøve.. Det der pizza det snakkede du om sidst, det vil jeg gerne prøve” sagde hun tænkende og smilte op til ham, hun gled let om på maven, og kydsede hans fingre stille og blidt.
Hun så ham intenst i øjnene, “Jeg nød det virkelig i nat Athal.. Jeg ved godt du nok har regnet ud jeg ikke ligefrem har holdt mig tilbage som sådan men.. Men det betød meget mere med dig” hviskede hun blidt og bed en anelse i hans læbe, inden hun kyssede hans hals blidt. Hun nød at være sammen med ham. “Nårh men jeg må hellere få noget tøj på så” drillede hun blidt.

"Jeg tror aldrig, jeg har sovet bedre."
Athal havde gemt spørgsmålet til efter badet, og nu stod han bare og nød at have Aine tæt på. Hver gang hun gjorde en uventet eller kærlig bevægelse, skød en sokkel af ild gennem kroppen, så han kun trak hende endnu nærmere.
I mellemtiden var en uventet følelse ved at arbejde sig frem. Den indebar en fornemmelse af velvære, glæde og et uvnetet, køligt pust af hav. Hvad det så helt præcist var for noget, kunne han ikke rigtig sætte fingeren på, hvilket foruroligede ham en smule. Men inden han kunne nå at lægge dybere mening i spekulationerne, fangede Aine endnu engang hans fulde opmærksomhed.
"Mmh-hmmm," svarede han, da hun spurgte, om det var dejligt med et bad og trykkede rastløst sine læber mod hendes. Aine frembragte en konstant sult i ham, der aldrig syntes at blive mæt. Jo mere han fik af hende, jo mere ville han have. Ja, ikke at det ligefrem var dårligt. Det virkede snarere som en ekstra kraft midt i gevindsten end en dårlig bivirkning.
Hendes kommentar fik ham til at grine. Han lagde hovedet mod hendes hals - den varme hulning, hvor nakke og hals mødes - og kyssede den fanatisk. "Alt godt fra havet, mener du?" brummede han lidenskabeligt, hvor der næsten øjeblikkeligt dukkede en anden, sjofel betydning af ordet op i hans tanker, som han uden varsel kunne nå at benægte, før det udformede sig. Han vendte øjne af sig selv. "Stik mig din telefon, og så skal du se en mand i arbejde."
Okay, 'mand' var måske meget sagt, og 'arbejde' lå måske ikke helt under den rigtige betegnelse i denne kategoi, men man havde vel lov til at fjolle.
Hendes fingre lukkede sig sammen med hans, og han løftede hovedet for at møde det varme brus af grønt, hendes øjne frembragte. Enhver form for eudaimoni havde for en kort stund forladt dem, og han slugte ethvert ord, hun sagde. Da hun var færdig, lagde han hånden mod hendes kind. "Jeg nød det også, Aine, og jeg ... jeg elsker dig. Det må du ikke være i tvivl om." De mørke bryn nærmede sig hinanden i en bekymringskrølle, og han kyssede hende for hundredetusindes gang, selv om det stadigvæk føltes som den allerførste. Al intensiteten ved den foregående nats hændelser bølgede nu over dem, lod dem svøbe sig ind i det brusende slør af kærlighed og lovede aldrig at slippe dem igen. Athal kunne aldrig forestille sig nogensinde at elske nogen på samme måde, som han havde det med Aine, og at hun gengældte hans følelser forstærkede blot de lykkefylde bobler, som konstant hoppede rundt i hans mave.
Han skulle lige til at afgive et rimeligt kækt svar som respons på det, hun lige havde sagt (det indebar i hvert fald noget med det modsatte af at have tøj på), men pludselig var det som at blive ramt af lynet. Tankestrømmen fra før dukkede nu op fra sine gemmer, og han stirrede på hende, som var hun et spøgelse.
"Aine ... " hviskede han med næsten ubevægelige læber og hævede langsomt sin hånd til øjenhøjde. Den besynderlige gnist af at føle noget, men så alligevel ikke ane, hvad det gik ud på, løsnede sig nu op, som en gåde, der nu pludseligt står klart. Han så på sin hånd; hudfarvet og oplyst i morgenlysets skær; fuldkommen normal og blottet for overmenneskelig aktivitet - og fuldstændig fri for gnister.
"Det - det er væk. Jeg udstøder ikke lyn mere." Konklussionen efterlod et underligt tomrum, og han blev ved med at stirre i en døs af mistro. "Jeg ... er fri!" Og så, uden varsel, udstødte han et glædeshyl og sprang sejrsdansende op og stå.

Aubreiane så ham kærligt i øjnene, og nussede hans nakke med et tænkende blik, hun havde aldrig været så lykkelig før som han gjorde hende. Glæden ved at se ham, og røre ved ham, mærke hans arme om sin krop, høre hans stemme.. Det var fantastisk, intet kunne slå hende ud af kurs, med ham ved sin side. “Jeg er glad for du har sovet godt.. Det virkelig længe siden jeg har sovet så godt.. Og trygt” sagde hun blidt og gemte sig ind mod ham, hun var ligeglad med hun ikke havde andet end den sorte g-streng på, og han nu havde tøj på,.
Idet hans læber mødte hendes, rødmede hun, som så mange gange før, det var kun ham der virkelig kunne få hende til det, uden rigtigt at gøre noget. Blidt gengælde hun hans kys, og nussede hans brystkasse let, lukkede øjnene idet hans læber gled ned mod hendes hals, smilte for sig selv. Det var virkelig dejligt når han gjorde det.
Et grin gled over hendes læber idet hans sjofle kommentar nåede hendes sind, “Så så.. Nu skal du være sød og have pæne tanker” drillede hun og sukkede blidt, så ned mod ham, nussede hans trøje. “Men ja.. Jeg mente sådan en pizza.. Du sagde man kunne få alt muligt på, er det ikke smart? Tænk at lave sådan noget” smilte hun og gemte sig ind mod ham, pillede ved hans trøje,. Hun elskede ham, så højt, hun vidste ikke en gang hvor hun ville være uden ham. Eller jo, nok noget med at hun så ville være vampyr igen, og derfor havde fundet sit gamle onde jeg tilbage, men sådan var hun ikke mere. Langtfra.
Langsomt rejste hun sig og gik let ud på gangen, og kom tilbage med en telefon i hånden, hun rakte ham den smilende, og lod hovedet glide på skrå, “en mand.. Jaa en dejlig mand, “ sagde hun blidt og så ham i øjnene, lagde sig ved hans side igen, hun ville bare være sammen med ham, hele tiden. “Jeg glæder mig til at smage det.. Men jeg må vel hellere tage noget tøj på så..” grinte hun opgivende og sukkede for sig selv.
Hun blev helt varm indeni da han fortalte han elskede hende, og også havde nydt det, “Jeg er glad for du sagde det.. jeg troede aldrig du ville fortælle mig at du virkelig elskede mig.. Alsa jeg kunne godt mærke det, men det virkede ikke som om du turde sige det” sagde hun blidt, og nussede hans nakke lidt, lod hovedet hvile på hans brystkasse. Lyttede for en stund til hans hjerte, nød dets rolige banken, det var så fredsommeligt lige nu. Langsomt så hun op mod ham igen, hvor var han dog dejlig. Især når han så sådan på hende, han så på hende med så meget kærlighed i øjnene.
Langsomt og undrende så hun op på ham da han sagde hendes navn, afventende for at ville høre hvad han ville sige. Da det pludselig gik op for hende, at han ikke lavede gnister mere, men hun havde ikke som sådan tænkt over det, fordi hun jo bare ændrede det til varme, så det ikke gjorde ondt på hende. “Du har ret.. Det væk” udbrød hun blidt og så ham i øjnene, grinte så for sig selv da han glad sprang op og dansede rundt for sig selv. “Hvor er det skønt søde, det var dejligt for dig, jeg havde nu ellers glædet mig til at skulle hjælpe dig med at lære det” drillede hun og rejste sig, gik hen til skabet og åbnede det, for at finde ud af hvad hun dog skulle have på, “Iiih.. Så mange valg” mumlede hun opgivende og himlede med øjnene.

Will var ikke ét sekund i tvivl om Aines følelser, og grundet dette kunne en forklaring findes: deres blodbånd som bragte dem tættere på hinanden end nogensinde. Enhver følelse, hver eneste tanke Aine skabte i dette øjeblik, modtog han. Det, at de var så stærkt knyttet nu, gjorde kun forbindelsen stærkere, og der var ikke længere noget, der hed Williams sind' - de var én enhed, fælles og rødglødende i begges begær.
Jo, det var dejligt at sove, og for første gang i flere dage var det lykkedes ham at sove gennem hele natten. Naturligvis havde det også noget med udmattelsen at gøre, men nærværet af Aine var som et beroligende rusmiddel, som han frivilligt lod sig trække ind i.
Han grinede ad hendes kommentarer, og da hun vendte tilbage med telefonen, lod han sine øjne hvile nydende på hendes bare overkrop.
"Det ville nu ikke gøre mig noget, hvis du forblev topløs," erklærede han og blinkede drilsk til hende. "Men jeg tror, det ville være syndt for pizzamanden, for jeg bliver nok nødt til at slå ham, når han begynder at stirre på dig."
Telefonen lå i hans hånd i løbet af nul komma fem, og som var det direkte ætset ind i hans hjerne, trykkede han pizzamandens telefonnummer: Det beviser bare hvilken madkategori man ligger i.
I løbet af ti sekunder blev telefonen taget. Et flabet smil kurvede hans mundvige, og han betragtede Aine, mens han afgav ordrer i røret:
"Ja, halløj, det er William Caeruleus. Jeg skulle gerne bede om en familiepizza fyldt med ... æhm ... 'alt godt fra havet', 'hawaii' og så også gerne en med 'pepparoni'. " Han sendte Aine nogle vibrerende øjenbryn. "Hva'? Øh, jah, kan du bringe det til udkanten af byens skov? Du må også gerne tage en rød kappe og en kurv med champagne med, hvis det skulle være," tilføjede han smågrinende og tænkte på hans og Aines tidligere joke. "Øh - hvad? Nej, nej, det var bare for sjov! Okay, det lyder godt. Hej." Han lagde på. "Pizzaen skulle gerne være her om tre kvarters tid - bare rolig; det er fuldkommen normalt. De er altd en evighed om at bringe ud." Han skar en beklagende grimasse.
For første gang i lang tid så han ned. Påmindelsen og hendes opfattelse af, at han havde været en beskidt kujon af en bangebuks og ikke turde indrømme sine følelser overfor hende i ordets betydning, stak som sommerens bistik, og han lod fraværende hånden løbe gennem hendes lange hår i et ynkeligt forsøg på at aflede sig selv.
Svaret kendte han selv, og det havde mere at gøre med hans familie, end man måske skulle tro. Det fik ham dog til at føle sig latterliggjort kliché-agtigt. Hvor tit forekom det ikke lige, at i de bedste historier kunne den tapreste helt ikke fremsige sine dybeste følelser for den uforglemmelige kærlighed på grund af en tidligere mistet, som havde stået denne nær? Frygten for at betro en anden person sin kærlighed og derved miste personen på den ene eller den anden måde, var som frostens skarpe kulde og vulkanens hamrende styrke. Han kunne ikke klare at tænke på det; ønskede ikke at have noget med det at gøre. Selv det lyseste sind kan nu engang knækkes, og han havde allerede været tæt på.
"Jeg elsker dig," hviskede han igen og hævede sit blik, så hendes omfavnede hans. "Jeg elsker dig, jeg elsker dig!" Inderligt og med følelsen af at have et voksende hul i brystet, der langsomt var ved at lukke sig i en healende process, kun hun var i stand tl at fuldføre, kyssede han hende.
Situationen skiftede uden varsel. I det ene øjeblik lå han og var voldsomt påvirket sentimentalt, og i det næste dansede han rundt, som havde Frankrig lige vundet 10-0 mod Portugal.
"HVOR ER DET FEDT!" jublede han og rev glædestrålende Aine med op fra sengen for at trække hende med i den ubeskrivelige rus af triumf, der omgav ham. Skide være med isdæmoner og dumme amuletter - han kunne endelig være sig selv igen!
"Det er da ligemeget! Du er pæn ligegyldigt hvad!" erklærede han raskst og fortsatte sin ustandselige hoppen, mens han nu og da stillede sig hen foran spejlet for at betragte manglen af gnisterne og de springende lyn, eller holdt hånden op foran øjnene i glødende sejr.
"Aine, jeg tror helt ærligt, at du allerede har været en stor del i det her," bestemte han efter et par øjeblikke. Han dukkede op bag hende og kyssede hende på øret. "Du behøver slet ikke gøre mere."

Aubrei grinte en anelse for sig selv, efter at have set det blik han sendte hende, idet hun kom ind med telefonen i hånden, “Du stirre på mig, er der noget du gerne vil have?” smilte hun legende, og kyssede hans kind, hun lod hænderne løbe gennem sit lange sorte hår, og smed det om på ryggen.
Blidt betragtede hun ham mens han snakkede med pizza manden, var et øjeblik blevet helt forundret over han kunne nummeret i hovedet, tænk hvis man kunne det. Armene gled let om hende selv, idet hun for en stund lyttede til hans stemme, hun brød ud i et grin idet han begyndte på det med den røde kappe og kurv, himlede med øjnene af ham og så om på ham da han lagde på, “Du ikke rigtigt klog, tænk bare den stakkels mand blev helt forvirret” grinte hun glad.
Aubreiane smilte kærligt til ham idet han dukkede op omme bag hende, let tog hun hans hænder og hvilede dem mod sin mave med sine egne hænder om. Let rødmede hun og pillede ved hans fingre, “Sys du jeg er pæn? Ih du er så dejlig er du…” sagde hun blidt og vendte sig langsomt om mod ham, lod armene glide op om hans nakke, “Men skat? Jeg skal have tøj på, ellers får pizza manden bare noget at kigge på jo” drillede hun legende,.
Blidt slap hun ham, og tog en sort bh på, hun ledte lidt i skabet, virkede så til at opgive, og tog en sort kjole ud, der gik til midt på lårene, let lod hun den glide ned over sin krop, og rettede en anelse på den. Inden hun gik hen og kyssede ham blidt, hun lod hovedet glide en anelse på skrå “Jeg håber da jeg har hjulpet lidt, men det nok dig selv der har gjort mest” sagde hun tænkende og satte sig på sengen.
De triste tanker nåede hende og hun betragtede ham forsigtigt, “Will.. Det var virkelig ikke sådan ment det må du ikke tro okay… det var ikke fordi jeg troede du var en bangebuks eller noget.. Du var jo sammen med elveren og.. Jeg regnede ikke med du ville blive sammen med mig, selvom jeg da altid har håbet det” sagde hun stille og rejste sig igen, lod armene hvile om hans hals, hun så ham forsigtigt i øjnene, “Det var ikke ondt ment” sagde hun stille og bed sig i læben.
Den følelse af velvære han gav hende indeni når han snakkede, var en hun ikke altid helt kunne beskrive, for det var en mærkelig følelse, så varm og glad, lykkelig ikke mindst, hun havde aldrig forventet at kunne blive så glad med nogen overhovedet, og alligevel.. Havde han fået hende til at tænke over tingene første gang de mødtes.. Det var mærkeligt, allerede den gang havde hun haft lyst til at finde mere af ham, opdage en masse ting sammen med ham. Og nu var de nået til det punkt, det var så skønt, og nyt på en måde. Idet ordene igen forlod hans læber, smilte hun, rødmede en anelse igen, så tåbelig hun dog kunne være at rødme hele tiden. “Jeg elsker også dig” hviskede hun mildt, og kyssede hans kind en enkelt gang.
Læberne mødte hendes blidt, og hun kunne ikke gøre andet end at gengælde det med alle de følelser hun havde i sig, hun elskede ham, og ville bare gerne være sammen med ham, så tit som muligt, et gisp kom fra hende da han hev hende op og stå, hun grinte og himlede med øjnene af ham. Langsomt gav hun sig til at se på ham, hvor var det godt han var glad igen, det var dejligt at se ham være sig selv. Godt nok undrede det hende en anelse, for normalt ville sådan nogle evner ikke bare forsvinde, men måske tog hun fejl, det håbede hun et eller andet sted, hun vidste at det hele ville gå galt igen, hvis disse evner kom frem.
“Hey… til sommer, tager du mig så med ned til søen som du så godt kan li?.. Jeg ville gerne tage med derned nu, men jeg ved ikke helt om jeg kan sørge for at holde mig varm” sagde hun langsomt og pillede ved hans nakkehår, hun havde faktisk aldrig tænkt over det. Men muligheden for at hun ville fryse var stor, for vandet var ikke ligefrem varmt. Dog kunne hendes ildkræfter måske hjælpe på det, men sandsynligheden var ikke så stor igen, og hun turde ikke løbe risikoen, når hun ikke kunne svømme i forvejen.
“Uh kom og se” udbrød hun pludselig og trak ham med sig ned i stuen med et glad smil, på den ene væg havde hans billede fået plads. Det billede hvor hun havde fået ham til at stå i grotten med de mange ametyster, og samtidig at se ud som han plejede at gøre når han ramte vand, hun var så stolt over det billede, og han havde sagt han virkelig godt kunne li det, så hun havde beholdt det.

Will slog nakken tilbage i latterruset. "Så bare vent til pizzamanden kommer," drillede han.
Sengen fjedrede lystigt, idet han trak sig tilbage. Øjnene hang sultent ved Aine, som hun udforskede sit klædeskab. Det morede ham lidt, at hun ikke rigtigt lod til at kunne finde ud af noget passende tøj, men for hans skyld kunne hun lige så godt iføre sig en polkaprikket badedragt. Desværre ville det nok ikke være videre behageligt for offentligheden.
Hans arm gled i naturlig gerning omkring hendes liv, da hun satte sig på sengen ved siden af ham, og han rystede eftertænksomt på hovedet. "Nej, jeg er helt sikker på, du har haft en del i det," slog han fast. "Jeg har jo ikke rigtig været mig selv de sidste par dage, vel? Og ... " Han holdt inde et øjeblik og tvang det mørke gardin af tanker, der faretruende rørte på sig. Nej, han havde ikke råd til at være deprimeret lige nu. "Du har vel gjort mig rolig." Han lod fingeren følge hendes fyldige læbers mundvige og smilede mildt.
Hans arme var et stærkt sikkerhedsnet omkring hendes liv, da hun rejste sig og stillede sig foran ham. Han begravede hovedet i hendes skød og drev et langt suk. "Det ved jeg godt," hviskede han og hævede langtsomt ansigtet, så de endnu engang kunne få øjenkontakt. "Det - hrm - er ret indviklet."
Slut med at sidde ned. Hænderne fuldte nærkommet hendes former, som han strakte benene, indtil de til sidst befandt sig foran hinanden. Kysset var den slags begær, man oplever i den første tid med sin kæreste, og han trykkede sine læber så hårdt mod hendes, at det ikke ville undre ham synderligt, hvis de begge pludselig lettede fra jorden.
"Søen?" gispede han, en smule stakåndet efter sidste mundvandsudveksling, og plantede et kys på hendes næse. "Selvfølgelig. Jeg bliver en hård svømmetræner. Inden længe kan du både svømme rygcrawl og butterfly." Øjnene strålede af bar forventning, og det falmede ikke, da hun med en pludselig begejstring trak ham med ned mod stuen.
Det tog ham et par lange sekunder at opfatte, at det, han stod og stirrede på, var et billede af ham selv. Naturligvis havde han set det før - for ikke mindre end et par uger siden -, men at få genopfrisket sin hukommelse på dén måde kom som et hårdt slag: Han blev rød i hovedet, inden han overhovedet selv nåede at opfatte det, og skævede forsigtigt mod Aine.
"Såh ... du har et billede af mig ... hængende i din stue?" Stemmen steg ubemærket nogle oktaver til en lettere pivet fasetstemme, og han gjorde sig umage for at beholde et nogenlunde præsentabelt ansigtsudtryk fremme.

//Phew ... nejnejnej, godt nok af de værste indlæg, jeg har kreeret i lang tid ... jeg skammer mig :OOOO //

Den lystige og glade følelse fra forduftet ligeså hurtigt som den var kommet, af ren og skær sørgmodighed, over hans ansigtsudtryk, langsomt så hun ned,. Hun havde vel lidt forventet han var blevet glad over det, men på den anden side havde det måske også været dumt at forvente han blev glad for at se sig selv hænge på hendes væg, hun havde bare villet gøre ham glad. ”Ja alsa.. Jeg mener… jeg tager det ned nu..” sagde hun langsomt. Gled yndefuldt indover gulvet hen til sofaen, hvor billedet hang indover,. De spinkle hænder lukkede sig om den guldfarvede ramme, inden hun tog det ned, og gik ud og satte det i gangen, for at kunne tage det med sig ovenpå, når hun gik derop igen.
”Det undre mig ikke at du har tænkt dig at være en hård svømme træner” smilte hun en anelse legende, og kørte en tot af det lange sorte hår om på ryggen, hun samlede det i en hestehale, og bandt det med en tot af håret, let smilte hun en anelse til ham, og gik ud i køkkenet for at finde noget at drikke til dem. Let åbnede hun køleskabet og fandt ham en flaske koldt vand, tog selv noget kakao ud, hun hældte lidt kakao i en kop, og varmede den med hånden. Derefter gik hun ind i stuen igen, og rakte ham flasken med vand, ”Du kan godt bruge lidt vand går jeg ud fra” sagde hun blidt og kyssede ham ømt på kinden. Inden hun lod hånden stryge ham en anelse over brystkassen da hun satte sig på sofabordet.
Blikket hvilede en anelse tænkende mod vinduet, og pludselig lød der et ordentligt brag, og hun himlede med øjnene, “Ikk nu igen” udbrød hun opgivende og gik tøvende hen til vinduet, mens hun inderligt håbede på at det ikke var rosenbuskene der var forsvundet i jorden. “Nårh det var bare et træ..” mumlede hun opgivende, af og til efter hun havde fået denne nye evne, begyndte buske og træer at forsvinde ned i jorden, og efterlod så bare et ordentligt hul.
Et eller andet sted var det lidt irriterende, for hun havde allerede fjernet en del af hendes bedste buske, og hun havde endnu ikke lært hvordan man fik dem tilbage igen, sidst hun prøvede havde hun fået tidsler frem, og dem gad hun ikke ligefrem at have. Blidt så hun om på ham, og gik hen til ham, lod armene glide op omkring hans hals, og sukkede glad for sig selv. “Jeg er sikker på at vi to sagtens kan klare alting, ved du godt det?” drillede hun og bed sig blidt i læben. Inden hun kyssede ham længe og ømt, han var så dejlig, og selvom hun var blevet en anelse trist over han ikke brød sig om at hans billede hang i stuen, gjorde det ikke noget. For hun elskede ham jo, og strengt taget burde hun måske også have spurgt ham om hun måtte, det forestillede jo ham. Let lod hun hovedet glide på skrå. “Hvorfor tager det egentlig så lang tid at lave? Er det ikke bare dej og fyld?” spurgte hun undrende. “Og hvad er en familie pizza?” spurgte hun langsomt, og nussede hans nakke lidt.

Will fortrød sin handling, så snart han så Aines udtryk.
"Hov, ej, vent lige ...!" indvendte han og halsede ærgeligt efter hende; helt ud på gangen, hvor hun stillede billedet fra sig. "Det var ikke ment på den måde," sukkede han og lænede sig op ad væggen, mens han så på hende med skyldbevidste, blå øjne. Han lod tre fingre køre gennem håret. "Det er bare det, at jeg har det lidt underligt med at have et billede hængende - af mig selv. Jeg føler mig som en selvglad fan." Han skar en grimasse. "Men, Aine, du må ikke se det på den måde ... " Endnu engang måtte han sætte fødderne i spind, og så snart de var ovenpå igen, lagde han begge sine arme om hende, så de stod helt tæt.
"Du er en fantastisk maler, og ... " Et lattergrynt undslap hans læber. "Og ja, du kan lige så godt nyde din rolige tid, inden skemaet minder dig om morgendukkerter hver evig" han kyssede hende i panden, "eneste" et blidt kys på næsetippen "dag." Han trykkede flygtigt sine læber mod hendes.
Aine beviste endnu engang sin yderst betænksomme tankegang, idet hun vendte tilbage med et varmt krus et-eller-andet og et glas vand til Will. Måske kunne det lyde en smule sølle, når hun fik lov til at mæske sig i lækkert drikkelse, men for ham var det som om, hun havde bragt den nyeste from for Coca Cola. Smilende tog han imod vandet og slubrede uden videre halvdelen i sig.
"Aahh. Tak. Jo, hvornår kan man ikke bruge vand?" påpegede han strålende i samme vending, som han stillede glasset fra sig på bordet.
I det næste var han glad for, han havde nået at stille vandet fra sig, for braget, der pludseligt dukkede op af det rene ingenting, gav kroppen et ordentligt gip. Første tanke var umiddelbart 'Hvem skyder?', og han så sig forskrækket omkring; på nippet til at fare op som den rene ninja. Men så snart Aines forklaring faldt over bord, dæmrede det for ham, og han begyndte ukontrolleret at grine. Det var fuldkommen umuligt at holde op igen, og han klaskede sig rødhovedet på lårene.
"For pokker ...!" jamrede han med lattertårene springende ud af øjnene, før han sprang op og stå med kurs mod vinduet, hvor det store hul i jorden stod sig som et levende bevis.
Det var først Aines snak om pizzaer, som bragte ham tilbage til fatning, og han fniste nu og da endnu, mens han forsøgte at finde en passende måde at forklare sig på.
"Hmmm, ved du hvad, jeg tror faktisk vores pizza er på vej nu, så det kan du lige så godt få at se." Han slap hende, men ikke desto mindre for at gribe hendes hånd i stedet for og spændt trække hende med ud af døren.
Januarsolens kolde lys rakte atter sine spinkle arme ud mod dem, og med skovens friske luft dansende i næseborene, skridtede han over de græsbegroede veje og andre mere hensysnfulde skovstier. Til sidst endte de ude i de lysning, som Will havde kreeret som deres mødested med pizzamanden. Han standsede op, smilede til Aine og nåede knap at bekymre sig om hvor længe, de skulle gøre sig den ulejlighed at vente, før en sort Folkevogn banede sig vej gennem krattet.
Den udleverende var en tynd, lyshåret fyr, der ikke syntes meget mere end de tyve. Med klodsede bevægelser lykkedes det fyren at bakse en stor lækkertudseende pizzaæske ud fra bilens bsagsæde, og med krumryggede skridt gik han over til dem.
"Øh, ja, det bliver så lige ... hundredeoghalvtreds," krævede han uniteresseret.
Havde Will ikke været så optaget af at tælle de rigtige kontanter sammen, ville han nok have bemærket det for længst. Måske var det ikke engang gået så galt, hvis han havde set de blikke, fyren sendte Aine, men det var der jo ingen, der kunne sige med sikkerhed. I hvertfald besluttede den unge fyr sig for i samme øjeblik at glo noget så indgående på Aine, for derefter at udbryde:
"Hej, smukke." Et bøvet smil passerede hans læber, og han klaskede hende på armen. "Der er vist nogen, der kan, hvad?"
Will så op fra sin pengepung og rynkede panden i forvrring. "Øh, hvad snakker du om?"
Pizzafyren hostede kunstigt og så grinende på Will. "Ja, som om du ikke ved, hvad jeg taler om. Hvor meget giver du?"
"Hvor meget jeg gi'r ...?"
Den teenagebefængte fyr hævede hænderne i en form for overgivelse. "Okay, rolig, rolig. Hvis du vil holde det hemmeligt, såh .. " Han snuppede pengene, Will følelsesløst havde liggende i hånden, og begyndte at spankulere tilbage mod sin bil. Men Will var ikke færdig endnu.
Med et irriteret suk gav han Aine pizzaen og satte efter den noget uforskammede fyr. "Hey! Jeg spurgte om, hvad du mener med det?" bed han og greb tilbageholdende fat i fyren. Det var ikke yderligt voldeligt ment, men sådan opfattede den anden part det tydeligt ikke. Inden Will rigtig kunne få tag på situationen, havde fyren vendt sig om og rettet en direkte knytnæve mod dæmonens ansigt.
Will undveg, men også så det var nok til, at han kunne føle det hårde sus mod kinden. "Hvad fanden ...!" udbrød han med ansigtet varmt af forurettet vrede. Det besynderlige var, at heden ikke faldt, men derimod blev ved med at stige. Til sidst blev det så varmt, at han mærkede gnisterne springe fra pizzafyrens t-shirt, og før han kunne nå at udråbe en reaktion, omsluttede lynene dem begge i et omfang så stort, at elektriciteten spandt højlydt.
Det næste, der skete, var pizzafyren, der udstødte et sær, halvkavlt lyd og faldt om, hvor han stod.

Will følte sig i en døs af drømmeagtigt selvbenægtelse. Foran ham lå udbringeren med opsilede øjne og lemmerne spredt vidt ud fra sig. Luften stank tungt af røg og afbrændt kød, og Wills øjne løb i vand af den uvante varme mod huden. På udefraset hold kunne fyren ikke være andet end død, men mærkede man efter, ville en synlig puls dunke under den svirtede hals.
Det vidste Will naturligvis ikke, og idet han stod - nærmest svajede - og betragtede det frygtelige sceneri foran sig, kunne han ikke andet end at tro det værste.
"Aine ... " hviskede han, og så steg det til en panisk råben: "AINE!"

Aubreiane smilte glad for sig selv, idet hun lod blikket hvile mod ham, “Will det alsa okay, jeg forstår dig godt, jeg er jo bare glad for dig det ved du godt” hviskede hun blidt og så ham intenst i øjnene, grønt kolliderede med blåt, og for en stund lod hun sig forsvinde i hans blik, det var næsten lige før hun kunne se havet i dem, det ville egentlig ikke undre hende hvis hun kunne det. Idet han lod armene glide om hendes lænd, smilte hun blidt.
“Neij self ikke skat, slap nu af, det alsa okay, jeg har ikke tænkt mig at slå dig” drillede hun legende og lod armene glide op omkring hans nakke, hun følte sig så glad sammen med ham. Han fik hende virkelig til at føle sig smuk, det havde hun ikke prøvet før. Så nogle gange var det lidt uvant. Et grin slap fra hende idet han begyndte at snakke igen, “Jaa jeg er god til at male, og man må udnytte alle de ting man kan, inden du bliver min hårde slemme træner” svarede hun mildt og nussede hans nakke stille og blidt, af og til, kunne hun ikke forstå hvor heldig hun havde været sammen med ham.
Blikket gled ud mod vinduet idet han grinte, hun himlede let med øjnene af ham, “Ja ja og jeg kan heller ikke helt styre mine evner endnu, du skulle nødig snakke, vær bare glad for jeg ikke har fået huset til at forsvinde endnu” grinte hun glad og slap ham tænkende, nussede hans hånd forsigtigt og lod hovedet glide på skrå.
Idet han hev hende med sig, fulgte hun bare med, hun så spændt på ham, “Tror du? Jeg glæder mig sådan til at smage dem kan du tro..” sagde hun ivrigt, og nussede hans hånd mens de gik, hun så om bag sig da døren blev lukket, nikkede så for sig selv, og så derefter frem for sig. Træerne fra skoven voksede op om dem, og hun måtte af og til tage nogle høje skridt for at komme udenom nedfaldne grene. Indtil William stoppede op, hun så kort rundt i den lysning de stod i, og undrede sig over hvad de lavede der, indtil der kom en bil frem fra den lille sti.
Armene holdt blidt om hans arm, hun hvilede for en stund hovedet mod hans skulder, og sukkede svagt for sig selv, hun nød bare at være sammen med ham. Et svagt smil gled over hendes læber idet hun fik øje på pizzafyren, eller.. Drengen lignede han mest, han så noget så sjov ud, og der gik ikke længe før hun begyndte at give ham sjove øgenavne i hovedet, kun for at glæde William self. Hun vidste jo udmærket at han ville høre det, så snart hun tænkte det.. Nej nok allerede før hun tænkte det, men det var pointen i det for hende.
Først forstod hun ikke hvorfor fyren kiggede sådan på hende, indtil det gik op for hende, at han virkelig stod og tjekkede hende ud, også mens hun stod sammen med Will, han kunne vel regne ud at hun var sammen med Will, og ikke ligefrem gad have en der så ud som ham.
Hun mærkede ham slå på sin arm, og skulle lige til at stikke ham en på skrinet, da hun lagde låg på sig selv, hun måtte holde sig i skindet for Will’s skyld, hun prøvede jo virkelig på at være god, dog sitrede hendes hånd ganske svagt, som tegn på at hun var ved at blive vred, “Nogen der kan? Hvad fanden snakker du om?” hvislede hun advarende, og holdt lidt tættere om William’s arm for ikke at banke fyren ned, hvad bildte han sig ind.
Blikket hvilede på fyren idet ham og Will begyndte at snakke, endnu en gang blev hun mærkeligt forvirret, for hvad snakkede denne fyr egentlig om? Men idet han nævnte hvor meget Will gav, kunne hun sagtens regne det ud,. Han troede hun var prostitueret.. Så hun virkelig så billig ud? Det syntes hun da ikke selv, og før hun nåede at stoppe sine tanker, havde Will allerede modtaget dem, kort bed hun sig i læben.
Blidt tog hun imod Pizzaerne da han rakte hende dem, og hun tøvede lidt for en stund, inden hun langsomt gik tilbage mod huset med dem, ellers ville hun nok ende med at give fyren en langsom og meget smertefuld død. Let hvilede de grønne øjne mens hun gik mod huset, hun åbnede døren, og stilte pizzaerne på køkkenbordet og var egentlig så småt i gang med at dække bord, da hun bemærkede noget mærkeligt, en sær lugt, for slet ikke at snakke om den varme der pludselig kom. Der gik lidt inden hun regnede ud hvor det kom fra, langsomt gik hun hen og åbnede døren.
Da nåede hans stemme hende, hun var slet ikke i tvivl om hvad der var sket, og løb nu hurtigt tilbage hvor hun havde efterladt Will med pizzabuddet, hun stoppede op få meter fra dem, og bed sig usikkert i læben. “Jeg er her Will… det okay… slap bare af” mumlede hun mildt og gik hen til ham, havde udmærket set pizzafyren,. Stod det til hende havde han bare fået hvad han havde fortjent, men hun vidste det var anderledes for William. Langsomt strøg hun Will over skulderen, og gik hen til pizza fyren, hun satte sig på hug, og søgte efter puls, “Han lever stadig..” mumlede hun og så tøvende mod Will. Chancen for at fyren alligevel ville klare den var lille, og gjorde han det mod forventning, ville de ikke tøve med at komme efter William.

I en hurtig vending havde hun fulgt William hjem til hende, og bedt ham dække resten af bordet, inden hun forsvandt mod skoven igen. Efter omkring 20 minutter, åbnede hun døren og trådte ind igen, hun bed sig lidt i læben. Det havde været nødvendigt at gøre det hun havde gjort, hun beskyttede jo bare den hun elskede, og for hende betød det ikke så meget om hun myrdede en til,. “Så.. Er det overstået.. Hvordan har du det?” spurgte hun og gik hen til ham, lod hænderne lægge sig om hans nakke mens hun så ham i øjnene.

Will følte sig narret. Som at blive svøbt i et lunt tæppe med forsikringen om, at alt er i orden, at alting nok skulle falde på plads, for derefter at blive kastet i vinterens ubamhjertige kulde. Det hele var en løgn.
Dumt og grotekst af ham at tro at alt ville være helt normalt, bare fordi han havde haft det godt en hel nat. Han var som klippet ud af sin egen krop og kunne nærmest se sit eget ansigt, som han stod der. Med angsten som vulkanenes voldsomme gløder og bølgende skumtoppe af røg. Han var blind i mørket og ude af stand til at finde hjem igen.
Aine sagde et eller andet, men blodet dunkede så højt i hans ører, at han knap kunne skille ord fra lyde. Før han vidste af det, var han flugt på vej tilbage mod hytten. Usammenhængende ord blev ved med at snuble over hans tunge, der føltes feberhed og klodset. "Vi - vi må hjælpe ham. A-aine ... " Alting var én stor forvirring, og dæmonpigen læssede ham skyndsomt af, inden hun forlod ham igen.
Han forstod ikke, hvad hun ville, og han var alt for fortumlet til overhovedet at prøve at finde ud af det. Modløst skrabede hans blik mod køkkenet, hvor tallerkenerne gjorde deres svage kald. Skulle han dække bord? Nu?!
Benene eksede under ham, som smeltet gummi, og han dumpede ned på sofaen. Chokket, der havde præget ham de sidste par minutter, var efterhånden ved at gå over til fortrydelse. Så meget havde overgået ham de sidste par dage - de seneste to år -, at han ikke magtede at håndtere det hele. Druknende i sin egen depression lænede han albuerne mod knæene og gemte ansigtet i hænderne.
Der var ikke meget andet at gøre end at vente. Konstant forsøgte han at nå et klart resultat; den svømmende hjerne protesterede dog uafbrudt og skreg efter nedlukkelse. Men Aine var derude, og han kunne ikke bare sidde her som en kujon.
Hvis han havde gjort det utilgivelige - dræbt fyren -, ville han være godt på den. Mulige familiemedlemmer skulle efterrettes, politiet skulle tilkaldes. Og hvad ville ikke komme ud af det?! Retsager, anklager, fængsel ...
Lad ham leve. Åh, lad ham leve!
Med en dyb indånding, så det svulmede helt nede i lungerne, løftede han hovedet. Kroppen rystede som et umodent espeløv, og benene lystrede kun tvunget.
Aines dukkede op så lynhurtigt, at han ikke engang nåede at tage så meget som ét skridt frem. Nysgerrighed efter, hvad hun havde foretaget sig, og bekymringen for om hun var okay, var alt, han kunne tænke på, og han tog hende i sine følelsesløse arme uden at tænke.
"Aine ... " hviskede han svagt. "Hvad sker der? Er han ...? Vi - vi må ringe til en ambulance. Vi - " Hvadend han havde tænkt sig at sige, endte det ud i en ordløs mimen, som bekendtgørelsen af Aines valg flød fra hendes tanker til hans. Gruen af sandheden gik op for ham, samme tid som en ny kollision af følelser slap løs, og han trådte uvilkårligt et skrin baglæs; væk.
"Hvad har du gjort?" hviskede han hæst. Øjnene skinnede vildt, og han følte, han stod på stævnen af et usikkert gyngende skib. Gnistrede han stadig? "Hvad har du gjort?!" Stemmen steg til et råb, og han rystede forvildet på hovedet, som prøvede han at ryste situationen af sig.

Aubreiane så ham i øjnene og lod hovedet glide på skrå “Næste gang du råber af mig, bliver jeg alsa vred” sagde hun let og lod hånden løbe gennem sit lange mørke hår.” jeg gjorde det der skulle til William, det der skulle til for at du ikke ryger i fængsel og alt muligt” hun strakte sig og gik langsomt hen mod vinduet. Blikket hvilede mod træerne fra skoven som man kunne se fra hendes hus, den blide vind udenfor fik dem til at danse en smule, det så ret flot ud hvis man tænkte over det.
Langsomt vendte hun blikket tilbage mod ham, og lænede sig mod vindueskarmen,. Tungen med den grønne piercing i, gled ud og fugtede de røde læber, inden hun med et suk, rystede en anelse på hovedet “Will.. Det meget muligt du ser mig som den værste morder.. Igen.. Men forstår du det ikke? Du havde brændt alt hans hud væk, chancen for han ville overlever var lig 0, og hvis han da overlevede, hvad tror du så der ville ske? Politiet ville komme rendende, de ville tage dig med,. Og bare så du ved det, jeg tjekkede inden jeg dræbte ham, han har ingen familie, ingen venner og ingen der vil savne ham, han bliver overset på arbejdet, som om nogen ville opdage han manglede.” hun trak på skuldrene og så kort væk, “Kan du ikke se jeg bare passer på dig..” hviskede hun lavt.
Inderst inde følte hun sig lidt såret, hun vidste godt han ikke forstod det, men havde alligevel.. Ja håbet han måske kunne forstå det, forstå hvad hun gjorde. Men det kunne han ikke. Hun sukkede for sig selv, og gik langsomt op af trappen og ind i soveværelset, let skiftede hun til løse bukser og en top, inden hun gik ned af trappen og så på ham. “Jeg… jeg løber lige en tur okay, jeg skal lige klare mit hoved” mumlede hun og satte det lange hår op i en hestehale med et silkebånd i rødt. Skoene blev taget på, derefter tog jakken også plads på hendes velformede krop, hun lukkede jakken og så mod ham et kort øjeblik.
Derefter lukkede hoveddøren bag hende, hun så mod himlen, solen kærtegnede hendes hud, nogle gange følte hun sig stadig lidt uvant med at hun sagtens kunne tåle solen nu, men hun elskede det, elskede at mærke den, også selvom det stadig var koldt lige nu. Normalt ville hun aldrig løbe ture, hun havde da gjort det før, især hvis hun havde brug for at tænke, men de sidste par år var det bare ikke rigtigt blevet til noget, og nu havde hun brug for det endnu en gang. Som var det i går hun sidst havde løbet flere km, begyndte hun at løbe, ikke for hurtigt, men i et okay tempo,. Blikket hvilede for en stund mod horisonten,. Han fik hende til at føle sig hel, men nogle gange kunne han ikke forstå hende, måske var det fordi hun havde vampyr så længe som hun havde. Måske var hun bare ikke normal nok, måske havde han brug for en anden.
Efter en time stoppede hun op og så mod himlen, det blev snart mørkt, ikke at det generede hende på nogen måde, men mon ikke han blev bekymret hvis hun ikke snart kom hjem igen, eller hvad?.. Ville han det, eller ville han være væk, det var ikke til at sige. Hun måtte have svar på det.
Hun begyndte omsider at løbe hjem igen, og efter endnu en time stoppede hun ude foran døren, og tøvede en anelse, åbnede døren og trådte ind i gangen. Hun havde stadig den ubehagelige følelse i kroppen, den hun havde haft første gang han så på hende, med den største væmmelse i blikket, den måde han havde kigget på hende, da hun løb,. Blikket hvilede kort ned i gulvet, inden jakken blev hængt tilbage på knagen og skoene blev sat ved de andre sko. Hun stoppede op ved spejlet i den lille gang og mødte sit eget spejlbillede, tænk at have sådan et igen, det havde hun ikke en gang tænkt over før nu. Længe så hun sig selv i øjnene, inden blikket gled væk igen, måske var hun virkelig en koldblodig morder, måske havde han haft helt ret den gang. Stille sukkede hun og løsnede sit hår, inden hun trådte ind i stuen, for at se om han stadig var der.

Aines bekendtgørelse af hans følelser ramte ham som en kølle. Genkendelse af den ulidelige væmmelse, han havde følt under deres første møde, da hun satte ild til båden, mindede i uhyggelig grad om den afsky, som var sprunget på ham, så snart han læste hendes tanker.
Jovist vidste han, hun havde ret. Han havde allerede set sig selv i stribet fængselstøj og forpint ansigt, men blot det faktum, at hun havde sendt ham i døden uden så meget som at overveje, uden overhovedet at prøve, at hjælpe den stakkels pizzafyr, gjorde ham syg og skyldbevidst. Endnu engang blev al skylden lagt over på evnerne. De glubske evner, glitrende af elektricitet, som tankeløst tog enhver skabning, den kunne nå, med i døden. Det, Will så møjsommeligt havde prøvet at undgå, var nu blevet en handling, og Aine havde afsluttet den med dødem. Som om fyren blot havde været et svagt kæledyr.
Mens hun talte for sin sag, svandt han ind til stilheden. Brystkassen hævede sig i hidsige ryk, men han lyttede til hendes ord uden nogen form for protest. Alt, hvad hun sagde, var som et nyt knivstik, dryppende af samvittighedens og kærlighedens gift. Hun ønskede at passe på ham, redde ham fra hans ulidelige skæbne. Deres kærlige forhold pulserede op for ham i fuld kraft, og han vendte sig væk for at skjule sit ansigt. Hvad skal man vælge at tro, når hende, man elsker, er en bunden årsag til begivenhedernes gang?
Han svarede ikke, da hendes ord rislede ind til en sagte hvisken; ej heller, da hun annoncerede sin løbetur. Det gjorde endnu for ondt, og han måtte snildt styre sig for ikke at give sig til at kaste med sofaen.
Huset emmede af tomhed, da hun var taget af sted, og han faldt udmattet tilbage i sofaen, mens hans forvirrede hjerne forsøgte at gennemgå, hvad der lige var sket.
Han sad længe og tænkte. En hel time gik, indtil skyggerne begyndte at blive lange, og nattens slør lagde sig om huset, som i så mange år havde knyttet sig til Jordens mørke. Til sidst var han sikker. Han havde intet hjem mere, men han vidste, at han når som helst kunne vende tilbage til Aines hus, hvis han ønskede det.
Rygsækken og andre egendele blev samlet sammen. For god ordens skyld rydede han omhyggeligt op efter sig selv. Pizzaen blev stillet i køleskabet, så hun kunne tage noget senere, hvis hun ville, og så begyndte han at lede efter papir og blyant.

Himlen var dyb mørklilla, da han skridtede hen ad skovstien mod skovbrynet. Øjnene var begravet et sted langt ude i horrisonten, og i tankerne blev han ved med at recitere de ord, han havde efterladt Aine. Anbragt på sofabordet i form af papir, med en af hendes selvspirende blomster som et betænksomt mønster og en påmindelse. Om ikke så længe ville hun ankomme, og da ville han være væk forlængst.

"Aine.
Jeg er ked af det, der skete mellem os. Jeg er taget af sted, fordi der er noget, jeg føler, jeg må gøre. Led ikke efter mig, vent ikke på mig. Men mød mig i morgen på biblioteket ved middagstid. Venter på dig.
Jeg elsker dig
- Will.

P.S, pizzaen i køleskabet er virkelig god!"