What on Earth am I doing here?

Han drejede hoved over mod Izobell da hun spurgte om han ikke kunne lide sine øjne "Jeg har ikke noget imod dem, mere hvordan nogle folk reagere på dem." Han løftede øjenbrynene da hun sagde hun godt kunne lide dem, han undrede sig lidt. Er hun en dem som ikke har noget imod dem? Han satte sine øjne på klem så han kunne se hvad hun lavede. Hendes hår fløj runde om hende i et kort øjeblik, det havde et dejligt skær, han smilede ved synet af det.
"Så du har ikke noget imod dem?" Hans øjne var stadig på klem, kun lige nok til at han kunne kigge ud, verden var for grå og kedelig under hans øjenlåg. Han åbnede dem en smule mere end de allerede var.
"Hvem har du håret fra?" Han spurgte uden helt at tænke sig om, det lød vist som om hun havde stjålet det fra nogen "Jeg mener, I mennesker plejer at arve ting fra jeres forældre." Han var lidt forvirret, hans tanker hoppede rundt i hoved på ham, følte sig en smule rundtosset, han kiggede ned på masken i et forsøg på at samle tankerne, mens han kiggede ned faldt hans hår ned og lagde sig langs hans pande og ned foran øjnene. Han fumlede stadig med masken, det var mærkeligt at han kunne kigge på den, da han jo plejer at havde en på.
Sædet knirkede da han prøvede at sætte sig som Izobell, han syntes at det så sjovt ud. Det gik ikke så godt, da han var ved at vælte ind i indstumentebrættet, han fik dog balancen igen. Lænede sig op af bildøren, ruden var kold mod hans nakke. Et lille gys undslap hans læber, da hans krop rystede ved sammenstødet.
Pandehåret blev skubbet væk, men det flyttede sig ned foran hans øjne igen, han gentog processen et par gange. Pandehåret var stædigt og ville blive hvor det var, han gav op og lod det hænge.

Izobell sukkede lavt. Det var synd for ham, på en underlig måde. Han ville sikkert ikke have hendes medlidenhed, men hun kunne ikke lade være. Nogle folk var åndsvage. Dumme som snot.
Izobell rystede langsomt på hovedet. "Ikke det mindste", svarede hun. Hun kunne ikke se, hvorfor hun skulle have noget imod dem, bare fordi de var en smule anderledes. Hvis folk rent faktisk mistede lysten til at snakke med ham af den grund, var der da noget galt med de mennesker. Resten af ham var desuden pænt nok. De blå øjne gled over på hans hår. Han kunne nok godt trænge til en klipning. Nogle af spidserne så lidt spaltede ud. Izobell hadede når det skete for hende selv. Der var nærmest ikke noget værre.
Et skævt smil bredte sig på hendes læber, da hun hørte, hvad han sagde. "Det ved jeg faktisk ikke helt", sagde hun, da han havde forklaret hvad han mente. "Min mor har rødt hår, så det er nok ikke hende", sagde hun og trak lidt på skuldrene. Hun nævnte med vilje ikke sin far. Hun brød sig ikke om ham. Han var bare smuttet.
Hun betragtede hans kamp med pandehåret. "Vil du låne et spænde?", spurgte hun med et grin. Det så ud som om han godt kunne få brug for det, og hun havde faktisk et spænde liggende.
Igen gled hendes blik ned til masken imellem hans hænder. "Du burde have den af noget mere", sagde hun roligt. "Hvis folk ikke gider snakke med dig på grund af dine øjne, er de slet ikke værd at spilde tid på", fortsatte hun. Det var i hvert fald hendes mening. Om han delte den, var ikke til at vide.
Izobell lænede hovedet tilbage imod ryggen. Da hun havde snakket med Mortis, havde hun lænet sig lidt frem. Det var ikke noget hun tænkte særlig meget over, men bare en refleks. Pandehåret gjorde det svært for hende, at se hans øjne. De meget specielle øjne. Der var et eller andet over dem, som bare gav hende lyst til at kigge på dem hele dagen. Sådan havde hun aldrig haft det før, så det var lidt underligt og nyt for hende. Hun bed sig let i læben og lukkede kort sine egne øjne. *Lad være med at stirre sådan på ham*, tænkte hun.

Et smil kom frem på hans læber da han hørte hun ikke havde noget imod hans øjne, følsen af glæde spredte sig i hans krop. Han beundrede hendes hårfarve, prøvede at forstille hende med rødt hår som hendes mor, det blev dog mere den røde farve som hendes bil havde, han kunne ikke lade være med at grine "Undskyld." alle hans tænder var synlige, selv hans hjørnetænder, som var mere spidse end normalt. Han havde svært med at stoppe igen, han fik dog taget sig sammen da han tog en dyb indånding.
Det ramte ham at hun ikke havde sagt noget om hendes far, hun måtte da havde en, hans udtryk blev spørgende mens hans tanker fokuserede på der; Hva' med hendes far? Hvilken hårfarve havde han?
Han ventede for at se om hun nævnte ham, det gjorde hun ikke. Han turde ikke spørge ind til ham da han havde prøvet hos andre hvor han havde spurgt om noget han ikke skulle, så han lod det passere.
Pandehåret hang stadig ned foran hans øjne, han var van til det.
Han åbnede sine øjne helt og kiggede på hende, pandehåret blokerede hans udsyn. Et spænde? "Ja tak det vil jeg da gerne." Han vidste ikke helt hvad det var, men det lød spænende.
Han lyttede efter til alt hun sagde, han kunne godt lide hendes stemme, den havde en dejlig klang til den og den fik ham til at slappe af og føle sig godt tilpas.
En følelse af træthed kom over ham, han havde vis ikke fået sovet nok oppe på grenen. Han strakte sine arme, så godt han kunne inde i den lille bil, mens han gabte, hans arme afgav et par knæk. Smilede skævt til hende "Hvad laver du egentlig i din fritid, sådan noget som et job?" hans øjne virkede en smule matte af træthed, han håbede på at hun ikke ville opdage det, han ville heller ikke falde i søvn da han ville vide mere. Han blinkede langsomt, han lod masken, som nu lå helt alene i hans skød, være da han ikke var nervøs mere. Han trak fødderne op under sig og hvilede hans albuer på hans knæ med håndfladen under hans hage.
Han kunne ikke koncentrere sig så meget mere, hans tanker kørte rundt for han ikke skulle falde i søvn.

Et skævt smil bredte sig på hendes læber, da hun hørte hans grin. Det var første gang hun hørte ham grine. Hun kiggede over på ham, fortsat med smilet på sine læber. Det var en noget positiv forandring at se ham grine. Hun lagde mærke til, at hans hjørnetænder var lidt spidse. Hvad betød det mon? Han var ikke vampyr, det var hun sikker på. Hun havde før mødt andre vampyrer, og han virkede ikke som sådan en. Desuden var han faktisk ikke så bleg.
Men hvad pokker. At genkende racer og adskille dem fra hinanden, havde aldrig været hendes stærke side, så hun valgte at lade det ligge. Der var ingen grund til at bekymre sig om det lige nu.
Hun ventede næsten, at han skulle spørge ind til hendes far, men det gjorde han ikke. På en underlig måde var hun lidt taknemmelig. Han gravede ikke i det. Det var heldigt. Hun havde aldrig været god til at snakke om sin far. Ikke engang om små ting som hans hårfarve.
Da han takkede ja til at låne et spænde, begyndte hun at grine. Hun havde lyst til at udbryde 'Seriøst?!', men gjorde det ikke. Istedet lænede hun sig bare frem i sædet, hen imod Mortis, og åbnede handskerummet. Hendes hånd forsvandt ind i rummet et kort øjeblik. Da den igen kom til syne, havde hun et sort spænde i hånden.
Et drillende smil spillede om hendes læber, da hun viftede med det foran hans ansigt. "Det her...", sagde hun, "...er et spænde". Et fnis undslap hende. Hun fandt vel situationen lidt morsom. "Her, lad mig", sagde hun blidt, og satte sig på knæ på sædet. Den anden stilling var lidt ubehageligt at sidde i, når det var i længere tid.
Blidt, tog hun fat i hans pandehår, skubbede det til side, og satte det fast med spændet. Nu hang det ikke ned i hans øjne mere, men han ville nok ikke have lyst til at vise sig overfor sine drenge venner.
"Altså, jeg har et job i en boghandel", svarede hun og lagde hovedet let på skrå. Nu hvor hans øjne igen var synlige, prøvede hun at holde øjenkontakt med ham. Det var sjovt. Efter hun havde sagt, at hun intet havde imod hans øjne, virkede han langt mindre nervøs. Tænk at det havde påvirket ham så meget, hvad hun mente om dem. Nu hun kiggede nærmere efter, så han faktisk lidt træt ud. Det var dog tydeligt at han ikke ville vise det, så hun kommenterede det ikke.

Han kunne godt lide hendes latter, den var dejligt at høre på.
Hans nerver var kommet frem da hun lænede sig over mod hanskerummet, han havde troet hun ville gøre ham noget. Hendes hånd var dykket ned i hanskerummet og hevet noget sort op. Han havde nikket uforstående da hun sagde det var et spænde. Nerverne var kommet frem igen da hun havde lænet sig over mod ham for at sætte det på. Hun havde dog fortalt ham at hun ville sætte det på ham så han fik sine nerver til at forsvinde igen. Hendes bevægelser var dejlig afslappende, blide og en smule hypnotiserende, han fulgte hver eneste bevægelse hun lavede i processen, han blev nærmest opslugt af dem. Spædet havde lavet et klik da det blev sat fast på han pandehår, han troede noget farligt var sket så han fik et lille chok af lyden. Det var en lidt mærkelig følelse, som om hans hår var blevet tungere, han prikkede lidt til den "Hvordan ser jeg ud?" Han smilede skævt med et lille grin, forventede ikke et svar.
Han kunne se hendes øjne klare end før, faldt lidt i staver over dem så han kun lige fik fanget ordet boghandel "Du arbejder i en boghandel? Aha." Han kiggede undrene på hende. Han kunne godt selv lide bøger, de larmede ikke, kun når man bladrede og så var de næsten altid spænende "Kan du da lide bøger? Det må du da kunne ellers ville du da ikke kunne overleve det, altså at være omringet af bøger." Han stemme lød forvirret med en anelse af træthed. Han var også forvirret, han havde glemt at tænke sig om inden han talte. Øjnene bevægede sig meget rundt, de ledte efter noget de kunne fokusere på, han bevægede hoved. Det føltes som om spændet hev i hans hår, da pandehåret prøvede at tage sin plads tilbage.
Han prikkede til spændet, det gled en smule, hænderne røg hurtigt op for at gribe det, men det gled ikke længere. Hænderne kom hurtigt ned i skødet igen og pillede lidt ved masken, han var blevet lidt rød i hoved.

Izobell hørte hans spørgsmål og fniste lidt igen. "Hvordan du ser ud?", spurgte hun, "For at være helt ærlig, ser du lidt fimset ud". Hun sendte ham et drillende smil, så han ikke kunne være i tvivl om, at hun mente det på en sød måde. Det så faktisk også en smule sødt ud, men stadigvæk fimset.
Da hun så hørte hans spørgsmål, nikkede hun langsomt. "Ja det gør jeg.", svarede hun med et smil. "Og ja, jeg kan godt lide bøger. Ligner jeg ikke en der kan lide bøger?", spurgte hun og tippede hovedet let på skrå. Det havde lydt som om det var det han mente, men hun var ikke sikker. Det at hun godt kunne lide bøger, kom faktisk bag på ret mange. Nogle gange ville hun meget hellere sidde i sin sofa og læse en god bog, end at se fjernsyn. Det kunne være meget hyggeligt. Bare putte sig ned under et tæppe, tænde en lille lampe, og så fordybe sig i bogen.
Det var egentlig først nu, hun lagde mærke til, hvor forvirret han havde lydt. Var han forvirret? Og over hvad? Der var da ikke noget at være forvirret over, var der?
Hun fulgte hans lille kamp med hårspændet. "Du skal ikke pille ved det", sagde hun roligt. Hendes blik søgte ned til masken, som han igen var begyndt at pille ved. Gad vide hvor den var lavet? det var et meget godt spørgsmål, og det gjorde hende også ret nysgerrig.
"Må jeg røre ved den?", spurgte hun forsigtigt. Det virkede til, at den betød ret meget for ham, så det kunne godt være hun ikke måtte røre ved den. Det håbede hun dog, at hun godt måtte, for den så meget speciel ud. "Hvor er den lavet henne? Masken altså", tilføjede hun hurtigt. Spørgsmålet kunne jo udmærket misforstås.
Hun kiggede op på hans ansigt igen. Det var en smule rødligt. Måske var der for varmt i bilen? Njarh... Hvis der var, måtte han jo bare sige det, så kunne hun skrue ned hvis det var nødvendigt,

Han kiggede skævt på hende "Fimset?! Ha! Jeg ser da så sej ud at det ikke kan måles!" han grinte højt med et smil der bare voksede, hans træthed havde gjort ham mere åben, han var ligeglad med om han kendte hende godt eller ej.
Hans øjne sænkede sig en smule "Nej, nej du ligner skam en der kan lide bøger, men man ved jo aldrig." han smilede skævt til hende.
Spørgsmålet om hun måtte røre ved masken havde skåret sig igennem luften og ramt Mortis hårdt. Hans øjne kiggede panisk på hende "Om du må røre ved den?"
Hans øjne gled væk fra hende og ned på masken. Det kunne godt være at den var lavet af noget kraftigt materiale, men det betød ikke at den ikke kunne gå i stykker. Fingeren gled langsomt rundt i kanten af masken, han vidste ikke engang hvor den kom fra, han havde jo bare fundet den på vejen en mørk aften. Han kiggede på hende ingen han tænkte meget over om hun måtte røre den, den var jo næsten en del af ham.
Øjnene gled over hende, hun ville da ikke finde på at ødelæggeden, vel?
Hans hænder rystede en smule da han rakte den ud mod hende "Jeg ved ikke hvor den er lavet henne... Jeg fandt den bare på vejen... kort efter jeg vågnede første gang..." Sætningen startede som en tydelig talen, men endte i en lav mumlen der næsten ikke kunne høres. Han kiggede på masken mens han holdt den ud mod hende "Du må helst ikke ødelægge den... Jeg holder meget af den" stemmen bævrede en smule af nervøsitet. Han havde aldrig helt ladt nogen røre ved den, der var jo heller ikke nogen der havde spurgt om lov før.

Igen hørte hun hans grin. Denne gang var det højere end sidste gang, men det gjorde hende ingenting. Faktisk, kunne hun godt lide hans grin. Han havde virket så... alvorlig og forsigtig. "Tro på det", sagde hun med et skævt smil. Det skæve smil blev der, da han snakkede videre. Hun valgte dog ikke at svare på det han havde sagt. Hvad var der også at sige? 'Okay så'? Det ville næsten virke lamt.
Hun lagde hovedet let på skrå, og blev lidt overrasket over hans paniske blik. Det lykkedes hende at forholde sig i ro. Også selvom der var masser af ting hun gerne ville sige. Izobell fornemmede dog, at det bare ville gøre situationen værre. De blå øjne fulgte hans fingres bevægelser. Kunne man have følelser for en maske?
Han rakte den hen imod hende og snakkede samtidig. Izobell ventede et lille stykke tid, før hun forsigtigt tog imod den. Det var lidt besværligt at høre hvad han sagde, så hun fik ikke fat i det sidste han sagde. "Jeg skal nok lade være med at ødelægge den", sagde hun med noget - hun håbede - var en beroligende stemme.
Det var næsten som om hun holdt en nyfødt baby. Den måtte ikke gå i stykker. Hun ville aldrig tilgive sig selv hvis den gik i stykker, og det ville han helt sikkert ikke. Præcis ligesom han havde gjort, lod hun sin ene finger følge maskens mønster. Den var flot, det måtte hun indrømme. Havde han virkelig bare fundet den? Hvem i alverden ville smide den ud?
Izobell løftede blikket og kiggede direkte på ham. "Jeg kunne aldrig finde på at ødelægge den", sagde hun stille. Det betød den alt for meget til, det kunne tydeligt ses. Derfor betød det også meget for Izobell, at han havde ladet hende holde den.
Et lille blidt smil dukkede op på hendes læber. "Den er meget smuk", sagde hun blidt, "Tænk at nogen bare ville smide den væk". Hendes blik søgte igen ned til masken. Gad vide hvor lang tid han havde haft den? Havde han den på hver dag, eller kun når han mødte andre væsener? Nysgerrigheden var dominerende, men hun spurgte ikke. Hun var lidt usikker på, om det var et følsomt emne.

Nervøsiteten forsvandt ikke da masken forsvandt ud af hans hænder, den voksede mere. Det beroligede ham dog en smule da hun sagde hun ikke ville ødelægge den, hendes stemme havde en dejlig beroligende virkning. Han var glad for hun sagde det, det fik ham til at slappe en smule af.
Alle bevægelserne blev dog stadig fulgt nøje, selv den mindste bevægelse undslap ikke hans øjne, som kørte rundt for at fange alle bevægelserne hun lavede.
Han smilede stille da hun roste masken, hav var glad for at hun kunne se det han så. Mange andre syntes bare den var skræmmende, han vidste ikke helt selv hvorfor, han syntes jo bare den havde en.... magisk følelse....
Øjnene fulgte hendes fingre der gled langs maskens mønster.
Han rettede syntes mod hende "Hvis du havde set den da jeg fandt den, ville du kunne forstå det." han vendte masken om så hun kunne se alle de steder han havde prøvet at reparere den, der sad gamle stykker avis klistret på indersiden og en del klatter der lignede lim. Det var ikke alle reparationerne der var synlige, nogle havde han rette med sin evne, time bending, da han kan slette tingenes eksistens vis de er sket fornyligt.
Han pegede på en af de slemmeste reparationer der sad imellem øjnene, det meste var dækket med avis "Den der, den skete første gang jeg havde den på, mens jeg sov." Han smilede stille mens han kiggede på den "Jeg var kravlet op i et af de højeste træer, den faldt dog af mens jeg sov. Jeg har dog lært at få den til at sidde ordentligt fast." han pegede på et par små hvide kroge der sad rundt i kanten af masken. Han kiggede på hende han smilede, selv hans øjne smilede en smugle. Hans nervøsitet var næsten forsvundet, den ville ikke forsvinde helt før han havde masken igen.

Izobell lod ham vende den om og kiggede så på indersiden af den. Det han sagde, passede vidst meget godt til dens udseende. Efter hvad hun kunne se, havde han repareret den en hel del gange. Utroligt. Gad vide om den havde været helt utroligt grim da han fandt den? Det ville være utroligt, for nu var den jo flot. Izobell rørte forsigtigt ved en af reperationerne. Der sad nogle klatter, som føltes som størknet lim. Gad vide om de berørte hans ansigt når han havde den på? Det måtte da irritere ham helt vildt.
Hun løftede hovedet da han snakkede igen. Han pegede på indersiden af masken. Hun fulgte hans finger med blikket. Kiggede på reperationen imellem øjnene. Et smil bredte sig på hendes læber, da hun hørte den sidste sætning. Han havde sovet med den.
Efter at have kigget ganske kort på de kroge han pegede på, kiggede hun på ham. Et lille smil bredte sig på hendes læber. "Det var da dumt gjort", sagde hun lettere drillende. Men det var da altid noget, at han havde fundet ud af, at få den til at blive siddende. Så ville han da undgå den slags skader. Hvor mange af de skader havde han egentlig selv været skyld i? De fleste ville hun gætte på. Men måske havde den haft mange skader, da han fandt den? Izobell kunne mærke at hendes tanker valgte at køre ud på et sidespor. Igen. Hun valgte at række masken tilbage til ham igen.
Det var som om han stadigvæk var lidt nervøs. Dog ikke så meget, som han havde været i starten. Det var noget af en forbedring. "Sagde du, at du sov i et træ?", spurgte hun lidt undrende. "Har du ikke et andet sted at sove? En lejlighed eller noget?", den undrende tone forlod ikke hendes stemme. Det måtte være forfærdelig koldt at sove udenfor. I hvert fald hvis det var så koldt som nu. Om sommeren var det sikkert ikke så forfærdeligt.