Close to the flame

Sted: Eau - Stor center
Tid: Klokken 21:00, tæt på at resten af butikkerne lukker, resten er lukket.
Vejr: Mørkt udenfor med lidt sne, kold vind.
Omgivelser: Arbejdere, kunder og hvad der ellers befinder sig sådan et sted.

Der var ikke ret mange dage tilbage før at det var juleaften, selvom det var så tæt på var en person selv i tvivl om hvad han skulle foretage sig, mens at han gik rundt inde i stor centeret, han var overhovedet ikke et normalt menneske eftersom han havde set døden i øjnene engang og havde nu fået en chance mere for at leve livet. Det var en engel ved navn Markus.

Efter at have kommet ind i varmen gik han rundt på de store gange, mens at han af og til kiggede ind i vinduerne til butikkerne, selvom at nogle af butikkerne havde slukket lyset så man ikke rigtig kunne se noget. Fordi de var lukket for dagen. Markus tænkte en del over hvor han skulle tilbringe julen, om han skulle over arbejde på hans fabrik nu når han ikke kendte nogen. Det kunne han jo sådan set godt, når han ellers ikke havde andet at lave, end at slappe af der hjemme. Men det var egentlig ikke rigtig ham, når han var alene. Så ville han hellere arbejde og det ville han ikke ligge skjul på. Englebassen kunne bedst lide at være i selskab, hvilket han gerne ville indrømme og hvis han var hurtig kunne han spørge nogle af hans medarbejdere om de ville arbejde sammen med ham juleaften.

Markus synes selv at det var en genial idé, underligt nok når det var ham selv der kom på idéen. Han havde egentlig ikke nogen grund til at være i centeret, men der var nu en dejlig stemning selvom der ikke var så mange mennesker, da de fleste var taget hjem efter deres shopping tur. Klokken var også mange, men Markus havde ikke lige lyst til at tage hjem med det samme. Han havde ikke noget at komme hjem til? Han var iført sin ternede skjorte, med farverne sort og grå hvor han inden under havde sin hvide top på med, uden ærmer.
Ellers havde han sorte stramme bukser på med et bælte som holdt dem oppe. Et stykke henne, som han kom gående, fik han øje på en bænk i centeret som man kunne sidde på, hvis man lige ville have en pause med at shoppe eller lignende. Han satte sig ned på bænken med samlede ben, og lagde sine hænder ned på hver sit lår, mens at han ellers blot kiggede sig omkring for at se om der var noget interessant.. Han måtte indrømme at han så småt med tiden begyndte at kede sig.

Siden sin død havde Milo ikke været i stand til at komme i julestemning; han havde tilbragt de sidste to juleaftener alene, hvilket heller ikke just hjalp til at få en god stemning frem. Dette var hans tredje jul som engel, så denne gang var han nærmest desperat efter at føle bare et eller andet, bare det havde en snært af kanel, julekager og appelsin.
Det var da også derfor, han var taget hen til centeret. Allerede i november måned var de begyndt at pynte op herinde, og eftersom han ikke havde været i centeret siden, glædede han sig til at se, om der var blevet gjort endnu mere ud af udsmykningen.

Det var der, lod det til. Lige så snart skydedørene gik op og han satte sine fødder indenfor, blev han mødt af et væld af farvestrålende lygter, gran og julehjerter. Det gik lige i sindet på ham, og han kunne mærke, hvordan et smil bredte sig på hans læber. På trods af, at smilet var en anelse halvhjertet, følte han dog trods alt, at julen var ved at nærme sig.
Han bevægede sig videre hen af de lange gange med lukkede butikker til begge sider. Her var uhyggeligt tomt, syntes han, og det var ikke mange mennesker, han så på sin vej. En enkelt handlende dukkede frem hist og her, bærende på store poser fyldt med julegaver, men ellers var han stort set det eneste væsen i hele centeret. Da han så de mange gaver, folk bar rundt på, mærkede han et lille stik i hjertet. Han havde ikke fået julegaver siden han var femten år og var blevet smidt ud hjemmefra.

Han fortsatte hen til centrum af centeret, hvor han vidste, at der stod et kæmpestort juletræ. Og rigtigt nok. Træet funklede i alverdens farver af al den pynt, der hang på det. Røde, blå og lilla glaskugler, hvide og røde hjerter, sølvglinsende fehår og små guldstjerner brød den ellers så kedelige grønne granfarve.
Milo udså sig hurtigt en bænk, hvorfra han havde frit udsyn til træet. Der sad allerede en på bænken, men det gjorde ham nu ikke så meget. Måske have han bare fundet sig en, han kunne snakke med.
Han satte sig ned. ”Er træet ikke smukt?” spurgte han ivrigt den fremmede og pegede hen imod juletræet.

Markus måtte indrømme at det tog noget tid for ham at indse at der var en som snakkede til ham, et hævet bryn blev hejst i vejret mens at han drejede sit blik hen på den unge mand der stillede ham et spørgsmål.
"Det er da smukt.. ja" sagde han mere eller mindre fraværende uden rigtigt at kigge på det. Han var bare ikke i jule humør.. ikke engang et så smukt og unikt træ kunne få ham til at smile.
Et lydløst suk undslap fra hans strube mens at han overvejede om han skulle rejse sig og forlade stedet. Men det ville egentlig også være ondt gjort af ham nu når der stod en foran ham.

"Hvad.. laver du her, alene?" spurgte han mens at hans øjne ledte andre steder hen da han ikke rigtig havde så meget lyst til at få øjenkontakt.
Af en engel at være burde han ikke opføre sig sådan, han måtte se positivt på de fleste ting og ligge det negative på hylden.
Det undrede ham en smule at denne mand eller dreng bare stod her alene, eller nu var han jo ikke alene, siden at han var kommet hen til ham. Ingen af dem var alene mere. Selvom det kun var spørgsmål om tid hvor længe mødet det ville være, det kunne jo nemt få en ende.

Markus vidste ikke hvor han skulle kigge hen så han endte med at ligge sin opmærksomhed på den ukendte person der udgav sig for at være mere livlig end ham selv, han var nok mere positiv end Markus på dette tidspunkt. Han sendte et lille smil der dukkede frem på hans læber, han trak vejret tungt mens at han faktisk som en forvirret engel blot lod stilheden drage hen over dem.

Stilhed. Det var, hvad der fyldte luften, i de par sekunder der gik, før den fremmede svarede den forventningsfulde Milo. I et kort sekund troede den unge engel, at fyren syntes at han opførte sig uacceptabelt og derfor nægtede at svare ham, især da han så det hævede bryn, men den anden alligevel valgte at svare ham, lyste Milo op i et smil – og det til trods for, at den fremmede lød lettere fraværende. Men et svar var et svar, og Milo var blevet mindst lige så glad hvis den anden havde lydt entusiastisk. Hvis den fremmede havde snerret af ham, ville det så til gengæld være en helt anden sag.

”Ja, er det ikke?”
Han kiggede igen på træet, og denne gang var hans blik om muligt endnu mere begejstret end før. Hvis han havde haft sin egen lejlighed der var stor nok, ville han uden tvivl have købt et juletræ i et forsøg på at få sat en julestemning i gang. Men han boede på hotel for tiden, så den gik ikke. For det første var hans værelse alt for lille, og for det andet ville han nok blive smidt ud derfra, hvis rengøringspersonalet så alle de nåle, et sådant grantræ havde det med at sprede omkring sig.
Han bemærkede godt, at den fremmede virkede noget trist til mode, sådan som han sad og sukkede og tydeligvis forsøgte at undgå Milos blik. Milo havde egentligt ikke tænkt sig at blive hængende der på bænken hele aftenen, men han kunne ikke få sig selv til at rejse sig. Ikke nu.
I sit stille sind gjorde han det til sin mission at få den fremmede til at smile – blot et lille smil. Og hvis han kunne redde den andens aften, ville det være endnu bedre.

”Jeg shopper. Kan du ikke se det?” svarede han og viste den fremmede sine ikkeeksisterende bærerposer. Nej, han skulle ikke købe ind til jul. Han havde ingen familie at købe gaver til. Han smilede skævt, før han fortsatte: ”Såeh… har du et navn, fremmede?”
Han forsøgte at fange den andens blik, selvom det lod til, at fyren ihærdigt forsøgte at undgå hans øjne. Hvilken skam, men Milo forstod ham nu godt.
I stedet gav han sig til at betragte den fremmede helt neutral. Han så ud til at være noget aldrig end Milo, omkring de fem til seks år, men han var stadig ung at se på. Og så var der et eller andet underligt bekendt ved ham... Tanken slog Milo, om den fremmede mon var en engel, ligesom ham.

Et lille grin der nok mindede mere om et enkel fnis, undslap fra hans læber da drengen nævnte at han var ude at shoppe og lavede en mindre scene ud af det, selvom han ikke havde nogle indkøbs poser med sig.
Markus rømmede sig hurtigt og rettede sit blik hen på ham. "Selvfølgelig kan jeg se det.." sagde han for sjov med sarkasme. Inden at han kiggede ned i gulvet igen.

Englen kunne godt se at han ikke kunne undgå øjenkontakt døgnet rundt, derfor tog han sig også sammen.
Det ville også hjælpe ham til at blive mere social hvis han kunne kigge ind i andres øjne, i stedet for at undvige.
"Fremmede er da et navn.. er det ikke?" spurgte han stille, mens at det kunne høres på ham at det blot var en joke. Sort humor.
Han kiggede på ham igen.
"Jeg er Markus", mens at han præsenterede sig rakte han sin ene hånd mod ham, som en venlig gestus. Det var det mindste han kunne gøre, efter at manden var kommet hen til ham.

Markus kunne dog godt se at han var ældre end ham, men alder havde nu ikke den store betydning for ham. Hvis begge parter kunne snakke sammen uden at der skete noget tragisk, så var der ikke noget der.
Han lagde sit hoved på skrå, og betragtede lidt den anden uden at give ham et alt for intenst blik. "Hvad er dit navn?" spurgte han så, nu når samtalen var så godt i gang, kunne han jo godt deltage, på den måde ville han desuden også glemme julen for en stund.

Milo nøjedes med at smile skævt, da den anden spillede med på hans spøg. Nå, så fyren var da ikke helt humorforladt. Det glædede den lyshårede, der ikke kendte til noget værre end folk, der ikke kunne tage lidt sjov. Hvor kedeligt var det måske ikke at sidde og konversere med en, der havde et stenfjæs der sagde spar ti og som ikke kunne se det sjove i noget som helst?
Han rystede på hovedet, og smilet voksede sig endnu større, da manden påstod, at fremmede var et navn. Tjoh, det var det vel, men i hans verden hed alle jo Fremmede – i hvert fald dem, han ikke havde snakket med endnu. Den lavstammede gamle dame, som netop passerede forbi dem, for et eksempel, gik under navnet fremmede. Eller ’gammel dame med sjov pink hat’. Umiddelbart kunne han finde på mange finurlige navne til hende.

”Det er det helt klart. Men jeg kan nu bedre lide Markus,” sagde han og nikkede bestemt. Navnet Fremmede var alt for brugt og ordinært. Markus var mere friskt og nyt og lå bedre på tungen.

Han havde ikke regnet med, at Markus ville føre samtalen videre, så da den anden spurgte efter hans navn, blev han glædeligt overrasket.
”Jeg hedder Milo,” svarede han og tog imod den fremstrakte hånd. Han gav den et hurtigt klem, før han slap den igen.

Markus vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til denne samtale,
efterhånden synes han at dette møde døde lidt på vejen.
Han smilede en smule, det havde dog ikke nogen betydning,
mens at han vendte blikket ned mod jorden,
"Okay.. tak tror jeg." sagde han uden at sige mere til det,
da den anden sagde at han bedre kunne lide navnet, Markus.

Han tøvede lidt og kiggede så op mod loftet, inden han rettede blikket mod Milo igen efter at han havde præsenteret sig.
"Hyggeligt at møde dig.." kom det fra ham, inden at han rømmede sig,
måske skulle han til at vende snuden hjem af.
Der var ikke rigtig noget lave.. og hvad havde han egentlig at snakke om med Milo?
"Dit navn lyder heller ikke så tosset.." mumlede han så og satte sig mere til rette på bænken, uden at han kom til at støde ind i Milo.

"Men.. du må have mig undskyldt, jeg skal videre og hen på mit arbejde.." tilføjede han til sidst som den sidste sætning der lød fra hans flydige læber,
inden at han rejste sig op fra bænken,
han kunne desuden ikke klare den stilhed der af og til drog hen over dem, han følte det lidt som en akavet situation, også selvom han ikke kendte Milo,
så ville han igen bare have noget andet at tænke på.
Men det gik ikke helt så godt, han kunne ikke få sig til at gå,
det var som om at hans fødder var sømmet fast til jorden.

Markus mumlede et eller andet om Milos navn, hvilket fik den lyshårede til at smile et ganske neutralt, for han var ikke sikker på, om hvorvidt den anden netop havde givet ham et kompliment eller fornærmet ham på det allergroveste. Lige meget hvad kunne han vel også være ligeglad. Han ville jo højst sandsyngligt aldrig støde på denne fremmede igen.

Selv syntes han ikke, at situationen var spor akavat, men det syntes han tilgengæld at Markus var - fyren mumlede, satte sig til rette på bænken og to sekunder efter havde han rejst sig op, så hvad skulle det overhovedet gøre godt for, at han havde fundet en behagelig siddestilling?
Stilheden var til gengæld dræbende, men det var nok mest Milo, der syntes det. Han forsøgte gang på gang at få løftet stemningen ved at joke lidt, men den fremmede mand virkede ikke spor snaksalig eller humoristisk.

Det kom ikke spor bag på ham, at Markus snart bekendtgjorde, at han skulle på arbejde. Hvorfor han så blev stående, anede Milo ikke.
"Jamen... hej hej, og god arbejdslyst," lød det lettere forvirret fra ham, idet hans blik gled over fyren. Selv blev han dog siddende på bænken, for han havde intet, han skulle nå. "Når du da ellers engang får sat gang i dine fødder," tilføjede han.


//Out

Markus kunne ikke få sig selv til at gå, han blev bare stående et stykke tid uden at røre på sig inden at han rettede blikket ned mod gulvet.
”Jeg ville spørge.. om du ville med mig hen på arbejdet? Hvis du altså har lyst og tid?” han vidste ikke om det var et godt spørgsmål at stille, men nu havde han spurgt og hvis Milo ville med, så ville det faktisk glæde ham.

Det var altid godt med noget selskab, om det så var hjemme eller på arbejdet. Han ville gerne være sammen med nogen i stedet for at være alene, og dette var en mulighed for ham, medmindre at Milo havde nogle planer, så ville han ikke forstyrre ham, overhovedet.

”Medmindre at det er helt… udelukket, så er det i orden” sagde han roligt med en blid undertone i stemmen, mens at han kiggede tilbage på ham, og fugtede let sine flydige læber, uden at han stirrede alt for meget, betragtede han blot Milo og ventede på et svar.

Selvom det måske var svært for ham, så ville han acceptere det, hvis Milo takkede nej. Han håbede bare inderst inde at den anden ville gå med ham, et eller andet sted så bad han faktisk om det. Markus gad desuden ikke rigtig at være i stor centeret mere. Det skulle jo også snart lukke, så det ville jo være et perfekt tidspunkt for dem at smutte.

”Eller.. vil du blive siddende her?” Markus afbrød stilheden igen, mens at han søgte at få øjenkontakt med Milo, han sendte et lille smil som dukkede frem på hans læber, da han veg sin ene mundvige til den ene side. Han sukkede lydløst mens at han overvejede hvad han ellers skulle sige.. men det vidste sig at han ikke havde mere at sige, så stilheden tog nok over.

//out//