Breath of the forest (Chloé Elisa)

Sted ~ I skoven ved det store egetræ, nær hans mellemstore tipi.
Omgivelser ~ Træer, buske, og hvad end der er af liv på dette tidspunkt.
Vejr ~ Det er koldt taget i betragtning af det er i slutningen af april, men det er stjerneklart, uden vind.
Tid ~ Klokken er 00:24.

En bred røgfane stod ret op i luften, sigtende mod de høje trætoppe, og lugten af bål blandede sig med duften af grannåle og fugtig skovbund. Et par ugler tudede i det fjerne, og det puslede med jævne mellemrum i buskadset, hvorfra der i ny og næ tittede et pindsvin eller sågar en ræv frem. Skoven åndede som altid fred og ro, i hvert fald denne del af den, og et tilfredst, dybt suk lød henne ved roden af det bredstammede, gamle egetræ. Endnu en gren blev smidt på det nystartede bål og fik det til at flyve med gnister omkring sig. Der fandtes intet bedre end at sidde og betragte de orange flammers lystfulde dans til lyden af skovens natteliv, fuldkommen uforstyrret og afstresset. Den sorte elver rakte armene i vejret, opover hovedet, idet han strakte sin lange, trænede overkrop med de hvide mønstre, han havde hist og her. Det så nærmest ud som om de lyste i kontrast til mørke hud, som havde en varmere glød en normalt, eftersom han sad i skæret af bålet. Månen var kun halv denne nat, så det var ikke meget lys, der kom fra den, men der var en billion stjerner fremme, som hang og glimtede som små diamanter. Dhûrion lænede hovedet tilbage, ind mod træet han sad op ad, og lagde hænderne i sit skød, der kun liiige var dækket af et afrevent, mørkegråt stykke uldent stof, som han havde bundet om livet. Hjemme, da han endnu havde boet hos sin klan, havde han stort set heller ikke haft en trævl på kroppen, pånær et lidt længere lændeklæde end det han havde nu, og det havde han ikke tænkt sig at lave om på. Desuden, hvem skulle klage? Han opholdt sig jo udelukkende i skoven, væk fra byen, og det var forholdsvis sjældent, han stødte ind i andre personer på disse kanter. En sølvhvid, hoftelang tot hår faldt ned foran hans ansigt, og de himmelblå øjne skelede helt, da han rettede blikket imod den, for dernæst at tage fat i den og stryge den om bag et af de spidse, piercede ører. Han vippede fraværende med fødderne og lod endnu et, fredfyldt, suk forlade sine læber, så hans brystkasse for en kort stund markant hævede sig. Den her nat skulle nok blive god...

//OOG: Jeg undskylder det lidt tynde indlæg. Det skal nok blive længere i de andre svar, når emnet først er kommet i gang :)//

Solen var endelig gået ned, og skoven lokkede med sin puslen og mystik. Det trak næsten i hende, da hun forlod sit lille hjem ude i skolen. Langt fra enhver form for civilisation - sådan som Chloé kunne lide det. Hendes sociale evner var ikke særlig godt udviklede; faktisk var hun overbevist om, at noget gik galt i processen. Det var dog ikke noget, hun rigtig tænkte over mere. Efter at have boet herude i to år, var selskab ikke det, hun fik allermest af. De fleste endte alligevel som føde fra Chloés side.
Skoven var som forventet. Da hun var nået to hundrede meter fra sin hytte, stoppede hun op, lukkede øjnene og lod sine andre sanser boltre sig i naturens favn. Hun var der ikke for at jage, men blot for at nyde eksistensen. Ja, kedsomheden fik gang i den filosofiske udfoldelse.

Vandreturen varede godt en times tid, regnede hun med, før hun endelig nåede sin destination. En lille sø i lysningen, hvor hun elskede at komme. Der var noget ved stedet - noget fredfyldt. Noget, der fik hende til at glemme alt. Hun holdt især af at ligge ved bredden, for nogle gange fik hun følelsen af at blive døsig - ja, næsten som hun sov. Det var ret så fantastisk, syntes hun. Hun var næsten afhængig af følelsen, selvom den sjældent optrådte.
Og som hun lå der; så udsat som hun overhovedet kunne blive, blev hendes idyl ødelagt af en knitren. Hun var ikke et sekund i tvivl om, at der var tale om ild. Ikke en naturlig brand; det var det al for koldt til, selvom hun ikke rigtig tog sig af kulden, hvilket kun kunne betyde én ting - hun var ikke alene.
Hun kom på benene i overnaturlig fart og fulgte lyden. Hendes sanser arbejdede på højtryk, og lugten af blod - det, der dominerede mest - blev stærkere og stærkere. Til sidst kunne hendes syn også være med, og det skarpe lys fik hende til at knibe øjnene sammen. Der sad en mand op af et træ ved ilden. Hans øjne var lukkede, og hendes blik fulgte hans brystkasses bevægelser. Som han sad der, så han lykkelig ud. Som en rigtig vandrer, hvis sjæl og hjerte tilhørte naturen. Chloé kunne ikke lade være med at smile af synet, og hvis hun havde været menneske, ville hun have svoret, at hun blev varm om hjertet.
En pludselig trang til at gå hen og sætte sig ved siden af ham overvældede hende, men hun holdt sig i skindet. Dog gik hun tættere på - så tæt som der var sikkert. Men jo længere tid hun observerede hans lille lejr, jo mindre opmærksom blev hun på at holde sig skjult.