Waiting for something //Privat :: Rasca//

Sted: Stranden
Vejr: Stille regn.
Tid: 23:00, sen aften.
Omgivelser: Ingen.
Påklædning: En lilla, langærmet bluse, en sort cardigan, et par sorte jeans og nogle sorte kawasaki sko. Bliver beskrevet mere i tekst.


"Kooooldt!" peb den unge nyfødte vampyr, som sad på hug med armene svunget rundt om sine ben. Hun havde sine farlige, blodrøde øjne rettet ud mod havet mens hun havde spærret øjnene helt op mens hun holdte øje med vandets bevægelser. Hun kunne virkelig ikke lide den måde som hun lige pludselig var blevet forvandlet på. Hun havde gået hen for at åbne døren for den gæst der kom, og så besvimede hun og vågnede i sin seng med sine veninde hængende over sig. Vampyren havde så kastet sig over dem for at blive lidt mæt. Den nyfødte var stadig sulten, og det ville den være i noget tid... Den vidste ingen ting. Den vidste kun at den ikke kunne gøre noget, at den ikke kunne kontrollere sig selv.
”F-fandes! Jeg vil ikke være sådan her...” stammede vampyren, som selv syntes hun var ekstremt kold, men det var vampyrer jo også.
”J-Jeg vil hjem!” sagde hun og ville græde, men mærkede at der ikke skete noget, intet ned af sine kinder, intet hun kunne fjerne for at gøre sig selv gladere. Nej. Det kunne hun heller ikke.

Vampyren havde op til flere gange levet et liv. Hun var i gang med sit seksogtyvende liv. Derfor havde hun også haft flere navne. Amber, Broke, Cilinda, Damie, Eva, Fanta, Gabriella, Heather, Isabell, Jessy, Linda, Marry, Nikkel, Olivia, Phillipa, Queenie, Rebecca, Sabine, TeaTime, Ulrikke, Vanessa, Walli, Xania, Yea og Zarine, var alle hendes navne. Men nu da hun jo var blevet vampyr kaldte hun sig Kimmy. Kimmy Leda Bones Evans.
Kimmy sad helt nede ved vandkanten og kiggede ud på vandet, mindet om sine forældre og hende der løb rundt ude i havet, Kimmys første og eneste gang, da hun fangede en fisk på deres båd. Ja hun havde et sted at gå hen. Deres båd. Den måtte jo være hendes nu?
Kimmy væltede med vilje bagover, så op mod den mørke himmel og skreg pludselig, som et hjerte skærende dødsskrig.
Hun satte sig så op med sin mund helt lukket og sin pande rynket og med onde øjne ud mod havet. Hun var sur på at hun hele tiden fik en chance til at leve!

En dreng kom gående ned mod stranden. Han havde en sort langærmet bluse, et par sorte bukser, en læderjakke (lige så i sort) og sorte sko på.
Sultne blodrøde øjne så rundt, dog var det eneste han så en pige, der ligesom ham selv var vampyr. Eller ikke helt lige som ham, da han kun var halv vampyr.
I lang tid stod han og så på denne pige med et tænkende blik. Hvad mon der var galt med hende? så vidt han kunne lugte ved hun nyfødt, mon det var det der var galt? at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre? eller mon hun savnede sin familie? som de fleste nyfødte ville ha svært ved at være sammen med...
Af en uforklarlig grund smilede han da hun gav sig til at skrige. *kær unge* tænkte han drillende. De første ord som hun havde sagt, havde han ikke hørt. SÅ han havde egentligt ikke fået svaret på sit spørgsmål, ved at se på hende? så måske skulle man gå hen og snakke med hende? måske kunne de lærer noget af hinanden ?
Han smilede for sig selv, og gik med faste, dog lydløse skridt over til hende ""godaften lille dame" hans stemme var både drillende og venlig, faktisk var den lidt svær at bedømme.

Kimmy som selv var meget skrækslagen for alt ny havde kun din opmærksomhed på havet, det var blandt andet grunden til at hun ikke hørte eller lugtede at der var andre i nærheden, så da han gav sin stemme til kende med at hilse på hende, drejede hun hurtigt om med hænderne i siden som støtte. Hendes øjne var fulde af frygt for manden, som ikke var forfærdelig lang fra hende. Han kunne måske ikke virke så skræmmende i hendes første liv. Eller jo. Så var hun jo ti år og det var nok 300 år siden? Men hun hadede sit liv lige nu, håbede hun ville klare sig.
Da manden var kommet tættere på kravlede hun, som en krabbe, en smugle bagud, stadig med frygten strålende ud af øjnene, rettet mod ham. Det var lige før hun ville have rejst sig og begyndt at løbe mens hun skreg. Hun var blevet meget, opmærksom på sine omgivelser… når hun fik øje på dem, og var derfor forsigtige med dem.
”Go-go-go’aften,” stammede hun mumlende mens hun prøvede at tage sig sammen med at se mindre skræmt ud.

Han lagde hovedet en smugle på skrå og grinte roligt og venligt, da han så hendes reaktion. Han gik endnu en gang tættere på hende og satte sig på hug, ikke særlig langt fra hende. "kært?" kom det fra ham, hun var vel på sin vis nuddet? Han kunne ikke rigtig se nogle grund til at hun skulle føle sig skræmt, da han som sådan ikke så skræmmende ud? eller hva? det ville nu nok ha været værre hvis han var smurt ind i blod, som en gang i mellem skete. "er du nyfødt?" spurgte han roligt og så længe på hende. Så vidt han kunne lugte og se lignede hun en nyfødt. Og måske var det derfor at hun opførerede sig sådan... Og måske kunne han hjælpe hende? hvis han altså var i besiddelse af nok tålmodighed... hvis hun altså ville?
"har du problemer?" kom det let drillende fra ham, men alligevel også venligt.
hun havde vel lige nu ingen grund til at frygte ham? Men måske havde hun haft 'problemer' med mænd før i tiden ?

Kimmy havde skam godt hørt hans ord, kært, var det kært at hun var bange for ham? Ah, måske, der var jo nogen der syntes det var meget sjovt at se folk være bange. Hun vidste enlig ikke rigtigt om hun skulle svare på 'kært,' men lod være da han derefter spurgte spurgte om hun var nyfødt. Nyfødt vampyr... Det var nok det han mente, måske siger man bare nyfødt nu om dage?
"J-ja," stammede hun kort men mere modigt en før, dog havde hun været en smugle længe om at svare da hun var faldet staver i hans udsende, han var i hvert fald ældre end hende, men var ved at være mere sikker på ham, men holdte stadig sin stilling på sandet, som en krabbe.
"Med hvad, om jeg må spørge," spurgte hun så med lidt mere, irriteret tone. Selv om han sagde det venligt til hende, tog hun det lidt som et drilleri, da hun jo til at starte med havde været lidt usikker på om han ville komme og skyde hende i hovedet. Da hun var yngre, eller næsten hele sit liv har det været på grund af mænd at hun døde, mindst antal som har fået hende til at dø er hende selv, hvorefter kvinderne kommer i midten.
Så man kunne godt sige at hun ikke var tryg ved mænd eller kvinder, og heller ikke så meget hende selv.

Egentligt var hun lidt kær, fordi hun var bange men også fordi hun så, så skrøbelig ud, og faktisk var det modsatte! Det vidste han da han var helt sikker på at hun var vampyr.
Det havde ikke været hans mening at fornærme hende, og hun behøvede faktisk heller ikke at svære på hans kommentar.
”tænkte jeg nok” han så lidt på hende og smilte endnu en gang da det faktisk morede ham en smugle at hun var så bange for ham… han så jo ikke som sådan farlig ud. Men det så jo også ud som om hun studerede ham nøje, for at være sikker på at han ikke ville gøre hende noget? Eller noget i den stil?
”slap af, jeg har ikke tænkt mig at spise dig, lige nu” det sidste var meget drillende sagt.
”Med at finde ud af bare en smugle om hvad du er, og hvad du skal for at overleve?” lød det til svar. Han hævede et øjenbryn og så længe på hende. Måske ville hun finde ud af det selv? I så fald ville han nok ikke bruge meget tid på hende, eller også kunne det jo være at de faldt i snak?
Han så lidt på hende. Måske var der en grund til at hun var bange for ham, en ting der var sket i fortiden m forudsaget af en mand? Eller en der måske mindede om ham?
”ok hvis jeg bakker lidt vil du så sætte dig igen?” spurgte han roligt, og bakkede allerede en smugle enden hun havde svaret.