Just running.. again:: åbent -- Chloé Elisa::

Sneen dalede langsomt ned i Terre og lagde et hvidt tæppe hen over jorden i hele byen. Der var koldt, så koldt at de fleste var indenfor og hyggede sig foran en varm pejs med noget varmt at drikke, eller lå og sov i deres senge. Lyden af sne der blev trådt sammen under et par sko kunne høres på banegården og gav nærmest genlyd, da der var helt øde.

Lyden af hurtige skridt, eller nærmere løb kunne nu høres på den ene perron " Kom nu her.. Jeg gør dig jo ikke noget..." lød en hæs mandlig stemme, som blev efterfulgt af en kvindelig stemme " ALDRIG!" skreg hun og fortsatte længere og længere op af perronen og løb over bag et cykelskur og gemte sig " Chesire.. Hvor er du når jeg behøver dig" sagde hun stille og mærkede en tåre trille langsomt ned af hendes ene kind.

Mandens skridt stilnede af og tilsidst forsvandt de. Han var væk og hun kunne komme frem nu fra hendes skjul " Chesire??" sagde hun lavt og sukkede kort inden hun fik øje på katten " Hvad fanden laver du!!! Så forsvinder du bare når jeg behøver dig!?" sagde hun og bed sig derefter i underlæben " Jeg var på jagt efter mus.. Det vidste du fire" sagde katten og svejede halen fra side til side. Ingen ville kunne forstå hvad katten havde sagt til hende med mindre de kunne forstå kattesprog, de ville bare høre det som en beklagende miaven.

Det var ved at være længe siden, hun sidst havde set sne. Om dette var et godt, eller skidt fænomen, vidste hun ikke helt. Men hun havde alligevel valgt at søge ly, inden på banegården, så hun ikke ville blive gennemblødt. Sneen resulterede også i kulden, som bed i de fleste fingre, tæer, kinder og hvad der nu ellers plejede at stå for tur. Derfor var det også en mærkelig følelse, slet ikke at kunne mærke den. Eller jo, hun kunne godt mærke kulden, men slet ikke dens alvor. Det var vel bare som at gå med T-shirt en sensommeraften.

Hendes filosoferende tanker blev med ét afbrudt af en dyb mandestemme, som ville få de fleste til at træde et par skridt tilbage, hvis de stod foran ham. Men hun nåede ikke at overveje mere om den ukendte stemme, da den blev efterfulgt af en panisk pigestemme. At dømme efter ordene, kunne det vel godt være en begyndelse på, hvad der senere ville udvikle sig til voldtægt. Derfor satte hun automatisk i løb efter dem - helt umenneskelig var hun da ikke endnu.

Men så stoppede stemmerne og hun kiggede sig forundret omkring. Tilbage stod en pige og en.. kat? Hun hævede det ene øjenbryn og gik lidt til siden, i håb om at falde i ét med skyggerne, da hun jo havde rimelig mørkt tøj på. Et par sorte converse, mørkeblå jeans og endnu en mørkeblå sweatshirt.

Et dybt suk kom fra hende inden hun så ned på de snebeklædte togskinner " Måske burde jeg bare gøre det" sagde hun stille og så på katten ved hendes side. Hun bed sig usikkert i underlæben og så sig over den ene skulder, da hun kunne mærke andres nærvær " Kom bare frem... Du kan ikke gemme dig alligevel" sagde hun og så derefter igen ned på skinnerne.

Chesire miavede kort og strøg sig op af Safire's ben " Chesire for fanden da " sagde hun vrissende og så ned på hendes kat som stoppede og gik over mod dette væsen der stod i skyggerne. Hun lod kort en hånd glide gennem hendes hår inden hun vendte sig om mod denne fremmede og sukkede kort " Jeg tror hun kan lide dig" sagde hun og smilte kort.

Chesire gik ikke over til andre personer med mindre det var nogle man kunne stole på, det måtte jo betyde man kunne stole på dette væsen i skyggerne " Chesire.. Kom nu her" sagde hun stille og gik over mod denne person i skyggerne med et smil på læberne

Det gibbede kort i hende, da personen pludselig talte direkte til hende. Shit! Hun havde åbenbart ikke gemt sig godt nok. Efter flere overvejelser, valgte hun alligevel at blive stående, da ingen umuligt kunne være så sikker i sin sag. Hvis nu hun ikke lavede nogen form for respons, ville hun nok glemme det.

Men så heldig var hun selvfølgelig ikke, da hendes kat, bevægede sig mod hende. Hun gjorde store øjne og tog et par skridt tilbage. Hun havde aldrig været særlig vild med katte. Rimelig ironisk, når man tænkte på, at hun selv var en vampyr. Men denne ubehag stammede helt tilbage fra barnsben, da hun var blevet bidt af sådan en...

Og værre blev det, da personen pludseli bevægede sig mod hende. Hun så da flink nok ud, som hun smilende gik hen imod hende. Hun ville gerne smile igen, men hendes ansigt lod ikke til at lystre. I stedet sagde hun halvfesent: "T-tror du virkelig?" Det skulle da også være første gang at sådan noget var sket.

Hun så på denne kvinde der stod i skyggerne " Rolig nu.. Chesire gør intet" sagde hun og smilte blidt til hende. Ganske rigtigt, Chesire ville ikke gøre denne fremmede ondt, ikke endnu i hvert fald, for så var det sket.

" Jeg hedder Safire... Hvem er du?" spurgte hun og lod kort en hånd glide gennem hendes lange sorte hår inden hun sukkede kort " Ja og ham der var efter mig... Det var skam bare en eller anden der ville.. ja.." sagde hun og sukkede kort for sig selv. Det var ikke første gang der var en fyr der var fulgt efter hende.

" Chesire... Kom nu her.. Du skræmmer hende " sagde hun og bed sig i underlæben idet hendes kat vendte om og gik over mod hende selv " Undskyld.. Hun er bare glad for andre mennesker" sagde hun og grinte kort og lod hendes blik glide op på himlen

Hun prøvede at slappe lidt af, da pigen havde forsikret hende om, at katten ikke ville gøre noget. Men hun slap den dog ikke ud af syne i det første stykke tid. Men da den fremmede præsenterede sig, blev hun jo nødt til at kigge på hende.

"Jeg er Chloé Elisa," sagde hun og smilede skævt. Hendes blik blev dog mere alvorligt, da hun fortalte om manden før. Det måtte have været fordærdeligt - især fordi hun gav tryk for, at det ikke var første gang. Men så på den anden side... hellere dét, end at blive forvandlet. Det ville hun i hvert fald, selvom hun ikke anede noget som helst om det, som Safire næsten var blevet udsat for.

Da Safire snakkede til katten igen, kiggede Chloé hurtigt ned og bakkede et par skridt tilbage, uden rigtig at tænke over det. "D-det er okay.. Så lige hun ikke bider eller noget," sagde hun og prøvede at skjule panikken ved at bide sig i læben. Det var måske mærkeligt at være bange for noget så harmløst som en kat, men det var ikke engang det værste. Hun var også bange for fulge.

Hun smilte blidt til denne fremmede og nikkede kort " Jeg kan se du er bange for katte" sagde hun og samlede Chesire op i hendes arme " Tro mig.. Chesire er godheden selv.. Men mindre du gør skade på mig" sagde hun og smilte kort " Men ærlig talt.. Ligner du ikke ligefrem en af de vampyrer der hopper på mig.. Trods mit menneskelige blod" sagde hun og bed sig kort i underlæben.

Lyden af fodtrin kunne høres hvilket fik hende til at stivne fuldkommen " Du.. Du må dække over mig" sagde hun og bed sig i underlæben " Safire?? Er du her?? Jeg hørte dig for lidt siden min pige" lød en mandelig stemme. Det var hendes far der var kommet ud for at lede efter hende men hun var allerede væk, hun skulle ikke nyde noget, da hun hadede ham mere end pesten.

Da han kom til det sted hvor hun lige havde stået så han sig omkring og fik øje på den unge vampyr " Undskyld mig.. Men du har vel ikke set un pige med en kat vel?" spurgte han med en blid stemme og så sig kort omkring, men han kunne ikke få øje på nogle.

Hun blev på en måde ret lettet, da pigen løftede katten op i sine arme. Så kunne den i hvert fald ikke bide eller kradse hende. Men Safire havde ret - hun var ikke typen der angreb andre væsner. Kun mennesker og hun vidste godt, at pigen her ikke var et menneske, selvom hun lugtede sådan.

Chloé kunne heller ikke undgå at hårene rejste sig i nakken, da hun hørte stemmen, som hun havde hørt tidligere. Det sidste hun nåede at høre var hendes bøn om, at hun ville dække over hende - så var hun pisk væk. Hun så sig rædselslagent omkring, men hun var ikke til at se. Åh nej.

Så så hun ham - manden, som hun nu endelig kunne sætte et ansigt på. Hun stod lidt og stirrede dumt på ham, da han spurgte, mens hun overvejede, hvad hun skulle sige.
"Næh, det har jeg ikke lige..." Sagde hun og smilede så troværdigt, som hun kunne. Om det lykkedes, vidste hun ikke.

Manden så på hende og sukkede " det var en skam.. De må have en god aften frøken" sagde han og vendte sig om for at gå og med et var han væk. Safire sad stadig i sit skjul og åndede lettet op da hun hørte hendes ord og derefter at han forsvandt.

Hun kom tilbage til vampyren igen og smilte " Tak" sagde hun og bed sig kort i underlæben. Hun havde altid været bange for den salgs mænd, de mænd der fulgte efter en og ville overfalde en så snart de havde chancen, men hvorfor overfaldt han så ikke vampyren?

Et suk undslap hendes læber inden hun så mod den vej hun havde kommet fra " Jeg håber han bliver ramt af et tog eller sådan noget" sagde hun stille og bed sig forsigtigt i underlæben og så igen på vampyren

Hun fortrak ikke en mine, da han forsvandt, men følte sig enormt lettet. Han gav hende myrekryp. Hvem mon han var? Det lod til at pigen kendte ham et eller andet sted fra, men hun turde ikke at spørge, da det måske kunne gøre hende endnu mere trist eller vred.

Hun trak på skuldrene og mumlede: "Det var så lidt," da hun takkede hende. Hun kunne ikke lide at lyve, men dette havde været en undtagelse, selvom hun ikke rigtig kendte pigen foran sig. Men hendes mavefornemmelse fortalte hende, at hun var til at stole på, så det gjorde hun. Selvom det måske var dumt.

Hun halv-smilede over hendes kommentar med toget. Men så kom der et mere alvorligt udtryk på hendes ansigt. "Hvem var han? Og var det ikke den samme mand som før?" Spurgte hun og skævede til hende.

Hun så på hende med et kort smil som forsvandt igen kort efter " Han var.. Eller han er min far... Men.. Han er ikke så venlig han ser ud" sagde hun og lod kort en hånd glide ned over hendes ene arm og bed sig kort i underlæben, smerten fra de ar hun havde fik hende nærmest til at ryste over hele kroppen.

Bare tanken om hendes far gav hende lyst til at springe ud foran det næste tog, bare for at ende de lidelser hun havde, så hun blev fri for alle de eksperimenter han udøvede på hende. Hun bed sig kort i underlæben og sukkede derefter.

" Hvis du bare vidste hvilken mand han var... Så ville du forstå hvorfor jeg gemmer mig" sagde hun og så ned på sine arme og derefter på Chesire.

Hendes blik gled hen ad vejen, hvor manden havde forvundet. Tanken om, at han måske kunne komme tilbage, nagede stadig hende, selvom hun jo overhovedet ikke havde nogen grund til det. Det var jo ikke hende han havde været efter. Og så var det oven i købet Safires egen far! Det var næsten ikke til at tro, at ens egen far kunne finde på sådan noget! Hendes egen far havde altid været utrolig sød og forstående, så det var svært at sætte sig i hendes situation.

Hun bed sig i læben og lod blikket glide hen på hende. Hun havde faktisk haft en veninde, som blev seksuelt misbrugt af sin far, men de havde været nødt til droppe kontakten. Faktisk på grund af faren. "Jeg kender godt typen," sagde hun stille og ville egentlig ikke have det til at lyde som om hun vidste, hvordan Safire havde det. For det gjorde hun ikke. "Men jeg ved desværre ikke, hvordan du har det," forsatte hun og trak på skuldrene. Hun kendte i hvert fald den irriterende følelse af folk, som troede de forstod én, når det slet ikke var tilfældet.