Right here waiting for you.

Sted: Et sted inde i parken Sombre.
Vejr: Det er lidt køligt, men der er helt vindstille, og det hverken sner eller regner.
Omgivelser: Der er ikke et øje, på nær ham selv.
Tid: Klokken nærmer sig nok de 9-10 stykker, hvis ikke mere.

Der var usædvanligt øde, her i parken, denne helt almindelige hverdagsaften. Der plejede ellers altid at være op til flere personer, der enten bare sad på en bænk og snakkede, eller var ude for at gå sig en lille aftenstur, men i dag, var her helt stille. Det var den femte dag af det nye år, og Chase havde med nød og næppe overlevet den vilde nytårsfest, han havde været til den 31. december, kunne egentlig ikke huske særlig meget af, hvad der var sket, udover at hans hus havde lignet et bombet lokum, da han vågnede op dagen efter. Den forholdsvis høje halvdæmon stod og trippede lidt utålmodigt på stedet, og var for en gangs skyld ikke klædt i det tætsiddende lædertøj, var i stedet for strukket i et sort jakkesæt, med slips og hele baduljen. Hans sorte, tykke hår var tilmed strøget let tilbage, så hans blege ansigt var helt synligt. Det var bestemt ikke hans foretrukne påklædning, men han havde tvunget sig selv ned i det, nu hvor han alligevel havde haft en smoking hængende i skabet; han kunne faktisk ikke mindes nogensinde at have brugt den før nu. Han bed sig svagt i underlæben og lod sit blik køre op mod den mørke himmel, med de få skyer på, tog en dyb indånding, hvilket fik hans brystkasse til at hæve sig markant, hvorefter vendte blikket mod sig selv, skøjtede nedover det alt for fine tøj og sukkede sagte. Hvad var klokken? Det føltes som om, han havde stået herude i en evighed, men det var nok ikke gået meget mere end højst et lille kvarter. Halvvampyren skrabede let i jorden med den ene skosnude, havde dog ikke skiftet militærstøvlerne ud, for han nægtede at have andre på end dem. Chase rettede kort på de blomster, han holdt i hånden, vendte følgende sine øjnes opmærksomhed mod luften, foran sig, begyndte lidt rastløst at vugge fra side til side, stod skiftevis på den ene og den anden fod. Kom hun ikke snart?

Der var allerede ret mørkt udenfor. Ikke overraskende men alligevel håbede hun at det snart ville lyse op som om sommeren. Hun elskede sommeren. Men nok mest foråret når alt kom frem igen. Hvor skoven igen fik sine grønne blade. Med let forsigtige skridt trippede hun af sted gennem byen. De enkle sorte ballerinaer var blevet en smule mudrede af den våde jordbund fra skoven men ved at gå gennem det høje dugfugtige græs fik det renset dem lidt. Bedre kunne det ikke blive lige nu.
Der var han. Amelia stoppede op i det at hun kunne skimme hybriden lidt fra hende. Sørgede for at hun ikke var blevet opdaget endnu. Hun betragtede ham. Havde egentligt ikke forventet at se ham i den mundering. Men hun syntes ikke det var noget dårligt syn. Et smil dansede op i hendes bløde læber lod sig se lidt ned af sig selv. Børstede lidt støv af kjolens skørt der virkede lidt luftig på grund af en form for tul indenunder det mørkeblå stof. Hun rettede på det brede røde silkebånd der var omkring hendes talje som skilte kjolen i top og skørt. Måske mindede den lidt for børnehaveagtigt. En klump blev synket ved denne tanke. Men hun havde stadig ikke ville komme alt for meget shinet op. Havde jo haft ingen idé om hvad der skulle ske. Hun trak det lille kort frem og læste igen ordene inden det igen blev puttet væk i den usynlige lomme i kjolen. Mød mig i parken. Hun fugtede sine læber igen og med en dyb indånding forsatte hun sin trippen. Nu med retning direkte mod Chase. Hurtigt og diskret blev hendes ene hånd ført op til hendes kravebens område hvor hendes fingre fulgte den fine kæde hun havde om halsen. Og hendes smil voksede blot. Hun følte sig mere selvsikker igen. Og der var ingen grund til at mugge.
”Undskyld hvis jeg er lidt sent på den.” lød hendes søde stemme igen at hun tog de sidste skridt hen mod denne unge mand foran sig. Et let undskyldende buk kom fra hende ved at bøje hovedet med hænderne samlet foran sig. Og da hun så op blev hendes hasselnøddebrune øjne med det samme rettet op mod hans. Og med samme smil som kun hun kunne fremmane. En hånd strøg roligt en vildfaren tot af hendes lange fyldige hår væk fra hendes ansigt og det var ret tydeligt hvordan hendes kinder allerede havde fået denne velkendte røde blussen. Hun tillod sig at betragte ham endnu mere. Han så godt nok anderledes ud og hun havde lidt svært ved at vænne sig til det men hun kunne stadig lide det. Han lignede en rigtig gentleman. Også med de robuste støvler. Det var vel hans kendetegn. ”Hvor ser du godt ud.” komplimenterede hun ham så med et større smil og sit hoved på skrå. Men kunne godt se på hende at det morede hende en smule men samtidig kunne man skam også se at hun ikke løj. Han havde måske også allerede opdaget at lyve ikke var noget hun var skabt til. Var elendig til det. Måske var det det der havde fået dem sammen?

Det gibbede svagt i ham, idet lyden af den velkendte stemme brød den næsten uudholdelige stilhed, der syntes at have ligget over parken som et stort, tykt, lydtæt tæppe stort set hele aftenen. Chase kastede af ren refleks sit blik i den retning, stemmen var kommet fra, hvor det med det samme landede på den unge aspara, blev hurtigt smittet af hendes smil og vendte selv sine mundvige en anelse opad, smilede blot til hende som for at sige, at det ikke gjorde noget, selvom han ganske vist havde været ved at gå op i sømmene af bar rastløshed. Men alt det var fuldstændig ligemeget, for nu var hun her, lige foran ham, og det varede heller ikke meget mere end to sekunder, før han var helt henne ved hende. "Det ved jeg da godt," svarede han til hendes kompliment med et enormt smørret smil, hvorpå han lod sit blik køre en enkelt gang ned af hende, og så retur igen, op til hendes ansigt, fæstnede det dér og trak hende dernæst tæt ind til sig, ved at ligge sin frie hånds arm rundt om hendes talje. "Du ser heller ikke så værst ud selv," sagde han så, dæmpet, bøjede sig lidt ned og satte sine læber mod hendes i et lidenskabeligt kys, holdt det i noget tid, inden han trak armen til sig igen og trådte et lille skridt bagud. Han rettede diskret på slipset, før han rakte blomsterbundtet frem imod asparaen, og lod først sin arm falde ned på plads igen, da hun havde taget dem ud af hånden på ham, sendte hende et bredt smil, hvorefter han stillede sig hen på højre side af hende og løftede sin venstre arm, som han bukkede ved albuen. Derpå nikkede han kort ned mod armen, for at sige, at hun skulle tage fat i den og begyndte følgende at trække afsted med hende, i et roligt tempo, med kursen sat mod en af de bænke, der var placeret flere steder i parken. Halvdæmonen stoppede op, efter de var nået hen til destinationen, lod let sin arm glide ud af hendes greb, vendte sig en halv omgang rundt, og dumpede ned på bænken, hvornæst han klappede på pladsen ved siden af sig, hentydede med dét til, at hun skulle sætte sig ned ved siden af ham. "Jeg har savnet dig," fortalte han med et kærligt smil, før han tog Amelias hånd, i samme sekund hun satte sig, flettede straks sine fingre ind i hendes og kærtegnede forsigtigt hendes håndryg med tommelfingeren. Han løftede hænderne, både sin egen samt asparaens, plantede et enkelt kys ovenpå hendes hånd, inden han lænede sig helt ind mod hende og kyssede hende kort på munden.

Det var først idet at han rakte hende blomsterne at hun faktisk lagde mærke til dem. Blev en smule overrasket men tøvede egentligt ikke med at roligt række ud efter dem og tage dem til sig. Stille og roligt med blide bevægelse. Ikke skyndende. Førte dem op til sit ansigt og indsnusede den dejlige duft. ”Tusinde tak.” På en måde kunne hun ikke lade være med at dømme p sig selv at hun ikke have set Chase som den romantiske type. Men det vidste sig så alligevel at han havde den del i sig. Hun smilede næsten mere og mere for hver gang man så hendes ansigt. Og det strålede som altid ud af hendes naturlige øjne der i få omgange havde den evne at kunne tryllebinde folk. Hendes kinder havde endnu den lille røde glød fra hans kompliment som hun studerede hvorfor denne halvdæmon kom gående mod hende. Eller det så lidt ud som om at han var tæt på at gå forbi hende. Men som han stoppede ved siden af hende forstod hun hurtigt budskabet. Hun lagde buketten i sin ene arm længest fra ham inden hun så førte sin anden arm ind under hans arm og tog ganske elegant fat omkring den. Fulgte frivilligt med ham og lod sige som ham sig sætte på bænken de var nået til.

Amelia havde ikke brug for at se ned på deres hænder for at også flette sine fingre ind i hans. Forholdt sit blik mod hans ansigt. Mod hans øjne og kunne kun lige mærke da han kyssede hendes hånd. ”Jeg har også savnet dig.” nåede hun blot lige at få frem inden hun igen fik lukket munden via hans kys. Det var næsten som om at hver gang deres læber mødtes blev hun svag overfor det. Som kunne hun ikke gøre den mindste modstand. Hun forholdt deres ansigter tæt p hinanden og holdt øjenkontakten som var kommet da deres øjne havde åbnet sig. Hun fugtede sagte sine læber inden hun fik skilt dem af igen. ”Jeg..” fik hun startet op. Hviskende så de han lige kunne hører det. Og afsluttede så: ”Jeg elsker dig.” Selv kunne hun føle hvordan hendes kinder atter blussede op. Det havde vel været hårdt for hende at sige de tre ord. Også selvom at hun vidste det var sandt. Det var nok mest på grund af at det havde virket så nemt for ham at hun var blevet helt mundlam.
Endnu et kort kys blev plantet på hans mund inden hun træk sig mere tilbage. Det var pludselig som om at en skygge faktisk havde lagt sig over hende. At se sin egne øjne blive spejlet i hans så nemt uden hår imellem fik ord til at komme frem. Holdt dem nede. Men så kom billederne. Ikke af hende. Ikke af ham. Hun fik forsigtigt foldet sin hånd ud af hans inden hun så lagde blomsterne på den anden side af hende på bænken. ”Hør..Chase.” Hun rettede sit blik mod sit skød. Hendes ben blev hun trukket op til hende og armene svunget omkring. Dette var en dårlig idé. Men det var nok nødvendig. Eller var det? Hun rystede rimelig voldsomt på hovedet inden hun så igen lyste op. Så igen mod hybriden og hendes smil var gendannet. ”Nej ved du hvad. Det er lige meget. Kan alligevel ikke helt huske det jeg ville sige.” Hendes ben blev lagt i en mere eller mindre smidig skrædderstilling og en hånd blev ført op for at stryge en vildfaren tot, der havde kommet ind over hendes ansigt, væk. ”Undskyld jeg spacede lidt ud. Det er nok alle de mørke dagtimer..” Hun tav igen men forholdt det glade ansigt fremme. Et sted løj hun ikke. Men samtidig gjorde hun. Men han ville nok ikke finde ud af det.

"Jeg elsker også dig." Der var ikke gået meget mere end højst to sekunder, før han havde svaret, og havde ikke tøvet det mindste med at få det sagt. Chase gengældte det kortvarige kys, som han med stor modvilje måtte trække sig ud af igen, da hun afsluttede det, og rettede sig følgende op, så han sad med helt rank ryg, lænet op af bænkens ryglæn. Halvdæmonen tiltede hovedet en anelse til den ene side, idet hendes hånd smuttede ud af hans, rynkede de mørke bryn en lille smule, imens han betragtede hende, som hun trak benene op til sig og slyngede armene rundt omkring dem, præcis ligesom hun altid plejede at sidde, hvorpå han løftede en arm for at ligge den rundt om hendes overarme og trykkede hende forsigtigt ind til sig. Han spidsede opmærksomt ørene, eftersom hun havde bedt ham om at høre efter og ventede lidt utålmodigt på, at hun fik munden på gled, og fik sagt det, hun ville fortælle ham. Det, der kom ud af hendes mund, fik ham endnu en gang til at rynke øjenbrynene og så en kende utilfredst på hende. Så let slap hun ikke; han kunne, uden problemer, se på hende, at det ikke var sandt. Hun kunne sagtens huske det - om hun så ville sige det, det var straks noget helt andet, men han havde ikke rigtig tænkt sig at give hende noget valg, nu hvor hun i den grad havde vakt hans interesse, og gjort ham nysgerrig. Han kneb sine øjne sammen, så de blot var to små, smalle sprækker i hans blege ansigt og skulede lidt olmt til hende, i noget der føltes som et uendeligt tidsrum, før han selv åbnede sin mund en anelse for at lukke nogle ord ud. "Du lyver," sagde han lavmælt, før han så blødte op i et lille smil og åbnede øjnene helt igen, men havde skam ikke givet op af dén grund. "Sig det nu. Du kan sige alt til mig," forsikrede han hende om, og gav hendes ene overarm et nænsomt klem. "Du skal sige alt til mig," rettede han hurtigt med et lettere drillende smil og kyssede hende på hovedet, udenpå håret, så afventende mod hende og lod spidserne af sine fingre på dén hånd, vis arm han havde lagt rundt om hende, skøjte let op og ned ad hendes arm.

Amelia blev nok alligevel lidt overrasket over at han ikke troede på hende men så hurtigt efter grunden. Hun var virkelig elendig til det og hun vidste det godt selv nu. Hvorfor overhoved prøve og skjule noget hun allerede havde afsløret godt og vel. Det var noget af det mest åbenlyste ved hende. Hvor hun egentligt hadede det. Hun tillod sig dog at læne sig ganske lidt ind mod hans overkrop som hans arm var omkring hendes skuldre. Hun kunne godt lide at sidde sådan. Med ham. Men tanken om at skulle fortælle ham det nev hende virkelig over alt. Stak i brystet men hang som en byrde over hendes skuldre. ”Jeg..Jeg ved det.” fik hun frem og sørgede så vidt muligt at ikke at se ham direkte i øjnene. Turde det næsten ikke. Ordene pressede sig på og hun havde en lille lyst til bare at få det overstået. Hvad kunne der egentligt ske?
Hun fik sat sine fødder mod jorden igen men hurtigt fik igen ført dem op på bænken. Til den ene side og på denne måde lå mere op ad Chase. Puttede sig let ind til ham som hun nød kulden både fra ham og vinden. En hånd blev lagt mod hans brystkasse mens den anden holdt støttende mod bænkens flade. Spyt samlede sig hurtigt i munden på hende og hun syntes hele tiden at synke. Som en klump der sad fast og bare ikke ville forsvinde igen. Gjorde det umuligt for hende at sige noget. Men det endte selvfølgelig med at den endelig forsvandt og så blev hendes læber skilt ad. Og sandheden kom endelig frem. ”…Du er far.” Det var virkelig som en hvisken. Helt stille. Mumlende. Forsøgte at gøre det muligt for ham at høre hende. Der gik heller ikke specielt lang tiden inden hun gemte sit ansigt ind mod ham. Og foldede sig igen sammen ved at trække benene mere mod hende. Prøvede vel at komme i foster stilling. Lod sit hår falde ned og skjulte også hendes ansigt. Hun var egentligt ret bange for konsekvenserne. Hun havde ingen idé omkring hvordan han ville reagere. Men et eller anden sad bare hele tiden og sagde det ikke ville ende godt. Hun havde det egentligt ikke særlig godt lige nu. Dog tvang hun sig selv til at blive som nu. Trak vejret lidt tunget men stadig roligt. Håbede virkelig for det bedste. Og at han forstod hende.

Hans nysgerrighed syntes langsomt at æde ham op indefra, som han sad der, med blikket fæstnet mod hende, og måtte op til flere gange tage en dyb indånding for at holde den lidt ubehagelige, trykkende stilhed ud, der havde lagt sig over dem som et stort og tykt, tungt tæppe. Da hun lagde sig helt ind til ham, fik han også listet sin anden arm rundt om hende, flettede sine egne fingre ind i hinanden og plantede endnu et kys ovenpå hendes hoved, hvorefter han rettede sit blik fremad, stirrede blot ud i den tomme, blå luft i noget tid, men slog det med det samme tilbage på hende, netop som hendes stemme brød tavsheden. Halvdæmonens underkæbe drattede med ét til jorden, sekundet efter han havde opfattet, det hun havde sagt, og så måbende på Amelia, måtte virkelig tage sig sammen, før han fik lukket munden i, igen. De mørke øjne så fuldstændig tomme ud, og samtidig enormt fortvivlede, lignede et kort øjeblik en fortabt hundehvalp, der ikke anede, hvad den skulle stille op, eller hvor den skulle gå hen. Chase bed tænderne sammen og rørte dernæst endelig på sig, da han trak armene til sig i ét hug, for derpå at vende hovedet væk fra hende, bøjede sig en smule forover og satte en albuerne mod sine knæ, ét på hver, inden han gemte sit ansigt i håndfladerne. Hans brystkasse hævede sig markant, idet han tog en stor, dyb indånding, hvilket dog ikke kunne ses, på grund af den måde, han sad på, men det var tydeligt at se, at han virkelig måtte tage sig sammen for ikke at bryde ud i ukontrollabel vrede. Nej. Det kunne ikke være rigtigt. Hun måtte joke - ikke? Hele hans verden syntes pludselig at falde sammen omkring ham, efterlod en tung støvsky, der hvilede over de smuldrede mursten, som han nu var begravet i. Han bed sig hårdt i underlæben, og kun lige blødt nok til, at der ikke gik hul, lod fingrene løbe igennem håret og greb fat om nogle af de sorte hårtotter, forsøgte at gennemgå alle de gange, de havde været sammen. Nej, det kunne ikke være rigtigt. Det måtte det ikke være! Det ..... Halvvampyren rejste sig lynhurtigt op fra parkbænken, efter at have sluppet håret igen, vendte sig straks om for at give bænken sådan et kraftigt spark, at det faktisk lykkedes ham at rykke den et godt stykke, skønt hun endnu sad på den. "Fuckinglortepis!" bandede han højlydt og marcherede derefter et godt stykke væk fra hende, sparkede arrigt til græsplænen, så der fløj græsstrå op fra jorden, fortsatte med at remse en lang række skældsord op, mens han vadede frem og tilbage. Han stoppede brat, midt i sin vandren, og drejede en kvart omgang rundt på hælen, således at han nu stod med fronten til hende, hvorpå han tog de få skridt, der var hen til asparaen og bukkede sig ned mod hende, så hans hoved var i samme højde som hendes, da han var nået derhen. Chase anbragte den ene hånd mod bænkeryglænet bag hende, havde knebet sine øjne en lille smule sammen og sendte hende et temmelig indædt, giftigt blik, hvornæst en svag, knurrende lyd kunne høres fra ham. "Hvorfor fanden fortæller mig du først det nu?" snerrede han sammenbidt og måtte tage al sin selvbeherskelse i brug for ikke at tyre en knyttet næve i fjæset på hende. Hybriden rettede sig atter op og lukkede sine øjne i et langt blink, prøvede at få bare nogenlunde styr på sin vejrtrækning igen, før han, med forholdsvis rolig stemme - det vil sige, han ikke råbte nær så højt denne gang - spurgte: "hvor er babyen?" Hvis det overhovedet stadigvæk var spæd. Hvor lang tid siden var det i det hele taget siden, det var sket? Han rystede svagt på hovedet. Det gjorde ham helt svimmel at tænke på det, hans tanker var allerede et stort kaos, og han havde svært ved at stå stille, eftersom en masse forvirrede og ~tvivlede blandede følelser syntes at have væltet frem i ham.

Amelia foldede sig atter skræmt sammen idet han sparkede fra sig. Havde et kort øjeblik troet det ville gå ud over hende og hendes øjne blev også lukket i som bænken stramlede med hende siddende. Hun følte hvor hurtigt hendes krop begyndte at ryste og hun følte endnu et stik i hendes brystkasse som hun kunne hører ham gå væk. Det havde virkelig været en dårlig idé. Hun havde ikke engang tænkt over denne reaktion. Han skræmte hende nærmest. Hun så meget langsomt op og til hendes held var han der stadig. Men den måde han trampede hen mod hende igen og den måde han hurtigt efter fik lænet sig ned mod hende fik hende til at vige tilbage. Hans ord var bebrejdende og hårde mod hende. Hendes øjne var spærret op og allerede havde tårer gjort dem blanke. Hendes ansigt havde atter fået et bange udtryk og det var egentligt tydelig at hun ikke havde det for godt i denne situation. Hun kunne ikke engang få ordene ud til at svare på hans spørgsmål. Kunne ikke finde et ordenligt svar.
Ganske forsigtigt med let nervøse bevægelser fik hun sat sig på bænken. Normalt med benene mod jorden. Så mod sit skød hvor hun havde lagt sine fine små hænder der nu var knuget let til. ”Hun..Hun er blevet placeret hos en familie..” lød hendes stemme så endelig. Svag og forsigtigt. Gråden gemte sig samtidig i stemmen. De salte dråber gled hurtigt ned over hendes kinder og videre ned på hendes hænder. ”Og jeg fortalte dig ikke noget fordi..jeg så ingen grund til det. Ikke før nu.” Et sagte snøft lød som hun også fik taget en dum indånding. Hun følte pludselig at hun havde gjort en synd. Også selvom at hun ikke selv ville kunne finde ud af at opfostre et barn. Og endelig så hun så op på Chase. Direkte mod ham. Ignorerede hendes tåre. Lagde hoved på skrå. ”Undskyld! Jeg burde have sagt noget men..” Nu kunne hun ikke holde det inde mere. Brød ud i en let gråd hvor at tårerne blev flere og flere. Med det samme blev benen trukket op og hun skjulte sit grædende ansigt for ham. Det var kun hendes rystende skuldre og den sagte lyd af gråd der afslørede hende nu. ”…men det var hårdt.” Hun pressede benene mere ind til sig som var hun mere beskyttet så mindre hun var. ”Jeg skulle nok ikke engang have bragt det op. Jeg er jo hverken hendes mor og du er ikke hendes far mere.” Det var nok også løgn. Men de var ikke dem der havde ansvaret får barnet mere. Den lille pige. Så hvordan kunne hun overhoved tillade sig at kalde sig en mor. Et kort øjeblik førte hun sit ansigt frem. Men blot for meget hurtigt at tørre sine kinder med sine hænder. Hun ville ikke græde. Der var ikke nogen grund for det. Hun bude vare stærk nok. Men hun følte stadig de isnende gys gennem kroppen som gjorde hendes sensitiv. Dette var noget lort..

Hvis blikke kunne dræbe, ville hun have faldet død om på stedet, idet han fikserede øjnene på hende, efter kort at have set op mod den mørke himmel. En anden familie? Han knyttede arrigt sine hænder, og måtte bide sig selv i tungen, for at stoppe sig selv i at afbryde hende, lyttede sammenbidt til alt det, hun havde at sige, klemte til sidst næverne så meget sammen, at hans knoer blev kridhvide. Den konstant ophobende vrede indeni ham, fik ham helt til at sitre, og han mindede mest af alt om en stor, tikkende bombe, som kunne springe i luften, når som helst det skulle være, ventede blot på at der var nogen, der var dum nok til at trykke på udløseren; og det varede ikke særlig længe, før det lykkedes hende at gøre det. Amelias sidste ord fik ham til at eksplodere, og han løftede automatisk en af de knyttede hænder over hovedet, som skulle han til at slå hende, men han stoppede mit i bevægelsen, stod bare og så ned på hende med et hadsk blik. "Næste gang du siger dét, så sværger jeg, at jeg smadrer dig!" hvislede han med et truende tonefald, lod næven hænge i luften i lidt tid endnu, før han så endelig fik tvunget den ned, men forholdt den knyttet. Chase havde ignoreret hendes gråd fuldstændigt, det rørte ham ikke det mindste, og derfor fortsatte han blot med at lade som ingenting, og undgik at kommentere det. Hans åndedræt var endnu en gang blevet en kende for heftigt, og han måtte tage op til flere dybe indåndinger, for at gøre den bare en lille smule mere rolig, så han kunne få sagt noget, uden det ville komme til at lyde som om han var ved at kvæles i sine egne egne vejrtrækninger. "Hvordan helvede kan du gå rundt og tro, at hvis du bare lader være med at sige noget, så ender det hele nok godt? Men ved du hvad, prinsesse? Sådan er den virkelige verden ikke!" knurrede han, højt, fastholdt hele tiden blikket på hende og holdt en kort pause, før han fortsatte: "Så, hvad? Har jeg intet at sige? Du vil skide på min mening, ikke? Du er fucking ligeglad med, hvad jeg synes, om det her." Han sendte en spytklat ned mod jorden, lige foran hendes sko, og bed sig hårdt i underlæben. Hvis man så rigtig, rigtig godt efter, kunne det næsten se ud som om, han var ved at græde; men det var lidt svært at bedømme, især fordi han ikke længere kiggede på hende, havde vendt sit blik væk fra asparaen og så ud i luften, ved siden af sig. Sådan stod han i rimelig lang tid, men han var skam langt fra færdig med at råbe ad hende. "Hvis jeg ikke skal være hendes far, er der satme heller ikke et eller andet fremmed røvhul, der skal gå rundt og spille forælder for hende!" Han var vred nu. Virkelig vred. Raseriet lyste nærmest ud af hans øjne, der endnu var klemt en smule sammen. "Stik mig deres adresse." Halvdæmonens stemme lød en anelse mere fattet, og han råbte ikke længere, men undertonen var stadigvæk bestemt og rimelig hård, så der kunne ikke være meget tvivl om, at han nægtede at acceptere et nej. "Nu!"

”Jamen så dig da hvad du har at sige til det!!” råbte hun så pludselig. Det var ikke en ting man plejede at hører fra hende. Og især ikke i det toneleje. Det var som om at hun med det samme sendte diskussionen tilbage. Men hun ville ikke sidde model til at blive dømt på hendes handlinger. Bare fordi han også var en del af den. ”Jeg har aldrig været ligeglad! Hverken med dig eller om hende! Det burde du vide..” Hun blev nød til at holde endnu en pause for at selv få hendes vejrtrækninger under kontrol. Hun følte allerede hvordan hun fik et ganske svagt besvær med det. Det gjorde ondt og det var nok mest derfor at hendes ene hænd havde grebet fast omkring hendes beklædning omkring hendes brystkasse. Idet han begyndte at plapre op omkring at være hendes far holdt hun sig igen ikke tilbage. Med rystende men stadig bestemte bevægelser kom hun op at stå i sin fulde højde. Endnu foran ham og ignorerede højdeforskellen. ”Så bliv dog hendes far!! Vil du selv kunne se på hende uden at mindes….” Det sidste var meget svagt og hun prøvede igen at holde det meget for sig selv. Hun havde råbt for meget. Havde sagt ting der ikke normalt ville komme fra hende. Men det var nu dejligt at komme af med den ukendte aggression.
Amelia stivnede ved hans sidste ord. Hun stirrede mod ham og man skulle næsten tro hun var overrasket. Tårerne havde brat stoppet men sad endnu og gjorde de hasselnøddebrune øjne blanke. Hun skulle lige til at sige nej. Benægte ham den. Men igen kunne hun ikke få ordene ud. Hun ville aldrig kunne finde på den slags. Ville aldrig forbyde ham se hende. Ønskede for ham at se hende. Møde hende. Hører den dejlige stemme hun havde. Men det var hårdt nu. Hun førte sine arme op omkring sig som frøs hun. Omfavnede sig selv. Rettede sit blik væk fra ham. Ned i jorden. Hun tøvede længe. Lod hans vente. ”Lobnecs Street..23.” kom det så endelig frem. Forsigtigt og stille. ”Det ligger i udkanten af Terre.” Selvom at hun nok selv havde faldet lidt til ro var det nu endnu mere tydeligt at hun var blevet såret. Det var tydeligt at det var gået direkte mod hende uden noget skjold imellem. Hun ejede ikke den slags sammen med ham. ”Hun hedder Jessica Og hun fylder 3 år til marts.” Det var nok mest for at give ham nogle flere informationer omkring hende. Hun vidste han ville tage af sted. Så hvorfor ikke gøre ham forberedt. Hun strammede grebet om sig selv og kæmpede vel for at holde sig på benene. Så atter mod ham. Hun virkede endelig mere moden i det. Havde stoppet gråden og ignorerede tårerne. ”Hun ligner dig…” afsluttede hun så af inden hun sendt sin ene hånd op til sin mund som når hun gumlede på sine ærmer. Var ligeglad med om hun ingen lange ærmer havde på nu. Satte bare forsigtigt sine tænder mod sin tommelfinger af nervøsitet.

Chase kneb læberne sammen, til en tynd streg, og stirrede indædt på hende, alt imens han så vidt som muligt prøvede at forholde sig i ro, under hendes snak. Hans krop sitrede stadigvæk svagt, og han havde mest af alt lyst til bare at sætte sig ned og græde; men det gjorde han selvfølgelig ikke. Det ville han ikke lade hende se. Det var slut med at betro sig til hende med noget som helst, mere. Hybriden måbede kort ved det næstsidste, hun sagde. Tre år? Havde hun holdt det her hemmeligt for ham i tre år? Nu, kunne det eddermame være nok. Han hævede en af sine, endnu knyttede, hænder og var kun, max, fem centimeter fra hendes ansigt, da lyden af hendes stemme, fik ham til at standse det slag, han ellers havde haft i sinde at give hende - hun lignede ham? Den snor, der havde holdt ham fast blev omsider klippet over, hvorefter han i én enkelt drejning vendte ryggen til hende og marcherede væk fra hende med bestemte, nærmest mekaniske skridt. På den ene eller anden måde, skulle han nok få fat i hende, om det så var med eller uden Amelia; han ville se hende. Bare tanken om, at der rendte et klamt, falskt bæst rundt og spillede hendes far, var nok til at få den boblende vrede indeni ham til at koge over. Det skulle kraftedme være løgn, at han ville lade den nar tage sig af dét job. Det var hans. Ingen andres. Halvdæmonen stoppede brat op, efter han ellers var nået et godt stykke væk fra hende, hvorpå han vadede direkte tilbage til hende igen, tog som det første fat i dén halskæde, han havde foræret hende, og hev hårdt ned i den, så låsen gik fra hinanden. "Hvor er du ynkelig," hvislede han spydigt, i samme øjeblik som han kylede halskæden ned på jorden. Chase vendte sig atter om, traskede til at starte med forholdsvist stille og roligt afsted, men satte så tempoet op, løb hurtigere og hurtigere, var til sidst slet ikke til at få øje på mere.

Venstre hånd - tjek. Højre hånd - tjek. Han trak de sorte læderhandsker, med de påsatte, slidte nitter over knoerne, godt ned over hænderne, før han tog de sidste få skridt, der var hen til den enorme motorcykel, som holdt ude foran hans garage. Jakkesættet var blevet forvist til en krog af hans værelse, og han var nu iklædt det sædvanlige tøj. De stramme læderbukser sad tæt ind til hans ben, og den tunge bikerjakke hang tung over hans skuldre udover en sort tanktop. Støvlerne var de samme, og den metalbelagte skobund klingede svagt, idet den blev sat mod jorden igen, efter han havde svunget det ene ben over kværnens saddel. Den store svensknøgle hvilede imellem hans håndflade og det ene håndtag, på styret. Hans øjne blev let knebet sammen, hvornæst han trykkede koblingshåndstaget ind og gav efterfølgende det andet, gas-, håndtaget et par ordentlige drej, hvilket straks fik motoren til højlydt at brumme, og derfra gik der ikke lang tid, inden han drønede afsted over den mørkegrå asfalt.
Halvvampyren hoppede hurtigt ned fra motorcyklen, netop som han var nået hen til sin endestation, skævede kort op til dét skilt, der var sømmet fast til husmuren. 23. Alt det raseri der havde hobet sig op indeni ham, kæmmede øjeblikkeligt over, da han havde fået slået sin kværns støtteben ned, og trådte ind på grunden. Han strammede sit tag rundt om skruenøglen, før han målbevist banede sig vej op til hoveddøren. Chase gav døren nogle hidsige spark, samtidig med at han hamrede løs på den som en gal. "LUK OP!" råbte han arrigt, affyrede et sidste spark imod den stakkels dør, for næstefter at give sig til at slå ned på dørhåndtaget med skruehovedet på svensknøglen, fik til sidst slået låsen fuldstændig i smadder og kunne derpå nemt få den op. Hybriden gav døren et kraftigt skub med skulderen, stillede sig i døråbningen og holdt den ituslåede dør oppe ved at presse en fod ind mod det nederste af den. Ventede.

Amelia fik et mindre chok idet kæden brutalt blevet revet af hendes hals. Hendes øjne blev klemt sammen i det øjeblik man kunne vel egentligt godt se på hende at det på en måde gjorde ondt i hende. Ikke kun psykisk men nu også fysisk. Hendes greb omkring sig selv blev endnu strammere og hun krummede sig en smule sammen som hun hørte hans ord blive gentaget i hovedet på hende. Og så var han væk. Det var tydeligt at hører på hvordan hans løbende skridt til sidst blev til et ekko. Hun kunne ikke fatte det. Hun havde da også ødelagt det hele. En fejl og så var det slut. Hvis hun havde vidst det ville hun endnu forholde sin mund lukket. Men et sted syntes den tidligere byrde på hendes skuldre at blive lettet. Hun åbnede igen sine øjne og meget langsomt satte hun sig på hug. Kørte først sine fingre end over kæden der bare lå på jorden inden hun fik taget sig sammen til at samle den op igen. Hvis hun ikke måtte have den vidste hun hvem. Igen brød tårerne ud og hun foldede sig atter helt sammen mens hun klemte hånden med kæden ind til sig. Hun følte sig så svag. Så. Så ynkelig.
Det gippede i hende efter hun, lidt tid havde siddet og gjort ingenting. Hun stivnede nærmest. ”Det..Det..” Det kunne han da ikke finde på at gøre? Tanken om det skræmte hende. ”Nej..” Hun følte pludselig at det ikke bare ville være et høfligt besøg når Chase var indblandet.

Med trampende skridt kom der nu endelig en til syne i huset. En mand i omkring de 25 år havde pludselig travlt med at finde ud af hvad alt postyret gik ud på. ”Hvad fanden laver du i mit hus?!” blev der råbt idet denne mand fik øje på hybriden der var trængt indendørs. Og der gik heller ikke længere tid inden en kvinde på omkring samme alder kom til syne på trappens trin. Et gisp lød fra hende og en hånd kom op over hendes mund. Hendes blik var foragtet og hendes ansigt fortalte at hun nok var bange. ”Skynd dig op, Viv!” råbte manden uden at tage blikket fra halvdæmonen. Knugede sine hænder omkring det tilfældige bat der var fundet frem og prøvede vel at true ham ud igen.
”Chase! STOP DET!!” lød det pludselig bag ham. Ude fra. Der hvor Amelia stod. Rystende ben og forpustede vejrtrækninger. Brystkassen kørte op og ned mens hun hev efter vejret gennem munden. ”BARE STOP!” Gråden kunne endnu høres i hendes stemme men hun havde fået den mere eller mindre under kontrol nu. Hendes kinder var nu stadig blussede og let fugtige og hendes hår var let uglet. Manden rettede med det samme blikket forbi Chase og så mod hende for hurtigt at se mod halvdæmonen. Skulle lige til at råbe op igen inden der blev helt stille da en anden gråd startede. Og der gik ikke lang tid inden trippende fødder hurtigt og fumlende kom hen over gulvet. Og ganske lidt efter kom dette lille barn til stede. Denne lille pige. Hun så bestemt ikke særlig gammel ud men stadig var hendes lange krøllede sorte hår allerede vokset til hendes skuldre. Unaturligt. Et tæppe som skjul trippede hun videre, grædende, hen manden for at dernæst at gribe fast i hans bukseben og skjulte sit ansigt ind mod det. Præcis som Amelia plejede at gøre. Men hendes nysgerrighed kom hurtigt på spil. Gråden var stoppet men idet at hun igen vidste sit ansigt, for at se mod den fremmede i hendes hjem, gled der endnu tårer ned over hendes æblekinder. Hendes ansigt var let blegt og hendes store uskyldige brune dådyrøjne blev fremhævet. Hendes små læber var svagt buttede. Mest underlæben. Og hvis man så ordenligt efter ville man kunne ane små bidemærker. ”Jessica! Ind på værelset igen!” råbte manden så. Nok lidt hårdt og med det samme blev hendes ansigt igen gemt ind mod hans ben. Nægtede stædigt at gøre det. ”Nu!”
Amelia kunne også se hende. Det var så længe siden og det eneste hun havde set af hende var et billede. Hun havde vokset og det var næsten helt rørende sådan igen at se hende. Det var nemt at se Jessica var hende. Men det var også nemt at se hun også vare Chase’s. Hun sank en klump og kunne ikke selv få flere ord frem. Hun kunne dog ikke rigtig lide det toneleje den ’nye’ far havde over for den lille pige. Også selv om at han nok bare prøvede at beskytte hende. Og igen kunne hun hører den svagt barnegråd igen. Følte et hårdt stik i hjertet. Men hun kunne ikke gøre noget endnu.

Den kortvarige stilhed, der var opstået, i det sekund en mand - som han vurderede til at måtte være godt 25 år - trådte ind i entréen og kom Chase i møde med et bat, som han krampeagtigt holdt fast i, blev brudt af den velkendte, dragende stemme. Den kom et sted fra, omme bag hans ryg. Det var ikke en gang nødvendigt for ham at vende sig om for at finde ud af, hvem det var, så han fastholdt fortsat sit blik på manden foran sig, og ignorerede fuldstændig Amelias udråb, om at han skulle stoppe. Hendes vejrtrækning var tung, og de forpustede åndedræt fortalt ham, at hun måtte have løbet herhen - løbet afsted på de spinkle ben, alt hvad hun kunne, før han havde kunnet nå at lave noget ballade. Et let fnys lød fra ham; hun kunne rende ham. Han tog et par skridt hen imod adoptivfaren, rankede på vej derhen ryggen så meget, han kunne, så han stod i sin fulde højde og tårnede over ham. Hans mørke øjne faldt ned på det baseballbat, han havde fundet frem, fortrak ikke én eneste muskel i ansigtet, som han i en kort stund stod og betragtede denne mand - så ham an. "Du kan ikke skræmme mig," startede han med at sige, kneb øjnene sammen, idet han sendte sit barns erstatningsfar et olmt, ætsende blik. "Så, du er det ynkelige, sølle menneske, der tror, han bare kan gå rundt og lege far for min lille pige?" Halvdæmonen havde pustet sig godt op, og så betydeligt større ud, i hvert fald i forhold til manden, som han næsten stod helt lænet op af, puffede til ham med brystkassen, ved at slå den ind imod hans, hvorpå han lagde sin frie hånd over battet, præcis som adoptivfaren skulle til at løfte det. "Hvor er hun?" hvislede han sammenbidt, med en stemme, der nærmest dryppede af ren gift og snoede sig stramt rundt om den, måske lidt forskræmte, mand, men nåede aldrig at vente på svar, for det fandt han hurtigt selv ud af, da en gråd, som hverken kom fra Amelia eller den ukendte kvinde, fik ham til at vende blikket mod det sted, hvor lyden kom fra. Hans rimelig hårde, arrige udtryk i ansigtet forsvandt med det samme, som havde han fået kastet en stor spand vand i hovedet, der skyllede den vrede maske væk og malede i stedet for en særdeles alvorsfuld, lidt betuttet, mine i hans blege ansigtet som erstatning, idet hans øjne fikseredes på den sorthårede pige, der kom tøffende ud til dem, svøbt i et tæppe. Et spyd syntes at blive jaget igennem hans bryst, netop som pigen omfavnede mandens ene ben, i søgen efter tryghed, og han studerede hende, tavst, et øjeblik med et enormt fortvivlet udtryk i de grå-lilla øjne, der var kommet til at se noget mere våde ud, end hvad normalt var - men der var ingen tegn på tårer; han formåede i alt fald at holde dem tilbage. Bomben indeni ham sprang med et kæmpe brag. Chase rettede sit blik hen på manden igen, og præcis som det atter havde fundet hvile i hans ansigt, knyttede han sin ene næve så meget, han kunne, hvorefter han fyrede den direkte i fjæset på ham, ramte midt på næseryggen, som kom med et forholdsvis højt knæk. Det næste, der fulgte, foregik alt sammen lynhurtigt. Han fik nemt lagt erstatningsfaren ned, ved selv at vælte ind i ham, og ned på gulvet med ham under sig, satte sig ovenpå hans brystkasse og sendte gentagende gange flyvende knytnæver lige i fjæset på ham, havde smidt skruenøglen fra sig på gulvet, sørgede for altid at ramme hans ansigt med dét sted på hans fingerløse handsker, hvor rækken med nitter sad. "Du skal dø!" råbte han op, blev ved, indtil nitterne til sidst var mere røde end sølvfarvede. Som en spændt flitsbue rejste han sig pludselig fra den forslåede mand, og trådte et halvt skridt væk fra ham, bagud; og så kunne han ikke holde det tilbage længere. Hans øjne syntes at krakelere svagt, efterfulgt af en strøm af tårer, der piblede frem fra begge hans øjenkroge og gled nedover kinderne, videre ned langs hagen for så at dryppe ned på gulvet og forsvinde. Han rodede lettere febrilsk med sin jakke, smuttede en hånd ned i alle lommer og fandt til sidst det, han ledte efter, som han fiskede op og hurtigt rettede ned imod manden, i udstrakt arm. Pistolen rystede let, da han selv havde svært ved at forholde sig helt i ro, og han stod sådan længe, uden at sige noget som helst. "Hvis du nogensinde rør hende igen, så sværger jeg, at jeg dræber dig!" truede han, med en dirrende, grådkvalt undertone, måtte nu tage begge hænder i brug for bare at holde håndpistolen nogenlunde stille.

Det var direkte forfærdeligt at se på. Den måde det hele var kommet til at blive var bare forkert. Hun forstod ikke helt hans vrede mod forældrene. De kunne ikke vide hvad han vidste og alt det. Men alligevel gjorde han dette og det var tydeligt at se hvordan han ikke ville stoppe til der kun var den mindste gnist af liv tilbage i manden. Faren der havde overtaget hans arbejde. Kvinden der nok også havde overværet dette havde meget hurtigt bare skyndt sig op ad trapperne igen. Nok for at finde en telefon. Og med et slog tankerne ned på den lille pige. Amelia så hurtigt mod hende og blev igen spiddet gennem brystkassen af synet. Den måde hun bare sad helt inde til væggen og græd. Tudede på livet løs. Og man kunne allerede hører hvordan hendes skrig havde sat sig på hendes hals. Hun lød allerede hæs. Amelia så skræmt frem og tilbage mod Chase og Jessica et oar gange inden hun endelig kom i gang igen. Ignorerede syren i hendes ben men løb bare mod huset og videre inden for i entréen. Og hurtigere en man kunne nå at observerer det ordenligt var hendes arme blevet lagt omkring den lille pige og løftede hende op i sin favn. Skyndte sig derefter hurtigt for igen at komme væk fra slagsmålet med det det grædende barn.
Flugtede med hende over i det fjerneste hjørne, men i samme rum så hun kunne holde øje med tingene. Fik hurtigt sat sig på gulvet og blev ved mat at holde pigen ind til sig. Havde sådan længes efter at holde om hende. Det havde været så længe. Hun elskede virkelig dette barn. Og forbandede sig selv for at have forladt det hos andre. ”Så så..” lød hendes stemme hviskende for at berolige den højopspændte pige. Sørgede for at havde hendes øjne vendt væk fra sceneriet og havde sine hænder hen over hendes ører så hun ikke kunne hører tingene. Det var nok først da hun hørte den grædefærdige stemme at hun atter så mod hybriden. Spærrede sine øjne op og stirrede skræmt mod hvad hun så. Manden der bare lå på gulvet med brækket næse og blod i hele ansigtet. Og hun kunne være sikker med sig selv at han også havde mistet en tand eller to. Men det der skræmte hende mest var hvad Chase havde gang i. Hun fikserede hele tiden mod den rystende pistol han holdt i sine hænder. Og hun kunne se at han faktisk mente det hele. Hun vidste at han havde nerverne til at gøre det. Det var jo for helvede Chase der var tale om! Nok også det der bekymrede hende mest lige nu. Eller næsten. Pigen i hendes favn lå endnu som nummer et.
Meget bestemt og sikkert kom Amelia så igen op at stå. Holdt endnu Jessica ind til sig som en beskyttende mor. Vendte direkte sin front mod halvdæmonen og fik så skilt sine læber ad. ”SÅ ER DET GODT, CHASE! FOR FANDEN STOP!!”råbte hun. Højt nok til at han ville kunne hører hende og håbede nu at han faktisk ville reagere. Det var nu heller ikke hver dag man hørte denne uskyldige aspara bruge bandeord i sin udtale. Hun stod og vuggede beroligende barnet og havde endelig fået gråden dæmpet lidt og lød mere kvalt ind mod hende. Og der gik faktisk ikke særlig lang tid inden at der kun lige kunne høres nogle velkendte hulk. Amelia var ret oppe og kører dog. Hendes vejrtrækninger var endnu lidt tunge og ophidsede. Selv var hun faktisk rasende. Men hun viste det ikke som sådan. Det var en ting hun havde svært ved at få frem.

Igen, lykkedes det Amelia, at få ham til at holde en pause, fra det han havde gang i, bare ved at råbe hans navn - bad ham om at stoppe det; eller måske var det mere en kommando. Sådan havde han aldrig hørt hende før. Både hendes toneleje, og tonefald plejede altid at være fredeligt og blidt; men dén kraft der lå bag de ord, hun netop havde sendt i hovedet på ham, havde han ikke troet, hun havde i sig. Det så dog ikke ud til at have hjulpet det mindste. Ordene prællede blot af ham, som vand på en regnjakke, og nåede ikke at trænge igennem til ham, før han atter havde vendt sin opmærksomhed mod den sårede mand, løftede hånden, hvori han stadigvæk holdt pistolen, en smule og bed sig hårdt i underlæben. Mængden af tårer var ikke helt så voldsom længere, men hans åndedræt var blevet rimelig uregelmæssigt, og han blev nødt til at gispe efter vejret op til flere gange, da han helt glemte alt om sin vejrtrækning. Hans hænder var endnu ikke holdt op med at ryste. Faktisk rystede han over stort set hele kroppen, hænderne var bare det sted, hvor det sås tydeligst. Han satte omsider den ene pegefinger mod pistolens aftrækker, og skulle lige til at trykke den ned, før lyden af sirener pludselig satte en stopper for den stilhed, der ellers var opstået, blev højere og højere, jo tættere den kom på huset. Chase stivnede, da en dør blev smækket i, og politisirenernes ensformige hylen ikke længere kunne høres, stod som forstenet i noget tid, rørte først på sig igen, da han kunne høre løbende skridt bag sig. Bang! En lille sølvkugle fór igennem rummet og borede sig ned i brystet på den forblødende adoptivfar. Efterfulgt af endnu en; og så en til. Flere kunne han ikke nå at affyre, for pistolen faldt ned på gulvet med en høj, klingende lyd, idet to uniformklædte betjente greb fat i hans arme, bagfra. "SLIP MIG!" galede han med det samme, vred sig for at komme løs, og gjorde ikke ligefem betjentenes arbejde nemmere, men det lykkedes dem endelig til sidst at få bugseret håndjernene rundt om hans håndled. "JEG SAGDE SLIP!" gentog han, denne gang i et endnu højere leje, forsøgte at vende sig om mod dem, mislykket. Det var to imod en; han kunne kun tabe den kamp. Han drejede hovedet en smule, og kastede sit blik hen på Amelia, der stod med den lille pige i favnen, trøstede hende så godt, hun nu kunne. "Det er din skyld!" råbte han, ruskede vildt i den kæde, der holdt håndjernene sammen, så op mod hendes ansigt, eftersom han havde bukket sig fremover i et forsøg på at hive sig ud af deres faste tag. Hans eget, blege, ansigt var helt forgrædt og hans øjne havde, ligesom tidligere på aften, fået det her fortvivlede udtryk, som en lille hvalp, der var blevet væk fra dens ejer og hjælpeløst løb rundt i de ukendte gader for at finde hjem igen. Halvvampyren blev dog nødt til at løsrive blikket fra hende, da politiet begyndte at trække afsted med ham, og skønt han ikke havde en chance mod dem, blev han alligevel ved med at prøve på at slippe fri. "Jeg hader dig!"

Amelia pressede med det samme den lille pige tættere ind til sig idet skuddene alligevel kom. Hun kunne virkelig ikke komme gennem til ham nu. Det var som om at et eller andet havde overtaget idet at hendes første ord var kommet frem. Fortrød nu næsten at have sagt det til ham. Så ville alt dette ikke have sket. Så ville der ikke ligge en død mand for fødderne af ham og hun ville ikke have været blevet så såret som hun var. Hun var som hullet inden i. Spiddet med en kniv der gjorde ondt hver gang hun så på ham. Men stadig var det som om at hun faktisk kunne klare smerten. Prøvede altid at komme ind på ham igen. At få fjernet deres afstand. Også selvom at det var hårdt.
Hun vågnede straks idet hun hørte Chase råbe op og opdagede hurtigt hvad der faktisk skete omkring hende nu. Hun så hvordan at han fik tvunget armene om bag på ryggen og derefter sat dem i lås. Hun stirrede mod ham som han kæmpede imod. Endnu en kniv blev igen kastet gennem hende da han atter så på hende og hans stemme lød. Hun forstod med det samme ordenes betydning og det gik som altid lige mod hende som et slag. Hun følte hvordan hun mistede sin stemme og hvordan hele hendes krop igen blev helt slap. Men hun holdt sig på benene. Lige til at hører hans sidste udråbt. Hun følte hans tryk på hader og hun fik det virkelig dårligt. Hendes kvalme kom frem og hun følte sig virkelig svimmel. Denne gang var det virkelig som om at hendes verden brød sammen. Og det var utroligt som han kunne gøre det bare ved en sætning. Hun burde også hade ham men hun gjorde det ikke. Hvilket var derfor hendes skjold endnu var sænket omkring ham. Han gjorde dumme ting men hun syntes altid at finde en ting ved ham der gjorde ham til den fantastiske person hun faktisk ikke ville miste.
En hånd blev lagt mod hendes ene skuldre og som hun så væk fra døren så hun direkte op i en anden betjents ansigt. ”Hand over the baby.” Amelia stivnede igen og trådte automatisk et skridt tilbage. Ville de nu tage Jessica fra hende? Det måtte de ikke. Hun så virkelig nægtende ud og betjenten startede igen med at få hende til at give ham den lille pige. Og som han rakte ud efter hende selv var det som en refleks at den smidige aspara bukkede sig og nærmest løb det lille stykke hen til døren og videre ud af den. Få skridt hen ad opgangen og stoppede så. Holdt endnu barnet solidt i sin favn. ”Stop!” råbte hun så og havde endelig fået sin stemme igen. Hendes blik der blev sendt blandet sammen med hendes ansigtsudtryk fortalte det hele. Hun ville ikke have Chase skulle gå. Hun ville ikke se ham blive sendt af sted. ”Stop..” Hun så virkelig bedende ud. Og hun syntes at være blevet ret bleg. Udmattet. Vidste ikke hvad hun skulle sige. Ville bare ikke have han forsvandt sådan. Ville ikke acceptere at han forlod hende.
Amelia var nu blevet mere svimmel og forsigtigt fik hun rusket Jessica vågen igen hvor efter at sætte sig på hug og sætte hende på jorden. Skulle til at rejse sig op igen da hun kunne mærke at hun mere faldt. Væltede mere til den ene side og endte med at ligge på den kølige jord. Alt var for overældende. Og hendes følelser tog hårdt på hende. Hun træk endnu vejret men hendes øjne var lukket i. Hendes læber formede igen ordet stop. Igen begyndte den lille hybrid af en pige at græde som hun sad på jorden ved siden af den udmattede Amelia. Kaldte på en der ville tage sig af hende. Det var jo det der var meningen med alt den gråd fra baby’er.

Chase bandede højlydt hele vejen ud til politibilen, der var parkeret skråt indover fortovet, og halvt inde på græsset, vred sig stadigvæk helt vildt for at slippe ud af de stramme håndjern, men han indså ret hurtigt, at det var så godt som umuligt. Asparaens udråb blev fuldstændig ignoreret, og han blev lidt efter skubbet op den hvide bil, så til imens den ene af betjentene fik åbnet døren bag i; nu havde han chancen. Hybriden trådte ned på dén betjent - der holdt ham - 's fod, med en af de store, tunge støvler, vendte sig dernæst om i en lynhurtig bevægelse, greb fat i kæden på håndjernene, så godt han nu kunne, og klemte let rundt om den, inden en masse splintrede isflager faldt til jorden. Hans hænder dukkede følgende op foran ham, fri fra de ituslåede håndjern, og han kastede sig straks ud i en større slåskamp, med de to politifolk; og denne gang, kunne han ikke undgå, selv at blive ramt. Det var ét stor virvar af flyvende knytnæver, arme og ben, og støjniveauet på betjentenes kommanderen med hinanden var også rimelig højt, det skulle i hvert fald ikke være noget problem for de andre beboere på vejen, at høre det; men der var ingen andre end dem, og så Amelia og den lille, grædende pige, ude på gaden. De turde nok ikke vove sig udenfor, med dét pårstyr der var opstået, og ved den tidligere lyd af skud og højlydte politisirener. Halvdæmonen fik med besvær trukket dén springkniv, han altid havde med sig, ligesom en masse andre ting, op fra en af lommerne, nåede dog at få tildelt en hel del slag under tiden, eftersom han ikke havde været i stand til at blokere dem, da han havde skulle bruge begge hænder til at få bakset lynlåsen på lommen ned, men nu hvor han endelig holdt kniven i hånden, skyndte han sig at slå bladet op. Det skarpe knivblad blev sendt lige ind i brystkassen på den ene betjent, op til flere gange, der til sidst gav efter og faldt ned i græsset, hurtigt efterfulgt af den anden betjent, som han stak direkte i øjet med springkniven, hvor han lod den blive siddende. Chase dumpede selv ned på græsset, sad på knæene, bøjet forover og med håndfladerne mod jorden, betragtede de bloddråber, der med jævne mellemrum, dryppede ned på det grønne græs, fra hans ansigt. Der syntes ikke at være ét eneste sted på hans krop, der ikke gjorde ondt - men ansigtet, og maven var værst. Hans ene hånd blev hævet fra jorden, og lagt over hans mellemgulv, som han forsigtigt pressede ind på. Den røde væske løb fra både hans næse og ene mundvig, og hans højre øje havde allerede fået en mærkelig lilla-sort farve, rundt om. Blåt øje. Det var da altid noget, at det ikke var dem begge to. Han hostede kort, inden han løftede sit hoved en anelse og så over imod den, fortsat, grådkvalte pige, med Amelia liggende ved siden af sig. Hybriden ømmede sig lidt, kravlede næstefter hen imod dem, med et temmelig pinefuld ansigtsudtryk, stoppede først da han var helt henne ved Jessica, som han med det samme tog op i sin favn, holdt hende oppe med den ene arm og hånd, og placerede den anden på hendes baghoved, strøg hende blidt over det sorte hår, imens han tyssede stille på hende. "Undskyld ..." lød det dæmpet fra ham, trykkede hende helt ind mod sin brystkasse og lagde sit eget hoved ind mod hendes, efter at have fjernet hånden; og så kom tårene igen. De trillede på række ned af hans kinder, og gjorde hans blik en smule sløret. Selv efter hun var stoppet med at græde, og blot kom med små, snøftende lyde, holdt han hende tæt ind til sig. "Jeg elsker dig," hviskede han, og plantede et kys ovenpå hendes hoved, idet den sidste tåre piblede frem fra hans ene øjenkrog og skøjtede nedover kinden for derpå at forsvinde helt. Den lille pige blev påpasseligt sat ned på græsset, hvornæst han rettede sin opmærksomhed over på Amelia, rakte en hånd frem mod hende, og greb fat om en af hendes skuldre, som han ruskede lidt halv-hårdt i, gentagende gange; men han sagde ingenting.

Amelia havde overværet det hele. Men nok kun lydende. Hun var endnu ved bevidstheden men magtede vel bare ikke at åbne sine øjne. Ville bare sove. Hvor hun dog hadede at hun ikke kunne holde til noget som helst. Det var virkelig ynkeligt. Hun kunne både hører og mærke hvordan at det hel var endelig var stoppet. Hun var sikker på at han var tæt på. Og som hun åbnede sine øjne havde hun ret. Hun nåede lige at se scenen med ham og Jessica. Hun måtte indrømme at han så godt ud sådan. Han var virkelig hendes far. Ingen tvivl. Hvor følte hun sig skyldig!
Inden hun rigtig nåede at observerer det følte hun hele sin ømme krop blive rusket gevaldigt i. Et chok kørte gennem hende og hun kunne ikke holde et svagt gisp inde. Hun fik løftet sin ene arm som en refleks og skubbede meget let hans arm væk. Blev liggende. ”Rolig. Jeg er ikke død..” lød hendes stadig hæse stemme svagt. Hun ville allermest bar folde sig helt sammen og bare blive liggende til hun følte sig rask igen. Men hun tvang sig alligevel til at faktisk bevæge på sig. Meget forsigtigt begyndte hun at sætte sig op igen. Forsøgte ikke at se mod politiet. Hun vidste hvad der var sket. Hun så faktisk heller ikke mod Chase. Men det fik hun nu alligevel gjort. Efter at have set ned i græsplænen længe. Og hun kunne ikke andet end stivne ved at se hans ansigt. Det blå øje og det røde blod. Igen. Skyldfølelsen skyllede ind over hende. Men hun holdt tårerne inde. Endelig sad hun mere eller mindre ordneligt på græsplænen. Havde ikke brug for sin forsvarsmekanisme mere. Hun havde ikke skiftet tøj men det så lidt ud som om at hun havde tabt sine sko. Hun træk sine ben op til sig som hun altid gjorde. Tillod sig at bare se på ham. Se på Jessica. Hun kunne virkelig godt lide at se ham sådan. Holde omkring hende. Beskyttede hende. Og hvis det ikke skulle være løgn kunne et smil vel ses i hendes øjne. ”Hej..” kom så endelig frem og sank en forstyrrende klump. Hun prøvede at smile men hun følte sig bare underlig omkring hybriden nu.
Langsomt førte Amelia sin ene hånd mod den lille lomme som hun endnu havde den lille seddel liggende men idet hun træk sin hånd op igen kom den bekendte lille kæde frem. Og for ikke at skabe nogen misforståelser var hun faktisk rimelig hurtigt til at række den mod de to halvdæmoner. ”Her. Jeg tror den vil se bedst ud på en bestemt lille pige..” Hun tog en dyb indånding for at få styr på sine følelser igen. Følte hvordan hendes øjne blev våde. Hun træk med det samme sin hånd til sig som han havde taget imod kæden. Hun svang igen sin arm omkring sine ben og atter blev blikket rettet mod plænen. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle være omkring ham. Og den eneste grund til at hun faktisk ikke allerede havde prøvet at gå sin vej var på grund af det lille barn.
"Da da.." Amelia vågnede igen op. Og måske lidt overrasket så hun ud af øjenkrogen. Hun havde med det samme opfanget det lille ord fra Jessica. Også selvom at det var svagt gjorde stilheden der var om dem det muligt for nok dem begge at hører denne lille piges bekræftelse.

Halvdæmonen trak straks hånden til sig igen, da hun rørte på sig, blev selv en smule forskrækket, idet hun løftede en arm for at skubbe hans væk, hvilket den også kom med det samme. Chase rettede dernæst blikket hen mod den lille, sorthårede pige, der blot sad og kiggede på dem; hun græd ikke mere, men det kunne tydeligt ses på hendes brune øjne, at de havde været helt oversvømmede af de salte tårer. Det var svært ikke at smile, når man så på hende. Aspararens hilsen røg blot ind af hans ene øre og ud af det andet, ignorerede hende fuldstændigt og fjernede ikke blikket fra Jessica så meget som ét sekund. Han tog fat i hende med begge hænder, og løftede hende endnu en gang op til sig, fremviste sit hvide tandsæt i et bredt smil, inden han satte sine læber mod hendes pande og forplantede et lille kys dér, hviskede ét eller andet til hende, og kyssede hende en sidste gang, denne gang på kinden. Hans blik løsrev sig endelig fra hende, hvorefter det blev kastet over på Amelia, som stadigvæk sad overfor dem, så på hende i noget tid, før han fik spottet halskæden, hun rakte frem imod ham, skyndte sig at snuppe den, og vendte følgende sin opmærksomhed mod Jessica igen. Hybriden smilede kærligt til pigen, satte hende som det første ned på jorden foran sig, så han havde begge hænder frie, holdt smykket frem foran hende, så hun kunne studere det lidt, inden han førte kæderne rundt om hendes hals, om bag om nakken, hvor han fik lukket låsen og tog derpå fat i barnets hænder. "Hvor er du fin," sagde han med en dæmpet, rolig stemme, trak yderligere på smilebåndet og lænede sig fremover, hvornæst han plantede et kys på hendes næsetip. Han gav Jessicas hænder et blidt klem, før han slap dem, aede hende kort over de sorte lokker, og rejste sig bagefter op, for så at vende ryggen til dem og vade hen mod husets indgang, forsvandt om på den anden side af døren. Uden at fortrække en eneste ansigtsmuskel bøjede han sig indover den døde adoptivsfar, samlede den store svensknøgle op med den ene hånd og tog håndpistolen op i den anden, fik hurtigt stukket skruenøglen ned i den ene forlomme, men beholdt den ladte pistol i hånden.

Der lød et brag inde fra huset; sådan en lyd, der frigives, når en pistols aftrækker bliver trykket ned, og kuglen bliver skudt igennem luften i høj fart, kort efterfulgt af et halvkvalt skrig fra en voksen kvinde - og så, stilhed. De klingende skridt kunne atter høres, idet halvvampyren bevægede sig ud af huset igen, smuttede ned af de få trappetrin, der var foran døren og hoppede ned på forhavens grønne græs. Hans blege ansigt var stadigvæk helt blankt, som om alt dette slet ikke havde fundet sted. Pistolen var blevet gemt væk i en af læderjakkens inderlommer, og alle øjenvidner var udryddet. Han fikserede de mørke øjne på asparaen længere henne. Næsten alle, i hvert fald. Chase traskede hen til den lille pige, bukkede sig straks ned for at tage Jessica op, holdt hende derefter op over sig, med udstrakte arme, inden han trak hende helt ind til sig, således at hendes hoved lå og hvilede ind mod hans ene skulder. "Så, nu skal vi hjem og i bad," fortalte han med et lavmælt grin, drejede om på hælen og sjoskede hen til den store, sorte motorcykel, som han satte kursen hen imod. Halvdæmonen stod i lidt tid og studsede over, hvor han skulle anbringe Jessica, men endte blot med selv at måtte sætte sig op på kværnen, satte sig så langt frem mod styret, han kunne, med pigens front vendt ind imod sig; hvis hun bare bare fortsatte med at holde så godt fast i ham, som hun gjorde nu, ville der ikke ske noget. Han gassede kort op, før han så hen på Amelia, sendte hende et fjendtligt blik, og åbnede derpå munden; "hvis det ikke er gået op for dig endnu, så er vi to færdige med hinanden," snerrede han spydigt, inden han endnu en gang gav gashåndtaget et ordentligt drej, slog pedalen op med den ene fod og kørte i høj fart lige forbi hende, efterlod asparaen i en sky af den hvide røg, motorcyklen udstødte, og drønede videre hen af vejen i samme retning som han var kommet fra, tidligere.

//Out//.