Cold As Ice - ÅBENT!

Sted - Metroen -Terre
Tid - 2300
Vejr - For koldt til at bevæge sig udenfor. Omkring -7 grader. Snebyger af og til samt hagl.

Lykken var kortvarig, eller det var i hvert fald hvad folk sagde. Men hvad nu hvis lykke ikke fandtes? Var folk virkelig så opsatte på, at finde den lykke, lige meget om den var kortvarig eller aldrig kom? Var folk virkelig så desperate? Det var det eneste spørgsmål hun manglede svar på. Hvordan kunne folk være så egoistiske og så opsatte på at få fat i deres lykke, de kun ville finde oprigtigt en gang i livet? Hvordan kunne de folk, der alligevel havde penge nok, blot lade en skrøbelig pige med en ganske lille chance for at overleve i kulden, ligge og lide i så lidt tøj, på en metrotation helt henne i hjørnet? I mørket, I håb om at ingen ville se hende, for de gjorde det alligevel ikke. Hvordan kunne det være, at folk var så… Egoistiske? De kiggede jo ikke engang på hende, sikkert bange for at få dårlig samvittighed eller måske ikke. Mange var tydeligvis ikke glade for at hun opholdte sig et sted som her, men hvor skulle hun ellers være? Metrostationen var helt klart det varmeste sted i byen, hvis man levede som hun gjorde. På gaden, uden tøj og uden mad. Alene.

Ovre i hjørnet sad en skikkelse, som ingen rigtig ønskede at kigge på. Ikke fordi det var skræmmende og heller ikke fordi det var hæsligt. Folk havde bare andet at se til og der var ikke plads til endnu en hjemløs i Terres gader. Så mange vidste godt at de hjemløse, nok ikke ville klare denne vinter uden hjælp, mad og ordentlig påklædning, men hvor skulle de dog på den hjælp fra? Ikke en eneste sjæl var barmhjertig nok, ikke engang når det var et barn, til at hjælpe de personer der havde brug for det. Var der virkelig ingen der kunne se, at det var de hjemløse der havde det sværest? Var der ingen der havde opfattet og forstået at de hjemløse ikke ligefrem havde udstyret til at bo på gaden? Mange regnede vist bare med at kvinderne blev prostitueret og at mændene de bare… ja, de døde vist bare. Det var sådan nogle folk opfattede de hjemløse.
Rystende af kulde og sammenkrøllet, forsøgte pigen at holde varmen. Håret dækkede stadig hendes forfrosne ansigt. De kinder der for et år siden havde været røde og lune, var nu blege og næsten blå og læberne, der for et år siden havde været så yndige, var nu ikke røde og lækre længere, nærmere blå og lilla. Meget kunne man sige om hende, men der var ikke særlig mange der udtrykte hendes skønhed. Alle så hende som en kloakrotte der blot skulle udryddes. Men Ree kæmpede for sin overlevelse, selv i den bidende kulde der havde givet hende en forkølelse og en halsbetændelse… Hun havde ikke råd til medicin, så hun måtte vel snart indse at tiden var inden for hendes afsked. Livet var for hårdt, men hun ville ikke give op endnu.
Med klaprende tænder og rystende ben, fik den unge pige rejst sig op og samlede sine få ting sammen. En slidt rygsæk, et slidt og hullet tæppe og en dunk med vand i. Mad havde hun intet af og havde snart levet af vand i en dag eller to. Livet var hårdt som hjemløs, men når ingen tog ansvar og var barmhjertige, så var det næsten værre. Hun havde ikke valgt at leve sådan, hvorfor fik hun så ikke chancen for at leve på en anden måde. Ganske simpelt. Penge.

Det første det bedste offer, der lige kom forbi, var en ud af mange mennesker der strømmede ind og ud af de varme metroer. Enten her til Terre for at komme hjem eller feste, hvis ikke de stod på metroen og kørte væk fra det mylder der alligevel var på gaden over stationen. De fleste folk ville dog blive betragtet som vanvittige, for hvem ville dog bevæge sig ud i kulden? Hvem ville dog risikere at blive forkølet eller syg? En tåre trillede ned af den unge piges kind. Hun lod til at være omkring de 13 eller 14 år gammel. Hendes hals gjorde ondt, brændte og gav hende besvær med at trække vejret. Hendes næse var tilstoppet og hun lignede en der havde arbejdet i en kulmine. Og sidst men ikke mindst, bar hun ikke andet end et par slidte bukser med hul på begge knæ, et par nedslidte støvler og en tynd, utrolig tynd bluse. Var der virkelig ingen der ville få medlidenhed med dette stakkels barn? Var hun virkelig så usynlig som hun selv mente at hun var? Hvorfor var alle så opsat på lykke, at de glemte alt omkring dem? Glemte dem der virkelig havde brug for lykke. Nemlig dem der stod uden varme, uden hjem og uden mad? Var folk virkelig så dumme og egoistiske?
Et par stivfrosne fingre greb ud efter en tilfældig persons jakke, gav sig til at klynge sig fast, selvom hendes krop føltes livløs og stiv. Den ville ikke reagere på grund af de kolde lemmer. ”U-undskyld…” Hendes stemme var lys og hvis man lyttede godt efter, kunne man godt høre hendes vejrtrækningsproblemer. ”Kunne De ikke hjælpe mig? Det gør så forfærdelig ondt.” De blå øjne var rettet ned mod hendes fødder, da hun allerede vidste svaret. Hun ville blive rystet væk eller skubbet væk af denne person. Alle var så optaget af alt muligt andet, at de ikke så denne unge pige der snart ville fryse ihjel. Var der da virkelig ingen barmhjertige sjæle i Terre?

//Besvarer muligvis imorgen. I er stadig velkomne til at joine...//

En lille gnist af varme, opsøgte straks hendes spinkle og lille krop, da et par efterårsgyldne øjne hvilede på hende. Tårerne væltede selv ud af de blå, blanke og frosne øjne. Kinderne blev hurtige våde, men tårerne frøs og hendes kinder blev atter tørre og fik den blålige, blege farve tilbage. Inde bag de lilla læber, klaprede tænderne og hjertet i hendes bryst, kæmpede umådelige meget for at holde den lille krop i gang. Kæmpede for at pumpe blodet rundt i den forfrosne krop, der snart ville døse hen og løbe i armene på døden, der blot stod og ventede på hende.
Selv ventede hun også på et sted at hvile. Den evige hvile, ville snart trække hende til sig. Give hende det hun havde savnet så længe. Give hende hvile og varme.
Kvinden knælede ned ved hendes side, lagde en varm hånd mod hendes arm og gned en smule varme i den… mildt og varsomt. Øjeblikkeligt væltede tårerne ned af hendes kinder igen, da berøringen og den lille smule varme der kom, næsten gjorde ondt. Det var som en flamme. En flamme der brændte hendes hud, nåede helt ind til hendes knogle. Men varmen var kortvarig og smerterne forsvandt i takt med varmen. Kort efter den var forsvundet, kom den dog tilbage på en ny og meget bedre måde.
Tårerne hørte op og kinderne blev næsten frysetørret. En sølle lille hosten kom fra hendes strube, tænderne blev bidt sammen i smerte. Halsen brændte nu. Mere end hendes skulder havde gjort for et øjeblik siden. ”Du må hjælpe mig. Det gør så ondt…”

Ingen andre mennesker lod til at bemærke den lille hændelse der var sket. Ingen bemærkede kvinden med den grønne hue eller den lille pige med det slidte tøj. Alle havde så travlt med alt muligt andet, at det ikke havde tid til at se sig om. Se den kritiske situation, nogle mennesker faktisk stod i.
Alle havde for travlt med deres eget liv, at de ikke bemærkede de lidende mennesker i kulden. Og hvem skulle dog tage sig af dem? Hvem ville dog tage sig af mennesker, der alligevel ville dø meget snart? Hvem ville risikere at få medfølelse og dårlig samvittighed, hvis de lod et blik hvile på staklerne? Det var der ingen der ville, hvilket gjorde Ree frygtelig ondt.
Den lille pige faldt nærmest sammen. Trådte et par skridt væk fra denne kvinde, hun ikke kendte navnet på, mens hele hendes krop rystede. Forvirret og med blanke øjne, kiggede hun på damen, der enten havde rejst sig op, eller stadig sad knæet ned der hvor pigen for lidt siden havde stået. Sorgen var tydelig på hende og det samme med hendes knogler. Arme, ben og ansigt var smalt og så udhungret. Heldigvis var det ikke så tydeligt gennem hendes meget tynde beklædning, det var hendes tilstand dog. En hver kunne se, at denne unge pige, der ikke var meget ændre end tolv eller tretten år, ikke havde den længste levetid tilbage.
Ude fra mængden, kunne man høre snak og livlige samtaler. Der var dog en sætning der vækkede Rees opmærksomhed. En eller anden person, der tydeligvis gik alene og lige var gået forbi dem, kom med en sætning der gav hende en varm følelse inden i. Der var altså alligevel nogle der lagde mærke til hende?

*Host* .___.