Så mange væsner... og hvad så??

Han så overrasker på hende da han havde hørt hvad hun sagde "Woah, du har da været igennem meget på kort tid." Han kigged ned på sine hænder som han havde taget op af lommerne, han vidste ikke helt hvad han skulle sige til det, han havde jo ikke selv kendt til sin familie så han kendte ikke følsen af at miste nogen man holder af.
Han undrede sig over hvordan hun havde klaret sig ude i skoven, hun var jo en... pige. Dog beundrede han det også.
Der var noget han ikke helt havde forstået, var hendes brødre bare forsvundet?
"Forsvant de bare? Altså dine brødre." Han kigge undrene på hende, han var ved at vænne sig til ikke at havde sin maske på.

Hun bed sig stille i læben og så på ham da han spurgte om de bare forsvandt, hun tænkte lidt over det... hvordan var det nu det var? "Hm... En nat sagde de at de ville tjekke om det var i orden at tage hjem..." startede hun stille... "...de sagde jeg bare skulle give mig til at sove, og så ville de være der når jeg vågnede..." hun stoppede og så ned på sine hænder som rystede en smule... hun sank en klump og sagde stille "... men de var der ikke... og jeg ventede et år i skoven men de kom ikke" sagde hun hæst, hun bed sig i læben og sukkede, hun rystede stille på hovedet "Det er lige meget..." sagde hun stille og sukkede igen inden hun så på ham med et lille smil, men en svag snært af sorg viste sig i hendes øjne.

Han kunne høre på hendes stemme og den måde hun fortalte på at hendes humør var sunket. Han kunne mærke at han måske ikke skulle havde spurgt hende om det, han fortrød det lidt.
Han fulgte meget hendes øjne, han syntes det var lettest at aflæse folks humør på deres øjne. Han fangede en smule sorg i dem, han kiggede undskyldene på hende, vidste ikke helt hvad han ellers skulle gøre, hans krop vidste det dog. Han tog fat i hendes skuldre og gav hende et kram. "Undskyld jeg spurgte, jeg ville ikke havde dig til at mindes noget dårligt."
Det gik op for ham at han krammede hende og gik lidt i panik, han krammede en han ikke kendte for godt, hvordan ville hun dog ikke reagere.

Hun så stille på ham "Det er okay" sagde hun stille, hun blev en smule overrasket da han krammede hende, hun smilte stille, og lagde den ene hånd mod hans ryg i et lille kram, det var længe siden nogen sidst havde krammet hende, en underlig varme bredte sig i hendes krop, hun bed sig stille i læben og mærkede hvordan hun let rødmede, hun sank en lille klump, hun så på ham med et lille smil som nåde hendes øjne, da hun så hans øjne rødmede hun lidt mere, og faldt lidt i staver inden hun bed sig i læben og gav ham et lille kram igen.

// Undskyld, VIRKELIG undskyld. //

Han var glad for at hun havde reageret positivt, og ikke negativt, også at hun sagde det var oka. Han kiggede på hende med et lille smil på læben. Han vidste ikke helt hvad han ellers skulle. Klokken var blevet mange og han kunne mærke at han ikke var ligeså fuld af energi som han startede med, han løftede sine armer over sit hoved for at strække sig og gabte "Så hvor bor du nu? Du bor vel stadig ikke i skoven?" Han kiggede spørgende på hende med et undrene udtryk, han kunne mærke at hans læber var blevet tørre, å han fugtede dem en enkelt gang med tungen som han kørte rundt i mundvigen.

Hun bed sig stille i læben, hun kunne godt lide hans udseende, rigtig meget faktisk, hun sad lidt i sine egne tanker til han igen snakkede til hende "Hva'? Nej, jeg bor i en lejlighed inde i Terre nu" sagde hun med et lille smil, hun bed sig stille i læben "er du træt?" spurgte hun nysgerrigt, hun ville jo ikke holde på ham hvis han hellere ville hjem til hvor han nu boede og sove, det ville hun faktisk hadede sig selv for af en eller anden grund, hun lagde stille hovedet en smule på skrå mens hun så på ham med et lille smil, hun kunne ikke lade være, hun rystede dog hurtigt på hovedet og ssatte sig ordentligt igen og så på ham med et smil.

// Undskyld, undskyld, undskyld jeg først har taget mig sammen til at svare nu //