Dark is rising (Yuuki)

S: Grotterne
T: lidt i fem
V: Mørkt og stjernefuldt
O: Ingen rigtig kun nogle bjergbestigere som pludselig vendte om fordi han brugte sine kræfter for at vende dem om
D: Idag

Oppe på toppen af bjerget sad en ung elver med sin bue og pile på ryggen samt sit sværd på siden og kniven skjult i støvlen. Der var stille. Alt for stille. Elveren bevægede ikke en muskel. Han mumlede sorte besværgelser der skabte et skjold nær hans grotte som fik folk til at vende om. De glemte nærmest hvorfor de var deroppe. Langsomt begyndte han at rejse sig og gik roligt ned fra bjerget. Han nærmede sig sin hule fra oven og hoppede ned ved indgangen og gik ud til kanten. Stilheden var beroligende. Der var ikke rigtig nogen lyd andet end nogle trædelyde lidt væk. Men han var ligeglad. Med rolige skridt gik han indenfor af grotten og gik roligt ind til enden hvor han lagde en hånd på væggen og åbnede den hemmelige dør. Så snart døren var åben forsvandt skjoldet det var kun når han var ude og lufte sig selv han brugte det. Hvis nogen nærmede sig hans grotte ville han alligevel kunne høre det. Døren lukkede sig bag ham og han begyndte at tage sine våben og rustning af

Yuuki gik stille mod bjerne... hvorfor anede hun ikke, og hun var sikker på hun ville fare vild, for hun havde sldrig vært der før, hun bed sig i læben og sukkede stille, hun så lidt rundt da hun var kommet et godt stykke op i bjergne, hvorfor vendte hun ikke bare om? der var sikkert stadig noget at lave nede i byen, men alligevel hendes nysgerrighed fpr steder hun ikke havde vært før fik hende til at fortsætte, noget tid efter fik hun øje på en grotte, hun gik stille mod den, men trak så på skuldrene og satte sig med benene ud over kanten på en lille klippe eller sten der var lidt væk fra klippen, hun bed sig lidt hårdt i læben... gad vide om der boede nogen i grotten? hun rystede hurtigt på hovedet for at undgå at gå ind i den, det sidste hun havde lyst til lige nu var at møde en eller anden snaksalig person(Ja hun var overbevist om at hun var bedre end andre, og at snakke med dem var helt utænkeligt for hende nogle dage... fx denne dag)

Han havde allerede fornemt hende og tog sin bue og vendte sig hurtigt op og skød 2 pile af sted en ind og lavede en larmene tone i den ene side ved at ramme en klokke og så den anden side hvor der osse hang en klokke så smed han buen tog sit sværd og løb af sted med larmen over det hele kunne hvem end det var ikke høre hans skridt og på den måde kunne personen ikke forsvare hans angreb en perfekt taktik. Han smuttede og hoppede op i luften men opdagede hurtigt det var en pige og vendte skaftet mod hende faldt ned på jorden ved siden af hende og fældede hendes ben med det ekstra lange skæfte

Yuuki så op da hun hørte lyden af klokker, hun så sug forvirret om, og undredes sig lidt, kort efter forsvandt benene under hende, hun fik øje på drengen og så hårdt på ham, hun rejste sig hurtigt og børstede det værste skidt af sig "Hvad fanden har du gang i!?" spurgte hun vredt, hun fattede ikke hvorfor han bare havde væltet hende, hun kendte ham jo ikke, og mente ikke han var en af dem hun før havde provokeret… men måske tog hun fejl? Hun sukkede og rystede på hovedet, men var stadig vred.

Han løb mod hende mens han havde sværdet med skaftet opad hvorefter han rettede skaftet til at flyve direkte mod hendes mave hvis han ramte ville hun sikkert få en mavepuste og bøge sig ned han havde allerede løftet benet så hvis det var tilfældet ville hun knalde panden ned i hans hæl hvorefter han ville løbe videre og stoppe ved en klippevæg hvorefter han svang sværdet rundt og kastede det hvis hans plan havde lykkedes ville sværdet sætte sig fast i stengulvet med noget af hendes tøj så hun sad fast og han kunne slappe af uden at tænke over om hun ville angribe igen

Hun så på ham mens han løb mod hende, men først da hun mærkede sværkasftet i maven, slaget i hovedet da hun bukkede sig forover og så sad fast ved klippen mærkede hun for alvor hvor irriteret og vred hun var på ham, hun forsvandt, og dukkede kort efter op bag ham, hun greb fat om hans hals og holdt godt fast "Hvad har jeg gjort dig!?" hvæsede hun i øret på ham mens hun stadig holdt ham.

David lukkede øjnene roligt. Der var helt stille. "Ingen snigmorder skal dræbe mig. Specielt ikke for et forræderi jeg ikke engang har gjort." Sagde han roligt og greb fat i en kugle han havde under sit tøj et hvis sted. Han kastede det i jorden. Og en kraftig lys eksplosion kom for at blænde hende. Så hun enden slap eller ikke opdagede hans sværd flyve igennem luften bag sig for at ramme hendes arm. Han ville lande på jorden svinge sit sværd og svang det direkte mod hendes ben for at såre hende så hun ville lande på jorden så han kunne sigte på hende med sit sværd.

Hun så forvirret på ham "hvad fanden snakker du om!?" spurgte hun forvirret mens hun så på ham, hun holdt en arm over sine øjne da han gjorde det, så hun nåde ikke at gøre noget før hun pludselig lagde på jorden "helt seriøst! jeg aner ikke hvad du snakker om!" sagde hun koldt mens hun så op på ham.

Han så på hende "du er her for at slå mig ihjel jeg ved det." Sagde han hårdt og tog en kniv frem og bukkede sig ned og lagde den ved hendes hals mens han hårdt havde fat i den "jeg er en elver jeg dræber normalt ikke kvinder men du har lige angrebet mig hvilket beviser du er en snigmorder" sagde han hårdt og pressede svagt kniven lidt mod hende så der kom et svagt hul.

"nej jeg er ej! jeg kender dig ikke engang!" sagde hun irriteret og sank en klump da han lagde kniven ved hendes hals "hallo? hvem væltede hvem? hvem er det der har en kniv for struben lige nu?!" sagde hun og lukkede øjnene da han svagt pressede kniven mod hendes hals, og hun kunne mærke der gik hul, men gjorde ikke modstand, hun ville ikke have hans tro om at hun var snigmorder blev stærkere...

Han så på hende. "Hvorfor forsvare du dig ikke snigmorder." sagde han hårdt "det eneste som kan få mig til at tro andet er ved at du viser mig du ikke er elver" sagde han hårdt og hev hende op og pressede hende op mod muren "fortæl mig sandheden HVEM HAR SENDT DIG" råbte han vredt og hev hende lidt væk fra muren og knaldede hende ind i den igen.

"Jeg er ikke nogen snigmorder!" sagde hun og sank en klump igen, hun bed sig i læben og tøvede lidt "De,Det kan jeg ikke.." sagde hun stille, og bed sig i læben, hun gispede overrasket da han pressede hende op mod muren "Der er ingen der har sendt mig for jeg er ikke nogen snigmorder!" sagde hun og ømmede sig svagt da han knalderede hende ind i muren igen, det hele blev kort sort for hendes øjne men så så hun klart igen...

David stod lige foran hende få centimeter fra hende og hans kræft begyndte at tage til. Fortrylning. Den kraft der bandt alle kvinder han så i øjnene til nærmest at blive forelsket i ham. "Du vil aldrig kunne lyve for mig hvis mine kræfter tager over." Hviskede han og koncenterede sin energi til at bruge sin fortrylning så hun ikke kunne lyve for ham.

"For helvede altså! jeg lyver ikke for dig!" sagde hun irriteret og prøvede at komme fri af ham, hun så kom kort i øjnene men fortrød det hurtigt og så til siden, hun bed sig hårdt i læben og rystede svagt mens hun undgik at se på ham.

Han holdte hende fast. "Se mig i øjnene og sig du ikke er en snigmorder og jeg vil slippe dig fri." Sagde han roligt mens han stadig holdt fast i hende. "Du dør ikke af at se mig i øjnene men du dør af min kniv for den svinger jeg om lidt." Sagde han hårdt og pressede hende lidt mere ind mod væggen for at få hende til at se på ham.

Hun bed sig hårdt i læben, men så ham stadig ikke i øjnene, hun tøvede lidt ved det næste han sagde, men så så lige så stille i øjne "jeg er ikke nogen snigmorder" gentog hun sig selv, men uden at fjerne blikket fra hans øjne, hun sank en lille klump og bed sig hårdt i læben da han pressede hende lidt mere ind mod vægen.

David så hende i øjnene og brugte i et par sekunder kraftigt sin fortrylning og slap hende så. Derefter fjernede han sværdet ned i skedeholderen. Derefter vendte han rundt og gik indaf længere ind i bjerget.

Hun bed sig stadig bare i læben og sank endnu en klump, da han slap hende lod hun sig glide ned på jorden og sukkede lettet, hun lænede sig op af muren og lukkede øjnene, hun rystede svagt, men ikke noget man kunne se på hende.

David stod stille lidt "kommer du eller hvad? Der bor en bjørnefamilie i denne bjerghytte hvis du ikke går væk kommer de og du er i deres territorium så de angriber dig." Sagde han roligt og vendte sig mod hende mens hans fortrylning stadig var igang i hans øjne.

Hun så stille op på ham og sank en lille klump, men så mod bjerghytten og rystede lidt på hovedet inden hun stille rejste sig, hun gik stille over til ham "Det kommer an på.... har du tænkt dig at angribe mig for noget jeg ikke har gjort igen?" spurgte hun og sank en lille klump.

Han så på hende roligt. "Lad vær med at mistro mig for psykopat eller sådan noget jeg er en elver kriger min stamme har sat en stor dusør på mig." Han tog roligt de sidste våben af inde i sin hule. Derefter lukkede han hulens dør. 2 store sten bevægede sig ind foran indgangen. Og lys tændte over det hele så hele rummet så gyldent ud.

"undskyld... det.. vidste jeg ikke.." sagde hun stille, og sank en lille klump, hun så lidt ned, og bed sig hårdt i læben, hun så stille på ham da han tog de sidste våben af, og blev en smule overrasket da lyset tændte over det hele i rummet.

David var helt rolig og gik hen til et bord langs hulens sidemur hvor han satte sig og vinkede hende hen til pladsen foran ham "Navnet er David jeg er en elver som er blevet forvist for min klan." Sagde han roligt og bukkede roligt med hovedet for hende

Hun så lidt tøvende på ham da han vinkede hende hen til pladsen foran ham, men så gik hun stille over og satte sig foran ham, hun så lidt ned "Ehm.. mit navn er Yuuki og jeg er en dæmon..." sagde hun stille og sank en lille klump og uden at se på ham.

David tog roligt noget varmt vand fra den gryde som stod midt på bordet "Såh Yuuki Dæmon Hvad laver en som dig i sådan en grotte som denne." David så på hende og tog en tår af det kogende vand uden at strække en muskel som om han ikke kunne mærke det var så varmt "Vil de ha en kop varm vand eller måske en kop varm te?" Sagde han roligt og rakte hende en kop og en kasse i kassen var der en masse forskellige the urter så hun selv kunne putte det i. "Husk at masse det for saften før du putter det ned i koppen."