Rising Storm (The Black Witch)

Mørket hang over Terre som en dyster kappe, fyldt med tordenagtige skyer som endnu ventede på at gøre deres entré. Det var natten efter en varm sommerdag, og heden havde endnu ikke forladt byen, selvom solen var væk og havde givet plads til nattens uendelige mørke.

Han lå på ryggen, med hænderne bag hovedet, og stirrede stille op på de dystre skyer. Taget under ham var lavet af solid beton, men han lå nu alligevel ganske godt.
Dovenskaben havde ramt ham oven på en så varm dag...

Som han lå der, begyndte tankerne stille at hvirvle rundt i hans hoved. Tanker om fordums tid... storheden i fortiden... og enden på alting.
'Sansiss' skubbede tankerne væk og erstattede dem endnu en gang med rovdyrets lyst... han havde spildt hele denne dag, hvor der ellers havde været mere end rigeligt med potentielle ofre over alt i byen.

Måske var det på tide at gøre sig lidt mere fortjent til de flyers som var blevet spredt i byen. Endnu et offer ville bestemt også hjælpe på hans humør.

Han smilede ondt, mens han forestillede sig hvad han ville gøre ved den næste.

Roligt satte han sig op og strakte sig dovent. Han kiggede lidt rundt, og lyttede efter hvor de nærmeste mennesker, eller væsener, opholdt sig.

Der var en sælsom skønhed i natte tæppet der strakte sig over himlen og tillod de små blinkende sole at vinke ned til nattelivets syndere. En entré af trin brød den ildevarslende stilhed: en kvinde gik ned igennem Terre´s side gader. Hendes gang var målrettet til trods for et fordrukkent sind. Hun gik fra den travle by af drinks og farver, og imod sit hjem nogle blokke væk. Hendes fødder dunkede fra de sorte høje hæle på hendes fødder men den rus der havde bosat sig i hendes hoved, dulmede de ømme fødders jamren. Hun var iført en nedringet sort kjole med en V-udskæring både foran og bagtil. Kun iført en sort cardigan over sine skuldre og en håndtaske med diverse kort, spejdede hun op imod himlen der truede med at bryde og starte sin magtfulde torden. Hendes øjne var blå, den oprindelige lyselilla farve var dækket af de blå kontakt linser imens det hvide hår havde fået farvet blonde reflekser i sig der skjulte hendes races karakteristiske hvide tråde. Det korte hår dækkede svagt for de spidse øre hvor et par sølv øreringe dinglede. Hendes læber var farvet i en flaterende rød og hendes øjne var indrammet af en sort steg og maskara. En svag rouge fremhævede hendes slanke ansigts kindben og gav den mørke hud en andet form for liv.
En smule bekymret for regnens syndfald satte hun farten en smule op.

Han lyttede... lyttede... lukkede øjnene for at øge sit fokus... og dér!
Lyden af høje hæle var ikke til at tage fejl af. At dømme efter lyden var personen et par gader væk... men det plejede nu ikke at være noget problem.

Han slog øjnene op og rejste sig med et tilfreds smil.
En let brise ruskede svagt i hans lange, hvide hår - og som havde brisen været et startskud, satte han af:

Han sprang lydløst, flere meter over på det næste tag, løb et par skridt, sprang igen. Hans løse, sorte skjorte flagrede let under bevægelserne, og hans sorte læderstøvler var bemærkelsesværdige lydløse når han landede fra et spring.

Det tog ham ikke mange øjeblikke at nå frem til sit mål.
Hans blik fejede hen over gaden dernede, og fangede hende omgående - og Sansiss smilede let.

Han sprang igen, og landede denne gang midt på gaden blot et par meter fra hende.
Med en elegance som kun elvere besad, rettede han sig op, og vendte blikket mod sit mål. De røde øjne fangede hurtigt hendes blå blik.

"Interessant..." mumlede han.

Til trods for bekymringen om regn, formåede hun at dale væk i sine egne tanker. Natten havde været fuld af bejlere og en ophidset stemning. Tanken om det fik hende til at genkalde sig minder om selv samme emne og hun endte med en munter følelse der spredte sig igennem hende. Hun følte hun hørte til; her blandt dødelige og den triumf var en personlig sejr.
Brat måtte hun dog løsrive sig fra mindernes sødne og lade sit blik falde på noget meget mindre dødeligt; skikkelsen der strakte sig foran hende nogle få meter væk, fik hende til at standse sagte og tage et hurtigt hiv af luft. Hun tog et par forskrækkede klodsede skridt bag ud inden hendes falske blå øjne lagde sig over de røde. Det karakteristiske hår og den nuancerede hud, samt de røde iris'er gjorde hende hurtigt opmærksom på hendes artsfælle. Et sted i hendes baghoved glemte en smule fornuft sig frem fra den fordrukne tåge, men hun svajede stadig en smule da hun rettede sig op.
Hun blinkede. "Ehm...", var det eneste der rigtig løb over hendes rødmalede læber. Hun så sig bagover som om hun ledte efter en forklaring på hans pludselig ankomst, inden hun fortsatte med at gå. Imod ham for at komme udenom ham og videre.
Hvis han ikke sagde noget eller reagerede yderligere, ville han modtage et respektfuldt lille smil, som prøvede hun akavet at krybe uden om at skulle konfrontere en åbenlyst uintegreret artsfælle. Møder forhen med selv samme, havde aldrig endt godt givet hendes moderne livsstil og syn på verden.
"God aften.", sagde hun inden hun forsøgte at fortsætte videre, med en uelegant gang der fik hende til at vakle fra side til side.

Han hævede kort det ene øjenbryn. Noget var ikke som det skule være... og det tog ham kun en enkelt, simpel indånding at finde ud af hvad: Denne unge kvinde lugtede bestemt ikke som et menneske.

Nej... hun var en af dem.

Han smilede køligt, og da hun begyndte at gå over imod ham, tydeligt beruset, overvejede han hurtigt sine muligheder; han kunne angribe med det samme og starte løjerne... eller han kunne gå mere forsigtigt til værks.

"God aften" svarede han da hun nåede over ved siden af ham, hvorefter han forsvandt i skyggerne, og dukkede op lige foran hende - en teknik som ikke var hans, men som hun måske havde set før.

"Du... er en Sortelver." sagde han stille, mens han kiggede ned på hende.

Nu hvor han var tæt på, ville hun muligvis gennem sin beruselse kunne se, at han var som en klon af Zane, men med røde øjne.

Hun vaklede frem ad og så for sig den lampe oplyste vej forude der ledte ned til svinget hvor hun var sikker på hun skulle dreje til venstre, eller var det højre? Et øjebliks tvivl nåede kun lige at placere sig efter hun antog at hun havde formået at undvige sin artsfælle, til trods for den venlige hilsen tilbage, inden han dukkede op foran hende igen, hvilket resulterede i at hun gik ind i ham, det fik hende åbenlyst til at standse forvirret. Først stirrede hun en smule blankt imod hans brystkasse inden hun kiggede op. Uanfægtet af den intimsfære der blev brudt: fordrukne hæmninger var ingen hæminger. Hun kiggede derefter op på ham og mødte hans blik. Idet hun kun gik ham til brystet måtte hun læne sig en smule bagover for at se ordentligt, og så var der en smule overbalance fra hendes rus. Hans konklusion af hendes race, fremprovokerede ikke nogen reaktion: hun stirrede på ham og prøvede at huske hvem han mindede hende om, inden hendes malede læber spændte sig i et hvidt tand smil.
"Så må du være en alf, eh?", påstod hun med et fordrukkent humoristisk glimt i sine øjne.
En indadvendt lille humoristisk klukken startede, idet hun fandt sin egen joke morsom. Hun svajede lidt til venstre og så forbi ham, før hun prøvede at dirigerer forbi ham som den første regndråbe ramte hendes smalle let buede næse.

Han fandt det en smule morsomt da hun gik ind i ham. De fleste fik deres livs chok og forsøgte at flygte... som regel uden held.

Denne pige var fuld... alt for fuld til umiddelbart at kunne tage ordentligt vare på sig selv, hvilket gjorde at hun virkede sårbar - og det i sig selv var nok til at få den sadistiske fryd frem i hans mørke sind.

Ingen af hans ofre hidtil havde været sortelvere... og hans had til den race overskyggede alt andet.
Det gjorde naturligvis også dette til hans umiddelbare lykkeaften.

"En alf? Ja, måske... nu skal jeg hjælpe dig." sagde han og trådte et halvt skridt til siden - og i det øjeblik hans fod ramte brostenene igen, knyttede han højre næve, og sendte den lynhurtigt imod hende.

Med mindre hun reagerede hurtigt ville slaget ramme hende hårdt, midt i maven.

Hun blinkede idet han svarede og sagde han ville hjælpe? Hjælpe? Regnen var på vej så hun kunne nu nok bruge en hånd til at finde ud af om det faktisk var venstre hun skulle dreje? Det nåede dog aldrig til det punkt hvor hun igen ønskede at tale før et slag blev langet imod hende; takket være hendes exceptionelt hurtige reflekser drejede hun til den ene side og lod ham tumle forover alt efter hvor meget kraft han havde lagt i slaget. Skete det, blev et vel placeret spark sat i enden på ham for at forsøge at få ham til at falde forover. Den lille kjole rullede længere op over lårene idet det skete. Hun rynkede brynende fornærmet og hendes rus syntes at blive mere mørk end før.

"Du er vist ikke særlig populær hos damerne? Bare en fornemmelse.", hendes blå øjne skimmede ham kort.

Hendes undvigelse kom totalt bag på ham, og selvom han ikke havde lagt kraft nok i slaget til at tumle forover, fik han alligevel et spark bagi, som tvang ham to skridt frem.

Han stoppede op, mens regndråberne roligt begyndte at falde. Han var overrasket... chokeret.
Han havde kæmpet mod mægtige modstandere, han havde dræbt de fleste af dem, og han havde næsten altid haft held til at tage sig 'kærligt' af sine udvalgte ofre... og nu, for anden gang i sit liv, blev han ydmyget af en sortelver!

Hans vrede glødede over dette ene fakta, og da han vendte sig om mod hende, var hans øjne ikke længere røde: de var syregrønne, og pupillerne var aflange og rovdyrsagtige.

"Sortelvere... hver eneste gang..." hvislede han, men formåede at holde sig i ro, hvilket endda overraskede ham selv.

Han havde lyst til at påføre hende så meget smerte at hun tiggede ham om at slå hende ihjel... men han havde på fornemmelsen at det ikke ville blive så let.

Lige nu, holdt han igen...

Han stod passivt og så på ham. Med sine blå øjne let oplyste fra den lilla farve der simrende, betragtede hun ham idet han vendte sig om og havde skiftet øjenfarve til noget helt andet. Grønne? Syre grønne? Hvilket sær farve ændring. Hun tappede sin taske lidt imod låret imens de første regnprøver satte sig i hendes kort klippede hår. I modsætningen til ham var hun ganske neutral men mere årvågen end før.
"Flashy.", kommenterede hun på den ændrede øjnefarve. Det kunne man bruge i cirukus: faldt det hende mærkeligt ind - hun var ganske vist stadig fuld selvom hun var en mere vagtsom. Idet han talte om sort elvere løftede hun brynende.

"Ja, dem ville jeg holde mig fra hvis jeg var dig.", rådet hun.
Hun løftede en hånd og konstaterede at det virkelig ville begynde at regne. Og hun havde stiletter på. Suk. Hun trådte ud af de ømme stilletetter og bøjede sig for at samle dem op og lade dem dingle i to fingre, imens hun betragtede ham tankefuldt.

"Jeg gider ikke slås.", sagde hun så.
"Hvis du leder efter nogen at tage aggressioner ud på, så find en anden. Hvis du vil voldtage nogen, så find en anden. I det hele taget, bare find en anden. Jeg er ikke interesseret i din jeres muskel kampe. I det hele taget vil jeg bare gerne blandes udenom. Forstår du det?"

Han stod som forstenet og lyttede mens hun talte til ham.
Denne unge, unge sortelver. Hun kunne ikke være mere end hundrede år... og alligevel stod hun nu der og talte sådan til ham.

Aldrig havde han oplevet noget lignende.

Ingen havde nogensinde vovet... men... nu var han jo også meget langt fra at være sig selv.

"Muskel kampe... voldtægt... det er ikke ligefrem det, som er planen." hørte han sig selv sige, og fattede ikke hvorfor.
Han havde ikke brug for at tale om tingene. Det var ret ligetil for ham.

"Du burde være lidt mere forsigtig med dine ord, tøs... nok er du hurtig og besidder evner som jeg troede var forsvundet for flere tusinde år siden... men du er ung og uerrfaren, og du er beruset. Vær ikke i tvivl om at hvis jeg vil gøre dig ondt, så gør jeg det. Og lige nu, er der ikke meget andet jeg hellere vil." sagde han.
Hans stemme var rolig og fattet nu... at tale havde givet ham styr på sig selv igen.

Dog måtte han indrømme over for sig selv at han fandt denne unge sortelver interessant... han var ikke sikker på at han ville dræbe hende - men det var ikke ensbetydende med at hun fik lov at slippe.

Han forstod det altså ikke? Ikke helt? Hun satte bagsiden af hånden - den der holdt tasken - imod hoften og hendes tankefuldhed hørte ikke op, dets mere han talte og måden han talte på, hun blev mere og mere overbevidst om at han bare vare brusk og ben. Muskel og kød. En slave uden matriak. Den type der åbenlyst ikke kunne håndtere selvstændighed uden at blive i mere eller mindre grad sindssyg. Så på trods af hans kolde ord kunne man se medlidenhed i hunelverens øjne. Han truede, ork ja det gjorde han, det var det han havde. Det eneste han havde. Trusler, vold, agression. Hun havde set dem før, krigere uden hærfører. Det måtte være sådan her de endte. Små skalle af det der kunne have været. Kesheen ville sikkert havde aflivet ham for længst.
Hun balancerede lidt usikkert på det ene ben imens hun så overvejende på ham: hun fandt det synd for ham det var nok det tydeligste og hendes blik blev mere ømt end mørkt. Det var trist at blive mindet om forfaldet, når nu aftenen havde startet så godt.

"Du er virkelig bare en muskelhund, hva?", der var ikke noget nedladende eller provokerende i det. Mere en forståelse og faktisk sørgmodighed.
Hun for ventede ikke noget svar og så bare på ham i noget tid indtil regnen for alvor tog til og den første torden kunne høres længere væk. Hun udåndede opgivende; fantastisk, og nu blev hun gennemblødt!

Da hendes blik ændrede sig, forstod han ikke lige med det samme.
Følelser var stadig noget nyt for ham, på trods af at han havde haft mere end et år til at lære.

Da det så slog ham hvad hendes blik betød, løb det ham koldt ned af ryggen. Han havde aldrig oplevet at få et sådant blik før.

Denne unge sortelver var fuld af overraskelser...

"Muskelhund... det var jeg vel, men ikke som du tror." sagde han.
"Men jeg må give dig... på trods af at du har misforstået alt om hvem, og hvad, jeg er... så har du vist dig som en intelligent, empatisk og modig kvinde. Det er egenskaber som selv jeg kan respektere."

Han mente det. Han havde kendt folk med hendes potentiale dengang for så evigt længe siden... og de havde været uvurderlige, men også farlige.

Han lagde armene over kors henover brystkassen, og stirrede lidt på hende.

"Hvad skal jeg stille op med dig..."

Regnen fik hendes hår til at klistre sig til hendes ansigt og efterlod hende en smule som en druknet mus. Hun trak cardiganen tættere om hendes skuldre og så på ham imens han talte som om han var fra en film. Hun lagde hovedet en smule på skrå: hvordan kunne et oldtidslevn som ham overhovedet overleve i den moderne verden? Idet han talte om respekt vidste hun han mente det; det var en del af den kultur. Det man sagde mente man.
I sidste ende kom der et spørgsmål til hende, eller måske var det mere til ham selv men hun tillod sig selv at svare:

"Well.. som jeg ser det, kan du enten vælge at finde en anden at jage målløst efter i regnen. Eller du kan gøre os begge en tjeneste at hjælpe mig hjem?", hun pausede og lavede et lille smil som om hun fortalte en hemmelighed. "Jeg er lidt fuld. Og våd."

Hun ventede derefter neutralt på hans reaktion.

Han betragtede hende i et lang øjeblik mens han overvejede sine muligheder.
I sidste ende var det nu egentlig et simpelt valg... ligegyldigt hvad der skulle ske, ligegyldigt hvad han endte med at ville gøre, var det nemmeste, og smarteste, nok at hjælpe hende med at komme hjem.

"Nuvel... lad os komme af sted." sagde han og rakte en hånd ud mod hende.
"Tag min hånd og fokuser på dit hjem... med mindre du har lyst til at gå."

Imens han overvejede sine muligheder blev hun mere gennemblødt og endnu en torden i det fjerne rullede hen over den grå himmel med de pilende dråber. Hun blev utålmodig, men kun på grund af regnen og det faktum at hun ikke brød sig om kulden der fulgte med den. Overraskende valgte han det sidste og hun løftede et øjenbryn små forvirret? Idet han rakte hånden ud imod hende og bad hende tænke på hendes hjem, så hun en smule skeptisk på ham: det var vel sagtens naturligt at tvivle på nogen der lige havde prøvet at slå en uden grund.
Et lyn slog ned i nærheden og hun så i retningen af glimtet; det var nok til at hun besluttede sig. Hun rakte hånden ud og tænkte på bagtrappe indgangen der førte op til lejligheden ovenover hendes butik.

Da han tog hendes hånd, overvejede han ganske kort om han skulle angribe igen; det ville være en smal sag at få krammet på hende hvis han allerede havde fat - han var langt hurtigere end han hidtil havde vist hende.

Dog... valgte han at gøre det modsatte, i det mindste for nu.

Han lukkede øjnene, og lod magien strømme gennem dem begge.
Han så bagtrappen for sit indre øje, og fokuserede så sine kræfter på den.

Der lød en susen for deres ører, og alt blev stille omkring dem. Hvis hun kiggede, ville hun ikke se andet end skygger der bevægede sig i ufattelig fart overalt omkring dem.
Hun ville kunne mærke hvordan hendes hår og tøj flagrede som om de bevægede sig helt utroligt hurtigt, men uden overhovedet at bevæge sig.

Blot et par sekunder senere, forsvandt den ubehagelige susen, og de stod igen i regnen - men denne gang for enden af den bagtrappe som hun havde tænkt på.

Han slog øjnene op, og kiggede på hende, stadig med de underligt grønne øjne.
"Vi er her."

Hun kiggede sig omkring en smule usikker på hvad hun egentlig skulle forvente der ville ske? As strømmen af skygger begyndte at omslutte dem blev hun dog meget mere urolig end først antaget, følelsen af bevægelse gjorde hende svimmel og gav hende en let kvalme på grund af hendes berusede tilstand. Men hun endte hvor hun havde tænkt sig at være. Gang trappen var smal dog så hun snublede en smule bageover og greb fat i gelænderet. Hendes kjole sad en smule skævt og hendes hår var vådt og uregerligt. Hun fik balancen igen ved hjælp af gelænderet og pustede kort opad så noget hår fjernede sig fra sine øjne.

"Det.. er vi sandelig.", sagde hun en smule åndsfraværende.
Hun satte sig langsomt ned på trappen og stirrede lidt ud i luften imens hun fokuserede på ikke at tømme mavesækken over gulvet.
Efter lidt tid så hun op på ham.
"Tak.", hun rakte ham hendes pung. "Nøglen. Til døren, find den til mig så er du en skat.", bad hun omtåget af at føle sig fulde syg.

Hun reagerede nogenlunde som han havde forventet.
Fuldskab og skyggerejser var nok ikke den bedste cocktail... ikke at han nogensinde havde prøvet det.

Han kiggede lidt på hende, før han så sig omkring, kun halvt overrasket over at dette var hendes hjem.
Der var endnu mange ting at vende sig til...

Han vendte blikket mod hende da hun rakte ham tasken, og lidt imod sin vilje, tog han imod den og fandt hurtigt frem til nøglen.

Det var for længst gået op for ham at denne pige ikke anede hvem han var, og hvad han havde gjort imod snart utallige andre...

Underligt nok, rakte han nu sin frie hånd ned mod hende og sagde:
"Kom... jeg hjælper dig."

Hun stirrede blankt ud for sig med sit fokus på at distrahere hendes tanker for ikke at nævne krop til ikke at gøre bagtrappen ulækker til næste morgen. Som han fandt nøglen frem og derefter overraskede hende igen, ved at række hånden ud til hende og sige at han ville hjælpe hende, så hun op på ham med sammenknebne øjne et øjeblik som om hun vurderede noget før hun tog imod hans hånd og rejste sig vaklende på benende. En dybt indhallering fulgte. Et skidt af gangen. Hun endte med at støtte sig mere op af ham end forventet imens de gik op af trapperne til første sal hvor han ville få æren af at åbne døren ind til hendes lejlighed. Entréen var lille og i et med en gang der ledte til forholdsvis stuen og køkkened. Badeværelset var tilgængeligt fra stuen og det samme med soveværelset.

"Uuh, den vej!", pegede hun og diregerede ham ind i stuen, hvor en sofa samling stod foran et tv, samt et spisebord med en blonde dug hvorpå seks forskellige planter stod. Det virkede ikke rigtig som om det blev brugt til meget andet. Der var et tv foran sofa samlingen, et stereo anlæg ved den bare side af væggen, reoler med bøger: moderne såvel som mytologiske. Over det hang der billeder af tørrede sommerfugle spiddet med nåle og sat på display under en glasrude i en træramme. Der var osse billede med pressede blomster og planter af forskellig art. Et tæppe lå over gulvet, og hun diregerede ham igennem stuen og til soveværelset, der indeholdt en stor seng med træ gelænder, et varmt stilbillede af et blomsterbed gang over det. For venstre side af døren var der et tøjskab, og på den anden side en stol med forskellige kjoler smidt over den. Sikkert fra at have prøvet tøj tidligere. På den ene side af sengen, den side der ikke havde et vindue, var et stort spejl og et lille bord ved siden af med endnu en plante.

Hun søgte at sætte sig ned i sengen på samme rolige kontrollerede måde som før.
"Tak.. tak..", mumlede hun og lod skoende falde ned ved siden af sengen.

Han kunne ikke lade være med at undre sig lidt over hvordan hun havde været i stand til at undvige hans slag, når hun nu var i denne tilstand.
Han gav credit til hendes instinkter...

Det var tydeligt at hun skulle bruge hjælp til at undgå at vælte alting, inklusiv sig selv, og han greb hende derfor ved armen og ledte hende derhen hvor hun nu sagde.

Lejligheden var fyldt med underlige ting... den lignede bestemt ikke en sortelvers hjem.
Han stirrede lidt på fjernsynet mens han hjalp hende hen mod soveværelset.
Han havde set disse elektriske gespenster før... og de blev ved med at være underlige i hans hoved.

Da de nåede soveværelset, hjalp han hende let med at komme ned at sidde på sengen, før han slap hendes arm.

Han svarede ikke på hendes takken... han var ikke helt klar over hvad der havde fået ham til at hjælpe hende...

Hun sad på sengen lidt og svajede hvorefter hun så på sin dyne og besluttede sig meget hurtigt for at hun skulle i seng. Hun greb geleddet og rejste sig op på usikre ben hvorefter hun greb fat om kanterne på den sorte kjole og trak den kluntet over hovedet. Det hvide hår med de blonde reflekser endte i en uredt fugtig rede og hun trak besværet kjolen af og smed den på gulvet med ligegyldighed. I fuldskaben virkede det ikke til at hun havde særlig meget til over for blufærdighed. Hun stod i tilbage i sort undertøj der havde matchet hendes kjole. Der var blondede kanter og et blomster print; der var tydeligvis et eller andet med blomster. Efter hun havde smidt kjolen satte hun sig ned på sengen igen og trak dynen til side. Bh'en blev knappet op efter øreringende var taget ud og ladt på natbordet. Efter toppen var væk, kravlede hun ned under dynen der opslugte hende fuldstændig.

Han skulle lige til at vende sig om for at gå uden et eneste ord, da hun pludselig rejste sig og trak kjolen op over hovedet.
Han blinkede overrasket, og lod da også blikket glide ned over hendes krop og han kunne mærke hvordan han rødmede ganske svagt, og samtidig... som hun stod der med armene over hovedet, fumlende med sin kjole, var han utroligt fristet til at forsøge igen... tanken om hans næve mod hendes bare mave gav ham en mild susen for ørerne...

Selvom fristelsen var stor, gjorde han ikke noget.
Igen fattede han knap sig selv...

Men han måtte indrømme at han morede sig lidt over hendes manglende blufærdighed - især da hun pludselig også smed bh'en.
Han betragtede hende lidt mens hun kravlede ind under sin dyne.

Hun ville, efter alt at dømme, snart falde i søvn...
Sansiss vendte ryggen til sengen, og gik de to skridt ind i stuen, hvor han lod blikket glide hen over de mange besynderlige genstande...

Hun pressede ansigtet en smule imod puden selvom hun stadig havde make-up i ansigtet. Men det betød ingenting, hvad der betød noget var følelsen af en seng og varme på en kold krop. Hendes øjne lukkede i ligesom hun så ham vende sig om og gå ind i hendes stue. Roligt faldt hun hen og ville snart være væk, sove foruroligende fredfyldt taget i betragtningen af den gæst hun havde hjembragt.
Stuen var som beskrevet et virvar af planter, reoler med bøger, vægge med udstillede sommerfugle af forskellige arter og typer, pressede planter og natur malerier. Med mindre Sansiss gjorde noget for at vække hende eller der kunne vække hende, sov hun tungt indtil morgenen efter.

Han kastede et blik over skulderen, på den sovende kvinde bag ham.
Tankerne fløj rundt i hovedet på ham... han havde lyst til at følge sit instinkt og sin ondskabsfulde, sadistiske lyst...

Men noget holdt ham tilbage lige nu.
Hvad det helt nøjagtigt var, vidste han ikke... men det var værd at finde ud af før han brændte denne bro.

Sansiss vendte blikket mod stuen igen.
Han sukkede, og gik hen mod sofaen, hvor han lagde sig.

Han faldt i søvn næsten med det samme.