Surprising an old flame.

Tid: Kl. 13.05
Vejr: Solen skinner og fuglene synger. Himlen er blå med små bitte skyer hist og her.
Påklædning og udseende: Cathy har endelig fået sin smukke og lettere lyserøde farve tilbage i kinderne. Hendes glød er kommet tilbage og den stråler så fint. Hun har desuden også fået taget et par kilo på, siden de sidst så hinanden, så hun ser meget sundere ud nu i forhold til før (Hun er dog stadig utrolig tynd at se på). Håret hænger løst og hun er iført en knælang kropsnær lyseblå kjole og en lysegrå strikket cardigan samt sine trofaste sorte converse.


”Skal jeg fortælle ham at du venter?” Den bøvede politimand stirrede forgabt op på hendes umenneskelige smukke ansigt. Hun strålede virkelig i dag. Da hendes tandpastahvide tænder kom til syne, så det ud som om at politimanden skulle til at falde bagover. ”Nej helst ikke faktisk. Det vil være vores lille hemmelighed” sagde halv englen sukkersødt mens hun viftede med sine lange øjenvipper, der i dag var beklædt med sort mascara. ”V-vores hemmelighed?” blinkede han totalt uforstående. Hun nikkede hurtigt og trådte et skridt væk fra disken. ”O-okay så Frøken. Skal jeg følge dig ned til hans kontor?” spurgte han mens han var ved at rejse sig. ”Nej ellers tak, jeg kan selv finde derned” skyndte hun sig at sige mens hun fastholdt sit kvalmende perfekte smil. Politimanden stirrede blot længe på hende, mens han nikkede. Hvad fanden vil sådan en som hende med O’Donell? Hørte hun ham tænke. Et selvtilfredst smil listede sig ind i hendes porcelæn hvide ansigt. Inden hun drejede rundt på hælen, så de lange blonde lokker fløj rundt, vinkede hun så fint til politimanden der dumt vinkede tilbage, fuldstændig lamslået.

Halv englen trådte noget så selvsikkert ind i det menneske – eller skulle man sige væsen? - tomme rum, der var beklædt med standard kontormøbler. Smæk. Døren lukkede i bag hende. De små spinkle ben af hendes, bevægede sig kluntet ind i kontoret, forbi sofaerne og målrettet hen mod skrivebordet i enden af rummet. Hun nåede sin destination. De lange tynde fingre strøg kælent skrivebordets mørke træ, som hun drejede rundt. De så evigt smukke is blå øjne fik hurtigt øje på den læderindbundne kontorstol. Mundvigene hævede sig op i et kækt smil og hendes øjne strålede. Med et tilfreds smil, smed hun sig ned på numsen i stolen, der til hendes held og morsomhed kunne dreje rundt. This is going to be so much fun! Hun havde allerede gennemtænkt sin entré. Det skulle meget gerne være en parodi af en hård mafia film. Hun havde altid haft lyst til at gøre det. Og nu havde hun endelig chancen.

Tik tak tik tak tik tak. Uret på væggen tikkede af sted i evigheder og halvmennesket sad med dovne øjne og stirrede mod døren. Hans fine bøvede kollega havde fortalt at han var ude lige pt. og at han gerne snart skulle være tilbage. Minutterne skred frem og endelig kunne hun høre fodtrin længere nede af gangen. Cathy skyndte sig at dreje stolen rundt, så hun sad med ryggen til. Det kildede helt i maven, det var altid sjovt at overraske folk, synes hun.
Knirk. Døren gik op og i det samme svang hun langsomt stolen rundt, ”I’ve been expecting you” sagde hun roligt og kontrolleret, mens hun med sin ene hånd mimede at hun aede en kat, en hvid kat for at være helt specifik. Masken holdt hun dog ikke længe. Det neutrale ansigt flækkede op i en højlydt latter – en latter, der var så smuk som en sang. Hun lo stadig da hun smækkede sine converse sko op på skrivebordet. De is blå øjne hang mod det lysende væsen foran hende.

En patruljevogn blev parkeret i Législation’s garagekælder, og en yngre herre steg ud. Manden var iført en sort uniform med korte skjorteærmer i dagens anledning - så hans solbrune, veltrænede arme var synlige. Dagen havde ikke haft så meget at byde på, og der var derfor ikke behov for flere patruljer på gaden for nu, så han fik blot besked på at tage tilbage på stationen for at udarbejde politirapporter. Han trådte ind i et lagerrum for at komme af med noget af sit udstyr, men beholdt det mest basale som sin pistol og sine håndjern i bæltet. Dernæst gik han ind i det største rum på stationen for at imødekomme nogen betjente – og få en velfortjent pause, før han skulle i gang med rapportskrivningen.

De fleste betjente løftede deres hoveder, så snart Zachary havde indtaget lokalet, og sendte ham et par underlige blikke. To betjente så endda ud til at forveksle et par hviskende ord til hinanden, men det var ikke noget Zachary tænkte endvidere over. ”Hey, Beaumont. Er der noget nyt om Quatre-sagen?”  han lænede sig op på et af de tomme borde, og åbnede en vandflaske som han begyndte at drikke af. Betjent Beaumont sendte ham også et mistænkeligt blik, men det var først da han åbnede munden at Zachary blev forvirret. ”Hey. Du burde nok gå hen på dit kontor” han så meget korvarigt på Zachary, før hans blik forsvandt nedad. ”Jeg har rimelig travlt” politibetjenten havde godt nok nogle dokumenter liggende foran sig, men det var ikke noget der så synderligt vigtigt ud. Javel så, han trak overraskende op i brynene, inden han trak op i mundvigene og så lidt rundt på de andre betjente som stadig stirrede på ham. Hvad fanden går der af dem? Ingen betjente opførte sig som regel på den måde, da de alle var rimelig gode venner.. men det var selvfølgelig også ligegyldigt. Han gad ikke spørge ind til hvad deres deal var. Beaumont var formentligt bare meget optaget i en sag, og de andre betjente havde måske hørt et eller andet om ham de ikke ville sige, så han kunne ligeså godt gå direkte til kontoret. ”Okaay” svarede Zachary langtrukken, og var komplet uforstående idet han satte kurs mod sit kontor

Han åbnede døren, og fik straks øje på en meget velkendt person siddende i kontorstolen. Da han først så den bevæge sig, havde han lagt hånden på sit pistolhylster, men da han fandt ud af hvem det var stivnede han, og stirrede målløst på hende i et par lange sekunder. Hun lignede overhovedet ikke den pige, han havde besøgt for knap en måned siden – hendes glød var blevet stærkere, og hendes glæde smittede af på hendes udseende på den dejligste måde nogensinde. Da døren gik i, blev han vækket tilbage til sin bevidsthed og begyndte at trække op i et bredt smil. Hendes latter havde altid fået hans humør til at lysne, og det var utrolig forfriskende at hun var glad til en forveksling. ”Really? What have I done ma’am?” spurgte han uskyldigt, idet han hoppede med på hendes spil. Han trådte nærmere på skrivebordet, så han nu stod ovre på den anden side og kunne betragte hende på tættere hold. What the heck are you doing here? Tanken fik ham til at hælde hovedet en smule på skrå, idet han prøvede at gætte sig til hvad der bragte hende hid. Det var vel ikke så svært, at sende ham en besked? At møde op personligt på hans arbejdsplads, var noget de færreste ville gøre. Medmindre de selvfølgelig var ude på at overraske ham - for så havde det uden tvivl lykkedes for hende.

Hendes smukke latter, der lød som de klareste og de mest melodiske sølvklokker, strøg igennem rummet og ville uden tvivl efterlade gåsehud på dem i nærheden, der var så heldig at overhøre hende. Den lille halvengel smilede fortsat stort og bredt med sine perfekte hvide tænder. De små spinkle arme af hendes, greb fat om den tynde mave der havde trukket sig krampagtigt sammen og dernæst havde slået knuder. Hvor længe var det siden, at hun havde grint så meget og så inderligt? Det var en rar følelse, der bestemt havde været savnet. De is blå øjne fulgte hans lysende væsen, der bevægede sig så fint og yndefuldt mod hende. Smilet bredte sig yderligere og det var tydeligt at se at det morede hende gevaldigt. Den smukke latter svandt dog ind, da Zachary så fint valgte at spille med på hendes lille fjollede leg. De fyldige rosa røde læber hankede lumsk op i sig selv. Svush og hendes ben samt fødder blev fejet af skrivebordet. Den korte overkrop strakte sig snoende indover bordet, så hun derved kom tættere på ham, alt i mens hendes betagende is blå øjne fandt hans grønne. ”I believe the question is.. what haven’t you done” Svarede hun ham blidt, som hun sneg falsk begær ind i sine øjne, ”.. officer” ordet kom lettere sensuelt ud af hendes vidt åbne mund, som hun blokerede med en pegefinger der pressede ned mod den fyldige underlæbe. Det kønne hoved lagde sig en anelse på skrå, som det falske begær steg i de blå øjne. Cathy havde altid været exceptionel god til skuespil – et talent den kæreste Zachary ikke anede at hun besad. ”My mafiahusband found out about us” spillede hun videre, som hendes øjne tog en mut drejning. Hun spændte ned i sine skuldre og lænede sig atter tilbage i stolen, mens hendes højre hånd fremviste en solitarie ring i guld med en lille smuk diamant, der var placeret på hendes ringefinger. Akkurat som hvis man var gift. ”You have to kill him, otherwise I’m afraid we can’t be together” sagde hun faretruende roligt, mens hun fastholdt hans blik i et jerngreb.

Masken blev sværere og sværere at holde. Det lumske smil og de sensuelle øjne krakelerede langsomt, indtil hun til sidst atter brød ud i latter. De små hænder skjulte hendes ansigt, ”I’m sorry, the option was totally there” lo hun med et fjoget ansigt, hvis kinder havde taget en lettere lyserød farve. What the heck are you doing here? Zacharys tanke strøg ind i hendes sind og blandede sig med hendes egne tanker. Hun tittede frem fra sit skjul, ”And to answer your question..” startede hun mens hun genfandt sin position, med fødderne oppe på bordet. Et eller andet sted regnede hun med at hans voksne side, ville bede hende om at fjerne fødderne. ”Surprise!” Hun bredte armene så langt ud hun kunne, mens hun sendte ham et stort selvtilfredst smil. ”I’m so much better now – I even started school again!” fortalte Cathy ham med stor begejstring, der tydeligt lyste ud af hendes smukke øjne. ”So anyway..” hun sprang op fra stolen og på kluntede fødder, bevægede hun sig hen til ham. ”Have lunch with me” sagde hun. Egentlig var sådan noget for det meste en forespørgsel, men i hendes tilfælde var det mere en ordre. ”Please Zachary!” Bedte hun med et lille tilhørende hop på stedet, som hun flettede sine fingre sammen og holdt dem op foran sit bryst. Hendes underlæbe pressede sig frem og hendes umenneskelige smukke ansigt, tog en mut drejning. Hun viftede lidt voldsomt med hendes lange øjenvipper.

Zachary havde ekstremt svært ved at holde smilet tilbage, da hun valgte at fortsætte legen, og ikke mindst fordi det gjorde ham utrolig glad at høre hendes latter. Efter at hun havde sagt sin første sætning, levede han sig ind i rollen og trak ikke en eneste mine. Han satte begge hænder på skrivebordet for langsomt at læne sig ind over hende med et meget betaget blik. ”You know I can’t keep my hands off you” han så bevidst ned mod hendes læber, inden han greb hendes foførende blik med sine grønne øjne. Hun fortsatte ved at fortælle en dårlig nyhed, og Zachary skubbede sig selv væk fra bordet, og så tænksomt mod vinduerne, da hun konkluderede at han måtte nød til at dræbe mafiabossen. ”I will assassin anyone to be with you, darling” sagde han selvsikkert, og så atter ind i hendes isblå øjne. Som om det ikke var noget problem for ham, og at han allerede havde dræbt adskillige personer før.. hvilket jo egentlig også var sandt.

Han havde godt lagt mærke til hendes ring, men det var først nu det gik op for ham at det var hans - eller mere præcist - den ring han havde givet Cathy aftenen før han drog til Afghanistan. Han blødte hurtigt op, og glemte alt om deres lille rollespil. ”You.. You’re wearing my ring” han kunne slet ikke forstå hvad hun lavede med den, og forvirringen var tydeligt at fornemme. Han nærmede sig hende, for at gribe fat om hendes hånd og betragte ringen yderligere. Den lille diamantring kunne sagtens forveksles til en forlovelsesring af folk der ikke kendte til hendes kærlighedsliv.. også selvom Zachary personligt ville købe en meget dyrere ring til en sådan situation. ”I didn’t think you’d still wear that” ringen havde betydet meget for ham, men dengang troede han selvfølgelig også noget helt andet om Cathy og ham. Deres brud havde været meget uventet, og hendes opførsel dengang var langt fra forudset, i det øjeblik han gav hende ringen. Han slap grebet om hendes hånd, og indså han måske ikke skulle bekymre sig så meget om det. Cathy kunne gøre hvad hun ville. Der var dog et eller andet over det, som fik ham til at tro det var et tegn på at hun stadig holdt af ham.

My question? undrede han sig, og vidste ikke hvordan hun kunne vide, at han tænkte over hvorfor hun var kommet. ”That’s great news!” han gengældte hendes brede smil, og var kun glad for at hun var kommet sig så godt efter sidst. Hendes humør havde uden tvivl smittet af på den unge engel – det var tydeligt at se. Netop som han skulle til at spørge ind til hvorfor hun var kommet, afbrød hun ham ved at sige han skulle spise frokost med hende. Den kommanderende tone kom bag på ham, men hun havde vel nok heller ikke forventet at han ville sige nej sådan som hun troppede op. ”Cathy I would love to go with you, but I’ve got a lot of work to do” han så ud mod dokumenterne henne ved reolen, men vendte blikket mod hende da hun rejste sig op. Han betragtede hendes søde kropssprog da hun sagde please, og ærgrede sig over hvor godt hun kendte ham. Hun vidste præcis hvad hun skulle gøre for at han ville sige ja. Han havde i hvert fald aldrig sagt nej, da hun bad ham om noget på den måde. ”But I guess I can make an exception for you. I’ll just have to go ask my boss first” han trak en smule op i mundvigene, og kunne ikke undgå at tænke over hvor glad og uvurderlig smuk hun var. Han ville gå, men havde på fornemmelsen at hun allerede havde snakket med de andre betjente, eftersom deres opførsel overfor ham havde været meget mærkelig. Derfor ventede han egentlig bare på, at hun ville sige hun havde ordnet det for ham.  Men hvis det ikke var tilfældet, så ville det ikke tage så lang tid at spørge om. Han havde aldrig haft en sygedag, eller taget fri. Tværtimod havde han kun taget ekstra vagter, når andre manglede det.. af den grund forventede han også at sin chef ville give lov. Hvis betjentene havde set Cathy, ville de højst sandsynligt forstå det med det samme.

Cathy frydede sig glædeligt over, at den unge fuldblodsengel valgte at spille videre på hendes fjollede leg. Hun havde dog nær sluppet masken fuldstændig, for dernæst at tabe kæben, da de pludselige sensuelle ord forlod hans læber. De ramte hende lige i smasken. Oh my god. Fuck. Hørte hun sig selv måbe indeni, som de is blå øjne voksede sig en anelse større, dog uden at hun knækkede sin egen sensuelle maske. De grønne øjne greb dernæst hendes, efter hun havde bidt mærke i den måde han havde set på hendes læber. Control yourself, you blithering idiot. It’s your ex! En streng tanke slog hende hårdt i baghovedet, og hun var hurtigt taknemmelig for at Zachary løsrev sit blik fra hendes. De blege kinder havde nemlig taget en lettere lyserød farve. Det kriblede også så underligt indeni i hendes mave. Det var overraskende rart.

Ringen. Skuespillet var i det samme ovre, da han greb fat om hendes lille hånd. Det kønne ansigt af hendes, stirrede forundret op på hans overraskede udtryk. Hun forstod ikke hvorfor han reagerede sådan – hvorfor skulle hun ikke gå med ringen? Han havde jo trods alt brugt mange penge på den dengang. Desuden havde den en stor følelsesmæssig værdi for hende. Hun ville ikke bare lige sådan smide den væk eller lade være med at gå den. Halv englen synes til gengæld også at den var utrolig smuk. Så alt i alt, så hun ingen grund til ikke at gå med den. De blonde bryn blev dog hævet. Var det da ikke i orden for ham? Hun sank en klump og slog blikket mod hendes højre hånd, som han holdt i sin for at tage et blik på diamanten. Hun overvejede at sige noget, men lod blot være med at kommentere på det lige nu. Det kunne vente til senere.

Den så umenneskelige smukke samt lille halvengel strålede håbefuldt op mod hans høje væsen. Underlæben var skubbet så langt frem som det var muligt. Hun håbede sådan at han ville. Det ville være rart med lidt selskab – og så var det jo ikke ligefrem fordi, at hun havde haft mulighed for at takke ham for hans fine indsats i hendes sag. De lange øjenvipper baskede endnu vildere, da han tøvende fortalte at han havde meget arbejde. Et skuffet udtryk kom til syne i hendes kønne is blå øjne. Helt ærligt, altså. Hun rullede med øjnene af ham. ”But Zac…” peb hun som hun stampede to gange med sine sko på stedet. Hun havde taget hårdere ting i brug nu – han kunne da umuligt modstå hende nu, hvor hun havde taget hans kælenavn i brug, og rigtigt nok så virkede det.
Som hvis nogen havde trykket på en kontakt, lyste hun glædeligt op. ”Yaay! Thank you! Thank you!” udbrød hun glædeligt, som hun kastede sig ind i hans arme, for at tildele ham et kram. Midt i sin omfavnelse, lagde hun hagen mod hans bryst, og skød hovedet tilbage for at kigge op på ham. ”I already took care of that. You have the rest of the day off” fortalte hun ham med et begejstret udtryk i det smukke porcelæn hvide ansigt. Hendes glød strålede i dag. ”Do you need to change?” spurgte hun ham, som hun lod sine arme falde fra hans krop. Halv englen trådte et skridt tilbage og så op på ham. ”We can meet in the front?” spurgte Cathy og lagde sit hoved spørgende på skrå, mens hun afventede ham.

Zachary kunne ikke andet end smile, da han så hendes begejstrede reaktion. Som forventet havde hun allerede sørget for at han kunne tage fri, og derfor var der endnu mere grund til at sige ja til hendes forespørgsel. ”Yes. Let’s meet in the front” samtykkede han, og tog et par skridt baglæns, for derefter at gå ud af kontoret. Han gik ned af nogle trapper til omklædningsrummene, og fandt hurtigt sit skab med hverdagstøj, pung og bilnøgler. Der var ingen andre hernede eftersom de fleste først fik fri om eftermiddagen. Dette var til fordel for Zachary, der meget gerne ville undgå et krydsforhør om hvem Cathy var, og hvad de lavede sammen. Han iførte sig en mørkeblå polotrøje og et par denimbukser, hvorefter han gik ud på badeværelset for at vaske sit ansigt med koldt vand – Cathy havde fået varmen til at sprede sig rundt i hans krop og ikke mindst kinderne, så det var rart at blive kølet lidt ned. Han tørrede sit ansigt og rettede som det sidste på sin frisure.

Zachary var netop ankommet til indgangen, da han fik øje på en flok unge betjente som stod i en rundkreds. What in the… han stoppede op, for at prøve at overhøre hvad de snakkede om. En af betjentene begyndte at grine, men ordene var for utydelige til at han kunne høre dem. Han kunne ikke se Cathy nogen steder, så han gik automatisk ud fra at det var hende som de alle stod omkring. Han fik ret i sin åbenlyse teori, da han hørte den velkendte kvindestemme, og rullede med øjnene. Hvorfor skulle hun også drage al den opmærksomhed? Han havde personligt fået nok opmærksomhed, da betjentene stirrede på ham tidligere. Han bebrejdede ikke betjentene, da det ikke var hver dag en smuk kvinde trådte ind på stationen, men han syntes alligevel det var en overdrivelse at der stod tre til fem betjente ved hende.
Han lagde sin hånd på en betjents skulder, for at få ham til at træde lidt mere til siden, ”Har i ikke noget arbejde, i skal i gang med?” det var først nu tydeligt at se ansigterne på betjentene, som stod og savlede over den skønne halvengel foran dem. Det var tydeligt, at de ville ønske det var dem som skulle spise frokost med hende. Den mest pigeglade betjent, stod ved hendes side og viste et eller andet på mobilen, eller også havde han lokket hende til at give ham hendes telefonnummer. ”Er du klar?” Zachary fangede Cathy’s blik, og gestikulerede med hånden at hun skulle komme med. Det virkede til at hun sagtens kunne date nogle af hans kolleger en anden gang, hvis det var det hun ville, så der var vel ikke grund til at snakke mere med dem nu.
”Kender du hende?” Thomas henvendte sig til ham, og så noget overrasket ud. Han havde åbenbart ikke været der, da Beaumont fortalte de tilstedeværende betjente om at Cathy var her på grund af ham. Derudover var der ingen af dem som nogensinde havde set ham date nogen. ”Ja, vi har kendt hinanden siden grundskolen” hans blik var fastgjort på Cathy, inden han trådte tilbage fra cirklen og gik mod udgangen med en forventning om at Cathy rimelig hurtigt fulgte med. Please hurry, bad han hende i sine tanker. Han kunne virkelig ikke overskue flere spørgsmål eller stirrende blikke.

Da han var nået udenfor, blev han både nysgerrig og bekymret for hvad hun havde snakket med sine kolleger om. ”What did you say to them?” det var sandsynligvis intet om ham, men hvis det var ville han gerne være forberedt på det, inden han tog på arbejde i morgen.
Han vidste dog også at  det lige meget hvad, var meget sødt af hende at give ham fri fra arbejde og invitere ham ud at spise. Det var han oprigtigt taknemlig for. Det var ikke noget han normalt gjorde, da han havde travlt med arbejde, så det var rart at spise ude til en forveksling. ”Where are you taking me for lunch?” spurgte han, og så afventende på hende.

Den smukke halvengel spankulerede ud i forhallen, hvor flere af betjentene befandt sig. Målrettet gik hun mod Beaumont, manden fra før, der rettede sit blik mod hende. Han så nu pludselig helt forvirret ud men fik da fremstammet en sætning til hende. ”F.. fandt du ham?” hans grå øjne blev større, da hun klaskede måsen op på hans bord. ”Ja, han er i færd med at skifte” svarede hun ham og lagde sine is blå øjne mod hendes sko, som hang og dinglede frem og tilbage i luften. ”Du har vel ikke noget i mod at jeg venter her?” spurgte hun så mens hun tyggede på indersiden af sin kind. Alles øjne lå på hende, hun kunne mærke det i ryggen. Det var ikke noget der direkte generede hende, tværtimod så morede det hende gevaldigt. ”Jo selvfølgelig frø-” Beaumont blev i det samme afbrudt af en anden betjent, hvis savlende blik lå mod halv englen. ”Hvem har vi så her?” spurgte han yderst overrasket, som han klaskede en hånd ned i bordet ved siden af hende. Cathy vendte blikket mod ham og sendte ham sit sødeste smil, der fik ham til at tabe både mund og øjne. ”Jeg hedder Cathy” smilede hun blændende. Hun hørte et stort suk bag ved sig.

Flere af betjentene var strømmet til. Cathy havde stjålet deres fulde opmærksomhed. De hungrende blikke var som klistret fast til hendes lysende væsen. Hun lo og det samme gjorde alle betjentene. Det kørte rundt i ring med overfladiske samtaler, mens hun morede sig over deres sølle forsøg på at få hendes nummer eller andre informationer ud af hende. ”I never kiss and tell” udbrød hun med et glimt i øjet, da en af dem spurgte om hende og Zachary datede. Beaumont lo og i det samme brød det yderst smukke solbrune ansigt frem fra flokken af uniformerede mænd. Han så dog ikke specielt fornøjet ud over situationen. ”O’Donell du skal altid ødelægge alt det sjove” var der en der klagede, da Zachary pointerede at de havde arbejde at lave. Cirklen forblev dog intakt og halv englen greb i det samme hans blå øjne. ”Ja jeg er klar” sagde hun glad og sprang op fra kontorbordet. Hun vendte rundt på hælen for at se mod gutterne, ”Bye-bye!” hilste hun med en vinkende hånd, et flirtende glimt i øjet samt sendte hun et lille luftkys af sted. En af hans kollegaer var ved at falde bagover mens resten vinkede dumme og forelskede tilbage til hende. Hun holdt et hysterisk grin inde og skyndte sig at vimse op på siden af Zachary, der allerede var på vej ud. Hun greb hans hånd og de limede blikke fulgte dem hele vejen ud. Det selvtilfredse smil prydede hendes fyldige rosa røde læber.

Hvad hun havde sagt til dem? Hendes smil bredte sig, ”Don’t worry. We didn’t really talk much about you” svarede hun ham selvsikkert, som hun trak ham videre ned af gaden. Caféen lå cirka 5 minutter på gåben derfra, så det var ikke så langt. Cathy var i færd med at tjekke ham ud, da han spurgte hende et yderligere spørgsmål. De is blå øjne vandrede op til hans øjne, ”I’m taking you to this really great café about 5 minutes from here” sagde hun som et stolt smil hev op i hendes mundviger. ”You look really handsome today by the way” komplimenterede hun ham som hun endnu engang tog et kig på ham. Det var stadig lidt underligt ikke at se ham i uniform som hun jo plejede at gøre. Men det klædte ham i civilt tøj, det måtte hun indrømme. Halv englen var dog ikke helt sikker på hvad hun egentlig bedst kunne lide at se ham i.

Efter 5. Min - og en del overfladisk smalltalk -  var de ankommet til den hyggelige lille café der lå i en fin baggård, der var udsmykket med diverse planter og blomster. Cathy havde altid holdt meget af Di Morgas baggårdscaféer da det oftest var dem der havde mest charme – og som heller ikke tiltrak alt for mange gæster. Stadig med Zachary i hånden, trak hun ham ind af døren til caféen der var klædt i rustikke møbler. Meget fransk, meget charmerende. Det var ikke fordi at der var mange inde og spise endnu. De kom nok først lidt senere. ”Let’s sit by the window!” udbrød den umenneskeligkønne halv engel begejstret, mens hun pegede med sin frie hånd mod et ledigt bord ved vinduet ud til baggårdshaven.
Hun dumpede ned på stolen og lod sin cardigan falde af hendes skuldre. De is blå øjne fandt sig i det samme til rette i Zacharys blå, ”So.. How was your day?” spurgte hun ham med et stort smil. En tjener kom hurtigt med to menukort til dem og hun greb i det samme fat og slog op på siden med retter. Hendes blik var dog ikke veget fra hans endnu.

Det var fuldstændig lige meget om de havde det sjovt, og af den grund fastholdt Zachary sit seriøse udtryk, da han kort så på manden der havde sagt det. Normalt var de yderst professionelle overfor civile, og ville aldrig flirte, men af en eller anden grund betragtede de denne situation anderledes. Desuden morede det virkelig ikke Zachary og Cathys kropssprog gjorde det kun værre. Var hun altid så flirtende overfor fremmede? I så fald håbede han inderligt ikke at hun havde været det da de var sammen. De ville han ikke have brudt sig om. Han skyndte sig at ændre sit tankemønster, da de trods alt blot var venner og han derfor ikke længere havde ret til at kommentere på hendes opførsel – som han med sikkerhed førhen ville have gjort. Hans blik kørte straks ned på hans højre hånd, da hun greb den i hendes og så derefter på hendes ansigt. Typisk. Yeah, now they won’t think we’re only friends. Han valgte dog ikke at sige noget, men sukkede dybt i stedet. Normalt var det ikke noget han havde imod, men siden de ikke var sammen, så virkede det forkert at alle hans kolleger ville tro de var det.

Han fulgte med hende ned af gaden, og nikkede en enkelt gang da hun fortalte hvor de skulle hen. Frankrig havde et fantastisk cafemiljø, men dette havde Zachary ikke oplevet så meget af endnu. Et lille smil formede sig på læberne, da hun komplimenterede ham, og pludseligt glemte han alt om situationen på politistationen. ”Don’t I always?” spurgte han drilsk, og smilede bredere. ”You look beautiful as well” han så ned af hendes krop, blot for at bekræfte det endnu engang. Hun havde dog sandsynligvis lagt mærke til hans beundring tidligere. Det var ikke så svært at tyde hos ham. Han havde altid syntes hun var den smukkeste pige han nogensinde havde mødt.
Han fulgte med hende ind i den hyggelige café, og satte sig overfor hende ved et vinduesbord. Hvordan hans dag var gået? ”It was fine. I went to a robbery in the morning, then I caught a drunk driver and at last I had a case about violence between two brothers..” han lagde sine hænder på bordet, for at åbne op i menukortet. Han havde for det meste en meget spændende og farlig hverdag, hvis man spurgte ham selv. Det farligste havde dog uden tvivl været hverdagen i militæret. Det var sjældent han åbnede op omkring krigen, og alle de traumer han havde fået. De værste episoder havde han holdt til sig selv, og langt væk fra Cathy.. han havde været evig taknemlig for at hun havde været der for ham, når han fik mareridt dengang, og hun forstod at det var et svært emne at tale med andre om. PTSD'en var dog blevet meget værre efter anden udstationering. Den eneste der kendte til den del af ham, var en enkelt psykolog som havde hjulpet ham med at håndtere de værste konsekvenser, og han havde endda vurderet englens psyke som værende meget stærk – og Zachary vidste med sikkerhed at mange af de ting han havde set, havde gjort ham lettere kynisk på nogle områder. Derfor var det arbejde han begav sig ud i nu, overraskende naturligt at håndtere.

Han skubbede tankerne ud, og fortsatte med at tænke over sin dag. En anden betjent havde kørt de to brødre på stationen, og siden der ikke havde dukket noget op efterfølgende, havde Zachary fået besked på at køre tilbage, hvor han så selvfølgelig mødte Cathy. ”How was your day, Cathy?” han så ind i hendes øjne, hvorefter han betragtede alle retterne i det åbne menukort foran ham. Tjeneren kom efter et stykke tid tilbage, og spurgte hvad de ville have. ”Jeg vil gerne bede om vand og en nummer 14, tak” han flyttede fingeren over på en sandwich, hvorefter han og tjeneren så afventende på Cathy. Da hun havde sagt sin bestilling lukkede han menukortet, og rakte det over til tjeneren, som ret hurtigt forsvandt videre ind i cafeen med deres bestilling.
”Has anything new happened since the last time?” spurgte han, og vidste ikke om der var noget bestemt, som havde gjort hende så glad. Det var trods alt et par uger siden, de sidst havde været sammen. It’s so nice to see you happy again, han kunne ikke lade vær med at trække op i mundvigene ved tanken. De sidste møder de havde haft havde været rimelig hektiske, og hun havde bestemt ikke set hverken sund eller lykkelig ud.

De is blå øjne gled ud af vinduet og satte sig mod de grønne planter i forgården. Forår. Det var til at mærke mere og mere. Men sommeren var nok det hun glædede sig allermest til. Det havde altid været hendes yndlings tid på året. Om sommeren var det som om at alle ændrede deres adfærd – de var meget mere åbne, glade og imødekommende. Som planterne blomstrede, blomstrede menneskerne sig også. Atmosfæren ændrede sig til det bedre.
Pay attention! Hun havde gledet væk i sin egen bevidsthed igen. Med hurtig blinkende øjne vendte hun tilbage til virkeligheden og slog blikket mod Zacharys solbrune kulør. Hendes små spinkle fingre flettede sig sammen, da hun nysgerrigt gav sig til at lytte til hvordan hans dag havde gået. Det blonde bryn hævede sig en anelse op. Det lød helt klart meget mere spændende end hendes hverdag, der blot bestod af skole, medicin og lektier. ”That sounds interesting and not boring at all. You seem to have a..” hun fugtede sine læber mens hun ledte efter det rette ord der kunne beskrive hans levestil. ”.. Intriguring lifestyle” kom hun frem til. Et blidt smil banede vej mod ham. Hun synes blot at det var spændende og anderledes. Helt ærligt, så havde hun også svært ved at se ham leve en normal tilværelse – sådan mere rettet i, at sidde stille på en kontorstol.

Samtalen blev nu drejet mod hende og lige som hun skulle til at svare, kom tjeneren og bad om deres bestilling. Halv englen spærrede øjnene en anelse op, som Zacharys fransk let på tå, forlod hans læber. Det lød virkelig underligt – og hun havde først lagt mærke til det nu. Aldrig havde hun troet at hun skulle høre Zachary - af alle mennesker – tale fransk. Han havde aldrig været god i skolen og han havde næppe kunnet sidde stille på en stol og lære fransk. Cathy var faktisk så forbløffet at der gik et par sekunder før hun bemærkede at det var hendes tur til at bestille. Hun drejede det kønne hoved og rettede det mod tjeneren, som hun først genkendte nu. ”Adrien! Jeg vidste ikke at det var dig der havde vagt i dag” sagde hun på sit flydende franske mens hendes smil voksede sig større. Al opmærksomhed blev nu rettet mod den brunhårede tjener med de grå øjne. Han havde timer med halv englen på Universitet. ”Ja desværre” sagde han med et skævt smil mens han hævede de brede skuldre. ”Nå, men hvad skal du så have Cat?” han henvendte sin opmærksomhed mod blokken i hånden. En tænkende lyd brummede i hendes strube, som den lille blond engel skar en grimasse der passede. ”Det ved jeg virkelig ikke? Hør – overrask mig! Du får lov til at bestemme i dag” udbrød hun så glad og hendes øjne lyste op af  ren positivitet. Hun smittede helt af på Adrien, hvis mundviger skød op i vejret. ”I know just the thing” mumlede han på sit gebrokne engelsk, som han skrev noget ned på papirsblokken. Adrien kiggede kort op for at sende dem et kort smil, inden han drejede rundt på hælen og gik mod køkkenet med deres bestillinger.

Hovedet drejede sig i det samme mod Zachary. ”So.. my day.” hun havde en kort kunstpause, inden hun gik videre, ”I was hanging out at the artgallery with some guys that are doing this really exciting project” fortalte hun ham med stor begejstring. ”It went quite wild” lo hun så og trak op i ærmerne på sin cardigan, der så afslørede hendes blege arme der var overøst med maling i diverse prangende farver. ”.. As you can see” smilede hun smørret og hentydede til al malingen. De is blå øjne landede atter i hans blå øjne. ”And afterwards I decided to go and have lunch with you… and here I am” halv englen kastede ud med de malede arme, der dernæst dalede ned med albuerne på bordet igen. Om der var sket noget nyt? Hun trak på skuldrende og pustede ud mellem læberne. ”Pff.. Not that I know of” sagde hun blidt med et træk på de små skuldre. It’s so nice to see you happy again. Hans stemme cirkulerede inde i hendes hoved. Waow, den tanke havde hun ikke lige regnet med. Hun vidste heller ikke rigtig hvad hun skulle gøre af den. Så i stedet stirrede hun mod bordpladen.
Adrien reddede hende hurtigt, da deres bestillinger blev placeret på bordet. Hun havde fået danskvand med æblejuice og noget der lignede en salat, med eksotiske frugter, nødder og kerner. Det så virkelig godt ud. Halv englen sendte ham et stort tak i form af et smil, og han bakkede bagud. ”Forersten, så laver jeg vores fysik projekt. Du rører ikke ved det!” sagde han skarpt med en løftet pegefinger. ”Hvad? Hvorfor?” Det var egentlig et dumt spørgsmål og Adriens sigende blik sagde det hele. Han vendte rundt på hælen og forsvandt. ”Helt ærligt, just because I nearly caused an explosion once and I ruined his perfect chemical blend and burned him several times, then I’m the bad guy!” klagede hun med krydsede arme til Zachary. Et lille smil sneg sig dog op på hendes fyldige rosa røde læber. ”Yeah.. I shouldn’t be allowed around dangerous things” bekendtgjorde hun mens hun kløede sig i håret, med en skæv men munter grimasse. Hun var virkelig alt for klodset til sådan noget.
”Anything new in your life?” spurgte hun ham så, da hun gav sig i kast med sin salat.

Hans liv havde bestemt ikke været kedeligt - hverken nu eller da han var mindre. Igennem hele hans barndom, havde han sørget for at kedsomheden aldrig varede ved. Der skulle hele tiden ske noget, og han kunne heller ikke forestille sig det anderledes. I skolen ville de fleste beskrive ham som en populær sportsstjerne, men lærerne så ham klart som en ballademager, der ikke tog skolen seriøs. ”I like that kind of lifestyle” han løftede hovedet en smule, for at se på Cathy. Hun vidste han ikke kunne holde til et almindeligt kontorarbejde, og derfor kom det nok heller ikke bag på hende, at Zachary valgte at blive politibetjent.

Da tjeneren henvendte sig til Cathy, var det tydeligt at se hun genkendte ham. De franske ord flød ud af hendes mund, med en uovertruffen perfekt udtale. Zachary var utrolig forbløffet, og havde slet ikke hørt hende være så god til andre sprog end engelsk. Han hævede øjenbrynene overrasket, og var i et stadie af beundring. Han lyttede med på det de snakkede om, og gik hurtigt ud fra han var en ven fra universitet. Han smilede høfligt af deres sniksnak, men afventede egentlig blot at Adrien gik igen. Hans blik fulgte tjenerens bevægelser mod baren, hvorefter han vendte blikket ind i Cathy’s øjne. ”Wow! You sound just like a native french speaker” det måtte nok også være underligt for hende, at høre hans perfekte fransk, men det var ikke ligeså imponerende. Han trods alt ikke havde lært det fra nogen. ”Where did you learn that?” han havde op til flere gange hørt britiske mennesker snakke fransk, men de havde aldrig snakket det så flydende som Cathy, der jo egentlig kun havde boet i Frankrig få år.
Zachary betragtede malingen på hendes arm, og kunne ikke holde en latter tilbage. ”That’s great. I’d love to see your art projects sometime” han var oprigtigt interesseret i at se hendes værker, og tænkte straks på om hun en dag ville lave et billede til ham, han kunne have op at hænge i sit hjem. Han havde ikke så meget styr på kunst, men ville meget gerne lære mere om det.

Adrien kom atter tilbage med deres mad, og Zachary tog glasset med vand op til munden, imens han betragtede Adrien nærmere. Fysik? Det var nok det sidste fag, han ville vælge at tage på universitet. Men så igen, var der ikke rigtig nogle forelæsninger eller fag der ville interessere ham særlig meget. Han løftede det ene øjenbryn nysgerrigt, fordi han gerne ville vide hvorfor han mon lavede deres fysikprojekt for hende. Adrien gik, og derfor vendte Zachary blikket ind i Cathys øjne, i forventning om at hun ville fortælle hvad det drejede sig om. Hendes forklaring lød virkelig bekendt, og det fremkaldte straks minderne om sine egne fysik- og kemitimer. ”Science can be tough.. Once upon a time me and my friend made a trick we saw online. Our chemical mass shot up on the whole table and our teacher. It was so ridiclously perfect timed but Mrs. Wardle hated me throughout the rest of the semester!” han smilede bredt ved tanken, og tog derefter en bid af sin kylling-bacon sandwich.

Der var nok ikke rigtig sket noget nyt siden de sidst havde set hinanden. Grunden til han spurgte var primært for at finde ud af, om hun havde haft det godt. ”I bought a new car.. but other than that no. I’m trying to look for a new house as well.. if you saw my current home you’d understand” det undrede sandsynligvis ingen at han virkelig gerne ville flytte ud, da Logement var et meget sjusket kvarter, og hans hus knap havde varmt vand, god isolering eller en ordentlig lås på døren. Det kunne måske også være lidt ligegyldigt for hende, men han håbede hun ville være glad på hans vegne. De grønne øjne søgte ud af vinduet på menneskerne der gik forbi, og Zachary kom af en eller anden grund til at tænke på England, og hvor meget han savnede sit liv der. ”Have you been back in England? You know after you moved to France”  det havde været hårdt at havne i Frankrig, langt væk fra hans familie og alt det han havde kendt til. Derfor længedes han efter at komme tilbage, om ikke andet for at besøge sin fødeby i et par dage og føle sig hjemme. Så meget som han nu kunne, taget alt i betragtning.

Halv englens opmærksomhed var lagt mod salaten, som balancerede på hendes gaffel, der blev holdt fast i højre hånd. Hun betragtede det grønne blad, afventede bevægelsen der ville følge den ind i hendes lyserøde mund der var omkranset af de bløde fyldige læber. Men i stedet stivnede hun og de blå øjne åbnede sig yderligere op over det som Zachary netop havde sagt. I det øjeblik gik det nemlig op for hende, at han ikke vidst det. Det var vel en vigtig ting, var det ikke? Mon han ville blive såret? Men alligevel – var det ikke en dum ting at blive såret over? Hun havde jo ikke ligefrem haft lejlighed for at tale fransk dengang i fortiden, og Zachary havde vel altid bare forventet at hun var britisk og ikke mere til. Sandheden var dog en anden – fransk havde faktisk fyldt meget i hendes liv. Mange ferier var gået til Paris, hendes fødeby, og også ned i det mere sydlige Frankrig hvor hendes oldemor boede. Men de ferier havde hun heller aldrig råbt højt om. Hun ville ikke blære sig – og hendes biologiske far havde også været med. Feriebilleder, var jo det de fleste bedte om. Men hun kunne ikke nænne at afsløre hendes faders ungdommelige person. Der ville blot følge alt for mange spørgsmål.

Hvor hun havde lært det, spurgte han hende om. Gaflen gav en lyd fra sig, da hun lagde den mod tallerkenen. Et lille smil dukkede op på hendes rosa læber og hun så meget blidt og koncentreret på ham. ”Det er fordi at jeg er franskmand” svarede hun ham på det der blev kaldt for kærlighedens sprog. ”Halvt. Min mor var franskmand” et mere uskyldigt smil poppede op og de smukke klare øjne, så undskyldende på ham. ”Jeg lærte ikke engelsk før en alder af 5 år” fortalte hun ham så. Hendes lille skikkelse rømmede sig på stolen og hun greb blidt fat i gaflen, hvis ende blev hævet til hendes underlæbe. ”Jeg er født i Paris og vi flyttede til England da jeg blot var et par måneder gammel” fortalte hun videre mens en knude dannede sig i hendes mave. Det føltes pinligt at fortælle ham det – for af alle personer, så burde han nok havde vidst det. ”Jeg har besøgt landet regelmæssigt igennem hele livet så… Sproget er aldrig helt forsvundet. Jeg har det dog bedst med engelsk for at være ærlig” smilet på hendes læber føltes mere og mere falsk og endelig slap hun hans flotte grønne øjne. Salaten fik atter hendes opmærksomhed.

”Are you really sure that you want to see my art?” Hun lød mistroisk i tonen og hun hævede da også hendes ene øjenbryn. Cathy var godt klar over at Zachary ikke rigtig gjorde sig inde for kunst. Hun skød et salatblad ind i munden og nikkede derefter samtykkende til det med fysik. ”Yeah.. I just don’t get science” indrømmede hun og trak ligegyldigt på de små fine skuldre. Historien om hans fejl i fysik fik hende til at le højlydt – en klokkeklar latter, der normalt fik de fleste til at vende sig og kigge (og flere gjorde det også). ”Wasn’t your friend Joshua? He told me about how bad you were at science. He made such fool of you” sagde hun, som smilet faldt skævt på hendes smukke blide ansigt. Det var egentlig et sats at hun nævnte ham. Det var vel en kritisk situation – ingen af dem havde snakket om ham i flere år. Men det var vel okay nu, ikke? De havde vel skiltes som venner, ham og Josh?
Halv englens smil voksede sig større, ”But then again, anything that involved school wasn’t really your thing” tonen fik en lettere drillende lyd, som hun betragtede ham med et stort grin på hendes læber. "A car? Really? Maybe you can take me for a ride someday" forslog hun som hendes perfekte hvide tænder kom til syne i et stort smil. Det ville være rart at komme ud på eventyr - og Zachary var aldrig 'a dull moment'. If you saw my current home you'd understand, hun kunne ikke undgå at studse over det. "Why? Where do you live?" spurgte hun nysgerrigt, som hendes kønne hoved faldt på skrå. Hun spiste lidt mere af sin salat. Der var en pause hvor hun fyldte munden. "You know I could help you find a new home, if you'd like?" spurgte halv englen ham som hendes blide blå øjne kærtegnede hans solbrune ansigt. Hun ville utrolig gerne hjælpe ham, nok mere end han var klar over.

Det kom pludseligt og det var ikke rart. Det føltes som om at en stor balje med is blev hældt udover hendes væsen. Hvad var der med hans spørgsmål i dag, der bare stak til sårene? Hun rystede afværgende på hovedet, "No. I haven't been back since your funeral was held" svarede hun nu mere høfligt og upersonligt. England var blot et minde nu - et smertefuldt minde hvis man spurgte hende. Men hun vidste dog godt at Zachary forbandt England som noget værende godt. Hans familie befandt sig der jo. Det var klart at han savnede dem - og det måtte da også være ulideligt ikke at måtte tage kontakt til dem. Hun savnede selv sit tidligere liv og da tanken strejfede hende, så gik det op for englen da de begge var i samme båd.