Christmas disaster ( Chloé Elisa)

Sted - Chambre noire.
Tid - 19:35
Omgivelser - En masse forskellige personer.
Dato - 25/12
Vejr - En smule køligt, og et let snelag hen over jorden.


Julen var overstået. Ingen stressende mennesker, som skubbede sig frem for at købe de sidste julegaver. Ingen mennesker som var klædt ud som en tyk julemand. Intet tilbage. Det syntes Alexandrié var en lettelse. Han synes det var afslappende, og beroligende. Men desværre begyndte det alt sammen igen. Julen? Hvad skulle det til for? Der var jo ikke noget specielt over den 24 december. Det irriterede ham, men grunden til det gik ham så meget på, måtte vel være at den kun bragte sorg med. Han mistede alt han elskede den dag. Alt hvad der betød noget for ham.
De mange tanker var frustrerende, han ville helst bare tænke på noget andet.

Alexandrié slog øjnene op, og tog en dyb indånding inden han fortsatte hans gå tur. Han var blevet rastløs af at sidde derhjemme, derfor var han gået en tur. Han vidste ikke helt hvor han befandt sig, men regnede med at han kunne finde tilbage på et tidspunkt. Han gik hen over det tynde lag sne, som knasede under hans støvler. Her hvor han befandt sig i dette øjeblik var et meget usædvanligt sted. Der var fyldt med boder, og en masse forskellige personer. Nogle så skumle ud, mens andre lignede ’normale’ mennesker. Han lod sit blik vandre omkring på markedspladsen. Et udmattende støn lød fra ham, inden han tog sig sammen til at traske videre.

Dette var ikke et sted, Chloé normalt kom. Hun brød sig ikke om alle disse skumle blikke, som føltes som knivstik i ryggen. Men alligevel følte hun sig draget til stedet - mørket, for hun vidste, at det var her hun hørte til. Om hun ville det eller ej. Lyset var ej hendes styrke længere, og dette var noget hun så småt havde accepteret.
Hun følte sig heller ikke kun draget til stedet her - nej, det stak dybere. Det var som om stedet gjorde noget ved hende. Hendes underbevidsthed og bragte det dårligste frem i hende. Men dette kunne også sagtens skyldes væsnerne her. Hun ville give sin højre arm væk, hvis hun fandt en engel hernede, da hun jo godt vidste, at det ikke var en realitet.

Hun traskede videre og lyttede tavst til hendes fødder, som knasede i sneen. Lyden var irriterende, men hun var i forvejen rimelig irriteret, selvom irritationen ikke havde hun begrundelse. Det var hun bare. Dybt begravet i tanker, stoppede hun pludselig op, da en anderledes duft, ramte hende. Noget sødt og uskyldigt. Med andre ord - et menneske. Hendes læber blev splittet i et grumt smil og hun gik automatisk hen mod mennesket, som hun havde fået øje på. Han var vidst ude, hvor han ikke kunne bunde, selvom hun ikke engang var sikker på, at han selv var klar over, hvor han befandt sig. Men det ville jo bare være til hendes held, hvis han ikke gjorde det.

Efter en dyb indånding, smilede hun sukkersødt og gik stille over til ham. "Undskyld mig, men De ved vel ikke, hvor jeg kan finde udgangen, vel?" Spurgte hun og smilede venligt og sødt til ham. En facade, selvfølgelig.

Alexandrié kiggede ned på sin halve cigaret, der stadig var en lille glød i. Han førte den op til hans læber, og tog et hiv. Han pustede beroligende cigaretrøgen ud igen, det fik ham til at slappe af igen. Han lod sin arm glide ned af siden igen. Der plantede han så sin arm. Han kiggede kort rundt og overvejede hvor han skulle gå hen, men hans tanker blev afbrudt af en forførende kvinde stemme. Alexandrié vendte sig om imod denne smukke, lidt for perfekte kvinde. Han blev ret paf da han så hende. Hun så unaturligt smuk ud.
Selv om han ikke var synderligt tiltrukket af kvinder, blev han dog tiltrukket af hende her. Hun virkede ikke menneskelig. ”Øhm.. Jeg ved det virkelig ikke..” Hviskede han næsten utydeligt.
Han strøg hans fingre gennem hans halvlange pjuskede hår. Han sukkede og slog blikket ned i sneen, mens han spekulerede på om han skulle vende sig om og gå igen. Alexandrié lod cigaretten glide gennem hans læber, og tog endnu et hiv af den. Han var blevet en smule afhængig på det sidste. Han lod den sidde mellem sine læber i et par sekunder ekstra, inden han fjernede den og pustede den grålige røg ud. ” Jeg tror du kan spørge dem ved boderne” Mumlede han som en tilføjelse på hendes spørgsmål.

Hun betragtede ham en anelse vagtsomt, da han tog et par hiv af cigaretten. Selv havde hun aldrig brudt sig om at ryge, men hun kunne da godt gøre det. Og det havde hun tænkt sig at gøre. I dag. Hun smilede til ham, med et glimt af morskab i hendes øjne. Men glimtet var dog hurtigt væk igen.

Hun sukkede teatralsk, da han sagde, at han ikke vidste, hvordan hun kom tilbage. "Det var vel nok ærgeligt," sagde hun så og kiggede trist ned i jorden - spillede rollen til perfektion. Men hun havde jo også øvet sig en del på det sidste, selvom det var ved at være længe siden, at hun havde fået føde. Og lige netop dét faktum var til hans uheld.
Hendes blik gled ned på den snebelagte jord, mens hun kørte lidt ekstra på tristheden i håb om, at han skulle få ondt af hende.

Da hun så syntes at hun havde smurt nok på, kiggede hun igen op, trak vejret dybt, og lænede sig en anelse mod ham. "Giver du et sug?" Spurgte hun så pludselig og smilede forførende til ham. Egentlig gad hun jo ikke, men det varme, søde blod kom jo ikke af sig selv. Næh, der skulle arbejdes for det - et hårdt stykke arbejde, som de fleste tog for givet. Hun smilede af sin egen sarkasme og forstod ikke, hvordan folk kunne holde hende ud.

Han betragtede hende, da hun så ekstremt skuffet og trist ud. ”Jeg kan vel godt hjælpe dig hjem” mumlede han, da han fik en smule ondt af hende. Han ruskede sig selv i håret og kiggede lidt omkring sig. Alexandrié tig in hætte op over hovedet så de små snefnug gjorde hans hår kruset. Han lod cigaretten glide ind imellem hendes to fingre så hun kunne ryge den færdig.Han lod sin arm falde ned af siden igen. Han kiggede op på hende, og sukkede så. Var hun ude på noget, eller var hun bare meget udadvendt? Han gjorde tegn til at de kunne fortsætte ned af den sne belagte stig, så de kunne finde udgangen til hende.

”For resten hedder jeg Alexandrié Von Sechult, men bare kald mig for Alex.” sagde han som en høflig gestus.

Hun smilede triumferende, da han alligevel overgav sig, og fik det til at se ud som om hun var ekstrem lettet, hvilket selvfølgelig ikke var sandt. "Mange gange tak," sagde hun og smilede stort til ham, og lignede mest af alt én, som havde lyst til at springe i armene på ham, hvilket selvfølgelig heller ikke var en realitet. Eller jo, hvis det betød, at hun ville få lov til at plante sine tænder i hans hals, sprang hun med glæde i hans arme.

Hun tog imod cigaretten og mumlede: "Tak." Hvorefter hun tog et sug. Disse cigaretter, gjorde ikke skade på hende, da hun jo ikke behøvede at trække vejret, men alligevel fik hun en trang til at hoste. Men hun lod være, og fik det til at se ud som om, hun virkelig havde savnet en smøg.

Hun fulgte efter ham - ja guderne vidste hvorhen, og destinationen var egentlig ligemeget for hende - i stilhed, indtil han præsenterede sig. Det brød hun sig ikke om han gjorde, da navne altid fik hende til at indse, hvad det var hun skulle til at gøre. Alt alle de kære mennesker hun skadede, havde deres helt unikke historie og dyrbare liv. Hun rystede på hovedet og skubbede tankerne ud af hovedet, og fulgte igen sine instinkter, ved at smile forførende og sige: "Mit navn er Chloé Elisa Anabelle, og du kan kalde mig præcis, hvad du har lyst til."

Alexandrié skulle lige huske at trække vejret en ekstra gang, da han så på hende igen. Hun var så smuk, og unik. Det var helt uvirkeligt at et menneske kunne se sådan ud. Han sukkede en enkelt gang. ”Glæder mig at traffe dem Chloé Elisa Anabelle” mumlede han ret så stille, men sådan at hun ville kunne høre ham.

Han bevægede sig længere ned af stien, men de endte ved en gyde. Han rystede lidt på hovedet, og kiggede over på hende. Hvad skulle de så gøre? Gå gennem gyden eller hele vejen tilbage igen? Det var enlig de to valg de havde at vælge imellem. Det Alexandrié synes lød mest betryggende var nok at gå tilbage.”Hvad synes du? Skal vi fortsætte eller gå tilbage?” mumlede han og kiggede hende så kort i øjnene. Kun i et sekund eller der omkring.

Sneen blev ved med at falde, og gaderne var nok blevet en del mere dækket sne, siden sidst han var ude og gå. Terre.. En skøn by hvis man sådan så på gennemsnittet. Han syntes i hvert fald at det virkede som en hyggelig by.

Hun smilede over ironien i hans ord. Om en times tid, ville han helt sikkert ikke syntes det var rart at møde hende. Hun syntes til gengæld at det for fortræffeligt at møde ham! Man havde jo kun det sjov, som man selv lavede, ikke? "I lige måde," sagde hun og lod sin hånd glide gennem sit hår.

Hun blev ved med at følge efter ham, og vidste godt, at dette i hvert fald ikke var den rette vej væk fra stedet her. Men det passede jo perfekt, set fra hendes øjne i hvert fald. Drengen ved siden af hende, syntes vidst ikke lige så godt om stedet, som Chloé.
"Nej, lad os bare forsætte," sagde hun og smilede sødt til ham og greb fast i hans håndled. Men i stedet for at slæbe ham med videre, skubbede hun ham blidt op af muren, hvis han tillod det. Det hele så ud som om hun var ude på at forføre ham, men det var selvfølgelig ikke hendes intuition.

"Vi kan også bare blive her," sagde hun så stille, at han knap ville kunne høre det, mens hun bed sig i læben og stille nærmede sig ham. Stadig så hun forførende ud, da hun ville vente lidt med at smide bomben. Det var jo 'forspillet', der var det sjoveste, så hvorfor ikke bare sætte benzin til bålet?

Alexandrié blev skræmt da han blev puffet op af muren. Var hun er skør kælling eller hvad? Han blev helt forvirret, og vidste ikke rigtigt hvad der burde gøres i sådan en situation. Han kunne mærke berøringen fra hende, gjorde ham utryk. ”vi kunne også bare fortsætte?” hviskede han hurtigt og bestemt. Hans vejrtrækning blev hurtigere, og dybere. Ville det her føre til endnu en voldtægt? Eller ville det bare føre til noget vold? Det mindede ham om dengang med hans morfar. Morfaren havde bedt ham gå ud og fodre deres heste i laden, men inden han nåede så langt slog hans morfar ham med en skovl bagfra. Han havde været landet i høet, og da han så var vågnet rørte hans morfar ved ham. Og til sidst førte det til voldtægt, og Alexandrie kunne ikke gøre noget.

Hun smilede sukkersødt, da hun så, hvor skræmt han blev. Jo, hun var godhjertet, men når hun var ude efter blod, tog de dyriske instinkter over. Hun strøj ham forsigtigt over kindbenet, og lyttede efter hvad han sagde, hvilket resulterede i, at hun kluklo.
"Jamen kære Alexandrié... her er jo så hyggeligt, synes du ikke?" Sagde hun og smilede endnu engang sukkersødt. Selvfølgelig vidste hun inderst inde, at dette var forkert - hun var jo ikke lavet ud af sten, men der var bare ikke noget at gøre ved det. Heldet var nok bare ikke med ham.

Med et stramt greb, holdt hun fast om hans overarme, så han ikke kunne løbe væk. Ganske vidst var hun ikke det største muskelbundt, men hendes forvandling havde bragt goder med sig - såsom styrke, så hvis han ikke havde overnaturlige evner i den dur, havde han ikke en chance for at slippe væk.

Hendes sukkersøde smil blev mere dyrisk, da hun spurgte: "Vil du lege?" Det lød som en kattens spinnen, som ville få alle og enhver til at få kuldegysninger. Så satte hun ubevidst neglene i hans følsomme hud.

Alexandriés puls begyndte at stige jo mere og mere hun rørte ved hans hud. ”Nej jeg er ikke så glad for sex” svarede han på hendes spørgsmål om han ville lege. Han ´kneb øjnene sammen og overvejede situationen. Hvis han kyssede hende ville hun måske blive så forvirret at han ville kunne stikke halen mellem benene og løbe sin vej. Det var et forsøg værd i hvert fald. Han lænede sit ansigt ind imod hendes, og plantede et dybt og lidenskabeligt kys hen over hendes let lyserøde læber. Sådan blev det ved i et meget kort stykke tid. Indtil han stoppede paf op, og ville stikke af..Men hjalp det?

Hun blinkede overrasket med øjnene, over hans kommentar med sex. Ikke fordi han ikke var glad for det, men fordi han havde misforståeligt hendes spørgsmål. Da hun genfandt fatning, slog hun ikke latter op, som rent faktisk ikke var falsk. Hun fandt situationen morsom. "Nej, min kære. Jeg er ikke interesseret i sex, men noget meget mere værdifuldt," spandt hun og bed ham drillende i øreflippen, uden at lave hul, selvfølgelig.
Så trak hun sit hovedet væk, og betragtede ham med hovedet på skrå, mens hun sukkede. Sikken en skam, at det lige præcis var ham her, det skulle gå ud over. Han virkede ellers nice, men han havde været det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.
Hun så hans ansigt nærme sig sit, og stod bare og gloede på ham. Hvad foregik der? Da hun så mærkede hans læber mod sine, vidste hun ikke rigtig, hvad hun skulle gøre. Men hun fik ikke lang tid til at overveje det, da det hurtigt var slut. Men hun slap ikke sit greb, da det lignede at han ville flygte, for det måtte han ikke få lov til. "Søde..." Hvislede hun og rykkede sig tættere på ham, så deres maver rørte hinanden. "Det er helt okay, at være bange, men der sker dig altså ikke noget..." Hvis hun havde været Pinocchio, ville hendes næse nok vokse.