From Human, to Angel.

Det hjalp at have boet i Terre et par år snart, så kendte man smutvejende, selvom det var med livet på spil man brugte dem, men nu var sommeren godt på vej, så hvorfor bekymre sig om vampyrer, når solen stadig ikke var gået ned. Den var godt nok på vej ned bag de store højhuse, men hele byen var stadig farvet i en blodrød farve der gav et smukt skue. Den sandfarvet skuldre taske hang over skuldren på Eric mens han med relativ hurtige og lange skridt gik igennem byens gyder der lå som et indvinklet system foran ham. Han var dog sikker på hvilke vej han skulle gå, og trods han kun lige var trådt ind på de smalle 'veje' var han sikker på at om syv minutter ville han igen være ude.
Han var iklædt en mærk læderjakke, der stod åben, så man kunne se en mørkeblå skjorte indenunder, hvor de øverste knapper stod åbent. Trods det ikke var helt sommer, var varmen kommet. Det var den dumme årstid hvor man ikke rigtig kunne beslutte sig om man skulle tage overtøj på, eller om man skulle lade værre. De fleste blev syge, bare ikke Eric, for han tog altid for meget tøj, og svedte som en hest når han kom hjem, men det var jo hans problem, og da han boede alene, var der ingen der kunne påpege at han havde taget for meget tøj på.
Hvorfor han havde alt det hastværk med at komme hjem vidste han ikke, det var ikke ligefrem fordi der var nogle der ventede når han kom op på hans værelse, med mindre der var nogle der havde låst sig ind, og syntes det var rigtig hyggeligt at læse finsk eller høre noget af alt hans underlige musik, eller måske skulle man håbe der var nogle der tog sig den udlejlighed og lavede hans aflevering til fysik? Det ville være en dejlig overraskelse at komme hjem til, men chancerne for at en eller anden fysiknørd havde gjort det var så godt som ikke eksisterende.
Lyden af Erics skridt nåde op til hans øre, og blandede sig med lydene fra den store vej der lå bag ham, hvor bilerne summede frem og tilbage, mens ejerne pendlede frem og tilbage mellem hjem og arbejde. Det var en skam at mennesker var så optaget af tid, penge og aldrig at nyde livet. Han kunne genkende det fra sig selv, der var ikke meget kærlighed i livet. Folk burde være mere glade for livet, for de havde kun ét, og man vidste jo aldrig hvornår det sluttede.
Eric skubbede kort efter de dyster tanker væk fra sig, og koncentrerede sig om at holde lugten af affald ude af sin næse, mens han gik forbi tre store skraldespande fyldt med gamle grøntsager hvor der var et helt flue univers der fløj omkring. Hvorfor var der nogle der smed deres affald i tønder, og satte dem væk, det ville jo ikke få det ildelugtende stads væk, de ville bare komme til at lugte. Fra tanker om skrald, gled de videre over i noget biologi, om biologisk nedbrydning samt brandstof, hvorfra de stoppede og gik over i et nyt emne ...

Trods Eric normalt ikke plejede at gå galt, selvom han gik i sine tanker, var det alligevel lykkes ham, desværre. Da han forlod tankernes verden, kunne han med det samme se at der var noget galt. Der stod godt nok ikke en eller anden idiot med en kniv og troede han kunne få hele verden til at vende på hoved med en kommando, men omgivelserne så bestemt forkerte ud. Hvis han huskede rigtig, hvilke han næsten altid gjorde, ville han skulle være ved et kryds, hvor to af vejene skulle krydse, men det han så på var endnu en gammel snusket gyde, der stank langt væk af alt muligt lort en eller eller anden idiot havde gemt væk til senere brug. En lav brummen fandt vej fra Eric, idet han skyndte sig at vende ryggen til den ildelugtende gyde, for at komme væk så hurtigt som muligt.
Ud over lugten kunne det også på husene ses at han var forkert på den. Hans velkendte smutvej lå i den ofte mere ryddelige del af byen, hvor man sjældent ville se tiggere og andet. Hvorfor helt præcist vidste han ikke, men hvis han vidste hvilke by han havde besluttet sig at bo sætte sig i, ville han vide at det var på grund af nattens børn, eller andre knap så velsindet væsner der holdte gaderne rene, men han gik i sin lille bobbel og troede ... ja, hvem troede han egenligt ville gøre rent? Nu han tænkte over det havde han ikke nogle ideer om hvem det kunne være, men det fandt han sikkert ud af før eller siden. Nu handlede det om ikke at falde i tankernes verden igen, for ellers nåde han ikke at komme hjem før mørket for alvor faldt på, hvilke ikke ligefrem var noget han ville. Trods han ikke havde nogen anelse om magiske væsner, og alt det andet magiske i verden, så var han udemærket klar over at der skete en del besynderlige dødsfald i byen, men folk sagde at med det rette værktøj, det vil sige våben, skulle man nok klare sig. Eric var dog ikke typen der gik rundt med knive på sig, først og fremmest fordi han ikke mente det var nødvendigt, men også fordi det helt stikkeret ville ende galt hvis han prøvede at gøre brug af dem.
Han håbede han var født under den rigtige stjerne, og så måtte han altså skvatte død om hvis det var tilfælde at han ikke var født under en så heldig stjerne. Man kunne jo ikke gå og bekymre sig om døden hele tiden, det ville alligevel ikke gavne noget i det lange løb. Igen greb Eric sig selv i at forsvinde i tanker, så han trak sig selv op til overfladen tids nok til at dreje ned af den nye vej, der indikerede at han nu var på rette spor, igen. Det kunne se kønt ud at fimse rundt i disse gyder til langt ud på natten, fordi man havde glemt at bruge øjne, men var fordybet i tanker om hvorfor et æble faldt til jorden når man slap det. Det vidste alle jo var på grund af tyngdekraften, eller det vidste alle der havde en højre IQ end 60. Inden Eric igen begyndte at tænke for meget, rettede han på tasken der hang over hans skuldre, og besluttede sig for at den næste dag ville han tage cyklen, det tog simpelthen for lang tid at gå hjem, hvis han skulle drive rundt i tanker. Når man cyklede gik det hurtigere, plus at han ikke fik alt den tid til at tænke, hvilke måtte være godt.

Der var ingen der kunne lide at få forskrækkelser, og heller ikke Eric, så han blev ikke ligefrem glad over at se drengen der pludselig væltede ud fra sit skjul med en kniv i hånden. Det første han ville var at vende om, og løbe væk, eller på en eller anden måde at komme væk, men da der pludselig kom en masse utydelig ord ud af drengens mund stoppede han op, og stirrede endnu mere overrasket på manden, der pludselig var henne ved ham, og holdte fast i ham ved kraven. Eric kunne ikke helt finde ud af om han skulle blive bange, eller hvad han skulle stille op med sig selv. Han forstod overordnet med manden snakkede om, men hvis han skulle forstå det helt helt præcise i drengens ord måtte han give op, eller så måtte drengen prøve at sige det hele igen, lidt langsommere og roligt.
Det næste der blev spyttet ud, forstod Eric udemærket godt, og han kunne heller ikke se at han havde så mange andre valg, det var ikke ligefrem fordi han kunne stille så meget op imod drengen og snakkede et meget accent præget fransk. Det var lige før Eric overvejede om det var et helt andet sprog, men det var det sikkert ikke, så ville han have hørt om det. At komme væk var det der stod først på listen ved mennesket, han skulle væk, og det kunne ikke gå stærkt nok, og det hjalp heller ikke ligefrem at drengen begyndte at knurre som en hund. Hvad var der galt med den dreng? Det hjalp heller ikke ligefrem, da manden begyndte at ryste og sitre begyndte Eric for alvor at ville væk. Han greb fat i drengens knytnæve der holdt fast omkring kraven på hans skjorte, som han prøvede at fjerne ved at lirke sin hånd ind mellem mandens fingre for at få dem til at give slip.
Eric havde som et hvert andet menneske selvfølgelig overvejet om han ikke skulle prøve at snakke med manden, men da han var begyndt at knurre og alt det stads, var tankerne forsvundet, og erstattet af tanken: Flygt! Det var lettere sagt end gjort. Mandens greb var betydelig stærkere end hvad Eric først lige havde forventet, stærkere end han mente at kunne huske en dreng i den alder kunne holde. Forvirret kiggede han kort op mod drengen med det unaturlige stærke greb, før han igen fjernede blikket og greb fat drengens tommelfinger for at få den fri. Hvis det lykkes ham, ville han vride den bagover, så langt som han kunne inden der ville lyde et knæk, eller drengen ville bruge sin kniv.
Hvis tommelfinger fidusen ikke virkede, måtte han ty til det kvinder normalt gjorde brug af. Han ville sigte, før han med hjælp fra mandens hånd, holdte balancen, så han kunne sigte efter mandens skridt. Hvis det havde været muligt at sigte efter drengens mave, havde han sikkert gjordet, men det var umuligt, så han måtte sigte et andet sted hen.