Bring me to life, haunted? (Manda=privat)

Sted: Udenfor Di Morga :: Forét - Skoven.
Tid: Klokken 16:00.
Dato: 3. september.
Vejr: Stille og rolig vind. Klar himmel.
Omgivelser: Caley.

En latter kunne høres i skoven, da en ældre kvinde kom løbende igennem skoven, imens at en folk mennesker løb i hælende på hende, "KOM SÅ TILBAGE DIN MØGSO!" råbte nogle af mændene i flokken af på hinanden som var hentydet til 19-årige kvinde. Der var en elver som bar sort magi. Et ualmindeligt grumt smil dukkede frem på hendes læber, hun lukkede sine øjne lidt, imens at hun fortsatte med at løbe igennem skoven. Hun stoppede op omkring ved midten og vendte sig om mod retningen af de mænd som snart ville være tæt på hende. "Racaz!" råbte hun og samlede sine hænder imens at der kom røde blodige bånd fra hendes ryg, hun grinte imens at hun nød dette at hun snart ville høre en masse skrig fra de usle mænd af et menneske væsen. Hun hadet mænd, afskyede dem. Og stadig var hun så stolt over at sige at hun var jomfru. Hendes øjne blev sorte imens at hendes røde bånd tog fat om alle de mænd som kom i nærheden af hende idet at båndene begyndte at stramme grebet omkring dem, de begyndte at skrige. "Mhm.." mumlede hun og fugtede let sine blege læber, imens at hun nød det fuldt ud. Hun ville aldrig finde en mand, som hun ville betegne som sin elsker. Aldrig. Især når hun hadet så meget mænd som hun gjorde. Hun var iført en hvid kjole, en stram kjole som gjorde at man kunne se hendes former, og bryster, hendes kjole var lidt nedringet. Hun var i bare tær og hendes sorte lange hår sad løst. Imens at hun havde sort neglelak på sine negle. Mændene blev kvalt ihjel og lå bare som døde lig de var på jorden efter at hun havde givet slip med sit greb af sine bånd som forsvandt ud af den blå. Idet at hun gik hen til et træ og hoppede op på en gren, som ikke var så højt oppe igen, hun satte sig ned i hug og lod sine øjne glide rundt, så hun holdte øje med hvert og et væsen som kom forbi, Caley betragtede af og til de døde mænd.

Manda havde hørt de mange skrig og var roligt gået hen i mod dem. En lugt af død var gået igennem luften og det var derfor han ikk skyndte sig. Han vidste godt hvad det kom fra, han var selv blevet bedt om at jagte den kvinde. Men han ville nu hellere se hvem det var end at ville slå hende ihjel. Han ville hellere hjælpe hende end at gøre hende fortræd. Men han kunne ogs regne ud han løb en risiko på det, men han var vant til det og tog sig ikk af det. Han lugtede lidt og fandt hende. Han kom på et sekund foran hende, uden at hun kunne opdage ham. Han holdte hende blidt for munden og fik hende ind af træets stamme. Han kiggede på hende og satte hohvedet på skrå, "Det er altså dig der blir jagtet." smilede han let og kigged på de mange lig. Han sukkede let og kiggede på hende, "En stærk elver må man da sige..." smilede han roligt og fjernede sin hånd fra hendes mund. "Du er meget 'populær'?" smilede han opgivende og aede hendes hoved blidt med et smil.

//Undskyld, men så lange indlæg skriver jeg ikk. Men jeg kan sagtens opfylde det der med mindst 1-3 linjer. :D Skal nok prøve at gøre dem så lange som muligt, men du skulle bare lige vide det... ;D

//Det er i orden (: //

Caley fik et letter chok da en ukendt skikkelse af en mand pludselig dukkede op foran hende. Og hun begyndte at trække vejret hurtigt da han lagde sin hånd på hendes mund, forskrækket over at hun ikke længere sad oppe på grenen. Lige før at hun skulle til at bide i hans hånd som holdte for hendes mund. Caley vidste ikke hvor de var til at starte med, men hun fandt efterhånden ud af det, "Hvorfor har du bragt mig med her ned?!" spurgte hun en smule forvirret og fjernede.. eller rettere skubbede hårdt til hans hånd med sin da han aede hende på hovedet. "Hold dig væk fra mig" hvæsede hun inden at hun prøvede på at trække vejret roligt, "Jeg afskyr mænd som pesten, ved ikke om jeg er populær" mumlede hun og trak svagt på skulderen. Hvad lavede hun her? Det var ikke planen at hun ville blive, "Næste gang.. så lad være med at afbrød min jagt" sagde hun, imens at hun fik hans lugt og færd som strejfede forbi hendes næse, undrede hun sig over hvad for et væsen han var, "Og lad mig så gå" brummede hun.

Han smilede let og kiggede opgivende på hende, "Du spørger meget." sagde han og grinede en smule. Han aede hendes kind, men fjernede hurtigt sin hånd. Han smilede glad til hende, "Du behøver ikk tænke at alle mænd er som en." sagde han roligt og sukkede let. "Og jeg afbrød skam ikk din jagt, jeg er blevet bedt om at skulle slå dig ihjel, men jeg ville helelre dømme om du er en der fortjener at dø." han kiggede på hende og derefter ind i hendes øjne. Han havde ået sit ansigt få cm fra hende og kiggede hende fortsat ind i øjnene. Først nu kunne man se hans øjne var hver sin farve. Det venstre gult og det højre sort. Han rystede på hovedet, "Nej... Du er ikk en der fortjener at dø, du trænger bare til hjælp med at finde vej igen." smilede han og gav slip på hende. Han satte sig til rette foran hende og løftede hænderne, "Men værsgo." sagde han roligt. 2Bare dræb mig nu, det er jo det du vil. Ikk?" han kiggede roligt på hende og ventede blot.

Hun kiggede lidt på ham og lagde sit hoved på skrå, "Skulle.. du dræbe mig?" spurgte hun og rystede svagt på hovedet, inden at hun kiggede ned af sig selv efter at de hurtigt havde fået øjenkontakt. Hun tog fat i hans ene hånd og lagde den på hendes kind igen. Hun lukkede sine øjne lidt, og rettede sit blik mod ham, kiggede på ham ud af øjenkrogen. "Bevis det for mig at alle mænd ikke er ens" sagde hun så stille og fugtede diskret sine læber, imens at hun lod sin tunge glide ud at slikke ved sin underlæbe. "Vil ikke dræbe dig.. ikke endnu" mumlede hun, Caley vidste ikke helt om hun overhovedet ville dræbe ham. Et skævt smil dukkede frem på hendes læber, "Hvis du kan overbevise mig om at alle mænd ikke er ens.. vil jeg tage min ord i mig" sagde hun med en hviskende tone i stemmen. Imens at hun stadigvæk mærkede hans hånd liggende på sin kind, da hun stadig holdte hans hånd der med sin.

Han rystede på hovedet, "jeg skulle ikk, de bedte mig om det. Jeg ville bare se om du fortjente at dø." smilede han let og kiggede overrasket på hende da hun tog hans hånd til sin kind igen. Han ssmilede let og aede hendes kind blidt, hans hånd var varm og han kiggede roligt på hende. "Jeg ved ikk hvordan jeg skal bevise det. Men du ser ud til gerne at ville have en at kunne stole på..." sagde han roligt. Han kravlede hen og lagde hendes hoved til hans rystkasse. "hvis du ikk vil have det her, så bare sig til. Jeg vil ikk gøre dig noget, men du skal sige hvad jeg ikk må så." Han aede hendes hoved lidt og holdte lidt om hende. Han ville prøve at holde beskyttende om hende, fordi han kunne lugte der kom nogle flere. Men han var ligeglad om de fandt herhen. Han fik dem bare til at forsvinde et andet sted hen hvis det skulle ende i kamp. Han kiggede ned på hende, "jeg kan ikk bevise det for dig. Fordi jeg har ogs min dårlige side..." sukkede han let og bed sig i læben. "Du kan sige jeg er en 'skitso', et liv med to personligheder." smilede han let. "Forresten hedder jeg Manda!" smiled ehan glad til hende og aede hendes fortsat. Han krammede hende stadig blidt, "Hvad med dig?"

"Caley" sagde hun og gned sit hoved en smule op af hans brystkasse. Hun lukkede sine øjne dernæst, hun slappede af i kroppen og trak vejret roligt. "Mhm..skal nok sige stop.. men jeg kan godt lide det" sagde hun stille og fugtede sine læber imens at hun og lyttede til hans hjerte som bankede. "Din dårlige side?" spurgte hun en smule forvirret og hævede det ene bryn, hun kunne næsten ikke tro det, fordi han var så venlige lige på dette tidspunkt. Hun smilede, "For det meste er jeg også den hårde type.. så der skal meget for til at skræmme mig" sagde hun og kiggede op på ham, "Faktisk.. så kan jeg ikke se dig have en dårlig side" smilede hun og slikkede ham drilsk og hurtigt på næsetippen, inden hun lagde sit hoved på hans brystkasse igen. Caley syntes at han var sød og flink. Og et moden væsen som var hjælpsom.

Han grinede let og nikkede, "Ja. Min dårlige side..." sukkede han og kiggede roligt på hende. Han aede hendes hoved blidt fortsat og gned sin næse lidt. Da det var meget uventet. Han kiggede på hende, "Han er min varulv, og ja jeg er varulv." smilede han og kiggede på hende med et glad udtryk. "Han har sit eget liv og tænker på en anden måde end mig." sagde han opgivende og kiggede på himlen. "Han er... Hvad kan man sige..." han tænkte sig om og kløede sig bag hovedet. "Du kan sige han er det modsatte af mig, og skal lige advarer dig. Han voldtager hvis det skulle være nødvendigt for ham..." han sukkede og bed sig i læben. Han kiggede væk, "Jeg kan ikk få ham til at forsvinde, eller bare lade være emd de ting han gør. Så man tror normalt det er mig der gør det..."

Hun lyttede til det som han sagde og tænkte lidt imens. Inden at hun sukkede lydløst. Hun lagde sin ene hånd op på hans kind, før at hun lod den glide ned til hans kindben og tog fat, så hun drejede hans ansigt mod hende, så de fik øjenkontakt. "Jeg tror ikke at det er dig som gør det, hvis jeg skulle opleve ham.." sagde hun stille og smilede svagt. "Jeg ved hvor venlig du ellers rigtig er" sagde hun med et lille nik. Men hun kunne virkelig ikke forstille sig det. Hun krammede sig ind til ham. "Du er allerede ved at lære mig.. at ikke alle mænd er ens" svarede hun med et skævt smil. Også fordi hun ikke troede på det, var at hun aldrig havde set en varulv før, men det gjorde hende ikke bange, så længe at hun også vidste at han havde en god side i sig. Det var det vigtigste, ellers var hun nok gået for længst, hvis han var fuldkommen ond.

Han kiggede på hende og smilede let, han aede hendes kinder blidt. "Du har da kun lige mødt mig?" sagde han og grinede en smule. Han smilede opgivende og kiggede på hende. "Men jeg er glad for at du giver mig en chance og er ved at lære det..." smilede han. Han satte sig lidt til rette og aede hendes hoved ind til sig. Han kiggede roligt rundt og lukkede øjnene. Hans gule øje gav et lille skær fra sig og han kiggede igen rundt. Han kiggede derefter på hende og smilede let. "Du skal ogs lige vide jeg er temmelig barnlig det meste af tiden." smiled ehan glad. "Altså når det er alvor er jeg godt nok alvorlig, men normalt er jeg bare et lille fjollet fjols..." han bankede sig en enkelt gang på hovedet og smilede uskyldigt. Han grinede lidt og kiggede på hende, "Du er nu ikk så hård som du udgiver dig for... Er det bare en facade?" smilede han og satte hovedet på skrå. Ha kom i tanke om noget, men rystede på hovedete. Han ville hellere spørge hende et andet tidspunkt, hvis han da stadig huskede det til den tid.

Hun grinede. "Det ved jeg godt.. men så lade mig sige det sådan at du virker til at være sød og flink!" sagde hun og nikkede svagt, inden at hun kiggede op på ham igen, "Alle kan være barnlige af og til og det er også kedeligt hvis man er moden hele tiden" smilede hun og fugtede let sine læber, "Kender det godt.. når man er alvorlig så er man det bare.." mumlede hun og hævede det ene bryn derefter at han havde sagt at han bare var et fjollet fjols. Hun rystede på hovedet, "Nej, det er du ikke.. ingen er et fjols" sagde hun og smilede. Inden at hun sank en lille klump, "Ja.. det er bare en facade" indrømmede hun og trak en dyb indånding. Før at hun igen krammede ham ind til sig. Hun kunne godt lide at sidde sådan ved ham, hun følte sig tryg.

Han kiggede på hende og grinede let, han aede hendes hoved fortsat og smilede let. "Men du er advaret, har faktisk været mere barnlig end et barn op til flere gange12 grinede han let og kiggede på hende. "DU aner ikk hvor mange der har kaldt mig et fjols! De kalder mig det fordi jeg intet ved om menneskelige ting og fordi jeg er så barnligt som jeg er." sukkede han let og gned sit hoved lidt. "Men jeg lider af at have glemt alt, så jeg kan faktisk ikk sige om jeg ved det men bare har glemt det..." smiled ehan let og kiggede på hende med et smil. Han så ned på hende og krammede hende blidt, han aede hendes igen og lagde sit hoved på hendes. "Det er da noget af en facade..." smilede han roligt og lukkede øjnene. "Men i det mindste ser jeg den ikk for tit. Det ville være trist hvis du var hård og kold ved en hele tiden."

"Vil aldrig komme til at kalde dig det" sagde hun roligt og smilede. "Alle kan komme til at glemme noget, et er i orden at fejle" smilede hun med et lille nik. Hun undslap et lille grin, da han sagde at det var noget af en facade hun havde. "Det er ikke altid en kvinde kan klare sig selv og det vil jeg så vise at en kvinde som mig kan... og derfor behøver jeg at være hård og kold nogen gange" svarede hun. Og trak vejret roligt. "Kalder nogen nogen for fjols eller... for dum eller noget lignende når det er jeg bliver såret.." sagde hun stille, imens at hun betragtede hans brystkasse. Lukkede sine øjne lidt, hun ville ønske at hun kunne sidde sådan ved ham hele tiden.

han grinede, 2Jeg har ikk glemt noget simpelt. Jeg har glemt ALT, min fortid... Det hele er væk." sagde han roligt og smilede til hende. Han grinede selv lidt og nikkede. "Kvinder er stærke, det ved jeg. Du behøver ikk bevise noget for at være stærk." smilede han og tænkte sig om. Han kiggede på hende igen, "Det er jo heller ikk altid en mand kan klare sig selv? Alle har brug for hjælp, i dit tilfælde er det at finde din vej igen. Og i mit er det sådan set bare at huske min fortid og ikk mindst lære de ting man skal bruge for at kunne leve i den her verden..." smilede han opgivende og kløede sig bag hovedet. Han aede hendes hoved bagefter og grinede let. "Er min brystkase blød?" smilede han lidt drillende.

"Du finder vel ud af det på et tidspunkt" sagde hun stille imens at hun kiggede op på ham, inden at hun undslap et grin, "Mhm.. meget blød" sagde hun med et nik og bed sig drillende fast i hans underlæbe, men slap hurtigt igen, "Kunne sove sådan her" grinte hun, inden at hun lagde sit hoved ned på hans brystkasse igen, hun nød det virkelig at være sammen med ham, hun følte at jo mere de snakkede og var sammen, at det næsten var som om at de havde kendt hinanden i evigheder. "Tror altid at jeg lidt vil hade mænd.. men så ja.." mumlede hun. Og sukkede lydløst.

Han nikkede le tog smilede, "Det gør jeg vel..." sukked ehan let og rødmede lidt. Han kiggede overrasket da hun pludselig bed i hans underlæbe. Han kiggede på hende og rødmede stadig lidt. Han aede hends hoved blidt og smilede let, "Det er da overraskende når man tænker over hvor bygget min overkrop er..." grined ehan let og aede hendes kind blidt. Han kunne mærke hun kunne li at være sammen med ham, men ville ikk kommentere det med det hun sagde. "Jeg ville ønske du kunne se at ikk alle mænd er fjolser..." sagde han roligt. "men så igen, det er sådan det er når man møder de forkerte."

Hun svang sine arme op rundt hans nakke lige så stille. "Tja.. jeg syntes jo ikke at du er et fjols og du er en mand" sagde hun stille med et lille grin. Inden at hun kiggede op på ham igen. "Så.. jeg er vel begyndt at se det på den måde at alle mænd ikke er fjolser?" sagde hun og smilede skævt. Før at hun fugtede sine læber, og lagde sit hoved en smule på skrå. Lod sine arme glide ned fra hans nakke, da hun ikke vidste om han kunne lide det, og hun ville ikke gøre ham sur på nogen måde.

//undskyld min kreativitet -.-'//

Han smilede barnligt, "yay!" sagde han glad og smilede til hende. Han tænkte først over at hun holdte sådan om ham nu og kiggede på hende. Han satte hovedet på skrå og smilede let, "Nej nej, vi er ogs barnlige. Eller... Jeg er barnlig..." han tænkte sig om. Han smilede glad og kiggede på hende. Han mærkede hendes arme forsvinde og smilede let, "DU må altså gerne Cal..." smilede han og aede hendes kinder. "jeg har ikk noget i mod det hvis du ikk har."

Caley så på ham og smilede "Du er ikke barnlig" sagde hun og hævede det ene bryn, inden at hun slap et lille grin, forsigtigt førte hun sine arme op omkring hans nakke igen, og kiggede ham ind i øjnene. "Får jeg dig at se igen?" spurgte hun nysgerrigt og fugtede let sine læber. Imens at hun betragtede ham. Caley ville gerne møde ham igen og lærer ham bedre at kende. Hun syntes meget om ham, selv ved det første møde. "Da jeg gerne vil se dig igen" sagde hun med en hviskende tone i stemmen, imens at hun stadigvæk kiggede ind i hans øjne, lod sine grønne øjne hvile på ham.

Han kiggede på hende og nikkede let, "Det kan vi da godt!" smilede han glad og nikkede. Han aede hendes hoved glad og krammede hende en smule. Han kiggede hende i øjnene, "Du ser ud til at være rimelig ligeglad med at mine øjne har hver deres farve?" sagde han og satte hovedet på skrå. Han havde ikk noget i mod at være så tæt på hende, men normalt var folk lidt bange for hans øjne. Og troede han ville gøre dem noget. "Men jeg håber da vi mødes igen, jeg vil stadig gerne hjælpe dig lidt på vej..." smilede han let og aede hendes kind blidt med håndryggen.

"Mhm.. er ikke bange" sagde hun roligt og sendte et charmerende smil. Og hun løj ikke, der skulle meget til for at skræmme hende. "Hvordan vil du hjælpe mig?" spurgte hun nysgerrigt imens at hun betragtede ham, lagde sin ene hånd oven på hans, imens at hun nød hans nussen. Langsomt lod hun glide hans hånd længere ned mod hendes bryster, hun vidste ikke hvad der gik af hende, "Men.. selvfølgelig.. det er jo ikke altid jeg har den hårde facade" hviskede hun.

Han tænkte sig om og rystede på hovedet, "jeg ved det ikk, men du virker på en måde bare lidt... tabt. Altså det med at du ikk kan stole på hankøn, men det betyder ikk du ikk kan finde vej igen." smielde han og lagde ikk så meget mærke til hvad hun lavede. Han smilede let og nussede hendes kind med sin anden hånd, "Nej, mange laver bare skuespil for at virke seje, eller noget. Men du burde have den her side hele tiden. Den klæder dig mere..." smilede han glad og aede hendes hoved bagefter.

"Det kommer an på hvem jeg møder... nogen er jo også onde i sig selv" sagde hun stille imens at hun kiggede på ham, og smilede lidt. "Har nogen gange også humørsvingninger.." mumlede hun og lagde sit hoved på skrå, "Men fordi du siger det.. vil jeg prøve på at have den side af mig som jeg har nu hele tiden" smilede hun svagt, det var som om at han kunne sige noget som hun skulle gøre også gjorde hun det, hun følte sig virkelig tryg hos ham og hun følte at de kendte hinanden allerede, selvom de ikke gjorde og hun vidste godt at hun ikke skulle gå frem så hurtigt, men alligevel havde hun lyst til det, og det kunne han måske godt mærke? Ellers så håbede hun bare på at han skubbede hende væk hvis det var, "Mhm.. måske" sagde hun hentydet til det som han sagde om at hun virkede lidt tabt. Hun lagde hans hånd på hendes ene bryst, "..Du må..gerne" sagde hun stille og bed sig diskret i underlæben, rødmede en smule, "Hvis du altså.. vil" smilede hun.

Han smilede glad, "Det lyder godt!" sagde han og nussede hendes hoved. "men bare fordi jeg siger det, skal du ikk gøre det..." smilede han let og kiggede hende i øjnene. Han rødmede og mærkede hvor hans hånd var, han tog den til sig og tænkte ikk over at hun aktisk havde ført hans hånd derhen. "Undskyld...!" han kiggede på sin hånd. "jeg aner ikk hvad den lavede der, tror jeg kom til at slappe af i den. Ikk lade det falde forkert ind!" han stoppede lidt efter og kiggede på hende. "Hva mener du?" han satte hovedet på skrå. Han lagde sine hænder på hver af hendes kinder og fik hende til at at kigge på ham. "Jeg troede ikk du ville sådan noget?" han satte hovedet på skrå og fortod ikk helt. "Hvorfor vil du pludselig nu? Desuden... Så er vi jo venner."

Hun kiggede på ham og hendes øjne skimtede næsten som om at hun skulle til at græde. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare på det, hun trak svagt på skulderen, "Undskyld" mumlede hun og vendte sit blik ned mod sig selv, det hun havde gjort var alt forkert fra hendes natur. Men hun fik et andet syn af det, når hun var sammen med Manda. "Jeg burde nok gå.." sagde hun stille og vidste ikke rigtig hvor hun skulle kigge hen, hun følte sig ynkelig og havde lyst til at gemme sig? Eller det som var værre at finde nogle andre mænd.. og dræbe dem.