sne hvid bjergkæde

Devillian var lettet over at han nåede over, han skulle lige til at gribe ham når det var nødvendigt. Han stod på midten af broen men hørte en knælyd,l han vidste ikke helt om han skulle kigge på Andrei eller ned, så han valgte bare at kigge på Andrei, men da den knæk lyd blev højere mærkee han noget forsvandt under hans fødder. Broen knækkede, og han faldt ned mod jorden, men dog smillede han bare bredt, og slog hans sorte vinger ud.
Han kunne flyve op til Andrei nu og det gjorde han også

Da han nåede derop kiggede han på ham"er du okay"spurgte han med en lille smule forpustehed, der var ldit vindstillet så det var lidt svært for ham at flyve op til han, men han nåede det, og klipperne var begyndt at falde ned til jorden.

Andrei viste jo godt at Devillian havde vinger, så han var også sikker på at han ville komme i sikkerhed. Han kørte broen når den faldt sammen, og fik helt kuldegyser af det da det jo kunne være ham som havde stået på den bro lige der. Han vende langsomt sit blik op mod ham og rystede kort og svagt på hovedet "je.. jeg er bange" hviskede han og følte sig virkelig ussel, at han var så bange for så mange ting... han var en dreng også var han bare for så meget, bange for at slå sig.. blot bange for at falde hvor andre folk ville grine, mens han ville risikere at brække en knogle eller dø af det... Han var jo også bange for at være i nærheden af mennesker, bange for at de kom til at bare prikke til ham.. Han vende sit blik ned mod jorden og lag sine arme lidt omkring sig, det var jo nok det tætteste han kom på et kram "tak" hviskede han da han vel ikke kunne gøre andet, da Devillian ligefrem reddet ham fra at komme til skade eller dø.

Devillian kiggede hen på Andrei og nikkede mens han blot lavede et kort jeg er okay tegn med et venligt bredt smil på læben"Jeg havde fornemmet broen ikke ville holde, men vi nåede det da i live"sagde han og satte sig ned på jorden ved siden af ham"er glad for du er okay forstår godt du er bange"sagde han og ville gerne trøste ham men han viste godt at det var svært at gøre, men han ville prøve alligevel, alt den trøst han kunne give.

Han kiggede på Andrei lidt og kløede sig ldit i nakken"det gør intet jeg er glad for at kunne hjælpe og være der"sagde han nikkende, han studerede så omgivelserne lidt"hmm gad vide hvad der så er længere henne måske skulle vi slappe af her lidt eller hvd syntes du"sagde han

Hans blik fulde Devillian's fødder, før hans blik kort gled op på hans ansigt når han satte sig ned ved siden af ham "d.. du fik mig til at.. gå ud på en bro.. d... du havde fornemmelse for ikke ville holde?" sagde han da det jo bare gjorde ham lidt mere bange i det, han kunne jo have været død hvis han tog sig længere tid der ude. Han lukkede kort sine øjne hårdt i, blot for at få samlet nogle af sine tanker en lille smugle. Han krop rystede bare i det ikke sådan vildt meget, men nok til at man kunne se det. Han så bare på ham og forstod ham virkelig ikke, hvorfor blev han der sammen med Andrei? han var jo ikke andet end ussel og til besvær "d.. du vil blive...... hos mig?" sagde han lidt undrende i det og lod sit blik atter en gang glide ned på jorden "slappe af" hviskede han og viste ikke om han kunne rejse sig op, uden hans ben ville falde sammen under ham.

Tankerne flød igennem ham han havde enlig meget at tænke på,selvom det enlig kun var småting de fleste ting."Jeg bliver hos dig, går ingen steder, vi kan ikke have der sker dig noget"sagde han med et lille smil på læben. Han kiggede på broen der nu lå nede på jorden"Du kunne have blvie dræbt ja men det gjorde du ikke det var derfor jeg ville lade dig gå ud først så du kunne skynde dig hen på den anden side, og mig falde ned mod jorden"sagde han stille og lænte sig lidt bagud men støttede til med albuerne. Han tænkte en smule nu kunne de jo slappe af for de havde overlevet den bro og klipperne, men gad vide hvad der ellers gemte sig rundt omkring ved bjergkæden.

"Du valgte at stole på mig men hvorfor jeg er en djævel, jeg kunne sågar være en fjende ,men du stoler på mig"sagde han og kunne næstne ikke forstå det.

Andrei viste jo ikke om han blot var så sød, bare til Andrei ikke længere kunne komme til skade... Også derefter fik han ham aldrig at se igen, han kunne jo heller ikke tvinge Devillian til ham se ham. Han rystede hurtigt tanken væk fra hovedet, da han ikke havde lyst til at tænke over sådan noget. Hvis han så Devillian så gjorde han, og hvis ikke så havde han dette minde om ham. Han kunne virkelig ikke forstå denne dreng, hvis man overhovedet kunne kalde ham en dreng? "hvo.. hvorfor risikere dit liv for mig?" spurgte han om og havde nok aldrig oplevet nogen der ville gøre det, end hans forældre dog var de jo hans forældre.. de ville jo gøre alt for deres dreng.
Han viste ikke om han kunne klare flere overraskelser, eller mere overraskelser som kunne koste ham livet. Hans liv kunne jo slutte hurtigere end alle andre folks liv, og derfor var han vel så bange for det meste.
Han tænkte lidt over hans spørgsmål, han viste ikke hvorfor.. men der var noget ved denne dreng som bare gjorde at han stolede på ham "fornemmelse.... at du ikke vil gøre mig noget" svarede han ham og prøvede på at få et smil på læberne, men det var lidt svært "hvi.. hvis du ville gøre mig noget.. så havde du nok allerede" sagde han lidt efter og var sikker på at han allerede ville have været død, hvis Devillian ville dræbe ham. Han kunne jo heller ikke finde noget tidspunkt, hvor han var svagere end han allerede er hele tiden.

Devillian rystede på hovedet da han sagde de ord"nej jeg er ikke ude på at dræbe dig, det kunne jeg godt men det vil jeg ikke"sagde han bare i en stille tone. Han kiggede kort på ham og lidt ud mod udsigten"her er virkelig en god udsigt og her er især meget flot"sagde han og vendte hovedet på skrå lidt mens han tænkte lidt han fik så småt et smil frem på læben da han hørte det.Devillian ville ikke gøre Andrei noget, han kunne være en fjende men det var han ikke, og han kunne sagtens være grusom men det var han heller ikke. Generalt var han bare i det venlige sted han nu var i ligenu.
Han betrægtede omgivelserne lidt, og kunne godt skimme en kiosk, bar længere bag nogke træer med lidt sne på."Jeg tror der er noget vi kan få at spise derhenne og noget at drikke"sagde han efterfulgt af et bredt smil på læben.

Devillian var så småt begyndt at blive sulten så derfor var det heldigt at han fik øje på kiosken."Men jeg ved ikke hvorfor jeg gør det, altså beskytter dig, det er underligt sådan plejer jeg ikke gøre, men jeg føler en forpligtelse til at gøre det"sagde han og kløede sig i nakken lidt.*de andre organisationen Death x ville dræbe mig hvis de fandt ud af at jeg er for venligsindet men sådan er det vel..*tænkte han bare for sig selv

Andrei viste jo godt at han var skrøbelig og havde vel brug for en der passede på ham, men hvorfor Devillian havde lyst til det viste han ikke. Det så heller ikke ud til at han selv viste hvorfor han havde lyst til at beskytte Andrei, det gjorde skam heller ikke noget at han ikke gjorde.. Det var vel bare det som var godt ved at man vil beskytte en, at man endelig ikke ved hvorfor man vil det.
Devillian havde vel også bare fået ham til at stole på ham, ved at ville beskytte ham og stadig have de vinger som han nu havde. Devillian var vel også sød som en engel, men kalde sig selv for en djævel som Andrei ikke viste om han helt skulle tro på.
Han så sig lidt omkring når han snakkede om noget at spise, han kunne nemlig også selv bruge noget at spise og måske noget at drikke. Han lod en fød efter hinanden glide op under ham, så han langsomt fik rejst sig op "ma.. mad lyder godt" sagde han og lod langsomt en hånd efter den anden glide ned af siderne af sig selv, han havde det også bedre efter han sådan havde slappet lidt af.

Devillian havde lovet sig selv at han ville beskytte Andrei uanset hvad, og det holdte han. Han kiggede rundt omkring der var ingen fare eller tegn på der ville komme nogen, så alt var vel meget godt. Han betragtede ham lidt med et bredt smil."Andrei om du stoler på mig eller ej er dit valg.
Ja det var rigtigt nok hans vinger var måske uhyggelige, og havde ikke den normale rolige farve, og der var mange der var løbet skrigende væk fra ham på grund ad det.Han kunne ikke gøre for han havde de vinger det havde han bare.


Devillian lod øjnene flakke rundt og fik øje på en slags bar, dækket lidt med sne og istappe"derover"sagde han venligt og kiggede hen på Andrei "skal vi gå derhen"spurgte han med hovedet på skrå.

Andrei var jo ikke bange, han var bestemt ikke bange for Devillian. Han kunne jo ikke være andet bekendt, han havde jo heller ikke vist nogle tegn på at han skulle være bange for ham. Han havde jo mere beskyttet Andrei end gjort noget ondt mod ham, det var nok også derfor han ikke var bange for ham.
Han så kort hen mod baren, før hans blik gled hen mod ham og han nikkede stille "la.. lad os det" sagde han og sende et lidt usikkert smil hen mod ham, han rystede ikke så meget i kroppen længere og kunne mere styre sin krop. Han følte sig jo ret så tryg der ved siden af ham, da det var som om at der ikke var noget ondt der kunne ske ham.
Han gik bare stille hen til hoveddøren, hvor han lod en hånd langsomt glide hen og åbne.
Der så ret så hyggeligt ud.. Der var ikke så mange mennesker der, men til gengæld var det dejligt varmt fra en brændeovn og et par gamle rundt borde stod rundt omkring.
Der kom en ældre tyg lille kvinde hen til dem "godaften" sagde hun med et stort smil på læben, hun havde en stor kjole på og et hvidt forklæde på og et par runde briller. Hendes mørke hår sad oppe i en knold.. "hvad kan jeg gøre for jer?" spurgte hun om og så lidt skiftevist på dem.
Andrei så bare på hende med et lidt usikkert smil på læben, det var ikke ofte at Andrei ligefrem kunne kigge nogen ind i øjnene uden at skulle kigge op... men denne kvinde var nok på højde med ham, og det gjorde ham endelig ret så glad i det "m.. mad" sagde han og kvinden nikkede bare og viste dem hen til et bord.
Andrei gik bare stille med hende og tog sin taske af, før han satte sig ned på en af stolene. Han så sig lidt omkring, da han jo var en ret så nysgerrig dreng. Kvinden forsvandt bare ud i køkkenet, og kom kort tid efter tilbage med en bakke med to tallerkener, bestik og to glas med vand.