Det er lidt ligesom ringe i vandet

S: Søens Vestlige bred.
Tid: omtrent 22.00
Vejr: Vindstille, halvkøligt og stjerneklart.
O: Affolket

Den fraværende sne gjorde ikke meget for at øge Itarian's humør, lige så lidt som Atarians evige barnlighed gjorde. Nok var engelen ældre og langt stærkere end dæmonen, men den styrke og alder opvejedes af Itarians inteligens og erfaring. Han var ved at være godt træt af at skulle babysitte - og tænk sig, Fruen havde tænkt sig at han skulle holde ud et par århundreder!
Itarian havde tit funderet om han overhovedet ville kunne leve så længe, med alt det den vilde, unge engel udsatte ham for.

Han krøb hen over en smal, ukendt skovsti, som han mente at kun han selv kendte. Den snoede sig igennem et virvar af tornebuske, grene og rødder der stak helt op til en halv meter over jorden. Han brugte den mest for ikke at bliver noteret af andre intelligente individer, eftersom hans let kravlende, firbenede gang på det nærmeste lignede et dyrs - og det ville ikke være første gang han blev overfaldet af en anden dæmon der mente at en portion dyrekød ikke ville gøre nogen skade. Selv holdt han af hjorte-kød, ikke bare fordi det var dejligt sejt kød, men fordi hjorte var så forbandet svære at fange.
Hvor herligt, tænkte han, endnu et træk der gør mig til et dyr.

Han stoppede op da han nåede til den lysning der udgjorde stedet for søens placering, han stod et øjeblik og lod blikket feje hen over sine omgivelser, mens han lydløst placerede sig i et træ.
En let prikken i hans indre øre advarede ham om en mulig overraskelse, så han lod sig falde i ét med nattens tiltagende mørke, mens han fortsat forsøgte at udgøre sine omgivelser. Hans to-en-halv-m lange hale fejede frem og tilbage hen over stammen hvorfra den gren han sad på udsprang. Hver en muskel i hans lille krop spændtes mens han følte, og lyttede......

Han og søen var én samlet enhed. Bevægede han en hånd, legede søens organg af bølger med. Vrikkede han med sin lilletå, satte alt omkringstående med det samme i bevægelse. Han kunne fornemme enhver fisks - lige ned til det allermindste væsens - tilstedeværelse, vidste hvor de bedste planter var, og hvor skjulestederne var mest effektive.
Athal var en vanddæmon.
Som så mange gange før havde den unge dæmon søgt tilflugt i søens dyb. Denne gang havde han ikke engang besværet sig med at smide klæderne. Ud fra jakkens kant bølgede grønlige gæller, og cowboybukserne skrabede mod de skællede ben. Handlingen havde været så impulsiv og så sikker, at han tankeløst var sprunget i vandet. Næsten med det samme havde den ønskede virkning af klarhed indtruffet, og han sad og åndede lettet ud på søens bund, hvor alt syntes at have en sammenhæng, og hvor sammenhængen havde en mening. Det var så ubesværet og indbød ofte til flere dages overnatning uden at der overhovedet var behov for at spørge.
Så hvorfor nogensinde vove sig op igen?
Men alle har nu brug for at trække vejret - ordentligt luft - indimellem, og det var med opvågnende sind, at Athal baskede sig op mod overfladen. Det grumsede billed af mørk himmel og lysende stjerner mellem trækroner, trådte ham i møde gennem vandets krusede overflade, og den kolde luft prikkede som tusinde nåle, idet han skød hovedet over og dovent begyndte at svømme ind mod kanten.

Den dæmpede lyd af et objekt der bryder vandoverfladen fra undersiden hørtes tydeligt for de ti-tyve centimeter lange ører, der virrede ud for hver side af Itarians hoved. Han rettede sig op, og krøb langsomt ud mod spidsen af grenen, der knirkende beklagede sig under hans ringe vægt, for at kunne se hvad der foregik derude. Næsten med det samme ramtes hans hud af den velkendte nærhed af et pumpende hjerte, udover hans eget, og hans indre indeks over væsener fortalte ham om dette væsen. Dæmon, og eftersom væsenet opholdt sig i vand konkluderede han instinktivt at det var en vanddæmon. Hans næse vibrerede, og han kunne ikke undgå at tænke: Fisk.
Han lod sig dumpe ned fra træet, og krøb gennem det halvhøje græs, hen mod søen, der forholdt sig omtrent ti meter væk. Han var endnu ikke bevidst om hans nøgne krop, mest sandsynligt fordi han foretrak at gå uden tøj, men registrerede heller ikke meget af den halvkølige aftenluft. Hans underarme, skinneben og ryg var dækket af tyk, halvlang pels, der holdt nok på varmen til at han kunne klare sig en hel vinter uden tøj. Hvis ikke han havde klippet håret på sit hoved, ville han have haft en enorm manke, han ville være i stand til gemme sig fuldkomment i.

Han kravlede adræt hen over nogle rødder ved en enorm, gammel hængepil helt tæt ved søen bred, og klatrede derefter op i træet før den anden dæmon ville være i stand til at bemærke ham. Han var næsten helt usynlig i det tætte løv der endnu ikke var faldet af, og betragtede det andet væsen. Hans øjne var store, og opmærksomme, mens han slikkede sine læber.

Den grønskællede hud begyndte takvist af risle væk fra Athals ansigt, jo mere tør han blev foroven, mens resten af kroppen endnu forblev intakr i sin fiskelignende form. Det mørke hår demostrerede en mulig kamouflage ved at lægge sig tæt op ad den mørke nattehimmel, og vandet gyngede kun nådigt, idet han svømmede mod bredden, hvilket ville betyde tørhed og snarlig hjemgang.
En gren knirkede sagte fra et sted i nærheden, og Athals ører spidsede sig automatisk til det yderste, mens hans inderste beroligede om, at det bare var vinden eller et fredeligt dyrs tilstedeværelse. Langt om længe nåede dæmonen bredden, og han steg op af vandet, så det sjakede og plaskede. Heroppe på landjorden var han knap så elegant, som han havde vist sig i det våde, og han gøs ufrivilligt i den kølige luft, der stak ekstra meget, nu hvor han var våd.
Han kiggede sig omkring - en naturlig reaktion, selv om der var lige så lidt aktivitet over land, som der havde været, da han kom - og begyndte at skridte mod stien, som stod og gemte sig et sted bag træernes tætte formation af stammer og blade. Men endnu engang satte flugtinstinktet i gang. Grundet to års hårdt slid i tvungen kamp for at overleve, var han blevet god til at fornemme andres tilstedeværelse. Det prikkede i nakken, og han standsede op; usikker på om det blot skyldtes naivitet, eller om der virkelig lurede noget et sted i skovens mørke.
Øjnene var det næste redskab, der blev anvendt fremfor ørene. Langsomt lod han blikket strejfe omgivelserne. Enhver stamme, ethvert blad, ethvert græsstrå ..
Vent - havde der ikke lige været noget lige derovre? Ånden kildede bagerst i halsen, idet han med holdt vejr listede sig nærmere mod den mørke plamage, der lå og trykkede sig i det vilde græs. Han overvejede kortvarigt at tænde noget lys, men kom så i tanke om hvor våd, han var, og at rygsækken, hvor der lige præcis lå en lommelygte i, lå flere kilometer borte.

Itarian iagtagede den anden dæmon stige op fra vandet, og noterede sig den lette kluntethed i starten. Det frembragte et let smil på hans ansigt.
Hans ene øre vibrede da han hørte en kanin rasle i græsset bag træet i retning af stien, den standsede da den sansede tilstedeværelsen af den våde dæmon. Men han drejede ikke hovedet for at se på den - han havde allerede jaget for idag, ikke fordi han behøvede det.
Han så hvordan dæmonen langsomt gik hen mod stien. Itarians næse vibrerede, var det en snert af frygt i dæmonens fært?
Den anden dæmon listede sig nærmere hvad han åbenbart troede var hans 'overfaldsmand', og i det øjeblik var Itarian overbevist. Dette væsen var Byttedyr, ikke Rovdyr. Det var en usigelig lettelse, for det betød også at Itarian ikke nødvendigvis behøvede gemme sig.
Han krøb langsomt, og meget forsigtigt ned fra træet, for ikke at lave en lyd. Hvorefter han langsomt, men sikkert, krøb om bag den anden dæmon.
Han var stadig halvt skjult under græsset, men hans hoved stak op over hver gang han tog et krybende skridt.
Først da han var lige bag ved dæmonen, og ca. en meter fra vedkommende, stoppede han op. Han stirrede intenst på dæmonens nakke, da han vidste at visse væsener var i stand til at føle den slags, og ventede på at dæmonen enten ville skræmme livet ud af både sig selv og kaninen, eller vende sig om, og engagere sig i den stirrekonkurrence Itarian i hvert fald selv var i stand til at udføre.

Overbevist ved sin tro om, at noget farligt gemte sig i græsset foran ham, sneg Athal sig på bedste vanddæmon-manér frem. Det puslede fugtigt i græsset, som om dette væsen også fornememde den tiltagende fare, og Athal tænkte flygtigt på kniven i sit bælte ...
Adskillige ting skete på én og samme tid. Hans fod nedtrådte varsomt en snes græsstrå, hvilket kortlagde den allersidste afstand. Den sorte skikkelse syntes at gå i alleryderste alamberedskab, og med en voldsom puslen og raslen sprang noget uformeligt og levende frem. Ikke til angreb - nej, den tog flugten i den modsatte retning fra ham så hurtigt, at Athal ikke engang fik tid til at registrere, hvad det var. Det gippede i ham, og han trådte uvilkårligt et skridt tilbage af ren forskrækkelse. En besynderlig trang til at vende sig om, skød nu pludseligt over ham, og han drejede sig intetvidende med forventning om at opleve søens glitrende natetskær igen - og stod øje til øje med det mærkeligste dyr af alle.
Han gjorde, hvad der faldt ham naturligt ind. Et hyl gennemtrængte den fugtige nattestilhed, og han tumlede adskillige skridt baglæns, mens hans hænder klodset forsøgte at hive kniven frem. Alle forsvatsinstinkter var på højeste blus, og adskillige kampteknikker strøg, som i en velskrevet liste, gennem hans tanker.
Så gjorde han noget, der lige så meget kom bag på ham selv. Han drejede om på hælen og tog flugten. Brasende gennem skoven, som var han selveste julemanden under mindre ædru forhold og på lykkepiller.

//Out - åhr, min hjerne er æltet, så må dsv. afslutte emnet nu :P //

Pludselig skete der en hel del på en gang; Kaninen tog flugten, hvilket overraskede dæmonen nok til at vedkommende ikke ville undersøge det nærmere, hvorefter han vendte sig om mod Itarian, hvis' tilstedeværelse så ud til at være ligeså overraskende for ham, så overraskende at Itarian nåede at registrere det hyl dæmonen udgød, hvorefter vedkommende vendte om på hælen og flygtede.
Der gik et øjeblik før Itarian rent faktisk fattede hvad der var sket, hvorefter han tog sig til maven og begyndte at grine. Han lo så højt at han måtte rulle sig på jorden i spasmer, og så højt at tårerne trillede ned ad kinderne. Det var dog det morsomeste han havde oplevet i månedsvis!

//Undertandable, med alle de emner du har igang lige nu xD
Tak for latteren - Itai havde brug for det ;D